1 minute read

Den svævende Folkevogn

Året er 1958, og stedet er Borgergade 109 i Alderslyst. En Folkevogn svæver på fire betonpiller. Motoren og gearkassen er pillet ud, og føreren er en dukke. Et blikfang, der vil noget, for Vulcan har i 1951 fået forhandling af den populære tyske Wolksvagen.

Det hele startede, da mekaniker Julius Christensen i januar 1947 sammen med købmand Thorvald Dahl etablerede en automobilforretning. Og den skulle hedde Vulcan, opkaldt efter den romerske gud for smedekunst, ild og vulkaner. Først blev der solgt Austin, så kom ’Boblen’ til. Folkevognen. Og der blev udvidet, for nu ville Familien Danmark have bil, og bilsalget steg.

I 1966 blev salget flyttet til Lillehøjvej. Der var ikke plads på Borgergade mere, men værkstedet blev på den oprindelige adresse frem til 1972. Her fortsatte forretningen til 2020, de seneste mange år med stifterens barnebarn Per Vingborg Kristensen ved roret. På Borgergade 103-109 lå i mange år Dit Bilhus A/S, men i 2007 blev bilforretningen flyttet til Bilernes Hus, og der skete i flere år ikke rigtig noget på grunden. I efteråret 2014 blev første spadestik så taget til byggeri af almene boliger med plads til erhverv i stueetagen. AAB Silkeborg og Silkeborg Boligselskab opførte 40 boliger, og AAB fik med flytningen 700 kvadratmeter til administration. Og ud mod Borgergade stod der herefter en bygning, der ikke lignede alle andre. Helt sig selv.

This article is from: