1 minute read

Sygehuset oppe på bakken

Next Article
Kilder

Kilder

En mand går og pløjer på fattiggårdens mark. Bag ham troner sygehusets smukke bygninger. Året er 1906, og det er fire år siden, det blev bygget. Arkitekt Rosen har tegnet, og på hovedbygningen er Silkeborgs byvåben sat op. Til venstre ses epidemibygningen, adskilt fra den øvrige del af sygehuset på grund af smittefaren.

Allerede i 1862, få år efter handelspladsens oprettelse, fik Silkeborg sit første sygehus. Det lå på Søgade og havde plads til 15 patienter. Et af værelserne blev kaldt fnatstuen, men det var alt sammen fortid, nu havde Silkeborg i 1902 fået indviet sit varige sygehus. ’Oppe på bakken’, sagde folk, og det blev de ved med.

Advertisement

Og byen voksede og sygehuset blev hurtigt for lille. I årene 1921-1925 blev der bygget en sengebygning med to etager, og det var tiltrængt. Sidst i fyrrerne blev der igen sat gang i en udvidelse, og den store, gule bygning, der endnu præger området ud mod Århusvej, blev indviet i 1951. Hidtil havde

sygehuset haft plads til 90 senge, nu var der plads til 120. Omkring 15 år senere blev der igen udvidet, og sygehuset udviklede sig gennem årene til et moderne hospital, afholdt og værdsat.

De gamle bygninger fra 1906 er forsvundet for de flestes vedkommende. Det skete, da der blev fornyet og udvidet omkring 1950. Men noget er tilbage, blandt andet det oprindelige kapel, som vidnesbyrd om den gang, der blev satset på smukt offentligt byggeri, og hvor Rosens hånd på tegnebrættet var genkendelig som den skabende og kreative kraft. Og sygehuset? Det vil man kæmpe for i Silkeborg. Det er gang på gang blevet hædret, og dets fremtid er en hjertesag for silkeborgenserne.

This article is from: