1 minute read

De finske huse i skovkanten

Next Article

De er hyggelige og helt sig selv, som de ligger der på Duedalsvej og Nylandsvej. Finnehusene. Et lille kvarter med træhuse og udsigt. Og så gemmer de på en historie om den gang efter krigen, hvor der var mangel på boliger og på byggematerialer i Danmark. Hvad gør man så? Man vender sig mod Finland. Her var der masser af træ, men mangel på fødevarer, så der blev lavet aftaler og bygget finnehuse over hele landet.

Sådan nogle skal vi også have i Silkeborg, sagde politikerne, og så fandt man et godt område på Århusbakken. Det gik bare ikke, for her havde kommunen store lagre af tørv i lader, og det ville være dyrt at flytte dem. I stedet blev det så på området ved Kærsgårds Plantage, husene skulle opføres. Politikerne sagde ja til 24 huse, men ikke uden bekymring. Kan man virkelig bo sundt og godt med børn i træhuse året rundt? Javist, sagde skolelægen, det gør man faktisk i Norge, Sverige og Finland.

I foråret 1947 gik arbejdet i gang, og året efter var de første klar til indflytning. Det var præfabrikerede huse, hvor der blev leveret færdige elementer med skib til Aarhus og videre med jernbane til montering i Silkeborg. Senere blev det almindeligt på den måde at bygge med færdiglavede elementer, men denne byggemetode startede altså med træ.

I 1949 blev husene overtaget af et nyt lokalt aktieselskab, der stod for udlejning. Kun to blev solgt fra starten, men senere kom der gang i salget af Finn-Husene, der var det officielle navn. Silkeborgenserne foretrak nu ordet Finnehuse, og så blev det navnet.

This article is from: