2 minute read

Besættelsestidens hemmelige værksted

Next Article
Kilder

Kilder

Herningvej 45-49, senere Vestergade. Vejen er stadig jord og pløre, men det bliver der snart lavet om på. Hvem kan se, at et vigtigt industrieventyr stille og roligt udvikler sig nede bag porten midt i billedet? Og at der årtier senere nede i gårdens værksteder om natten og med stort mod arbejdes med våben til modstand, da tyskerne har besat landet?

Porten går ind til Hvidtved Larsens Maskinværksted, der snart bliver til fabrik, og ud til gaden har fotograf Oluf Nielsen atelier. Det startede i 1908, da murermester Jens Peter Jensen søgte om tilladelse til at bygge ejendommen Herningvej 45. Hans datter Marie var gift med Jacob Hvidtved Larsen, og i gården bag ejendommen oprettede

Jacob i 1915 sit maskinværksted. Maries bror Oluf fik fotoatelier ud til Herningvej.

Jacobs første ordre var reparation af to flaskerensere og en flaskeskyller for sodavandsfabrikant Nissen, Neptun. Siden fulgte masser af opgaver for Hammers Klædefabrik, Hjejlen, andelsslagteriet, papirfabrikken, Silkeborg Maskinfabrik og i Drewsens villa, og der blev både udviklet og opfundet. Selv skarnkasser til kommunen blev fremstillet i Hvidtved Larsens værksted.

Sønnerne Peter og Frede tog over, og de fortsatte med et udvikle og fremstille maskiner og udstyr af mange slags. Under krigen blev nedkastede våben til modstandsbevægelsen i nattens mulm og mørke skilt ad, smurt og gjort klar til brug i værkstedet. Og en dag midt i halvtredserne stod en slamsuger færdig til Arbejdsmændenes Kooperative Entreprenørforretning. Industrieventyret tog for alvor fart.

I længden gik det ikke på Vestergade. Der kunne ikke udvides mere, og hver gang en lastbil skulle bakke ind gennem porten, blokerede det for trafikken. I 1968 flyttede en del af produktionen ud i nye rammer på Lillehøjvej, og resten fulgte. Fætrene Søren og Torben førte som tredje generation virksomheden videre, og Silkeborg-slamsugeren blev kendt over hele verden. I 2016 blev J. Hvidtved Larsen solgt til Bucher Muncipal, en division af den schweiziske koncern Bucher Industries. I 2020 skiftede både J. Hvidtved Larsen og fejemaskineproducenten Beam navn til Bucher Municipal, og blev til én virksomhed. Men for mange i Silkeborg er Hvidtved Larsen stadig et begreb, og det hele startede med bryggerens defekte flaskerensere.

This article is from: