1 minute read

Alley Cat og Underhuset

Det er midt i halvfjerdserne. Sommer og sol. Under baldakinen foran Hotel Dania spises der i skygge. På fortovet foran Underhuset og Alley Cat snakkes der over en øl. Et ungt par går forbi med barnevogn og lader et blik feje ind over dem, der sidder og nyder en forfriskning. Er der nogen, vi kender?

I årtier har der været gang i udendørsservering på dette hjørne af Torvet. Utallige samtaler, hyggestunder og møder mellem mennesker over en kold fadøl.

Historien går tilbage til tresserne. Den 1. december 1965 købte indehaverne af Hotel Dania, Ellen og Eduard Jørgensen, naboejendommen ved siden af hotellet og betalte 400.000 kroner for den. Her indrettede de en bar og salon med navnet Alley Cat, opkaldt efter komponist Bent Fabricius-Bjerres melodi fra 1960. Nummeret hed oprindeligt Omkring et Flygel, men fik navnet Alley Cat, da det blev udgivet i USA. Nu gav det navn til Silkeborgs nye danse- og mødested for det voksne publikum. Åbningen var i maj 1966, og året efter blev der i kælderen under baren indrettet bodega og restaurant med navnet Underhuset.

Alley Cat blev senere diskotek, da tiden var til det. Med et lille dansegulv, bløde møbler og fristende bar. Det var en del af byens forlystelsesliv i næsten 30 år, til det lukkede i 1994. Lokalerne blev til Overhuset med selskabslokaler. Og Underhuset lever i bedste velgående og inviterer til både velskænket fadøl og kulinariske oplevelser, nu som Brasserie & Restaurant Underhuset og for længst på den anden side af 50 års jubilæet.

This article is from: