1 minute read

Men teglstenene kom fra Lysbro

Next Article

Helt tilbage fra 1800-tallet er der blevet brændt sten i Lysbro. Både meget af Silkeborg og andre byer er opbygget at teglsten fra Lysbro. Der var også teglværker andre steder. Men i Lysbro blev det for alvor en spændende industrihistorie, som der er god grund til at være stolt af. Flere teglværker dukkede op og forsvandt igen eller blev en del af en større helhed. Men midt i 1940’erne var der tre teglværker: De Forenede Teglværker, Lysbro Teglværker og Bøgild Teglværk. Sten fra Lysbro til mure og tag var efterspurgte. Nu er det historie. Nye boligområder breder sig, hvor teglværksarbejdere svedende og hårdt arbejde holdt teglindustrien i Lysbro i live.

Blandt pionererne var Peter Petersen Rask, der som ung arbejdede for teglværksejer Steinicke, hvis værk senere blev til Lysbro Teglværker. Petersen Rask ville gerne starte for sig selv, og kastede sig ud i det. Han skaffede 1600 kroner og købte jord, så han kunne opføre et teglværk. Det blev til Bøgild Teglværk. Navnet tog Rask fra Bøgild Høj, og han skabte som den første et moderne teglværk, da han i 1897 byggede en ring-ovn. På fotoet til højre herfor er det Lysbro Teglværks ringovn, der ses. I 1900 byggede Jens Pedersen og Christian Jensen De Forenede Teglværker. Christian Jensen blev også kaldt Kræn Teglbrænder.

Før jernbanen kom, blev de brændte sten transporteret ad vandvejen. Stenene blev med hestevogn sendt til Lyså og herfra blev de på pramme staget videre ud i verden via Gudenåen. Og det var mange sten, der blev transporteret væk fra Lysbro. Alene Bøgild Teglværk kunne i perioder sende langt over 30.000 mursten afsted hver eneste dag. Teglværkerne i Lysbro var et industrieventyr, der gav arbejde til mange. Svedperler på panden under kasketten, buldrende flammer i ovnene. Ler, æltning, strygning, tørring, brænding. Teglovne, der skulle fyres i døgnet rundt. Nu leves livet i boliger der, hvor så mange arbejdede så hårdt i så mange år for at producere teglsten til boliger.

This article is from: