Byens plakater

Sommer i Silkeborg midt i tresserne. Plakatsøjlen ved Hjejlekiosken studeres. I baggrunden sludres der på bænkene. I blomsterkummerne er der et væld af blomster. På plakatsøjlen reklameres der for både regatta og for et arrangement med Johnny Reimar. Øverst er Henrik Hansen Laubs ikoniske plakat ’Himmelbjergbyen Silkeborg’ fra 1942 klæbet op i et par eksemplarer. Plakaten med de to piger i kano og med Hjejlen som baggrund er nærmest blevet udødelig som selve Silkeborgplakaten, selv om mange andre smukke plakater siden er kommet til.

Kommunikation gennem plakater har i årtier været en del af bybilledet. I 1992 blev der opstillet flotte plakatsøjler med tag og det hele ved Hjejlekiosken, Skoletorvet og på Torvet. Andre tiltag har siden været gjort for at få styr på plakaterne og holde dem på steder, der var bestemt til det. Men plakater har alligevel altid haft det med at blomstre op på husmure, plan-

keværk, telefonkasser og andre uofficielle steder, hvor de strengt taget ikke hører hjemme. Nogle mener, at det er noget værre svineri. Andre, at det er et farverigt indslag i byens liv.

I dag er plakatsøjler som så meget andet digitaliseret. Så står de store skærme der og skifter automatisk plakat med mellemrum. Slut med papirplakater i Silkeborg bybillede. Og dog. De dukker stadig op hist og her i mange forskellige udgaver, og når der er valg, stjæler de for alvor billedet. Afskyeligt, mener nogle. Demokratiets ansigt, mener andre. Men det er for altid slut med Henrik Hansen Laubs smukke Silkeborg-plakat på runde plakatsøjler.