1 minute read

stejleste bakker

Next Article

FUNDER BAKKE – EN AF DANMARKS STEJLESTE BAKKER

Sommer 1920. Automobilet kæmper sig op af Funder Bakke. Mens den tøffer afsted, er en hestekærre på vej nedad, og kusken kan nyde den smukke udsigt. Mængden af hestepærer på grusvejen viser, at der har været flere hestekøretøjer på vejen i dag. Hver anden vejsten er malet hvid, så det er nemmere at finde vej i mørke.

Funder Bakke er et begreb, hvor bare navnet kan få sveden frem på panden af cyklister. Det er én af Danmarks stejleste bakker, og den bliver ved og ved. 1300 meter og en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2. Og samtidig så smuk en vej, hvor man løftes 68 højdemeter op til de bedste udsigter. Funder Bakke. Udfordringernes og oplevelsernes bakke. Et mareridt for bilister, når vinteren byder på glatte veje. Måske dog ikke så slem som Hørbylunde Bakke.

Men hvor stammer ordet ’Funder’ fra? Det er der lidt usikkerhed om, men nogle stednavneforskere mener, at det skyldes Funder Å. ’Fun’ betyder ’ile’ og kan hentyde til åens livlige vand. På samme måde har man i Norge både Funda og Fundi, men alt det med navnet tænker de færreste over, når de fra toppen af Funder Bakke nyder den smukke udsigt over by og land.

This article is from: