2 minute read

Papirtårn i rød tegl

Next Article

’Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst,’ siger vi med Grundtvig, men så var der nogen, der ville bygge et tårn midt i byen. Hvad er nu det? Et højhus. Papirtårnet. Nogle så spændte til, andre bekymrede, da det fra 2018 skød i vejret. Jamen, hvor højt skal det da være? Og det blev højere og højere. Byens skyline ændrede sig. Det kunne ses langt væk. Et højhus midt i byen.

’Ja, ja, det vinder nu efterhånden, som det bliver færdigt,’ sagde den ene til den anden, og fik et snerrende svar tilbage: ’Nå, så det synes du?’ Det er modigt at bygge et højhus i Silkeborg. Det var også modigt, da Silkeborghus ved Indelukket i sin tid blev bygget. Da rasede debatten også. Nogle var sure. Så vænnede man sig til det.

Papirtårnet blev en realitet. De glade blev flere. Det er faktisk ret flot, sagde tidligere skeptikere, men andre holdt fast og blev ved med at skumle. Og så var der alle dem, der hele tiden havde set Papirtårnet som udtryk for udvikling, vilje, en by, der vokser og går ind i en ny tid. ’Man kan godt gå ind for udvikling uden at kunne lide Papirtårnet,’ kommenterede andre silkeborgensere, og på den måde blev Papirtårnet ikke kun et højhus, det blev et konstant diskussionsemne. En katalysator for en sund debat om, hvordan vores by skal se ud.

Imens flyttede flere og flere ind i højhuset og fik byen og egnen serveret på et sølvfad. 70 meter højt. 23 etager. Tagterrasse øverst. Fænomenal udsigt. Årstiderne Arkitekter havde tegnet. Det var en prik over i’et i ændringen af den gamle papirfabriks areal til et moderne nyt bykvarter. Men hvem stod bag? Det gjorde skotterne. Aberdeen Asset Management, dog gennem den danske afdeling med hovedsæde i Hellerup. En gigant. Aberdeen-selskabets værdier over hele kloden skal tælles i flere hundrede milliarder kroner. Ved jorden at blive? Ikke hos os. Og Papirtårnet blev en rigtig Silkeborghistorie om at være for eller imod, indtil et nyt byggeri stjal opmærksomheden og debatten: Storbyggeriet på Søtorvet med punkthuse side om side. Hvad skal vi nu mene om det?

This article is from: