Pro s a
TE MA
En omvej forbi AAU Af Linnea la Cour Brag Jeg er vokset op i en verden, der har fortalt mig, at jeg har travlt. I en verden, hvor man vælger en vej og tilrettelægger ruten ud fra målet, inden man begynder at gå. I en verden, hvor ens skridt virker afgørende. Hvor ens skridt gerne skal bære frugt. Hvor man skal holde tungen lige i munden og blikket rettet fremad. Jeg er vokset op i en verden, som slet ikke taler om omveje som veje, man har lyst til at gå på. Sidste sommer mistede jeg den standby-plads, jeg havde ventet på i et år, på den uddannelse jeg havde planlagt min rute ud fra. Jeg havde gået tre år og opbygget en appetit på læsning, brugt et år på at falde til i Aarhus, brugt fire måneder på at renovere mit hjem 5 minutter fra universitetet. Og dér - midt i fokusset på at få en ordentlig tilværelse klar inden studiet, glemte jeg studiet. Glemte at læse det med småt, at tjekke e-boks - at genansøge til den uddannelse, jeg omhyggeligt havde planlagt alt andet efter. En tidlig aften, den sommer, sad jeg opgivende i min mormors havestol, mens vi spiste kold suppe. Følte mig som en falliterklæring i voksenlivet, udmagret efter en sommer i støv, kaos og evig opfølgning på renoveringen - og en dom fra AU, jeg nu skulle sluge og afsone. Hun kiggede på mig opløftende og fortalte mig, at hendes liv udelukkende havde bestået af en række tilfældigheder, min mor deriblandt. En umiddelbar gang mellem afspærringer og nye ruter. På lærerseminariet i stedet for sekretæruddannelsen, fordi det lå tættere på. På en koloni et par somre efter stod min morfar i gule badeshorts og et overskæg – og her 53 år efter fejrede vi deres guldbryllup i foråret. I mangel af bedre, i mangel af tid og energi og ideer, søgte jeg en tilfældig restplads. Aalborg Universitet havde ledige pladser på dansk og anvendt filosofi, og krydset faldt på den sidstnævnte. Det efterår blev jeg forelsket i filosofiens utydelighed, dens bredde, men også dens nøgternhed. Jeg mødte et sprog for det, jeg tænkte, når jeg halvfuld
47
