Det skal jo ikke være et pragtbyggeri

’Nu skal vi jo ikke ligefrem have et pragtbyggeri,’ sagde de den gang i 1967, da de første planer om et rådhus på gasværkets grund opstod. Få år efter blev beslutningen taget, og arkitekterne Knud Sørensen og Ejnar Olesen tegnede.

I 1972, året efter byggestart, var der rejsegilde på første etape. Fem år senere var sidste etape færdigbygget, og borgmester Ernst Thomsen kunne i august 1977 holde tale i den nye byrådssal med udsigt over Silkeborg Langsø. Og så blev rådhuset omsider indviet med sine 9000 kvadratmeter.

Silkeborg havde fået et nyt rådhus. Et specielt og karakteristisk byggeri ved Søvej, hvor beton og kobber talte sammen. ’Rustenborg,’ sagde de sure, da tidens tand begyndte at gnave. ’Det er meningen,’ lød svaret, da rådhuset mere og mere fik patina og stolt lod sig blive ælde, mens springvandet sprang og sprudlede ude i søen. Men i firserne måtte jernplader nu alligevel udskiftes.

Nygifte ægtepar vandrer fra vielsessalen ud og lader sig fotografere i smukke omgivelser. I moderne kontorer bliver kommunen administreret, og byrødderne sætter sig i byrådssalen og beslutter både det ene og det andet. ’Det skal være hensigtsmæssigt og ikke et pragtbyggeri,’ sagde man en gang. Men måske er det i virkeligheden det, rådhuset på sin helt egen måde er gået hen og blevet: Et pragtbyggeri.