1 minute read

Reimarparken og Silkeborg Sportscenter

Next Article

Århusbakken i november 1973. Frost og sne. Portner ved Reimar Nielsen, Børge Mogensen, er lige en tur ovre på Gulf-tanken på den anden side af vejen. Han går forsigtigt i sine træsko over frostsneen, for han skal nødigt falde med den lille på armen. Og bag ham ligger de røde haller side ved side.

Allerede i trediverne havde tømmerhandler Reimar Nielsen stabelplads på Århusbakken. Her skulle træet stå og tørre før salg. Reimar Nielsen havde købt jord i 1936 og købte igen i 1941. Også i 1963 blev der købt, så Reimar Nielsen til sidst ejede 9,3 hektar jord ved Århusvej.

Den første hal blev rejst i 1959, og så gik det stærkt. Der blev opbygget en tømmerhandel med alt, hvad der hørte sig til: Haller, savværk, spånsilo, kontorer og portnerbolig. Det startede som en stabelplads, og det endte som en stor arbejdsplads med op mod 100 ansatte. Reimar Nielsens Tømmerhandel.

I 2002 lukkede tømmerhandelen på Århusvej, og store planer tog form. I 2011 blev første etape af Reimarparken taget i brug, opført af H. Reimar Nielsen Parkbebyggelse A/S. Et stort boligområde tæt ved sø og skov tog de kommende år form. 13 punkthuse med et par hundrede lejligheder. Og i haller, hvor der havde været lager, butik og kontorlokaler, blev der nu idræt, da H. Reimar Nielsen koncernen udviklede Silkeborg Sportscenter i gamle haller, der blev nyindrettet og udbygget. Med plads til en lang række idrætsgrene. Som sportscentret skriver: ”Fra ishockey til taekwondo. Fra springgymnastik til bordtennis. Fra karate til squash”.

This article is from: