Kontakt redaktionen for at anmode om anmeldereksemplarer/billetter m.m.
REDAKTIONEN
Ninna Rosa Andersen
Smilla Holten
Viktor Holtegaard
Saga Bech Risør
Emma Marie Thomsen
Kristine Godrum-Overgaard Engholm
Elvira Wiwe Løbner
Kasper Jepsen
Asbjørn H. Gravesen
Peter de Neergaard
Amalie Houen Lyngbak
William Yde
Andrea Alexgaard Stützer
OMSLAG & LAYOUT
Sofie Mylliin Rasmussen
BIDRAG
VISIR modtager gerne indlæg og bidrag inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger.
Bidrag sendes til kasernebladetvisir@gmail.com
VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.
Leder
Mød redaktionen
STUDIELIV
Siden sidst...
VISIR anbefaler
Hit med naturen - ud i det blå
ÆKKOs blå bog
Billedserie: Kasernerevyen 2024
Underviserportræt: 50 år med
Kyndrup
TEMA: RELATIONER
Digt: U-due-lighed
Fællesskabets peptalk - En guide i
Aarhus
Essay: Vestens relation til oplevelsesfrivillighed
Digt: En åben dør
Essay: En relation mellem spøgelser og religion
Kortprosa: Hjemløse relationer
Essay: Er lykken at finde en partner?
Bog-spot: Bøger om de grimme, smukke, sørgelige og uundgåelige relationer
Poem: How to relate to a pigeon
Artikel: En professionel relation -
Forfatter og forlag
Novelle: Den store tur
Debatindlæg: Har du tid til at hænge på torsdag?
Essay: Mit fugleeventyr
Digt: relationen til en døende føniks
Essay: At knytte bånd eller løsne knuder
Digt: min ven viktor
BIDRAG
Kortprosa: En søndag på stadion
Digt: noget relaterbart?
Novelle: Dagens gåtur
Digt: Billeder fra en fjern tid
Novelle: Komplekset
KULTUR OG KRITIK
Albumanmeldelse: Something To Give To Each Other
Albumanmeldelse: Great Doubt
Albumanmeldelse: Alt godt fra havet
Albumanmeldelse: 3D Country
Albumanmeldelse: Loss Of Life
Albumanmeldelse: TANGK
Boganmeldelse: Oplevelsessamfundet
Tema-teaser: Drømme
LinkedIn-labyrintens pauseleg
Er dét at blive voksen, at møde nye, fede mennesker, for efterfølgende at ramme den famøse ‘opret forbindelse’-knap på deres LinkedIn-profil frem for et ‘følg’ på deres Instagram? Jeg husker i hvert fald tydeligt hvilken gyser, det var at oprette en profil på dette modne medie ved universitetsstarten, efter at have trådt mine barnesko på de legepladser, som Snapchat, Instagram og TikTok nu engang har været. Alene at liste mine ‘erfaringer’ op derinde som et CV på en slags endeløs jobansøgning, skabte præstationsangst: Er mine fremtidige arbejdsgivere i kulturbranchen ligeglade med mine år som pædagogmedhjælper? Får det min profil til at se irrelevant ud? For så ikke at tale om at lære (på den hårde måde), at profilvisninger ikke er anonyme på LinkedIn - man er vel alligevel ikke så voksen, at man er stoppet med at stalke løs på de sociale medier. Der er LinkedIn-panikken nok noget, som vi alle skal igennem: Et overgangsritual for at blive lukket ind i klubben af soon-to-be fuldvoksne personer, som er i fuld gang med at navigere i en mere barsk arbejdshverdag, end den man kender fra sabbatårene i vuggeren. Det er en hverdag, der skræmmer mig. Jeg mærker allerede
en voksenficering af mine relationer, som har taget en maskinel drejning fra at være hverdagsnære og legesyge, til blot at bestå i den berygtede kvartårlige kaffeaftale, hvor man lige akkurat har tid til at liste sine nye oplevelser kronologisk op for hinanden, inden jobbet/ aftensmaden/læsningen/den fiktive hovedpine kalder dig videre i dit nøje tilrettelagte skema.
Jeg var næsten kun lige trådt ind ad døren til lokale 112 på min allerførste dag som studerende, da sætningen “I er hinandens fremtidige netværk!” blev slynget ud af diverse velmenende munde i introduktionens tegn. Jovist er vi det, men hvad er i øvrigt dit navn? Hvordan har du det, er du lige så nervøs som mig? Jeg ved ikke, om det er en anelse for hvalpet, men jeg så måske nærmere rundt i lokalet og tænkte: “I er mine fremtidige fredagsbar-fæller!”. Der opstår efter alt at dømme en fin balancering mellem at være professionel voksen og fjollet ung i vores livssituation. I hvert fald føles det nogle gange som om vi har gang i en kæmpe slags far, mor og børn-leg. Vi øver os sammen: Reciterer vaklende noget Kant for hinanden om dagen
i undervisningslokalernes polerede lys, men kysser hinanden om aftenen under foyerens glitrende diskokugle i en dunst af barens Shakespeare-sæt. Åh, balancen! Og lad os endelig også blive ved med at ‘oprette forbindelse’ til hinanden, for sikke et inspirerende netværk at kunne trække på senere. Så længe vi - uanset hvor klichéfyldt det lyderogså husker at gøre det uden sofistikerede apps som mellemled, nære vores relationer uden praktiske bagtanker og fremtidsforsikringer. Det synes jeg faktisk, at vi har unikke muligheder for i det studiemiljø vi har skabt sammen.
Vi står nu så småt på den anden side af den post-corona frivillig-krise, som før har lagt Kasernen og kulturlivet øde hen. Foreningslivet her på stedet har mildest talt trådt i vande, men nu er danseskoene kridtet, og vi er for alvor i gang igen! Derfor skylder vi at give en kæmpe cadeau til de seje studerende, der har engageret sig rundt omkring her på stedet, omend det er kommet til udtryk ved at være frivillig i en forening, eller blot ved at sige hej til en fremmed i Kasernecaféen. Det er kræfter, der er godt givet ud, og som skaber de bedste rammer om vores fælles voksen-leg - fordi hvor er vi heldige, at vi
får lov til at bruge disse studieår på at eksperimentere, udvikle og forme os.
Dermed lyder et spørgsmål fra mig: Kan vi ikke kollektivt blive ved med at lege lidt endnu? Her på vores knap så værktøjsorienterede uddannelser på ARTS kan man af og til stå med følelsen af, at vi måske først lærer at være “rigtige” voksne, hvad end det er, når vi en dag står med vores afsluttende eksamensbevis i lommen på vores første “rigtige” voksenarbejde. Og måske er det også lige præcis som det skal være.
Det er helt okay at være bange for LinkedIn. Det er helt okay ikke at have det relevante studiejob eller stensikre fremtidsforestillinger. I sidste udgivelse skrev vi om ild og ungdomsoprør, men lad os også sige: Det er helt okay at trække vejret en stund og fokusere på det sjove, på det nære og på relationer frem for ambitioner. Det er netop det, som vi håber på at opfordre til gennem denne udgave af VISIR, og vi håber, at I vil genoplade med os, tillade jer selv at lette presset fra jeres skuldre og læse med. Du har masser af tid!
// Anna Matilde Hveisel Hansen, ansvarshavende chefredaktør
Hvilken
sang minder dig om en definerende relation i
dit liv?
Amalie: “Sådan Nogen Som Os” af Poul Krebs
Elvira: ”Antikommerciel
Masseappel” af Marvelous Mosell & Tue Track
Sofie: “Harvest Moon” af Neil Young
Lykke: “Jeg Synes Du Er Dejlig” af Zar Paulo
Smilla:
“Come on Eileen” af Dexys Midnight Runner
Kristine: “Moonlight Shadow” af Mike Oldfield
Asbjørn
“Fabrik” af Bigstok Røgsystem
Anna Matilde: “Kys Det Nu (Det Satans Liv)” af TV-2
Kasper: “Copenhagen” af Tina Dichow
Peter: “The Guns of Brixton” af The Clash
Saga: “LOVE. FEAT. ZACARI” af Kendrick Lamar, Zacari
Ninna:
“Rullefald” af Pil
Emma:
“True Blue” af Boygenius
Viktor:
“Ben’s My Friend” af Sun Kil Moon
Nicklas:
”Elskes Af Dig” af Ray Dee Ohh (Alex Vargas’ version)
Siden sidst...
Af Lykke Friis Medholdt, Æstetik og Kultur
Israel/Palæstina-konflikten
Et siden sidst kan ikke skrives uden at nævne verdenssituationen, som den står til i skrivende stund. I mange år har konflikten mellem Israel og Palæstina været en hjerteskærende realitet for millioner af mennesker, mens mange af os i lille Danmark måske ikke har kendt meget til konflikten. Men d. 7. oktober 2023 angreb Hamas Israel, og i kølvandet af det angreb - samt Israels massive og vedvarende tilbagesvar - er den årelange konflikt for alvor sat på dagsordenen for mange danskere. Det er blevet et helt uundgåeligt tema - også her på redaktionen. På Aarhus Universitet er krigen heller ikke gået ubemærket hen. Studerende på AU organiserede i december måned en underskriftsindsamling, som fik 1064 underskrifter. Her opfordrede de AU til at indgå i et akademisk boykot af israelske universiteter, samt at stoppe samarbejdet med virksomheden Terma, som udvikler mekanismer til de fly, som Israel bruger til at angribe palæstinenserne med. Derudover har ca. 100 studerende på AU været en del af en undervisningsstrejke, som fandt sted i februar måned, hvor de mødtes i Nobel
parken og sluttede foran rådhuset. Formålet med denne strejke var at cementere de studerendes ønske om en varig våbenhvile mellem Israel og Hamas. Det er i hvert fald tydeligt at se, at denne konflikt er allestedsværende og ikke til at undgå - og med rette.
Tronskiftet
På trods af verdenssituationen så har der for mange danskere dog været årsag til fejring af en helt før uset kaliber. Jeg vil godt vove at påstå, at det gik ingens næse forbi, da dronning Margrethe d. 31. december annoncerede sin abdikation fra tronen - hvilket betyder at Danmark simpelthen er gået hen og har fået sig en konge! Det skete d. 14. januar 2024, og én uge senere fik lille Aarhus også lov til at deltage i festlighederne og fejre den nyudklækkede konge. Kong Frederik d. 10. og den nye dronning, vores alles Mary, var på karetoptog gennem byen fra Marselisborg Slot ind til Domkirken, hvor en festgudstjeneste i anledning af tronskiftet fandt sted. Tusindvis af mennesker var mødt op for at overvære, hvad man vist godt kan kalde en once in a lifetime begivenhed!
Nyhedsoverblik
En genopstandelse...
En af vores elskede foreninger her på Kasernen måtte sidste år annoncere, at de lukkede ned, og i den sammenhæng afholdt de en ‘begravelse’ for at sige farvel og tak. Der skete dog et mindre mirakel, og takket være nogle skønne ildsjæle så er foreningen ÆKKO simpelthen genopstået. Der er kommet to nye forpersoner til og der er allerede fuld gang i arrangementerne. ÆKKO er for alle de studerende på AU, og de holder til i hovedbygningen for Institut for Kommunikation og Kultur. Deres arrangementer har bl.a. stået på Kreadag, hvor man kunne lave venne-veninde-dagbog, og så står de også for fællesspisninger lige her på Kasernen. Hip hurra for alle de skønne mennesker som står for vores foreninger!
Nye retningslinjer for AI
Hvis man skulle vælge et ord, som lige nu måske er det mest brugte på Aarhus Universitet, så ville jeg ikke mene, at man ramte helt ved siden af, hvis man sagde AI eller ChatGPT. AU og AI har gang i en never ending lille dans, hvor AU desperat forsøger at greje, hvad for en størrelse AI egentlig lige er. Dette har resulteret i, at der på AU endnu en gang er kommet nye retningslinjer for
brugen af AI. Førhen var det fuldkommen forbudt at benytte sig af AI til at skrive opgaver og eksaminer, men det har AU altså trukket tilbage, og det er nu blevet tilladt at benytte sig af AI til opgaver og eksaminer - så længe man selvfølgelig husker fodnoten.
Cafe-Kaos
I efteråret kunne vi fortælle om Kasernens nye cafe, KaserneBroen, men dette er desværre allerede et overstået kapitel. I det nye år stod cafeen i foyeren nemlig endnu engang tom, og denne gang er der altså ikke nogen, som har turdet at give sig i kast med at drive cafe på Kasernen. Derfor må kasernitterne nu bevæge sig over på den anden side af Langelandsgade til Matematisk Kantine eller Det Kgl. Bibliotek for at få sig en kop kaffe eller en bid mad. Det er dog ikke kun Kasernens kantine, som har været udfordret. Fra slutningen af maj kommer yderligere tre af AU’s kantiner til at stå tomme, medmindre et nyt firma melder sig på posten. Jespers Torvekøkken, som ellers stod for den daglige drift af bl.a. kantinen i Nobelparken og på Tandlægeskolen, har nemlig trukket sig fra deres aftale om kantinedriften, og derfor søger AU
altså nu en ny virksomhed, som ønsker at stå for driften af hele fem af AU’s kantiner her i Aarhus.
KaserneRevyen 2024
Så blev det endnu engang revy-tid! I løbet af januar og februar løb Kasernens helt egen revy af stablen for 18. gang. Forestillingen hed I Krise og Kærlighed Gælder Alle Kneb. Revyen var en bragende succes, hvor de kunne melde udsolgt på alle forestillinger. Hvis du ikke var en af de heldige, som fik fingrene i en billet, kan jeg fortælle dig, at du gik glip af et godt mix af satiriske kommentarer til reality og dating, indslag om livet som pensionist og selvfølgelig skulle der også være et lille stik til Memet’s Delikatesse - og meget mere. Jeg synes også især, at det fine hold af musikere fortjener et ekstra lille shoutout for deres meget flotte arbejde, som jeg personligt syntes var prikken over i’et i revyen! Alt i alt en skøn oplevelse endnu engang, og jeg tror ikke, jeg er alene, når jeg siger: jeg glæder mig til næste år! (P.S. Længere inde i bladet kan der også findes en billedserie fra årets revy).
Meld dig gratis ind i DM & MA og få
• Studierelevante kurser og events
• Danmarks bedste studiekonto hos Lån og Spar Bank
• Studieforsikring med ekstra fordele for medlemmer
• Rådgivning om alt fra studiejob, kontrakt, jobsøgning og praktik
Et medlemskab af DM (fagforening) er gratis det første år og herefter 20 kr. om måneden. Et medlemskab af MA (A-kasse) er gratis hele din studietid, hvis du er under 30 år.
Meld dig ind på dm.dk/uni
VISIR anbefaler...
Faste håndtryk
At skrive et kærestebrev til en du synes er sød
At købe kage i MatKant i dine pauser
At udnytte forårets loppemarkeder (Secondhand Bazar i Studenterhuset!)
At tage på picnic i solen med din studiegruppe
Sport-Cola
At smile til en du går forbi
Is-pause på din lange læsedag
Filmstriben
At få hele hovedet under vand når du bader på stranden
VISIR anbefaler ikke...
Lasagnette - bare lav en lasagne
At flyve til din sommerferiedestination
At hate på duer
At bage vegansk kage på soyamælk (brug havre!)
At stoppe med at tegne
At købe dine nye studiebøger før du har tjekket AU Library
At blive forkølet, fordi du smider jakken for tidligt i foråret
At investere i cryptocurrency
At møde op til forelæsning med tømmermænd
At sætte 7 Radiohead sange i kø til festen
Hit med naturen - ud i det blå
Af Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik og Kultur
DOFs Fuglebog
Solen skinner, og fuglene synger mere og mere i disse dage. Vil du også gerne være dus med himlens fugle, så er
Dansk Ornitolog Forenings app DOFs Fuglebog vejen frem. Den tilbyder en fantastisk mulighed for at komme ud og møde mange af de danske fugle. Appen har flere forskellige funktioner, som gør det nemmere for os uvidende mennesker at blive bevidste om hvor mange fuglearter, der egentlig er omkring os. Når du først åbner appen bliver du mødt af et kort, som både kan vise, hvor du kan finde bestemte fugle og hvilke steder, der er gode fuglehotspots. Hvis du ikke er nået så langt i din fuglespotter-karriere, og blot har set en fugl i forbifarten, som du er nysgerrig på, så bare rolig. Du kan nemlig lave en fugleidentifikation, hvor du indtaster størrelse, farver og hvor du har set fuglen, og så viser den forskellige mulige fugle alt efter din beskrivelse. Derudover har den også en helt almindelig fuglebog, hvor du kan slå de fleste fugle op. Hertil giver det digitale format også muligheden for, at du kan høre forskellige fuglesange og kald, hvilket gør det endnu nemmere at komme tæt-
tere på fuglene. Min yndlingsfunktion ved appen er muligheden for at markere, hvilke fugle du har set. Perfekt til et konkurrencemenneske. Pokemon GO! for naturmennesker. Gotta spot ‘em all.
Dagstur til Møgelskår i Nordby Bakker
Et istidslandskab vekslende mellem bakker og dale hæver sig på nordsiden af Samsø. Området kaldes for Nordby Bakker. Her er en enestående sameksistens mellem fredet natur og fritgående dyr. Det giver et frirum for mange af de sjældne og udrydningstruede arter, som vi har i Danmark. Møgelskår ligger i den sydlige del af Nordby Bakker, og navnet kommer af det oldnordiske ’mikill’, som betyder ’stor’ og ‘skår’, som betyder ’dal’. Det giver da også et sus i maven at gå rundt i denne historiske natur. Personligt synes jeg, at det er noget af den smukkeste og mest dramatiske natur, vi har i Danmark. Med den korte færgetur fra Aarhus er Samsø det perfekte sted til en dagstur. Der er mulighed for at tage cyklen med på færgen fra Aarhus, som kun er for cyklister og gående. Der er også mulighed for at tage en overnatning, da øen byder på hele fire campingpladser og
mange udbydere af overnatning enten på hotel eller privat. Efter dit hår har bølget i havvinden i en times tid, står du nu ved færgelejet i Sælvig. Her har du i sommerferien muligheden for at tage den gratis sommerbus, som kører rundt på det meste af øen med jævne mellemrum.
Turen til Møgelskår
Vil du gerne følge mine anvisninger til Møgelskår, tager du bussen i den nordgående retning og står af på landevejen ved Nordby Kirke. Er du på cykel, er det næsten lige så nemt. Du følger den eneste vej til og fra færgelejet indtil du rammer landevejen, som går i syd- og nordgående retning. Her skal du til venstre og altså følge vejen mod nord. Efter du har cyklet gennem landsbyen Mårup, skal du dreje af ved førnævnte kirke. Turen fra Sælvig til Nordby Kirke er omkring 13 kilometer, og den tager en lille times tid. Du kan godt, jeg tror på dig. Det er ikke ligesom her i Aarhus - der er fladt hele vejen til kirken. Om du er på gåben eller cykel, skal du fra kirken nu følge grusvejen Møgelskårvejen. Det er først her du kan mærke det bakkede landskab i benene. Du skal følge vejens knæk forbi en stor gård på højre side, og længere oppe ad
grusvejen kommer du forbi nogle små huse på venstre side. Forbi husene drejer vejen igen. Det er nu op til dig, hvad du gør herfra. Du kan enten fortsætte lige ud ad den nedtrådte sti, der har været i brug siden oldtiden. Den fører gennem en smuk dal, hvor smeltevandet fra isen har banet sig vej gennem bakkerne. Dette er den nemmeste vej gennem terrænet, hvis du gerne vil ned til vandet. Den stenede kyst byder på mange forskellige typer af sten bragt hertil af isen fra Norge og Sverige. Hvis du er heldig, finder du også hulsten, som kan hænge i et træ derhjemme.
Stien, der fører gennem bakkerne og ned til vandet Foto: Privat.
Følger du i stedet grusvejen videre, skal du dreje til venstre, når du kommer til et T-kryds. Her er den ’officielle’ indgang til Møgelskår, hvor du kommer ud i det bakkede landskab langt over
vandet. Her veksler det mellem bakker og dale, og går du ud mod kysten, står du nu på toppen af skrænten med en fantastisk havudsigt. Herfra kan du se det meste af den jyske østkyst, Tunø og Djursland.
Bakkerne ved den ’officielle’ indgang til Møgelskår. Foto: Privat.
Bakkernes natur
Den friske havluft blandes med bakkernes søde, krydrede duft, og forenes i fortællingen om denne ældgamle natur. Naturen i disse bakker har gennem århundreder fået de helt perfekte omstændigheder. Her bliver græsset af køer, som giver plads til sjældne urter, og efterlader samtidigt gødning til sjældne biller. Dette kulturlandskab kaldes for et overdrev, og en forudsætning for overdrevet er vedvarende græsning. Uden græsning ville landskabet gro til, og det er et levn fra bronzeal-
derens landbrug, hvor de tørre, stenede jorder blev sat af til kreaturer. Før menneskets indblanding, var det uroksen, som stod for vedligeholdelsen af denne naturtype (også kaldet biotop). I Nordby Bakker har det skotske højlandskvæg overtaget uroksens vigtige rolle. I dag er overdrevet en forholdsvis sjælden biotop i Danmark, da der ofte ikke er plads til store områder, som hverken bruges til landbrug eller skovdyrkning.
Det er ikke længere rentabelt at have køer gående til at afgræsse store områder, og i dag går afgræsningen af naturområder ofte hånd i hånd med tilskud fra kommunen. Heldigvis er de store overdrev i Nordby Bakker ikke blevet sat af til landbrug, og er i dag fredet. På grund af bakkernes højde er der ofte forskel på vegetationen på toppen og i bunden samt på syd- og nordsiden af bakkerne. På de nordvendte skråninger findes den fugtige græsvegetation og de sjældne vokshatte, som er svampe specifikke for overdrev og enge. Øverst på de sydvendte skråninger findes forskellige urter og blomster, som står i kontrast til det tørre græs. De trives, hvor solen tørrer jorden ud. Måske kan du dufte timian og oregano, som vokser vildt i landskabet. Hvis du er heldig, kan du støde på de sjældne bakkejord-
bær. Et sandt paradis for de mange sommerfuglearter, der har hjemme i disse bakker. Så du blåfuglen, der lige fløj forbi?
Blåfugl midt i bakkernes blomsterflor. Foto: Privat.
Selvom det er nemt at glemme sig selv og alt omkring sig i denne natur, vil jeg lige huske dig på, at du ikke må glemme færgen medmindre du vil tage en nat under åben himmel.
Priser og praktisk
Færgen sejler fra Dokk1 i Aarhus. Her skal man stille an 10 minutter før afgang. Selvom du har booket billet på mobilen, skal du alligevel hen til automaten, som er på siden af Dokk1 for at få din billet udskrevet. Prismæssigt er der forskellige muligheder, da færgen har forskellige priser i og udenfor sommerferien.
Dagsbillet med færgen (tur/retur) fra 1/1 til 28/6:
199 kr. for gående og 259 kr. for cyklister. Her vil jeg dog anbefale at tage cyklen, da sommerbussen først kører i skolernes sommerferie.
Dagsbillet med færgen (tur/retur) i sommerferien fra 29/6 til 11/8:
249 kr. for gående og 346 kr. for cyklister.
Vælger man en dagstur, så husk at tage en god frokost, snacks og rigeligt vand med. Går det helt galt, er der en Dagli’Brugs i Mårup. Vil du gerne have mere for pengene i sommerferieperioden, vil jeg anbefale at tage flere dage på øen, da den byder på mange andre natur- og kulturoplevelser. Med cykel er det nemt at navigere rundt på resten af øen. Mere information om øen og busplanen (når den bliver opdateret for 2024), kan findes hos VisitSamsø. En fysisk brochure med et kort over Nordby Bakker kan findes ved receptionen på Dokk1.
Kalø Slotsruin
Synes du turen til Samsø lyder dyr, eller vil du helst bare gerne ud og hjem inden for en overskuelig tidsramme, så
vil jeg i stedet anbefale at tage turen til Kalø Slotsruin. Udover at byde på dansk kulturarv og historie, har området også en smuk kystnatur. Kalø er en ø i Kalø Vig i det nordlige Aarhus Bugt, hvor Erik Menved for over 700 år siden byggede en kongeborg. Øen blev i den forbindelse landfast med Djursland, da der blev bygget en 900 meter lang dæmning. Denne dæmning er med til at skabe et område med stor biodiversitet.
Heriblandt giver tidevandet mulighed for at de salttålende strandplanter kan trives på strandengene, og dæmningen giver plads til et stort skatkammer af mad for områdets mange kyst- og vadefugle. Deres vilde skrig kan opleves i yngleperioden i april og maj – bare ikke gå for tæt på rederne. Ved borgen kan man sporadisk opleve forskellige gamle lægeplanter, som har overlevet siden brugen af borgen ophørte i slutningen af 1600-tallet. Pas dog på: to af dem, skarntyde og bulmeurt er giftige, så hvis du ikke er plantekyndig, vil jeg anbefale at tage en florabog med, (hvis du altså har tænkt dig at putte planterne i munden). Havnatur kan du også opleve her ved ruinen. Sidst jeg var ved Kalø, så jeg både masser af sæler, som sten og marsvin, som svømmede rundt ude i bugten. Det var netop på grund
af frygt for marsvinene, at sælerne lå i helle på land.
Nu lovede jeg jo, at turen til Kalø både skulle være væsentligt billigere og mere overskuelig end turen til Samsø, så her er en guide til, hvordan du kommer dertil. Fra Aarhus Rutebilstation går bus 123 mod Ebeltoft direkte til Kalø. Du skal blot stå af ved stoppet Kalø Slotsruin, som er lige ved den offentlige parkeringsplads. Jeg skal med mit ung-rejsekort af med 43,20 kr. hver vej, og turen tager en lille times tid. Bussen kører én gang i timen. Hertil vil jeg også anbefale at tage en madpakke med. I weekenden er Kalø Slotscafé åben, hvis man er i humør til is. En fysisk brochure med et kort over området kan her også findes ved receptionen på Dokk1.
Med disse afsluttende bemærkninger vil jeg blot herfra ønske dig held og lykke med at komme ud i det blå!
Sæl, der ligner en sten set fra ruinen. Foto: Privat.
ÆKKOs blå bog
Af Amalie Houen Lyngbak, Æstetik og Kultur
Måske har du for nylig lagt mærke til arrangementer som Lav veninde/vennedagbøger og Fællesspisning: risotto og æblekage. Det er simpelthen ÆKKO, der er i gang med at spire på ny – der er nemlig kommet en ny bestyrelse i den æstetiske forening.
For ikke så længe siden var ÆKKO på nippet til at lukke ned. Der gik rygter om en mulig begravelse, og der blev endda oprettet en Facebook-begivenhed med titlen ÆKKOs
(MÅSKE) BEGRA-
VELSE: Ekstraordinær Generalforsamling, hvor der hertil var købt champagne som en sidste hyldest. Det virkede, som om alt håb var ude for ÆKKO, da der simpelthen manglede frivillige.
Men gennem en lille håndsoprækning blev det tydeligt, at der stadig var stor interesse i ÆKKO. Uden helt at vide hvad ÆKKO stod for, meldte jeg (Amalie), Kristine, Elvira, Ida og flere andre sig ind i foreningen. Vi var alle mødt op til begravelsen for at høre, hvad ÆKKO var for en størrelse, og var nysgerrige på, hvorfor foreningen pludselig skulle lukkes ned.
Vi startede ud med at brainstorme idéer til spændende arrangementer, og hvordan vi kunne puste nyt liv ind i foreningen. ”Et mødested, hvor man på afslappet vis kan møde hinanden på tværs af årgange” blev nævnt flere gange, og det viste sig, vi alle havde et ønske om, at ÆKKO skulle blive et sted, hvor man kunne have mulighed for at lære andre fra Kasernen at kende. Pludselig sad vi der, næsten forpustede af alle de idéer, og med en overbevisning om, at det her nok skulle blive godt.
Vi håber, at I vil tage godt imod de arrangementer, vi har i vente, og at vores lille forening vil skabe et lille ÆKKO hos jer derude.
Har du lyst til at være med?
Det får du som medlem:
+ Venner på tværs af årgange
+ Gratis adgang til arrangementer
+ Fællesskab
+ Et rum til at afprøve idéer i praksis
+ Hyggeaftener kun for medlemmer
Følg med på Instagram: _aekko
Mød den nye ÆKKO-bestyrelse
Navn: Ida Visti
Har du nogen kæledyr: “en arvet gravhund hjemme ved mine forældre”
Yndlingsfarve: “grøn”
Min guilty pleasure er: “at kigge på børnebilleder”
Jeg er komplet afhængig af: “sodavand, helst Pepsi Max”
Den her sang får mig altid på dansegulvet: “alt med
Thomas Helmig eller Dua Lipa”
Hvis jeg ikke er i færd med at planlægge events eller har næsen i bøgerne, så er jeg…: “hjemme og tage en lur”
Hvis jeg var et dyr, så var jeg helt klart en: “en odder”
3 ting du ville tage med på en øde ø?: “mit skincare, et par varme sokker og en true crime podcast”
Navn: Amalie Houen Lyngbak
Har du nogen kæledyr: “nej, der er bare mig selv.”
Yndlingsfarve: “blå, eller nej, har en brun æra lige nu.”
Min guilty pleasure er: ”ehm, det vil jeg ikke sige.”
Jeg er komplet afhængig af: “at aflevere i sidste sekund. Det er jo det vildeste adrenalinkick. Og at farve øjenbryn.”
Den her sang får mig altid på dansegulvet: “alt med Rihanna, nå ja, og så lige ”My Secret Lover”, hehe”
Hvis jeg ikke er i færd med at planlægge events eller har næsen i bøgerne, så er jeg…:
“i gang med endnu et krea projekt <3 eller sammen med venner og familie”
Hvis jeg var et dyr, så var jeg helt klart en: “en skildpadde. Synes jeg ligner en, når jeg har skoletaske på.”
3 ting du ville tage med på en øde ø?: “curly girl approved produkter, min iPhone og en Trangia”
Navn: Kristine Godrum-Overgaard Engholm
Har du nogen kæledyr: “nej :((“
Yndlingsfarve: “blå”
Min guilty pleasure er: “at ligge lidt for meget i sengen.”
Jeg er komplet afhængig af: “lige for tiden alt med sukker”
Den her sang får mig altid på dansegulvet: “RAYE - Black Mascara.”
Hvis jeg ikke er i færd med at planlægge events eller har næsen i bøgerne, så er jeg…: “sammen med venner, ude og se på fugle eller derhjemme.”
Hvis jeg var et dyr, så var jeg helt klart en: “en svale, for de har altid så meget fart på.”
3 ting du ville tage med på en øde ø?: “en fuglebog, bland selv-slik og dykkerbriller”
Navn: Elvira Wiwe Løbner
Har du nogen kæledyr: “Desværre ikke, vi må ikke i min lejlighed Men drømmer om at have en kat!”
Yndlingsfarve: “Grøn lige for tiden, men det skifter ofte!”
Min guilty pleasure er: “At se skraldede ungdomsserier fra 00’erne... (Fx. Gossip Girl, men for tiden er det Skins).”
Jeg er komplet afhængig af: “læbepomade (where my Vaseline girls at!!)”
Den her sang får mig altid på dansegulvet: “enhver Britney-sang for at være ærlig!”
Hvis jeg ikke er i færd med at planlægge events eller har næsen i bøgerne, så er jeg…: “i gang med noget gøgl sammen med mine venner! (Brætspil, klatring, museum, you name it!)”
Hvis jeg var et dyr, så var jeg helt klart en: “Quokka! Planteædende, sød på afstand og bider børn”
3 ting du ville tage med på en øde ø?: “Et nødblus, en æske tændstikker ooooog en bikini;)”
Revy 2024 billedserie: I Krise og Kærlighed Gælder Alle
Fotos af KaserneRevyens PR-hold 2024
Kneb
Underviserportræt: 50 år med Kyndrup
Et interview med Morten Kyndrup, professor i Æstetik og Kultur
Af Elvira Wiwe Løbner, Æstetik og Kultur
Har du nogensinde undret dig over, hvem din underviser egentlig er, og hvordan det er at undervise på universitetet? Med portrætter af forskellige undervisere forsøger VISIR at komme tættere på menneskene bag undervisningstimerne. Denne udgave af Underviserportræt er helt særlig, da vi har talt med professor i Æstetik og Kultur, Morten Kyndrup, der i år har 50 års jubilæum som underviser. Læs med, hvis du vil vide mere om Kyndrups tid som musiker, hans passion for cykling og hvordan man holder et foredrag på trods af tømmermænd.
Hvorfor tror du, at du er endt med at undervise?
Rigtig mange af de grundlæggende begivenheder i ens liv beror jo på tilfældigheder. Men jeg har altid godt kunnet lide at undervise. Efter studentereksamen var jeg skolevikar i en periode, og jeg har altid godt kunnet lide at formidle. Jeg synes, det er meget belønnende og tilfredsstillende at undervise. Jeg håber man kan mærke på mig, at jeg kan lide det. Ellers skulle jeg jo heller
ikke stå der. Det giver mening for mig, og så længe jeg oplever, at det giver mening for de studerende også, så er det jo fint.
Så tror jeg mit liv som musiker har været meget stærkt medvirkende til det. Jeg har spillet meget musik og spillet i band halvprofessionelt i alle de år, jeg studerede. Det kan lyde underligt, men undervisning er en form for optræ-
den, det er lidt som at stå på en scene. Jeg tror, det har været en del af det.
Der er nogen, der spørger, hvorfor i grunden jeg gider at undervise førsteårsstuderende. Det synes jeg er helt fantastisk. Jeg holder meget af den nysgerrighed, jeg møder hos de yngste studerende. De er ikke blevet blaserte endnu. Der er en åbenhed, fordi man som ung studerende ikke rigtigt ved, hvad det er, og måske ikke rigtigt ved, hvad man vil. På den måde synes jeg, det allervigtigste i et fag er, at det gør sit ypperste for at tage imod en ny studerende. På nogle fag tænker man ”vi sætter en tilfældig underviserassistent ind, og når de er blevet dygtigere, kan de møde professorerne,” og det tror jeg er helt forkert.
Det er så undervisningen, men det er gået lidt hånd i hånd fra dengang jeg begyndte at forske. Jeg skrev en prisopgave, imens jeg læste, og kom til at undervise meget tidligt. Jeg havde kun læst i halvandet år, da jeg selv begyndte at undervise.
Så tror jeg det hang meget sammen med, at jeg har følt, jeg havde noget at sige. I min ungdom var der et kæmpe opbrud, jeg tilhører jo ’68-generationen.
Meget gik ud på, at man på hver sin måde syntes, faglighederne skulle laves om. Så på en måde var jeg vel også en mand med et budskab.
Hvad ville du gerne have lavet om på? Jeg var tvunget til at skulle vælge mellem litteratur og musik, som var to af mine hovedlidenskaber. Det var et ubehageligt valg. Sådan var der mange, der havde det, oplevede jeg. Så begyndte jeg at arbejde på, om man ikke kunne lave noget der kombinerede de her fag.
Det var selvfølgelig en lang proces. Jeg var blevet ansat som kandidatstipendiat og seniorstipendiat og havde udgivet et par bøger, før vi fik det med ÆK i stand.
Interview
Men da blev det så virkelig, virkelig skægt at undervise med det der første forsøgshold på 23 mennesker. Fordi de kom med forskellige baggrunde, og det gav et helt fantastisk vibrerende miljø.
Der var en grundstemning af, at folk ikke konkurrerede om det samme. Det blev et meget herredømmefrit miljø, også blandt lærerne.
Navn: Morten Kyndrup
Uddannelse: Mag.art. i Moderne og sammenlignende litteraturhistorie 1978. Dr. phil. 1992.
Professor i Æstetik og Kultur siden 1995
Undervisningsfag: Professor på Æstetik og
Kultur
Udmærkelser: Ridder af 1. grad af Dannebrog
Hvordan ser dit familieliv ud?
Der er ikke noget specielt hemmeligt.
Jeg har levet sammen med den samme kvinde siden 1979, og det har været et stort privilegium i mit liv. Inden da havde jeg boet sammen med flere andre og haft flere forskellige kærester, sådan mere turbulente forhold.
Men så var der ligesom et stort bang.
Vi har haft et virkelig godt liv sammen, og vi har to børn og fire børnebørn.
Vi er en generation, hvor vi tog kønnenes ligeberettigelse ekstremt alvorligt.
Så det har været fuldstændig straight ift. børn, rengøring, tøjvask osv. I den arbejdsdeling har jeg altid stået for al madlavning og indkøb. Også for en hel masse andre ting selvfølgelig, men jeg elsker at lave mad, og jeg er, synes jeg selv, ret god til det. Personligt for mig var det naturligt. Det var ikke sådan en ”jeg er så heltemodig, jeg laver al maden”, det var bare sådan det var. Jeg kunne virkelig ikke forestille mig at leve sammen med en elsket, som skulle servicere mig.
Jeg bager f.eks. brød og har altid gjort det. Jeg elskede det brød, man fik i Frankrig, så jeg tænkte “sådan noget må man også kunne lave herhjemme”. Det kunne man ikke købe herhjemme engang, det var kun blødt franskbrød fra bageren.
Så er jeg jo frankofil. Jeg tror, jeg har været 50 gange i Paris og har også arbejdet der. Jeg har haft et hus i Frankrig i over 30 år. Jeg var altid en meget målbevidst person, og da jeg var ung, besluttede jeg, at jeg ville lære at tale ordentlig fransk, og jeg ville have et hus i Frankrig. Det har jeg så gjort. Det er slet ikke noget slot, det er et ydmygt hus med en fantastisk udsigt i Provence.
Jeg har boet samme sted i 50 år, hvad der også er mærkeligt. Det var heller ikke lige en plan. Jeg flyttede ind i en kondemnabel lejlighed i Sjællandsgade, som nogle af mine medstuderende på første år havde købt. Den var fra 1880, der var fiskekogeri i bunden, og det stank ad helvede til.
Men så har jeg boet der siden. På et tidspunkt har vi boet der fire par, der er fire etager. Så solgte jeg halvdelen til nogle venner og købte den tilbage igen 10 år senere. Det var ikke så klogt. Men nu bor vi to mennesker alene i det der kæmpe hus, og det er blevet en en-families bolig. Jeg har også så mange bøger, så jeg er nødt til at have mig lidt plads. Der ligger bøger overalt, i stabler rundtomkring.
Har du læst noget for nylig, som du vil anbefale til en studerende på Kasernen?
Jeg læser virkelig meget skønlitteratur og ser rigtigt meget kunst. Så jeg har altid gang i fire-fem-seks bøger af gangen. Jeg læser altid. Der kan jeg bedst anbefale jer at læse meget og læse rundt. Man risikerer jo at blive dum, hvis man ikke læser. Ikke fordi der er noget i vejen med at se billeder, det gør jeg også.
I øvrigt, Lanthimos’ nye film Poor Things vil jeg gerne anbefale. Den er fed og meget lærerig. Den kan du godt se som studerende på Kasernen, den er interessant hele vejen rundt. Både musik, teater, tekst og performance og hele dens æstetiske setting. Den sætter spørgsmålstegn ved en hel masse ting på en, synes jeg, fed måde.
Hvad bruger du din tid på udover arbejdet?
Jeg har virkelig lavet meget forskelligt, og jeg har ikke nogen aktuelle planer om at holde op med at lave meget forskelligt. Man er selv ansvarlig for at give sin tilværelse mening. Bare fordi man nu har tjent penge nok til, at man kan sidde og glo ud i luften, hvorfor skulle man så det?
En af mine lidenskaber er cykling. Jeg er virkelig cykelfreak. Jeg fik min første racercykel i 1980, tror jeg. Så har jeg cyklet på racercykel ever since og bygget racercykler til mine børn. Det er en lidenskab, jeg deler med min kæreste. Om sommeren putter vi racercyklerne på taget af bilen, cykler fra sted til sted og ender dernede i vores hus, hvor vi også har nogle cykler.
Blandt mine fikse ideer er, at jeg insisterer på, mine bycykler skal være uden gear. Folk tror, jeg er åndssvag, fordi Aarhus har alle de her bakker, men det er den måde, man får lidt sved på panden. På bycykel kører jeg gear 68. De havde ikke det rigtige tandhjul til den cykel, jeg lige har fået, så det er blevet gear 74. Det skal laves om, det er simpelthen for hårdt. Det er ikke så sjovt op ad Ny Munkegade.
Har du generelt dyrket meget sport?
Ja, jeg har altid dyrket sport, også som barn. Jeg er firedobbelt københavnsmester i håndbold, altså som ungdomsspiller. Hvis jeg ikke får ti gange hård motion om måneden, bliver jeg gram i hu. Det bliver det ikke helt til mere, og mange af de år, hvor jeg har haft travlt, har det selvfølgelig været lidt svært. Men det har været kvoten, 120 gange om året. Jeg skriver sådan noget op for at holde mig selv fast på det. De fleste år er jeg nået op på omkring 100. Jeg er en meget fysisk person på den måde. Det kan man godt være, selvom man læser akademisk.
Kan du fortælle lidt om bandet, du har spillet i?
Det var et band, der hed Solaris, vi var en trio. Der spillede jeg guitar og sang. Vi har spillet rundt omkring i hele landet, små steder, selvfølgelig. Vi spillede på Ringe Festival engang som et lillebitte nummer, vi var ikke store eller berømte. Men vi har da været i fjernsynet og radioen, og vi har indspillet en enkelt singleplade. Den findes uden tvivl ikke mere, den er fra måske 1974/75. Nogle af de gange, jeg har hørt den siden, har jeg tænkt ”wow, det var da mærkeligt”.
Har du arbejdet med andre kreative projekter?
Jeg har skrevet mange sangtekster bl.a. en sang til Aarhus Universitets’ 75-års fødselsdag, og den var i højskolesangbogen i en 20 års tid. Den hedder ”Vi søger det frygtløst i dybet”. Men den røg ud af den sidste udgave, den var jeg ellers stolt af. Højskolesangbogen er jeg jo lidt vokset op med.
Jeg har også udgivet nogle digtsamlinger, da jeg var ganske ung. Altså sådan noget sub-pub. Jeg har udgivet en novellesamling, som udkom rigtigt, da jeg var 29 eller 30.
Den hed Tid til - tolv historier fra mandens verden. Den kan du sikkert finde på biblioteket. Det var ikke en bragende succes, men heller ikke en dundrende fiasko.
Hvad ville du lave, hvis ikke du var ansat på AU?
Engang drømte jeg om at blive advokat, altså da jeg var barn. Det syntes min far også var en god ide. Han syntes, det var en virkelig dårlig ide, at jeg ville læse sammenlignende litteratur, for det var jo brødløst, og der var kæmpe arbejdsløshed. Han syntes, det var sjovere, hvis jeg blev advokat eller ingeniør. Men det er jo gået meget godt.
Har du et godt råd til de studerende på Kasernen?
Jeg synes, man skal dyrke det, man brænder for. Intensivt. Jeg går ud fra, at når man er her, så brænder man på et eller andet niveau for kunst i forskellige afarter og for viden om det. Man skal heller ikke være bange for at specialisere sig. Man vinder indsigt, modenhed og performativ kraft ved at gå i dybden med noget og ved at følge sine lyster. Så man skal passe på ikke at havne i en lyst-pligt-dikotomi. Man skal prøve at følge det, man brænder for, tror jeg.
Bliver du nogensinde nervøs foran et publikum, og hvordan tackler du den nervøsitet?
Selvfølgelig er jeg nervøs når jeg skal tale til store konferencer. Der tror jeg, min fortid som musiker har hjulpet mig. Der er ingen kære mor, når du står på en scene i Esbjerg, og så de trækker stikket til dit PA anlæg ud, som det skete engang. Du skal igennem en mur, som kan være en mur af modvilje og nogen der synes, det er noget lort det du laver. Så er der ikke andet at gøre end at give den hele armen. Man skal i hvert fald ikke vende hovedet bort.
Der tror jeg, den træning ved at have optrådt betyder noget. Det kunne jeg godt unde rigtigt mange af jer at få den øvelse.
Her i lørdags holdt jeg foredrag for noget, der hedder Ripensersamfundet, som er en forening af gamle elever fra Ribe Katedralskole. De var 50 mennesker, og gennemsnitsalderen tror jeg var 80. Jeg var taget over til København dagen før, havde været ude med en kammerat, og jeg havde faktisk lidt tømmermænd. Det var sådan en eftermiddag, jeg tænkte ”denne her, den bliver virkelig...”. Men så tog jeg mig sammen. Så hoppede og dansede jeg der i en time, og
de var simpelthen så meget med og havde tusind spørgsmål. De kom altså op at køre. Hvis jeg nu havde læst et foredrag op, så havde vi alle sammen sovet. Det er med at prøve at få den der energi. Det der med at adressere nogen, henvende sig til nogen.
Det ville også være et råd som jeg gerne vil give videre. Henvend dig! Henvend dig tydeligt, så dem du taler til eller den du taler til, kan mærke, at du henvender dig. Fordi næsten uanset hvad man kommer til at lave bagefter, skal man jo kunne henvende sig til folk.
Mange tak til Morten Kyndrup for snakken. Vi på VISIR ønsker ham tillykke med de 50 år som underviser.
U-due-lighed
Af Joe Nathan, Lingvistik
Duerne der hopper rundt og spiser dine tabte maccen fritter inde i midtbyen, hvor tror du de er kommet fra?
Det viser sig at arten af ’klippeduer’ blev domesticated for mindst 5000 år siden, nogen skyder helt op til 10.000.
Stenformationerne som klippeduerne byggede reder på var tilfældigvis samme type sted tidlige mennesker, såkaldte hulemænd, ville bo.
Duerne krævede ikke så meget at holde i nærheden. Lidt korn og lidt vand, så blev de bros med menneskene.
Den bromance inkluderede selvfølgelig at duen blev et proteinkilde for os, men don’t worry about it hihi.
Med tiden fandt man ud af at ”hov de er sgu egentlig gode til at finde hjem de der duer”, og så blev brevduer lige pludselig en ting.
Skidesmart system. Sende beskeder til folk langt væk? Sygt praktisk.
(Jeg håber ikke dette koncept kommer til at have store konsekvenser for vores samfund i omkring det 21. århundrede)
Romerne brugte for eksempel brevduer til at hjælpe i militæret.
Grækerne brugte brevduer til at bringe nyheder om hvem der vandt de olympiske lege til byer nær og fjern.
Brevduetræning var en kunst. Brevduerne havde så meget respekt. De var værdifulde!
Selveste aktiemarkedet brugte brevduer før telegrafen blev opfundet.
Men åh nej, så blev telegrafen opfundet. Og så blev radioen opfundet. Og så blev telefonen opfundet. Og så whoops, nu har vi ikke brug for brevduer længere.
Hvad så nu?
Nu er alle duerne lige pludselig arbejdsløse.
De er blevet selektivt avlet til dette ene formål i årtusinder. De kan jo ikke andet. Engang var de så vigtige, nu er de forældede.
Og så blev de bare sådan lidt efterladt.
Dømt til at bo på en trist kunstig klippeformation af beton. Dømt til at leve af vores skrald.
Og vi behandler dem som pesten. Som rotter med vinger.
Vi har helt glemt at det var os der tæmmede dem engang.
Da de så ikke længere var til nytte for os, opgav vi dem bare.
Har du set en duerede?
Det er deprimerende at se på.
De er så forvirrede.
Og der er ikke særlig meget at bygge reder af herinde.
Vi tillader os endda at gøre grin med dem.
”Se hvor dovne de er! Kan ikke engang bygge en ordentlig rede! Dovne møgdyr”
Men det er såmænd vores skyld, at de ikke kan andet.
Fællesskabets peptalk - en guide i Aarhus
Af Anna Matilde Hveisel Hansen, Æstetik og Kultur
Ufrivillig ensomhed kan være lige så farligt som at ryge 15 cigaretter om dagen.1 Begge disse er altså presserende helbredstrusler blandt unge, men lad os bare være bundærlige: På et sted som Kasernen skal vi se langt for at ane enden på rygning. Så er det jo så heldigt, at vi til gengæld kan gøre noget ved ensomheden og pleje vores sociale skavanker for vores fælles sundhedsanliggende. Derfor har jeg lavet en lille guide til (helt gratis!) fællesskaber, du kan opsøge i Århus, så du måske med (en lille bitte smule) bedre samvittighed kan tænde endnu en cigaret i forårssolen.
Jeg vil gerne tage imod
Lad os indledningsvist slå helt og holdent fast: Det er ikke en synd at tage imod. Hvis du mærker en spirende tro på, at dette er selvisk eller dovent, så får du min ydmygt umyndige tilladelse til at bebrejde samfundet frem for dine behov. For at lære at tage imod er en af livets fineste opgaver. Lad mig sidde som englen på din skulder og hviske: Hellere forkælet end forkølet!
Tegnefællesskabet holder til på UKH og er en ugentlig klub, der samles om hyggelige krea-aftener, te og kage. I huset er der næsten altid garanti for at støde ind i imødekommende unge fra hele byen, og klubben her er ingen undtagelse. Her kan du nemlig bare møde op med din blyant eller dit strikketøj og modtage inspiration, kreativ støtte og gode snakke under de dejligste, rolige rammer.
Selvhjælpsgrupper hos Frivilligcenter Aarhus tilbyder ugentlige gruppemøder i forskellige forløb, der blandt andet dækker ensomhed, selvomsorg eller at lære at navigere i en tilværelse med en ny diagnose. Det er altså ikke behandling, men blot et rum hvor du i trygge rammer kan tale, lytte og genkende dig selv i en gruppe af andre unge mennesker.
UngK er stedet, der bliver ved med at give. Jeg vil anbefale at følge deres Facebookside for at få nyheder om deres mange tilbud, men her er alligevel et par anbefalinger: Du kan f. eks. deltage i fællesspisning tre aftener hver måned, morgenyoga med morgen-
mad hver onsdag eller skrive dig op til deres ungdomskor Stem i. Disse er alle gode tilbud til din kulturelle genopladning, og man kan både møde op med en ven under armen eller alene, og så står der garanteret én klar til at tage imod dig!
Jeg vil gerne give Nogle gange er den sociale tank så fuld af overskud, at man ønsker at bidrage til en omfordeling af de indre ressourcer; man vil ud og hjælpe. Andre gange rækker man den hjælpende hånd ud til andre, ikke grundet eget overskud, men fordi det skaber frirum for ens egen indre tumult. Hvis det sidste er tilfældet, vil fidusen alligevel ofte vise sig: Hånden, man rækker ud, vil blive taget med et klem af en anden. Derfor er overskriften på dette afsnit lidt af en snyder, så vær forberedt! Hvis du giver, får du helt sikkert hjertevarme lige tilbage i brystet.
Læseforeningen laver ungedrevet skønlitterær aktivisme og er altså den ideelle kombination af fordybelse, formidling og ultrahyggelige møder for læseglade kasernitter som os. Som frivillig hos dem kan du eksempelvis blive læse-ambassadør eller ung-til-ung læseguide, hvor du lærer at
lave inspirerende og præstationsfrie læsefællesskaber for andre unge fra forskellige baggrunde gennem forskellige temaer.
Red Barnet Ungdom kan jeg skrive under på som værende et stærkt netværk og et super kompetenceudvidende fællesskab at tage del i. Der er altid brug for hjælpende hænder til deres mange (vigtige) projekter, om det er at skabe aktiviteter for børn på asylcentre, lave venskabsgrupper eller måske en lektiecafé på din lokale skole. Opgaverne er mange, men du gør det altid i samarbejde med andre dygtige unge, som alle kommer med samme drive som dig.
Ungdomspartier tilbyder forandrende fællesskaber på steroider. Jeg vil ikke fortælle dig, hvilket du skal melde dig ind i, blot at det er anbefalelsesværdigt at gøre! Her kan du sikre dig en gruppe ligesindede unge mennesker, hvor du kan dele dine stærkeste interesser og håb for samfundet og omsætte dem til noget, som kan skabe ringe i vandet i det politiske system. Det er fedt at forandre verden, men det er endnu federe at gøre med en god ven i hånden.
( 1 Jensen, Anita: “Kultur og sundhed - Et mangfoldigt felt” 2022)
Vestens relation til oplevelsesfrivillighed
Af Elvira Wiwe Løbner, Æstetik og Kultur
Mange af os kender sikkert en eller flere, som i et sabbatår har besøgt et såkaldt ”u-land” for at udføre frivilligt arbejde. Oftest er det som underviser på en skole eller medhjælper på et børnehjem, tit situeret i et land i Afrika såsom Kenya, Tanzania, Malawi osv. Vi har kunnet følge med i deres rejse på deres Instagramprofil og -story, hvor de har lagt utallige selfies og andre billeder op af dem selv sammen med afrikanske børn. Måske er der endda nogle af jer, der læser dette, der har været på sådan en rejse. Til dig vil jeg på forkant sige, at denne tekst ikke er ment som en opsang eller en fordømmelse, men snarere som en oplagt mulighed for os alle til lidt samfunds- og selvrefleksion.
Godt så, nu kan vi så småt begynde at pakke dette fænomen ud. Af mangel på bedre udtryk kalder jeg det ”oplevelsesfrivillighed”. Adskillige organisationer sidder inde med et fantastisk tilbud: De får 10.000 kr. af dig, og du får fire ugers ufiltreret god samvittighed og en oplevelse for livet. Så bliver det da ikke meget bedre. Det er der som sådan heller ikke noget galt med - man udfører jo et godt stykke arbejde, børnene er glade, de får undervisning og man får lov til at se ud over sin næsetip og opleve en helt anden kultur. Så hvad er problemet?
Lad os starte, helt lavpraktisk, med det økonomiske. Vi kan for nemhedens skyld se på en enkelt organisations priser, såsom Save A Heart – By Committing Yours. En rejse til Tanzania i fire uger koster 9.900 kr. Man betaler altså for logi, to måltider om dagen og en mulighed for, som de selv skriver, ”at træde ind i et klasseværelse, hvor børnene med det samme rejser sig og siger i kor ’GOOD MORNING TEACHER, HOW ARE YOU?’”. Det lyder da som en god deal! Men hvis man lige kort undersøger, hvad en grundskolelærer i Tanzania i gennemsnit tjener i måneden, er det omkring de 930.108 TZS (omregnet til DKK 2.550 kr.).
Det vil sige, at man for de 9.900 kr. kunne betale for fire måneder af en Tanzanisk lærers løn!! Ville det ikke være langt bedre for børnene at have lærere, som kunne blive over længere perioder, så de kunne knytte sig reelt til deres undervisere?
Især hvis børnene fik lærere, som de havde nationalitet, hjemstavn og kultur tilfælles med? Det er selvfølgelig vigtigt for børn og unge at møde andet end det
velkendte, hvilket de vel til en vis grad gør med alle de frivillige fra rundt omkring i verden, der kommer for at undervise. Men hvor meget når børnene egentlig at lære om andre kulturer? Det er jo netop pointen, at det er ”lærerne” (de frivillige), som skal lære om børnenes kultur. Save A Heart skriver det selv: ”Vores mål er at give dig en oplevelse for livet, hvor du lærer om verdens kulturer (...)”. Man
kunne jo overveje, hvor meget det egentlig gavner børnene, hele tiden at skulle forholde sig til nye folk, der flyver ind fra øst og vest, i stedet for at have et par ekstra permanente lærere, som de kan spejle sig i. Save A Heart argumenterer dog selv for, at internationale frivillige ”ofte har langt mere overskud og energi end de lokale ansatte”. Gad vide, hvorfor det mon er sådan? Mon det er fordi, de frivillige har et langt større økonomisk overskud og ikke arbejder fuldtid til daglig, som de lokale lærere sikkert har gjort i flere år – og så til en løn der er fire gange mindre, end hvad den frivillige har betalt for at være der? Det virker bare så absurd at retfærdiggøre brugen af internationale frivillige på den måde. Men skal vi så bare donere 10.000 kr. uden at få noget ud af det? Det er jo også mange penge... jeg siger ikke, at man skal sende hele sin opsparing afsted til et børnehjem eller en skole i Tanzania. Men man kunne måske overveje den kæmpe ubalance og magtforskel, der ulmer under overfladen, når en lærer fra Tanzania tjener en fjerdedel af den pris, man som vestlig er villig til at betale for en ”oplevelse for livet” og gloriepudsningsprivilegier.
Endnu et element, jeg gerne vil belyse, er brugen af sociale medier, når man er afsted på sin frivillighedsrejse. Sociale medier, især Instagram, er indbegrebet af selviscenesættelse. Man præsenterer sig selv for verden, præcis som man gerne vil perciperes, og derfor er brugen af sociale medier meget sigende om intentionen ved eksempelvis sådanne rejser.
Ofte bliver der lavet en Instagram-konto specifikt til den frivillige oplevelse, hvor den rejsende poster opslag og stories. Indholdet består tit af billeder fyldt til randen af små sorte børn og et smilende hvidt menneske i midten. Nogle gange er det en video, hvor den frivillige leger eller danser med børnene. Af og til er det endda fra undervisningslokalet. Jeg ser flere problematikker i denne form for indhold, grundet den skæve magtbalance der eksisterer i relationen mellem en vestlig-frivillig og et tanzanisk barn.
For det første, må det da være forstyrrende for børnene, at læreren begynder at optage eller tage billeder i en undervisningssituation. Retter man et telefonkamera mod en ti-årig, bliver det da svært for barnet at forblive fokuseret på brøkregningen. Hvor megen gavn gør man så egentlig? Ville man gøre det samme i et dansk klasselokale som lærervikar? Hvis ikke, hvorfor gør man det så her med de små sorte børn? Det leder mig til en anden problematik. Sådanne opslag kommer til at virke som et middel, hvorpå man kan vise sig frem og fortælle verden, hvor godt et menneske man er. Man udnytter essentielt de søde sorte børn for likes og goodwill. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er intentionen, men det er alligevel det, man i bund og grund gør. Man køber sig ind i- og forstærker stereotyper om landene i Afrika, hvor de lokale er hjælpeløse stakler, der bare venter på at blive reddet. Man føler, at man gør en god gerning og gerne vil vise dette til andre. Det er heller ikke så mærkeligt, at vi i dag har dette blik på særligt afrikanske mennesker som ofre, og at vi derfor også fortsætter den fortælling på de sociale medier. Vi er vokset op med den. Se bare på reklamerne i fjernsynet fra organisationer som Red Barnet, UNICEF og Røde Kors, der alle tre består af optagelser af stakkels, sorte børn i sult, nød og tørke. Vi er vokset op med Danmarksindsamlingen, et kæmpe show spækket med underholdning, der kan lede vores opmærksomhed hen på de hjælpeløse i Afrikas lande. Så sender vi en halvtredser og får god samvittighed, samtidig med at vi fortsat køber stakkel-stereotypen af menneskene i Afrika (alle lande redt over med én kam i den offentlige bevidsthed, selvfølgelig). Der er selvfølgelig også mennesker i nød i Afrika, men gennem disse ensrettede reklamer reduceres befolkninger til ofre, og man overser potentiale, styrke og ambition. Disse internaliserede fordomme resulterer netop i bjørnetjenester som frivillighed, der principielt tager arbejde fra den selvsamme befolkning, man ønsker at hjælpe. Frivillige der så poster stories på Instagram om deres frelseferie forstærker yderligere fortællingen. Det er en ond cirkel!
Igen skal det siges, at jeg ikke ønsker at anklage nogen for at være ”onde” eller ”dårlige” mennesker, hvis man har været på sådan en rejse. Intentionen er i og for sig god. De fleste er jo ikke taget afsted, medmindre de gerne vil hjælpe andre mennesker. Pointen er bare, at disse rejser desværre ikke er den mest
konstruktive løsning, fordi de netop er designet til at sælge os i Vesten en god oplevelse og god samvittighed, hvilket vægtes højere end bæredygtige løsninger og faktisk hæmmer fremdrift. Organisationer som f.eks. Save A Heart kapitaliserer på vores vestlige ignorance, hvilket bare forstærker trætte stereotyper og avler mere ignorance.
Så se ikke dette som en opsang, men som en opfordring. En opfordring til at overveje den relation vi i Vesten har til oplevelsesfrivillighed. Hvorfor har vi behov for at rejse ud og hjælpe frem for at hjælpe mennesker herhjemme? Hvorfor har vi behov for at overdokumentere vores gode gerninger på Sociale Medier? Hvilke bias sidder vi inde med, som vi burde gøre op med? Lad os hjælpe hinanden med at blive bedre til at få øje på, erkende og kaste lys over vores egne blinde vinkler, så vi kan få bugt med den skadende ignorance. Det, tror jeg, kunne være en oplagt hjælpende hånd.
En åben dør
Af Ann Carøe, Litteraturhistorie
For mig er en relation
En åben dør
Står på hver side smiler
Første gang jeg møder dig, Bliver vores dør åbnet.
Ikke på vidt gab
Men den er åben
For nogen vil min dør altid stå åben
Måske er der kun
En dørkarm
For vi har ikke brug for en dør
En dag når vi
Ikke vil kendes hinanden ved
vi prøver at lukke døren
uden held
En relation mellem spøgelser og religion
Af Julia Wilsky Jakobsen, Bachelortilvalg i Retorik
En dag i 1990’erne kom en kvinde ved navn Julie kørende i sin bil. Hun var på vej ud for at mødes med sine venner. Der skulle ikke gå længe, før Julie opdagede, hvordan trafikken omkring hende langsomt gik i hårdknude. Den ene bil efter den anden. Som perler på en snor. Så langt øjet rakte. I det fjerne kunne hun skimte blå, blinkende lygter og høre sirenernes kontinuerlige hylen. Der måtte være sket et uheld, tænkte Julie, og som hun langsomt kom tættere på, måtte hun konstatere, at hun havde ret.
Da Julie langt om længe passerede åstedet, blev hun klar over, at der var en, som var død. I samme øjeblik oplevede hun, hvordan en nydelig kvinde, iført et nystrøget sæt tøj, pludselig havde indtaget passagersædet og nu sad ved siden af hende. Hun havde noget overnaturligt over sig. Det var nærmest som om, hun var gennemsigtig. Hun kiggede på Julie, og Julie kiggede på hende.
En besynderlig følelse bredte sig i Julies krop. Hun var på én gang skræmt og rolig. Hun vidste, at kvinden ved siden af hende befandt sig mellem de levende og de dødes verden. Og at hun nu skulle videre fra mellemstationen.
De kørte et stykke vej sammen i stilhed. Trafikken løsnede sig langsomt, og bilerne blev færre og færre. Som de nåede en lysning mellem træerne, der førte ud på hvad der lignede en endeløs eng, standsede Julie bilen. Hun åbnede døren i passagersiden og smilede kærligt til kvinden, som var omgivet af det blege skær. Kvinden gjorde et lille nik, rettede på sit tøj og rejste sig. Julie iagttog hende, mens hun skridt for skridt forsvandt ud i horisonten. Sidst var det som om, hun svævede op mod himlen, der blot havde sagt godnat til solen. Julie havde svært ved at begribe, hvad der lige var hændt, og hun begyndte at tænke på, om noget havde spillet hende et puds. Et par dage senere kørte hun forbi ulykkesstedet igen og besluttede sig for at stoppe op. Buketter af hvide blomster fyldte vejkanten, og indimellem lå der et brev fra en pårørende. Under et hvidt liljeblad kunne Julie skimte et fotografi. Forsigtigt løftede hun bladet. Hun var ikke længere i tvivl. Kvinden, hvis liv, der ikke længere var, havde siddet på
hendes passagersæde. Og hun havde givet hende et lift til endestationen. Siden denne dag er Julie begyndt at tro på spøgelser.
I det danske sprog bruger vi vendingen: ”at tro på spøgelser”, lige så vel som det på engelsk hedder: ”to believe in ghosts”. Gennem betydningen af verbet ”tro” henvises der til en personlig overbevisning eller formodning om, hvordan noget forholder sig. Netop på grund af det subjektive aspekt ligger det også i vendingen, at denne ”tro” ikke nødvendigvis er sand.
Vi taler også om at ”tro på Gud”, og denne talemåde er efterhånden så udbredt og inkorporeret i vores sprog, at dens betydning sommetider forbliver en smule usynlig for os. Vi tænker nok ofte om nogen, der fortæller, at de tror på en Gud, at vedkommende da er tilhænger af en religion, hvilket gør, at personen lever på en bestemt måde. Det er selvfølgelig også rigtigt, men vi glemmer måske, at der ligger noget andet og mere fundamentalt bag det at tro. Når man tror på noget, så tror man på noget. Det vil sige, at man har en stålfast, subjektiv formodning eller antagelse om, at noget, som ikke er en etableret objektiv sandhed, er og eksisterer.
Det samme gælder vendingen ”at se spøgelser”, som vi kan bruge, hvis vi mener, at nogen ser noget, som ikke findes. Altså hvis vi mener, at en person har vrangforestillinger og tror på noget, der ikke er. De samme fordømmelser, som findes i denne vending, findes også omkring religion. Én ting er dog sikker – hvad enten vi taler om troen på spøgelser eller troen på Gud, da er det virkeligt for den, der tror.
I denne tro findes der et uforklarligt element, der skaber en overbevisning om, at der må findes noget, som er større end os selv, naturen og videnskaben. Jeg vil vove at påstå, at dette uforklarlige element findes i troen på både spøgelser og Gud. Der er selvsagt en klar relation mellem troen på spøgelser og troen på livet efter døden, da et spøgelse jo repræsenterer dette. I hvert fald ifølge gammel folketro, hvor et spøgelse defineres som genfærdet af en afdød person.
Vi ved, at troen på livet efter døden er tæt knyttet med det at være religiøs, men kan man da siges at være religiøs, hvis man tror på spøgelser? Eller omvendt – skal man være religiøs for at tro på spøgelser? Dette er nok ikke spørgsmål, vi bare lige sådan kan komme med konkluderende svar til. Men det kan være spændende at overveje, om det overhovedet giver mening at tro på det ene uden at tro på det andet?
Tror du, at der findes en relation mellem spøgelser og religion?
Bibliografi
Den Danske Ordbog. (u.d.). Spøgelse. Hentet fra Den Danske Ordbog: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=spøgelse
Hjemløse relationer
Af Ninna Rosa Holmquist Andersen, Æstetik og Kultur
Er lykken at finde en partner?
Af Smilla Marie Holten, Litteraturhistorie
Hvorfor længes jeg egentlig efter en partner?
Jeg sidder med min elskede veninde i min lejlighed og ser Bridget Jones’s Diary (2001). Mine øjne glider fra skærmen over på mit enlige stearinlys, der spejles ud af ruderne til julelysene på Magasins facade. Jeg hører Bridget Jones sige: “The only thing worse than a smug, married couple, lots of smug, married couples” (52:36-52:40). Mens julelysene blinker, tænker jeg på forleden dag, hvor jeg var i biografen med min far og hans nye kæreste. De skulle performe par, og ville på skift fremhæve, hvad hinanden havde oplevet de sidste par dage. Så de var glade for, at jeg kunne komme med. Vi så den nye Barbie-film (2023), hvor den lykkelige slutning indebærer Barbie, der vælger sin partner, Ken, fra og vælger menneskelivet som single kvinde. Men jeg har ikke lyst til at vælge som Barbie, når jeg er sammen med par. Jeg har det som Bridget, og alt ville være lettere, hvis jeg også havde en kæreste.
På universitetet læser vi Mary Shelleys Frankenstein (1818). Mens snefnuggene danser i vintervinden udenfor universitetets vinduer, udfolder vi pointer om værket, og vi taler om Frankensteins skabning, som også leder efter en partner.
Skabningen har fået idéen om en mage fra Paradise lost’s (1667) beretninger om Adam og Eva, og han forventer, at det er den brik han mangler mod sin ensomme tilstand. Men da skabningen blot søger en partner ud fra en forestilling om, hvad det er, længes skabningen efter noget, han ikke ved, hvad indebærer. Jeg sidder fortsat og forsvinder i snefnuggene, og tænker på, hvordan jeg heller aldrig har haft en kæreste, og hvorfor jeg så, ligesom skabningen, længes efter en partner uden at vide, hvad det vil være? Hvorfor søge lykken der?
Sara Ahmed skriver i ”Hvorfor lykke, hvorfor nu?” (2016, i K&K) om lykkens problem. Hun formidler, hvordan der er en social forventning om, at man skal være lykkelig og at man skal være det på en bestemt måde. Undersøgelser om lykke viser, hvor lykken opstår, men er samtidig med til at definere, hvor vi leder efter den. Ahmed beskriver også, at lykken er blevet det højeste ønske, som derved
kan ende i en krise over lykkens fravær. Der er en opfattelse af, at for eksempel ting som rigdom eller ægteskab skal gøre os lykkelige, men det er subjektivt, hvad der skaber en lykkefølelse. Det kan resultere i en krise over, at dét der skulle gøre én lykkelig, ikke gør det. Ahmed fremhæver sætningen ”jeg vil bare gerne have, at du bliver lykkelig” (Ahmed, 40) som en talehandling, der ofte er blevet sagt til homoseksuelle børn ud fra en idé om, at det traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde giver lykke. Derved har vi nogle bestemte indlejrede opfattelser af, hvordan lykken opnås, som kan diktere, hvor vi leder efter den. Jeg tænker, om det kan have indflydelse på, hvad skabningen i Frankenstein begærer? Hvad jeg begærer? Fordi der er konsensus om, at lykken findes i en partner, er det så derfor, vi søger lige netop det og ikke søger andre veje til at opnå lykken?
I sprøde stråler fra forårssolen, famler jeg efter et nyt holdepunkt. Mit blik falder på Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden (1973). Jeg læser mig opmærksomt igennem hendes opgør med det borgerlige kærlighedsideal. Hun formulerer blandt andet, at kærlighedsægteskabet først opstod i takt med begrebet om privatliv i 16.-17-hundredetallets Europa, og at det kan kobles til en kapitalistisk dagsorden. Mens jeg læser mig gennem Brøggers kritiske tilgang til kærligheden, bliver solen gradvist skarpere, og jeg mærker en svag kvalme bølge under min bevidsthed. Det manifesterer sig sagte i svage konturer, og jeg genkender følelsen som en frygt for, at mit ønske om en partner er styret af usynlige magtfulde konstruktioner. Er jeg ligesom Frankensteins skabning, som lærer gennem kulturelle portrætteringer af det korrekte menneskeliv? Jeg fornemmer, at min ellers faste illusion om kontrol over mine egne meninger svækkes. Jeg er ikke vant til at stille spørgsmål til mit begær. Jeg er snarere vant til at tænke på mit ønske om en partner som en soulmate-konstruktion. Som skabningen i Frankenstein længes jeg på grund af en idé om, at jeg er skabt til at finde en partner: ”My heart was fashioned to be susceptible of love and sympathy” (Shelley, 165). Mit idealiserede forhold til kærligheden trækker vel på adopterede ideer som Platons græsk-mytologiske forestilling om, at vi alle går rundt som afkløvede halvdele, der blot søger at finde sin helhed; altså en mere romantisk tilgang til kærligheden, og måske naiv? Både min og Frankensteins skabnings forståelse af kærlighed kommer derved fra forbrug af kultur og litteratur. Men jeg er blevet skeptisk, for jeg kan se, at min følelse af
manglen på en partner, nu oftere handler om at slippe for ubehaget ved at være alene blandt andre par, end det handler om, at jeg føler mig halv. Skabningen i Frankenstein udtrykker sin længsel således: “my soul glowed with love and humanity; but am I not alone, miserably alone?” (Shelley, 73). For skabningen er svaret ja, han er alene. Men jeg er dækket ind af venner, og alligevel længes jeg efter en måske illusorisk idé om, hvad et partnerskab er. Jeg henstiller mig til skabningens position: ”whilst I destroyed his hopes, I did not satisfy my own desires. (...); still I desired love and fellowship, and I was still spurned.” (Shelley, 166); en position i evig længsel og ensomhed. Jeg slipper tankerne med en tvivl om, om jeg er klar til at overgive mig til et liv i weltschmerz; et nyt ord der for nylig braste ind i min virkelighed. Det ”betegner en pessimistisk livsfølelse, som baseres på spændingsforholdet mellem ydre virkelighed og indre behov, mellem jegets personlige utopi og en utilstrækkelig verden” (Pinkert, i Den Store Danske, u.å., u.p.). Først nu føler jeg med Frankensteins skabning, og mærker weltschmerz på egen krop. Jeg overvejer, om jeg er klar til at anerkende, at min utopiske forestilling om en partner ikke passer med vores utilstrækkelige verden, og dermed overgive mig til en monster-position i evig længsel og ensomhed.
Mellem de første middelmådige forårsdage, hvor frosten fortager sig, og fuglene forsigtigt fører sig frem, deler jeg mine refleksioner med min far. Han mener, at jeg har for meget uni-hjerne, og tro på ”kulturens kraft”. Han tror på, at der findes et gen-bestemt drive i at finde en mage, vi kan skabe afkom med, og han mener at dybden i et partnerskab kommer i familiedannelsen. Han slutter med en elegant krølle omkring, hvordan min bror og jeg er det bedste der er sket, og at vi blev skabt i kærlighed, i ønsket om et livslangt partnerskab. Da jeg er i tvivl om, om det skal ende i en skjult debat om hvorvidt han får børnebørn, leder jeg diskret samtalen over på, om han har set den nye sæson af Love Is Blind på Netflix. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at han har misforstået hvad det handler om. Frankensteins skabnings længsel efter en partner, handler ikke om ønsket om afkom (det vides ikke, om det ville kunne lade sig gøre for skabningen at reproducere), og det gør mit heller ikke. Det handler nærmere om ideen om at dele et liv sammen, og jeg tænker på, om partnerrelationen har monopol på det?
På vejen hjem fra min fars lejlighed er der stjerneklart, og jeg nyder den kolde aftenluft der nusser mine kinder. Jeg lytter til podcasten Hjerteflimmer for voksne. Jeg var egentlig stoppet med at lytte til den, da det blev arbitrært at høre så mange råd til parforholdet, uden at have ét selv. I hver episode skal deltagerne svare på deres kærlighedsstatus, og parterapeuten Jytte Vikkelsø, svarer selv på spørgsmålet hver gang. Vikkelsøs måde at betegne sin egen situation på, fascinerer mig. Hun siger, at der har været en modstand i hende for at svare på spørgsmålet. Hun prøver at forklare: ”man svarer jo ind i en konvention (...), og det er konventionen jeg har haft noget imod. (...) jeg er single og det har jeg prøvet at sige på 37 forskellige måder (...) jeg følger min skæbne, og der tager min skæbne mig ikke hen. End of story.” (Hjerteflimmer for voksne 2.12.2020, min transkr.). De taler videre om hvordan der i ordet single ligger en forventning om, at man er på vej til noget andet. Jeg er ligeledes opmærksom på ikke at omtale mig selv som single, eller Frankensteins skabning som et monster, da der i begge ord ligger en manifestation, af den udelukkelse fra fællesskabet, som skabningen føler ved at være alene, og jeg føler ved ikke at have en partner. I podcast-serien ender Vikkelsø med at introducere sig selv som solo af flere omgange. Mens jeg går hjemad langs åen, beundrer jeg, hvordan hun kan finde balance i at beskæftige sig så meget med partnerskabet, og ikke selv være i ét. Men det er måske lige netop derfor, hun bliver nødt til at definere sig som noget andet end single - som hun mener klistrer sig til en søgen efter en partner. Hun har skiftet definition, og måske derigennem defineret sig væk fra lysten til en partner. På den måde kan hun overleve i tæt forbindelse med par. Forskellen er dog, at Vikkelsø har en reaktion på andres antagelser om, at hun ønsker en partner, hvorimod jeg reagerer på min egen antagelse om, at jeg begærer et partnerskab.
Et par dage senere, begravet i diverse støvede bøger og akademiske artikler til studiet, finder jeg igen mig selv foran Mary Shelleys Frankenstein. I min gengranskning af værket opdager jeg, at samtlige karakterer, ulig skabningen, længes efter en ven. Walton skriver til sin søster, at han længes efter at finde en ligeværdig, han kan dele sine tanker med, Victors far havde en ven han elskede højt og Victor har selv sin gode ven Clerval. Jeg lagde ikke mærke til det før, men jeg finder en højere koncentration af venskaber, end romantiske relationer
i Frankenstein. Mine tanker slipper bogen momentant, og flettes sammen med værket i overvejelser om, at mit liv har samme balance, hvor venne-relationer fylder mest. Når jeg sidder i stearinlysets skær og ser Bridget Jones’s Diary med min veninde, længes jeg ikke efter en partner, så hvorfor finder jeg ikke bare lykken i mine venner? Jeg tænker, at Frankensteins skabning mere præcist begærer at slippe af med ensomheden og blive en del af flokken, end at finde en partner. Skabningen udtrykker på et tidspunkt sin længsel således: ”Where were my friends and relations? No father had watched my infant days, no mother had blessed me with smiles and caresses” (Shelley, 88). Her ligger et klart afsavn til generelt tætte relationer, og ikke blot en partner, men det er, da han læser om andres fund af lykke via en partner, at skabningen tænker, han må søge lykken der. Jeg husker Ahmeds pointe om, at lykken er subjektiv, og tænker, at det derved ikke nødvendigvis er der, hvor skabningen leder efter lykken, at han vil finde den; det kan tværtimod ende i lykkens krise. Da Frankenstein aldrig skaber en mage til skabningen, er det ikke til at vide om det havde bragt løsning eller krise, men hvis skabningen havde læst om andre måder at slippe ud af ensomheden på, havde han måske søgt efter lykken der. Så er jeg, ligesom Frankensteins skabning, blot drevet af lykkebegrebets problem, fremstillinger af partnerskabet eller andre kræfter som kapitalismens magt over den institutionaliserede kærlighed? Jeg bladrer febrilsk gennem Frankenstein, hvor sætningen ”How dangerous is the acquirement of knowledge” (Shelley, 35) lyser op og rammer mig i en følelse af, at jeg bare bliver mere modløs ved at pille mit umiddelbare begær fra hinanden. Så jeg giver slip, og i stedet beslutter jeg mig for, som Frankenstein, at søge trøst i naturens sublimitet, og lade mig fortabe i de smukke kræfter, der bryder vinterisen, og lysegrønne blade, der springer ud på ny.
Jeg passer mit studie, ligger på sofaen, og mens forårssolen stiller skarpt på de nøgne træers små spirer, scroller jeg på instagram, hvor jeg fejlagtigt føler mig beskyttet fra dybere tanker. Jeg kommer forbi et citat fra bell hooks: ”Deep, abiding friendships are the place where many women know lasting love.” (@luciaodoom, Instagram-opslag 22.11.2023). Det er Lucia Odoom, der har lagt det op, og hun skriver selv: ”Er så taknemmelig for mine venner, både gamle dybe venskaber og de nye spirende symbioser. Tænker meget på det for tiden” (Odoom). Lucia har
selv mand og barn, og alligevel er det venskabet hun fremhæver. Hendes citat af bell hooks er både en hårdtslående og øjenåbnende udmelding. Et nederlag for forestillingen om at finde sin helhed i en partner, med sandheden om, at det for mange i virkeligheden er i venskabet, man finder den evige kærlighed. Det pendulerer mig tilbage til Frankensteins mange subtile længsler efter venskab: Hvordan Walton ikke skriver hjem om længsel efter en partner, men en ligeværdig ven. Og hvordan Frankenstein bruger mere betydningsfuld tid med sin ven Clerval, end med Elizabeth, som han næsten aldrig ser. I Frankenstein er der en blindhed for de eksisterende venskaber, der overskygges af længslen efter en partner. Men hvis jeg slipper vanen med at sætte fokus på søgen efter en partner, gør det skabningens ensomhed og det komplette fravær af forbindelser, nærmere alle venskabs- og familierelationerne, tydeligere. Frankenstein ender så med at stå tilbage som en hyldest til tætte forbindelser i familie og venskaber. Et muligt svar på, hvad jeg bør begære, bryder frem: er venskabet i virkeligheden det, der kan stille min længsel?
I overgangen til første klasse flyttede min hjerteveninde 3 timer væk, og jeg følte mig som Frankensteins skabning; helt forladt og alene. Dér følte jeg mig halv. Det føles som en fjern fantasi-erindring, da jeg nu har en overflod af tætte veninder, som har slukket mit venne-begær. Det er en grådighed, der nu bærer frugt, men i stedet for at glædes finder jeg et nyt sted i mit liv, hvor jeg kan optimere, og sætter mig tilbage i monsterets position. Måske er jeg bare vant til længsel og er blind for opfyldelsen? Frankensteins skabning var ekskluderet og alene, men jeg har muligheden for at stoppe grådigheden, og anerkende tosomhedslykken, der allerede eksisterer i mine venskaber.
I sommerens højtid, sidder jeg med min gode veninde på en bar i Aarhus. Sommerfuglene flyver lavt, og vi laver en pagt om, at vi vil blive gift og få børn sammen, hvis vi stadig er single når vi bliver 40. Leve livet sammen. Vi fremstiller det som en nødløsning, men det tegner sig i mine tanker som et lykkeligt udfald. På sofaen kunne jeg sidde med hende i stearinlysets skær og føle mig hel og i live resten af livet.
Hvorfor længes jeg ikke bare efter en ven?
Bog-spot: Bøger om de grimme, smukke, sørgelige og uundgåelige relationer
Af Lykke Friis Medholdt, Æstetik og Kultur
Den første kærlighed, de første hjertesorger, de første venskaber, nye begyndelser og bratte afslutninger. Disse otte bøger beskriver på den fineste vis de helt uundgåelige aspekter, vi kommer til at støde på i livet. Gennem litteraturen kan der blive sagt de ting, som vi alle føler og mærker - på godt og ondt. Jeg har her samlet en lille blanding af bøger, som forhåbentligt kan være en inspiration til dig som læser. God læselyst!
A Very Nice Girl - Imogen Crimp
En ung sanger på et prestigefyldt musikkonservatorium i London - så bliver det vel ikke meget bedre? Men for unge Anna, som hverken føler, at hun passer ind sammen med sine rige medstuderende, sin stoiske familie eller ind i Londons pulserende byliv, så bliver hver dag en kamp. En kamp om at overbevise alle andre, og ikke mindst sig selv om, at hun hører til. Da Anna så møder Max, higer hun desperat efter en opmærksomhed og kærlighed, som han ikke er villig til at give hende. Anna bliver dog opslugt af ham på trods, og Max bliver nu endnu et menneske, som Anna desperat prøver at bevise sig selv overfor. Men hvor længe kan en indbildsk kærlighed holde et menneske ovenvande?
Happy Place - Emily Henry
Forestil dig, at du skal tilbringe en hel uge i en feriehytte sammen med dine bedste venner fra universitet. I ser ikke længere hinanden så ofte, men én uge om året er altid sat af til, at I alle kan være sammen. Så opstår der dog bare et lille problem i, at dig og din forlovede er en del af den samme vennegruppe — og I har ikke liiige fået fortalt resten af gruppen, at I faktisk ikke er forlovede længere, og slet ikke har snakket sammen i seks måneder. Harriet og Wyn var det par, som alle deres venner så op til, og alle vidste, at de ville holde i det lange løb. Men kan kærligheden overvinde alt? Vi følger Harriet og Wyn over årene fra den første spæde relation, som førte til den hæsblæsende forelskelse, til den hjerteskærende relation, at kærligheden ikke altid er nok. Men i løbet af denne uge får Harriet og Wyn nu endnu en chance for kærlighed.
Conversations on Love - Natasha Lunn I Conversations on Love interviewer journalisten Natasha Lunn forfattere, psykologer, læger, livsstilseksperter og alt derimellem om deres erfaringer med kærlighed og relationer. De forskellige interviews indeholder ikke så mange råd, men der er derimod mere fokus på menneskers levede erfaring med de relationer i deres liv, der har formet dem på godt og ondt. Der er samtaler om romantisk kærlighed, den kærlighed vi deler med vores venner, kærligheden til os selv og hvad vi gør, når vi mister den, vi elsker. Hvis du som læser ikke er den store fiktionslæser, så er Conversations on Love en kæmpe anbefaling herfra.
Intimacies - Lucy Caldwell
Intimitet, forhold, ungdom, moderskab og kvindeliv er blot nogle af de temaer, som Lucy Caldwell berører i hendes novellesamling Intimacies. På sine blot 137 sider formår Caldwell på fremragende vis at give et indblik i de op- og nedture, der er uundgåelige i livet. Vi følger en ung kvinde, der må ty til internettet for at ende en graviditet, hun ikke ønsker, i et land hvor det ikke er lovligt. Vi får indblik i, hvordan en samtale med en fremmed kan være livsændrende, og ser unge kvinders forsøg på at finde deres plads i verden. Man sidder som læser tilbage med en følelse af, at man faktisk (bare måske) ikke er helt alene i verden.
You Exist Too Much - Zaina Arafat
Hvordan navigerer man i verden, når man har en fod i hver lejr? En ung, palæstinensisk-amerikansk kvinde, prøver i sit voksenliv desperat at leve et fornuftigt og konformt liv i New York City, hvor hun bor med sin partner. Men man kan ikke løbe fra sin fortid, og vi får som læser et skarpt indblik i, hvordan vi fra barnsben af bliver formet af vores oplevelser, og hvordan det er uundgåeligt, at de følger os ind i vores voksenliv. Vores hovedperson bliver diagnosticeret som værende “kærlighedsafhængig” og gennem glimt og flashbacks til hendes fortid, må hun nu prøve at stykke sammen, hvordan hun endte der, hvor hun er i dag.
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt
Hvad gør man, når man mister sit barn - hvad står man så tilbage med?
I Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage formår Naja Marie Aidt på dybt poetisk vis at give et indblik i sin egen sorg, da hendes ældste søn Carl på dybt tragisk vis døde i en alder af 25 år. For hvordan lever man så videre som mor til to yngre børn, og hvornår vender man tilbage til sin karriere-hverdag i New York City? Aidt formår med denne roman også kendt som Carls Bog, på en helt menneskelig vis at sætte ord på det, som slet ikke kan beskrives. En smuk og hjerteskærende læseoplevelse, som jeg vil anbefale alle.
When Breath Becomes Air - Paul Kalanithi
I denne selvbiografi følger vi Paul Kalanithi, der navigerer livet, der som en ung dreng og sidenhen studerende skal finde sin vej i livet. Paul finder sin passion i neurokirurgien. Men ligesom hans karriere begynder at tage fart, begynder han at lægge mærke til nogle symptomer, som kommer til at sætte en stopper for alle hans håb og drømme. Paul kommer aldrig til at færdiggøre sin selvbiografi, førend kræften tager livet af ham. I sin bog reflekterer Paul over den fremtid, som han ved, han ikke kommer til at opleve. For hvordan lever man livet, selv når man ved, at det er ved at ende? En smuk fortælling om forsøget på at acceptere en helt utænkelig skæbne.
Send Nudes - Saba Sams
Hen over ti fortællinger giver Saba Sams et smukt indblik i ungdommen og pigeliv. For hvordan finder man som ung kvinde sin plads i verdenen, og hvilken betydning har vores relationer og de mennesker, vi omgiver os med, for vores liv? Sams ti noveller finder bl.a. sted på den mørke, pulserende natklub, på sommerens musikfestival og giver os et indblik i de komplicerede familieforhold, venskaber og den første altopslugende kærlighed, som unægteligt kommer til at forme os som mennesker. Med skarphed og præcision, formår Sams at give os lov til at dykke ned i den kompleksitet, det er at være en ung kvinde, der prøver at finde sin vej her i livet.
How to relate to a pigeon
By Karoline Djursaa, Comparative Literature
On a chill spring morning, I open my window to an old, familiar world.
Up on the roof a pigeon is chanting its incantations
Coo coo! Coo roo! Coo coo, coo roo!
I close my eyes.
No other sound can evoke such feelings of time, and the passing of it.
Suddenly I am five, running around the marketplace of my hometown, pigeons flooding the square. I am chasing the wonderful creatures in a game of tag, that I am sure the pigeons found incredibly amusing.
But like any other five-year old, I didn’t know any better, than to follow that curious spark. As children we are even more sentient to all the magic around us, and we want to grasp onto it, hold it, feel it live inside our tiny hearts.
I can’t blame my five-year old self for wanting the magic to last.
And I’ve realized as time has passed, I am still longing for that same magic. Only now, I know better than to try and catch it with my human hands. Magic can’t be caught and it doesn’t stay put in one place. But if we’re willing to accept its fugitiveness, it will inevitably return in a different form.
In the way we relate to our world
To each other
And the pigeon in our backyard.
The sound of wings flapping, pulls me back into my own time.
And there it goes,
the little pigeon wizard.
the momentary magic.
From the window I see him travel through the backyard and continue his journey elsewhere.
His departure leaves the backyard enveloped in a strange stillness,
As though all this time, the space had been under a spell now lifted
The wizard is flapping his wings in the distance
I wonder where he’s going.
I hope they welcome him there.
En professionel relation - Forfatter og forlag
Af Asbjørn Hesselager Gravesen, Litteraturhistorie
I sidste semester arbejdede jeg på at få et indblik i, hvad en forfatter kan forvente af kompensation ved et forlag som Gyldendal. Det var en opgave til mit valgfag, som jeg er træt af at fortælle titlen på, men faget hed Critical Cultural and Creative Industry Studies. I opgaven var der flere spændende konklusioner, som jeg tænker kunne være interessante at bringe op inden for bladets tema, nemlig her en professionel relation. Med inspiration fra opgaven vil jeg komme ind på, hvad det er for en kontrakt, forlagsaftalen er, og hvad forfatteren kan forvente i kompensation igennem royalties. Til sidst vil jeg afrunde ved at overveje, hvilken slags arbejder forfatteren er. Så læs med her, hvis der er en interesse for at åbne op for relationen mellem forfatter og forlag.
I opgaven gennemgår jeg en såkaldt modelkontrakt, som er en slags standardkontrakt mellem forfatter og forlag. Interesseorganisationen Dansk Forfatterforening har et ærinde i at prøve at få forlag til at overholde og følge deres egne modelkontrakter. Forfattere får deres egne individuelle kontrakter, men kontrakterne skulle gerne ligne modelkontrakterne. Punkter kan forhandles og optioner kan bruges. For eksempel er der flere forfattere, der nu vælger streaming fra i deres forlagsaftaler ved deres nyere bøger, da de er utilfredse med kompensationen ved streaming. I modelkontrakten kan man se, hvilken slags kontrakt det er, og her kommer der et uddrag fra Gyldendals modelkontrakten:
Forfatteren overdrager forlaget eneretten til selv eller gennem andre i ethvert medie og på enhver platform at mangfoldiggøre, udgive, markedsføre, distribuere og udnytte værket eller dele heraf i trykt form (...) i digital form i alle tekniske formater (...) og i form af fysiske varer (...). Er der tale om en ophavsretlig bearbejdelse af værket, herunder dramatisering og merchandise, kræver det forfatterens specifikke tilladelse.
Rimelig tørt, men der er to ting at være opmærksom på. Forfatteren overdrager udgivelse- og salgsrettighederne til forlaget. Den anden del er, at værket dog har en beskyttelse mod ændring og bearbejdelse.
Hvad får forfatteren så for at overdrage sin intellektuelle ejendom til forlaget? Der er to aspekter, jeg vil lægge vægt på: garantihonoraret og royaltylisten i modelkontrakten. I kontrakten fremgår det, at forfatteren får et garantihonorar, når aftalen er underskrevet, og manuskriptet er indsendt. Garantihonoraret udgør 1/3 af første års estimerede royalties, som det fremgår på side 3 af kontrakten. Men det fremgår meget længere nede under generelle vilkår, at dette garantihonorar fungerer som et forskud på royalties og skal modregnes alle royalties, indtil hele garantihonoraret er tjent hjem (s. 12). Så man kan se garantihonoraret som et slags lån af den fremtidige indtjening, der skal betales tilbage, indtil man kan få flere royalties.
Her er et udklip af royaltylisten:
Dette er blot et udklip af en længere liste, hvor der også fremgår andre formater. Men trenden er klar, at jo større mængde kopier man sælger, desto højere royalty får man. Til et vist punkt. For eksempel hvis man kigger på e-bøgerne fremgår det, at man får sit største royaltysats ved over 5000 kopier solgte på 50% royalty. Man kan godt argumentere for, at forlaget tjener flest penge i den her aftale, for selv når bogen sælger rigtig mange kopier, så står forlaget stadig med den største andel af fortjenesten. Det er svært at sige, om det er fair eller ej, da der er mange ukendte faktorer.
Forfatteren overdrager alt andet arbejde end manuskriptskrivningen til forlaget, der indebærer alt fra markedsføring og distribuering til redaktionelt arbejde.
Men hvad kan man så forvente af penge ved for eksempel 26% royalty på en trykt udgave? Det fremgår, at det er 26% af nettoprisen ekskl. moms, men hvad er det for en størrelse?
Lad os sige at prisen for bogen i en boghandler er 199 kroner, så gennemgår jeg det eksempel nu. Nettoprisen er den pris, boghandleren betaler for bogen og derfor den, forlag og forfatter får fortjeneste af. Først og fremmest trækker man moms fra på bogforhandlerprisen, som bliver 159,2 kroner, og så trækker man boghandlerrabat fra, som normalt er sat til 35%, så boghandleren også kan tjene penge, og til sidst står man tilbage med nettoprisen 103,48 kroner. Og det er herfra, forfatteren får sine royalties: 26,9 kroner per solgte bog op til over 5000 solgte. Så hvis en forfatter for eksempel gerne vil tjene en årsløn på 200.000 kroner før skat det første år, vil et omtrent salgstal lyde på over 7.000 kopier solgt af ordinærudgaven med en royaltysats mellem 26-27,5%. Og det er hvis, man som forfatter kommer igennem det meget lille nåleøje og slår igennem ved et af de store forlag. Her kan man selv lege lidt rundt med forskellige tal. Man kan sætte en anden pris til bogforhandlerprisen, anden royalty eller anden boghandlerrabat. Regnestykket er således, hvis man gerne vil lave det selv: Boghandlerpris*0.8*0.65*0.26. Hvor 0.8 er momsdelen, 0.65 er boghandlerrabatten og 0.26 er royaltysatsen.
Alt det, jeg har skrevet om indtil videre, er jo med det forbehold, at forfatteren har en forlagsaftale i hus, hvilket jo ikke ligefrem er nemt. Jeg vil gerne lægge op til undring om, hvordan en forfatter ellers kan få kompensation for arbejdet. Forlaget løser centrale opgaver for forfatteren, som han eller hun muligvis ikke kan magte. Enhver kan udgive bøger selv i dag, men hvordan løser man svære opgaver som distribution og markedsføring? Hvordan får man nogen til at læse sine bøger, når der er så meget at vælge mellem? Hvis man har en forlagskontrakt ved Gyldendal, så har man også et slags kvalitetsstempel, som måske gør det nemmere for en læser at vælge bogen. I mit valgfag kom vi også omkring udtrykket ‘Hope Labour,’ som er et udtryk, der beskriver arbejdet, mange kreative arbejdere udfører. David Wright skriver i sit kapitel ”‘Hopeful work’ and the creative economy” i The
Palgrave Handbook of Creativity at Work om den kreative arbejder: “Hope labour represents ‘un- or under compensated work carried out in the present, (...) in the hope that future employment opportunities may follow”. Forfatteren falder altså under kategorien den håbefulde arbejder. Han kan håbe på, at han får en forlagskontrakt, eller han kan håbe på, at han kan løse de samme udfordringer selv og få succes med at udgive selv. Hvis du, læser, skulle udgive en tekst med fortjeneste, hvordan ville du så gøre det? Ville du satse på en traditionel udgiver, eller ville du udgive selv og markedsføre din tekst måske på forskellige sociale medier?
Den store tur
Af Nicklas Vittrup Steffensen, Musikvidenskab
Da jeg kører ned ad grusvejen, kigger jeg ud over markerne og mindes, da vi kørte på ATV. Vi var ude at køre i alt slags vejr. Det var særligt sjovt, når det havde regnet, så markerne var mudder, og det brune vand kunne piske op i ansigterne på os. Vi lo, når ATV’en hoppede op og ned over knoldene.
Far sagde, at det ikke var så vigtigt at have hjelm på; vi kunne jo nok holde til nogle knubs. Det kunne vi også, lige indtil den dag vi kørte 40 kilometer i timen, og maskinen mistede kontakten til jorden. ATV’en landende på den ene side, nu i tomgang. Jeg havde slået en skæv kolbøtte hen over jorden, og lå bagefter og mærkede, hvordan mine fingrene snurrede, og mit hoved sagde, at min krop trillede videre. Du lå lidt væk fra mig, du måtte være katapulteret et par meter væk. Da jeg fik samlet mit sind, rejste jeg mig, og du lå der stadig, og jeg vendte din krop rundt, så ansigtet kom til syne. Du havde næseblod, og ansigtet var hyllet ind i jord. Samtidig var det, som om din mund sad skævt, dit ansigt var flydende. Jeg løb hen mod maskinhuset, og jeg fandt Far, og jeg sagde, at vi skulle løbe, men han gik kun. Jeg trak i hans arm for at få ham til at gå hurtigere, og han satte farten lidt op, men gik stadig kun i rask tempo.
Du siger ikke så meget, da han sætter sig på hug over dig. Han giver dig en hånd, så du kan rejse dig, men dit ansigt fortæller mig, at en hånd ikke er nok.
Jeg hjælper dig med at vaske og rense dit ansigt. Bagefter siger Far, at vi nok bør køre med hjelme fremover. Han har en motorcykelhjelm liggende, og den anden kan bruge en af cykelhjelmene. Men du nægter at tage med ud at køre igen, du siger, du er blevet for stor til det.
Efter jeg parkerer bilen på gårdspladsen, går jeg over mod maskinhuset. ATV’en holder inde i hjørnet af maskinhuset bag en stak paller og en såmaskine. Jeg banker på døren til bryggerset, men vurderer, at han nok ikke kan høre det inde fra stuen.
”Dav, far,” siger jeg i hvælvingen ind til stuen.
”Dav! Nå, så kunne du være her.”
”Jo jo. Det er jo lang køretur herud.”
Han rejser sig fra sofaen og tænder for den stationære computer på skrivebordet.
”Mor er ude for at handle ind,” siger Far. ”Vi skal vist have flæskesteg til aftensmad.”
”Det lyder da dejligt,” siger jeg og kigger på, at computeren nærmer sig login.
Han går hen mod spisebordet og sætter stolene ind, så de står helt tæt til bordet.
”Vil du have noget kaffe?” spørger han.
Jeg sætter mig i kontorstolen.
”Jo tak. Så lad gå.”
Mens Far går ud i køkkenet for at hælde vand og pulver på Moccamaster-maskinen, logger jeg ind på computeren. På hjørnet af skærmen sidder en række post-its med koder: bank-ID, mail, energiselskaber. På en af skrivebordets hylder står et billede af dig og mig. Vi er i Randers Regnskov og rører ved en tapir. Mine øjne stråler af entusiasme, mens dine er dækket af dit sorte hår. Vi er måske syv-otte år gamle, det er Far, der løfter dig op over afskærmningen. Hans stemme lyder ude fra køkkenet:
”Du drikker ikke mælk i eller sådan noget, vel?”
”Nej, det er fint,” svarer jeg.
Jeg går ind i Stifinderen og begynder at tjekke, hvilke filer der ligger. Da jeg klikker mig ind på en af filerne, stopper computeren med at reagere.
”Svarer ikke,” skriver den. ”Vil du tvinge den til at lukke?”
Jeg klikker på ”vent” og prøver at huske, hvor længe vores forældre har haft denne computer. Det var efter, jeg flyttede sammen med Kirstine og fik Viggo. Men det var før, du startede på højskole. Og du sendte mig digte om, hvorfor kærligheden er forbeholdt det jordiske liv, og at det egentlig ikke betyder noget, når vi alle sammen skal dø.
”Kan du lide dem?” spurgte du.
Et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg skal gennemrode skrivebordets skuffer for at lede efter, om Mor og Far har gemt nogen af dine tekster. Har du sendt nogen af teksterne til dem? Eller måske har de gemt nogle af dine håndlavede Pixi-bøger? Men jeg har ikke lyst til at gennemrode hverken dine eller deres ting. Jeg har mine egne.
Far kommer ind i stuen og stiller kaffekoppen på bordet.
”Jeg har fortalt de andre på arbejdet om det.”
”Om hvad?”
”Om det her, altså den store tur,” siger han og nikker mod computeren.
Mor ringede efter mig for to uger siden for at høre, om jeg ikke kunne hjælpe med at rydde op i deres computer.
”Den kører så langsomt, og det er ikke til at finde noget længere.”
Jeg sagde, at jeg havde lidt travlt. Så nævnte hun, at det også kunne være lige meget, og at de var for gamle til overhovedet at bruge computer og internet mere. Jeg sagde, at jeg godt kunne komme forbi et par timer, hvis det virkelig var vigtigt.
”Mor har spurgt, om du bliver til aftensmad,” spørger Far.
”Så sent bliver det nok ikke,” svarer jeg og begynder at vise ham, hvordan computeren fungerer.
”Computeren er ligesom et arkivskab. Du kan lave en mappe ved at klikke her, og så kan du gemme ting deri.”
Han trækker en skuffe ud af skrivebordet, og finder en blok papir og blyant frem til noter.
”Hvis du sletter noget, så kommer det over i Papirkurven. Men efter et stykke tid bliver det også slettet herfra,” siger jeg og kan se, at Far nikker en gang imellem.
Da kaffen er blevet kold, og jeg har vist ham det mest basale, rejser jeg mig fra kontorstolen.
”Det var dejligt, at du kunne hjælpe sådan en gammel mand som mig,” siger han og gnægger lidt.
Jeg går ud i entreen og begynder at tage tøj på.
”Du bliver ikke lidt længere?” spørger han.
”Nej, jeg skal hjem til Viggo igen, det må jeg nok hellere.”
Jeg binder snørebåndet stramt, så min fod omsluttes helt af skoen. Han hoster lidt, inden han indånder og spørger ind til dig:
”Hvordan går det med Anders? Har du snakket med ham?”
Jeg rejser mig fra snørebåndsbindingen.
”Eller får du snakket med ham?” tilføjer han.
”Af og til,” svarer jeg og ved, hvad du vil tænke.
Du vil tænke, at jeg skal blande mig uden om. Jeg lover, at jeg virkelig prøvede.
Du vil tænke, at du har snakket nok med Far i dit liv, og at han ikke kan give dig
noget mere. At din relation til Far er som et venskabsbånd, der måtte brændes, eller et forlist parforhold, som man ikke skal vende tilbage til. Men i det øjeblik hvor vi, Far og jeg, stod sammen i bryggerset, kunne jeg høre, at han aldrig har taget dig for givet.
”Jeg vil så gerne snakke med ham. Jeg har ikke skrevet til ham endnu.”
”Jeg synes, du skal prøve at skrive til Anders,” svarer jeg.
Far går ind i stuen og kommer tilbage med en bunke af konvolutter. Det er konvolutter med digte fra højskolen.
”Hvis du nu møder ham, før jeg gør, må du gerne sige til ham, at jeg godt kunne lide hans digte”.
”Det skal jeg nok,” siger jeg.
Vi giver hinanden et nik, og jeg går ud ad døren.
Da jeg kører ud ad grusvejen, kigger jeg ud på disen over markerne. Jeg tænker på, at vi faldt af ATV’en mange gange. Jeg tænker på, hvor sjovt vi havde det, og jeg tænker på, at du trods de mange knubs aldrig fik nogen ar.
Har du tid til at hænge på torsdag?
Af Saga Bech Risør, Æstetik og Kultur
Nej. Jeg har aldrig tid. Eller, jo, men det føles ikke sådan. Det føles som om, at jeg laver så meget, at jeg altid glemmer en aftale; som om at jeg konstant skuffer en ven fordi jeg har kludret i kalenderen. Det føles som om, at jeg skal have umuligt mange penge for faktisk at have tid til de relationer, der betyder noget for mig. Jeg er altså født til at chille med mine venner og slay. Hvorfor skal jeg arbejde for at det bliver muligt? Og hvad med dem der har det langt værre end mig, der er tvunget til at arbejde for at overleve og slet ikke har tid til i det hele taget at forestille sig deres ønskede relationer?
Jeg har jo alligevel tid til at skrive den her artikel. Men hvorfor skal det være sådan her? Og skal det nu også det?
Da jeg bestemte mig for at skrive en opinionsartikel om emnet relationer, konkluderede jeg hurtigt, at jeg som dedikeret kommunist er forpligtet til at takle et af de mest udbredte og relaterbare problemer i vores samfund i dag: forringelsen af relationer under kapitalismen. Det er åbenlyst, at kvaliteten af vores forhold til mennesker omkring os er forringet, hvilket efterlader mange isolerede, fremmedgjorte og utilfredse.
Men hvorfor? Svaret ligger i selve fundamentet for vores nuværende økonomiske system.
Kapitalismen er essentielt set et udbytningssystem bygget på at maksimere profit for enhver pris. Dette materielle grundlag reducerer mennesker til ressourcer, tandhjul i maskinen, der skal udnyttes, indtil de er slidt op, og smides væk, når de ikke længere er profitable. Under disse elendige forhold bliver medfølelse og samvær underordnet effektivitet og produktivitet. Som konsekvens bliver vi fremmedgjorte fra hinanden og betragter hinanden som midler til udnyttelse snarere end subjekter, der fortjener respekt og værdighed.
Denne fremmedgørelse manifesterer sig på forskellig vis i vores personlige liv. Vi finder os selv i overdrevet meget arbejde, hvor finansiel stabilitet kun opnås ved at ofre dyrebar tid med familie. Indespærret i en evig cyklus af overarbejde og udmattelse vender vi hjem kun for at crashe på sofaen, hvor vi søger trøst i tom underholdning, før vi gentager processen ad infinitum. Vores børn lider under konsekvenserne af vores fravær og vokser op i hjem,
hvor kærlighed og opmærksomhed er knappe varer, der doseres mellem vagter og forretningsrejser.
Yderligere efterlader systemets umættelige krav om profit meget lidt rum til at danne autentiske relationer, der ikke baseres på transaktioner. Vi har transaktionsorienterede motiver og går ind i forhold for social status, økonomisk gevinst eller andre egoistiske formål. Er det da så overraskende, at så mange ægteskaber ender i skilsmisse, og at venner skilles i bitterhed?
Karl Marx beskrev selv, hvordan kapitalismen forringer vores relationer i det klassiske værk Kapitalen:
Dette perspektiv illustrerer, hvordan kapitalismen forhindrer mennesker i at fostre betydningsfulde relationer, idet den prioriterer profit frem for det menneskelige behov om samvær. Den kapitalistiske struktur undergraver altså essensen af, hvad der gør os til mennesker: vores relationer.
”Arbejdet, der producerer materielle rigdomme, virker desuden destruktivt på de sociale relationer, der eksisterer i almindeligheden. Alle sociale relationer, der ikke bygger på pengebaseret udveksling, trues af kapitalismens ekspansion.”
I dette citat påpeger Marx, hvordan kapitalismen underminerer alle sociale relationer, der ikke bygger på pengebaseret udveksling. Arbejdet, der producerer materielle rigdomme, er samtidig destruktivt over for de sociale relationer, der allerede eksisterer.
Fundamentet for kapitalisme og derigennem også for vores mangel på meningsfulde fællesskaber og forhold er udnyttelse - udnyttelse for enhver pris til fordel for en diminutiv minoritet, profit frem for behov. I dag er der derfor et voksende lag af mennesker, der er tvunget til at arbejde slavisk. Al deres tid og energi bliver udnyttet for, at monopolvirksomhederne, som kræftceller, kan fortsætte med deres vækst, deres syge ‘konkurrence’, om at blive rigere og eje mere. Disse mennesker, som lige så godt kunne have været dig eller mig, har ikke tid eller råd til at drikke en øl med en ven. De har ikke tid til at være med deres familie eller at søge kærlighed for at stifte deres egen familie. De er født ind i en klasse, hvor de er tvunget til slavearbejde eller død. Hvis det var op til kapitalismens markedsøkonomi, også kaldt det ‘frie’ marked, havde vi alle været en del af denne klasse (bortset fra dem i ejer-
klassen self) og arbejdet hvert eneste ene minut af vores liv, til vi døde. Vi havde nok også været døde ret hurtigt, nok efter to uger eller sådan noget, fordi vi ikke havde tilgang til mad. For os er det en dystopisk og kummerlig tilværelse at forestille sig, men det er virkeligheden for næsten en milliard mennesker. Vi producerer nok mad til ti milliarder mennesker. Det er fuldstændig latterligt, at så mange skal sulte, noget som kun er et af mange symptomer på et fejlet system.
Så har du tid til at hænge på torsdag?
Tja, det har du nok egentlig, hvis du har haft tid til at læse hertil. Men det kommer du ikke til at have, hvis kapitalismens udnyttelse fortsætter, som den gør, og leder os alle ned i den blindgyde, vi er på vej ned i. Der er intet naturligt ved dette system; det er råddent helt ned til roden. Så det skal rives op fra roden, hvis vi skal have noget håb om at leve et liv, hvor vi er frie til at danne de relationer, der giver os livsglæde. Men nok om at vi ikke har nogen fremtiddet hører vi hele tiden. Det er på tide at vi kæmper for den.
Det viste bolsjevikkerne os gennem verdens største historiske begivenhed: Den Russiske Revolution. Nødvendigheden for revolution er gået op for mange her i Danmark efterhånden. Jeg er selv iblandt cirka 170 aktive medlemmer af den revolutionære kommunistiske organisation Revolutionære Socialister, der bygger på de bolsjevistiske principper. Internationalt er vi over 6000 medlemmer, der kæmper for at realisere en bedre verden. Personligt synes jeg et politisk fællesskab af denne grad er noget af det vigtigste i dagens samfund. Min relation til mine kammerater er meningsfuld, fordi den hæver min bevidsthed og giver mig en stemme. For at bekæmpe de negative effekter, kapitalismen har på vores forhold, skal vi fostre revolutionære relationer og sammen realisere revolutionen.
Kampen for en bedre verden uden udnyttelse, hvor der er plads til ægte kærlighed og dybe relationer, er gennem revolutionær massekamp.
Det er nemlig kommunismen, der sikrer, at vi alle får vores behov mødt, så vi har tid til at hænge frit med vores besties og deltage i demokratiet. Der er ingen grund til, at milliarder af mennesker skal udnyttes, når der produceres så meget materiel overflod, at vi alle frit kan leve et liv af høj standard med tid til at dyrke vores passioner og relationer.
Mit fugleeventyr
Af Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik og Kultur
Jeg trykker mit ansigt mod ruden som et barn, der sætter sit spor. Men mormor skælder ikke ud. Hun sætter også sine spor. Solsorten venter på hende ved foderbrættet. Jeg hviler armene på den lune radiator, stikker knap øjnene over vinduesrammen, og gør mig så lille, som jeg kan være. Så lille som jeg var, første gang jeg kastede min kærlighed på disse dunede væsner. Kender den mig, som jeg kender den, tænker jeg mens jeg iagttager musvitten i fuglehuset, der ligeledes iagttager mit menneskeansigt. Dén med frygt, jeg med ærefrygt. Flokke af krager svæver hen over himlen. Kender de mig, som jeg kender dem, rumsterer det. Med kategorier af navne og videnskabelige beskrivelser vokser afstanden mellem os, mens jeg holder fast i et håb om, at de kender mig, som jeg kender dem. Usynlige tremmer vokser frem foran vinduet, og jeg får lyst til at ruske i dem med al min kraft. Ud, ud, ud. Den pippende fugl i mit hjerte vil ud. Den flakser febrilsk rundt i mit bryst, flyver ind i hjertevæggen, og slår sig selv bevidstløs. Rødhalsen ser optrinnet i mit hjerte, og vil bestemt ikke kendes ved mig nu. Den flygter fra mig, men ikke fra køer, heste og rådyr. Altid på afstand. Bag en rude.
Bag en gren. I frygt for mennesket. Jeg, mennesket. I en misundelse over fuglenes kærlighed til hvad der ikke er os, fælder vi, hakker vi og nedlægger vi dét, der er større end os. Fuglene valgte afstanden første gang, de så et menneske begå overgreb på naturen. Første gang de så en skov blive til en mark. En eng blive til en mark. En mose blive til en mark. Nu er der så lidt skov, eng og mose tilbage, at de tvinges ind i haverne. Vi tvinger dem mod deres vilje til at bryde afstanden.
Træerne, blomsterne og grankoglerne kan noget, som jeg ikke kan, og vidner om min mennesketilstands evige uduelighed. Og den lille fugl i mit hjerte vil bare bryde afstanden helt, så de kan se, at jeg ikke er ligesom andre de mennesker. Se mig, vælg mig. Jeg er ikke en nedbrydende parasit. Gør mig til fugleambassadør. Lad mig tale jeres sag i en verden, hvor jeres sprog ikke gør sig gældende. Fortæl mig, hvilke rettigheder I vil have. Hvis mit navn må stå med stort forbogstav, så må fuglenes navne også.
Folk tror tit, at min fascination af fugle udelukkende er naturvidenskabelig. Ornitologisk. Tværtimod. Med et åbent sind og en spirende nysgerrighed, så jeg
relationens mulighed glimte i øjnene af en gråand, første gang jeg åbnede en fuglebog. Endnu havde jeg ikke kendskab til bogstavernes fulde betydning, men jeg kunne forstå de illustrerede fugles personligheder. Dem kunne jeg da nemt blive venner med. Det er for et barn den fulde betydning. Det var jo ovenikøbet slet ikke dét, fuglebogen egentligt handlede om. Der skete en så kraftig forbindelse af receptorer i min hjerne, at fornuft måtte vige for fantasi og følelser. Som en nøgle passer i en lås, bandt neurotransmitteren sig til en receptor, og låste neuronerne til hinanden. Der blev efterladt et fugleformet nøglehul i mit hjerte og i min hjerne, og den pippende fugl blev låst ind. Mormor forstår mig, hun må også have en fugl indeni. Hun lod mig altid kigge i sin endnu større fuglebog, den fra Politiken. Det var noget for en lille fugleven. Hun gav mig selvfølgelig også min egen lille fuglebog, da jeg lærte bogstavernes fulde betydning. Perfekt til tasken. Det er én af den slags begivenheder, hvor man tydeligt kan huske præcis, hvor man var. Jeg var hos min mors kusine i Holstebro.
En due lander i grantræet. Jeg kigger ned på dueslagene, som stadig står i mormors have efter alle disse år. Min mor voksede op med min morfars passion for brevduer. Så stopfodret med duesteg, at hun aldrig vil spise en igen. Så mange aflyste familieferier, hvor duerne skulle passes, at hun ikke vil vækkes af deres kurren. Da min morfar døde, syntes mine morbrødre, at det ville være en vældig værdifuld erfaring for os børnebørn at lære lidt mere om døden ved denne i forvejen sørgelige begivenhed. Jeg var tolv, og rigtig antaget, så vidste jeg intet om døden. Jeg havde ikke engang set et dødt menneske, for jeg turde ikke se morfar i kisten. Hvad jeg i stedet skulle se, var min morfars samtlige brevduebestand blive halshugget én for én på en træstub i et afsides hjørne af haven ved menneskehåndens kraft. Jeg tror ikke umiddelbart, at jeg har taget skade. Det var jo nok en værdifuld erfaring. I dag er jeg vegetar. Når alt kommer til alt, var der ikke andet at gøre ved dem. De kunne ikke gives bort eller slippes fri. De ville altid flyve lige hjem. Hvad der blev af dem efterfølgende, ved jeg ikke. Hvordan skiller man sig af med en god mængde døde duer? Den naturlige dragning har sidenhen været, at alle enlige duer i vores nærhed må være en reinkarnation af morfar. Jeg tror, at vi i stedet er forfulgt af forpinte brevduesjæle. Morfar fik fred. Det fik duerne ikke.
Mormor kører mig til toget. Jeg sidder og kigger på den bog jeg lånte af hende denne gang. Jeg ender altid med at læse i stedet for at kigge på min telefon, når jeg er hos mormor. Det er ikke noget vi har aftalt. Det er bare noget der sker. For nylig læste jeg en bog om en blåmejseunge, der blev kaldt Absint. Den faldt ud af reden, og blev taget ind af et svensk ægtepar, som opfostrede den med hundemad. En vild fugl havde tiltro til deres menneskehænder. Selvfølgelig handler slutningen om, at Absint også en dag skal flyve fra det svenske ægtepars rede (ordkontrollen vil have mig til at ændre ‘flyve’ til ‘flygte’ og ovenstående erindring om morfars duer taget i betragtning, forstår man godt hvorfor). Et ældre blåmejsepar havde sladret til Absint om menneskets modbydelighed. Slutningen var det mest hjerteskærende plottwist, jeg længe har oplevet. Forfatteren lod mig tro, at Absint sagde ordentligt farvel. At afstanden blev brudt bare en lille smule. Læseren blev taget i hånden gennem en falsk lykkelig slutning, som endte med sætningen; jeg ville ønske det var sådan. Jeg græd selvfølgelig. Ikke fordi det var en ulykkelig slutning, men fordi den endte sådan som alting altid ender: Livet går sin gang. Fuglene flyver fra reden uden at sige farvel.
Åh, dog. Hvad jeg ikke ville gøre for at være en lille fugl, holdt i en hul hånd. Jeg har engang holdt en kylling i min hule hånd. På højskolen fik vi kyllinger mens jeg gik der, og jeg var med til at opfostre dem. Den tid bestod af mange lykkelige øjeblikke. De var meget beroligende selskab. Når jeg kedede mig eller var trist, sad jeg i hønsehuset med en kylling på skødet og en tåre på kinden. På grund af min tid med kyllingerne, blev jeg opfordret til at skrive en bog om dem. Titlen skal være ‘Ulla og alle de andre høns’, for det hed en af dem, jeg kan ikke huske, hvad de andre hed, og høns er de jo nu. Hvis de nu ikke også er døde. Jeg har skrevet om dét at holde en kylling i min hule hånd fra kyllingens perspektiv: “Pludselig var jeg fanget i hendes hænder. Jeg pippede og vred mig for at komme fri. Hvad nu, hvis hun vil spise mig, tænkte jeg. Mit fuglehjerte bankede hårdt og tungt i min lille krop. Min hjertelyd blev pludselig overdøvet af nogle endnu højere hjerteslag. Jeg blev holdt ind til en dunkende brystkasse. Dét hjerte måtte næsten være lige så stort som lille mig! Jeg blev kysset blidt ovenpå hovedet, som når hønemor plejede at rense vores dun. Omsorgen strømmede ud af pigen og fandt vej ind i mit fuglehjerte. Mine øjenlåg begyndte at flakke. Så faldt jeg i søvn i
hendes hånd mens jeg nøje blev iagttaget af de andre mennesker omkring hende.” Åh, dog. At være så lille og blive holdt i en hul hånd. At være et lille menneske igen og blive holdt. Et udtryk for et stort menneskes hudsult.
Tilbage i min lejlighed sidder jeg ved mit spisebord, mens fingrene løber hen over tasterne. Jeg kan høre blåmejserne flagre rundt i træet udenfor mit vindue. Solen er begyndt at skinne igen efter en lang vinter. Over mig kan jeg høre skovspurven, der sidder på sin vante plads i tagrenden, og forsvarer sit territorium med sin kvidren. Jeg tænker på alle fuglene i mormors have. Jeg tænker på alle de fugle, jeg kan huske, jeg nogensinde har mødt. Der var svaleungerne i reden i hytten på Samsø, og forældrene, som fór ud og ind under taget. Der var ænderne og mågerne ved Langelinje og gæssene i Bygholm, som alle fik brød af en lille pige i flyverdragt. Der var isfuglen, som jeg løj om at have set, så den var der jo faktisk ikke. Der var isfuglen, som jeg (ægte) så, sammen med mor. Der var anden, som bed mig i fingeren ved Skanderborg Sø, fordi jeg skubbede til den mens den sov. Der var gråkragen på min altan med de alt for menneskelige øjne. Der var gøgen, som fløj lavt hen over hovedet på mig. Der var den døde, indtørrede skarv på stranden på Samsø. Der var mågen, som slugte en levende ål. Der var ternerne, som angreb os på Færøerne. Der var digesvalerne, som boede i skrænten ved Møgelskår, hvis hjem nu ligger et sted på bunden af havet. Der var den syge lomvie på Rømø, ene og alene. Der var gærdesmutten, som byggede rede og forsvandt, da reden druknede i regnen, og efterlod min mor vemodig. Der var alle fuglene, der sang, så snart solens stråler ramte de øverste trætoppe. De kender mig nok ikke, som jeg kender dem. Men de vil altid være i mit fuglehjerte, mine små fuglevenner.
relationen til en døende føniks
Af Johannes Møberg Thorsen, Litteraturhistorie
relationen til en døende føniks
Min angst blusser op af din svage vifte af rødglødende fjer, strygende sig hen ad min koldsvedende arm. Lyner ned fra din rede af gas, mens jeg lyner op, luft, luft, luft. Ser dig titte frem fra mit inderste - ser mit eget ansigt skraber de sidste dun bort, hører klingen plukke i imperfekt simultanbevægelsei et skrab
Skærer bort, skærer fra, skærer tænder Blodet ebber ud i kroppen, hjertet forråder mig, det røde æg må briste, det plirrer, klikker, plurrer, klukker, arbejder sig
ud, det lille væsen, stikker og pikker, graver med stumpt bor, med stum vilje, mens hjertet bløder videre, ufortrødent, krakelerer så småt under det indre pres, mere, mere, mere, maser sig ud det dryppende, nedslidte næb… Og brystet hæver sig i en dans med skyerne, sænker sig med solen, tilbagebragt til underfladen, lungernes synkronfald og -løft med den endeløse horisont, eksistensens pastelfarvede vinger, som løfter din krop fra sit jordens leje, holder den svævende over gravens afgrund
At knytte bånd eller løsne knuder
Af Lisa Christiane Lertoft, Æstetik og Kultur
Når jeg tænker på relationer, tænker jeg på forbindelser, og i mit hoved ser jeg tråde, der vikler sig ud og ind mellem hinanden. Tråde, eller infrastrukturer, hvis baner koder for forskellige formål; de familiære, de dybe, de spontane, de udgåede, de genopfundne. Alle disse forbindelser baner sig vej, rundt om og gennem hinanden. Som et kapillærsystem, der fører blodet rundt fra og til hjertet, og fylder det med alt fra oxytocin og serotonin til adrenalin og kortisol. For, for mig, kan relationer aflejre og sætte sine aftryk på godt og på ondt.
Sammenligner jeg relationer med det at hækle, har jeg førhen været opsat på at hækle meget stramt og meget tæt. Helst så tæt, at vi nærmest blev forenet i knuder og mønstre uden nogen former for huller – ja, helt filtrede ind i hinanden. Hinandens hjerner, liv og weekender. Trygheden ved at vide, hvad man skulle, med hvem efter skole.
Jeg kan huske vores små ritualer; overnatningerne og dén specifikke brusende fornemmelse i kroppen – lykken – når aftenen gik på held, mørket lagde sig og samtalerne åbnede sig mod helt andre emner. Mørket var en omfavnelse, hvor intet kunne nå os, og da lå vi i det indrettede skur eller kælderværelset og fortalte hinanden hemmeligheder. To spæde teenagekroppe, viklet ind i dyner og lagner og med bare ben, der duftede af cremer fra The Body Shop.
Dengang var jeg bange for de løse forbindelser, hvilket jeg til dels stadig er den dag i dag. For luften, tiden imellem møderne eller samtalerne var en trussel mod fortroligheden, sikkerhedsnettet. Det var tryggest og bedst bare at være hinandens; i en armkrog, i en hånd, i et sprog.
Frygten fulgte mig op gennem gymnasietiden, hvor jeg også kun forbandt mig til én eller to. For hele den opskrift, som der hed gymnasiet, fandt jeg aldrig helt ud af at lykkes med, med mine egne hænder. Undervejs trak jeg dog et par perler på min snor. Så selvom vi ikke knyttede bånd, blev der alligevel et par vævet ind i mit liv. I dag dingler de let, og glimter, når solen eller sommerferiens lys og
muligheder fanger deres overflader. Jeg vil ikke være dem foruden, og heldigvis er det jo både forfriskende og muligt, at trævle det hele op og genoptage et specifikt sted, der kræver lidt ekstra omsorg. Det har jeg i hvert fald set de strikkende og hæklende gøre i mit kollegiekøkken.
Jeg selv kan hverken strikke eller hækle, og at knytte bånd tror jeg aldrig, at jeg bliver færdig med at lære.
På højskoler genoplevede jeg en hel verden af nye knob og knuder, som syntes uovervindelige, men viste sig at være lette at løsne under visse omstændigheder. Jeg fandt en håndfuld, som jeg virkelig knyttede mig til, og hver gang vi nu ses, slår vi en ny knude, som var vi ét af de der armbånd, man knyttede med farverigt garn. Vores relation forlænges langsomt, nænsomt, men stærkt – og en skønne dag, vil vi kun have smykket, mindet, tilbage om hinanden.
Relationer; hold nu op, hvor de holder mig i live og ved lige – især som enebarn. Det er dem, der bærer mig videre og dem, der altid vil være et tilvalg. For i min familiestruktur kommer jeg ikke til at sidde til middage med onkler og fjerne fætre og kusiner. Hos mig er det hele udstyret med gran eller det dobbelte, og vi ses typisk kun ved livets milepæle – foreløbigt konfirmationen, brylluppet, begravelsen.
Jeg tænker ofte på, hvornår nogen bliver til venner, og hvilke former for relationer, der kan bære hvad.
Fra tætknyttede knuder, til glimtende, løse forbindelser; gennemtrængelige for lys og luft. Jeg forsøger at omfavne det spontane og overfladiske, men alligevel trættes jeg – og lige så mine forsøg på at knytte mig selv stærkt og nært til de fleste. Måske det drejer sig om en mellemting, en vekselvirkning. En struktur, der føles stærk, men hvor der endnu er plads til, at nye fingre kan finde sin vej ind gennem hullerne.
Sikke en energi, det er – og det kræver - at træde ind i hinandens liv. På godt og på ondt.
min ven viktor
Af Saga Bech Risør, Æstetik og Kultur
min ven viktor er en ciskønnet mand da jeg først mødte min ven viktor troede jeg også at jeg var det min ven viktor ligner også en rigtig mand jeg har jo aldrig rigtig været en mand dog har jeg vokset op et lignende sted som min ven viktor hvor røde bukser gør at man bliver kaldt en bøsserøv så jeg spillede lige så godt som jeg altid gør overfor dem drengerøve gangsters bad boys dem der siger “respekt” hvis jeg siger “jeg hader kvinder” min ven viktor ligner dem dem der hader mig men når jeg siger “jeg er en pige” er han glad for mig den første mand jeg har ladt se mig se igennem min facade se igennem det jeg troede han var nødt til at se for at ville være min ven nu ser vi tegneseriefilm men ikke dem der er til børn og jeg ser ud som jeg nu gør en stor krop i en mini nederdel og en crop top og han ser mig vi drikker øl og ryger ju ligesom jeg plejede da jeg legede drengerøv overfor mænd der havde gjort langt værre end at bare kalde mig bøsserøv men med min ven viktor er jeg fri fri til at være mig og min ven viktor er ikke i tvivl om at jeg er hans veninde en transkønnet kvinde han ser ikke det monster som jeg har hørt mænd som ham snakke om i kommentarspor og omklædningsrum jeg ved det godt det er the bare minimum men der er mere end hvad jeg nogensinde har fået af en mand jeg er hende en transkønnet kvinde endelig er jeg hende og hun er autentisk og hun er fucking sej og hun er tryg fordi hun ved at hendes ven viktor altid har hendes ryg
En søndag på stadion
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
Dunsten af smøger flyder sammen med dunsten af øl og popcorn, pølser, cola. Sangene gjalder udover det grønne græs, disse lyde stammer fra det grå beton; når de holder mund summer stemmerne om dagens kampe, mens jeg står og ryster i kulden, der skærer igennem mit tøj. Far har købt et kampprogram, og jeg lægger hånden på papiret, åbner det, og åbner op for en horde af sponsorer. Interviewene kommer spredt imellem firmaer fra den store verden og det lille lokalsamfund.
Jeg skuer Faxe Kondi-tribunen, og ser Hernings skyline i horisonten. Jeg snuser, dunsten af øl der blander sig med dunsten af pølser, popcorn, smøger, cola og græs trænger ind i mine næsebor. De synger slagsange igen, og den store tromme penetrerer arenaen; de vifter med tredelte flag; den øverste linje er rød, den midterste sort og den nederste ligeledes blodrød. Spillerne løber rundt i henholdsvis sorte og grønne træningsdragter. Målmanden griber bolden, men idet træneren sparker til den, lyder der et miniaturebrag. Spillerne kommer én efter én hen til de sortklædte tilskuere med hånden i vejret; de bliver hyldet; jeg knuger mit kampprograms halvrug sider og har ondt i maven. Kampprogrammets forord er skrevet af sportsdirektøren, der taler om kampens betydning. Jeg læser det ikke, men bladrer frem til siden med alle spillernes navne og billeder for at læse hvor mange mål, de har scoret, hvor mange kampe de har spillet, hvor gamle de er, og hvilke klubber de tidligere har spillet for. Der er reklamebanner nærmest så langt øjet rækker; se til højre og du ser et reklamebanner, se til venstre og du ser et reklamebanner, se ligeud og du ser det samme, se op og du ser et reklamebanner, se på spillerne og du ser reklamer på deres dragter. Bolden er hvid med sorte og gule striber, trøjerne er sorte med hvid reklameskrift. Jeg ser på målnettet; det blafrer, og målmanden smider bolden ud til markspilleren. Målmanden holder sig gennem hele opvarmningen indenfor firkanten, der er optegnet med hvid farve. Han og jeg venter på, at fløjtens hvislen trænger igennem de gjaldende horder på hver sin side af arenaen; han og jeg venter på, at den bedøver tungens evne til at slynge andet end slagsange, piben, udbrud og buhråb ud. Ti minutter passerer, alt imens bolde flyver rundt, mænd løber og andre kampe diskuteres. Fløjten lyder; alt forstummer i ét splitsekund, indtil infernoet går i gang.
noget relaterbart?
Af anonym
jeg trevler mig selv op i den røde tråd der er min mors selvbebrejdende ord vrider og snor sig om mig, jeg er en kludedukke holdt sammen af sting og grimme dele intet passer sammen.
noget nyt, noget brugt, jeg kan ikke få bugt med de skarpe nåle, alle de forkerte ting ved mig. jeg syer læberne sammen, mine mangler er tamme, der findes større skavanker
jeg skifter. jeg er omskiftelig, low waist selfesteem jeans, toppen sidder godt på min krop. Opstrammet, sammensnøret med bånd og røde kinder og sløjfe, klar til modtager suttekluden vender hjem, lunser af kluns i vasketøjskurven. syningerne vrænger og forvrænger sig, jeg drejer mig i spejlet. trækker, river og flår i overflødigt stof. jeg trevler mig selv op
Dagens
Gåtur
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
”Vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord, den drejer og drejer og vinden bliver ved at dreje.” - Prædikerens bog
Jeg bruger min seng som et bord. Jeg sidder på gulvet og skriver. Ordene må tage mig i hånden, føre mig ukendte steder hen, eller kendte steder, så længe jeg ser dem med et blik der ikke er set før, ser jeg nok noget der er værd at se. Man behøver ikke se noget der er værd at se på. I dag har jeg set krager (eller var det ravne?) spille smarte overfor hinanden, forsøge at vise hinanden hvem der bestemmer. Ravne og krager er yderst smukke og ypperligt intelligente dyr. Der er mange børn i dag, og nok egentlig til alle tider, der ikke mønstrer samme visdom – og de mønstrer i hvert fald ikke samme skønhed. Jeg bøjede mig forleden ned over et dødt egern. Jeg hørte knoglerne tale til mig. ”Gå ud i verden,” sagde de, ”gå ud og fortæl eller bliv fortalt, gå ud og elsk eller bliv elsket, gå ud og had eller bliv hadet, lad for guds skyld enhver illusion om ro briste – roens verden er død, dens tid skyllet bort, alt det dem der kom før dig kendte var en anomali i historien, freden vender ikke tilbage, gå ud og tag for dig, så meget du kan, lad din hud blive berørt, din stemme blive hørt og din magt blive følt; formår du ej alt dette, bøj dig da i de faldnes støv for dem der kan, vil og tør gøre alt dette; du kommer nok ikke til at eje et hjem, du kommer måske ikke engang til at få børn, så du må sikre dig, at der i det mindste er andre aftryk der lever videre fra din hånd, i det mindste så længe der er mennesker der bærer mindet om dig i sig. Boligmarkedet er smadret, tinderswipes hersker over kroppens elementære mål, mens alverdens kompasser peger mod dem der går med vejviserne i hånden. Nye vinde blæser. Glashusene der stod fast i mødet med de gamle, er nu knust; du kan forsøge at klinke skårene og få hånden ridset, du kan gå videre med lukkede øjne og falde om til vinter og fryse ihjel, eller du kan se om du kan skrabe nok til dig for at erobre nogle bidder af denne verdens sidste udelte rigers rester.”
”Men kan jeg ikke i erobringen tabe det der blev mig givet, det jeg klynger mig til når skyerne tætner i mørke, kan jeg ikke i jagten selv blive ædt op som bytte og kan jeg ikke i købet risikere at sælge min sjæl?”
”Tåbens røst kommer med mange ord – tror du vi har hørt til et væsen med en sjæl? Vi er resterne af et væsen der, i tidernes og viljernes storm, blev knust.
Væsenet samlede agern og nødder til sin nytte, indtil ethvert håb om fremtidig sejr i den store verdens lille kamp døde med væsenet. Dette væsen er nu væk. Det har ingen essens, der er intet andet tilbage af det end kadaveret der ligger her og snart bliver ædt af glubske grævlinger, fugle, ræve og hvad verden ellers gemmer på. Væsenet var et egern, som du måske kan se, og det vil til alle tider blot være et egern, et blandt utallige – du har et navn, du træder frem, du genkendes, som alle mennesker træder frem og genkendes – du kan samle alt du samle vil og høste hver en frugt, forbuden og værdsat; nu koketterer du så med at så tvivl i stedet for arvens og mindets korn – du besudler den jord dine forfædre har raget til sig fra en verden der kæmpede imod – måske skulle du ligge her i stedet for resterne af den flittige forrådssamler.”
”I er jo intet andet end ben. I var gemt væk bag pels som et indre kainsmærke, som nødvendig mekanik der ved at vise sig for verden ville gøre egernet til alt andet end hvad det var, nemlig en vækker af afsky; men nu træder I frem og vil vise vej for én, der stadig kan tage det I er et sølle minde om på nakken og fare ud og bygge. I tror det er jeres pligt at lære mig, at der ingen mening er eller kan gives, hinsides den man påtager sig ved at stikke pegefingeren i egen navle og smage på fnulleret. Det er tomhed og jagen efter vind. Tåbens røst kommer med mange ord, siger I, men lad mig da endnu en gang blive dømt som tåbe når jeg siger dette; overtro knytter sig til den, for hvem verden er mere brutal end den bør være og er i en verden der er værd at leve i.”
”At man kan tale betyder stadig ikke, at man kan fatte. Du kan kun gå mod ulykke.”
”Jeg kan i det mindste gå,” svarede jeg og gik. Jeg gik langs stien, smagte lidt på bladene, stak tungen ud og drak regndråberne der faldt, klappede heste, undgik hundenes afføring i gruset og mærkede træernes bark når lynet slog ned. Et træ faldt, jeg undgik døden med reflekser der kun kan vise sig, når man står ansigt til ansigt med dette udyr og to øjne kom til syne i træets bark – en tåre viste sig
i højre øjes krog.
”Ak, gid det var en anden tid,” sagde træet, uden at jeg så ordenes åbning.
”Gid det var en anden tid, hvor andre væsener havde spadseret her, stærkere væsener med større hjerter og kæp i hånd; jeg er nu en forhindring. Du vil træde hen over mig og ind ad en dør. Du vil læne dig tilbage og glemme at jeg nu skal ligge her, til dem der bereder vejen for din slags kommer med monstre af kold stål og fjerner mig fra mit hjem.”
”Jeg kan ikke skrue tiden tilbage. Det beklager jeg, men jeg kan da godt sætte mig her lidt og forsøge at lytte.”
”Du ville ikke forstå. Jeg har set konger komme og gå, set brødre og søstre falde til jorden med klagesang og skrig, set arters arv forgå og blive til støvede sider i de bøger i bærer med jer herud; jeg har hørt fugles sang forstumme, hørt myrer klage deres nød, set mangt et egern spise sin nød og set dem blive spist. Du har set stålspir rejse sig i myriader, set styrke blive bygget op for at tjene de af vor mange bastardbørn I gladeligt sælger verden for, du har set spejle sætte sig foran jer og føre jeres øjne væk fra alt det I altid har stået på. At tale til dig, er tomhed og jagen efter vind.”
”Mennesket er vel det væsen der kan forsøge at forstå, uden at have oplevet, måske endda uden at forstå.”
”Viljen er i os, i alt. I bortførte jeres og stak dens øjne ud; I begyndte at slibe
knivene, da I rejste jer – nu famler I, og alt omkring jer falder til jorden.”
”Jeg forsøger at holde fast. Og nu kan jeg i det mindste se dig.”
”Farvel. Ses vi, vil du ikke kunne kende mig.”
”Jeg skal forsøge at se efter.”
”T-” træets ord forstummedes af et hosteanfald og da hosteanfaldet døde hen, sagde træet:
”Undskyld.”
”Det gør ikke noget. Jeg vil forsøge at se efter.”
Så vendte jeg om, jeg kunne ikke få mig selv til at gå over træet. Jeg ville, med mit livs største smil, gå mod graven hvis jeg fortsatte lige ud.
Skovens mange stier ledte mig hid og did, jeg så fugle flyve, jeg så biller kravle, jeg forsøgte at gå udenom, jeg så træer falde, prøvede at holde fast i de faldende regndråber, så dem glide ned ad min hånd, jeg gled i noget mudder, jeg slog en
tand ud på en lille sten, tog tanden i min skjortelomme og spankulerede rask videre, for hvert skridt jeg tog sagtnede mit hjerte sin fart.
Jeg faldt om. Jeg faldt i søvn. Jeg lå i mudder og biller kravlede på mig. Jeg vågnede. Jeg så dem ind i deres billeøjne, og ventede på, at de sagde noget. De sagde intet. Jeg lukkede øjnene og en lillebitte bille kravlede rundt derinde – det kildrede i øjet, og det bredte sig til næsen, til halsen, til ørerne, til brystet, til tungen, til maven, til skridtet, blæren, lår, knæ, fødder, tær, tånegle; jeg lå i en pøl af mudder og vred mig, latterkramper lammede min krop og et vindstød hamrede igennem skoven, løftede mig så jeg kunne se trækronerne danse, der lød et skrig og mine ører blødte, koglerne føg sammen med fluer, knogler fløj med gran, myrer, fuglene farede omkring mig, men baskede ikke med vingerne, birkeblade strejfede mine arme, sten åbnede min pande og blod blandede sig med regndråberne der føg i vinden – og så kom noget sort og hvidt flyvende, klaskede mig i ansigtet og gennemblødte hver hudcelle; jeg faldt til jorden. Jeg åbnede mine øjne. Jeg lå i en blodpøl. Jeg så en overskrift:
”Politiet: Vi ER på bar bund.” Sagen omhandlede et mystisk dødsfald i en skov nær Nordsjælland. Jeg rejste mig og gik hjem. Solen steg op i øst og tørrede mit tøj, min krop, min hud. Den skyndte sig hjem og der stod den op.
Billeder fra en fjern tid
Af Peter de Neergaard Simonsen, Æstetik og Kultur
Jeg drømmer mig tilbage
Til en sommernat
Cyklende gennem byens varme gader
Dig på bagsædet af din halvrustne cykel med intet i sigte
Udover ungdommen selv
Hvordan skulle dette her nogensinde være uden dig?
Men som jeg skriver dette
Ligger jeg i min ikke længere så unge krop og længes efter sommernætter med dig
Rostock en tirsdag nat klokken 00:30
Byen ligger skindød
Disse havnebyer giver altid en stærk melankolsk følelse
Alting føles så fjernt
Menneskerne på gaden er for længst taget hjem
Den beskidte kinagrill serverer stadig den samme mad for de samme beskidte personer
Det er en virkelighed, der er svær at forstå for folk der er vante til det hurtige liv Man fornemmer kun snærten af liv ved de dagsbemandede billetkontorer, der lyser op som lanterner i mørket
Som et stearinlys i en mørkbelagt stue lyser sparepæren op i det ligegyldige venteværelse, der venter på ingen
Neuköln fra 1977 efterfulgt af The Secret Life of Arabia
Bowie har boet i Berlin
Hauptstraße 115, Schöneberg
Og Bowie boede med Iggy
Iggy og Bowie ville væk fra det vilde vesten, men endte i Berlins vilde vest. Et mindesmærke er hvad det blev til
Levn fra fortiden findes på den nærliggende tilrøgede bars vægge, hvor der stadig hænger visne plakater af Bowie fra en fjern fjern tid
Komplekset
Komplekset
Af Asbjørn Gravesen, Litteraturhistorie
Indledning
Sterile hvide gulvplader forbindes med hinanden, rummet er oplyst af skinnende lys fra implementerede lysstofrør. De skinner ned over rummet, og skaber en stemning af arbejde. Her kom man for at arbejde og studere. Mænd går med dampende kopper, og passer hver deres eget. Det er en stor sal, så det havde måske været passende at kalde stedet for en afdeling af et større rum. Men i forståelsen her passer ordet rum bedre. På hver side af afgrænsningen, er der rullebånd, der fører videre til andre afdelinger. De fører til andre afgrænsninger og andre steder, der hvor formålet er noget andet. Der er planter med store blade, der nyder godt af teknologien i lysstofrørene, de står spredt rundt omkring for at stå i opposition til det hvide. Det hvide er overalt, i væggene, i lyset, i møblerne. Ved en af de mange skriveborde sidder en mand. Han har en striktrøje på og en skjorte indenunder. Han har brunt tykt hår, han har endnu ikke briller på. Han har et fint nybarberet ansigt, han har blå øjne og relativt store ører. Han slubrer sin kaffe, og forholder sig til sit afgrænsede område, han ænser ikke de omvandrende mænd, der alle har steder at være. Her sidder han og kigger ind på sin skærm, nogle gange skriver han lidt på bordpladen. Hans ansigt er ikke til tyde, hans sindsstemningen heller ikke. Men man ville sige, den var neutral. Omkring går der mænd i alle aldre, alle har travlt, og går med kaffe eller med tablets i hånden. De har alle noget for dagen. Nogle går videre mod de lange rullebånd for at komme hurtigt videre mod en anden afdeling, andre sætter sig ved skriveborde, og kigger mod deres lysskærme.
I den mørke krog, hvor sjælen befinder sig
Lyset blinkede mærkeligt. Hvorfor er det ikke fikset endnu? Han havde ondt i knæene, han kiggede mod maskinen. Nu er det snart min tur, jeg ender i karrene. Han trykkede på maskinen, han vidste hvad han lavede. Det blinkede stadig, så han besluttede sig for, at det måtte vente til at maskinerne havde fikset området. Det kan ikke vente meget længere, min krop hænger, mine knogler går ondt, og mit sind er flosset. Heldigvis havde de installeret rullebåndene i hans levetid, så det var ikke så galt at være gammel, som det engang havde været. Han kunne ikke
udføre sit arbejde, i det her blinkende lys, han tog sin tablet frem, han kunne næsten ikke se noget, selv med de stærkeste briller på, de kunne lave - hans tid var for alvor kommet. Han måtte sidde ned, i det blinkende skær kunne han se et par stole omkring et lille bord. Han satte sig ned, her var også de forbandede ensformige planter med deres lange brede blade. Han var træt af det hele, han ville ikke ligge og smelte, men problemet var ikke løst endnu, og cellerne delte sig til stadighed. Han sad og kiggede mod det store monstrum af en maskine. I det blinkende lys så den uhyggelig ud, det sagde også noget om hans sindstilstand.
Hans hjerte bankede lidt hurtigere, han ville gerne ud af rummet igen, udsætte sin arbejdsopgave, indtil lyset var fikset af robotterne, men hans knæ var trætte. Muskler, og hud hang på hans knogler. Stolen var rar, han ville vente lidt endnu. Hvad sker der med mig nu? Jeg tror tiden er inde. Han sad der lidt i det blinkende lys. Alt forekom ham sløret, den store maskine, og båndet der strakte sig bag det flød ud i et. Interfacet på maskinen ventede på ordrer fra en af dem. Vi har formået så meget, men dette problem skulle være vores endeligt. Jeg håber de næste generationer kan fikse det, men jeg ved nu ikke. Jeg var så klog engang, men alt forgår jo. Han blev lidt berørt her i sin smeltende krop, det passede også bare i sin gamle alder, at han skulle blive lidt følelsesmæssig. Han som ellers var så logisk og klog. Er jeg nu også klog? Hvad skal der blive af os? Sammen med tårerne, mærkede han hvordan siden af hans mund blev våd. Han prøvede en sidste gang at bevæge sine lemmer, men det var, som han havde forventet, det var ikke mere at give af. Gad vide hvornår min hjerne forgår, sikke en skæbne, eller forgår den slet ikke?
I fordums dage
En mand med brunt hår og blå øjne smilede mod sin hær af robotter, de arbejdede på hans projekt. Borede og byggede efter hans design. Han stod på en klippeafsat, og kiggede mod det gode arbejde, der gik godt fremad. Robotterne arbejdede på klipperne og stenene. Det raslede ned med småsten. Andre robotter svejsede metalstolper til store vægtbærende konstruktioner. Det var hans vision, at det var her, hans base skulle være, væk fra verden ovenpå. De kendte ikke til hans intelligens, de havde nok i sig selv. Når først han var færdig med at bygge, ville han kunne kamuflere sig bedre. Indtil videre måtte han klare sig med at være
usynlig på billeder fra rummet og radar. Han havde sin zone oppe, og beskeder om indtrængen ville komme ind i hans øre. Men indtil videre gik det hurtigt fremad. På sin arm havde han sin tablet, han trykkede på en knap på armbåndet og frem kom lysskærmen, han stod på en rund cirkel, kort efter fulgte han med cirklen ned under jorden. Han kom til sit kontor, et flot hvidt værelse med grønne planter med store blade, hans yndlingsplante lige siden han var barn. I midten af rummet var der et skrivebord med en arbejdsmaskine på. Han havde planer om at få lavet et køkken, hvor han kunne få kaffe til sit arbejde. Men lige nu var robotterne i gang med så meget andet, så det måtte vente. Han kiggede mod sine whiteboards. Han var i gang med flere whiteboards og flere mindmaps. Ord som ”celler”, ”telomerer” og ”AI opgaver”, hang som grønne spørgsmål, skrevet med tusch. Han var i gang med sit projekt, det der ville gøre ham til en gud. Han drømte om evig fremtid, hvor han ville blive ved at lykkedes med sine forskningsprojekter.
Tiden gik, manden blev ældre, hans robotter havde gjort fremskridt i deres opgaver, og han var tættere på sit mål end nogensinde. Ved siden af ham fløj en drone med kaffe, han gik ned i en af rummene nede under overfladen, her havde han skabt sit selvvalgte eksil fra menneskeheden. Det var ikke hvidt nok endnu hernede. Dette rum var ikke færdigt, og havde stadig sten og jordbaggrund rundt omkring mellem færdigt belægningsarbejde. Droner og robotter var stadig i gang med at ordne alting, så det blev fint og klar til reelt arbejde. Dette rum skulle være et datarum, til de mange beregninger der skulle lagres, men ikke desto mindre skulle det stadig være et anseeligt rum med pæne planter og god atmosfære. Indtil videre var rummet dog stadig tomt, han var kommet for at få en fornemmelse af rummet og dets dimensioner og få en ide om, om det virkelig kunne klare opgaven. Han mente, at det ville være muligt. ”Tjek det første punkt af for i dag”, sagde han til den flyvende robot. Han tog kaffe fra den flade overflade, og slubrede en tår. Han vendte ryggen til rummet og følte sig godt tilpas med tanken, om at pladsen var der. Et menneskes hardware kan jo kun så meget. Man må skabe hjælpemekanismer, der kan tage sig af de dødelige fejl, man har. Dødelig ha! Han smilte ved tanken.
I denne tid var der ikke mange bekymringer, han afsluttede sine mål indenfor tidsrammen, robotterne fulgte de ordrer han gav, og han var snart klar til at afprøve sine ideer med større maskinel processeringskraft end nu.
Med få grå hår i håret og i skægget, han barberede af hver morgen, virkede han til at nærme sig sit mål med sneglefart. De store maskiner var bygget, han afprøvede teorier på sine matematikmodeller, og maskinerne gav ham svarene. Biologi og matematik sammenført til et optimeringsværktøj, hvor gruelige konsekvenser kunne vente bag hvert hjørne. Men han var klog, og var hele tiden klar med en løsning på, når maskinen meldte fejl i hans beregninger. I denne tid lærte han meget om kroppen, cellerne og sindet. Han var stadig i sin bedste alder, men han havde en vis uro overfor tiden han arbejdede mod, og man kunne ane en smule anstrengelse i hans krop og sjæl. En dag da han vågnede fra sin seng, var hans tålmodighed ved at slippe op. Han var stadig træt og søvnen var stadig i øjnene, da en ide kom fra synapserne i hjernen helt ned til hans fingre, han kunne ikke tro sin egen hjerne, jeg er brillant, tænkte han i sin egen vantro. Han skyndte sig forbi sit robuste plastikbord og hen til sin hvide kommode, hvor han havde sit armbånd. Mens han tog det på tændte han det, og med samme det lyste, sagde han følgende kommando: ”Hør mig nu I robotter under mig,” han undte sig selv at være højtidelig, ”skynd jer hen til mig, ti af jer, jeg vil bæres, i optegnelserne skal stå følgende: ”Jeg Erik ... har den sidste brik i den mangeårige færd mod at stoppe aldringen i mennesket for stedse. Problemet vi er stødt på kan rettes ved at udnytte cellens zombieficeringsproces, og gøre cancercellens udødelighed til vores fordel.” Og han grinte. Robotterne ankom snart, og fløj ind ad døren med en stor hvid læderstol, de satte den ned på gulvet foran Erik, han steg op på sin trone og beordrede: ”Flyv mig straks mod processeringskammeret, så vi kan komme i gang med den guddommelige proces.”
Hvad er udødelighed overhovedet? Det kan have mange forståelser. Jeg aldres stadig, men langsommere, så det har da haft en succes, men min hud hænger lidt, og jeg ser meget normal ud endnu, selv om jeg er langt over 100 år. Men jeg er ikke død endnu. Jeg har mistet alt håret, og øjnene er lige til se endnu igennem min hængende ansigtshud. De er stadig blå, jeg føler mig stadig frisk i hovedet, men det begynder at være sværere og sværere at gå. Det er godt, jeg har mine robotter til at flyve mig rundt på matriklen. Det går stadig langsomt fremad mod at fikse det virkelige problem, jeg må simpelthen ældes baglæns!
Han havde mange pukler og skavanker, da han stod foran en ny maskine, hjulpet stående af mange flyvende robotter, hvis propeller blæste omkring hans øre. Maskinen var et monstrum, den var højere end ham selv, mange lys blinkede mod ham, og han havde midlertidigt fikset sit problem. På bagsiden af maskinen, var der et hul på størrelse med en halv mand. Herefter fulgte et langt rullebånd, over rullebåndet var der monteret maskiner, sprays, værktøjer og printere. Det forekom ham ironisk at have fikset problemet på to måder: Han kunne ikke dø, men kroppen ældedes til stadighed, og den blev mærkelig, sammenklumpet og ulækker. Han kunne ikke fikse dette problem, at han ikke kunne beholde sin ungdom i sin udødelighed. Den anden måde at han skulle leve for evigt, var det foretagende, han havde for sig nu. Han pressede mod maskinen med en lang arm, hvor huden hang, og gjorde armen tynd. Han havde svært ved at løfte den. Hans implementerede hjernehardware, gjorde at en maskine skyndte sig at hjælpe hans arm op. Hardwaren gjorde, at robotterne kunne følge simple ordrer, uden han skulle sige noget og uden en AI-programmering, som han brugte til de store bygningsdesign. Dette måtte han gøre selv, arbejdet ville dog også være det sidste, han nogensinde udførte. Alt fornødent forarbejde var overført til datasystemerne, og det skulle fungere. Forhåbentlig ville han igen kigge ned på sine hænder og se friske stærke fingre og ikke disse knoglede kroge, hvor huden hang med knuder, der gjorde huden bølgende og i forskellige længde. Maskinen havde modtaget sine ordrer, og lydene tiltog i deres intensitet. Han faldt sammen, robotter holdt kroppen op. Og nu smelter jeg. Jeg kan ikke mere, dette er det sidste, jeg gør. Min
hjerne fungerer stadig. Mørket omslutter mig nu, men bevidstheden flyder ud i sansernes tomrum.
I karrene flyder deres rester
ARH, hvad sker der med mig? Hvad er det her? Jeg bevæger mig, jeg har føling i mine fødder, hvad er det, jeg står på? Jeg kan høre maskiner omkring mig arbejde på mig og med deres arbejde, bliver jeg mere komplet. Flere sanser arbejder sig frem i mit korpus. Jeg har snart øjne, for jeg begynder at kunne se lys i mørket. I min bevidsthed, der melder sig viden, om hvem jeg er, og hvad der ligger forud, for det sted jeg er nu. Problemet der er her, skal jeg løse, så meget ved jeg nu. Jeg står og venter på, at maskiner gør deres arbejde færdig, så jeg kan komme videre med mit arbejde, og fikse mit gamle jeg.
Han så ud af sine unge øjne, og han kiggede ud på sine omgivelser, det sidste han kunne huske var, at han overførte informationer til den nye ham i processeringskammeret. Nu stod han på rullebåndet med de mange maskiner, der skabte nye kroppe. Her var hvidt og planter spredt rundt omkring. Et lille bord med stole omkring det, var i hjørnet tæt på indgangen. Han så og hørte de mange propeller, der til stadighed blæste og blæste. De hang i luften over en smeltet pøl eller en svamp eller klump. Klumpen havde blå årer på sig, der bevægede sig sagte i massen. Den var fyldt med knuder, og den boblede næsten. Rullebåndet var næsten færdigt med ham, og han nærmede sig enden, maskiner printede hår på ham nu med deres lange arme, der var monteret i metalstolpen over ham. De arbejdede på hans negle forneden også. Han kom til enden og kunne træde ned. De lange arme med værktøj faldt ned fra deres vågne tilstand, og hang slapt fra den øvre del af maskinen. Her var han skabt. Den nye og bedre Erik, tænkte han. Han nærmede sig klumpen, tøj hang ud af folder i massen. Han måtte finde sit armbånd i klumpen eller hjernehardware-øresneglen. Den måtte være i det øverste folder, han nærmede sig med afsky den smeltende og boblende masse. Gad vide, om der er nogen derinde, tænkte han. Det var han næsten sikker på, der var, for det var indprentet i hans hjerne, det var hans direktiv, at han skulle ælde denne menneskeklump baglæns, så den kunne blive til ham igen. Han førte hånden ind i folderne i den øverste del af klumpen og rodede rundt for at finde
noget, han kunne bruge til at styre sine robotter med. Efter et fem minutters søgen i denne knudrede masse, fandt han, det han søgte.
Tiden gik, og han stod i nyt rum. Han havde for længst fået styr på sig selv, sit tøj og sine robotter. Det forekom ham som et uendeligt stort rum, der var skabt her før hans tid. Hvad var det nu, målet med dette rum var? Det skulle være et opbevaringsrum til efterkommere. Men hvor mange efterkommere skulle der være, siden det er så stort? Tænkte han. Loftet var fyldt med det sterile lys fra lysstofrør, men her var ingen planter. Gulvet var cement endnu, som om det næste bygningsstadie ikke endnu var påbegyndt. Men det var færdigt, og så kom det til ham, det han måtte gøre. Karrene. Han påbegyndte straks programmeringsprocessen.
Hullet var nu lavet, og dimensionerne nøje udregnet efter volumen af menneskeklumpen. Han så mod indgangen, og her kom et dusin flyvende droner løftende på en kæmpe metalfejebakke. Den boblende masse af menneskeceller flød her på. Dronerne fløj forsigtigt ned mod hullet i cementgulvet. En pude lå i hullet for komfort, men faldet skulle også tages højde for. Så der var en luftpudemaskine dernede for at dæmpe faldet. Dronerne kom så tæt på, som de kunne med bakken, og med det samme som klumpen begyndte at glide af, var anordningen klar dernede. Klumpen faldt og blev mødt af en let oppustelig pude under liggepuden, og så forsvandt luften langsomt igen. Erik kiggede ned i hullet, hvor hans gamle jeg lå. Han krydsede sine arme. Hvad mon der sker derinde? Men jeg har fulgt mit direktiv. Nu skal jeg sørge for, at jeg ikke selv ender i sådan et kar, Tænkte han. Klumpen boblede stadig syntes Erik, og han vendte sig fra den.
Hvad kan jeg gøre? Min krop forgår, jeg kan ikke slå mig selv ihjel. Cellerne fikser alt, de multiplicerer så hurtigt. Sår og flænger heler med samme, men det skynder kun processen op. Når telomererne når deres kritiske punkt, bliver cellerne til zombier, og jeg ender i karet. Jeg har brug for mere hjælp, flere geniale hjerner må kunne fikse problemet, før jeg ikke kan stå mere.
Mange år var gået, siden han blev til ved maskinen, og han havde ikke nydt sine år under jorden i den hvide grotte, der var blevet efterladt til ham af originalen. Han undrede sig ofte over, om han var ens med den forrige. Om han var sin egen person, anderledes på nogen som helst måde, var der noget unikt over ham? Kunne miljøet, han ikke følte, han havde skabt give ham en anden mulig fremtid? Kunne det ændre det fundament, for den krop han var? Han sad ved sit plastikbord i sin celle, og vidste, hvad der stod for dagen. Han bekymrede sig over, hvad det ville sige at skabe en til, inden han ikke kunne stå mere. Han var stadig frisk, men problemet kunne ikke fikses, han var dømt til ikke at dø, men leve med en dyster fremtid i sin bevidsthed. Det var indskrevet i hans DNA, og han kunne ikke ændre det uanset, hvordan han vendte og drejede problemet, selv med alt den processeringskraft, han besad i de store rum.
Han kiggede på, som båndet lavede de programmerede bevægelser for at skabe menneskematerie. Lange arme med forskellige værktøjer arbejdede på kroppen, der var blevet spyttet ud af det store monstrum. Kroppen blev lige så stille til. Erik blev mere og mere ængstelig, som kroppen lignede ham mere og mere. Selvom han vidste før, at den ville ligne ham, kunne han ikke slippe denne følelse. Han vidste allerede, at han ikke var unik, men han var aldrig før blev konfronteret med det i sådan grad. Han var begyndt at få grå hår nu, men denne mand, som nu var i de sidste faser af kreationsprocessen, hvor hår og negle blev printet og sprayet, var helt ung i sin bedste alder, ligesom han havde været, da han mødte klumpen. Men denne nye krop skulle ikke være hans erstatning, men hans bror, hans medhjælper og følger. Hvad ville han gøre, denne mand? Ville han gøre oprør eller følge sit direktiv ligesom Erik havde? De var begge Erik, men hvem var den
rigtige? Ingen af dem og det vidste han også godt. Den rigtige havde han efterladt til at boble i det store cementkammer. Den nye mand kiggede på ham. Afvejede ham med sine blå øjne, Erik kiggede nervøst tilbage på sig selv bare 30 år yngre. Han bad til at denne nye krop ikke vil storme imod ham, før han kunne give en kommando til sine robotter. Han var ikke stærk, som han havde været. Den nye Erik nærmede den gamle, spurgte neutralt: ”Jeg skal hjælpe med et problem?”
”Ja det skal du, og jeg er sikker på, det kommer til dig, hvis du venter lidt. Følg du bare med mig, så får vi noget tøj på dig, jeg fortæller dig mere på vejen.”
Og så fulgte han sit unge jeg ned ad de hvide gange med det skarpe lys, hen til sit værelse hvor han havde sit tøj.
”To hjerner må være bedre end en hjerne ikke sandt?” Kiggede han tilbage på den nye.
”Jo det vil jeg mene.” Gav den nye ham hurtigt ret ”Helt sikkert.”
Og så fik han tøj på, og de begyndte at arbejde sammen om problemerne.
Da de i den første tid klarede sig fint sammen uden nogen problemer, begyndte ideen, om flere kroppe og flere hjerner til at løse deres problemer, at virke klog. De kunne udvide faciliteterne, så der kunne være flere arbejdssektioner. De arbejdede sammen om de store planer, de havde, og begyndte så småt at sætte regelsæt op for kopiering:
”Alle kopier skal have passende direktiver.”
”Du må skabe op til tre kopier i dit liv, men du skal skabe en inden, du falder hen.”
”Du skal arbejde for at løse problemet, hvis du ikke kan eller ikke magter, så skal du lave en kopi, der har direktivet til at løse det”
De to klarede sig fint med navne indtil videre, og da de fandt på at give de næste kopier numre, var de glade for, at de kunne få lov til at beholde deres egne navne.
Når der kun var to, der hed Erik, så var det nemt nok at kende forskel, men når mange havde det samme navn, skabte det bare forvirring, blev de enige om.
En dag sad den gamle Erik i sin hvide læderstol og hang, han var ked af, at det snart var hans tur. Ked af var nok en underdrivelse, han var direkte plaget af angst, som han sad der, og blev fladere og fladere. Han trykkede på en knap på sit armbånd; han havde brug for hjælp. Og da den nye Erik kom, blev de nye husket på, hvad der ville ske med ham, hvis han ikke løste problemet ligesom den gamle Erik havde originalen.
Myretuen
Nummer 697´s direktiv var at “løse problemet”. Hvilket problem det skulle være var op til fortolkning, hvad der lige manglede i basen. Han kiggede ud i sin afdeling, de hvide gulvplader gav genskær, som han gik hen ad gulvet. Rundt om ham i afdelingen sad, forskellige aldre af samme mand og arbejdede ved deres plastikskriveborde. I virkeligheden var han ikke sikker på de rent faktisk arbejdede. Det hele var så mærkeligt, syntes han. Han havde fundet på noget arbejde, han skulle lave. Han ville optimere lysets effekt på planternes vækst og helbred. Det handlede om at gøre arbejdsvilkårene så gode, så andre kunne fikse det rigtige problem. De havde alle sammen den samme motivation. Det brændte i dem for at løse problemet, men det var ikke gået godt for dem i tiden efter Skabelsen. Han satte sig ved et skrivebord med sin kaffe, og kiggede sig omkring, på overfladen var stedet som en myretue, alle virkede arbejdsomme og travle, men 697 vidste ikke hvad de andre lavede, hvad de gik rundt for. Men de skulle steder hen, for at gøre vigtige ting angiveligt. Ikke at han var meget bedre, han så også meget travl ud selv. Han loggede ind på sin skærm. “God morgen 697, hvilket projekt vil du arbejde på i dag?” Han tastede ind, at han ville starte et nyt projekt og gav detaljerne til maskinen. Den spurgte: “Med hvilket formål vil dette fremme hastigheden til løsningen af problemet?” Han gav grunden, og gik i gang. Han skulle have godkendelse fra de lavere numre, der stadig var i live, men de gav hurtigt godkendelse til næsten alle projekter. Han arbejdede i mange timer,
og da han var færdig med dagen, følte han et tomrum og en rastløshed. Han gik hen og kiggede på planten, han arbejdede på at forbedre, han rørte ved bladene distræt. Hvad skulle der blive af ham? De andre var også begyndt at røre på sig, for at gå steder hen, måske i seng, måske til træning. Nogle af dem havde venner iblandt sig selv, men de fleste passede sig selv, og de arbejdede sjældent sammen, de gik forbi hinanden hver dag, og ænsede knap hinanden dag ind og dag ud. Han gik videre ned mod rullebåndet og ned ad det for at komme hurtigt frem. På væggene var der kunst skabt af AI-maskinerne, det kreative arbejde havde de overladt til dem. Det var et mærkeligt sammensurium af farvesammensætninger. Han kunne ikke hitte ud af det, det var som en hvirvelvind, når han rullede forbi, og det skabte en dissonans i hans sind, så han kiggede ligeud for at ignorere de bekymrende sanseindtryk. Han vidste ikke, hvor han ville hen, men det var som om de krogede gange førte ham videre. Han kendte egentlig godt, hvordan bunkeren var designet, men det var som om, han ikke kunne koncentrere sig om noget. Han så et blinkende lys nede ad gangen, han bestemte sig for at løse det i det mindste, måske det kunne give ham lidt fred på en måde. Han nærmede sig indgangen, det var kopirummet, han kom tættere på. Det sted skulle helst være velfungerende, så nye kopier kunne skabes. Han kiggede mod maskinen og båndet bagved, der lyste op i det blinkende lys. Der var noget, der kaldte på ham, et intuitivt desperat kald om hjælp fik ham til at vende sig om mod bordet i hjørnet. I stedet for en stol og et bord, var der en dem. Massen lå og lyste op glinsende, nu måtte han skaffe den af vejen.
”Hjælp mi- ig!” Kom det derinde fra. Det fik 697 til at træde tilbage, det var hans første klump i sit liv. Han måtte væk.
”Jeg kan høre, der er nogen. Slå mig ihjel, jeg vil ikke det her, jeg vil ikke det her. Hør mi...” Så stoppede stemmen, og det virkede til, at klumpen blev fladere.
Inde i de mørke baner I en labyrint han havde skabt for sig selv, gemte han sig for sig selv. Her var mørkt og koldt, det var sådan han havde skabt det. Det var rart at lave noget, sådan havde han altid haft det. Med en kraftanstrengelse havde han gemt sig herinde i lang tid,
han kiggede på de sindskonstruerede vægge, de havde grønt bevoksning på, og det var alt hans design. Han kedede sig, nej det måtte han ikke tænkte. Han havde været her så længe, i perioder var der ikke sammensatte tanker, kun vrede og sindssyge, hvad skulle han gøre? Han kunne mærke, hvordan en blid nervøsitet kom over ham, han bekymrede sig ikke endnu, men vidste hvad der kunne være på vej. Han tog fat om sine imaginære knæ, det hele smeltede væk omkring ham, det her skulle jo have stoppet galskaben fra at indhente hans torturerede sind. Hvornår fikser de mig? Skreg han i sit indre for tusinde gang, det eneste sted han havde nu, og der var ikke noget for ham at gøre. Kun den kolde desperation og alt det fantasisved, der kunne være i mørket, var her, og det brændte i ham for at sanse igen. Se, mærke, smage. Han ville ønske, han kunne spise, drømme og ikke være til stede hele tiden, her i sit endeløse sind.
De smeltende vægge flød ned på det sorte gulv, og det sorte gulv forsvandt også. Han kiggede på sin egen tænkende masse og skreg, men der kom ingen lyd, kun hans trang til at skrige kunne han mærke og sådan blev det ved og ved i en evighed af smerte. Aldrig kunne han få aflastning for det, han følte.
Direktivets mægtige hånd
Han måtte få massen ind i det rigtige rum i et nyt kar. Men så skulle han derind, der hvor alle ender. Hvorfor skulle det lige være ham? Han havde bare lige kigget herind for at fikse en lampe, der blinkede. Han hadede deres fælles fremtid, hvorfor kunne de ikke klare det her? Var DNA’et sat for godt ind i deres gener? Hvis man kunne lave unge kopier, hvorfor kunne man ikke lave gamle kroppe til unge kroppe igen? Men altså nu måtte han sætte alt til side for at skaffe denne masse af vejen. Han kiggede på sit armbånd, pressede så skærmen kom frem, han gav AI’en ordre til at lave et afskaffelsesprogram i kopirummet. Kort efter kom de, han var nødt til at programmere løbende for at få den præcise lokation på både massen og cementkaret. Hvorfor kunne de ikke bare tage sig af det? Havde de ikke kamera i deres kroppe? Jo det havde de da, men numrene ville ikke give alt for meget magt til maskinerne, så der var altid lidt overvågning og arbejde på numrenes ende. Han holdt en god afstand til massen, han kiggede på den, og den bevægede sig sagte i sig selv. Foldede sig langsomt om sig selv, et uendeligt
bevægende mønster virkede til at være i folderne og årerne.
Robotterne kom som blæsende droner, og havde deres kæmpeværktøj med. Han kiggede væk, som massen blev sat op på den store fejebakke, det var så nedværdigende, at man skulle fragtes sådan. Måske det skulle være hans næste opgave at løse, men det ville gå imod hans direktiv, det ville ikke komme tættere på at løse problemet i nogen forstand. Han førte dem ind i det ubehagelige rum. Her hvor alles fremtid ventede på dem. Det var blevet noget større siden fordums dage, da det først blev udhugget. Droner og arbejderrobotter arbejdede på væggen længst væk fra ham, rummet var som et stort rektangel. Robotterne arbejdede på at forlænge rummet til stadighed. Han kiggede ned mod de mange kar. Der var mange kar på det brede led, men kar så langt øjet rakte på det lange led. Det gøs i ham. Der var langt over fem hundrede små kar. Han kiggede ned på den første masse. Den var meget mindre end de nye, men var her stadig mange epoker efter den originale blev til denne masse. Han havde skabt det endeløse problem, og efterladt ansvaret til kopier af ham selv, der var dømt til samme skæbne. Måske man ikke levede for evigt, bare rigtig længe. De havde alle sammen en ide om, at bevidstheden var derinde. Det var brændt ind i deres gener at være bange for at ende som massen, og heri lå frygten for at være en bevidsthed fortabt i sig selv for evigt. Eller i hvert fald meget længe.
Planteprojektet var godt undervejs, bladene vil blive grønnere og pænere, og planten ville blive større, når han havde implementeret sin genmodifikation. I hans kammer bankede det på døren. Det bankede aldrig på døren, numrene passede mest sig selv. Hvad kunne det være? Han tændte lyset, og han kiggede mod døren, på kommoden lå hans armbånd, men det var nytteløst. Han havde kun nogle få robotter knyttet til sig, og de kunne ikke være her tids nok. Han måtte åbne døren. Han rejste sig op, og det bankede endnu engang. Langsomt men hårdt og bestemt. Hjertet hamrede i hans bryst, og han blev tør i halsen. Han havde ikke nogen venner iblandt de andre, så han kunne ikke forstå, hvorfor der kom nogen nu. Han trykkede på knappen ved siden af døren, for at få skydedørene til
at åbne. En gammel mand stod foran ham i døråbningen. Huden var begyndt at hænge, men de blå øjne tittede skarpt frem bag folderne på hovedet. ”Unge mand, er du ikke træt? Træt af der her liv?” Han kiggede indgående på 697. 697 vidste ikke, hvad han skulle svare så, han kiggede bare på ham, næsten måbende med munden.
”Jamen så svar mig da, hvad er det egentlig, vi laver hernede?” Forsatte han. ” Min krop gør ondt, og min ende er nær, men du er ung endnu, og har lang tid foran dig.”
”Hvad snakker du om?” Kunne han lige presse frem. Han prøvede at komme sig over chokket.
”Jeg snakker om frihed i forhold til vores direktiver, det må være muligt at bryde fri.” Der var en intensitet i hans stemme, som fik 697 til at føle at han stod på det forkerte ben. ”Frihed, noget vi ikke har haft i tæt på tusind år, hvordan er den blevet taget fra os?”
697 kiggede sig omkring på de lyse hvide gange, men der var ikke nogen her andet end ham, og den foruroligende gamle mand.
”Det er jo blasfemi, du udtaler. Hvordan skulle man kunne omgå sit direktiv? Det kan man slet ikke.” Forsvarede 697 deres eksistensgrundlag.
”Kreativitet, men jeg har indset det for sent. Måske er du ikke klar til disse tanker, men måske jeg kan sætte en ide i din hjerne. Du er så ung, og du har stadig meget potentiale. Jeg har ikke meget tid nu. ” Han kiggede eftertænksom omkring sig. ”Kender du til teorien om ideer som vira? Ha ha.”
”Du er gået fra forstanden” Svarede 697.
”Jeg er blot frigjort fra vores direktiv, hvis det er galskab, så må det være det.” Som han vendte sig om, og gik, sagde han mere til sig selv end til 697: ”Hvis da
bare jeg havde fundet på det noget før, hvis da bare.” Han var nedtrykt i stemmen og med sin krop, der var blevet fladere bare igennem samtalen, gik han, og 697 så ham aldrig igen.
I utilfredsheden gemmer sig oprøret
Planterne var nu blevet større, og de tittede frem i komplekset alle vegne sundere og grønnere end nogensinde. 697 var igen rodløs, og sad i sit kammer, han havde færdiggjort sin opgave, men hvad nu? Han kunne ikke sige, at han forstod sig på det store problem særligt meget, han havde kigget på det flere tidspunkter igennem sit liv. Det var ligesom for stort og uoverskueligt til, at han kunne forholde sig til det. Mødet med den ældre mand blev ved med at forstyrre hans tanker, han kunne ikke koncentrere sig om at finde på en ny opgave. Direktiver opløst med kreativitet? Tænkte han, det var svært for ham at få meningen ud af det. Det var ligesom et nyt problem for ham, et han havde en oprigtig lyst til at løse, men hvordan kunne han gøre det? Hvordan ville det hjælpe til at løse det store problem? Kunne det måske bare være en fritidsbeskæftigelse? Noget han lavede, når han skulle sove? Så kunne han finde på noget nyt at gøre i basen, der var passende for direktivet. Han havde følelse af en lettelse, som om han allerede var trådt et skridt ned ad en sti. Han vidste ikke hvilken sti, men på en måde betød det heller ikke så meget. Han gik ud for at tage noget kaffe, først skulle han finde ud af, hvad han skulle lave for at hjælpe til med at løse det store problem.
I fællesrummet var der tre kopier en ung ligesom 697 selv og to ældre. De så ikke særligt glade ud, som 697 kiggede ordentlig efter. Så alle mon sådan ud? Eller var der bare sket et eller andet? Han spurgte ud i rummet, noget der var atypisk ham: ”Er der sket noget?” De kiggede på ham med overraskede øjne. Den unge rejste sig op. Tydeligvis forstyrret af 697, tog han sin kaffe, og gik ud fra fællesrummet. En af de gamle kiggede stadig mærkeligt på ham, hans hud var ikke begyndt at hænge endnu, men han havde fået gråt hår. Han sagde: ”Der er ikke sket noget, hvad mener du? Hvorfor spørger du os om det?”
697 svarede: ”Nå, jeg mente bare at i alle tre så meget triste ud, og så troede jeg, der var sket noget.”
Igen kiggede de to ældre kopier på ham som om, de havde set noget meget bekymrende. Den ene rystede på hovedet. Mens de gik, sagde den anden: ”Du er en mærkelig en, jeg burde rapportere dig.”
697 forstod ikke, hvorfor de var så fjendtligt stillede. Men på den anden side havde han heller ikke snakket med nogen hele sit liv andet end den gang, han lige var trådt af båndet. Han satte sig ned på en stol, efter han havde lavet kaffen, og kiggede lige ud, mens han undrede sig. Han tænkte, at de måske alle sammen kunne trænge til at blive i lidt bedre humør, men hvordan kunne han gøre det, når de alle havde den samme dystre fremtid?
I den senere tid var to spor dukket op i 697’s sind. Den arkaiske ide om at naturligt lys på en eller anden måde skulle fordre et bedre humør. Han var godt klar over, at naturligt lys gjorde folk sundere på grund af menneskets egen krop, og at det ikke var et mirakelmiddel. Men på samme tid syntes en irrationel del af ham at tage over, og komme med argumenter som ikke var videnskabelige, nej de var nærmere baseret på spekulative ideer. Ideer som han lod være der, selvom han godt vidste, at de var irrationelle. Det gjorde ham simpelthen i bedre humør at give sig selv lov til at tro og håbe på noget. Han havde tænkt sig at gøre noget relativt stort. Der var allerede aspekter af rigtigt sollys i lysstofrørene, det var til for at få planterne til at kunne gro. Men det var kun det helt basale. Han ville udvide dette til at kunne ligne sollys så meget, som han kunne. Han var ikke sikker på, at han ville få godkendelsen, men han håbede på at de ældre kopier, ville overse det og godkende det hurtigt.
Det andet spor som beskæftigede 697, var, hvordan han kunne omgå sit direktiv. Kreativitet skulle efter sigende være nøglen. Han arbejdede på det om natten med fornyet energi, han havde ikke oplevet sådan en stigning i motivation før, ja nogensinde faktisk. Han var i en zone af arbejdsomhed, han ikke før havde prøvet. Når han stod foran sin tavle og arbejdede på de to problemer, så ænsede han ikke tid og sted, hvor han før arbejdede for at arbejde, arbejdede han nu for
at løse de udfordrende problemer, han havde sat sig for.
Han stod foran sin tavle, og var færdig med at skrive sin pitchsætning til godkendelse. Han trykkede på sit armbånd og sendte: ”Jeg vil skabe naturligt sollys i basen, det vil gøre kopierne i bedre humør, og så vil det skabe bedre grobund for at løse det store problem. ”
Han gik straks i gang med prototypen til lysstofrørene, i samme ombæring ville han skabe en skærm, der var pænere og mere hjemlig, så atmosfæren ikke var så kvælende. Når det blev aften, ville han eksperimentere med kreativitet. Undersøge, hvad den gamle kopi kunne have ment, og hvad det havde at gøre med deres direktiver.
Prototypen, lyset og atmosfæren
697 stod på en afsats og arbejdede side om side med robotterne. Han var løftet af en kran, og var måske 10 meter over jorden. Han arbejdede på en lampe. Han skruede den ene side af, mens de var i gang med den anden. Og hurtigt var skærmen løftet væk af de brummende droner. Han befandt sig i processeringsrummet, her kom der ikke tit kopier ind. Vedligeholdelsesarbejde var uddelegeret til AI og droner. Hvis større problemer skulle opstå, så ville kopierne få besked fra AI’en. Lige da 697 skulle til at tage lysstofrøret ud, hørte han bag sig:
”Kan du så komme ned derfra unge mand!”
Han blev forskrækket og tabte sin skruetrækker ned på gulvet, og den klirrede på cementgulvet. Han vendte sig om, mens han holdt om rælingen for at støtte sig selv, og så tre gamle kopier stå ved siden af de to planter, der stod ved døren. Deres hud hang, men de var ikke begyndt at flade ud endnu. De havde nogle år tilbage estimerede 697.
”Kan du komme ned derfra, siger jeg jo.” Det var den midterste, der råbte ad 697. 697 begyndte at trykke på knappen, så han blev løftet ned. Mens han var på vej ned, svarede han: ”Hvad har jeg gjort forkert? Jeg er bare i gang med at afprøve
en prototype.”
”En prototype du ikke har fået godkendt.”
”Men I har jo aldrig afvist en plan før, jeg tænkte bare, at jeg lige så godt kunne gå i gang, nu hvor jeg var entusiastisk omkring ideen”
Det fik en reaktion. De gjorde alle store øjne, men den til højre rystede afvisende på hovedet. Den i midten, åbenbart den ledende kopi, begyndte at gøre klar til at sige noget igen: ”Jeg er ikke sikker på, hvad du mener. Men det lyder helt forkert. Vi skal beordre dig at indstille arbejdet med dit lysstofrørsprojekt. Han fortsatte efter en pause, som 697 kom tættere på: ”Og desuden så er der mange problemer med dit design.”
”Designmæssige problemer? Hvilke om jeg må spørge?”
”Ja altså, der er slet ikke nogen grund til at installere sådan et lys, det er der slet ikke brug for.”
”Det har da ikke noget med design at gøre?”
”Det har det da, så sandelig. Men vi vil ikke stå og diskutere det med dig. Du bedes stoppe og det er med det samme og eftertrykkeligt.”
”Jamen javel så.” 697 rynkede forvirret på ansigtet og forstod ikke, hvad deres problem var. Der var tydelige begrundelser for projektets udførelse.
De tre kopier begyndte at gøre klar til at gå. Men den midterste kiggede på 697. ”Vi ser frem til at se, hvad dit nye projekt bliver. Der skal ikke gå for lang tid, inden du sender dit pitch ind. Og sørg for at design giver mening. En ny kopi kan laves i dit sted. Vi har ikke brug for flere problemer hernede.” Og så vendte han sig om og, gik ud af det store rum.
Det var en drøm, og det vidste han godt. Han vidste det, fordi han aldrig havde set solens lys i sit liv som kopi. Men var der elementer af en andens hukommelse? Den originales hukommelse? Om solskin og grønne planter, specielle planter. 697 stod i et krater, men han kunne se lysets stråler. Han prøvede at kravle op ad de store stenmure, han ville op og se, hvad der var på den anden side. Han forestillede sig, hvordan der var grønt så langt øjet rakte, men han kunne ikke se noget specifikt for sig. Han kravlede og kravlede, men han kom ingen vegne og også selvom, at han vidste, at det var en drøm, kunne han ikke gøre noget for at gå imod drømmens indre logik. Så han kravlede, han blev trukket til side i et andet øjeblik, og her så han sig selv samme alder som ham, det bekymrede ham meget. Han blev bange for at se på, hvad han troede var originalen. Originalen holdt øjenkontakt med sine indtrængende lyseblå øjne, og 697 kunne mærke det hårde greb i sin krave. I dette øjeblik vågnede han med et indtrængende ønske, om at flygte væk fra originalen og komme op over krateret og se de grønne enge. Han tog en dyb vejrtrækning, og omkring ham var alt mørkt og stille, indtil det lyste op fra den hvide kommode. Det var armbåndet, det snakkede med en krattende stemme, lyden var ikke god: ”Jeg ved, hvad der er med dig, jeg ved, hvad det er, du vil. Jeg har regnet det ud. Du vil ud herfra... Og det vil jeg også.” Og så sagde den ikke mere.
Han var lam, og det isnede i hans center. Han ville vide, hvem det havde været, der havde hacket sig ind på armbåndet. Og han skyndte sig op, og mens han fandt armbåndet, kom tanke på tanke op. Han havde ikke tænkt sig at komme ud herfra, eller i hvert fald var han ikke kommet frem til noget, men nu hvor han blev konfronteret med ideen, så var det rigtigt nok. Han ville ud fra dette sted. Han begyndte at analysere, hvad der var sket med armbåndet, og hvordan nogen kunne lægge sådan en besked på enheden. Han kunne ikke finde ud af meget her i første omgang, men han kunne alligevel ikke sove, og derfor begyndte han på arbejdet med at finde ud af flere oplysninger om denne kopi, som havde fundet ud af noget, han ikke engang selv havde vidst endnu.
Den anden kopi havde dækket sine spor godt. Efter mange timers arbejde havde 697 ikke fundet ud af meget andet end en retning i komplekset, og det viste sig han befandt sig i sovekamrene i nord. Der var omkring 200 kopier i live og 100 af kopierne boede i nord, og der boede 100 kopier i syd hvor 697 boede. I midten af komplekset var der en aflang arbejdsgang, hvor rullebåndene var, og førte kopier frem og tilbage. Det var ikke ligefrem brugbar information.
Hvad betød det her? Ville den anden kopi arbejde sammen om at komme ud, eller ville han konkurrere? Var der tale om gensidig ødelæggelse eller ville de komme ud sammen? Tonen på opkaldet var ikke venlig. Med den skrattende kvalitet og tonelejet, var den truende og dominerende. Som tiden gik, blev 697 i mørket mere og mere overbevist, om at det var ham eller den anden, og det betød, at 697 var nødt til at forberede sig. Ville det være smartest at bruge tid på at planlægge, hvordan han ville komme ud, eller var det bedst bare at komme afsted med det samme uden en plan?
Under al den spekulation havde 697 glemt alt om direktiver, og det forekom ham, at det var håbløst at blive ved at teoretisere, noget han ikke kunne praktisere. Og hvordan havde denne anden kopi omgået direktivet og kontaktet ham? Det var som denne tanke før, havde undgået hans hjerne i nervøsiteten og bekymringerne for den anden kopi. Var dette et gennembrud? Var det slet ikke kreativitet, eller var der forskellige måder at bryde igennem? Han var et nervevrag af ideer og tankeretninger, og kunne ikke forholde sig til alt dette. Han var, som de ældre sagde, en kopi, han var nem at erstatte. Han bestemte sig for at handle og ikke tænke.
I et tankeløst eksperiment skabte 697 noget destruktivt. Han tænkte kun på projektet nu, og han forholdt sig kun til nuet. Han var i en trance af kreation. Hans hjerne var en flod, som flød med isnende vand, der kun var flydende, fordi det var i bevægelse. Han brugte dele af robotter, han havde hijacket. Angrebet skulle ligge på den sydlige del af komplekset, direkte på deres sovekamre. Han
var i sit kammer og arbejdede på højtryk, satte dele sammen, hjulpet til af flyvende droner. Han var jaget til sit hurtigste arbejdstempo af en ide og et billede om et spejlbillede af en anden, der var gang i det samme.
Gensidig ødelæggelse eller gensidig vækst?
I en afdeling af et kompleks under jorden, var der stille, for det var nat, en nat der var bestemt af dem og ikke solen. Der var noget i luften. Det smøg sig oppe i den øvre del af loftet. Systemer der skulle give signaler, når der skete noget uhensigtsmæssigt var slået fra i en anstrengelse. Røgen trak sig længere ind i denne afdeling, og som et stille lag hang det over ofre, der lå i deres seng. Som der kom mere og mere røg, blev gangen med værelser fyldt op, så kun et lille lag af normal luft var ved jorden. Og så skete der noget, en dør blev åbnet, og en mand løb ud så hurtig, han kunne. Han så lige foran sig, og her var der en kæmpe blæser sat op med lag plastik formet efter døren og den i midten. Han pressede plastikken væk, og skyndte sig ud igennem denne hurtigt opsatte dødsmaskine. På den anden side af blæseren var der en stor slange, der førte videre og videre, hvorhen kunne han ikke se, for den fortsatte omme bag andre hjørner. Der var ingen person, og manden havde ikke tænkt sig at følge slangen.
Efter at 697 havde sat sin vanvittige plan i gang, var der ikke et øjebliks hvile, han regnede faktisk ikke med at få bugt med den anden. Han vidste også godt, at hvis han ikke fik ham nu, havde han mistet initiativet. Han havde lavet en krigserklæring baseret på en mulig trussel, for mange problemer og et direktiv. Han var kommet forbi sit direktiv ved ikke at tænke over sine handlinger, ved at arbejde i en tilstand af dyb koncentration i nuet. Var det muligt at handle mere overvejet? Måske var det her kreativiteten kom ind, men havde han ikke allerede handlet kreativt i sin løsning? Det var et mysterium der måtte løses en anden dag. Han blev nødt til at forsætte. Det slog ham nu, at han havde slået mange ihjel. Det ramte ham hårdere, end han havde regnet med. I dem var der vel det samme potentiale for vækst som i ham. Han blev mindet om den gamle kopi, som havde startet en ændring i ham, som havde set et potentiale i ham. En ulmende
iltmanglende flamme havde han kvalt for alt fremtidig opblussen. Det var snart morgen, og han var lige færdig med at sætte sin plan i gang, han havde skyndt sig tilbage for at snuppe nogle ting. Det var tiden til at komme væk herfra.
En høj lyd lød, og det gav et sæt i 697, han kiggede sig omkring i værelset, her var stadig helt normalt, plastikken var oplyst af lamper i arbejdsværelset. Den kom igen, høj, lang og enerverende. Det måtte være en alarm konkluderede 697. Så havde røgen ramt sensorer, der ikke var slået fra. Nu var der endnu større grund til at komme ud ad døren. Han vidste ikke, hvor udgangen til komplekset var henne. Men han kendte retningen. Han havde pakket en taske med værktøj, han havde en enkelt drone tilbage med propel. Den tilhørte ham, han havde koblet den fra netværket, og nu tilhørte den kun hans armbånd. Han mærkede et sug af nervøsitet over de manglende ressourcer. Han håbede at panikken om alarmen, ville give ham en fordel. Og hvad med den anden kopi? Han tog tasken og gik mod døren. Han blev ramt af et blinkende rødt lys, da han kom ud i gangen. Det blinkede rødt, og så var det efterfulgt af mørke. Intervallet var kort, så han kunne godt se, selvom han syntes, det var svært at gøre ting præcist. Det var som om, legemerne klippede i langsom gengivelse. Han gik hurtigt ned ad gangen, og kopierne begyndte at kigge ud fra deres værelser. Men de fleste så forskrækkede ud, ligesom ham så havde de heller ikke oplevet alarmen i deres levetid. De kiggede på ham, men gjorde ikke noget, de vidste ikke, hvorfor han bevægede sig. Han var hurtigt væk fra gangene med de stirrende kopier. I arbejdsafdelingen skinnede de lange blade i de røde lys, og lignede små monstre ved første øjekast. De mange plastikborde var ikke længere hvide, de var helt røde. Han skyndte sig mod rullebåndet, men det virkede ikke nu. Hvem havde slået det fra? Her var helt tomt. Ingen robotter, ingen kloner. Kunsten var ændret i lyset, og var endnu mere abstrakt i udtrykket. Mønstre belyst i rødt, farverne var endnu mærkeligere, og det forstyrrede 697’s sindstilstand. Han løb nu. Han havde en bange anelse, og han vidste ikke, hvilken vej han skulle. Men det var denne retning. Snart ville han komme forbi de mange rum, der havde forskellige formål. Der ville han ikke kigge ind. Han måtte videre. På vejen mod en væg, hvor der var to veje en til højre og en til venstre, mødte han noget bekendt, men på samme tid usigeligt. Han vidste, hvad det var. Det var en af dem. De røde årer pulserede voldsomt i det røde lys.
Det blinkende lys skabte et klippende udtryk i de bevægende folder. Han var stoppet op og kunne ikke bevæge sig. Han vidste ikke hvorfor. Det var som om han i den klippende bevægende masse kunne høre noget. Han havde aldrig haft et sanseindtryk som dette før. Han vidste ikke hvor lang tid, han havde kigget på den. Han blev suget ind i massen, og her ventede der ham kun en tankestrøm. Han prøvede at løsrive sig fra sin fremtid, og prøve og se, om han ikke i det mindste kunne få noget ud af sin nutid. Det lykkedes ham og han kiggede væk. Han løb forbi den i retning mod højre, men han var ikke sikker på, om det var den rigtige vej. Han kom ud i en lang gang, der blinkede noget frem foran ham, en skikkelse i mørket. Han stod helt stille, stoppet i animationen, og han kiggede bare, som den mørke silhuet gik fremad, og så forsvandt den bag et hjørne. Han var lammet, og han mærkede et sug i maven. Den anden havde ikke opdaget 697. Han var foran ham, og 697 kunne nu ikke komme frem uden, den anden ville opdage ham. Måske skulle han prøve at slutte fred med ham, spille dum og spørge om hjælp.
Var initiativet tabt eller havde han mulighed for at vinde? I virkeligheden kunne han mærke efter, at han ikke havde lyst til at slås, nu hvor han var i porten af direktivets mure. Han havde været tvunget til at forhaste sig før på grund af det, men nu var det ikke det samme. Han havde en større frihed, og med det kom noget andet frem. I det røde lys kiggede han mod svinget, og satsede på noget andet, som han gik igennem direktivets port og ud i friheden.
Han kom forbi et hjørne, og her var et stort rundt rum. Det var ikke gennemarbejdet, og der var stadig huller af klipper i væggene. På jorden var der en udhulet klippeafgrund, det var som om arbejdet her, også var stoppet. Der var spor af mærkelige afskårne trapper på væggene, de var som sporadiske afsatser, og de havde et udtryk af at være en del af en spiral mod toppen. I toppen var der en stor metaldisk, en dør med et stort rundt håndtag i midten, her kunne man stå på en afsats, døren måtte lede ud. 697 havde ikke meget tid til at kigge på rummet og nærstudere, for her mødte han den anden.
Han råbte med det samme: ”Jeg vil ud, og jeg vil arbejde sammen.”
Den anden kiggede tilbage, han var iført noget andet tøj end de andre, han var ældre end 697. Han havde fået lidt rynker, men havde ikke endnu fået grå hår. Han stirrede bare i en stund. ”Efter hvad du har gjort, nej det tror jeg ikke.”
”Jeg beklager. Jeg gjorde det, fordi jeg måtte bryde ud af mit direktiv.” 697 forsatte: ”Se dig omkring, vi kan ikke komme op hver for sig. Vi er nødt til at samarbejde.”
”Du var for langsom, og jeg kontaktede dig. Du valgte at tage det ilde op, du har truffet dine valg. Direktivet er som en labyrint, og vi er ikke kommet ud samme sted, vi er ikke længere den samme. Vi adskiller os begge fra de andre men også fra hinanden. Vi kan ikke arbejde sammen, det forstår du nu.” Han stirrede på 697, og der skete en ændring i kropsholdningen, det var som om han skiftede sindstilstand. ”Vi er ikke længere Erik, vi er ikke de to første, vi er ikke som de andre, du og jeg er noget for os selv.” Det lynede i øjnene på manden, der ikke længere lignede sig selv og han sagde med skrattende stemme ”Jeg er brudt ud af direktivet, jeg har ødelagt og smadret dens lænker, og jeg er fri. Det var et tarveligt angreb på mit liv, du lavede. Svagt, som dig.”
697 mærkede ændringen på stemningen, og han måtte handle, hvis ikke han ville miste sit liv, det var han sikker på. Han mærkede stropperne på sine skuldre, deri var hans eneste forsvar. Han holdt nøje øje på den anden, der begyndte at trykke hurtigt og voldsomt på sit armbånd. 697 skyndte sig at få tasken af, og tog sin drone ud. Han havde ikke nogen våben, så det handlede om at overleve nu. Han trykkede på sit armbånd, og dronen startede, han smed tasken og lyden fra dronen, der blæste, omringede ham. Han løb mod en trappe afsat, der var langt imellem hver trappe, men han havde en plan. Dronen fulgte tro efter ham. Alt imens sveden piblede frem på panden, skrev han en lille opgave, som den indbyggede drone AI skulle følge, han kiggede op for at holde øje med den anden. Den anden havde fundet noget, 697 ikke kunne genkende. Det var maskineri af en slags, det var sammensat på måder, der ikke var tydeligt for ham. Han tænkte, at han bare måtte fortsætte og håbe på det bedste. Han løb op ad trappen, der var på siden af væggen, den stoppede forude, her var der et hul på mange meter, et han ikke ville kunne hoppe over. Han tog fat om dronen i begge sider
på den, den kunne ikke bære ham helt, men ved sin største kraftkapacitet, ville den dæmpe faldet meget. Han løb og inden han hoppede, sagde han: ”Nu”, og så begyndte blæselyden at tage til, det var det eneste han kunne høre, så hoppede han og håbede. Hans hurtige udregninger havde været rigtige, og han fløj næsten men ikke helt. På det næste afsat omkring fem meter over gulvet, kiggede han hurtigt ned, og den anden havde sat maskineriet sammen til noget mindre. Det så ud som, om han sigtede på 697 med tingesten, de var måske 20 meter væk fra hinanden. Og så lød der en høj eksplosion, og 697 løb instinktivt, det virkede ikke til, at han var ramt. Men noget blev ramt, han kunne høre en lyd som noget der smuldres og knases hårdt mod en presse. Et stort stykke af gulvet bag ham faldt ned i sandsmulder, i et kort øjeblik var han i chok. Han anede ikke, hvad det var, den anden havde gjort, eller hvad det var for en maskine, han affyrede. 697 ville heller ikke vide, hvad der skete, hvis han blev ramt af den. Så gav han, med sine hænder holdende på dronen over hovedet, dronen besked, og hoppede videre op og rundt. Han nåede den næste afsat, og han var længere oppe. Han var måske ti meter over jorden, endnu en eksplosionslyd startede, og 697 bevægede sig instinktivt. Kort efter ramte maskinens projektil en meter væk fra ham igen på afsatsen, og han bevægede sig væk, som han opfattede det. Det undrede ham, hvorfor den ikke ramte ham, og det undrede ham også, hvorfor projektilet rejste så langsomt. Han kunne nå at bevæge sig, inden den ramte her tredive meter væk. Blodet pumpede kraftigt rundt, og han kunne næsten forestille sig, hvordan adrenalinen pumpede sammen med blodet. Han kiggede mod næste afsat den var ikke så langt væk, han kunne næsten tage ved og kravle derop. Det var mærkeligt, fordi indtil videre havde det virket som en trappe med mange huller i, men dog den samme trappe der fortsatte. Her var det som en ny trappe, der overlappede og startede sit eget løb mod toppen. Han lagde dronen på afsatsen, og trak sig selv op, mens han lå i en dårlig position med maven på afsatsen, hørte han igen lyden. Det trak i maven af nervøsitet, han var sikker på, at han ville blive ramt. Det kunne godt være, at man instinktivt kunne nå at flytte sig, men her var han fanget. Men i det næste nu hørte han det nye sammenstød, han så det også ske. Øjnene rettede mod den næste afsats, så han små sten og støv falde fra den. Fra det ene øjeblik til det andet, havde den været intakt, og i det næste øjeblik begyndte de løse sten at falde ned i et rektangel, der flugtede med trinnene på
trappen. Der var ingen projektil, han kunne se, der var blevet siddende, nej der havde ikke været noget spor af et projektil. Mens han fik resten af kroppen op på denne trappeafsats, begyndte en del af hans sind at tænke over, hvad det kunne være. Det var kun halve ideer baseret på det, han havde set. Han forestillede sig en maskine, der kunne sammentrykke luft, for at skyde det væk. Det ville kræve mange kræfter og et højt teknologiniveau. Hvordan holdt han luften sammen? Eller var det overhovedet luft, den anden skød med? 697 kunne kun gætte. Måske den anden havde været fri fra sit direktiv i lang tid, eller måske havde dette projekt været den andens vej ud af sit direktiv. Han skyndte sig videre, men igen kom lyden, og kort efter ramte det den næste afsats igen. Et nyt firkantet stykke smuldrede for øjnene af 697, og afsatsen over ham blev mindre. 697 vurderede, at han måtte hoppe mod den nu, inden han ikke kunne komme videre. Han gav besked til dronen, og den blæste højere. Han nåede et af trappetrinene, som stadig var intakt, og hoppede så til næste lille trappetrin i den hullede trappeafsats. Det smertede i hans arme, han havde holdt dem oppe længe, men han var nået tæt på toppen, hvor han kunne åbne den store port op til luften, solen og planterne. Han ønskede friheden, og han løb mod den. Han sprintede nu, for at komme den anden i forkøbet. Han gav ordre og hoppede mod næste afsats, men da han hoppede, lød lyden. Han ramte ikke noget, og han kiggede ned, der var ingenting kun faldende støv, han svævede langsomt nedad, og dronen blæste højt stadig, men lige om lidt ville dens output svinde ind til normalt. Han hang i luften i et øjeblik, hvor han kunne træffe et enkelt valg. Ville han håbe på et langsomt nedfald, han kunne overleve, eller ville han give slip på dronen og kaste sig mod afsatsen og være strandet uden dronen? Han lod sig falde, og holdt stramt fat omkring dronen, som sveden dryppede fra hans hage og ned mod afgrunden. Dronen lød træt, og den holdt op med at blæse med en høj intensitet, faldet startede langsomt, og han følte sig optimistisk. Han vurderede, at han var femten meter over jorden. Han havde ondt i hænderne, og det syrede i hans arme. Nu begyndte faldhastigheden og tage til, han faldt hurtigt en meter to meter, så tre og fire, fem og seks. Det gjorde ondt i maven, og nu lød der endnu en eksplosionslyd, han mærkede noget ved siden af sin hånd, han trak sin hånd til sig som refleks mod skade. Han hang skævt i luften i et kort øjeblik med en hånd stramt på dronen, og så ramte han jorden hårdt, kroppen faldt hurtigt sammen, han lå flad og ødelagt på jorden. Det
sidste han tænkte var: Hvorfor skød han aldrig på mig? Det sortnede for øjnene, startende fra siderne og ind. I den sidste prik i midten inden det blev mørkt, ænsede han en skikkelse komme nærmere.
At vokse mod solen
Et lys blændede ham, det var varmt og anderledes. Men så meldte der sig smerte, det dunkede kraftigt fra benene, det var en slags blændende smerte, som tog al opmærksomheden. Han prøvede at lukke den ude, men den var vedvarende. Han kiggede ned mod sine ben, de var brækkede og lå i mærkelige retninger. Det lignede to brud, et på hver ben, han havde overlevet. Der var meget at forholde sig til. Lyset over ham, der flød ind. Han kiggede, der var hul i loftet, og lyset skinnede ind. Der var den anden, men nej, han var her ikke. Han var alene her i sit helt eget smertehelvede, her havde den anden efterladt ham til at dø. I denne forestilling brændte der et had, der løb parallel med smerten i benene. Han prøvede at vende sig om på maven, det stak som en syl i benene. Han kom om på maven, og ville rette sine ben ud ved at kravle fremad. Han kravlede frem ad, og i smerten så han noget, der fik hans sammentrykkede øjne til at åbne sig helt. Han så på to droner, der lå på jorden. Det var uvirkeligt, 697 havde ikke ænset, at den anden havde haft meget grej med, men alligevel her lå det. Var det til ham? Han kunne ikke forstå, hvordan en mand som havde været ved at slå ham ihjel kunne ændre sindstilstand og ændre mening. Han havde efterladt ham muligheden for at komme op igennem hullet. Men hvorfor? Måske havde han noget empati i sig, eller var der andre motiver? Smerten tog ham tilbage til nuet, og hvordan skulle han også sætte dronerne sammen, så de kunne løfte ham, her i sin ødelagte form? Han måtte tage det et skridt ad gangen, smerten ville være en medfølger hele vejen, men han kunne stadig gøre ting, han måtte kigge i sin taske. Han kiggede sig omkring, den var lang væk, tæt på indgangen.
Han havde kravlet i noget tid, et smertefuldt drag ad gangen, og han havde hentet sin taske. Han skulle sætte dronerne sammen og tænde dem, så de kunne bære ham. Den anden ventede måske på ham derude, men han var nødt til at komme i gang. Jorden var hård og klippet, den var ujævn og knæene skrabede mod den. De mærkelig ben, han havde nu, isnede af smerte, og de var meget trætte af at
skulle bevæges hele tiden. Han havde kun en håndsvejser, et værktøj der altid var i værktøjskassen. Han måtte lave mange kontaktpunkter og håbe på det bedste.
Han svejsede efter turen tilbage mod midten til dronerne over det hårde ujævne gulv. Han begyndte også at føle en angst for at, der skulle komme nogen igennem gangen til dette rum. Han kiggede mod åbningen, han kom fra. Det blinkede stadig med rødt lys, hvor lang tid havde han været her? Hvornår vågnede komplekset som en forstyrret hvepserede? De to droner lå nu ovenpå hinanden. Deres kraft ville være meget nedsat eftersom, de ikke ville have adgang til fri luft men den ene ville genbruge den andens luft. Men det ville være bedre end en drone, som kun kunne gøre hans fald langsommere. Så havde han sat dem sammen med mange kontaktpunkter, og nu ville han installere dem lokalt på sit armbånd. Snart fløj han op mod friheden.
Han tog fat om den nederste drone i begge sider som før, og han gav besked til, at de skulle starte lige så stille op. Lyden brummede og blæste lavt og tog så til. Han gav besked, om at de skulle skrue op med 50 procent, det blæste voldsomt nu. Han lå ned på maven og holdt så godt ved som han kunne, men der skete ikke noget. ”Fuld kraft nu!” sagde han bestemt til armbåndet, og det blæste og blæste. Han blev let trukket fremad på jorden, men han fløj ikke. Han fløj ikke. Hvad skulle han nu gøre? Han prøvede at strække sig mere ud, prøvede at strække ryggen så meget at propellerne ville være rettet op ad mod himlen.
”Hey du der!” Skreg en mand bag ved 697. ”Hvad er det, du prøver på?”
697 måtte tænke hurtigt, der var simpelthen for meget friktion fra liggende stilling. Det virkede dumt, at han havde startet hele operationen op på den måde. ”Slå helt fra” sagde han til sine droner, og lyden fortog. 697 kunne høre skridt nu, det var et stort udhulet bjergrum, men han måtte handle hurtigt. Han lagde hurtigt dronerne ned, og prøvede at komme op at stå på sine knæ med sine mærkelige underben, der strakte sig blødt efter. Det var smertefuldt, men han pressede med sine arme og kom op foran dronen. Skridtene kom tættere på, og han var ikke sikker på, at han ville nå det. Han greb dronerne med begge hænder.
”Hvad har du der? Læg det fra dig nu!” råbte den anden kopi næsten lige ved siden 697 virkede det til. I samme øjeblik fik 697 dronerne op over hovedet i sin nu mere rette stilling. ”Fuld kraft” sagde han nu. Og dronernes lyd brølede intenst. Han begyndte ligeså stille at lette, han lettede endelig. Hans ben begyndte at dingle, og de smertede. Han kiggede ned, og han så en ældre spejling, der prøvede at række ud efter ham fra klippejorden, fingrene ramte lige 697s fødder, men kunne ikke få fat. Kopien kiggede med et dybt bedrøvet ansigt, der var også kvaliteter af vrede og uforståenhed. Der stod han og kiggede uden at sige et ord med sit ejendommelige ansigtsudtryk, han kiggede bare som 697 svævede væk. 697 kiggede væk, og så på det mærkelige runde rum, han var ved at flyve ud af. De mange trappeafsatser, der sporadisk arbejdede sig op mod en afsats i loftet, hvor den store runde dør var. Havde de mange afsatser en gang været en del af en større trappe? Hvorfor var der så mange huller i den trappe? De mange spørgsmål forlod han her i denne grotte, hvor han var blevet skabt. Han kom nærmere afsatsen nu tæt på døren. Her kunne han se en lille trappe, der førte fra afsatsen til den meget større åbning. Han kunne svæve lige forbi afsatsen og igennem det store hul i bjerget. Hvor ville han komme hen? Hvad ville han se? Han følte en nysgerrighed og spændthed. Der var også en kæmpe bekymring, som han indtil nu havde skubbet væk. Hvordan ville han overleve med de brækkede ben? Det var hans første prioritet, når han kom op af komplekset her. Han nåede kanten af metaldøren, som stod op i den friske luft. Det var grønt, så grønt i mange nuancer, så mange som 697 ikke kunne have forestillet sig. Der var andre farver end grønt. Der var træer, nogen der kunne gå helt op til loftet i komplekset, nogen højere endda. Det var bedre end, hvad 697 havde forestillet sig. Der var planter, så mange forskellige planter, han kunne mærke en passion og interesse for planter, der var vokset i ham lige siden opgaven omkring den ene slags plante, der var i komplekset. Han ville undersøge alle disse planter, og lære noget om dem. Han blev overvældet af de mange muligheder. Her åbnede sig en dør i sindet. En dør der viste andre døre og afgreninger, veje han kunne vælge. Det var et væld af muligheder.
Som han svævede den sidste vej ned på jorden tæt på døren, gik der to tanker igennem hovedet på 697: ”Jeg skal nok klare det, mine ben heler igen, jeg ordner det.” og ”Jeg vil vælge et andet navn til mig selv. Det skal være passende. Det skal være Valdemar. Valdemar Erobreren.”
Troye Sivan – Den glade solstråle vi alle har brug for at give til hinanden
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Det kan være ret svært at definere, hvilken plads popmusikken egentlig udfylder, og hvorfor den evigt får lov til at være så definerende og toneangivende for det brede internationale musiske landskab, men den er her, og det er måske i virkeligheden meget godt.
Det geniale ved popmusikken er, at den altid fungerer som en afspejling og kunstnerisk refleksion over samtiden og det samfund, den er opstået i. På den måde elsker vi poppen, og i langt de fleste tilfælde elsker vi at kigge nostalgisk tilbage på den popmusik, der har skabt og fulgt os.
Poppens ansigt har stort set altid et bredt smil på læben, og det er sådan vi kender den bedst, men når smilet falmer fra poppens glade ansigt, vidner det om, at der er noget riv rav ruskende galt.
I den tid vi alle sammen oplever lige nu, er verden på mange måder defineret af kriser, ulykker og strenge magtkampe, og det projiceres naturligvis tilbage i musikken. På trods af hvor meget vi elsker store,
dybtfølte, kritisk reflekterende ogtil tider - indebrændte artister som Lana Del Rey, Olivia Rodrigo, Medina, Billie Eilish, Paramore og efterhånden også kære Taylor Swift, så må vi erkende, at de nok ikke er de gladeste popstjerner verden har set. Det er selvfølgelig ikke verdens kriser, der er med til at dominere hvilken musik vores store stjerner vælger at skrive, men det er tydeligt, at jo mere krisefyldt verden bliver, jo mere triste og indadvendte bliver vores artister. Langt hen ad vejen er disse til tider dystre, reflekterende artister utrolig forfriskende og giver helt nye toner og
nuancer til et felt af musik, som oftest anses som simpel og naiv. På trods af hvor forfriskende det end måtte være at se nye facetter og nuancer i musikkens mest afgørende felt, så kan det dog alligevel virke foruroligende, at det verdensafspejlende solrige ansigt mere og mere kommer til at ligne et rynket øjenbryn. Det er klart, at den glade facade må være svær at opretholde i en tid, hvor krig og kapitalisme er store markører på verdensdagsordenen, men for første gang i lang tid kan vi begynde at snakke om, hvordan popmusikkens glade sol har gemt sig bag tragediernes sorte regnskyer. Til den problemstilling findes der heldigvis en hurtig løsning: Tag den glade musik og forær den ydmygt til hinanden.
Det er i sandhed en svær disciplin at overgive sig til de simple glade toner i en periode, der kalder på kritisk og nøje reflekteret omhu og omtanke, men det er derfor netop nu, at det er allervigtigst at holde humøret oppe, og endnu vigtigere: håbet! Det er tid til at smide de prætentiøse og snobbede facader og få styrken tilbage gennem musikken. Til den strategi tilbyder jeg det hemmelige (men åbenlyse) våben: Troye Sivan – Something To Give Each Other.
Troye har valgt at dele ud af hans altoverskinnende glade væsen og gode humør, og har som håbets lysende fyrtårn valgt at give os et mærke, til at guide os sikkert igennem krisernes grå og vedvarende storme. Han har valgt at kreere et opus for musikkens- og alle vor andres skyld, fordi den oprejste pande bliver nødt til at blive sat tilbage i vinkel. Lyden er positiv og elektronisk, og behandler store lykkelige temaer om forelskelse og kærlighed, og på en højst udsøgt måde får han formidlet de største og gladeste følelser, der kan opstå i menneskekroppen, uden at lyde corny og irriterende (en umulig opgave, men han lykkedes alligevel).
Troye er ung og håbefuld, hans energi er smittende og inspirerende, og han har muligvis det ekstra skub, der skal til for at give styrken tilbage til folket. Selvfølgelig kan Troye Sivan og den glade popmusik ikke klare alle verdens små og store problemer, men det er en åbenlys mulighed for at give optimismen endnu en chance. Samtidig kan dette også blive din chance for at sprede lyset, og være med til at sætte smilet tilbage på poppens læber. Vi kan undre os over, om en blomsterbuket er blevet til en lidt for kikset og
gammel kliche, men alligevel holder den ethundrede procent stadigvæk som romantisk gaveidé. Lige såvel holder Troyes nye album, og i stedet for at blive endnu et udtrådt forsøg på at genopfinde den gamle poppede kærlighedssang, bliver han et evigt symbol på hvordan der altid vil kunne findes lys, selv i den mørkeste grotte, og det er i sandhed værd at sætte pris på. Så giv dig selv en chance for at tage imod glæden i en verden, der kan fremstå gold og efterladt, og tag imod chancen for at give det videre til en anden sjæl, som kan få nytte og glæde ud af Troyes hjertevarme.
Troye Sivan
Something To Give Each Other EMI Australia 32 minutter
Er det okay at gå i stå?
Anmeldelse af Great Doubt af Astrid Sonne
Af Nicklas Vittrup Steffensen, Musikvidenskab
Med en baggrund som bratschist inden for klassisk musik tilbyder Astrid
Sonne musik, som ikke lader sig diktere af genrekonventioner. Man skal hverken forvente klassisk musik eller popmusik i lytningen af hendes nyeste album, Great Doubt. Snarere tilslutter albummet sig det alternative og det eksperimenterende og passer perfekt ind i pladeselskabet Eschos DNA.
Den klassiske baggrund kan mærkes i Sonnes undersøgelser af både akustiske og elektroniske lyde og stemninger. Der optræder tunge, bastante trommer og MIDI-lyde (altså elektronisk genererede lyde) såsom strygere og ah-kor, som i mange sammenhænge virker underligt unaturlige og opmærksomhedskrævende som på ”Give my all”. Særligt MIDI-strygerne skulle jeg lige vænne mig til, fordi de minder mig om amatørproduktioner. Teksturerne, især sammenstillingerne af ”hårde” og ”luftige” elementer, virker forkerte, men det er netop meningen. De er ikke et forsøg på traditionel velklang eller et udtryk for hverdagens lydbillede.
Snarere er det Sonnes eget sind, vi får et indblik i: den store tvivl.
Tvivlen gennemsyrer albummet i både lyd og tekst. Tydeligst er det på albummets første vokale nummer, ”Do you wanna”, hvor hovedpersonen stiller sig selv og kæresten spørgsmålet, om hun ønsker at få et barn. Hovedpersonen er helt holdningsløs og lammet af tankerne om konsekvenserne – både ved at svare ja og nej. Som akkompagnement til Sonnes stemme er de bastante trommer, en doven bas og et klaver, som på en gang er eftertænksomt og absurd irriterende.
Højdepunktet på pladen kommer med sangene ”Everything is unreal” og ”Staying here”, som markerer en bearbejdelse af tvivlen. De numre spejler smukt hinanden med linjerne ”Everything is unreal / I’m not going anywhere / Staying here with you”, som optræder i begge numre. ”Everything is unreal” repræsenterer en form for orkanens øje, hvor tvivlen er overvældende. Sonnes stemme reciterer alvorligt og koldt, og der vokser lige så stille en melodi frem, som om hovedperso-
nen indser dilemmaet. Imens nærmer omgivelsernes lyd repræsenteret ved diverse strengeinstrumenter sig. På singleforløberen ”Staying here” finder hovedpersonen derimod en fortrøstning ved, at stilstanden er okay. Det er både okay at ændre sit liv, men også at blive i det, man er tryg ved. Nummeret er nok det tætteste, Sonne kommer på en popsang: frisk, kort og med en klar fremdrift.
Det er de to sidste numre, ”Overture” og ”Say you love me”, der får mig til at tolke, at hele denne tvivl forløser sig i noget positivt. En ouverture er almindeligvis et forspil til en opera, men det står hen i det uvisse, hvad ”Overture”
indleder her. At bedømme på den lette stemning og kærlighedserklæringen i ”Say you love me” forestiller jeg mig, at hovedpersonen krydser sine fingre på ryggen: troen på, at det rette valg er taget, er størst, men uroen kryber stadig rundt indeni. Havde albummet været en film, ville Sonne i sidste frame have smilet ind i kameraet med det samme tvetydige ansigtsudtryk som på pladecoveret.
Der er en coolness over Sonne. Jeg har prøvet at komme på sammenlignelige artister, men der er ingen, der helt deler samme træk. Havde CHINAH været lidt mindre poppede og produk-
tionsmæssigt simplere, havde det været derhenad.
Havde Agnes Obel skiftet til et elektronisk udtryk, ville de være i samme skuffe. Men det er Sonnes samling af enkelhed, kompositorisk selvsikkerhed og ligegladhed, der gør hende interessant. Albummet er ikke et, der forærer lytteren underholdning eller et klart budskab. Lytningen er en langsommelig proces, men i sidste ende er Sonnes undersøgelse af tvivlen og stilstanden beundringsværdig, hvis blot man er villig til at sætte sig ind i lydkunsten.
Astrid Sonne Great Doubt Escho 27 minutter
HUMMERDRENG - ALT GODT FRA HAVET
En gal/genial ung mand skræmmer og beretter om den vilde og ukontrollerede tilværelse
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Efter mange år har HUMMERDRENG
Martin forankret sig i bunden af det nordjyske undergrunds vækstlag, men nu er han klar til at smide sit tunge rygskjold og invitere os ind i sin verden gennem sin spritnye debutplade.
Hele værket åbner med lyden af atmosfæriske optagelser fra havets strømmende bølger, efterfulgt af et angstfyldt skrig af så kraftige dimensioner, at man forbliver intimideret og tryllebundet på samme tid. Øregangene drukner i et øjeblik af støj og glitches, og vi er nu klar til at dykke ned i HUMMERDRENGs kaotiske verden.
Martin er et af de undergrunds-fænomener, som vi alle håber på at se, men sjældent får chancen for at opleve. HUMMERDRENG er per instinkt eksperimenterende, kompromisløs og grænsesøgende, og det bliver virkelig cementeret her på hans første plade, ALT GODT FRA HAVET, hvor han giver os et indblik i den unge herres kaotiske liv og sin forskruede, søvnløse og overarbejdende hjerne. Han arbejder med de store følelser med stor
Foto taget
refleksion og store ord. HUMMERDRENG er nemlig uden tvivl en knivskarp formidler og på trods af sit ekstremt store og aggressive følelsesliv, synes det alligevel som om, at han er kontrolleret nok til at formidle det smagfuldt gennem sin personlige, unikke rapstil. Han er direkte i sit sprog, men han er samtidigt en poet og forstår at male billeder af situationer, hvor han er i stand til både at give et lige så præcist blik på, hvad der sker omkring ham, som dybt inde i sit mørkeste indre.
Stilen er eksperimenterende hiphop med stærk sonisk inspiration fra kendte
af Jens Munk, designet af Mia-Maija Kauppinen
acts såsom Death Grips, Jpegmafia, Run The Jewels, kombineret med smagfulde samples, der leder tankerne hen på danske legender såsom Malk de Koijn og undergrundens Loke Deph.
HUMMERDRENG larmer, råber og skriger, og det er simpelthen ikke til at få nok af. Der er ingen tvivl om, at den unge Hummer kan stå på egne ben i sit selektive og excentriske univers, men han viser gang på gang, at der er plads til flere fisk i sit akvarium og præsenterer en perlerække af velplacerede features. Han får både besøg af sin kollega
Christian Høgh, sin evige følgesvend Klostermand, og Aalborgs egen rap veteran Jonny Hefty.
På trods af den ekspressive lyd, de excentriske tekster, og det skøre kunstnernavn, er Martin langt fra til at spøge med. Bag krebseskjoldet gemmer der sig et ægte dybfølt individ, som formår at formidle en frustreret og indebrændt virkelighed på ærlig og autentisk vis, der lyder knapt så meget som et råb om hjælp, men snarere som en beretning fra det virkelige liv.
Her i Danmark afspejler det musikalske vækstlag naturligvis det samfund, det er skabt ud fra, og Hummeren er langt fra bange for at give sit besyv med. Der bliver leveret stikpiller og spydige kommentarer til det danske samfund,
og HUMMERDRENG er ikke bleg for at give sine egne hiphop-punkede meninger til, hvordan landet ligger i skrivende stund. Det er svært at sige, om man skal grine eller græde over det satiriske ‘HR & FRU DANMARK,’ hvor Hummer endnu engang får sagt sin ærlige mening omkring den tid - og det samfund, han befinder sig i. Frustrationen skinner klart igennem og bliver leveret med et aggressivt blink i øjet, der virker punket og provokerende på en og samme tid, og det er simpelthen helt perfekt! For at ingen bliver glemt eller overset, har han fået Aalborgs gamle hiphop farce Jonny Hefty med som feature, for at den ældre generation selvfølgelig også bliver repræsenteret. Han passer perfekt ind på sangen som den sidste og vigtigste brik i puslespillet, der skaber sammenhængen og viser det store billede. Hr. Hefty er med til at binde temaerne af ny og gammel modstand sammen, som overordnet set er et gældende tema på Hummerens plade. Rent personligt håber jeg, at HUMMERDRENG har sagt en dybfølt tak til Jonny Hefty for at understrege værdien af hans dynamiske lyd, der går på tværs af både genrer, og nye og gamle generationer.
Hen imod slutningen finder vi ham på tracket ‘JEG FINDER GUD (I EN
BERLIN KLUB),’ hvor det lader til at hans store feberdrøm endelig går i opfyldelse, og han kan blive til ét med larmen og støjen og derigennem opnå roen i kaosset, som han altid har søgt.
En feberdrøm er vel stadigvæk en drøm, og på mange måder er det måske det tætteste, vi kommer på den ægte afskrællede Martin.
Den ene halvdel af HUMMERDRENGs fantastiske numre er som en hyldest til den abstrakte, nymoderne, jazztunge hiphopstil, med fantastiske poetiske tekster, der kommer direkte fra HUMMERDRENGs tunge hjerte. Den anden halvdel lyder lidt som om, at han har glemt numrene i baglommen og ved en fejl har smidt bukserne i vaskemaskinen, og det er næsten de sange, der fungerer allerbedst og udstråler mest af Hummers fantastiske energi og autenticitet. På den måde kan pladen godt lyde lidt som en distinkt æstetisk rodebutik, som der er forsøgt at skabe orden i, og han slipper afsted med det på bedste vis! Vores unge Hummer kunne sagtens have lavet en plade med et mere poleret og raffineret lydbillede, men hvor er jeg taknemmelig for, at han alligevel valgte at holde sig til sit rå undergrunds udgangspunkt, og valgte at gøre præcis sin egen ting, og det skal han have stor ros for. På trods af det kaotiske udtryk,
er der langt fra noget, der virker tilfældigt, eller uigennemtænkt, men nærmere som hans eget velkalkulerede, nøje udregnede opus, der i sidste ende blev nødt til at bære dette rammerystende udtryk. Efter denne debut er der ingen tvivl om, at HUMMERDRENG har potentiale. Spørgsmålet er nu blot, hvad det næste bliver? Om der er endnu mere kaos og destruktion, der følger den storm, han er ved at mane under opsejling, eller om vi er så heldige at se ham smide rygskjoldet fuldstændigt næste gang vi ser eller hører ham. Alt i alt er vores kære HUMMERDRENG på vej ud af sin skal. På trods af de mange lag, der beskytter ham i en hårfin dualisme, mellem en sans for selvbevidst ironi, og et rendyrket musikalsk kreativt talent. Om den unge HUMMERDRENG nogensinde smider rygskjoldet eller ej, forbliver et mysterium for nu, og gåden om, hvad der sker ham i fremtiden, er svær at tyde. Men det tegner på et spændende, provokerende og positivt udfald. Må havets bølger sætte ham på rette kurs.
Geese – 3D Country
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Country er alle vegne efterhånden! Selvom genren er gammel og slidt, virker det til, at verden slet ikke kan få nok. Country bliver ved med at følge med tiden og tilpasse sig, og det gør den nærmest helt ind i uendeligheden. Dog er dette i virkeligheden langt fra noget countryalbum, men countryånden er alligevel stærk!
Det alternative rockband Geese har lavet pladen 3D Country. Bandet, der langt hen ad vejen er et newyorkerband, lever langt væk fra præriens vilde countryrødder. Det er ikke så vigtigt for Geese. For dem er det heller ikke så vigtigt, at det lyder som country, så længe at de kan være frie, vilde og utæmmede.
Tematisk følger de gamle temaer og skriver om vildskab og frihed og gør det med et ungdommeligt og et udsøgt glimt i øjet. Samtidig har de valgt at vende store temaer som faderligt fravær, og hvordan fraværet af visse relationer kan være gennemgribende på trods af at være udstyret med sjæl og vilje fra en ægte cowboyder.
De har valgt at give hardrocken en chance, efterhånden som verden har valgt at give op på hele det segment, og de gør det meget smagfuldt. Med deres seneste plade har de valgt en hårdtslående og energisk lyd, der ofte kammer over i en struktur, der nærmere ligner kaos, og det er evigt forfriskende. Med en vokal som mildest talt lyder som en blanding mellem Elvis Presley og The Strokes’ Julian Casablancas, formår de at levere et dynamisk udtryk, der går på tværs af sted og situation.
Gennem en blanding af tekniske hardrock-guitarriffs, ængstelige skrig og bløde dybe vokaler fra en stemme af det fineste smør, får de skabt deres egen intense, aggressive og (ikke mindst) sentimentale lyd.
Geese beviser på den måde, at countrynationalisme ikke nødvendigvis behøver at bosætte sig i de amerikanske sydstater, og at der muligvis stadigvæk er håb for døende segmenter fra den brede rockgenre.
Det er nærmest ironisk og morsomt at betragte, hvordan gamle forældede inspirationer, greb og troper kan mødes i så frisk og fuldendt en kombination.
På trods af at blandingen langt hen ad vejen virker direkte åndssvag og som et primitiv crash test course, så er det noget af det mest charmerende, der er kommet ud af New York City i evigheder.
Geese
3D Country
Partisian Records/Play It Again Sam 44 minutter
Kulsort mismod gennem rockballader
Anmeldelse af Loss Of Life af MGMT
Af Nicklas Vittrup Steffensen, Musikvidenskab
Sikke en iver! Man skulle ikke tro, at der er gået seks år siden den amerikanske duo MGMT sidst udgav et album, når man hører den skabertrang, som de udviser på Loss Of Life. Der må have oparbejdet sig en særlig kraft i de to hovedmedlemmers hjerter og hjerner. Stilen på Loss Of Life adskiller sig markant fra det tidligere album Little Dark Age fra 2018, som var præget af synths og samples. På Loss Of Life har udgangspunktet for sangskrivningen tydeligvis været guitaren, og det er den klassiske bandsammensætning, som er gennemgående. De elektroniske effekter er derimod bare, ja, effekter, som gennem lydlige tidsrejser og digitale sammenbrud understøtter sangene. For en synthfan som mig er det jo nedslående nyt. Og dog; det er sangskrivning, der sælger varen.
Et eksempel på den sublime sangskrivning er nummeret ”Nothing To Declare”, som jeg har skamlyttet siden dets udgivelse som tredje single. I sin lette akustiske stil, med Andrew VanWyngardens lyse vokal og den symbol-tunge sangtekst, tages vi i hånden og følger
med ind i en lykkelig, bekymringsløs verden (hvad der ellers er sjældent i MGMTs univers). Musikvideoens billedside kredser smukt om en jurastuderende ved navn Inga Petry, som er født uden arme. Heri følger vi hendes rejse til Paris, hvor hun spiser og fester, og i et afsluttende øjeblik identificerer sig med Afrodite-statuen ”Venus fra Milo”. Det er rørende, hvordan noget så enkelt alligevel er så betydningsfuldt. Hvis jeg forstår nummeret ret, er budskabet, at lykken skabes bedst på de betingelser, man nu er underlagt. Og at man må acceptere disse betingelser for at blive lykkelig.
Men tag ikke fejl! MGMT har et dybt mismod i al deres musik. Som når der høres demonstranter i slutningen af ”People In The Streets”, og hovedpersonen er skræmt men også magtesløs over for de politiske strømninger. Eller dødsdommen i titelnummerets tekst: ”Still nothing prepares you for loss of life”. Det er denne dybde, der gør, at MGMTs musik ikke skal undervurderes, for den er ganske politisk og ret reflekterende. Jeg var vild med den politiske og samfundsmæssige kritik, som de gav på deres forrige album. Kri-
tikken gik på alt fra smartphones over Trump-regeringen til dating-verdenen.
På Loss Of Life hører vi en mere eksistentialistisk og personlig vinkel.
Hvad der gør MGMT unik, er deres måde at indramme musikken på og bevæge den uventede steder hen – nogle gange med mere succes end på Loss Of Life. For eksempel er der sangen ”Dancing In Babylon”, lavet i samarbejde med Christine and the Queens, som er en gennemført 80’er-popballade. Men hvad skal vi med denne tidsrejse til 1980’erne? Det er da meget sødt, men videre innovativt og gunstigt er det ikke. Det kom som en overraskelse for mig, da trompetfanfarer vældede ud af ”Nothing Changes” og ”Loss Of Life” (ej at forveksle med ”Loss Of Life (part 2)”, som er det første nummer på albummet,
selvfølgelig). De relativt lange ballader som dominerer pladen, har en tendens til at slutte med en lang, crescenderende outro, men man kan godt blive lidt træt i længden. Fanfarerne giver en majestætisk stemning og en ironisk side til de dystopiske sange. Sagen med ironi er bare, at det også skaber tvetydighed. Og i dette tilfælde ville jeg nok have foretrukket det anderledes: Jeg vil helst have min pessimisme serveret kulsort, tak.
Når det så er sagt, så er det sangskrivningen, der gør albummet lytteværdigt. Der er en enkelhed i melodilinjerne, og der er en finurlighed i teksterne og produktionerne. Jeg synes stadig, det er sjovt, at afslutningen til ”I Wish I Was Joking” er et lydklip af et klappende og leende publikum, der sluttes med et stort host.
Loss Of Life skriver sig ind i MGMTs diskografi som et ret personligt album, der har overgivet sig til storslået rockguitar og gedigen sangskrivning.
MGMT
Loss Of Life
Mom + Pop
45 minutter
IDLES – TANGK
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
De barske punkgiganter vælger at hvile på laurbærrene og overgiver sig ydmygt til kærligheden.
IDLES er tilbage med et nyt album, og man må sige, at de har gået en sejrsmarch den sidste lange årrække, med den perlerække af mesterværker, de har foræret til verden. De har formået at blive større og større, år for år, og på trods af, at de efterhånden er en forsamling midaldrende grå hanner, er det, som om de bliver ved med at bevare deres popularitet og relevans. Deres nyeste album markerer dog, at en storhedstid er forbi, og at deres bedste albums måske allerede var udgivet inden TANGK.
Tilbage i 2018 definerede de deres lyd gennem sange som ”Never Fight A Man With A Perm” og ”Stendhal Syndrom”, som var beviser på, hvordan den hårfine balance mellem far-jokes og kulturelle/ sociopolitiske stikpiller kunne kombineres til en forfriskende punket cocktail. Den tid er dog ved at være ovre, og på TANGK er de mere direkte end nogensinde, samtidig med at de temperamentsmæssigt ligger og balancerer et sted imellem at være alt for direkte og en kende underspillede. Den poli-
tiske indebrændthed har de muligvis fået kanaliseret fuldstændig ud på de foregående plader, fordi det lader til, at der kun er krummerne tilbage fra deres musikalske kagebord.
IDLES er stadigvæk et rockband, men efterhånden knapt så meget et punkband, og det afspejler sig også i lydbilledet. Endnu engang har de fået selveste
Kenny Beats til at mixe og masterere pladen, ligesom han fik lov til på det forrige album Crawler, og det er måske i virkeligheden den største genistreg, som IDLES har gjort sig i løbet af deres årelange karriere. Mixningen på pladen er sprød og balanceret uden at blive doven og poleret, og det er en stor del af grunden til, hvorfor IDLES stadigvæk er på den musikalske dagsorden. På den måde har de fulgt med på den lydmæssige udvikling og kan spille deres skramlede punkmusik, uden at det lyder, ja, for skramlet. Samtidigt har de fået den legendariske superproducer Nigel Godrich med på holdet, der giver et smukt lydmæssigt modspil til den hårde metalliske punklyd og giver det en bredere følelse af atmosfære og
akustisk stemning. På den måde viser Nigel sig som værende det sikre valg til at opnå et velproduceret album, og efter hans mange succesrige bedrifter med Radiohead ved man, at han uden tvivl leverer varen, når han er krediteret på en albumproduktion. Lydmæssigt og stilmæssigt har kvaliteten aldrig været større for det garvede band, og det klæder på en måde de vildmænd med denne nye detaljeorienterede og velovervejede æstetik. Kenny og Nigel har sammen skabt en form for tæmmende lyd, der er med til at tage den soniske del af IDLES’ udtryk ned på et varmere og mere glødende niveau, som passer perfekt sammen med deres gennemgående kærlighedstema. Der er ingen tvivl om, at der stadigvæk er masser af saft og kraft tilbage i de gamle gutter, på trods af at de ikke behøver at spille nær så meget med de charmerende og intimiderende musikalske muskler længere. For IDLES handler det nu om kærlighed og de store følelser, der er med til at forme tilværelsen, og på TANGK har de fundet et helt nyt sprog for disse store emner. Forsangeren Joe Talbot leverer sin distinkte punk-crooner vokal, hvor han formår at kanalisere store, sårbare følelser og aggressive udbrud i én og samme stemme. IDLES er en gruppe voksne, og de lyder også
som en gruppe voksne, men de besidder en tilpas mængde faderlig ironi, til at vi giver dem et (ironisk) fripas alligevel. Problemet denne gang er dog bare, at de tilsyneladende er vokset ud af deres egen alder og måske også har tabt deres ironiske distance. Talbots tekster er mere indadvendte end nogensinde, og hans personlige og følelsesmæssige refleksioner fylder en stor del af pladens tekstunivers. Talbot vinder som altid på sin udsøgte punk-far-charme, men det er som om, nerven har forladt musikken en smule. Metaforer og tomsteder er store redskaber i deres aktuelle sangskrivning, men ikke værktøjer der gør dem til store poeter eller samfundskritikere. IDLES’ lyd har i mange år været domineret af dybe lange baslicks og hårdtslående gennemrungende metalliske trommer, der på det sidste har fundet sig et lidt mere tålmodigt tempo, der kan beskrives gennem billedet af en langsomt vandrende gorilla, der kommer anstigende lige inden et velkalkuleret, primitivt raseriudbrud. Det var det indtryk, de efterlod os med på deres sidste plade Crawler, men det er, som om den gamle punk-silverback er gået hen og blevet træt. Måske kom Talbot i virkeligheden til at manifestere deres egen skæbne, dengang han gæstede superproduceren Kenny Beats
internetshow The Cave, da han med et glimt i øjet kom til at erklære IDLES for ‘the Nickelback of noise rock’. De er selvfølgelig langt fra at være en direkte pendant til Nickelback (for guds skyld), men de er trods alt efterhånden langt mere noise rock end proletariatets midaldrende punkkrigere. Man kan ærgre sig over, at de i en tid som denne ikke er mere vokale og verbale omkring de kriser, som udspiller sig rundt omkring i verden, men det er, som om de spiller på postpunkens gamle dogmer og vælger at rette blikket indad som en reaktionsmæssig afspejling af, hvad de ser og oplever omkring sig. Det er i virkeligheden ikke så spændende, som hvad vi ellers er vant til at få kastet i ansigtet og ørene af de tidligere hårdtslående punkere. Stilen er i hvert fald en kende anderledes, og det er ikke nødvendigvis en skidt ting. Det er fantastisk positivt at se, at de gamle drenge stadigvæk forsøger sig med at justere, fornye og finpudse deres musik, og kærlighedstemaerne afspejler klart den energi, der er blevet lagt i tilblivelsen af dette album, og dette afspejler i sidste ende en udsøgt hjertevarme fra de kære drenge. Jeg kan ikke helt regne ud, hvorfor de vælger at have en saxofon med til at afslutte hele pladen på ”Monolith”, om det er for at give deres
musik lidt mere klasse eller bare et nonverbalt udtryk for, at de har opnået en alder og status, hvor jazz selvfølgelig skal være en implementeret del af en kunstnerisk punkplade (Ja, altså, Viagraboys har jo gjort det i årevis).
Uanset hvad lykkes de i grunden rimelig godt med det.
Dette album markerer i virkeligheden et afgørende punkt i IDLES’ diskografi, nemlig øjeblikket hvor de stoppede med at lave mesterværker og valgte at hvile på deres eget plateau af mesterværker i stedet for at skabe nogle nye. IDLES har foræret os mesterværker og verdenstunéer de sidste par år, men det er muligvis en kendsgerning, at de er ved at indtræde deres egen kunstneriske overgangsalder. Ellers må TANGK være den milepæl, der markerer, at IDLES på bedste og mest punkede vis gør, lige præcist som det passer dem, og at de stadigvæk vælger at stå sig tro til deres egne personlige kreative kanaler og på trods af alle forventninger stadigvæk følger deres hjerters kunstneriske primalskrig.
En trussel mod alle oplevelser
Anmeldelse af Oplevelsessamfundet af Svend Brinkmann
Af Nicklas Vittrup Steffensen, Musikvidenskab
Som tilhænger af fænomenologien og som en studerende, der lige har stiftet bekendtskab med oplevelsesøkonomi, kan Svend Brinkmanns Oplevelsessamfundet virke som en trussel mod alt det, jeg er begyndt at identificere mig med. Det er en bog, som jeg har hørt blive nævnt med spænding rundt på universitetet af studerende og undervisere. Nok, fordi Brinkmann er set som en enfant terrible, på én og samme tid kritiseret og beundret for sin formidling af videnskab i bogform og i pressen.
Teorien om oplevelsessamfundet handler om, at vi i højere grad er rettet mod subjektive oplevelser, og at verden dermed fremmedgøres, fordi der er et lag af oplevelser mellem hvert individ og verden. Vi kan med andre ord ikke enes om en fælles virkelighed. Det er dog ikke en teori, som Brinkmann har fundet på. Det er en, som han låner fra bl.a. Gerhard Schulze og Steven Miles, og som han ønsker ”at udfolde [...] for danske læsere”. Det er en nobel mission, og gennem de tre dele som bogen er struktureret i, viser han effektfuldt, hvorfor begrebet også har relevans i det
danske samfund. Gennem den første del fremviser han, at oplevelsessamfundet slår igennem i alt fra politik over arbejde til identitet. Stærkest er eksemplerne i politik, hvor oplevelsen af utryghed har været brugt som et grundlag for lovforslag, uden at et utryghedsskabende problem egentlig er identificeret.
I del 3 prøver Brinkmann at begrave begrebet ved at anvise andre subjektforståelser. Provokerende skriver han, at der ikke findes oplevelser. Nej, der findes kun det at opleve, altså handlingen frem for objektet. På den måde
minder det om Christopher Smalls begreb om ”musicking” inden for musikvidenskab, som flytter fokus fra musik som objekt til musik som social aktivitet.
Jeg kan ånde lettet op, for fænomenologien er sammen med andre retninger, bl.a. den økologiske psykologi, ifølge Brinkmann måder at forstå et subjekt i kontakt med verden. I sin fremstilling cruiser han mellem psykologi, filosofi og samfundsforhold og breder dermed problemstillingen ud, så den er relevant for alle humanister og samfundsinteresserede.
En så bred teori må samtidig også møde kritik, fordi den antager, at samfundet kan beskrives generaliserende. I et afsnit af DR2-programmet Deadline fra d. 15. november 2023 diskuterede Brinkmann bl.a. følgende citat fra bogen: ”Jeg har ikke længere i samme grad min identitet i kraft af at være barn af bestemte forældre, del af en bestemt slægt eller født på en bestemt egn. I stedet er jeg den, jeg oplever at være, både med hensyn til køn, værdier og forpligtelser. Identitet handler nu mere om, hvad man subjektivt identificerer sig med, og mindre om ens rødder og forpligtelser uden for selvet” (29, kursiveringer fjernet). Selvom Brinkmann i
bogen ikke går dybere ind i spørgsmålet om kønsidentitet, drager teorien om oplevelsessamfundet tvivl om i hvor høj grad kønsidentitet er koblet til en oplevelse, altså det subjektive. I Deadline prøver han at argumentere for, at kønsidentiteter, som afviger fra det biologiske køn, også er helt reelle og en del af den fælles virkelighed, særligt hvis det er tanker, som personen har haft i længere tid. Samtidig erkender Brinkmann dog, at det ikke er et område, som han har en stærk holdning til. Man kan jo kun opfordre Brinkmann til at gå yderligere ind i dette område eller eventuelt erkende, hvor langt teorien om oplevelsessamfundet egentlig strækker sig. Bogen er desværre blottet for en omgang selvkritik, og jeg synes Deadline-udsendelsen viser, at selv ikke denne næsten selvargumenterende teori holder hele vejen.
Mit håb da jeg læste bogen var, at han ikke ville tage livet af oplevelsesøkonomien, min formentlig fremtidige jobsektor. Men Brinkmann viser ingen nåde. Han bruger formuleringen ”en problematisk alliance mellem ideologien og økonomien” (40), og selvom jeg ikke tror han er marxist, er det de fornemmelser, jeg får af læsningen. Det er nok egentlig meget sundt, at jeg lige får et wake up call, som man siger
Albumanmeldelse
på nydansk. At vi æstetikere bliver mindet om vores egen kapitalisering af opmærksomheden og sansningen. At vi i højere grad bør være bevidste om, at vi selv er meget indlejrede i den kapitalisme, som en betydelig del af Kasernen protesterer og demonstrerer imod.
Oplevelsessamfundet står tilbage som en bog, der virkelig slår et stort brød op, og langt hen ad vejen gennemfører det.
Man skal dog ikke glemme, at bogen er en introduktion og ikke mere end det. Eksemplerne er korte og komprimerede, og der springes hurtigt fra den ene teori til den anden. Det er ikke en dybdegående udlægning, men en katalysator for refleksionen. Tænkt eksempel: Har man brug for en kort forklaring af fænomenologien til sin studium generale-opgave, kan bogen kort og præcist forklare det (man skal dog lige finde den først). Bogen gemmer heldigvis også på så meget mere end det.
Svend Brinkmann
Oplevelsessamfundet
- om det vigtige i at opdage, at dit liv består af andet end oplevelser
Samfundslitteratur
87 sider
Vejl. pris: 150 kr.
Tema for VISIR #96: Drømme
Drømme er både inden i os og uden for vores forstand. Det er dem, vi har om natten, når vi lukker øjnene i. Og det er dem, vi har om dagen, når vi gerne vil flygte fra øjeblikket.
I VISIR #96 vil vi lade os drømme væk til en anden tid, et andet sted, en anden kontekst. Det er drømmene om en bedre verden, der fører os, når vi rækker knytnæven i vejret til demonstrationer. Det er drømmene om et andet liv, der fører os, når vi sender ansøgningen afsted til yndlingsarbejdspladsen.
Det er ikke mindst drømmene, der fører os til fantasilandet, hvor din gamle dansklærer sælger softice, og dine tænder falder ud.
Har du mod på at blotte dine drømme for VISIR, eller har du en anden ide til en tekst, kan du sende det til os, og så udgiver vi det gerne. Alle bidrag og eventuelle spørgsmål kan sendes til kasernebladetvisir@gmail.com.
