1 minute read

Indelukket – et åndehul mellem by og natur

Next Article

I april 2021 blev første spadestik til en superlegeplads i Indelukket taget. Dette åndehul, hvor silkeborgenserne i mere end 120 år har kunnet nyde naturen og stilheden, skulle endnu en gang fornyes og have flere tilbud. Og Indelukket er da også en historie, det er værd at bevare og værne om.

I 1899 købte Silkeborg Kommune et stykke såkaldt indelukke af staten. Skovrideren havde haft området hegnet inde, for silkeborgenserne var udelukket fra indelukket. Nu fik de adgang, men navnet Indelukket holdt ved, selv om det blev åbnet og hegnet fjernet. Der blev lavet en festplads med bænke og borde, anlagt stier og etableret færgefart over åen til Nordskoven. Og der skete hele tiden nyt. I 1909 blev motorbådklubben oprettet og skabte et helt særligt miljø.

Indelukket blev et udflugtsmål for hele familien. Et bindeled mellem by og natur. I trediverne blev der oprettet teltplads, hvor besøgende kunne slå telt op og overnatte for en krone, blot var grammofon og usømmelig påklædning forbudt. Der blev også bygget kiosk, der kunne sælge is, sodavand og slik til gæster i Indelukket. Kiosken måtte også sælge mælk og fløde, men kun til teltliggerne. Teltpladsen lå centralt i Indelukket, men blev senere flyttet og blev til en egentlig campingplads. Kiosken blev gennem årene bygget om og udvidet af flere omgange og er en central del af livet i indelukket. Det samme er minigolfen, der fra starten i 1950 blev kaldt babygolf eller miniaturegolf. Indelukket har det hele. Bådehavn, friluftsteater, å, skov og park med plads og frihed til afslapning og ro. Historie, miljø og livsglæde. Og når Hjejlen skovler sig forbi, må alle lige løfte hovedet og hilse søernes dronning.

This article is from: