Før & nu by grafikkeriet

FØR & NU SILKEBORG GENNEM 175 ÅR

Per Pedersen Kurt Balle Jensen

FØR & NU

FØR & NU SILKEBORG GENNEM 175 ÅR Per Pedersen Kurt Balle Jensen

Udgivet i anledning af Silkeborgs 175 års jubilæum

FØR & NU SILKEBORG GENNEM 175 ÅR © FORLAGET STAGEHØJVEJ Tekst: Kurt Balle Jensen Fotos: Gamle billeder leveret af Silkeborg Arkiv Dronebilleder og alle nye fotos: Per Pedersen, foto8600.com Øvrige fotokilder: P13 ø. Papirmuseet - Museum Silkeborg P48 n. Ole Vilhelmsen P57 Susan Kipp ø. og Ole Akhøj n. P77 ø. Søren Skovborg P135 Ole Bjørnholt P161 Gl. Skovridergaard Hotel og konferencecenter P181 Aktieselskabet Hjejlens jubilæumsskrift 1936 P193 ø.h. Egon Larsen P202 n.v. Folkeensemplet Caramba P223, p225 Poul Sloth P232 n.v. Thomas Juul P241 Eriksborg P251 Jakob Stigsen Andersen P255 Magnus Errboe Grafisk tilrettelæggelse: Grafikkeriet v/Anita A.T. Steensen Billedbehandling, tryk og færdiggørelse: Skabertrang Skrift: Avenir Next Papir: 150g Silk Tryk: 4+4 + lak Trykt i 2021 – Udgivet i anledning af Silkeborgs 175 års jubilæum

ISBN 978-87-972953-0-4

INDHOLD Forord 7

Studenter på Torvet

af håndværkere for at bygge en papirfabrik

Borgen på hjørnet

Engang kom der en karavane

Og vi laver stadig papir i Silkeborg

Det skal jo ikke være et pragtbyggeri

Det gamle rådhus

Farverige og historiske Silkeborg Bad Hjejlekiosk og havnemiljø Søbadene ved Almindsø

Historien om Industri Cafeen på Torvet Og der leges stadig ...

Kulturens tempel på Hostrupsgade Men vandtårnet står der endnu Da avishjørnet blev flyttet….

Midtjyllands Avis - byens puls Udsigt fra Sølystvej Kirken i Alderslyst

Forbindelse til den store verden

Der var engang en skole ved Nylandsvej Nørretorv – centrum i Alderslyst De finske huse i skovkanten Brugsen i Balle Kirkeby

Lundsgade og honningkagerne

Asger Jorn og kunstens museum I dampens rige

Biler på Torvet – biler under Torvet Byens gemte rum Den store ildfest

Der var engang et gartneri

14 20 22 24 26

28 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 53 54 56

Med haven fyldt med tobaksplanter

92 94

Historien om unge Koopmann fra Hamburg 97 Holms hus på hjørnet

100

Indelukket – et åndehul mellem by og natur 102 Kongegården - hvor svejseflammen engang hvæsede

106

ultimative sejr

108

kaglende høns

112

Manufaktur og trikotage på Vestergade 7

118

Og en dag fik klubben og byen den Smedebakken med børneflokke og Stille hverdagsliv på Vestergade Sygehuset oppe på bakken

Trianglen og byens bedste ismand Tværgade i snestorm

Vandrerhjemmet ved Remstrup Å

Besættelsestidens hemmelige værksted Keld Heick og vennerne listede da bare et vindue op og brød ind

116 120 122 124 127 130 134

cykelfabrikantens datter

141

Men teglstenene kom fra Lysbro

146

Kolonihaver til pryd og nytte

Kolonihaverne og ringvejen

Alderslyst klædt på til byens store fest

Men en gang drak vi Neptun

Historien om verdens hurtigste pølsemand

Os fra Århusbakken…

Fra spinlon til bankdata

Men det startede med seletøj til heste

To bilhistorier fra Nørrevænget

En levende gris og et par blomkål på Torvet 70 Husholdningsskolen i de gule bygninger

Øl og ost på Søndergade

74 78 80 82

Da den unge tysker blev forelsket i Byens plakater

Det Grønne Hjørne Fra DERA til AOF

Forbindelser, farver, fauna

Egentlig skulle der have været en fabrik,

hvor der blev en campingplads Ørnen på Skoletorvet

136

144 148 150 152 156 159

Den gamle skovridergaard

160

Papirtårn i rød tegl

stejleste bakker

162

Da stalddøren blev smækket op og

Kroen i Alderslyst

166

Når hele byen swinger …

172

Silkeborghus - byens første højhus

178

Funder Bakke – en af Danmarks

Reimarparken og Silkeborg Sportscenter

216 220

Fyldepenne-Olsen – et begreb i bybilledet 164

de hede rytmer sivede ud i skoven

222

Mariehøj Kirke – en klippe i gule teglsten

Og skolelivet leves

228

Og bommene går ned Søernes dronning

Da der blev skrevet og trykt aviser på Estrupsgade

168

176 180 184

Da to historiebøger blev til én: College360 187 Blomstrende mangfoldighed i Rampelysets farverige skær

190

En tur over Langebro

198

Fra sanatorie til ferskvandscenter Lunden fra lyst-pavillon til medborgerhus En god handel hos Peter Jessen Outdoor til lands

Outdoor til vands

194 202 207 208 212

Seminariebyen Silkeborg

Da Silkeborg blev musicalby Det centrale kryds

Viborgbroen, der mest er en dæmning Den svævende Folkevogn

Hvordan gården Eriksborg bliver til

226 232 234 236 238

bydelen Eriksborg

240

Alley Cat og Underhuset

244

Højhuse med skoven i ryggen Verdens bedst bevarede moselig i Silkeborgs ældste bygning

Lad os lege i livstræets krone

Da den sidste skidtfisk var hakket,

voksede kulturen frem i Hakkehuset

242

246 250 254

Kilder 258

FORORD Der er altid et før, men det er nuet, der virkelig betyder noget. Det er nu, vi er her, lever og oplever, mødes. Det er nu, vi ser nye generationer vokse op og tage over. Det er nu, vi oplever en by i forvandling. Men samtidig skal vi huske, at der var nogle, der tilbage i tiden tog vigtige initiativer. Nogle, der skabte og udviklede. Der er så meget, der let forsvinder i glemsel. Der var engang, byen så anderledes ud. Der var virksomheder, der i årtier var arbejdsplads for silkeborgenserne. De satte byen på landkortet, både nationalt og internationalt. Der var faglig stolthed: Se, hvad vi kan her i byen. Men nogle virksomheder forsvandt. De blev historie, og nye opstod. Der er så mange historier, det er vigtigt at fastholde, for der er ingen nutid og fremtid uden en fortid. Og vi vil gerne med denne bog fastholde nogle af de historier, der gennem 175 år har skabt det Silkeborg, vi kender i dag. Der er store årlige kulturelle begivenheder, der har en historisk tråd tilbage, der er længere end mange tror. Hvordan startede det? Hvem var ildsjælene? Der er industrieventyr, der prægede et område, men som mange i dag har glemt. Der er boligområder, der er forsvundet og nye, der er opstået. I denne bog lader vi nuets fotos sætte fortiden i relief. Vi lader gamle fotos spille op mod nye fotos, men det handler ikke kun om at fortælle om fortiden. Vi har tværtimod villet skabe en bog, hvor nuet fastholdes i fotos og tekst, for i morgen er i dag historie. Vi vil vise byen, som den ser ud i sit 175. år. Og vi vil samtidig med respekt vende os om og vise det, der var, og dem, der var. Silkeborg, november 2021 Niels Overgaard Kurt Balle Jensen Per Pedersen

ENGANG KOM DER EN KARAVANE AF HÅNDVÆRKERE FOR AT BYGGE EN PAPIRFABRIK 1844: En karavane med håndværkere bevæger sig langsomt ind i det ufremkommelige Midtjylland. Okser kæmper sig afsted ad hullede veje. De er på vej til en lille flække, der hedder Silkeborg. Håndværkerne skal bygge en moderne papirfabrik. Med i optoget er papirmager Michael Drewsen, 14 murere, 10 tømrere og 4 smede. Den 1. april 1844 er de fremme og flytter ind på Hovedgården, hvor Tollundmanden mange år senere blev udstillet. Forholdene er primitive. Det regner ind. Forhistorien? Den går tilbage til 1690. Danmarks Dronning Charlotte Amalie vil have skik på fremstillingen af papir på Strandmøllen nord for Køben-

havn, der har fungeret som papirmølle i 50 år. Hun rejser til Tyskland og ansætter den unge tysker Johan Drewes von Ueltsen. Nu, 150 år senere, lader familien Drewsen så Michael Drewsen rejse til Jylland for at starte endnu en papirfabrik i den jyske udørk. Gudenåens vandkraft skal udnyttes. Den 15. oktober 1844 er der rejsegilde. Samme dag bliver Michael Drewsen 40 år. Nu kommer de store maskiner fra England, det sidste stykke fragtet på pramme ad Gudenåen. Og den 1. januar 1845 sættes det store vandhjul i gang. Få timer senere står Michael Drewsen med det første ark papir, fremstillet i Silkeborg.

Papirfabrikken fik afgørende betydning for nybyggerbyen Silkeborgs udvikling. Den blev de kommende mange årtier udbygget af flere omgange, skiftede ejer, blev en del af en koncern, og fortsatte produktionen frem til udgangen af maj 2000. En epoke var slut. En ny kunne begynde. Et industriområde blev til en ny bydel med hotel, cafeer, erhverv, biograf, boliger og det navnkundige Papirtårnet. Papirfabrikken er på én gang fortid og nutid.

OG VI LAVER STADIG PAPIR I SILKEBORG Vandet fosser forbi i den store faunapassage midt i byen. Her er kulturen og kulturhistorien bygget sammen. JYSK Musikteater er den nyere bygning med glasfacader og rødsten, og Bøtten er det levende papirmuseum, hvor de mange besøgende fortsat, mange år efter papirfabrikkens lukning, fremstiller håndgjort papir. Bøttebygningen var en vigtig del af fabrikken. I 1899 blev fremstilling af håndgjort papir flyttet fra Strandmøllen nord for København til Silkeborg, og her i denne bygning, blev der fremstillet håndgjort papir. Det var ikke det eneste sted, dette fine håndværk blev udøvet. Det håndgjorte papir blev brugt til trækpapir og til blandt andet obligationer og andre værdipapirer, men i 1910 besluttede Nationalbanken, at papir til pengesedler også skulle fremstilles i Silkeborg. Det krævede selvfølgelig stor sikkerhed, og Nationalbanken betalte for opførelse af en helt ny bygning, seddelfabrikken. Den oprindelige bygning til fremstilling af håndgjort papir blev herefter i folkemunde til ’Gammel Bøtte’. 12

Den fungerede helt frem til 1990. De sidste håndgjorte pengesedler (500 kr.), blev fremstillet her helt frem til årsskiftet 1962-63. Det er både fortid og nutid. Silkeborg var en gang en by med en papirfabrik. Nu står faglig leder af papirmuseet Bent Schmidt Nielsen og en gruppe frivillige klar til at hjælpe besøgende på det levende museum til at fremstille håndgjort papir. Råstoffet er klude, der i den gamle såkaldte hollænder skæres og findeles til en fiberrig ’vælling’. Denne sendes gennem rør til Bøtten, et fliseklædt kar, hvorfra øseren øser den op i formen. Med lette bevægelser fordeles massen jævnt i formen, mens vandet løber fra. Formen lægges på sugebordet, hvor der skabes et vacuum, så mere vand suges væk. Tilbage er fibrene. Papiret dannes og trykkes ud af formen. Det gauskes, som det hedder, og papirarket placeres på et stykke filt og bliver presset sammen med andre ark mellem filt, så mere vand klemmes ud. Så venter tørrestuen. I årtier levede mange silkeborgensere af at udføre dette fine håndværk. Det var deres arbejde. I dag kommer der lokale gæster og skoleklasser fra nær og fjern for at prøve og for at høre om papirfabrikken. Håndværket lever. Vi laver stadig papir i Silkeborg. 13

DET GAMLE RÅDHUS Det er en vinterdag i 1950. Der ligger sne, og det er med at passe på ikke at falde i det glatte føre. Fodgængere går på fortovet ved vejen ind over Torvet. En mor går med barnevogn. Cyklister forsøger sig uden at vælte. Det er med at være forsigtig, og ingen løfter blikket og ser på det gamle rådhus. De er så vant til, at det ligger der med sine kamtakker og med sit flotte tårn 14

med kobbertag. Det er der bare som en del af billedet, som en del af den centrale plads i Silkeborg. Det præger Torvet og har gjort det siden, det blev bygget i 1857. Det var den gang, der boede 1200 indbyggere i Silkeborg. Man valgte en erfaren arkitekt til at tegne huset. Det var Hans Christian Zeltner, der havde tegnet rådhuse til både Horsens og Skanderborg. Nu

tegnede han så et rådhus til Silkeborg, hvor han havde slået sig ned som jernstøber, og hvor han blev formand for kommunalbestyrelsen. Huset skulle også fungere som ting- og arresthus, for det var der brug for nu, hvor Silkeborg var blevet en selvstændig retskreds. Gennem årtierne har det gamle rådhus stået der og vidnet om byens fortid. Det sidste byrådsmøde i den gamle og smukke byrådssal blev holdt den 11.

august 1975, men huset blev ved med at have sin funktion. Det gamle rådhus var domhus frem til 2007, og det har også huset turistkontor. På de øvre etager flyttede erhverv og handel ind med kontorer og sekretariater. I skrivende stund er der nederst blandt andet Drewsens Kaffe-vin-tapas. Det gamle rådhus står der som en stolt bygning, der på én gang fortæller om byens fortid og er en levende del af byens nutid. 15

DET SKAL JO IKKE VÆRE ET PRAGTBYGGERI ’Nu skal vi jo ikke ligefrem have et pragtbyggeri,’ sagde de den gang i 1967, da de første planer om et rådhus på gasværkets grund opstod. Få år efter blev beslutningen taget, og arkitekterne Knud Sørensen og Ejnar Olesen tegnede. I 1972, året efter byggestart, var der rejsegilde på første etape. Fem år senere var sidste etape færdigbygget, og borgmester Ernst Thomsen kunne i august 1977 holde tale i den nye byrådssal med udsigt over Silkeborg Langsø. Og så blev rådhuset omsider indviet med sine 9000 kvadratmeter.

Silkeborg havde fået et nyt rådhus. Et specielt og karakteristisk byggeri ved Søvej, hvor beton og kobber talte sammen. ’Rustenborg,’ sagde de sure, da tidens tand begyndte at gnave. ’Det er meningen,’ lød svaret, da rådhuset mere og mere fik patina og stolt lod sig blive ælde, mens springvan18

det sprang og sprudlede ude i søen. Men i firserne måtte jernplader nu alligevel udskiftes. Nygifte ægtepar vandrer fra vielsessalen ud og lader sig fotografere i smukke omgivelser. I moderne kontorer bliver kommunen administreret, og byrødderne sætter sig i by-

rådssalen og beslutter både det ene og det andet. ’Det skal være hensigtsmæssigt og ikke et pragtbyggeri,’ sagde man en gang. Men måske er det i virkeligheden det, rådhuset på sin helt egen måde er gået hen og blevet: Et pragtbyggeri.

FARVERIGE OG HISTORISKE SILKEBORG BAD I 1914 gik kurgæster og spillede kroket på plænerne ved Silkeborg Bad. Kvinder med store hatte og lange kjoler. Mænd med vest og urkæde. Afslappet spil under trækronerne. I 1940’erne lød der smældende kommandoer, da den tyske besættelsesstyrke gjorde stedet til dansk hovedkvarter. Og i dag er der kunst og kulturelle oplevelser på KunstCentret Silkeborg Bad. Silkeborg Bad har set det hele. Her lever historien. Den 1. juli 1883 åbnede stedet under navnet Silkeborg Vandkuranstalt. Papirfabrikant Drewsen havde allerede 10 år tidligere forsøgt at få oprettet en kuran20

stalt, men da var staten noget besværlig at forhandle med, og så droppede han det. Men nu stod vandkuranstalten der, og efter fire år blev navnet forkortet til Silkeborg Bad. Her kunne den mineral- og jernrige Arnakkekilde rigtig benyttes til helbredelse, sundhed og forebyggelse af sygdomme.

I 100 år var det et kurbad, dog afbrudt af krigen, da den tyske værnemagt flyttede hovedkvarter fra Nyboder Skole i København til Silkeborg Bad. Og da de tyske soldater rejste hjem, kom de tyske flygtninge. Stedet blev igen hjemsted for flygtninge efter Silkeborg Bads konkurs i 1983, men knap 10 år senere

tog Silkeborg Kommune over, og den selvejende institutionen KunstCentret Silkeborg Bad blev oprettet. Og Arnakkekilden? Den sender fortsat 750.000 liter godt og friskt vand ud i Ørnsø hvert døgn. I 45 år tappet og solgt af Carlsberg som kurvand.

HJEJLEKIOSK OG HAVNEMILJØ Skal vi have en bygning med venteværelse og kiosk på Havnen? Sådan spurgte de hinanden, da Hjejleselskabet i 1903 havde generalforsamling. I 1911 stod bygningen færdig, og i 1923 blev der udvidet med kontor og bedre faciliteter for ventende passagerer. Hjejlekiosken blev et mødested. Familier går tur på havnen og ser på bådene, der sejler ud og ind. Pludselig ankommer der masser af motor22

cyklister, og de står og ser glade ud, for nu er det forår, og de indtager landevejene. Og et møde ved Hjejlekiosken er en af traditionerne. Den gamle kioskbygning står der som et monument over Silkeborg som turistby. Der sælges is i stor stil, og inde i huset skænkes der kolde fadøl, som turister tager med ud og sætter sig med under store parasoller.

Året er 1928. Familien er på udflugt, og det er lidt køligt og først på året. Far trækker den lille i trækvognen, Silkeborgenserne venter på foråret. Snart kan de nyde Hjejlen sejle ud. Sådan var det, og sådan er det. Hjejlekiosken står der i sin romantiske bindingsværksstil med inspiration fra Schweiz. En smuk bygning, der passer til den gamle hjuldamper Hjejlen og til hele miljøet med glade passagerer, der skal på udflugt på de blå søer mellem de grønne skove.

SØBADENE VED ALMINDSØ Almindsø er en populær badesø både sommer og vinter. Med god grund. Søen er én af Danmarks reneste og får vand fra flere kilder. Her mødes silkeborgenserne og turisterne. Her slikkes der sol og bades. Og her er naturen smuk året rundt. Østre Badeanstalt blev opført i 1931 og Vestre Badeanstalt i 1933. Østre ligger tæt ved Horsensvej, og man kan køre lige til de dejlige badeoplevelser. Vestre kræver en vandretur gennem skoven. I 2020 åbnede begge søbade efter en større renovering. Årstiderne Arkitekter havde tegnet, og det karakteristiske og meget smukke ved søbadene var nu de runde badebroer. Ved Østre Søbad ligger de to broer ved siden af hinanden, mens de på Vestre Søbad ligger i forlængelse af hinanden.

Navnet ’Almind Søe’ blev brugt så langt tilbage som i 1781, og H.C Andersen skrev i 1854 om søen, at den ser venligt indbydende ud: ”De store bøgeskove

hælder sig som grønne svulmende skyer ud over breddene, hvor vandet er så klart, at man kan se store fisk svømme i sollyset.”

Oplevelsen er den samme i dag. I Almindsø er det livsglæden, der udfolder sig. De to søbade er perler og selve livsbekræftelsen i naturens egen ramme.

HISTORIEN OM INDUSTRI CAFEEN PÅ TORVET Sommerstemning på Torvet en dag i 1937. På hjørnet ligger Industri Cafeen. En ung kvinde er på vej over gaden med sin barnevogn, og et par bydrenge hviler op mod cyklerne, mens de får sig en snak. Østergade ligger halvt i skygge med sine mange butikker. Det er en af byens ældste gader, anlagt krum, så hestevogne bedre kunne klare den stejle gade. Få år senere blev den rettet noget ud, da Østerport blev anlagt.

Nytårsaftensdag 2000 blev de sidste Langhoffkager sendt over disken, og hvor den gamle Silkeborgslægts navn så længe havde fristet på Torvet, blev det det fremover mere franskklingende Le Gâteau, der inviterede på lækre kager og spændende brød. Men der er lige en sløjfe, der skal bindes, når det handler om den gamle Industri Cafeen: Da den måtte lukke i 1937 for at give plads til Østerport, flyttede den bare få meter ned til Østergade 10 og fortsatte der til en gang i halvtredserne.

Hele karréen med Industri Cafeen blev revet ned i 1938 for at give plads til Østerport. Men hvor noget forsvandt, dukkede noget nyt op. I 1939 åbnede Langhoffs Konditori på samme hjørne i det nybyggede Østerport, og herefter stod der Langhoff på hjørnet de næste seks årtier. Langhoff var ikke kun et sted, hvor man kunne købe kager og brød og måske hygge sig sammen på konditoriet. Det var også i årevis et populært mødested, og mange foreninger har holdt bestyrelsesmøder hos Langhoff, hvor man jo var sikker på god servering.

OG DER LEGES STADIG ... Engang var Bindslevs Plads markedsplads og havde navn derefter. Her lugtede der af køer og heste og deres efterladenskaber, og her blev der klasket hænder, når en handel var afgjort. Markedspladsen fra 1850 var stedet, hvor der blev solgt både det ene og det andet. Her var der ringridning og cirkus og gang i løjerne, men det var også en legeplads. I 1893 begyndte man at spille cricket på græsmarken, og senere spillede seminaristerne fodbold. Der blev spillet rundbold, når skoleelever trængte til at røre sig, og der var i det hele taget gang i masser af aktiviteter. Fra 1897 tilbød Silkeborg Legepladsforening ’vejledning i lege’, men man skulle dog fjerne alle legeredskaber efter brug. I 1929 blev Rasmus Bindslev borgmester i Silkeborg, og han tog i 1935 initiativ til at få pladsen omdannet til et smukt parkanlæg med legeplads. Markedspladsen blev til Bindslevs Plads, og nu blev der for alvor leget på pladsen. Årtier med skiftende legeredskaber, soppebassin, sandkasse og bænke til vagtsomme mødre. 28

I dag skates og rulleskøjtes der. Bindslevs Plads er stadig en legeplads, men nu i helt ny udgave. I 2016 blev der gravet ud til parkeringskælder, og den historiske plads blev til et byrum til kultur, læring og kreativitet med Campus Bindslevs Plads, og med en asfalteret plads, der bølger og inspirerer til leg og bevægelse. Der leges stadig på den gamle plads.

KULTURENS TEMPEL PÅ HOSTRUPSGADE Stilheden er den samme som for mere end et århundrede siden. Man råber ikke op på et bibliotek. Der er en særlig stemning. Det er kulturens og åndens højborg med mulighed for at møde utallige verdener. Viden. Underholdning. Eftertanke. Et bibliotek er noget særligt. Noget, der skal værnes om. Sådan var det, da den første folkebogssamling i Silkeborg blev etableret på Teknisk Skole på Skoletorvet i 1900. Kommunen havde allerede året før givet 100 kroner og staten 75 kroner til formålet. Og så blev der ellers samlet ind blandt byens borgere. 32

Der blev flyttet til forskellige skolelokaler de kommende år, men den 24. juni 1920 blev bibliotekets egen bygning på Hostrupsgade indviet, og det med badeanstalt i kælderen. Ånd og renlighed. Der var også en smuk have bag bygningen, men den måtte vige for udvidelse i 1947. Inden da var der sket noget vigtigt: Da skoleudvalget holdt møde sommeren 1935, var der et ønske fra bibliotekar Peder Nielsen på dagsordenen: Et børnebibliotek. Det åbnede samme år på førstesalen og blev der i de næste 40 år, før det rykkede ned i stueetagen. I 1970 begyndte biblioteket at udlåne grammofonplader, og det var en linje, der blev krydset. Nu var det ikke kun det trykte ord, der blev læst eller lånt med hjem. I dag er biblioteket meget mere end bogudlån. Det digitale bibliotek har masser af nye tilbud og trækker nye brugergrupper til. Men historien bliver ikke glemt. Tværtimod bliver den arkiveret og passet på. Det sørger Silkeborg Arkiv for. Byens hukommelse siden 1918 og i dag hele kommunens arkiv.

uldspinderi. Han havde hørt om vandkraften i Silkeborg og lejede gården Kærsgaard ved Silkeborg Langsø. Her fik han gang i sit spinderi, og han flyttede det snart ind til jernbanen, hvor en egentlig fabrik udviklede sig. Her, ved Amaliegade lå nu en stor fabrik og dermed en stor arbejdsplads, der i 1919 blev til Jydsk Trikotagefabrik A/S, ledet og drevet af familien Rasmussen i tre generationer. I 1902 blev vandtårnet opført, tegnet af en af Danmarks store arkitekter, Anton Rosen. Som ung arkitekt arbejdede han for en af landets førende arkitekter, Vilhelm Dahlerup, og han sendte unge Rosen til Silkeborg for at stå for arbejdet med at få hovedbygningen på Silkeborg Vandkuranstalt opført. Her blev han forelsket i Martine, der var datter af Grabow fra gæstgiveriet på Torvet, der senere blev til Hotel Dania. De blev gift, og Anton Rosen fik stor betydning for Silkeborg, der har mange smukke bygninger, tegnet af Anton Rosen. I 1987 blev de gamle fabriksbygninger revet ned, men vandtårnet blev stående og er fredet. I 2020 blev en gennemgribende renovering sat i gang med udskiftning af træværk og med tilbageførsel af farver og murværk til det oprindelige.

MEN VANDTÅRNET STÅR DER ENDNU 1905. Commichau & Co set fra Amaliegade. Fabrikken arbejder, skorstenen ryger og til venstre ses vandtårnet, der står den dag i dag som minde om en spændende industrihistorie. Det startede i I 1870’erne, da en ung mand kom til Silkeborg. Han hed Carl Commichau, var født i det russiske Polen og opvokset i Dresden i Tyskland. Hans far ejede sammen med sin bror flere tekstilfabrikker i Polen, og nu ville Carl starte sit eget 34

DA AVISHJØRNET BLEV FLYTTET…. 1938. Det summer af mennesker på avishjørnet på Vestergade. Fodgængere. Cyklister, der lige stopper op. Hvad står der i dagens avis? Nu er den udkommet, og siderne er hængt ud i vinduet. Er der spændende nyt? Da Silkeborg Avis i 1857 første gang kom på gaden, var det også fra Vestergade, dog i nummer 19, men tre år senere var adressen en hjørneejendom Nygade-Tværgade. Her blev avisen skrevet og trykt i syv år, men i 1867 flyttedes der til hjørnet af Vestergade og Hostrupsgade i en et etages bygning, der i 1891 fik en etage mere på. Avishjørnet. I årtierne fremover var det her, Silkeborg Avis, siden Midtjyllands Avis, og Ekstra Posten hørte til. Men da avisen flyttede ned på Papirfabrikken og Jyske Bank overtog den gamle avisbygning, opstod der stor debat i byen. Skulle den gamle avisbygning forsvinde? Der var på alle måder 36

historie i den. Silkeborghistorie. Og Jyske Bank-direktør Anders Dam greb ikke til den billigste og letteste løsning, nemlig at rive huset ned. Lad borgerne bestemme, sagde han, og på et borgermøde i 2004 med 300 deltagere støttede et flertal ideen med at flytte huset nogle meter og lade det bestå i renoveret stand. Med flytningen blev der plads til et lille bytorv i forbindelse med Jyske Bank-bygningerne, Norups Plads, med smuk belægning og skulptur af den lokale kunster Frode Steinicke. Den gamle avisbygning består, og på Papirfabrikken er der nu et avistorv med Midtjyllands Avis i gamle, men smukke og fremtidssikre rammer. 37

MIDTJYLLANDS AVIS - BYENS PULS Det er en dag i firserne som så mange andre. Travlhed i redaktionssekretariatet på Midtjyllands Avis på Vestergade. Kontakt til lokalredaktionerne. Hvad har I til dagens avis? En etage højere oppe gløder skrivemaskinerne. Det er Silkeborgredaktionens journalister, der er i gang. ’Har der været noget det sidste døgn’, lyder det i telefonen til politi og Falck. Artikler skrives færdige. Deadline nærmer sig. Dagens avis skal skrues sammen. Om nogle timer går en svag dirren igennem huset på Vestergade. Det er rotationspressen i kælderen, der går i gang og trykker dagens avis. Journalisterne lister ned ad bagtrappen og ind på Forsamlingsbygningen ved siden af, hvor der serveres en kold Neptun på restaurant Valhalla. Nu skal dagens første halvdel evalueres, men avisdrengene nede i gården cykler ud med taskerne fyldt med frisktrykte aviser. Presseliv i firserne. I dag er adressen Papirfabrikken og avisen trykkes udenbys. 38

Avisen er byens og egnens puls. Den allerførste artikel blev skrevet i 1857 og handlede om, at kongen havde fået et dårligt øje. Da hed avisen Silkeborg Avis, og redaktøren hed Listoe. Fra 4 år senere havde familien Sørensen avisen i generationer, og nu er Midtjyllands Avis en del af Mediehusene Midtjylland sammen med Herning Folkeblad og Skive Folkeblad. Meget er anderledes, og meget er det samme. Redaktionen er stadig en dirrende nerve, når dagens avis skrues sammen. Silkeborg og omegn har forsat sin lokale avis, og det skal der værnes om. Nogle læser den på nettet, andre henter den ude i postkassen. Men den er der og binder området sammen.

UDSIGT FRA SØLYSTVEJ Der ligger midtbyen inde. Udsigten er smuk, men den forandrer sig. Det er vinter 1954. Hård vinter. I en måned har der nu været en vej over isen fra Sølystvej ind til arbejdspladser og butikker inde på den anden side af Silkeborg Langsø. En sti fører fra Sølystvej ned til Langsøen og videre ud over isen. Det gør det hele nemmere. Genvej fra Alderslyst. På gåben, på cykel på knallert. Hvorfor tage over Viborgbroen eller Kærsgårdsbroen, når der er en direkte om end glat vej? Mange vintre har silkeborgensere skudt genvej. Hver morgen og eftermiddag var der masser af trafik. En isdækket sø var ikke så speciel, som det blev senere. Men på et tidspunkt begynder den at knage under cyklens eller knallertens dæk. Det er et forårstegn, men nogle er dumdristige og bliver ved rigeligt længe. Gasværket fylder i udsigtsbilledet. Bygninger. Den store gasbeholder. En vigtig del af byens forsyningsanlæg, men det har sin tid. Årene går, og alt ændrer sig. Gasværket er væk. Lukket 1968. Hvor det stod, troner nu Silkeborg Rådhus. Man kan sætte sig på en bænk og se over mod kirketårnet, der løfter sig over det alt sammen. Man kan se over mod rådhuset, der har stået der siden halvfjerdserne. Der sidder de og arbejder inde. Der er nok at se til i en stor kommune.

KIRKEN I ALDERSLYST Kirken i Alderslyst er bygget på et fundament af folkelig vilje og stædighed: Vi vil have en kirke, og vi er parate til at arbejde hårdt for at få det. Og i 1929 fik Alderslyst så sin kirke. Der boede på dette tidspunkt et par tusinde mennesker i bydelen, og det havde længe været et ønske at få egen kirke. En række ildsjæle indkaldte til et møde i november 1925, og en stor indsamling blev sat i gang. Der blev hurtigt samlet 24.000 kroner ind, og det var en bedrift. Mange af bebeboerne i Alderslyst var arbejdere uden den store indtægt. Staten støttede, og på den måde kom man op på de

85.000 kroner, det kostede at bygge Alderslyst Kirke. Men hvor skulle kirken ligge? Det krævede flere møder, diskussioner og afstemninger, før man nåede frem til den placering, der blev det endelige resultat. Arkitekt Edvard Jensen skulle tegne, men borgerne i Alderslyst havde betingelser: Kirken skulle ligne en typisk dansk landsbykirke. Det skulle være en ny kirke, der lignede de gamle kirker. Og det kom den til. Ved indvielsen den 15. december 1929 gik en procession fra

skolen ved Borgergade mod den nye kirke. En stolt dag i Alderslyst. En dag, hvor kirken stod som et nykalket monument over en lokalbefolknings viljestyrke. Der ligger kirken så. Her er brudepar lykkelige, og her grædes der ved begravelser. Her er der dåb, og der er unge konfirmander med rank ryg og spænding i maven. Her mødes man til gudstjenester, og her synges julen ind og påsken fejres. Kirken er på alle måder en del af bydelens liv.

FORBINDELSE TIL DEN STORE VERDEN Silkeborg Banegård omkring 1900. Tegnet af arkitekt Niels Peder Christian Holsøe, hvis helt særlige stil kan ses i banegårde i en hel del provinsbyer. Hestedroscher står parate til at modtage passagerer. De er fra byens hoteller og skal sørge for, at gæsterne kommer godt frem det sidste stykke. Nogle drenge og piger følger med i, hvad der sker. Pladsen er endnu faststampet jord. Senere kommer der brosten på. Den 2. maj 1871 var en mærkedag for den nybyggede stationsbygning. Da brusede toget fra Skanderborg for første gang ind på stationen. De fine ventede i første klasses venteværelse, de knap så fine i anden klasses venteværelse. En restauration kom også til.

1966. Eleverne er fyldt med forventninger. Kufferter og tasker og højt humør. En lærer ser bekymret ned langs rækken af børn: Kom nu ikke for tæt på perronkanten. Snart kommer toget. Vi skal på lejrskole. Ud til oplevelser og liv. Væk fra støvede klasselokaler.

Den gang var Silkeborg et jernbaneknudepunkt, hvorfra der gik baner i fem retninger. Det startede med forbindelsen til Skanderborg i 1871. Godt seks år senere blev strækningen forlænget til Herning. I 1908 åbnede strækningen mellem Silkeborg og Laurbjerg med forbindelse til Langaa. I folkemunde kaldt Gjernbanen. Den var en del

af Den Jyske Diagonalbane mellem Randers og Esbjerg med tilnavnet Præriebanen og med persontrafik frem til 1971. Privatbanerne Rødkærsbro-Kjellerup og Horsens-Bryrup blev begge i tyverne forlænget til Silkeborg. De blev nedlagt i 1968. Nu er der to muligheder: Man kan køre mod Herning eller mod Skanderborg-Aarhus.

DER VAR ENGANG EN SKOLE VED NYLANDSVEJ Der stod en skole ved Nylandsvej. Store bygninger, lange gange. Tæt på Ringgården. En lugt af leverpostejmadder og vådt overtøj. Lyde af børn i frikvarteret. Nordre Skole. Børnetallet nærmest eksploderede i Alderslyst efter krigen, og i februar 1946 kunne Silkeborg Avis fortælle, at kommunen ville bygge en stor skole med plads til 1000 børn og til en svimlende pris af 3 millioner kroner. Den gamle Alderslyst Skole ved Borgergade kunne ikke følge med længere. Her var selv pedellens stue og soveværelse med gloende hed kakkelovn taget i brug til undervisning.

En dag var der ikke brug for skolen ved Nylandsvej mere. Hvad skulle der ske? Nedbrydning. Bygningerne raslede ned i støv og fortid. Stedet blev forvandlet til en stor byggeplads, og Nordre Fælleshus opstod af asken som en Fugl Phønix og som et kulturhus, der havde været længe ønsket og savnet. Sommeren 2018 blev første spadestik taget, og projektet skulle også omfatte handicapboliger. Inden da havde mange silkeborgensere lige holdt et øjeblik og set ind over den nøgne grund. Her havde byens største skole ligget. Minder om sejre og nederlag trængte sig på. Minder om en skoletid. Og hvis de lyttede godt efter, kunne de stadig høre lydene af legende børn i frikvarteret.

I 1950 blev den nye skoles hovedfløj med masser af klasselokaler fyldt med skolebørn, og seks år senere kom andet afsnit. 44 klasselokaler og fire gymnastiksale. Faglokaler og stort skolebibliotek. Alderslyst havde nu en af Danmarks største skoler, og der var et mylder af børn på Nylandsvej. Den gamle skole ved Borgergade fortsatte og flyttede i 1965 til den nybyggede Nørrevangsskolen.

NØRRETORV – CENTRUM I ALDERSLYST Det startede sidst i fyrrerne. Alderslyst skulle have et centrum, der kunne sammenlignes med Torvet. Arbejdernes Byggeforening lagde planer for stort byggeri, og byrådet nikkede i 1949 ja. To år senere satte gravkoen skovlen i jorden. Nu skulle Nørretorv blive til virkelighed. Forinden var både et cementstøveri og enkelte huse blevet fjernet. Hjørnet på Kejlstrupvej og Borgergade blev forvandlet til én stor byggeplads, og byggeriet gik forholdsvis hurtigt. I 1953 stod Nørreport færdigt. 54 lejligheder, posthus, butikker og et apotek i gavlen i den ene boliglænge ud til Borgergade. Som et slags vedhæng til de store bygninger

blev der bygget restaurant med selskabslokaler. Cykelhandel, glarmester, skohandel, isenkram og manufakturhandel. I restauranten kunne man få et stykke smørrebrød og en pilsner og lørdag aften en svingom. Alderslyst havde fået sit centrum. Og lejlighederne var eftertragtede og moderne. Parketgulve og altan. Prisen lå på mellem 75 og 180 kroner om måneden. Siden er meget sket. Himmelbjerg Apotek er der endnu, men ellers er der gennem årtierne sket mange udskiftninger. Restauranten fik kun få år, så blev den sidste dans danset og det sidste stykke smørrebrød spist. Stedet blev til bank og siden bibliotek. I skrivende stund sælges der genbrugstøj og legetøj til børn. Livet leves i lejlighederne og nye butikker erstatter dem, der må lukke. Nørretorv blev centrum i Alderslyst og er det fortsat i en bydel i hastig udvikling.

DE FINSKE HUSE I SKOVKANTEN De er hyggelige og helt sig selv, som de ligger der på Duedalsvej og Nylandsvej. Finnehusene. Et lille kvarter med træhuse og udsigt. Og så gemmer de på en historie om den gang efter krigen, hvor der var mangel på boliger og på byggematerialer i Danmark. Hvad gør man så? Man vender sig mod Finland. Her var der masser af træ, men mangel på fødevarer, så der blev lavet aftaler og bygget finnehuse over hele landet. Sådan nogle skal vi også have i Silkeborg, sagde politikerne, og så fandt man et godt område på Århusbakken. Det gik bare ikke, for her havde kommunen store lagre af tørv i lader, og det ville være dyrt at flytte dem. I stedet blev det så på området ved Kærsgårds Plantage, husene skulle opføres. Politikerne sagde ja til 24 huse, men ikke uden bekymring. Kan man virkelig bo sundt og godt med børn i træhuse året rundt? Javist, sagde skolelægen, det gør man faktisk i Norge, Sverige og Finland. I foråret 1947 gik arbejdet i gang, og året efter var de første klar til indflytning. Det var præfabrikerede huse, hvor der blev leveret færdige elementer med skib til Aarhus og videre med jernbane til montering i Silkeborg. Senere blev det almindeligt på den måde at bygge med færdiglavede elementer, men denne byggemetode startede altså med træ. I 1949 blev husene overtaget af et nyt lokalt aktieselskab, der stod for udlejning. Kun to blev solgt fra starten, men senere kom der gang i salget af Finn-Husene, der var det officielle navn. Silkeborgenserne foretrak nu ordet Finnehuse, og så blev det navnet.

BRUGSEN I BALLE KIRKEBY I årtier har det været den sidste forretning, man mødte, når man forlod Silkeborg ad Viborgvej. Der lå den, Balle Kirkeby Brugsforening. Skråt over for kirken og lige ud til vejen. Der er godt med reklameskilte, så bilisterne kan få øje på denne mulighed for at handle ind, og en bilejer har stillet sin Opel op med pris i forruden. Til salg. Fotoet er fra 1977, og netop dette år skete der noget. Brugsen kunne ikke blive ved med at være selvstændig, men skulle ind under FDB. Det ville et flertal af medlemmerne ikke være med til. Så hellere lukke og dele formuen. Brugsforeningen var blevet stiftet i 1916. Nu var det slut efter mere end 60 år. Brugsen på Balle Bygade er kun én af flere lokale brugsforeninger, der er forsvundet. Det er sket adskillige steder. Men i hjørnebygningen ved kirken kom i stedet Balle Grill- og Døgnkiosk, for det var i døgnkioskernes tid. Allerede i 1978 omdannede Kristian Knudsen brugsen til døgnkiosk. Jeg tager lige i Døgneren, sagde man og sprang på knallerten. Det var også et mødested, hvor man kunne nyde sin Balle-burger. Senere

tog Leif Østergaard over, og han drev og udviklede en velforsynet købmandsbutik og fastfoodsted i næsten 30 år. Sommeren 2016 åbnede Anne Christina Jensen så Blomst & Gren. Sammen med sin mand Jørn havde hun omdannet de 400 kvadratmeter købmandsbutik til et spændende sted, hvor man kan købe både blomster og mange andre gaveartikler. Der er stadig masser af liv i den gamle brugsforening.

LUNDSGADE OG HONNINGKAGERNE Året er 1945. Lundsgade set fra Borgergade. En mor og hendes datter har været ude og handle og skal nu hjem. Måske har de været inde hos købmand Otto Nielsen på hjørnet. Huset med købmandsforretning blev bygget i 1902 og revet ned i 2008.

Det hed i en periode Lundshus, for her havde Christian Lund først i århundredet købmandsforretning. Lund var en mangfoldig mand. Han drev også landbrug, og så bagte han honningkager. Og

honningkagerne fra Alderslyst er en helt særlig historie, der strækker sig over flere generationer. Det startede med, at Peter Lund i 1882 etablerede et lille bageri på en ejendom og begyndte at bage honningkager. Det havde han lært af en tysk familie fra Christiansfeld, der som bekendt stadig er berømt for sine honningkager. Når der var tilpas mange kager klar, blev de læsset på en trillebør og kørt ind til marked på Silkeborg Torv og solgt der. Og honningkagerne blev en succes. Nye generationer tog over, og honningkagerne blev solgt ved folkefester rundt i det meste af Jylland. 100 år efter etableringen, var det Peter Lunds oldebarn Henning, der bagte honningkagerne. Virksomheden var da en af Silkeborgs ældste. Og selvfølgelig måtte gaden opkaldes efter Peter Lund, der med sine honningkager havde været med til at gøre Alderslyst kendt. Gaden hed oprindeligt Vestergade, men skiftede i 1933 navn til Lundsgade. Anderledes kunne det ikke være.

ASGER JORN OG KUNSTENS MUSEUM Året er 1964. Kunstneren Asger Jorn sidder i den smukke bygning på Hostrupsgade 41 og signerer katalog over de arbejder, der tilhører Silkeborg Kunstmuseum. I dag hedder museet Museum Jorn og ligger på Gudenåvej i de smukkeste omgivelser. Og det er et kunstmuseum, der gang på gang åbner ambitiøse udstillinger, der tiltrækker publikum fra hele landet og fra udlandet. Men der er en historie, der hører med. I 1953 betalte den lokale museumsforening et arbejdsophold til Jorn i pottemagerværkstedet i Sorring og kunne til gengæld vælge nogle af Jorns keramiske værker. På Hovedgården blev der indrettet et Asger Jorn-rum i bygningen, hvor det kulturhistoriske museum havde sine oldtidssamlinger. Efterhånden voksede kunstmuseets samlinger, ikke mindst på grund af Jorns mange gaver med kunst fra egen og internationale kunstneres hånd. Ikke færre end 5.500 kunstværker overdrog Asger Jorn gennem årene til byen. I 1961 flyttede museet for sig selv på Hostrupsgade i den smukke bygning, tegnet af Anton Rosen, og med Jean Dubuffet-kunst på gavlen hos naboen, Hotel Grand, hvor nu Galerie Moderne Silkeborg ligger.

Den selvejende institution Silkeborg Kunstmuseum blev stiftet i 1965. Det trak dog ud med at få bygget et tidssvarende kunstmuseum, og Asger Jorn, der døde i 1973, oplevede det ikke. Men i 1980 gik arbejdet i gang, og på Asger Jorns fødselsdag den 3. marts 1982 blev Silkeborg Kunstmuseum indviet. I 1998 blev tilbygningen med særudstillingsfløj åbnet, og efter

en ombygning genåbnede museet i 2010 under nyt navn: Museum Jorn. Siden er Per Kirkeby Arkivet kommet til som en unik gave til museet, og i skrivende stund arbejdes med planer om et nyt Museum Jorn. Et kunstmuseum som en del af Søfronten ved Silkeborg Langsø. Hvad vil fremtiden bringe? Planerne er der. Og de er ambitiøse.

I DAMPENS RIGE Dampen er tæt i dampbadet. Heden river i huden. Så er det ud og en tur ned i karret med iskoldt vand. Ind i dampen igen. Snak. Ro. Træuld i et vaskefad. ’Skal jeg skrubbe dig på ryggen?’ En pause fra hverdagen, der tonser afsted på gadeplan nogle skridt oppe. Her i Badeanstalten er man i en oase. Ingen kan forstyrre os. Mobiltelefoner er på lydløs langt væk fra dampens rige. Nogle snakker. Andre sidder bare og lader heden trænge ind i huden. Rensende. 56

Badeanstalten på Hostrupsgade er en perle. Her er det, som om tiden har stået stille. I 1915 besluttede Silkeborg Kommune at skabe en bygning med oplysning, kultur og renhed. Et hus med bibliotek, museum og badeanstalt. I 1920 blev badeanstalten indviet. Mange andre byer havde en varmtvandsbadeanstalt. De lukkede så, efterhånden som man fik bad i hjemmene. Men

ikke i Silkeborg. Her overlevede badeanstalten. ’Skal vi lige sidde på bænken med håndklæde om livet og nyde en øl, før vi tager tøj på?’ Snak. Socialt samvær. Røde ansigter, vådt hår. Rene kroppe. En gang var badeanstalten afgørende for renligheden. Den travleste dag var den 23. december. Borgerne tog karbad eller brusebad, men efterhånden blev dampbadet populært. Det russiske bad.

I dag er Badeanstalten en vifte af tilbud. I 2021 har fonde og lokale sponsorer betalt for at få badet ført tilbage til det oprindelige de steder, hvor der var sket ændringer. Det er ikke kun et stykke Silkeborghistorie, der ligger der nogle trin nede fra gadeplan. Det er Danmarkshistorie. Ingen anden dansk købstad har noget lignende. En kulturperle midt i byen.

BILER PÅ TORVET – BILER UNDER TORVET Blankpudsede sko, pressefolder og en kasket, der udstråler autoritet. Parkeringsvagten venter, mens fruen finder pengene frem. Det koster at parkere på Torvet, og parkeringsvagten har kvitteringsblok i tasken. Året er 1955. Parkeringsvagten hedder Sigvard Hansen, og han har base i et lille sekskantet parkeringsvagthus overfor Langhoffs bageri og konditori. 58

Parkeringsvagten havde tilnavnet Skildpadden, og huset hed derfor i folkemunde Skildpaddehuset. Det skyldtes, at han mange år tidligere på en udflugt til Saxild Strand troede, at han så en skildpadde. Det viste sig at være en sten, og tilnavnet holdt altså ved og omfattede også det lille parkeringsvagthus på Torvet.

Fotoet herunder er fra 1955. Her opkræves der gebyr for tohjulet parkering. Men alt det er fortid. Det koster ikke noget at stille sin cykel på de dertil indrettede pladser, og bilerne er for længst væk fra Torvet. Parkering forbudt. Sådan har det været i mange år, men nu kan man til gengæld parkere under Torvet. I 2016 begyndte jordarbejdet. Torvet blev gravet op. En parkeringskælder etableret. Torvet fornyet. Og parkeringsvagterne? Deres opgave er i dag noget anderledes. Bilisterne trækker selv en parkeringsbillet og sørger for, at den er synlig i forruden, når vagtens skarpe blik kommer forbi.

BYENS GEMTE RUM 1944. En baggård på Østergade. Det er sommer og vinduerne står åbne. Den friske luft kommer ind, og den tager i vasketøjet, der hænger til tørre i gården. Tre børn hygger sig i gården, der er fred og ro, og hunden lunter lidt rundt. Det er et miljø midt i Silkeborg. Et gårdmiljø. Men få år efter, dette foto er taget, er det væk. Huse forsvandt. Baggårde forsvandt, Bymiljøer, der havde udviklet sig gennem årtier, forsvandt. Det store Østergadeprojekt tog fat med hård hånd og rensede ud. Huse, hvor silkeborgenserne havde haft deres liv i generationer, raslede ned i larm og støv. Det blev alt sammen historie. Men byen har stadig sine gemte rum.

BSA, står der malet på den hvide væg. Her er værksted. Der lugter af olie, og der lugter af motorcykler. Her tøffer mændene ind og får en sludder, mens der repareres motorcykler. Der sparkes lidt til dækkene. Det siges mange fornuftige ting om motorcykler. Året er 1937, og stedet er strædet mellem Kirkehaven og Østergades baggårde. BSA værkstedet ligger i baggården til Østergade 18. Ud til Østergade har C. Heiberg Andersen en anderledes præsentabel facade. Han har eneret på salg af BSA. Men han kan ikke blive på denne adresse. Husene skal rives ned. Strædet op til kirken og Torvet forsvinder. Miljøet forsvinder. Og C. Heiberg Andersen flytter i 1939 sin forretning til Søndergade 47.

DEN STORE ILDFEST Eksplosioner, brag, buketter med blomster af ild, der folder sig ud på en mørk sensommerhimmel. Raketter, der hidsigt med en hvislende lyd suser til himmels og følges af utallige tilskuere, før de eksploderer og lader ilden regne, mens et sug af begejstring lyder fra publikums folkedyb. 1958. Der er igen ildfestregatta i Silkeborg. Som så mange gange før. Og det er en helt særlig Silkeborg-begivenhed, der har tråde tilbage til byens allerførste år.

I 1852 havde papirfabrikant Drewsen besøg af kong Frederik 7., og der blev arrangeret smuk fakkelsejlads på åen. Ild og vand blev kombineret og blev det flere gange de kommende år. Da Hjejlen blev indviet i 1861, var det med kongeligt besøg, illuminerede både og blus inde på søbredden. Magisk. Smukt. Og i 1899 blev den første egentlige regatta så afviklet efter flere tilløb. Silkeborg var vært for Det Jyske Fællesskue og skulle nok vise gæsterne, hvad byen kunne præstere. Musik, ild. Og inde på bredden var småhusene pyntet med kulørte lamper. Hjejlen og Ternen sejlede ud som i en ring af ild med fyrværkeri flere steder på søbredden. Ildfestregattaen var født. Regattaen blev en fast del af byens liv, og de kongelige kom flere gange tilbage og deltog. Den stille fest, sagde man en gang, men så kom der tivoli og andet halløj, og der blev debat, for hvad vil vi med regattaen? Men den fortsætter, fornyr sig, er den store fest, hvor titusinder af gæster kommer til byen. Ild og vand. Illuminerede både. Byens store begivenhed. 67

DER VAR ENGANG ET GARTNERI Hjørnet af Vestergade og Grønnegade. Handelsgartner Hans Rasmussen med familie og medarbejdere er stillet op til fotografering ved drivhuse og mistbænke. Foto fra omkring året 1900. I baggrunden ses huset med de tre skorstene. Det ligger ud til Vestergade, der den gang stadig hed Herningvej. Senere var det Johannes Simonsen, der drev gartneri på stedet, og i boligen på hjørnet blev der lavet forretning, La France, hvor man i mange år kunne købe blomster. 68

Huset på hjørnet af Vestergade og Grønnegade blev revet ned midt i halvtredserne, for nu skulle der bygges boliger. Et langt kapitel med gartneri og med blomstersalg var forbi. Huset med de tre skorstene forsvandt. I 1960 opførte Silkeborg Boligselskab boliger, og det blev til et helt boligområde på Vestergade og

Grønnegade, formet som hestesko med have i midten. Hvor gartneriet en gang lå, var der igen grønt og duftende af frodighed. På hjørnet var der benzinstation indtil 1984. Herefter flyttede Silkeborg Boligforening sin administration ind i lokalerne.

EN LEVENDE GRIS OG ET PAR BLOMKÅL PÅ TORVET Torvet er et mødested. Sådan var det og sådan er det. På Torvet handles der. Markedsdage. Torvedage. Frem til 1932 kunne man stadig købe levende grise på Torvet, men denne handel blev der sat en stopper for på byens centrale torv på grund af mund- og klovsyge. Men ellers har det mest været grøntsager og hjemmelavede husgeråd af forskellige slags, der er blevet solgt. Kål og kager. Honning og hjemmebryg. På fotoet fra 1959 er der grøntsager i kassevis og kunder i flokkevis. Skulle det være en stor buket afskårne blomster eller et blomkålshoved? Der er liv og summende snak. Der er dufte af frugt og grøntsager. I baggrunden lokker Restaurant Rosenborg, der lå på adressen Torvet 6. Ved siden af ligger Symaskinebutikken Husqvarna i nummer 8. Men det er udendørs på Torvet, det foregår i dag. Der mærkes på og vurderes. Er de nu friske?

Foto fra 1905. Silkeborg har kun været købstad i fem år. På Torvet er det markedsdag, og der er opstillet handelsboder i en lang række. Det har der været i perioder op gennem årtierne. Til højre i billederne foregår handelen livligt uden boder. Torvet er brostensbelagt. I baggrunden ses Topps Apotek på hjørnet af Vestergade og Søndergade, og på taget har Silkeborg Telefoncentral sat antenne op. Det lægger silkeborgenserne ikke mærke til i dag. De er ude for at gøre en god handel. Det er de stadig, når det er lørdag, og man både kan få ost og spegepølse og blomster og frugt og grønt. Og en god snak, ikke at forglemme. 70

FRA SPINLON TIL BANKDATA I 1892 blev der født en dreng i Kolding. Kaj Neckelmann. Han kom som ung i manufakturlære i Vejle, og i 1959 forhandlede han med Silkeborg Kommune om køb af en byggegrund til 3,50 kroner pr. kvadratmeter. Drengen fra Vejle kom herefter til at lægge navn til det, der blev Silkeborgs største private arbejdsplads, og som stadig er et begreb i Silkeborg: ’Ja, jeg var jo hos Neckelmann’. Fabrikken ved Kejlstrupvej stod færdig i 1961, og hver morgen var der kø af silkeborgensere, der gerne ville have arbejde. Alle blev spurgt, om de var farveblinde. Der blev fremstillet crepenylon, der farvedes på garnfarveri, men så blev der udviklet en ny garntype, Spinlon. Det blev det helt store. Spinlonkjoler og meget andet. 72

Hal ved hal. De store maskiner gjorde, at der som et af de første steder i Danmark blev indført spiritusforbud. Man måtte kun drikke lys øl, ’spinlon-bajere’. Det var også et af de første steder, der for alvor rekrutterede arbejdskraft i Jugoslavien. Neckelmann var en vigtig del af Silkeborgs industrihistorie med skiftende ejere. Så sluttede det. Den 9. oktober 2007 fik medarbejderne at vide, at virksomheden skulle lukke. Navnet var da Trevira Neckelmann, ejeren indisk og der var 300 ansatte. Produktionen var tekstiler til især bilindustrien, og den skulle flyttes til Polen. I 2014 købte Jyske Bank den 72.000 kvm store Neckelmanngrund. Banken havde store planer for området, og der blev lagt ud med byggeri af en kontorbygning med plads til flere hundrede medarbejdere, i først og fremmest Bankdata. Det gamle industriområde lagde stadig rammer til en stor arbejdsplads.

HUSHOLDNINGSSKOLEN I DE GULE BYGNINGER Der lå engang en meget smuk bygning midt i Silkeborg. Gul og værdig lå den der på Åhavevej og rummede masser af liv, lyde og gode dufte. Silkeborg Husholdningsskole. Det startede i villaen Bella Vista. Her åbnede frøken Gudrun Jørgensen den 2. november 1902 en husholdningsskole med 12 elever. Efter et par år blev der udvidet, så der blev plads til 50 elever. Og siden blev der igen og igen udvidet. Silkeborg Hus74

holdningsskole blev en stor og populær skole, og unge kvinder fra hele landet søgte til Silkeborg for at lære at holde hus. I 1926 blev vuggestuen Arnen åbnet ved siden af skolen, så de unge kunne lære barnepleje. Mottoet var ”fromme, stærke kvinder, det er Danmarks mål”. Det var vigtigt. Den stærke kvinde, der kunne holde sammen på familien og hjemmet i op- og nedgangstider. Den faste klippe.

Og skolen fulgte med tiden. Der kom mere fokus på hele familiens trivsel og på sundhed. Skolen indgik i uddannelser til køkkenassistent og socialog sundhedsassistenter, og der blev optaget mandlige elever og holdt kurser for hele familien. I 1992 blev navnet SilkeborgSkolen – skolen for husholdning, men seks år senere var det slut, og de smukke bygninger fik ny anvendelse som efterskole. I 2014-2015 blev bygningerne revet ned til stor sorg for mange silkeborgensere. I 2016 opførtes Å-Viften, tegnet af Laban Arkitekter for KK Ejendomme. 29 eksklusive ejerlejligheder med smuk udsigt. Meget er sket. Men vuggestuen Arnen ligger der endnu som en tråd tilbage til fortiden.

KOLONIHAVER TIL PRYD OG NYTTE Det handler om livskvalitet i kolonihaverne. Der er ro på, og der er idyl og hygge. I Haveforeningen Marienlund 1912 leves livet, der slappes af, men der arbejdes også. Huset skal se ordentlig ud. Haven skal passes. Det samme skal snakken med naboen. Gården Marienlund blev senere til skovridergården og nu Gl. Skovridergaard. Og på gårdens tidligere jorder blev Indelukket, kolonihaveområde og idrætsan76

læg anlagt. Tre haveforeninger: Først kom Marienlund 1912, så Marienlund 1917 og Marienlund 1918. Det var i de år, hvor det ikke var let at få fødevarer. Der var krig i verden. Kolonihaverne skulle være med til at sikre den daglige føde. Den skulle dyrkes, og haverne var nyttehaver mere end prydhaver. Det ændrede sig senere. Lejerne i Marienlund 1912 skulle årligt betale 4,50 kroner, og senere skulle der yderligere betales 25 øre årligt til fælles brønd med drikkevand.

Grøntsagerne stod på række. Kartofler, kål og meget mere. Behovet for at dyrke madvarer var måske ikke så stort i mellemkrigsårene, men blev det igen under anden verdenskrig. Kolonihaverne havde stor betydning for hele fødevaresituationen i familierne. Men i halvtredserne begyndte blomsterne at fylde mere. Haverne blev mere prydhaver. Små plæner til flagstangen. Hyggehjørner med en bænk. Blomsterhav. Der blev dog ved med at være en regel om, at en bestemt del af havens areal skulle bruges til afgrøder. Og sådan leves livet i haveforeningen. Andre områder med kolonihaver er forsvundet, fortæret af udviklingens konstante sult. Men Marienlund haveforeningerne består.

MEN DET STARTEDE MED SELETØJ TIL HESTE Heden slår ud i ansigtet på smedene. Der støbes. Der arbejdes, der er en lugt af olie og der er koncentration. Smede på Lysbro Fabriker i december 1962. Virksomheden blev grundlagt i 1900 af fabrikant Holger Madsen, og under første verdenskrig var det seletøj til heste, det handlede om. Virksomheden blev dog snart kendt for sine haveredskaber. Skovle, spader, håndredskaber, alt muligt. Nye produkter kom løbende til. Adressen var Langsøvej, men den blev senere en del af ringvejen. Der hamres, der formes, der hærdes. Tunge industrimaskiner arbejder.

I årtier var det en stor industriarbejdsplads i Lysbro. Virksomheden konkurrerede med Zinck fra Godthaab ved Aalborg, men i firserne fandt de sammen, og nu blev redskaberne til at hedde Zinck-Lysbro. I 1989 tog koncernen Fiskars over. Men alt har sin tid. I 2015 var det slut, da var Lysbro-lokalerne blevet til lager, og det blev nu lukket. Et erhvervseventyr fra forrige århundredeskifte sluttede. Men hvad så med grunden? Byggeforeningen Lysbro Fabrikker fik Årstiderne Arkitekter til at tegne boliger i form af blokke med to-tre boliger i to plan. Smukke bygninger med facader opført i hvid puds brudt af partier af træ. Og måske bliver hækken klippet med en hæksaks, der en gang blev fremstillet på netop dette område?

MEN EN GANG DRAK VI NEPTUN ’Her i Silkeborg drikker vi Neptun,’ sagde man en gang, for Neptun var byens øl. Den støttede vi, men sådan blev det ikke ved med at være, og en dag var dette ærværdige kapitel slut. På fotoet fra 1951 er bilerne kørt i stilling til ære for fotografen. På gavlen reklameres der for pilsner fra Silkeborg Bryghus. Tråden går som så mange andre tilbage til Silkeborgs første år. I 1883 blev Silkeborg Aktiebryggeri oprettet, siden fik det andre navne, men fra 1906 hed byens bryggeri Silkeborg Bryghus, og i halvtredserne blev Neptun tilføjet navnet. Neptun var en

mineralvandsfabrik, som der først blev samarbejdet og siden fusioneret med. Fra 1964 var navnet slet og ret: Neptun Bryggeriet A/S. Bryggeriet lå på Søgade, og det begyndte i tresserne at tappe Arnakkekildens jernholdige vand og sælge det som kurvand. Der stod Neptun i de privat hjem og restauranterne, og Neptun huskes blandt andet for den særlige pinsebryg. Når det blev pinse, blev skoven rigtig grøn og det samme gjorde pinsens bryg. Måske skulle man have været forud for sin tid og satset mere på special øl? Det overlevede nogle mindre bryg-

gerier i andre byer på, men ikke Neptun. De Forenede Bryggerier købte sig ind, og Neptun flyttede over flere år til fine produktionsrammer i Hårup, mens bygningerne midt i Silkeborg blev til boliger. I 1990 var det til stor fortrydelse for silkeborgenseren slut med Neptun øl. Tråden tilbage til 1883 blev klippet over. Men nye lokale bryggerier er siden skudt op i og omkring byen. Der skrives nye kapitler i byens ølbrygningshistorie.

KOLONIHAVERNE OG RINGVEJEN Foto fra omkring 1960. Silkeborg har fået sin ringvej. Nordre Ringvej. Industrikvarteret tager så småt form. Busfabrikken DAB har bygget. Neckelmann har bygget sin første hal. Det er kun starten. Industrien trækker så småt byen ud mod markerne. Kejlstrupvej skærer op gennem det store kolonihaveområde, og ovenfor Neckelmann-hallen ses herregården Vester Kejlstrup opført 1875. Her slutter byen og landet begynder. I kolonihaverne er de ikke helt tilfredse. Når de sidder og drikker kaffe ved de små hyggelige kolonihavehuse, kan de høre trafikken på ringvejen. Det går noget ud over idyllen. Det er ikke det værste. Der er planer. Rygterne går. Kolonihavernes tid er snart forbi. Hvor der altid er tid til en kaffetår og en kold øl, og hvor riven lægger jordknoldene fint på række mellem bærbuske og rækker med gulerødder og salat, skal de store gravemaskiner snart i gang. Her opstår fra midt i tresserne Resedavej og Lupinvej. Blok ved blok. Plads til flere tusinde mennesker. Og alt bliver anderledes. I dag er Vester Kejlstrup-gården væk, revet ned i 1974. Neckelmann ses ikke mere, men den gamle DAB-hal står endnu, selv om busfabrikken for længst er væk. Bilernes Hus strækker sig langs ringvejen. Den nybyggede erhvervsskole lyser op. I det fjerne ses fjernvarmecentralen. Og boliger har for længst fortrængt kolonihaverne.

STUDENTER PÅ TORVET Nå, er det nu den tid på året? I årevis har han set det, Drewsen: Glade studenter fejrer deres studentereksamen med dans omkring statuen. År efter år. ’Snart bliver det vores tur,’ har unge silkeborgensere sagt. Her er det et foto fra 1956. Studenter fra Th. Langs Gymnasium har taget hinanden i hænderne og danser i kæde omkring statuen af Drewsen, mens forældre og andre interesserede står som i en kødrand og bevidner det. I baggrunden holder heste og venter til studenterkørsel. Nogle drenge i korte bukser kommer løbende til. Børnene kigger nysgerrigt, nu sker der noget. Og der skete ganske rigtigt noget. Der skete noget, der udfordrede den gamle tradition. Torvet skulle graves op til parkeringskælder, og derefter helt fornyes. Drewsen blev i september 2015 flyttet midlertidigt, og i 2016 måtte studenterne derfor ned på Papirfabrikken for at danse omkring Drewsen foran avisbygningen. Men ingen kan vel finde på at flytte Drewsen permanent fra sin gamle plads? Jo, det kunne man godt. Da Drewsen efter et par år vendte tilbage, var der til en anden plads på Torvet. Det var virkelig noget, der kunne diskuteres. Hvorfor kan statuen ikke stå der, hvor han har stået siden 1892? Den gang skrev 500 borgere under på, at placeringen foran det gamle rådhus var den helt rigtige, og det var en stor del af byens daværende befolkning. Når det handler om studenterdansen er der også sket ændringer. Nu er der flere forskellige studenterhuer. Forskellige ungdomsuddannelser, forskellige farver på studenterhuens bånd. Tiderne ændrer sig. Men Drewsen og nyudklækkede studenter hører stadig sammen.

ØL OG OST PÅ SØNDERGADE Foto fra 1943. Jelling Kro, står der over porten. Og til højre for den ligger osteforretningen. Helt tilbage fra tiden omkring første verdenskrig har porten adskilt en beværtning og en osteforretning. Navne skiftede, men det var stadig øl og ost på hver sin side af porten. Midt i tresserne hed det Landsbykroen i nummer 22 og Special Ost i nummer 20. Landsbykroen blev til Diskotek Landsbyen og i 1973 til Diskotek 22 efter gadenummeret. Det lød mere smart end ’Landsbyen’. 84

Navnet holdt dog ikke længe. Efter nogle måneder blev stedet gennemrenoveret og skiftede navn til Admiralen. Det var i oktober 1974, og siden har det været navnet. Og osteforretningen? Den overlevede frem til 2016. Fra sidst i halvfjerdserne og mange år frem som VH Ost og herefter som Byens Osteri. Så var det slut med denne lokkende specialforretning. Efter omkring 100 år var der ikke mere øl og ost på hver sin side af porten.

Men musikken spiller og fadøllet skænkes stadig på Admiralen. Gang på gang har mange silkeborgensere lige måttet standse op ud for Søndergade 22 fredag eftermiddag. Ud gennem Admiralens vinduer lyder der musik. Blues. Rock. Folkemusik. Kenn Jørgensen og Susanne Steen Sørensen overtog Admiralen 1. januar 2004 efter Franck Nickelsen, og de har gjort det til et af byens spillesteder, når weekenden banker på. Det er stadig et sted, hvor mennesker mødes. Men på den anden side af porten er den sidste ost for længst solgt.

BORGEN PÅ HJØRNET Købmand Weng havde forretning på hjørnet af Lyngbygade og Valdemarsgade, og her fik byen senere noget for Silkeborg så sjældent som en rockerborg. Men tilbage til Weng. Han var en driftig mand, der blandt andet lod Solgården på Lyngbygade opføre i 1939. I årevis drev han marketenderiet på Silkeborg Maskinfabrik. Det var jo lige i nærheden. Han kom rundt i værkstederne og solgte wienerbrød og mælk, og man kunne også købe en omgang pilsnere og cigaretter, hvis det var det, der var behov for. Og så var han snu. Når de senere supermarkeder havde tilbud på brændevin, sendte han bydrengen om for at købe nogle flasker. Det kunne han tjene mere på end ved at købe dem ved grossisten. 86

Købmand Weng var i mange år en del af gadebilledet og en velbesøgt nærbutik. Siden kunne der lejes videofilm på stedet, men mange silkeborgensere husker ejendommen for noget helt andet: Vinduerne blev omkring 1990 muret til med store blokke, og huset blev til det, der i dag betegnes som rockerborg. Det var Ugly Jokers, der var flyttet ind, og mange omkring syntes, huset var kommet til at se forfærdeligt ud. Om rockerne ligefrem var skræmmende, var så en anden sag, men politiet holdt efter sigende nøje øje med huset. Og i Silkeborg snakker man stadig om den gang, vi havde en rigtig rockerborg. 87

TO BILHISTORIER FRA NØRREVÆNGET Der gemmer sig et par gode bilhandlerhistorier på Nørrevænget. Den ene handler om Jørgen Helle. Som helt ung kom han i kontorlære hos Johannes Kruse, der havde Silkeborg Motor Compagni på Chr. 8. Vej ’inde i byen’. Her lærte han rigtig meget om biler og om priser på biler, og han tænkte, at det kunne han vel også. Hjemme hos sin mor på Nørrevænget 70 begyndte han at handle med biler. Han købte brugte biler og solgte dem med fortjeneste. I tresserne var han inde som soldat, men han handlede videre. Nogle gange gjorde kammeraterne honnør for ham, når han kom kørende i en fornem bil. Det måtte jo være en overordnet. 1969 byggede Jørgen Helle så en udstillingshal på Nørrevænget 43. Hans mor kautionerede, så banken ville låne ham penge. Og så udviklede det sig. Jørgen Helle fik sin bror Holger med, og de var grundtappen i det, der blev Bilernes By. 88

Den anden historie starter ikke på Nørrevænget, men det er der, den folder sig ud. En dag bankede den 12-årige Jesper Elstrøm på hos bilforhandler Poul Munk, der siden 1967 havde solgt brugte biler fra en

forretning på Funder Bakke. Om der var brug for en fejedreng? Der var fire-fem ansatte, der solgte biler og motorcykler, og Poul Munk lagde mærke til sin fejedreng og tilbød ham en læreplads som mekanikerlæring,

da hans alder var til det. Brugtbilhandelen blev suppleret med nye Honda’er og Citroën’er, og i 1987 flyttede bilfirmaet til Nørrevænget. Bilhuset Poul Munk A/S var og er i konstant udvikling. Der blev udvidet, forhandling af Peugeot og Opel kom til, i 2020 DS Automobiles. I dag er Jesper Elstrøm indehaver og i spidsen for en arbejdsplads med 55 ansatte og 7000 kvadratmeter under tag. Men det startede med et job som fejedreng. 89

HISTORIEN OM VERDENS HURTIGSTE PØLSEMAND På Trianglen kan man få sig en ’hotter med det hele’ og en kakaomælk til. Det er ikke noget nyt, og man kan få meget andet godt ved pølsevognen. Sådan har det været i årtier. Men at pladsen fik navnet Trosborgs Plads, har sin helt egen historie. Jørgen Trosborg var tømrermesteren, der på grund af rygproblemer blev pølsemand. Hans kone Gurli solgte pølser med det hele på Århusbakken, så 90

hun kunne oplære sin mand. Og Trosborg blev med adskillige tv-optrædener berømt som verdens hurtigste pølsemand, der på rekordtid kunne fremstille en god hotdog med Gurlis berømte bløde løg. Det førte meget med sig. Et pølsevognsimperium udviklede sig. Jørgen Trosborg serverede for både dronningen og utallige håndværkere ved utallige rejsegilder. Han var efterspurgt

overalt, og både Gurli og sønnen Allan og adskillige ansatte arbejdede med. Miljøminister Svend Auken kaldte Trosborg for ’hans egen pølsemand,’ og når Lars Larsen havde været ude i den store verden for at åbne en ny JYSK-butik, skulle han ved hjemkomsten som det første omkring Trosborg. Da Preben Elkjær var træner for Silkeborg IF, fik han Trosborg til at ændre åbningstiderne, så han kunne nå en hot dog, før

han skulle mødes med spillerne. Og da man i Moskva ville have pølsevogne på gader og stræder, sendte man bud efter Trosborg, så han kunne oplære både mandlige og kvindelige pølsemænd. Da 2003 løb ud, solgte Trosborg til Ulrik Nielsen, og senere blev det René Kristensen, der førte traditionerne videre og to år blev Danmarksmester i hotdog, mens Ulrik kører eventdelen. Men Jørgen og Gurli Trosborg fik i en rimelig høj alder comeback og kunne pludselig igen ses ved diverse arrangementer. Verdens hurtigste pølsemand og hans kone kunne ikke lade være.

ALDERSLYST KLÆDT PÅ TIL BYENS STORE FEST De har stået der længe og ventet. De står ved Borgergade, hvor Sølystvej munder ud. Året er 1946, og Silkeborg har 100 års byjubilæum. Byen holder fest, og så er det med at komme ud og se, hvad der sker. Nu kommer optoget. Det historiske optog. En af vognene er papirfabrikkens vogn. Oppe på den udsmykkede lastbil står der 92

papirarbejdere i hvide skjorter. Længere nede ad gaden vifter Dannebrog dovent. Det er et tidsbillede fra en by i festdragt. 100 år. Da der var gået 75 år mere, og Silkeborg i 2021 kunne fejre 175 års jubilæum, var boligerne på billedet væk, og ved indgangen til Sølystvej er ’Sølyst’ blevet et markant byggeri i bybilledet.

I udviklingen langs Borgergade i Silkeborg er der blevet forsøgt med forskellige former for arkitektur. En af de ejendomme, der blev lagt mærke til, var netop Sølyst, der blev opført på hjørnet af Sølystvej og Borgergade. Et eksklusivt boligprojekt med 27 lejligheder, hvor der i udformningen var tænkt utraditionelt, og hvor ikke mindst kobbertaget

sammen med forskydningerne i byggeriet og de store glaspartier var med til at skabe opmærksomhed. Per Sand-Jensen, PSJ Ejendomsinvest, var bygherre, og Laban Arkitekter tegnede. De havde vundet en konkurrence, Silkeborg Kommune havde udskrevet, netop for at sikre et spændende og smukt projekt.

MED HAVEN FYLDT MED TOBAKSPLANTER Borgergade 10 på et foto fra omkring 1930. I baggrunden har vognmaler Jørgensen sit værksted, og vejen til højre for huset går ind til cementstøberiet. Og der er altid en historie at fortælle. Også om dette hus på Borgergade: 94

I 1944 købte familien Pedersen huset. Det var under krigen, så det var med at være kreativ, for der var mangel på både det ene og det andet. Også tobak. Haven bag huset blev derfor fyldt op med tobaksplanter. Bladene tørrede Pedersen på loftet, og

så blev de rullet for til sidst at blive skåret i småstykker på rugbrødsmaskinen. Hele huset lugtede af den hjemmegjorte tobak, men både Pedersen selv og flere naboer kunne nyde godt af tobakken fra haven bag Borgergade 10.

i disse år. Den lokale forfatter Albert Dam, der boede sine sidste år på Århusbakken, udgav i starten af besættelsestiden et lille hæfte: ’Hvorledes jeg laver min tobak.’ For tobak skulle der til. Og folk røg nærmest alt, der kunne stoppes i en pibe.

Det var ikke kun i haven på Borgergade, der blev dyrket tobak

Huset Borgergade 10 blev i 2017 revet ned efter at have

stået tom og forfalden et godt stykke tid. Midtjysk Boligselskab byggede året efter på grunden og skabte boliger med unik udsigt over søen fra de øverste etager. Boligselskabet fik administrationslokaler i underetagen. Ingen tænker mere på, at der en gang var tobaksproduktion i stor stil på denne adresse.

HISTORIEN OM UNGE KOOPMANN FRA HAMBURG En dag i 1818 bankede den 14-årige Johan Dittmer på hos en slagter i Hamburg. Om han kunne få en læreplads? Drengens efternavn var Koopmann, der er det hollandske ord for købmand. Det navn fik betydning i Silkeborg og har det den dag i dag.

Johan Dittmer lærte slagterfaget, fik eget slagteri, og mange år senere besluttede hans sønner at starte slagterier i Danmark, da der blev forbud mod svineimport fra Danmark til slagtning. Det første var i Aalborg, men de ville gerne have endnu et slagteri, og hvor

skulle det ligge? Valget faldt på Silkeborg. Den 6. juli 1890 blev de første 26 svin slagtet på det det mest moderne slagteri i hele Europa, i hvert fald ifølge pressen. Slagteriet var bygget på bar mark syd for jernbanen ved Silkeborg.

Men byen bredte sig omkring slagteriet, der fik adressen Jernbanegade 41. Få år før 1. verdenskrig blev der udvidet med produktion af ’kunst-smør’, og Silkeborg Margarinefabrik var en del af virksomheden frem til 1929. Den 8. januar 2002 fik de 100 medarbejdere at vide, at slagteriet lukkede. En 112-årig historiebog blev smækket i, men hvor et supermoderne slagteri en gang blev bygget, begyndte en ny historie. Koopmans Gaards historie.

Tæt på det hele ligger den, Koopmanns Gaard. Med 95 andelsboliger fordelt på flere andelsboligforeninger. Sidst i august 2004 var der rejsegilde, men da var de første 40 familier allerede flyttet ind. Og ingen tænker i dag på den 14 årige unge Koopmann, der for mere end 200 år siden gik i lære som slagter nede i Tyskland, og som lægger navn til det hele.

HOLMS HUS PÅ HJØRNET 1910. Købmand Holm står i døren og ser hen mod Skoletorvet. Han er klar til at modtage dagens kunder. Knækflip og velplejet overskæg. Baldakinerne er bundet op, så lyset falder ind på udstillingen i vinduerne. Butikken ligger på hjørnet af Nygade og Hostrupsgade, og måske strejfer købmandens tanker det store byggeri, der nu går i gang. Byggeriet af Holmenhus. Et stort byggeri med masser af boliger og plads til en større butik. 100

Købmanden har taget en stor indånding, før han tog beslutningen. Det er alligevel et byggeri til næsten 10.000 kroner. Få måneder efter, at dette foto er taget, er der rejsegilde. Juni 1910. Herefter har Skoletorvet fået en markant bygning, der lever op til andre smukke byggerier som Th. Langs Skole og Teknisk Skole. Og i gården er der plads til ni biler. Det må jo være rigeligt.

Holmenhus fik sit eget liv som den store ejendom ved Skoletorvet. Nye handlende. Mange silkeborgensere husker endnu købmand Hans Kvolsbæk, der fra 1959 til 1994 drev forretningen på hjørnet. Kvolsbæk Kolonial i Holms gamle forretning. Den sidste rigtige købmand i midtbyen. Her duftede der af købmand og friskmalet kaffe. Og der var bager i ejendommen lidt længere nede ad Hostrupsgade. Det havde alt sammen sin tid. Nyt er kommet til. Erhverv og beboere. Men ejendommen er stadig med sit navn et minde om købmanden, der en dag i 1910 stod i døråbningen og ventede på dagens første kunder.

INDELUKKET – ET ÅNDEHUL MELLEM BY OG NATUR I april 2021 blev første spadestik til en superlegeplads i Indelukket taget. Dette åndehul, hvor silkeborgenserne i mere end 120 år har kunnet nyde naturen og stilheden, skulle endnu en gang fornyes og have flere tilbud. Og Indelukket er da også en historie, det er værd at bevare og værne om. I 1899 købte Silkeborg Kommune et stykke såkaldt indelukke af staten. Skovrideren havde haft området hegnet inde, for silkeborgenserne var udelukket fra indelukket. Nu fik de adgang, men navnet Indelukket holdt ved, selv om det blev åbnet og hegnet fjernet. Der blev lavet en festplads med bænke og borde, anlagt stier og etableret færgefart over åen til Nordskoven. Og der skete hele tiden nyt. I 1909 blev motorbådklubben oprettet og skabte et helt særligt miljø.

102

103

Indelukket blev et udflugtsmål for hele familien. Et bindeled mellem by og natur. I trediverne blev der oprettet teltplads, hvor besøgende kunne slå telt op og overnatte for en krone, blot var grammofon og usømmelig påklædning forbudt. Der blev også bygget kiosk, der kunne sælge is, sodavand og slik til gæster i Indelukket. Kiosken måtte også sælge mælk og fløde, men kun til teltliggerne. Teltpladsen lå centralt i Indelukket, men blev senere flyttet og blev til en egentlig campingplads. Kiosken blev gennem årene bygget om og udvidet af flere omgange og er en central del af livet i indelukket. Det samme er minigolfen, der fra starten i 1950 blev kaldt babygolf eller miniaturegolf. Indelukket har det hele. Bådehavn, friluftsteater, å, skov og park med plads og frihed til afslapning og ro. Historie, miljø og livsglæde. Og når Hjejlen skovler sig forbi, må alle lige løfte hovedet og hilse søernes dronning. 104

105

KONGEGÅRDEN - HVOR SVEJSEFLAMMEN ENGANG HVÆSEDE Engang lå der en stor industrivirksomhed på området. Silkeborg Maskinfabrik. En arbejdsplads, hvor gnisterne føg og hårde lyde hamrede gennem hallerne. Her arbejdede modelsnedkere, smede, maskinarbejdere, gørtlere, kærnemagere, maskinarbejdere, drejere, blikkenslagere, montører og kontorfolk. De havde deres arbejdsliv der. Nu knejser Kongegården på stedet med sine boliger i rød tegl, og med et navn, der vel ikke kan være anderledes, når man ligger mellem Svendsgade, Knudsgade og Valdemarsgade.

106

Arkitekturen er inspireret af de gamle industrihaller. Og maskinfabrikken er da også en vigtig del af byens industrihistorie. Den blev grundlagt i 1854. Året før havde Jørgen Stallknecht i Horsens skrevet til kongen for at få tilladelse til at anlægge et jern- og metalstøberi på Handelspladsen Silkeborg. Han fik tilladelse og lod sin svoger Hans Chr. Zeltner bestyre og senere overtage støberiet, der de første mange år lå på Vestergade 16. Senere førte værkfører August Zeuthen og smedesvend Martin Larsen virksomheden videre under navnet Silkeborg Maskin-

fabrik Zeuthen & Larsen. Virksomheden var i årtier kendt for sine mejerimaskiner, hvor navnet ’Silkeborg’ borgede for kvalitet på verdensmarkedet. I 1919 blev der flyttet til Jernbanevej, og her lå fabrikken til årene 1969 til 1974, hvor der i etaper blev flyttet til Pasteurs vej. Efter en fusion blev navnet i 1977 til Pasilac, men da var en ærværdig erhvervshistorie på Jernbanevej for længst slut. Nu er det Kongegården, der har indtaget det industrihistoriske område.

OG EN DAG FIK KLUBBEN OG BYEN DEN ULTIMATIVE SEJR Der er stadig fodboldbaner på området, men stadion er væk, og der er opstået boligområder, hvor der i årtier blev høstet sejre og indkasseret nederlag. Og byens stolthed, Silkeborg IF, har nu hjemme på Søholt på et af landets smukkeste og mest moderne stadions, JYSK Park. SIF blev stiftet i 1917, og der var allerede en sportsplads, den nye klub kunne tage i besiddelse. Kommunen havde købt en del af gården Marienlunds jorder, i dag kendt som Gl. Skovridergaard. Og der blev anlagt sportsplads syd 108

for skovridergården, først til Legepladsforeningen, der omkring 1905 overlod pladsen til Idrætsforeningen Fremad. Da denne klub gik ned, opstod SIF på ruinerne og overtog sportspladsen. Resten er historie. Og det er en god historie. Stadion, et ikonisk klubhus, udvikling, konstant bedre tilskuerfaciliteter. Årtierne gik, og søndag efter søndag flokkedes silkeborgenserne for at se byens hold. Og en dag skete det så: Den store triumf. 1994. Guldet var transporteret til Odense, for alle troede, det skulle gå til FCK. Men spillerne på det gamle stadion ville det anderledes. Mesterskabet blev scoret hjem og guldet fragtet til Silkeborg. Danske mestre. De unge invaderede banen og de gamle stod på stampladsen med tårer i øjnene og prøvede at forstå, hvad der var sket. Den ultimative sejr.

109

I 100 års jubilæumsåret 2017 blev JYSK Park så indviet med plads til 10.000 siddende tilskuere til en ny fremtid på Søholt. Der var en vis vemod, da det gamle stadion blev revet ned, men når noget forsvinder kommer nyt til i form af spændende boligområder. Og på JYSK Park gives bolden nu op til nye kampe i den evigt unge sport.

110

111

SMEDEBAKKEN MED BØRNEFLOKKE OG KAGLENDE HØNS Hvor Gudenåen løber ud i Langsøen, lå der engang et slot. Silkeborg Slot, der også havde en smedje, hvor gnisterne sprang. Men det forsvandt alt sammen, og kun ruiner blev tilbage. Mange år senere, i 1844, blev der bygget en papirfabrik tæt på det sted, hvor slottet havde ligget. Og der blev igen bygget en smedje. Stedet kom til at hedde Smedebakken. Det kunne ikke andet, og her blev der opført tre længer til papirarbejdere. Silkeborgs første egentlige boligkvarter med 16 lejligheder.

112

I 1847 stod de tre længer færdige. Mellem dem og fabrikken fik Drewsen bygget sin egen villa, og den blev hurtigt mellem de mange børn på Smedebakken til ”Slottet”, for den var stor

og prægtig. Selv boede de i lejligheder på 30 kvadratmeter, men de havde en verden af plads udenfor, et paradis ned mod søen, hvor de kunne lege og være helt sig selv.

113

Mange af familierne havde dyr. Der var kaglende høns og gryntende grise, og børnene plukkede mælkebøtter til deres kaniner. Og en gang om ugen kom de i bad på papirfabrikken. Når børnene skulle i seng, foregik det via en stige op til lemmen i køkkenloftet og så op til værelserne på loftet. I kamrene kunne sne og kulde let trænge ind, og hvis det føg, var det med at tage store stykker papir med op og lægge over dynen, så fygesneen ikke gjorde dynen alt for våd. Et helt særligt liv udfoldede sig i papirarbejderfamilierne på Smedebakken. Men en dag var fabrikken ikke fabrik mere, og der blev bygget nyt med respekt for de oprindelige arbejderlænger. Smedebakken fik nyt liv. Men minderne levede. 114

STILLE HVERDAGSLIV PÅ VESTERGADE En dag i 1910. Stille hverdagsliv på Vestergade. Nogle får en snak. Ved indgangen til Knaps Isenkram og Kolonial står en mand og kigger ugideligt ned ad gaden. Over for i nummer 7 har Madsen fået gang i sin trikotageforretning ved siden af fotograf Gunnar Mogensen. Få 116

år tidligere havde Peter Fenger sin trikotagehandel på stedet, men nu er det M. Madsen, der har taget over. Snart fylder han hele etagen, og herefter står der Madsen på facaden de næste mange årtier. Ved siden af ses Silkeborg Apotek i Anton Rosens smukke bygning.

En dag i 1972. Stille hverdagsliv på Vestergade. Et par mænd får sig en snak ved den enes Velo Solex knallert på hjørnet af Vestergade og Rådhusgade, lige ud for legetøjsforretningen. En evig fristelse for børnene. Ved M. Madsen ser et par damer på udstillingen. Det er nu næste generation, Einar Madsen, der er indehaver. Han har været direktør siden 1944 og købte sine søskende ud i 1961. Han er en venlig mand, der betaler sine bybude godt. Den slags bliver der lagt mærke til. Og så samler han på kunst. Hos ham og Ruth kom Asger Jorn, som Einar støttede og var god bekendt med. Også andre COBRA-kunstnere kom i det kunstglade hjem.

MANUFAKTUR OG TRIKOTAGE PÅ VESTERGADE 7 Året er 1938. Pigen skal have nyt tøj, og kjolerne hænger i rækker med de mindste nederst. Ekspedienten smiler venligt. I baggrunden står kakkelovnen og sørger for at varme den lange butik op. Det er november, så det kan nok behøves. Vestergade 7. Her er der blevet solgt manufaktur og trikotage i årtier. M. Madsens forretning er kendt for sin venlige betjening. Midt i butikken står det flotte store kasseapparat med knapper og ringelyde. Kasse, står der. Så ved kunderne, hvor de skal betale.

118

I 1972 var det slut med M. Madsen trikotageforretning. Busted tog over. Forretningen blev de kommende år flere gange bygget om og udvidet. Gården bag butikken blev inddraget. I 1986 kunne Busted Kjoler og Frakker invitere indenfor i en helt ny

butik, der var 200 kvadratmeter større end den tidligere. Det blev ikke sidste gang, der blev renoveret og udvidet. Adressen var stadig Vestergade 7, men alt havde ændret sig. Da Tove og Peter Busted i 1997 kunne fejre 25 års jubilæum, havde de kun-

der fra store dele af Jylland. Senere tog Tenna og Jens Kristian Busted over. Næste generation. Og forretningen hedder i dag BUSTEDWOMAN. En stor forretning på Vestergade, hvor der er blevet solgt tøj siden forrige århundredskifte.

119

SYGEHUSET OPPE PÅ BAKKEN En mand går og pløjer på fattiggårdens mark. Bag ham troner sygehusets smukke bygninger. Året er 1906, og det er fire år siden, det blev bygget. Arkitekt Rosen har tegnet, og på hovedbygningen er Silkeborgs byvåben sat op. Til venstre ses epidemibygningen, adskilt fra den øvrige del af sygehuset på grund af smittefaren. Allerede i 1862, få år efter handelspladsens oprettelse, fik Silkeborg sit første sygehus. Det lå på Søgade og havde plads til 15 patienter. Et af værelserne blev kaldt fnatstuen, men det var alt sammen fortid, nu havde Silkeborg i 1902 fået indviet sit varige sygehus. ’Oppe på bakken’, sagde folk, og det blev de ved med. Og byen voksede og sygehuset blev hurtigt for lille. I årene 1921-1925 blev der bygget en sengebygning med to etager, og det var tiltrængt. Sidst i fyrrerne blev der igen sat gang i en udvidelse, og den store, gule bygning, der endnu præger området ud mod Århusvej, blev indviet i 1951. Hidtil havde 120

sygehuset haft plads til 90 senge, nu var der plads til 120. Omkring 15 år senere blev der igen udvidet, og sygehuset udviklede sig gennem årene til et moderne hospital, afholdt og værdsat. De gamle bygninger fra 1906 er forsvundet for de flestes vedkommende. Det skete, da der blev fornyet og udvidet omkring 1950. Men noget er tilbage, blandt andet det oprindelige kapel, som vidnesbyrd om den gang, der blev satset på smukt offentligt byggeri, og hvor Rosens hånd på tegnebrættet var genkendelig som den skabende og kreative kraft. Og sygehuset? Det vil man kæmpe for i Silkeborg. Det er gang på gang blevet hædret, og dets fremtid er en hjertesag for silkeborgenserne.

121

TRIANGLEN OG BYENS BEDSTE ISMAND Luftfoto fra 1973. Nederst ses Trianglen med dens ejendom af samme navn, der lyser op. Skråt bag ved den til venstre ligger Jydsk Trikotagefabrik, hvor skorstenen og vandtårnet rækker mod himlen. Trianglen er karakteriseret ved tre ting: Pølsevognen, jernbanen med bommene og den karakteristiske gule ejendom på hjørnet af Drewsensvej og Chr. 8. Vej. Sådan er det, og sådan var det. ”Trianglen i Silkeborg - stedet man skal forbi”, skrev forfatteren Bent Rasmussen i 2019 som overskrift på sit essay til Midtjyllands Avis. Her husker han tilbage på, hvordan det var at se ”det prustende lokomotiv majestætisk holde trafikken tilbage, mens den sorte stinkende maskine viste sine muskler og lukkede damp og røg ud

122

i hovederne på os.” Og han beskriver, hvordan de undrede sig over, hvorfor den gule og flotte bygning på den anden side af ’bommern’ hed Trianglen, når den kunne hedde Reenbergs Lyksaligheder. For der, hvor bygningen sluttede, lå Reenbergs Flødeis, den bedste ismand i byen. En del af Ejendommen Trianglen blev opført i 1912, og den del, der ligger ned ad Drewsensvej, blev bygget til i 1925. Sidst i halvfemserne fik ejendommen et renoveringsløft, så den i dag bærer sin alder med værdighed. Omkring 2000 blev den overtaget af Silkeborg Boligselskab, der i dag udlejer lejlighederne. Trianglen har set det hele, senest også anlæggelsen af Nordskovvejen. Og der er stadig udsigt til pølsevogn og toget. Men Reenbergs Flødeis er væk. 123

TVÆRGADE I SNESTORM I november 1971 ramte snestormen. Fem silkeborgensere kæmper sig vej gennem sneen på Vestergade, hvor Tværgade går fra. I baggrunden ses Metodistkirken med det karakteristiske tårn. Kirken blev opført i 1923 og fungerede som kirke frem til 1997. Til venstre ses en af de butikker, der med forskellige adresser gennem mange år har været en del af gadebilledet i Silkeborg. Niels T. Søndergaards fotoforretning. Søndergaard var fotograf og fotohandler fra 1950 til 1993. Han tog i en periode billeder for Silkeborg Avis, også da navnet blev ændret til Midtjyl124

lands Avis. Han havde fotoforretning på forskellige adresser gennem årene, og her, hvor snestormen raser, har han få måneder tidligere åbnet butik i hjørneejendommen Vestergade-Tværgade. I denne ejendom havde der hidtil været konditori. I mange år kunne man nyde lidt lækkert i Ringgaards Conditori, og længere tilbage var det Kirstine Rasmussen, der havde konditori i hjørneejendommen. Tværgade blev anlagt i 1863, men gik da kun fra Vestergade ned til Nygade. Fattiggården lå nemlig der, hvor Tværgade i dag går videre til Bindslevs Plads.

125

VANDRERHJEMMET VED REMSTRUP Å Året er 1938. En gruppe vandrere bydes velkommen til det nybyggede vandrerhjem Aabo på Åhavevej 55. Da boede man på store sovesale, nu kan man få et to senges værelse og familieværelse med eget bad og toilet. Men der er også stadig op til otte senges rum, så elever på lejrskole kan ligge om aftenen og sludre om dagens oplevelser, før søvnen overmander dem. I 1930 dannede nogle foreninger Herbergsringen, i dag Danhostel. Nu skulle der oprettes ungdomsherberger, og nogenlunde samtidig oprettedes Dansk Vandrelaug. I Silkeborg blev der indrettet et herberg på Vestergade, men det flyttede snart til et loft på Søndergade. Samtidig blev der oprettet et herberg for kvindelige vandrere på Ungdomsskolen Kornmod. Men det var midlertidige løsninger. Malermester Herm. Rasmussen havde selv vandret gennem Europa som ung malersvend, og han kom i spidsen for et udvalg, der lavede aftale med fru Mogensen i Villa Aabo. Det nye herberg i villaens kælder var klar i 1937. Samme år købte selskabet Hjejlen villaen, for det var godt for Hjejlen at få flere turister til byen. Arkitekt Knud Sørensen tegnede et herberg med plads til 58 vandrere og dertil kom de 10 pladser i villaen.

127

Indvielsen var juni 1938. Pressen kaldte vandrerhjemmet for Danmarks smukkeste, beliggende ned til Remstrup Å. Det Gule Palæ, kaldte silkeborgenserne det. Sidst i firserne blev villa Aabo revet ned og erstattet med nybyggeri i stil med den øvrige bygning. Midt i halvfemserne blev der igen bygget til. I dag er vandrerhjemmet et attraktivt overnatningssted midt i byen og naturen med moderne faciliteter ude og inde. Grøn mad, special-øl og gratis wi-fi. Meget er sket siden 1937, men atmosfæren er på sin egen måde den samme som den gang.

128

BESÆTTELSESTIDENS HEMMELIGE VÆRKSTED Herningvej 45-49, senere Vestergade. Vejen er stadig jord og pløre, men det bliver der snart lavet om på. Hvem kan se, at et vigtigt industrieventyr stille og roligt udvikler sig nede bag porten midt i billedet? Og at der årtier senere nede i gårdens 130

værksteder om natten og med stort mod arbejdes med våben til modstand, da tyskerne har besat landet? Porten går ind til Hvidtved Larsens Maskinværksted, der snart bliver til fabrik, og ud til gaden

har fotograf Oluf Nielsen atelier. Det startede i 1908, da murermester Jens Peter Jensen søgte om tilladelse til at bygge ejendommen Herningvej 45. Hans datter Marie var gift med Jacob Hvidtved Larsen, og i gården bag ejendommen oprettede

Jacob i 1915 sit maskinværksted. Maries bror Oluf fik fotoatelier ud til Herningvej. Jacobs første ordre var reparation af to flaskerensere og en flaskeskyller for sodavandsfabrikant Nissen, Neptun. Siden fulgte masser af opgaver for Hammers Klædefabrik, Hjejlen, andelsslagteriet, papirfabrik-

ken, Silkeborg Maskinfabrik og i Drewsens villa, og der blev både udviklet og opfundet. Selv skarnkasser til kommunen blev fremstillet i Hvidtved Larsens værksted. Sønnerne Peter og Frede tog over, og de fortsatte med et udvikle og fremstille maskiner og udstyr af mange slags. Under

krigen blev nedkastede våben til modstandsbevægelsen i nattens mulm og mørke skilt ad, smurt og gjort klar til brug i værkstedet. Og en dag midt i halvtredserne stod en slamsuger færdig til Arbejdsmændenes Kooperative Entreprenørforretning. Industrieventyret tog for alvor fart. 131

I længden gik det ikke på Vestergade. Der kunne ikke udvides mere, og hver gang en lastbil skulle bakke ind gennem porten, blokerede det for trafikken. I 1968 flyttede en del af produktionen ud i nye rammer på Lillehøjvej, og resten fulgte. Fætrene Søren og Torben førte som tredje generation virksomheden videre, og Silkeborg-slamsugeren blev kendt over hele verden.

132

I 2016 blev J. Hvidtved Larsen solgt til Bucher Muncipal, en division af den schweiziske koncern Bucher Industries. I 2020 skiftede både J. Hvidtved Larsen og fejemaskineproducenten Beam navn til Bucher Municipal, og blev til én virksomhed. Men for mange i Silkeborg er Hvidtved Larsen stadig et begreb, og det hele startede med bryggerens defekte flaskerensere.

133

KELD HEICK OG VENNERNE LISTEDE DA BARE ET VINDUE OP OG BRØD IND I Lundsgade ligger der en forretning, der er noget helt specielt. En musikforretning. Bjørnholt Musik. En af landets ældste musikforretninger, som mange ældre musikere smilende husker tilbage på, når de mindes deres unge år. Og som mange unge musikere i dag gerne besøger, enten direkte eller over nettet. Det hele startede tilbage i halvtredserne, da Ruth og Jacob Bjørnholt underviste i musik og i weekenderne spillede til bal med Ruths Kvartet. Et ikonisk foto viser finansminister og senere statsminister Kampmann, der har grebet dirigentstokken, mens Ruths Kvartet i udvidet udgave spiller til en lystig aften i Silkeborg.

134

I 1960 blev forretningen Bjørnholt Musik oprettet, og den blev hurtigt højt elsket blandt unge musikere fra hele landet. Keld og The Donkeys var blandt dem, der i tresserne følte sig hjemme hos Jacob og Ruth. Så meget, at de en gang brød ind ved at liste et vindue op, da der ikke var nogen hjemme. Så spiste de lidt i køkkenet, tog nogle strenge og lagde en seddel og penge, før de kørte videre. Det var helt i Jacobs og Ruths ånd, de havde selv lagt op til det. Også Gnags kom kørende i deres lyseblå bus. ’Nå, nu holder de derude igen, så er de sulte,’ sagde Jacob, og så satte Ruth noget mad på bordet til de langhårede drenge fra Skjern.

Bjørnholt Musik blev et sted, hvor musikere kom, mødtes, så på instrumenter og afprøvede dem. ’Hvem der bare havde råd til sådan en Fender-guitar, lød det klagende,’ og så blev der lavet en afdragsordning for den fattige musiker. Bjørnholt Musik blev mere end en musikforretning, det blev et inspirerende sted for musikere, der kom langvejs fra til butikken på Lundsgade. I 1979 kom sønnen Ole i lære i butikken. Han var kun 17 år, men der gik kun få år, før han tog over, og den dag i dag driver han forretningen i samme ånd som sine forældre. Der er stadig musikskole, butik og værksted, hvor instrumenter kan repareres, og der bliver stadig værnet om traditioner og snakket musik i en af Silkeborgs ældste forretninger og en af Danmarks ældste musikbutikker.

135

OS FRA ÅRHUSBAKKEN… Store børneflokke. Leg i gårdene. Fællesskab og en fantastisk barndom. Mange silkeborgensere har masser af historier og gode erindringer fra Århusbakken og ikke mindst fra livet i blokkene. At være fra Århusbakken var noget særligt. Og det er det stadig. Møder man som voksen en anden voksen, der har haft sin barndom på Århusbakken, er der straks et fællesskab. Sådan er det for mange den dag i dag.

136

Det startede under krigen: I 1941 blev der bygget en blok med 12 lejligheder. LAB-blokken, blev den kaldt. De tre bogstaver står for Landsforeningen for Arbejdsløshedens Bekæmpelse. I 1944 stod der så seks blokke langs Århusvej. LAB-blokken og fem AAB-blokke. Og sidst i fyrrerne stod der 11 nye treetagers blokke klar, og det var moderne byggeri med børneværelse, badekar, køleskab og varmt vand i haner-

ne. Millionærblokkene, sagde folk i Silkeborg, for kan det være rigtigt, at ganske almindelige arbejdere skal bo så flot? Århusbakken var blevet et stort boligområde med masser af liv og en reol til træsko nederst i trappeopgangen, for vi skal tage hensyn til hinanden og ikke skrue for meget op for radioen, når der er hørespil eller musik. Vi skal jo alle være her…

137

Og det fortsatte. I første halvdel af tresserne opførte Silkeborg Boligselskab 150 lejligheder på Hjejlevej og var fra nu af også på Århusbakken. I 1961 flyttede Silkeborg Seminarium fra Skolegade til Århusbakken, og området fik sin egen skole, Silkeborg Seminariums Øvelsesskole, i daglig omtale blot SSØ. Navnet blev senere til Århusbakkens

138

Skole, og da seminariet overtog bygningerne, måtte der bygges nyt, og den 4. januar 2004 blev der med fakkeltog vandret fra den gamle skole til en helt ny: Langsøskolen. Århusbakken er Silkeborg og alligevel helt sig selv. Sådan var det, og sådan er det.

139

140

DA DEN UNGE TYSKER BLEV FORELSKET I CYKELFABRIKANTENS DATTER Det kan så let forsvinde i glemslen, men det må det ikke: Busserne kom fra Silkeborg. Fortidens gamle busser, som vi synes ser komiske ud. Nyere tiders moderne miljørigtige busser. Københavns bybusser. Store ledbusser. De kom fra Silkeborg, for her lå en busfabrik. DAB. ’Har du også arbejdet på DAB? Hvornår?’ Mange silkeborgensere har DAB til fælles. Det kan der snakkes meget om. Det var en arbejdsplads med en mylder af gode historier. Det hele startede med cykler. Silkeborgenseren Friberg begyndte i 1899 at lave cykler. ’Kureer,’ kaldte han dem, og de solgte godt over hele landet. Han begyndte så også at importere motorcykler og biler fra Tyskland, og så kunne det jo være godt med en mand, der kunne tysk. Friberg ansatte en ung fyr fra Berlin. Johannes Walther Darr. Han charmerede chefens datter, og de blev gift. Så da svigerfars cykelfabrik gik konkurs, kunne Johannes Walther ikke bare rejste tilbage til Berlin. Hvad så? Han lejede lokaler på Tværgade og importerede og solgte tyske biler og lastbiler. Det var i 1912, og Darr var 25 år. Senere flyttede Darr op i værksteder på Torvet, hvor der i dag er Føtex.

141

Her udviklede en fabrik sig. Der blev lavet lastbiler og snart også busser. Karetmager Pedersen lavede karosserierne til rutebiler af planker i asketræ. De blev sat på undervogne fra Tyskland og færdiggjort hos Darr på Torvet. Starten var gået til det, der 142

skulle blive en af byens store og toneangivende arbejdspladser. Busfabrikken DAB. Dansk Automobil Byggeri. Behovet for rutebiler mellem store og små byer voksede. Også i Silkeborg, hvor rutebi-

lerne fyldte mere og mere op på Torvet, indtil de blev sendt ned på en ny rutebilstation ved Østerport. Og DAB? Det blev til Leyland-DAB i halvfjerdserne og siden kom andre ejere, blandt andet ejede lokale Erik Christensen og Orla Madsen af to

omgange fabrikken Scania tog over i 1995, og til sidst forsvandt navnet DAB, da norsk-brasilianske Vest-busscar i 2002 købte virksomheden. I 2003 var det slut på en forrygende industrihistorie. Den startede, da en cykelfabrikant ansatte en ung tysker, der faldt for chefens datter. Og den fik betydning for rigtig mange silkeborgensere i rigtig mange år. 143

BYENS PLAKATER Sommer i Silkeborg midt i tresserne. Plakatsøjlen ved Hjejlekiosken studeres. I baggrunden sludres der på bænkene. I blomsterkummerne er der et væld af blomster. På plakatsøjlen reklameres der for både regatta og for et arrangement med Johnny Reimar. Øverst er Henrik Hansen Laubs ikoniske plakat ’Himmelbjergbyen Silkeborg’ fra 1942 klæbet op i et par eksemplarer. Plakaten med de to piger i kano og med Hjejlen som baggrund er nærmest blevet udødelig som selve Silkeborgplakaten, selv om mange andre smukke plakater siden er kommet til. Kommunikation gennem plakater har i årtier været en del af bybilledet. I 1992 blev der opstillet flotte plakatsøjler med tag og det hele ved Hjejlekiosken, Skoletorvet og på Torvet. Andre tiltag har siden været gjort for at få styr på plakaterne og holde dem på steder, der var bestemt til det. Men plakater har alligevel altid haft det med at blomstre op på husmure, plan-

keværk, telefonkasser og andre uofficielle steder, hvor de strengt taget ikke hører hjemme. Nogle mener, at det er noget værre svineri. Andre, at det er et farverigt indslag i byens liv. I dag er plakatsøjler som så meget andet digitaliseret. Så står de store skærme der og skifter automatisk plakat med mellemrum. Slut med papirplakater i Silkeborg bybillede. Og dog. De dukker stadig op hist og her i mange forskellige udgaver, og når der er valg, stjæler de for alvor billedet. Afskyeligt, mener nogle. Demokratiets ansigt, mener andre. Men det er for altid slut med Henrik Hansen Laubs smukke Silkeborg-plakat på runde plakatsøjler.

MEN TEGLSTENENE KOM FRA LYSBRO Helt tilbage fra 1800-tallet er der blevet brændt sten i Lysbro. Både meget af Silkeborg og andre byer er opbygget at teglsten fra Lysbro. Der var også teglværker andre steder. Men i Lysbro blev det for alvor en spændende industrihistorie, som der er god grund til at være stolt af. Flere teglværker dukkede op og forsvandt igen eller blev en del af en større helhed. Men midt i 1940’erne var der tre teglværker: De Forenede Teglværker, Lysbro Teglværker og Bøgild Teglværk. Sten fra Lysbro til mure og tag var efterspurgte. Nu er det historie. Nye boligområder breder sig, hvor teglværksarbejdere svedende og hårdt arbejde holdt teglindustrien i Lysbro i live. Blandt pionererne var Peter Petersen Rask, der som ung arbejdede for teglværksejer Steinicke, hvis værk senere blev til Lysbro Teglværker. Petersen Rask ville gerne starte for sig selv, og kastede sig ud i det. Han skaffede 1600 kroner og købte jord, så han kunne opføre et teglværk. Det blev til Bøgild Teglværk. Navnet tog Rask fra Bøgild Høj, og han skabte som den første et moderne teglværk, da han i 1897 byggede en ring-ovn. På fotoet til højre herfor er det Lysbro Teglværks ringovn, der ses. I 1900 byggede Jens Pedersen og Christian Jensen De Forenede Teglværker. Christian Jensen blev også kaldt Kræn Teglbrænder. 146

Før jernbanen kom, blev de brændte sten transporteret ad vandvejen. Stenene blev med hestevogn sendt til Lyså og herfra blev de på pramme staget videre ud i verden via Gudenåen. Og det var mange sten, der blev transporteret væk fra Lysbro. Alene Bøgild Teglværk kunne i perioder sende langt over 30.000 mursten afsted hver eneste dag.

Teglværkerne i Lysbro var et industrieventyr, der gav arbejde til mange. Svedperler på panden under kasketten, buldrende flammer i ovnene. Ler, æltning, strygning, tørring, brænding. Teglovne, der skulle fyres i døgnet rundt. Nu leves livet i boliger der, hvor så mange arbejdede så hårdt i så mange år for at producere teglsten til boliger.

147

DET GRØNNE HJØRNE I 1937 købte Tage Møller Andersen det, der i årtier blev kendt som Det Grønne Hjørne, og åbnede her Frederiksberg Koloniallager. Stedet lå centralt og godt på hjørnet af Frederiksberggade og Lyngbygade, og Tage Møller Andersen blev kendt som den venlige købmand, der tog sig godt af sine kunder. I mere end et halvt århundrede havde han sin butik og udviklede den i takt med tiden. Og Tage blev en af byens kendte købmænd, simpelthen fordi han var der så mange år, og fordi han var, som han var. I 1982 omdannede han købmandsforretningen til vinhandel, og nu blev det stedet, hvor man kunne købe spændende vine og få lov til at smage, før man købte. Hans mangeårige medarbejder, Anker Davidsen, blev samtidig kompagnon i Det Grønne Hjørne. Hvor man en gang havde kunnet købe alt fra almindelig kolonial til petroleum til opvarmning, var det nu først og fremmest vine, man købte på hjørnet, og forretningen var dermed blevet en specialforretning på Frederiksberggade. I 1987 kunne købmanden så fejre 50 års jubilæum med masser af gode vintilbud: ’Giv vin som gave’, stod der på butikkens facade. 148

Det Grønne Hjørne var et begreb i Silkeborg, også efter at butikken var lukket i 1991. ’Det var der, Det Grønne Hjørne lå,’ sagde folk, for Tage Møller Andersens butik levede videre i silkeborgensernes hukommelse. I 1994 var huset på hjørnet væk, for vejen skulle omlægges. I 1996 åbnede der servicestation på stedet.

FRA DERA TIL AOF En gang var det DERA, en stor arbejdsplads for kvinder. Så blev det arbejderbevægelsens nye højborg, da det lokale LO og AOF sammen tog det tidligere Danwear-domicil på Ørnsøvej i brug i november 1992. Fra konfektion kom stedet nu til at rumme administration, uddannelse og blomstrende kreativitet. Utallige ledige har fået kurser på ØrnsøCentret, som stedet kom til at hedde. Kursister har fået ny viden, nyt mod, ny selvtillid, ny tro på det hele på ØrnsøCentret. Mange har skiftet spor, andre er blevet dygtigere til det, de i forvejen kunne. IT-kurser, ordblindekurser, sprogkurser, kompetenceløft og meget mere. Kunstskolen hørte også hjemme på centret, og der blev tegnet, malet, modelleret. Undervisning og udvikling og summende aktivitet overalt. Og den dag i dag er ØrnsøCentret center for AOF Midt og AOF Aftenskolen med en bred vifte af uddannelser og aktiviteter. 150

Men der er en fortid i den lange rødstensbygning. En fortid før det blev ØrnsøCentret og før, det blev overtaget af Danwear. Den historie går tilbage til midt i halvtredserne og handler om skjortefabrikken DERA. Skjorte- og konfektionsfabrikken lå på Vestergade 77, men i januar 1956 blev der flyttet ud i den nyopførte fabriksbygning på Ørnsøvej. Det var ikke første gang, DERA flyttede. Fabrikken startede tilbage i 1934 i en baggård i Nygade og flyttede så senere til bedre rammer på Vestergade. Nu blev springet så i halvtredserne taget til ny fabrik og nye muligheder på Ørnsøvej. Og alt har sin tid. I 1984 købte Danwear bygningen på Ørnsøvej, og på det tidspunkt havde den store lokale modekoncern allerede nogle år benyttet bygningen. I 1992 startede det seneste kapitel så.

151

FORBINDELSER, FARVER, FAUNA Der var meget diskussion om Silkeborgmotorvejen, om vi skulle have den og hvor, den skulle gå. Men nu er den her og har forkortet køretiden til Aarhus og Herning væsentlig. Og så er der noget specielt ved Silkeborgmotorvejen: Broerne, der krydser motorvejen. Og dens løb over Gudenåen via Gudenåbroen. På et relativt kort stykke er der fem vejbærende broer. Peter Skaarup Landskab har som designer arbejdet med et helt særligt udtryk, der har fået flere aviser til at anmelde motorvejen, som var det et kunstværk. Der er arbejdet med kant-inddækning i et mønster med små huller, forskelligt fra bro til bro. Belyst bagfra. Og der er arbejdet med støjskærme alt efter, hvor de skal fungere: Den gennemsigtige, så bilisten kan se Gudenåen. Den matte og grønne ved skov. Og den orange ved bymæssig bebyggelse. I 2017 fik Motorvejen på Arkitekturens Dag kommunens arkitekturpris: ”Dommerne begrundede valget af Silkeborgmotorvejen med, at den er kraftfuld som Storbæltsforbindelsen og har format til at blive et nationalt symbol. Jyllands-Posten har tidligere sammenlignet turen på motorvejen som at køre i Schweiz,” hed det i begrundelsen.

153

Gudenåbroen, der tæt på Resenbrokrydset bærer motorvejen over Gudenåen, er et kapitel for sig. Den cirka 350 meter lange bro er designet ud fra et ønske om at skabe en lav og let bro, understøttet af en gruppe af søjler, der hælder skråt udad, som det hedder i Peter Skaarup Landskabs beskrivelse: ”På afstand giver de mange vinklede søjler broen et dynamisk og elegant udtryk, som flød den på åkander hen over vandoverfladen.” Visionen var at skabe en bro, der så skånsomt som muligt indpasses i naturen, og hvor udsynet over ådalen blev bevaret. Faunapassagen ved Nyløkkevej er endnu et karakteristisk element ved Silkeborgmotorvejen. Med passagen kan dyr krydse motorvejen på en bro, båret af tre spinkle buer. Og det spinkle i konstruktionen giver en fornemmelse af ubesværet lethed, som når dyrene hurtigt og på lette trin højt hævet over farlig trafik krydser motorvejen fra naturen på den ene side til naturen på den anden side. 154

155

EGENTLIG SKULLE DER HAVE VÆRET EN FABRIK, HVOR DER BLEV EN CAMPINGPLADS Fred og ro på teltpladsen på Århusbakken. Året er 1957. Solen skinner. To Opel biler og to næsten ens campingvogne. Der læses avis og tages solbad. Nogle børn leger, og i baggrunden sidder et større selskab ved campingbordene. Egentlig skulle der have været fabrik på stedet. Kunstsilke. Kommunen var involveret i forsøget, men det trak ud. Så kunne pladsen vel i mellemtiden bruges til midlertidig teltplads? Det var der hårdt brug for. På campingpladsen ved Horsensvej var der fem gange så mange telte, som der egentlig var plads til. Turisterne strømmede til Silkeborg. Den 19. juli 1957 åbnede borgmester Aage Christensen pladsen. Og straks væltede det ind. 110 havde skrevet sig ind, før dagen var slut. Og selv om det var en teltplads, kom der også camping-

156

vogne. Det midlertidige blev til det permanente, for kunstsilke-eventyret blev ikke til noget. Den smukt beliggende campingplads fulgte med tiden. Hytter. Moderne servicefaciliteter. I 1993 tog Alice og Henning Engelhardt over som værtspar, og de udviklede yderligere under navnet Silkeborg Sø-Camping og fik ideen til et stort canadisk træhus i fuldtømmer, der både kunne indeholde reception, butik og bolig for dem selv. Og her ligger campingpladsen så midt i naturen og med direkte adgang til søen. Nu er navnet Silkeborg Sø Camping & Feriehuse, for der er prioriteret feriehuse og hytter. Campingpladsen skulle i halvtredserne bare have været der en tid, før fabrikken kunne opføres. Men den er der stadig som en af flere smukt beliggende campingpladser i og omkring Silkeborg.

158

ØRNEN PÅ SKOLETORVET Det er en dag i 1956. En rutebil kører forbi skomageren på Skoletorvet. En bil er på vej ad Estrupsgade ned til banegården. Nogle fodgængere haster afsted. Midt på Skoletorvet står Ørnespringvandet eller Ørnebrønden, som den ofte kaldes. Den står i sit fine anlæg, som den har gjort det siden 1931. Det er en af Silkeborgs ældste skulpturer, som kommunen i sin tid satte den danske billedhugger Carl Hugo Liisberg til at udfærdige. Det var et godt valg. Liisberg var født i København i 1896, og han begyndte tidligt at modellere dyremotiver, som han blandt andet fandt i zoologisk Have. Som billedhugger blev det meget

dyreskulpturer, han arbejdede med, og det var oplagt at vælge et motiv, hvor en ørn slår ned på fisk. Efter et besøg i Silkeborg beskrev H.C. Andersen i et brev til B.S. Ingemann de store ørne, der slår ned i åen og tager gedder. Carlsbergfondet støttede økonomisk, og Liisberg gik i gang. Imens blev der på Skoletorvet lavet et smukt anlæg med græs og blomster. Tidligere havde der været indhegnet anlæg med noget vild beplantning, men nu blev det åbent og enkelt. Skulpturen blev sejlet til Aarhus og kørt i lastbil til Silkeborg, hvor den kom på plads den 15. september 1931. 159

DEN GAMLE SKOVRIDERGAARD Gl. Skovridergaard er et begreb i Silkeborg. Den ligger der med sine smukke gule bygninger, men der er en historie, og den går helt tilbage til før Silkeborg blev by. I 1798 stod der en ny bygning færdig på Silkeborg Gods. Navnet var Marienlund, opkaldt efter bygherrens kone. En lav gårdbygning, der den dag i dag står som én af Silkeborgs ældste bygninger. Det var godsejer Henrik Hoff, der satte gang i byggeriet. Han hed i virkeligheden Heinrich de Mule Hoff og var ud af en ældgammel bøhmisk adelsslægt. Han ville på Marienlund uddanne skoleholdere på det, der skulle være Danmarks tredje seminarium. Det blev dog ikke til noget, og i stedet kom Silkeborgs skiftende skovridere til at bo på gården. Den blev dermed

160

skovridergård og var det fra 1846 til 1899. Fine gæster kom forbi, blandt andet boede kong Frederik 7. som gæst på skovridergården under skovrider Klüwer. Senere købte tuberkuloselæge Sophus Bang gården og byggede et privatsanatorium. Fra 1905 tog han mod tuberkulosepatienter, og den gamle skovridergård blev til et egentlig kursted fra 1915. Nu kunne gæster fra hele landet få helse til krop og sjæl gennem damp, lys og elektricitet samt sund kost og naturoplevelser. Prominente og berømte gæster kom til Silkeborg for at få nerverne i ro, sjælen i balance og kropsvægten ned. Under krigen indtog tyskerne stedet, men fra 1946 fortsatte Gl. Skovridergaard som kursted.

I 1978 var det slut, og Gl. Skovridergaard blev en kursusejendom, i mange år benyttet af ejeren Jyske Bank. I dag er stedet et anerkendt hotel- og konferencested under Ferskvandscentret, kendt for sin ga-

stronomi. Og den oprindelige bygning fra 1798 står der endnu som den næstældste bygning i Silkeborg. Kun Hovedgården med Museum Silkeborg er ældre.

161

FUNDER BAKKE – EN AF DANMARKS STEJLESTE BAKKER Sommer 1920. Automobilet kæmper sig op af Funder Bakke. Mens den tøffer afsted, er en hestekærre på vej nedad, og kusken kan nyde den smukke udsigt. Mængden af hestepærer på grusvejen viser, at der har været flere hestekøretøjer på vejen i dag. Hver anden vejsten er malet hvid, så det er nemmere at finde vej i mørke. Funder Bakke er et begreb, hvor bare navnet kan få sveden frem på panden af cyklister. Det er én af Danmarks stejleste bakker, og den bliver ved og ved. 1300 meter og en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2. Og samtidig så smuk en vej, hvor man 162

løftes 68 højdemeter op til de bedste udsigter. Funder Bakke. Udfordringernes og oplevelsernes bakke. Et mareridt for bilister, når vinteren byder på glatte veje. Måske dog ikke så slem som Hørbylunde Bakke. Men hvor stammer ordet ’Funder’ fra? Det er der lidt usikkerhed om, men nogle stednavneforskere mener, at det skyldes Funder Å. ’Fun’ betyder ’ile’ og kan hentyde til åens livlige vand. På samme måde har man i Norge både Funda og Fundi, men alt det med navnet tænker de færreste over, når de fra toppen af Funder Bakke nyder den smukke udsigt over by og land.

163

FYLDEPENNE-OLSEN – ET BEGREB I BYBILLEDET I mange år var nogle butikker og deres indehavere nærmest et begreb i Silkeborg. Fyldepenne-Olsen var én af dem. På Vestergade 31 solgte han fyldepenne af enhver slags og i enhver prisklasse. Her kunne man også få fremkaldt sine fotos. Manden bag disken hed Jørgen og blev kaldt Fylde. Mange troede, at efternavnet var Olsen, men det var det ikke. Navnet var Jørgen Schulz, og han var fra Aalborg. Sidst i halvtredserne kom han til Silkeborg som bestyrer af den lille butikskæde Fyldepenne-Olsens butik på Vestergade. 164

I årtier stod Fylde og solgte fyldepenne og andre former for skriveredskaber. Han kunne huske den gang, de første kuglepenne kom på markedet. De kostede 65 kroner, og folk stod i kø for at få sig sådan en spændende pen. Fylde meldte sig straks ind i SIF, da han kom til Silkeborg. Han var ungdomsleder og senere med i bestyrelsen for SIF’s Foldboldvenner. Så stod han der på stadion og solgte lodsedler. I 1978 havde han 25 års jubilæum i fyldepenne-branchen, og journalist Ove Rabøl kom forbi

til en snak. Her kunne Fylde fortælle, at fyldepennen var på vej tilbage. Kunderne ville gerne igen have en god gammeldags fyldepen. Det er altså alligevel noget andet end en simpel kuglepen. Fyldepenne-Olsen var en specialbutik i Silkeborg, der havde sin tid. Et begreb i byens gadebillede.

165

KROEN I ALDERSLYST Det er ikke en kro, men det var det en gang. Nu er det en bodega, men det handler om det samme: Samvær med et godt glas øl og snak om løst og fast. Historien går langt tilbage. Huset blev bygget i 1902, og Alderslyst fik hermed dette år et forsamlingshus, hvor der kunne holdes familiefester, være gymnastikopvisning og spilles teater. Der var også restauration, og den var i årevis afholdsrestauration. Spiritus var en svøbe, og afholdsbevægelsen stod stærkt. Men alkoholen vandt. Forsamlingshuset blev til kro. På fotoet fra 1943 er kroskiltet ude, og på gavlen står, hvad der tilbydes: Kold snaps og mad. Dette år blev der udvidet ud mod Borgergade, så spisende kunne sidde og studere livet derude.

I årtier var Alderslyst Kro et mødested med keglebane og plads til en svingom. Her var lystighed og højt humør. Og det blev der ved med at være, selv om kroen skiftede navn til først Den Grimme Ælling og siden Delta House. Direktør Jes Nygård og arkitekt Per Glerup købte i 1987 kroen og renoverede den. Året efter blev der bygget ny værelsesfløj bag bygningen, så kroen nu var hotel. Og sådan udviklede det sig, men stedet var fortsat et folkeligt mødested. Der blev budt på revy med blandt andre Grethe Sønck og Jan Schou. Den gamle kro bød på nye oplevelser i en mere moderne udgave. AAB købte først i halvfemserne værelsesfløjen og indrettede ungdomsboliger. I 1993 tog Ole Bak Sørensen over i bygningen ud til Borgergade, og stedet skiftede navn til Kings Pub. En del af bygningen er blevet brugt til kontorer. Nu kan der købes brugte blade og bøger. Og fadølshanerne står stadig på spring i det mere end 100 år gamle folkelige mødested.

167

MARIEHØJ KIRKE – EN KLIPPE I GULE TEGLSTEN Mariehøj Kirke står som et helt særligt monument over smuk arkitektur i kirkebyggeri. Knejsende og synlig på lang afstand. Som en klippe i gule teglsten. En nyere kirke, der slet ikke er så ny endda, trods dens udstråling af modernitet og nytænkning og samtidig noget 168

traditionelt med en egen tidløs styrke. Før anden verdenskrig var tankerne om at bygge en ny kirke langt fremme, men så kom krigen, og så blev det ikke til noget. Befolkningstallet var dog fortsat så stort, at behovet for kirken var der, og det blev ikke mindre efter krigen.

I 1950 blev arkitekt Viggo Hardie-Fischer så bedt om at komme med et udkast til en ny kirke, og han rejste til Gotland og kiggede på ruinerne af middelalderbyen Visby. Her blev han inspireret af ruinerne af Sct. Lars Kirke og Helligåndskirken, og så tegnede han den nye Mariehøj Kirke. Et fundament af granit, en bygning i gul tegl, et indre med hovedhvælving og to sidehvælvinger, træværk i lys eg og prædikestol i mørk teak. 169

Den 9. marts 1958 blev kirken indviet. Der var ingen kirkeklokke, det havde der ikke været penge til, men det blev der, og i 1960 bestilte menighedsrådet så to klokker til installering med fuldautomatisk ringning. Året efter blev de taget i brug, og Mariehøj Kirke kunne kalde til gudstjeneste med smuk klokkeklang. Kirken havde fra starten plads til 550 kirkegængere. Det ændrede en udvidelse i 1992 ikke på. Udvidelsen på kirkens nordside havde Mogens Svenning som arkitekt og gav blandt andet et rum til dåbsgæster. Året efter konstruerede samme arkitekt den imponerende lysekrone, der hænger ned fra midterhvælvet. 170

171

NÅR HELE BYEN SWINGER … En dag I 1956 besluttede nogle medlemmer af Silkeborg Jazz Club at arrangere Riverboat Ramble på Silkeborgsøerne med Mississippi-sejladserne som forbillede. Der blev sejlet til Hattenæs, hvor der var jazzbal hele natten. Otte jazzorkestre deltog, DSB indsatte ekstra tog, og statsradiofonien sendte direkte. Men pengekassen blev hugget, og så var det jazzeventyr slut. 10 år senere, i 1966, blev der forsøgt igen, og denne gang holdt initiativet vand. Down Town Jazzclub manglede penge, og banjospiller Kurt Heegaard fra Bourbon Street Jazzband havde i England oplevet jazzsejlads på Themsen. Var det ikke noget? Det var det. Og siden har Riverboat Jazz Festival været en del af byens liv.

172

173

174

Det blev en periode Jazzhus Stalden, der stod for festivalen, så blev det Riverboat Jazz Foundation. Og da festivalen måtte have sekretariat med fast ansat leder, blev det den musikalske og kreative blæksprutte Steffen Juul Hansen, der blev valgt som den første på posten. Og festivalen trækker folk til fra nær og fjern. Der spilles og lyttes og danses på bådene, i telte, på pladser og gader, på værtshuse. Jazzen rykker ind overalt, også på plejehjem, museet og kirken. Solen slår smut i blankpudsede horn, fadøl i stride strømme langes over disken af flokke af frivillige, byen har taget ejerskab til festivalen, og utallige ildsjæle har gennem årene lagt kræfter i en festival, der sætter hverdagen på pause og skaber swingende fest ude og inde, til lands og til vand.

OG BOMMENE GÅR NED 1915. På banelegemet på Frederiksberggade står et par jernbanearbejdere og ser på fotografen. Det samme gør nogle nysgerrige borgere i baggrunden. Der ingen bomme ved jernbaneoverskæringen, men det kom der få år senere. I årtier boede ledvogteren i et lille ledvogterhus, og herfra var der direkte forbindelse til Silkeborg Station. Når telefonen ringede, måtte ledvogteren ud og sørge for, at bommene kom ned. Senere blev det som alt andet automatiseret. Efterhånden som trafikken blev mere og mere tæt, blev det

176

også et større problem med jernbaneoverskæringen, der kunne give stor kø i begge retninger, ikke mindst i myldretiden. Derfor blev det da også et af de emner, der ikke vil dø i Silkeborg: hvordan løser vi det problem? Der kom politikere og nogle gange endog ministre, og alle var enige: det går ikke i længden. Men så gik det lidt igen…. Da Nordskovvejen skulle anlægges, blev ejendommen Frederiksberggade 2, Frederiksberggade 4 og Frederiksberggade 6 revet ned. Blandt andet det højtelskede værtshus Lise’s måtte i 2020 overgive sig. Det var i det hele taget en del af byens historie, der forsvandt, mens en ny banede sig vej.

177

SILKEBORGHUS - BYENS FØRSTE HØJHUS Det står ikke ligefrem og putter sig, Silkeborghus. Det har Museum Jorn og Indelukket som naboer, og det knejser i stolt selvfølelse som byens første højhus. Silkeborghus er et kollektivhus, opført mange år før kollektiver blev moderne. Ideen var, at husets borgere 178

skulle have deres egen bolig og derudover deles om kollektive faciliteter. Sådan blev det, og sådan er det. Ideen om kollektivhuse i Danmark opstod allerede efter forrige århundredeskifte, og i 1903 gik man i gang med at bygge

det første på Frederiksberg. Så skete der ellers ikke så meget før i halvtredserne. Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige fik blandt andet øje på Silkeborg og henvendte sig til kommunen i 1957. ’Jo, det vil vi da godt være med til,’ lød beskeden, men det

var nu ikke alle, der syntes om udsigten til et 45 meter højt hus med 15 etager. Protesterne blev dog fejet til side, da Overfredningsnævnet sagde god for byggeriet, og i oktober 1960 flyttede de første beboere ind. Året efter var huset helt færdigt. Der står det så. Beboerne i de 68 lejligheder kan sidde og nyde udsigten for så at tage elevatoren ned for at spise. Her er det restaurant og en stue, hvor man kan hygge sig sammen, hvis det da ikke er vejr til at gå ud i den fælles have. Og silkeborgenserne vænnede sig til højhuset. Der var jo kun det ene i byen, så det gik nok… 179

SØERNES DRONNING Lyden af Hjejlens tuden er lyden af Silkeborg. Hjejlen er søernes dronning. Majestætisk skovler den sig vej med dampfanen højt løftet, og sådan har det været siden 1861. Det kan godt ske, at alt ændrer sig, at omgivelserne er nogle helt andre end før i tiden. Men Hjejlen glider stolt videre, som den altid har gjort det. Dronningen. Den 14. februar 1861 var der stiftende generalforsamling i det aktieselskab, der skulle stå for driften af et dampskib mellem Ry og Silkeborg. Det havde der været snakket længe om mellem handelspladsens spidser, og papirfabrikant Michael Drewsen var her som i andre forhold en ivrig fortaler for fremskridtet. Under mødet viste det sig, at han allerede havde bestilt et skib til 10.000 rigsdaler hos værftet Baumgarten & Burmeister i København. Ikke så meget snak. Nu handler vi. Der havde været fortalere for en mindre båd, men det havde Drewsen nu forhindret. 180

181

Hvad skulle båden hedde? Det skulle males på hjulkassen og agterstavnen, og værftet telegraferede til Silkeborg, at nu måtte man have et navn, ellers blev søsætningen forsinket. Beslutningen blev taget: Den elegante hedefugl hjejlen skulle lægge navn til, og den 25. maj 1861 begyndte Hjejlen så sin sejlads mod Randers og videre ad Gudenåen til Silkeborg. Undervejs blev der skovlet kul ind i kedlen for at holde trykket, og det bliver der stadig. Hjejlen er verdens ældste hjuldamper, der stadig sejler med den originale dampmotor. Den sejlede med post og med rejsende. Så kom toget og tog sig af de rejsende, og Hjejlen blev efterhånden mere og mere en udflugtsbåd. Det er den stadig. Silkeborgs stolthed.

183

DA DER BLEV SKREVET OG TRYKT AVISER PÅ ESTRUPSGADE Estrupsgade 12 i 1939. Avis med redaktion og eget trykkeri. Ved gavlen står en budcykel klar, og foran huset ses en af datiden smukke gadelamper. Ejendommen blev opført af murermester Christian Nielsen i året 1900. Samme år udkom Silkeborg Socialdemokrat første gang den 1. juli. De første otte år var Silkeborg Socialdemokrat en aflægger af Demokraten 184

i Aarhus, men så blev avisen selvstændig med eget trykkeri. ’Egnens eneste frisindede lokale dagblad,’ annoncerede avisen. ’Stor udbredelse og derfor et godt sted at avertere!’ I 1953 skiftede avisen navn til Aften-Posten, og 10 år senere var det slut. Da blev de jyske socialdemokratiske aviser lagt sammen og blev til Jydsk Aktu-

elt. Også Silkeborg Venstreblad havde hjemme på Estrupsgade. Denne avis blev stiftet af radikale venstremænd i 1911 og levede frem til 1952. Hermed var der i en periode fire aviser at vælge imellem i Silkeborg. Aviserne støttede henholdsvis Venstre, Det radikale Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet. Fra 1970 fik boligforeningen AAB domicil i lokalerne på Estrupsgade. Hidtil havde AAB haft kontor i en af blokkene

på Århusbakken, nu flyttede boligforeningen ind i mere centrale lokaler, og efter et par år købte AAB bygningen af Den Socialdemokratiske Presse for 600.000 kroner. Og AAB voksede og måtte udvide. Til sidst var rammerne for stramme, og i 2016 flyttede AAB administrationen til Borgergade. To år senere blev Estrupsgade 8-12 revet ned, og AAB opførte boliger i fire etager. Hermed var det slut med den gamle avisbygning fra 1900.

186

DA TO HISTORIEBØGER BLEV TIL ÉN: COLLEGE360 Erhvervsskolen og erhvervsgymnasiet College360 kommer hele vejen rundt. Deraf navnet. 360 grader. Hele vejen rundt om mennesket, uddannelse og fremtid, som der står på hjemmesiden. Den brede vifte af uddannelse. Erhvervsuddannelserne findes i helt nye bygninger på Bredhøjvej. Her er der et mylder af unge mennesker og stor mangfoldighed i uddannelserne. Handelsgymnasiet og teknisk gymnasium findes i midtbyen. På Bindslevs Plads. College 360 er en fusion af to gamle Silkeborgskoler. Teknisk skole og handelsskole. Sidstnævnte hed godt nok Silkeborg Business College, for man skal jo være tidssvarende. Men det ændrer ikke på, at det var to gamle historiebøger, der blev smækket i, hvorefter det blev åbnet en helt ny og skrevet på første side: College360.

Handelsskolens historie går tilbage til 1891-1892, der var det første skoleår. Der blev lagt ud med en klasse med 10 elever. Efter et par år var der to klasser og 18 elever. Skolen lånte lokaler på teknisk skole på Skoletorvet, og eleverne var i lære hos handlende om dagen og gik så til undervisning om aftenen. Skolen havde hjemsted forskellige steder, før den flyttede ind i Rosens smukke bygning på Bindslevs Plads, hvor der var folkeskole om dagen

188

og handelsskole om aftenen, før handelsskolen i 1965 købte Østre Skoles hovedbygning for 450.000 kroner. Da var handelsskolen gået over til dagundervisning, og den udviklede sig hele tiden. Som da man i tresserne fik båndoptager på i undervisningen i maskinskrivning. Der skulle skrives i takt til Bent Fabricius Bjerres ’Alley Cat’ med 75 anslag i minuttet. Kvikt og smart. Handelsskolen blev en moderne skole i midtbyen, en skole med internationalt

udsyn, mere og mere plads, Søndergadesskolen inddraget, et stort skolekompleks, hvor utallige unge fik deres uddannelse, trykkede huen på hovedet og gik ud i erhvervslivet. Teknisk skoles historie går endnu længere tilbage. Den startede sin undervisning i en kommuneskoles lokaler i november 1863 som Søndagsskole for Lære- og Håndværkerdrenge. Den nystiftede håndværkerforening stod bag, men mange støttede op, og

papirfabrikken lovede således at levere alt det papir, skolen skulle bruge. Skolen kom nogle år til at hedde Håndværkerforeningens Tegnestue, før den fik navnet Teknisk Skole. I takt med, at Silkeborg blev større og fik flere håndværkere, steg behovet for uddannelse af lærlinge, og i september 1889 blev Teknisk Skole på Skoletorvet indviet. I 1908 blev der udvidet mod syd. Utallige lærlinge er efter lang arbejdsdag vandret om på skolen for at få undervisning til langt

hen på aftenen, mens de kæmpede med søvnen. Ofte havde de været i gang siden klokken 7. Nogle mestre syntes, det var spild af tid, som den malermester, der nogle gange hentede sine lærlinge midt i undervisningen, fordi de skulle hjem på værkstedet og male ligkister. Men forståelsen for den vigtige undervisning på teknisk skole voksede, og det samme gjorde elevtallet. Ved 100 års jubilæet i 1963 var elevtallet på 400,

pladsen for trang, og i 1967 var det slut på Skoletorvet, nu foregik det på Kejlstrupvej i nye tressertypiske bygninger, hvor nye uddannelser løbende kom til, og hvor der i firserne også blev etableret gymnasial uddannelse. De har deres historiebøger, handelsskolen og teknisk skole. En vigtig del af lokalhistorien. Nu er de to historiebøger blevet slået sammen til én: College360.

189

BLOMSTRENDE MANGFOLDIGHED I RAMPELYSETS FARVERIGE SKÆR På Bindslevs Plads ligger Rampelys og er et mylder af liv. Plakater i udhængsskabe fortæller om kommende arrangementer, men i sig selv er huset en del af en kulturhistorie, der går tilbage til halvfjerdserne. Og den er værd at fastholde. Den 13. november 1974 åbnede det nye kulturelle mødested Vaskehuset i Nygade, hvor vaskeriet København hidtil havde ligget. En gruppe kulturelle ildsjæle stod bag, og flere hundrede mødte op til åbningen. Digteren Per Højholt talte, De Forrygende Spillemænd, Bourbon Street Jazzband og Silkeborg Kammerorkester spillede. Kulturhuset var i tidens ånd med kollektiv ledelse, husmøder og det hele. Efter godt et par år var kassen tom, men Galleri Krogen og husets filmafdeling fortsatte fra 1977 med galleriet og Den Lille Biograf i det tidligere vaskehus. Biografen viste filmperler og kunstfilm, og det gik fint, så efterhånden kunne biografen udskifte sofaerne fra loppemarkedet med rigtige biografsæder. Kredsen om huset i Nygade voksede, og så blev den dybe indånding taget: KFUM og K’s Ungdomshuset på

190

191

Bindslevs Plads blev i 1982 købt for 872.000 kroner og omdøbt til Rampelys. En kraftanstrengelse af de kulturelle græsrødder. Og et nyt begreb i Silkeborgs kulturliv var skabt. Galleriet og biografen flyttede fra Nygade til Bindslevs Plads, men Rampelys blev også ramme om lyrikcafe, kunst, musik, værksteder, cafe og meget mere. Opbygningen af kulturhuset Rampelys gav genlyd over hele landet. Danmarks Radio lavede et to timers portræt under titlen ’Et kulturværksted’, og da kulturminister Lise Østergaard kom til byen, ville hun se huset, 192

selv om det egentlig ikke var på programmet. Meget er sket i kulturlivet siden. Kommunen har overtaget Rampelys, men brugerne står stadig selv for driften. Galleri Krogen er for længst historie. Det samme er Den Lille Biograf, et spændende filmeventyr, der varede 20 år, i flere år med to biografsale. Men musikken spiller stadig i Rampelys, kulturen lever og huset er hver dag et vidnesbyrd om, hvad kulturelle græsrødder kan bygge op, når ilden brænder og hjertet slår. Men det startede alt sammen i det gamle vaskeri i Nygade.

193

FRA SANATORIE TIL FERSKVANDSCENTER Bygningen er imponerende, men den oprindelige historie er grum. I Danmark var tuberkulose omkring år 1900 skyld i hvert tredje dødsfald i aldersgruppen 15 til 60 år. Tusinder døde hvert år. Der blev bygget sanatorier over hele landet, også i Silkeborg. Patienter med lungetuberkulose skulle have lys og luft og 194

den rette kost. Og så skulle de ikke i berøring med den øvrige befolkning. Sanatoriet i Silkeborg åbnede den 1. juni 1903 og tog imod patienter med tuberkulose frem til 1958. En af dem var den berømte kunstner Asger Jorn, der malede Livshjulet, mens

han var patient på sanatoriet. Det hænger i dag på Silkeborg Bibliotek. Han malede også tre malerier i fyldningerne på en dør, men dem satte sanatoriet en dag malersvend Erik Nielsen fra malerfirmaet Herm. Rasmussen til at fjerne i en tung dunst af salmiakspiritus.

195

I 1959 overtog Århus Amt bygningerne, og herefter var der forsorgsinstitution i den smukke bygning frem til 1987, hvor Silkeborg Kommune købte bygningerne. Med i handelen var den 15 hektar store park, og nu startede et nyt kapitel som ferskvandscenter. Et center, der førte mere med sig, da der blev oprettet en erhvervspark med både private og halvoffentlige virksomheder.

196

AQUA åbnede i 1993 og er en spændende rund akvariebygning, nedsænket i en sø, så man ud af vinduerne kan se livet i de ferske vande. Og selve Ferskvandscentret er i dag et nationalt center for natur og miljø med erhverv, uddannelse, formidling og forskning, og centret driver også Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter og Erhvervs-Park.

197

EN TUR OVER LANGEBRO At gå en tur over Langebro en sommerdag kræver tid. Man stopper op. Mange gange. Der er oplevelser, man ikke kan få i andre provinsbyer. Kammerslusen med slusekiosken. Mennesker, der sidder og nyder det og kigger ud over det hele. Et kig ned ved slusen. Der hænger kanoerne nede og venter på, at sluseportene åbner, så de kan fortsætte deres tur. Og så går

198

man omsider videre. Der ligger Havnen og frister. Hjejlebådene lægger til og sejler ud. Turister på udflugt. Udskænkning under de enorme parasoller. Og på den anden side af vejen: Den fossende faunapassage. Et blik op ad Kildebakken med sygehuset et sted deroppe. Når man går over Langebro, er man for alvor i Silkeborg. Vand. JYSK Musikteater og papirmuseet. Turisme.

199

Det gamle foto er fra 1910. Flagene blafrer. Arbejdsmænd med skovle står klar sammen med ingeniører. Der er bundet jern, det er færdigt, og fejres som et rejsegilde. Snart kommer betonen. Broen skal have ny belægning. Langebros historie går langt tilbage. Hvad der har været af oprindelig primitiv broforbindelse fortoner sig noget, men da Silkeborg blev anlagt som handelsplads, fik overgangen over åen større betydning. Fak200

tisk skulle den bære en landevej. I årene 1848 til 1852 blev der fra Silkeborg anlagt landevej mod Ringkøbing og mod Aarhus, men det sidste stykke mellem Galten og Aarhus blev dog først anlagt i årene 185356. Langebro var nu en hovedvejsbro. I mange år bestod den af planker, men det gik ikke i længden, for trafikken blev tættere og tungere. De første årtier kørte der slet ingen biler på den nye vej, de skulle først opfindes. Det blev de i 1886, og den første bil kom til Silkeborg i 1901.

Det var distriktslæge Lund, der var foregangsmand på mange områder, og som også blev den nye købstads første bilist. Snart var det slut med rolige, knirkende hestevogne ind over broen, nu kommer automobilerne og større fart og tryk. Broen blev flere gange forbedret, så den kunne klare det stigende pres, og i 1938 blev den ændret fra at være en plankebro til at blive en mere tidssvarende og bredere betonbro med belægning af asfalt.

201

LUNDEN FRA LYST-PAVILLON TIL MEDBORGERHUS Der er plademesse i Lunden. Det er nørder, der langsomt arbejder sig igennem rækker af vinyl. LP-plader. Det er dem, der vil have en let susen og knasen, når de sætter grammofonens pickup på. Det er i Lunden, det foregår. Det var også her, der en gang stod en Tandberg spolebåndoptager og spillede Elvis, mens bordtennisboldene susede over bordene. Det var den gang, der var ungdomsklub. Der er i det hele taget sket meget i Lunden. Udskænkning til vederkvægelse. Udstillinger med kvidrende fugle. Folkedans med løbske violiner og sus i skørterne. Afdansningsbal med plisserede nederdele og vandkæmmet hår. Værdige tjenere med moustache og knækflip. Hvide duge og værdighed. Klassiske koncerter. Løssluppen dans og flirtende blikke. Her har silkeborgensere i generationer danset den første dans, stjålet det første kys og så levet et helt liv sammen. Her er der blevet festet og talt og spist og levet.

202

203

204

Lunden er et rigtigt Silkeborgsted. Lyst-etablissement eller lyst-pavillon, hed det en gang. Nu er det Medborgerhus. Den 20. maj 1888 blev Lunden indviet. Pinsedag. Lunden med nyudsprungne træer. Silkeborgenserne strømmede til. Sangforeningen sang danske sange. Lunden var den gang i en etage med en danseestrade, men i 1891 kom der en etage mere på, og der blev etableret stort køkken. I 1929 blev der igen udvidet. Mere plads til dans. Under krigen rykkede tyskerne ind, men svaret kom i 1942:

Sabotage. Ildebrand. Genopbygning. Efter krigen var der tyske flygtninge som så mange andre steder. Og historiens hjul fortsatte med at dreje. ’Lunden er ikke noget værd og skal rives ned,’ lød nogle politiske røster i firserne, men nej, vi river da ikke gamle og historiske bygninger ned, gør vi? Og det gamle etablissement blev fornyet sidst i firserne, 100 år efter indvielsen. Lunden består. Træerne springer stadig ud, og søen ligger der og glimter blåt. Lunden er stadig et mødested. Ude og inde.

205

EN GOD HANDEL HOS PETER JESSEN Det er den 1. september 1962, og bilerne må køre langsomt ad Vestergade, for der er sort af mennesker. Der har nemlig været brand hos Peter Jessen, og nu holder han brandudsalg. Mødes vi hos Peter Jessen? Ja, selvfølgelig, dette er en rigtig Silkeborgbegivenhed. Men også når der ikke var brandudsalg, var Peter Jessen et godt sted at komme. Man kunne tage en tur på den rullende trappe og måske op i cafeteriet på førstesalen og snuppe en vinduesplads med en kop chokolade og udsigt ned over Vestergade. Peter Jessen var præstesønnen fra Grønbæk, hvis navn blev en myte og et begreb i Silkeborg. Han kom i manufakturlære i Randers efter konfirmationen, og bagefter var han ekspedient

i Herning, før han som 24-årig åbnede egen forretning på hjørnet af Vestergade og Tværgade, ’Tårnhuset’ i Silkeborg. Her solgte han som den første i Silkeborg færdigsyet tøj, og kun kontant. Det bare voksede og voksede. Kunder fra nær og fjern. Udvidelser, filialer i andre byer, oprettelse af Dansk Kjole Industri og siden Dansk Konfektions Industri. Mange silkeborgensere har gode minder fra Peter Jessen som kunde eller ansat. Forretningen fortsatte som en del af bybilledet på den oprindelige adresse frem til 1994. Undervejs forsvandt tårnet, men det blev genskabt af ejeren, Henton Group. I dag er der Matas på hjørnet.

207

OUTDOOR TIL LANDS Naturen er ét stort aktivitetscenter. Der vandres omkring søerne i stort tal, der løbes og nikkes kort til den gående familie, så er man væk. Der strækkes ud med sved ned ad ryggen, for det her kræver sit, for terrænet er kuperet. Der er etableret både stier og opstillet redskaber med masser af muligheder for at bruge sin krop i det fri i Danmarks største sammenhængende skovområde. Der trænes og nydes og leves. Ad særlige mountainbikespor kaster udøvere sig dristigt ud i det særdeles egnede terræn, og MTB-sporene i Nordskoven er af dagbladet Politiken udnævnt som blandt Danmarks bedste. Der er endda et Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug, der samarbejder med blandt andet Naturstyrelsen om at udbygge sti- og spornetværket i og omkring Silkeborg. Og så er der pludselig Outdoor Festival med masser af aktiviteter. Hvem har hørt om sådan noget før? Og hvem har tidligere hørt om en skaterpark oven på en motorvej i et byomåde, endda landets største skaterpark?

208

209

Men outdoor er mange ting. Vandrere er kommet til egnen endnu før Silkeborg blev by, naturen har tiltrukket, og fra byens tidligste barndom har udflugter og oplevelser i det fri været en del af hverdagen. En gang var outdoor aktiviteter mere vintersport, end det er i dag. Der kan lige komme dumpende en enkelt vinter med skøjteløb på søerne, men det er sjældent. En gang var det anderledes. Som den januardag i 1955, da 1000 tilskuere stod i Lunden og så Silkeborg Skøjteløberforening vinde 2-1 over Esbjerg og dermed blive Jyske Mestre. Banen i Lunden var med lysanlæg og det hele, og her var godt gang i skøjterne. Der var også godt gang i skiene. Silkeborgenserne gled gennem skove og over åbne strækninger med frost i kinderne og varm chokolade i rygsækken. Og i 1956 mødte

210

4000 op på Duedalbjerg til et stort internationalt stævne i slalom og skihop. For at undgå ulykker, var der bundet halm om nogle af træerne, så skihopperne ikke kom galt afsted. Samme sted og samme år var der jyske mesterskaber i de samme discipliner, og Bror Errboe blev mester i hop, selv om han sprang på sine slalomski. Den gang kaldte man det ikke outdoor, men det betød mindre. Der var masser af aktiviteter både sommer og vinter. I dag bliver betegnelsen brugt for at tiltrække de mange, der gerne vil bevæge sig i naturen. Og der tages løbende initiativer for at slå Silkeborgs ry som outdoor-hovedstad fast. Klatreparker, mountainbikefestival, events i det fri, triatlon, løbe-, cykel- og gå-ruter og meget mere. Naturen er der. Det er bare at bruge den.

211

OUTDOOR TIL VANDS Silkeborg som outdoor hovedstad gælder selvfølgelig også til vands. Det er bare med at kaste sig ud i det. Endda i bogstaveligste forstand. Det er ikke noget nyt. Både besøgende og lokale har med stor fornøjelse gennem tiderne kastet sig ud i de venlige småbølger i søerne, og der er blevet dyrket idræt på vandet i stor stil og bliver det fortsat. Besøgende padler stille og roligt afsted under hængende trækroner i en lejet kano. Andre gange er det mere vildt, som når der er triatlon eller endog ekstremløb som Yeti Adventure Challenge med svømning, kajak, padling og udfordringer til lands, alt sammen endda med deltagelse af kronprinsen. Silkeborg kan lægge land og vand til det hele.

212

213

Der er blevet roet og sejlet på Silkeborgsøerne helt tilbage i tiden. H.C. Andersen beskrev i 1854, hvor dejligt det var med sejlbåd eller pram at glide hen under de hængende birke: ”Dejligt er det at styre fra sø til sø mellem skov og hedestrækninger, at sejle med blus på prammen i den dæmrende aften eller den stjerneklare nat.” Nydelse og ydelse. Der blev ydet af alle kræfter, når det var om at komme først. Kapsejladser, kaproning, kappadlen. Og vandets idrætsudøvere har gennem årene hentet mange flotte resultater og mesterskaber hjem til byen. I 1887 blev Silkeborg Sejlklub stiftet af folk, der allerede år tilbage havde arrangeret kapsejladser. Og klubben har i dag både klubhus og marina i de smukkeste omgivelser ved Hattenæs. I 1890 blev Silkeborg Roklub stiftet, i 1909 kom motorbådklubben til som landets første, og kajakklubben har været her siden 1940. De mange aktører på vandet har deres foreninger, og foreningslivet trak og fik flere med. Og det udviklede sig. Søsporten fik sit eget hus i august 2017 ved Silkeborg Langsø, da Søsportens Hus for kajak- og roklubberne blev etableret som led i strategien med at blive outdoor-hovedstad. Oplevelser til vands kan dermed blive end del af en kommunal strategi, men for den enkelte handler det nu først og fremmest om bare at være på vandet.

214

215

PAPIRTÅRN I RØD TEGL ’Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst,’ siger vi med Grundtvig, men så var der nogen, der ville bygge et tårn midt i byen. Hvad er nu det? Et højhus. Papirtårnet. Nogle så spændte til, andre bekymrede, da det fra 2018 skød i vejret. Jamen, hvor højt skal det da være? Og det blev højere og højere. Byens skyline ændrede sig. Det kunne ses langt væk. Et højhus midt i byen. ’Ja, ja, det vinder nu efterhånden, som det bliver færdigt,’ sagde den ene til den anden, og fik et snerrende svar tilbage: ’Nå, så det synes du?’ Det er modigt at bygge et højhus i Silkeborg. Det var også modigt, da Silkeborghus ved Indelukket i sin tid blev bygget. Da rasede debatten også. Nogle var sure. Så vænnede man sig til det.

216

Papirtårnet blev en realitet. De glade blev flere. Det er faktisk ret flot, sagde tidligere skeptikere, men andre holdt fast og blev ved med at skumle. Og så var der alle dem, der hele tiden havde set Papirtårnet som udtryk for udvikling, vilje, en by, der vokser og går ind i en ny tid. ’Man kan godt gå ind for udvikling uden at kunne lide Papirtårnet,’ kommenterede andre silkeborgensere, og på den måde blev Papirtårnet ikke kun et højhus, det blev et konstant 218

diskussionsemne. En katalysator for en sund debat om, hvordan vores by skal se ud. Imens flyttede flere og flere ind i højhuset og fik byen og egnen serveret på et sølvfad. 70 meter højt. 23 etager. Tagterrasse øverst. Fænomenal udsigt. Årstiderne Arkitekter havde tegnet. Det var en prik over i’et i ændringen af den gamle papirfabriks areal til et moderne nyt bykvarter. Men hvem stod bag? Det gjorde skotterne. Aberde-

en Asset Management, dog gennem den danske afdeling med hovedsæde i Hellerup. En gigant. Aberdeen-selskabets værdier over hele kloden skal tælles i flere hundrede milliarder kroner. Ved jorden at blive? Ikke hos os. Og Papirtårnet blev en rigtig Silkeborghistorie om at være for eller imod, indtil et nyt byggeri stjal opmærksomheden og debatten: Storbyggeriet på Søtorvet med punkthuse side om side. Hvad skal vi nu mene om det?

219

REIMARPARKEN OG SILKEBORG SPORTSCENTER Århusbakken i november 1973. Frost og sne. Portner ved Reimar Nielsen, Børge Mogensen, er lige en tur ovre på Gulf-tanken på den anden side af vejen. Han går forsigtigt i sine træsko over frostsneen, for han skal nødigt falde med den lille på armen. Og bag ham ligger de røde haller side ved side. Allerede i trediverne havde tømmerhandler Reimar Nielsen stabelplads på Århusbakken. Her skulle træet stå og tørre før salg. Reimar Nielsen havde købt jord i 1936 og købte igen i 1941. Også i 1963 blev der købt, så Reimar Nielsen til sidst ejede 9,3 hektar jord ved Århusvej. Den første hal blev rejst i 1959, og så gik det stærkt. Der blev opbygget en tømmerhandel med alt, hvad der hørte sig til: Haller, savværk, spånsilo,

220

kontorer og portnerbolig. Det startede som en stabelplads, og det endte som en stor arbejdsplads med op mod 100 ansatte. Reimar Nielsens Tømmerhandel. I 2002 lukkede tømmerhandelen på Århusvej, og store planer tog form. I 2011 blev første etape af Reimarparken taget i brug, opført af H. Reimar Nielsen Parkbebyggelse A/S. Et stort boligområde tæt ved sø og skov tog de kommende år form. 13 punkthuse med et par hundrede lejligheder. Og i haller, hvor der havde været lager, butik og kontorlokaler, blev der nu idræt, da H. Reimar Nielsen koncernen udviklede Silkeborg Sportscenter i gamle haller, der blev nyindrettet og udbygget. Med plads til en lang række idrætsgrene. Som sportscentret skriver: ”Fra ishockey til taekwondo. Fra springgymnastik til bordtennis. Fra karate til squash”.

221

DA STALDDØREN BLEV SMÆKKET OP OG DE HEDE RYTMER SIVEDE UD I SKOVEN I 1984 var der for første gang Hede Rytmer på Lune Sommeraftener i Indelukket, og i dag er Hede Rytmer fortsat elsket af tusinder af silkeborgensere som en stor festival, der samler på tværs af aldre. Men historien går langt tilbage. Endnu længere end til 1984. Sidst i halvtredserne startede Jazzklubben Down Town i det små, men var efter 10 år landets største jazzklub. Den rykkede ind i en gammel staldbygning ved Hotel Silkeborg på Drewsensvej, men gik konkurs efter en navnkundig historie, og på ruinerne rejste Jazzhus 222

Stalden sig omkring 1970 med Ebbe Johnsen som ankermand, før en gruppe kulturelle ildsjæle tog over. Down Town havde blandt andet startet Riverboat Jazz Festival, som Stalden nu førte videre. Derudover bød Stalden på flere og flere spændende og store musiknavne, og spillestedet på Drewsensvej udviklede sig til at blive et af landets mest populære musikscener. Stalden blev noget unikt i det danske musikliv. Dizzy Gillespie, Teddy Wilson, Oscar Peterson, Dextor Gordon og Benny Cutter er kun eksempler

på musiknavne, der gæstede Stalden. Der blev spillet rock, folkemusik, blues og arrangeret jamsessions. Og stalddøren blev smækket op og musikken lukket ud i det fri. i 1984 arrangerede Stalden og Rytmisk Musikforening første gang ’Hede Rytmer på Lune Sommeraftener’ fra Friluftsscenen i Indelukket. Man ville vise, hvad det lokale musikliv kunne byde på, og man ville gøre sit til, at scenen i skoven blev brugt noget mere. Der var fri entre og pænt fremmøde.

223

Samvær og spilletid til byens bands, der gerne ville vise, hvad de kunne. Og Hede Rytmer voksede. Lokale bands fik fortsat spilletid, men større navne kom til, kulminerende i 1992, hvor selveste blueskongen B.B. King kom til byen og spillede for et fyldt Friluftsteater. Hede Rytmer voksede sig stor og er en del af byens musikliv, en fuldvoksen festival, der siden 2013 har haft eventmager og ildsjæl Oliver Zähringer i spid-

sen. Der arbejdes for det. Satses. Og rytmerne skærer stadig gennem Indelukkets skov. Men der sker noget i underskoven. Der sker noget, som der skete noget den gang Hede Rytmer opstod. August i Indelukket. Kæder af kulørte lamper. ’Noget Bedre,’ står der på skilte. På scenen står et upcoming band. Det er første gang, de spiller for publikum. Debut. Det har øvet og øvet. Og de bliver godt modtaget. Der er øl og

madboder, og det er solidt og lidt skævt. Det er nemlig bygget af frivillige, der endnu en gang sikrer denne rytmiske alternative festival i Indelukket, hvor stemningen er som noget, der med god vilje kan sammenlignes med de første danske beatfestivaler i halvfjerdserne. Afslappet. En helt særlig og kærlig atmosfære. Der er tradition for kulturelle græsrødder i Silkeborg. Festivalen Noget bedre er blot sidste skud på stammen.

SEMINARIEBYEN SILKEBORG Kreativitet på Hostrupsgade. Kommende lærere er i gang i formningslokalet på Th. Langs Seminarium. Året er 1955. Farver og skaberglæde. Liv. Studerende fra hele landet kom til Silkeborg for at gå på seminarium. Byen havde hele to seminarier, og i årevis satte det præg på byen. Mange af de studerende involverede sig i byens kultur og

var med til at skabe et frodigt kulturliv på græsrodsplan. Det første seminarium i byen er fra 1886. Silkeborg Seminarium. Efter fire år blev Vinther forstander, og det var han i mere end fire årtier frem til 1933. Seminariet lå i Skolegade, hvor Kornmod Realskole nu ligger. I 1961 flyttede det til Nattergalevej.

Men Silkeborg fik hurtigt endnu et seminarium. Theodora Lang startede i 1891 et kursus for småbørnslærerinder. Tre år senere blev der bygget et forskoleseminarium, og det blev to år senere statsanerkendt. I 1900 byggedes seminariebygning med kostafdeling for 50 elever. De kommende årtier blev rigtig mange lærere færdiguddannet på de to seminarier. I 1986 var det slut på Hostrupsgade, men på Nattergalevej forsatte og fortsætter uddannelsen af kommende folkeskolelærere. Silkeborg er stadig en seminarieby.

OG SKOLELIVET LEVES En oktoberdag i 1949. Frikvarteret er forbi. Eleverne står på rad og række med front mod forskolen på Th. Langs Skoler. Sådan stiller de sig op hver morgen og efter hvert frikvarter, før de vandrer ind i klasselokalerne. Skoleliv i Silkeborg på kanten af halvtredserne. Sådan foregår det ikke i dag. Meget er sket. Men skolelivet er fortsat den vigtige start for Silkeborgs unge borgere. Historisk er det historien om, hvor svært det kan være at få gang i et etableret skoleliv. Da papirfabrikant Michael Drewsen kom til byen for at udnytte vandkraften til at lave papir, var der 30 mennesker i Silkeborg, og børnene måtte gå de omkring syv kilometer til skolen i Skellerup Nygaarde. Efterhånden kom der flere børn, da fabrikken kom i gang, og der blev etableret en privatskole for de da 24 børn med nyuddannede Børge Møller som lærer. Det foregik i skiftende lokaler på Smedebakken, for det var jo der, papirarbejderne og dermed en stor del af børnene boede. Det gik ikke i længden, og der blev lejet en stue på Hovedgården med plads til 60 børn. Forældrene og Drewsen betalte for driften. Elevtallet steg til over 100, som kun to lærere skulle undervise. Igen flyttede skolen. Der blev der lejet lokale og siden bygget skole ved Søndergade. Egentlig var det meningen, at skolen skulle have ligget på Torvet der, hvor kirken blev bygget, men det opgav man.

228

229

Skolen ved Søndergade blev dermed Silkeborgs første kommunale skolebygning, opført 1859 med skolelokaler og boliger til første- og andenlæreren. Få år senere var der 240 børn i skolen, og i 1879 fik skolen på Søndergade en etage ovenpå og blev omdøbt fra Almueskolen til Borgerskolen. Tre år senere kom frk. Theodora Lang til byen og et skoleimperium blev opbygget. Og det kommunale skolevæsen udviklede sig 230

og udvikler sig den dag i dag. Skoleliv er noget helt andet, end det var de første mange år. En gang susede spanskrøret, og der findes i analerne en klage fra en far, der syntes, det gik for vidt: Først fik hans søn lussinger, så tæv og derefter samarbejdede to lærere om at give ham en omgang med spanskrør. Forliget gik på, at skolen betalte lægeregningerne. I dag er frygt og jernhård disciplin for længst noget forhistorisk, og man har

for mange år siden erkendt, at læring kræver trivsel, og at glæde og gode oplevelser skal præge skoledagen. Der arbejdes med temaer, projekter, varierede undervisningsformer og medbestemmelse. Forældre orienteres, der er digital kommunikation mellem skole og hjem gennem Aula, og pædagogiske metoder udvikles, så alle er med. Skolelivet leves. Men starten i byens første år var svær.

231

DA SILKEBORG BLEV MUSICALBY I 2006 strømmede folk til audition i Silkeborg, og i 2007 gik tæppet for Jekyll & Hyde i Silkeborg Musik & Teaterhus. Det var kun tre år siden, dronningen havde været med til at markere indvielsen af det nye kulturhus på Papirfabrikken med udsigt til Havnen og Hjejlen. Åbningsforestillingen havde været uropførelse af musicalen Buttadeo om kunstneren Asger Jorn og med musik af Lars Lilholt. Det havde været en stor succes, og hermed var de første sten blevet lagt til det, der nu udfoldede sig, og hvor intentionen var en musical hvert år. ’Vi vil skabe en ny scene, vi vil etablere samarbejde mellem professionelle og amatører, vi vil skabe en tradition for musicalproduktion i Silkeborg’ hed det i programmet om dannelsen af Silkeborg Musik & Teaterensemble. ’Ja, ja, små slag,’ sagde man i Silkeborg, men det var der ingen grund til at sige. Der blev slået stort brød op, men det blev også godt bagt. For der blev faktisk som bebudet skabt en musicaltradition i Silkeborg i det, der nu hedder JYSK Musikteater. Der var mange, der ville det. Få år senere skabtes Fonden Musical Silkeborg for at sikre økonomien. Der blev lavet masser af sponsorarbejde, og musical efter musical fik år efter år premiere og hentede godt med stjerner i avisernes anmeldelser. Fonden blev senere organisatorisk en del af teatret med Niels Kaas som direktør. 232

Silkeborg som musicalby? Det havde man måske ikke lige set komme, men sådan blev det. Pionerernes initiativ med Jekyll & Hyde blev fulgt op med musicals som My Fair Lady, Les Misarables, Chess, Cabaret og Sound of Music, for nu blot at nævne nogle stykker. Og der blev taget spændende initiativer: Silkeborg fik tilladelse til at opføre folkekære Matador som musical. ’Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle sidde i Silkeborgs smukke Musik og Teaterhus og se min gamle ide som musical’, udtalte Matadors ’mor’ Lise Nørgaard til programmet. Flere spændende initiativer fulgte. I 2021 blev byens 175 års

jubilæum fejret med en nyskrevet musical om papirfabrikant Michael Drewsen. Hvordan kunne det være anderledes? Der blev taget en dyb indånding, da en gruppe ildsjæle tilbage i 2006 gik i krig med at få en musical stablet på benene i det endnu nye musik- og teaterhus. Og missionen lykkedes: Silkeborg blev en musicalby. Kulturen har mange ansigter. Silkeborg viser dem alle.

233

DET CENTRALE KRYDS Ups. Ja, sådan kan det gå. Et par knallerter er stødt sammen i Østergadekrydset. De to knallertkørere står og ser ned på deres knallerter, og den ene må lige have sig en smøg oven på forskrækkelsen. I baggrunden bag Shell tankstationen ses papirfabrikkens tårn. DFP, står der. De Forenede Papirfabrikker. Året er 1958. Shells tankstation i Østergadekrydset er fortid, for der skulle skabes plads til ambitiøst byggeri. Men i årtier har man i krydset både kunnet få benzin på sin bil og en pølse eller andet godt. I marts 2019 lukkede tankstationen. Nu var det kapitel slut. Da var navnet Cirkle K, men for mange silkeborgensere var Østergadekrydset nu stadig i daglig tale Shell-krydset, som det havde været det i så mange år. Måske var den ikke køn,

234

tankstationen på den centrale og travle plads i byen. Men mange silkeborgensere havde deres minder fra tanken. Det var stedet, hvor man som ung kunne mødes og hænge lidt ud. Alt det var slut nu. Det store byggeri på Søtorvet rakte hen til Østergadekrydset. Fortiden blev revet ned for at give plads til fremtiden. På fotoet herunder ses Østergadekrydset fra Shell-hjørnet mod Chr. 8. Vej i 1956. Her ligger Ny Længe med arbejderboliger til papirarbejderne. Opført i 1874 og revet ned i 1970. I krydset står en politibetjent og regulerer færdslen, og ved Ankers Kolonial står enkelte silkeborgensere og ser på bilerne. I krydset er der ’Skildpadder’ i asfalten. Små hellefyr, som der er lys i om aftenen for at skabe større trafiksikkerhed.

VIBORGBROEN, DER MEST ER EN DÆMNING Året er 1915. Gårdejer og vognmand Thomas Skov er på vej over Viborgbroen med heste og vogn. Nede i søen sidder et par fiskere i deres robåd. Bag ham ligger byen med papirfabrikkens rygende skorsten og med sygehuset oppe på bakken. Kirkens spir løfter sig over det hele, og svineslagteriets hvide bygninger lyser op. Thomas Skov har ryggen mod byen og er på vej mod nord. Vejen er en jordvej, der først fem år senere bliver belagt med brosten. En gang var det slet ikke muligt at køre med hestevogn ind til Silkeborg. Det, der blev kaldt Balle Land, var adskilt fra handelspladsen Silkeborg. I 1854 blev der anlagt dæmning og bygget bro, og hermed kunne Silkeborg udvikle sig med en ny bydel, Alderslyst. Til dæmningen blev der taget materialer fra Færgebakken, der havde navn efter færgefarten mellem Balle Land og Silkeborg. 236

Herunder: Nutid med travl trafik ind over Viborgbroen. Nogle kommer fra Borgergade, andre fra Ansvej. Alle bruger betegnelsen ’Viborgbroen’, selv om langt den største del af forbindelsen er en dæmning, bundet sammen med en lille bro. Med den trafikale udvikling er Viborgbroen flere gange blevet udvidet, blandt andet omkring 1940. Det skal snart ske igen, for der er store planer for midtbyen, og det påvirker trafik og vejføring og dermed også Viborgbroen, der altså mere er en dæmning end en bro.

DEN SVÆVENDE FOLKEVOGN Året er 1958, og stedet er Borgergade 109 i Alderslyst. En Folkevogn svæver på fire betonpiller. Motoren og gearkassen er pillet ud, og føreren er en dukke. Et blikfang, der vil noget, for Vulcan har i 1951 fået forhandling af den populære tyske Wolksvagen. Det hele startede, da mekaniker Julius Christensen i januar 1947 sammen med købmand Thorvald Dahl etablerede en automobilforretning. Og den skulle hedde Vulcan, opkaldt efter den 238

romerske gud for smedekunst, ild og vulkaner. Først blev der solgt Austin, så kom ’Boblen’ til. Folkevognen. Og der blev udvidet, for nu ville Familien Danmark have bil, og bilsalget steg. I 1966 blev salget flyttet til Lillehøjvej. Der var ikke plads på Borgergade mere, men værkstedet blev på den oprindelige adresse frem til 1972. Her fortsatte forretningen til 2020, de seneste mange år med stifterens barnebarn Per Vingborg Kristensen ved roret.

På Borgergade 103-109 lå i mange år Dit Bilhus A/S, men i 2007 blev bilforretningen flyttet til Bilernes Hus, og der skete i flere år ikke rigtig noget på grunden. I efteråret 2014 blev første spadestik så taget til byggeri af almene boliger med plads til erhverv i stueetagen. AAB Silkeborg og Silkeborg Boligselskab opførte 40 boliger, og AAB fik med flytningen 700 kvadratmeter til administration. Og ud mod Borgergade stod der herefter en bygning, der ikke lignede alle andre. Helt sig selv.

239

HVORDAN GÅRDEN ERIKSBORG BLIVER TIL BYDELEN ERIKSBORG Nye historier opstår på fundamentet af gamle historier. Gården Eriksborg i Gødvad er en historie i sig selv. Og på fundamentet af den rejser der sig de kommende år en ny historie: Her skal utallige familier fremover leve deres liv, når bydelen Eriksborg opstår med boliger på de marker, der er blevet dyrket gennem generationer. Gården Eriksborgs historie går tilbage til februar 1786, hvor der blev udstedt et skøde til Erik Jensen med tilnavnet ’Vandmand.’ Han var fra Borup i Svostrup Sogn, og området, han købte, var et stykke hede, ejet af en bonde i Resendal. I 1799 fik den nye ejer bygget en ejendom, Eriksborg, og ejerens søn, Søren Jens Eriksen Vandmand, blev næste mand på Eriksborg. Tilnavnet holdt ved. 240

Flere andre slægter var ejere gennem årene, indtil slægten Thomsen i 1910 tog over. Det var Jens Christian Thomsen, og det er hans oldebarn Peter Bønløkke Thomsen, der sammen med fru Gitte og med udgangspunktet i gården på toppen af Nørreskov Bakke har taget initiativ til bydelen Eriksborg sammen med Laban Arkitekter. Projektet omfatter forskellige boligtyper, både parcelhuse, rækkehuse og etagebyggeri, med grønne områder, og der bliver rejst ny skov på en del af det område, der nu er marker. Og dermed fortsætter historien om Eriksborg som en helt ny historie. Hvor der for århundreder siden blev opdyrket hede, skal et boligområde blomstre op sammen med vilde blomster i en natur, der får lov at være sig selv tæt på de ny boliger. Der skal aktuelt bygges cirka 600 boliger, og der er allerede bygget cirka 300 boliger. Det er dog kun første etape. Planen er en ny bydel med 3800 boliger og dermed omkring 7000 indbyggere. Området kommer til at indeholde 100 kvadratmeter skov, 3,5 km stisystem, cykelsti, samt en del grønne opholdsarealer, så det hele fremstår som en grøn bydel, hvor det er hyggeligt at bo. Planerne er der. Kommunen vil bygge skole og daginstitutioner og der vil komme dagligvarebutikker i området. Det er fremtid. Og indtil det hele er udbygget, vil der fortsat blive drevet landbrug på gården.

241

HØJHUSE MED SKOVEN I RYGGEN Den 1. november 2019 svingede flyttebil efter flyttebil ind foran et 10 etagers højhus på Bredhøj. Hvor teknisk skoles elever gennem årene havde spillet rundbold og på andre måneder holdt sig i form i smukke naturomgivelser, havde Midtjysk Boligselskab fået bygget de første to af fire højhuse med smuk udsigt ned over Silkeborg. I 2021 var de to sidste klar til indflytning. Boligselskabet havde købt grunden af teknisk skole, der skulle holde flyttedag. Handelsskole og teknisk skole var gået sammen i en fusion og blevet til College360, og nu blev der bygget en stor og moderne erhvervsskole. Med de fire højhuse var Midtjysk Boligselskab det første lokale boligselskab, der gik i højden. I 120 lejligheder skulle de nye beboere fremover have deres liv med let adgang til naturen. Med byen for fødderne og skoven i ryggen. Også andre aktører har været i gang i området. Naboen, det gamle skolehjem fra 1968, er blevet renoveret og har fået facaden fornyet. Det otte etagers store hus med ungdomsboliger har dermed fået et tidssvarende udseende, der passer til omgivelserne.

242

243

ALLEY CAT OG UNDERHUSET Det er midt i halvfjerdserne. Sommer og sol. Under baldakinen foran Hotel Dania spises der i skygge. På fortovet foran Underhuset og Alley Cat snakkes der over en øl. Et ungt par går forbi med barnevogn og lader et blik feje ind over dem, der sidder og nyder en forfriskning. Er der nogen, vi kender? I årtier har der været gang i udendørsservering på dette hjørne af Torvet. Utallige samtaler, hyggestunder og møder mellem mennesker over en kold fadøl. Historien går tilbage til tresserne. Den 1. december 1965 købte indehaverne af Hotel Dania, Ellen og Eduard Jørgensen, naboejendommen ved siden af hotellet og betalte 400.000 kroner for den. Her indrettede de en bar og salon med navnet Alley Cat, opkaldt efter komponist Bent 244

Fabricius-Bjerres melodi fra 1960. Nummeret hed oprindeligt Omkring et Flygel, men fik navnet Alley Cat, da det blev udgivet i USA. Nu gav det navn til Silkeborgs nye danse- og mødested for det voksne publikum. Åbningen var i maj 1966, og året efter blev der i kælderen under baren indrettet bodega og restaurant med navnet Underhuset. Alley Cat blev senere diskotek, da tiden var til det. Med et lille dansegulv, bløde møbler og fristende bar. Det var en del af byens forlystelsesliv i næsten 30 år, til det lukkede i 1994. Lokalerne blev til Overhuset med selskabslokaler. Og Underhuset lever i bedste velgående og inviterer til både velskænket fadøl og kulinariske oplevelser, nu som Brasserie & Restaurant Underhuset og for længst på den anden side af 50 års jubilæet.

VERDENS BEDST BEVAREDE MOSELIG I SILKEBORGS ÆLDSTE BYGNING Mandag den 8. maj 1950 blev kriminalpolitiet i Silkeborg kaldt ud til Bjældskovdal mose. Der var lørdagen forinden blevet fundet et lig. Brødrene Viggo og Emil Højgård var i gang med at grave tørv til vinterens brændsel, da de stødte på noget. Grete Højgaard insisterede på at få det klarlagt og fik

246

standset yderligere arbejde, før politiet blev tilkaldt. Der gik i forvejen rygter om, at der var foregået et mord på egnen, så måske var det et nyligt mordoffer, man havde fundet? Politiet rykkede selvfølgelig ud, men tog for en sikkerheds skyld folk fra Silkeborg Museum med.

Og der lå ganske rigtigt et friskt udseende lig med reb om halsen og hue på hovedet. Det var imidlertid et oldtidsfund, og professor Glob blev tilkaldt. Tollundmanden var fundet. Det bedst bevarede moselig i verden, der fik sit navn efter landsbyen Tollund lige i nærheden, hvor finderne kom fra.

Den 31. august 1951, blev der indviet et nye museum i Silkeborgs ældste bygning fra 1767, Hovedgården midt i Silkeborg, og Tollundmanden var hovedattraktion i oldtidssamlingen. Senere blev der i museumshaven opført en særlig bygning, så Tollundmanden kunne blive præsenteret i de bedste rammer.

Museum Silkeborg fortæller i dag byens og egnens historie gennem omfattende samlinger fra de forskellige tidsperioder og med ambitiøse særudstillinger. Men hovedattraktionen er fortsat Tollundmanden med sit venlige ansigt og sine stadig tydelige ’daggamle’ skægstubbe. Og i 2021 er der magi over den

nyeste præsentation. Nu møder de mange besøgende nærmest Tollundmanden i levende live i mosen, før de fortsætter ind til det berømte moselig. Det verdensberømte klenodie på Silkeborgs kulturhistoriske museum.

249

LAD OS LEGE I LIVSTRÆETS KRONE Året var 1985. Billedtæppet ’Livets Træ Yddrasil’, lavet af kunstner Inge Nørgaard, skulle afsløres på Silkeborg Højskole. Det krævede en sang, og to tidligere lærere på skolen, kunstlærer Erik Lindebjerg og musiklærer Hans Holm, skrev i hast tekst og musik. Nu er sangen landskendt. En klassiker. Den synges til fester, og den giver glæde og eftertanke. ’Lad os lege i livstræets krone. Lad os føle, at livet er stort’. Historien om sangen er en historie blandt mange, for Silkeborg Højskole er fyldt med historier. De tænker

skævt og kreativt og gør spændende ting. De har været der i mere end et halvt århundrede som en del af Silkeborgs kulturog åndsliv. De lader tusinder af unge få oplevelser i den smukke natur, og der er lyde og stemninger og en helt særlig atmosfære. Silkeborg Højskole. Nu står så Samtaletårnet der. Også en historie i sig selv. I Samtaletårnet, Vendepunktet skaber kunstner Peter Callesen en helt særlig mulighed for at lade to mennesker mødes om samtalen og samtidig nyde udsigten. De kommer fra hvert deres sted i

tårnet, hvor to trappeopgange danner en dobbeltspiral og lader personerne mødes i et samtalerum øverst i tårnet. Genialt tænkt og udført. Og historierne står i kø. I august 2021 blev Fritidshuset indviet. Et monument over bæredygtighed. 240 kvadratmeter. Træ er byggematerialet. Det eneste. Spændende detaljer. Opført af tømrerfirmaet Fr. Madsen A/S. Og kravet til bygningsprocessen var et minimalt CO2-aftryk. Nu står huset der, og her skal undervises på friluftslinjen i en duft af træ.

251

Men historien? Allerede i 1902, da FDF blev stiftet, nævnte stifter Holger Tornøe ideen om en højskole. Så gik der mange år, men i 1944 udtalte kredsfører og nyvalgt medlem af hovedbestyrelsen i FDF, Erik A. Mogensen: “Vi må have rejst en FDF-højskole, en strålende højborg, hvor syner kan springe frem, hvorfra der arbejdes ud fra samme perspektiver, der rundede sig om FDFs fødsel og barndom.” Der går dog endnu nogle år, før alt er på plads, for hvor skal skolen ligge? Der var mange spørgsmål at tage stilling til, men i 1969 åbnede Silkeborg Højskole for det første hold kursister. I 1977 kom svømmehallen til. I 1981 foredragssalen. Og sådan har højskolen 252

hele tiden udviklet sig, og der er blevet skabt større og bedre rammer for idræt, musik og meget mere. Kursisterne skaber højskolens hverdag. De synger, lytter, diskuterer og mødes. Højskoleliv med alt, hvad det indebærer. I vedtægternes ord om værdigrundlag fortælles, at ”med udgangspunkt i den danske folkehøjskoles tradition for livsoplysning og Silkeborg Højskoles egen rod i et kristent livssyn er det Silkeborg Højskoles opgave at fremme elevers og kursisters såvel personlige som faglige udvikling samt indøve ansvar for fællesskabet.” Det handler om møde mellem mennesker. Det handler om kultur, ånd og udvikling. Om at lege i livstræets krone.

253

DA DEN SIDSTE SKIDTFISK VAR HAKKET, VOKSEDE KULTUREN FREM I HAKKEHUSET August 2021. Der er miniregatta. En lang, flerdelt flåde kommer glidende med skuespillere fra flere lande ombord. De optræder. Publikum sidder og følger med. Det handler om Livets Vand. Det er teater, som de aldrig har set det før. Alt er muligt. Men hvem er truppen? Der gemmer sig en spændende Silkeborg-historie i Lysbro. Den handler om fiskeopdræt, et hakkehus, en musikalsk guldalder og et teater, der udfolder eksperi254

menterende scenekunst, og som indtager Silkeborg og andre dele af landet til lands og til vands. Det hele startede først i forrige århundrede. Johannes Errboe købte en gammel vandmølle i Lysbro. Der hørte et større åløb til, og vandet sprang fra en frisk kilde. Her ville Errboe sætte gang i fiskeopdræt. Dambrug. Der blev ansat en masse lokale til at udgrave damme, og der blev bygget de nødvendige bygninger, blandt andet et hak-

kehus ind over åløbet og med vanddrevne turbiner i kælderen. Der blev hakket skidtfisk til lakseog ørredfoder, og sådan gik årtierne. En dag måtte skidtfisk ikke benyttes mere, og nogle år stod huset og forfaldt noget. Men så kom Mads Errboe på banen. Han var stifterens barnebarn og en aktiv del af den silkeborgensiske rockscene. Mange husker endnu Humla Jumla, der spillede dansevenlig rock over hele landet, Eight O’Clock Rock, der spillede 60 koncerter på Silkeborgs

skoler, Magic Buzz og Rockpiraterne. Mads var med i det hele. Humla Jumla var fra sidst i halvfjerdserne og øvede først i et tidligere hønsehus ved dambruget, men i 1982 gik arbejdet med at omdanne Hakkehuset så i gang. Musikvenner knoklede, og Hakkehuset blev et øvested. Hakkehuset ApS blev stiftet af en flok musikere, flere orkestre brugte huset, og der blev investeret i en campingvogn med ret dyrt udstyr, så de kunne tage ud og optage livemusik. Det kom der flere udgivelser ud af. Det var firserne, hvor Silkeborg var særdeles aktiv på den rytmiske scene, og Hakkehuset var et kreativt og musikalsk mødested. 255

Og så kommer vi til anden halvleg. Mads’ søn Magnus voksede op i dette miljø og spillede også selv. Men det var teatret, der trak. Han kom til Odin Teatret i Holstebro, og da der var bud efter ham og hans kone Karin Sjöholm, dannede de Orkidea. De var fortsat på teatret i Holstebro, men i 2011 skiftede Orkidea navn til Hakkehuset. Magnus og Karin var kommet til Silkeborg for at blive linjeledere på Performers House, den internationale højskole for unge med interesse for musik, dans og teater, der desværre ikke

klarede det, og som nu er lavet til lejligheder på Papirfabrikken. Da højskolen gik konkurs, skruede Magnus og Karin op for blusset i deres eget teater. Det blev til spændende projekter gennem årene. Da Motorvejen skulle åbnes, var det blandt andet med en meget rost motorvejsperformance med rendegraveres dans, ballet og akrobatik, Tollundmandens genopståen og meget mere. Karsten Petersen fra Teatergruppen Didasca var projektleder og Magnus Errboe fra Hakkehuset var instruktør.

Didasca, der tidligere havde stået for Asger Jorn-stykket Jorn Rundt, smeltede sammen med Hakkehuset, og for Karsten var en ring sluttet, for han spillede i firserne i rockgruppen Zenith og kom den gang også i Hakkehuset. 40 år tidligere. Hakkehusets bål brænder aldrig ud. Det er blevet til flere produktioner gennem en hel del år. Ofte i naturen, hvor publikum er inviteret ud der, hvor scenen er den glidende å eller marken. Produktioner, forestillinger, workshops, undervisning,

co-produktioner. Samarbejde med lokale og internationale kunstnere prioriteres højt. De oprindelige initiativtagere fra Orkidea, der er nu er Hakkehuset, er efterspurgte. Magnus Errboe bruges som instruktør og kunstnerisk leder i mange sammenhænge, og er samtidig primus motor i Hakkehusets

nye kulturelle nedslag og eksperimenter. Karin Sjöholm er sanger, sangskriver, scenekunstner og underviser. Hun arbejder i krydsfeltet mellem teater, musical, drama, opera og kunst. Udøver i teaterlaboratoriet Hakkehuset og underviser blandt andet på Syddansk Musikkonservatorium i Odense.

Det er et eksperimenterende teaterværksted med fjerde Errboe-generation ved roret. En gang hakkede de skidtfisk i de smukke omgivelser i Lysbro. Magnus far, Mads Errboe, har for længst fået damme og området omkring dem gravet ud til sø. Der opdrættes ikke fisk mere. Der opdrættes kultur. 257

KILDER Silkeborg Arkiv

Museum Silkeborg

Silkeborg Avis/Midtjyllands Avis, diverse årgange Hanne Arent: Fra det nu forsvundne Silkeborg

Silkeborg 1846-1996. Redigeret af Keld Dalsgaard Larsen

Kurt Balle Jensen: Viljen og Vejen – om J. Hvidtved Larsen Kurt Balle Jensen: Trosborg – pølsemanden fra Silkeborg

Kurt Balle Jensen: En malersvend kom til Silkeborg – om Herm. Rasmussen Kurt Balle Jensen: Noder og unoder i Silkeborg

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborgskolen 1902-2002

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg Maskinfabrik, Fra Zeltner til SPX. Historien 1853-2013 Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby

Povl Skov og Kurt Balle Jensen: Historien om et bibliotek gennem 100 år

Jørgen Ploug (Foto) Kurt Balle Jensen (Tekst) Til lands og til vands i Silkeborg

Bent Lichscheidt: A/S Kaj Neckelmann 1957-1997. En ide - hårdt arbejde - og held! Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Alderslyst fra sandmark til by G. Nørgaard Jepsen: Gader og veje i Silkeborg Hotel Dania 1848-1973

Kurt Balle Jensen: By og Bolig - om AAB

Kurt Balle Jensen, (tekst), og Torben Coulthard, (foto): Gl. Skovridergaard, fordybelse og velvære Kurt Balle Jensen: Historien om Indelukket gennem 100 år

Kurt Balle Jensen og Christian Smith: Altid i ilden – historien om Silkeborgs smede Rasmus Mortensen: Balle Sogn – af Silkeborgegnens historie J.K. Jensen: Silkeborg Skolevæsen

Det handler om Silkeborg - i tekst og billeder. Redigeret af Lis Thavlov Mogens Bendixsen: 100 år med Koopmann 1890-1990

Keld Dalsgaard Larsen, Kurt Balle Jensen og Lis Thavlov: Hjejlen og det skønne Silkeborg Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Michael Drewsen

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborgs Rødder

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken – mennesker og fortællinger Laila Jacobsen: Oase i byen - En kolonihavehistorie Werner Sparsøe Pedersen: På kryds og tværs

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborg sort på hvidt – en avis og et trykkeri Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborg IF 1917-2017

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Vilje til viden, om handelsskolen

Malene Fengner-Grøndahl: At tænke selv med tanke for andre – Silkeborg Højskole 50 år Th. Langs Skoler 100 år - Diverse forfattere

Byen er fyldt med historier. Hvem husker dem? Silkeborg er nok en ung by, men udviklingen går hurtigt, og mange historier forsvinder ind i glemslen. Med denne bog vil vi fastholde nogle af de mange historier. Vi vil vise, hvordan byen så ud en gang, og vi vil lade gamle og nye fotos spille sammen. Før og nu. Vi vil vise byen, som den ser ud i sin 175. år med store fotos, man kan fordybe sig i. Og vi vil vise hvordan den så ud, før udviklingens tunge maskiner hamrede hele bymiljøer ned, og lod fortiden forsvinde i store støvskyer. Vi vil fortælle om kulturens ildsjæle, om initiativrige iværksættere, om spændende silkeborgensere, der har præget byen. Tag med en tur ind over Torvet, der helt er forandret. Tag med ud i gågaderne, ud i sidegaderne. Tag med til Alderslyst og ud i byens gemte rum. Mød fortiden og oplev nutiden. Gå på opdagelse i historierne.

Før & nu

Articles inside

Kilder

Magnus Errboe

voksede kulturen frem i Hakkehuset

Lad os lege i livstræets krone

Verdens bedst bevarede moselig i Silkeborgs ældste bygning

Alley Cat og Underhuset

Hvordan gården Eriksborg bliver til bydelen Eriksborg

Den svævende Folkevogn

Højhuse med skoven i ryggen

Eriksborg

Viborgbroen, der mest er en dæmning

Det centrale kryds

Og skolelivet leves

Seminariebyen Silkeborg

Da stalddøren blev smækket op og de hede rytmer sivede ud i skoven

Reimarparken og Silkeborg Sportscenter

Papirtårn i rød tegl

Outdoor til lands

Outdoor til vands

En god handel hos Peter Jessen

En tur over Langebro

Fra sanatorie til ferskvandscenter

Blomstrende mangfoldighed i Rampelysets farverige skær

Da to historiebøger blev til én: College360

på Estrupsgade

Silkeborghus - byens første højhus

Søernes dronning Da der blev skrevet og trykt aviser

Og bommene går ned

Når hele byen swinger

Mariehøj Kirke – en klippe i gule teglsten

Kroen i Alderslyst

Fyldepenne-Olsen – et begreb i bybilledet

stejleste bakker

Den gamle skovridergaard Funder Bakke – en af Danmarks

Gl. Skovridergaard Hotel og konferencecenter

Ørnen på Skoletorvet

Egentlig skulle der have været en fabrik, hvor der blev en campingplads

Forbindelser, farver, fauna

Da den unge tysker blev forelsket i cykelfabrikantens datter

Os fra Århusbakken

Men teglstenene kom fra Lysbro

Byens plakater

Ole Bjørnholt

Fra DERA til AOF

Det Grønne Hjørne

Keld Heick og vennerne listede da bare et vindue op og brød ind

Besættelsestidens hemmelige værksted

Tværgade i snestorm

Trianglen og byens bedste ismand

Vandrerhjemmet ved Remstrup Å

Sygehuset oppe på bakken

Manufaktur og trikotage på Vestergade 7

Stille hverdagsliv på Vestergade

kaglende høns

Indelukket – et åndehul mellem by og natur

ultimative sejr

engang hvæsede

Historien om unge Koopmann fra Hamburg

Holms hus på hjørnet

Med haven fyldt med tobaksplanter

Alderslyst klædt på til byens store fest

Historien om verdens hurtigste pølsemand

To bilhistorier fra Nørrevænget

Øl og ost på Søndergade

Borgen på hjørnet

Studenter på Torvet

Men det startede med seletøj til heste

Kolonihaverne og ringvejen

Men en gang drak vi Neptun

ø. Søren Skovborg

Kolonihaver til pryd og nytte

Husholdningsskolen i de gule bygninger

Fra spinlon til bankdata

Der var engang et gartneri

Byens gemte rum

En levende gris og et par blomkål på Torvet

Den store ildfest

Biler på Torvet – biler under Torvet