1 minute read

Brugsen i Balle Kirkeby

Next Article

I årtier har det været den sidste forretning, man mødte, når man forlod Silkeborg ad Viborgvej. Der lå den, Balle Kirkeby Brugsforening. Skråt over for kirken og lige ud til vejen. Der er godt med reklameskilte, så bilisterne kan få øje på denne mulighed for at handle ind, og en bilejer har stillet sin Opel op med pris i forruden. Til salg. Fotoet er fra 1977, og netop dette år skete der noget. Brugsen kunne ikke blive ved med at være selvstændig, men skulle ind under FDB. Det ville et flertal af medlemmerne ikke være med til. Så hellere lukke og dele formuen. Brugsforeningen var blevet stiftet i 1916. Nu var det slut efter mere end 60 år.

Brugsen på Balle Bygade er kun én af flere lokale brugsforeninger, der er forsvundet. Det er sket adskillige steder. Men i hjørnebygningen ved kirken kom i stedet Balle Grill- og Døgnkiosk, for det var i døgnkioskernes tid. Allerede i 1978 omdannede Kristian Knudsen brugsen til døgnkiosk. Jeg tager lige i Døgneren, sagde man og sprang på knallerten. Det var også et mødested, hvor man kunne nyde sin Balle-burger. Senere tog Leif Østergaard over, og han drev og udviklede en velforsynet købmandsbutik og fastfoodsted i næsten 30 år. Sommeren 2016 åbnede Anne Christina Jensen så Blomst & Gren. Sammen med sin mand Jørn havde hun omdannet de 400 kvadratmeter købmandsbutik til et spændende sted, hvor man kan købe både blomster og mange andre gaveartikler. Der er stadig masser af liv i den gamle brugsforening.

This article is from: