kaglende høns

Hvor Gudenåen løber ud i Langsøen, lå der engang et slot. Silkeborg Slot, der også havde en smedje, hvor gnisterne sprang. Men det forsvandt alt sammen, og kun ruiner blev tilbage. Mange år senere, i 1844, blev der bygget en papirfabrik tæt på det sted, hvor slottet havde ligget. Og der blev igen bygget en smedje. Stedet kom til at hedde Smedebakken. Det kunne ikke andet, og her blev der opført tre længer til papirarbejdere. Silkeborgs første egentlige boligkvarter med 16 lejligheder.

I 1847 stod de tre længer færdige. Mellem dem og fabrikken fik Drewsen bygget sin egen villa, og den blev hurtigt mellem de mange børn på Smedebakken til ”Slottet”, for den var stor og prægtig. Selv boede de i lejligheder på 30 kvadratmeter, men de havde en verden af plads udenfor, et paradis ned mod søen, hvor de kunne lege og være helt sig selv.

Mange af familierne havde dyr. Der var kaglende høns og gryntende grise, og børnene plukkede mælkebøtter til deres kaniner. Og en gang om ugen kom de i bad på papirfabrikken. Når børnene skulle i seng, foregik det via en stige op til lemmen i køkkenloftet og så op til værelserne på loftet. I kamrene kunne sne og kulde let trænge ind, og hvis det føg, var det med at tage store stykker papir med op og lægge over dynen, så fygesneen ikke gjorde dynen alt for våd. Et helt særligt liv udfoldede sig i papirarbejderfamilierne på Smedebakken. Men en dag var fabrikken ikke fabrik mere, og der blev bygget nyt med respekt for de oprindelige arbejderlænger. Smedebakken fik nyt liv. Men minderne levede.