1 minute read

ultimative sejr

Next Article

OG EN DAG FIK KLUBBEN OG BYEN DEN ULTIMATIVE SEJR

Der er stadig fodboldbaner på området, men stadion er væk, og der er opstået boligområder, hvor der i årtier blev høstet sejre og indkasseret nederlag. Og byens stolthed, Silkeborg IF, har nu hjemme på Søholt på et af landets smukkeste og mest moderne stadions, JYSK Park.

SIF blev stiftet i 1917, og der var allerede en sportsplads, den nye klub kunne tage i besiddelse. Kommunen havde købt en del af gården Marienlunds jorder, i dag kendt som Gl. Skovridergaard. Og der blev anlagt sportsplads syd

for skovridergården, først til Legepladsforeningen, der omkring 1905 overlod pladsen til Idrætsforeningen Fremad. Da denne klub gik ned, opstod SIF på ruinerne og overtog sportspladsen.

Resten er historie. Og det er en god historie. Stadion, et ikonisk klubhus, udvikling, konstant bedre tilskuerfaciliteter. Årtierne gik, og søndag efter søndag flokkedes silkeborgenserne for at se byens hold. Og en dag skete det så: Den store triumf. 1994. Guldet var transporteret til Odense, for alle troede, det skulle gå til FCK. Men spillerne på det gamle stadion ville det anderledes. Mesterskabet blev scoret hjem og guldet fragtet til Silkeborg. Danske mestre. De unge invaderede banen og de gamle stod på stampladsen med tårer i øjnene og prøvede at forstå, hvad der var sket. Den ultimative sejr.

I 100 års jubilæumsåret 2017 blev JYSK Park så indviet med plads til 10.000 siddende tilskuere til en ny fremtid på Søholt. Der var en vis vemod, da det gamle stadion blev revet ned, men når noget forsvinder kommer nyt til i form af spændende boligområder. Og på JYSK Park gives bolden nu op til nye kampe i den evigt unge sport.

This article is from: