Kultur og kritik Sønderbombende og dybt bevægende dokumentar er en kakifrugt i ruiner

Sønderbombende og dybt bevægende dokumentar er en kakifrugt i ruinerne af den syriske borgerkrig Af Simon B. Nielsen, tilvalg i Kreativ og professionel skrivning

Når krigen bliver hverdag, og bomberne vælter ned over din by, og når lykken ved at være gravid derfor ledsages af frygten for at miste, hvordan forsvarer du så overfor dig selv at sætte liv i verden i første omgang?

Det er spørgsmål af den karakter, som den syriske aktivist, dokumentarist og ikke mindst – mor –, Waad Al-Kateab, gør sig i den sønderbombende og dybt bevægende dokumentar ’Til Sama’.

Et historisk dokument, et unikt vidnesbyrd

Dokumentaren udspiller sig under den syriske borgerkrig i millionbyen Aleppo, fra revolutionen først bryder ud i 2011 til de månedlange belejringer af byen år senere i 2016. I dokumentaren følger vi Waad Al-Kateab og hendes mand Hamza, medaktivist og læge, mens luftangrebene fra Assads regime ledsaget af russernes kampfly hagler ned over dem og den syriske befolkning. ’Til Sama’ er et historisk dokument over krigen i Syrien: Vi ser således den ikoniske graffiti, der i slipstrømmen på Det Arabiske Forår, sprayes ud i det offentlige rum, med kritiske røster henvendt til Assads regime. Vi ser de massive folkelige protester på gaden skubbet på vej af universitetsbevægelsen “De Frie Studenter” – protester, som Waad Al-Kateab og Hamza fra starten er en del af. Vi ser regimets massakre dateret til d. 23. januar 2013, en begivenhed, der skal vise sig at være en betydelig eskalering af konflikten mellem regimet og oprørerne. Alt sammen utroligt, men virkeligt, indfanget af Waad Al-Kateab’s linse.

Historiske er optagelserne, men først og fremmest er dokumentaren et unikt vidnesbyrd om en mors kærlighed og henvendelse til sit barn. Det er nemlig de eksistentielle spørgsmål som udgør den røde tråd, det påtrængende plot der presser sig på: Hvorfor gjorde far og jeg som vi gjorde? Hvorfor blev vi i Aleppo? Hvad er meningen med den her forfærdelige krig? Hvad kæmpede vi for? Det skal jeg fortælle dig, elskede Sama.

Råt for usødet

Netop kampene og krigen får vi da også at se. Uden omsvøb. Som beskuer er der nemlig ingen mercy undervejs – men hvorfor skulle der også være det? Optagelserne er råt for usødet som krigen er det. Waad Al-Kateab viser os krigen fra sin værste side, med alt hvad den indebærer. Blodet er så det man sidder tilbage med som en kold smag i munden en torsdag aften i Øst for Paradis.

For det ER barske og forfærdende ting vi er vidner til: Massegrave. Ti-tolvårige drenge, der mister deres jævnaldrende bror på briksen efter et bombardement i nabolaget. Mødre, der bærer deres døde sønner i armene henad gaden. Eller en kvinde i niende måned: Vi ser hende blive ført ind på hospitalet – hun er hårdt såret, nu hænger hendes endnu ufødte spædbarns liv og dingler i en tynd tråd. Der gives hjertemassage, det lille barn ser ikke ud til at trække vejret, lægen og sygeplejerskerne gør desperat alt hvad de kan for at vække liv i drengen. Overlever han? Det er forfærdende at være vidne til. Flere gange reagerer min krop da også meget fysisk på det ubehag, jeg oplever inde i biografen: Kvalme, knyttede næver, ondt i maven. Vi kommer med andre ord meget tæt på filmisk her. Og netop dét er en stor kvalitet ved ’Til Sama’. Virkeligheden, som den er vist os, virker nemlig så gennemkaotisk, som den angiveligt er, når man bliver bombet fra oven og befinder sig midt i en krigszone. Samtidig forekommer den gennemtilgængelig, transparent, ja, nærmest umiddelbar, måske fordi Al-Kateab i kraft af sin position som lægens kone har den direkte adgang til hospitalet, som hun har: Her er krigen set indefra. Jeg viser jer den som den er. Det er sådan her det føles at leve midt i den.

Resultatet er forførisk voldsomme og direkte billeder. Det er som om, at denne håndholdte form billederne fronterer én med, gør, at tabene på en måde bliver ens egne. Det, jeg sidder tilbage med efter en endt scene er: Hvem skal leve, og hvem skal dø nu? Det er ikke til at vide. Lad det ikke være den rare nabokone! Krigen er forfærdelig og brutal, den er tilmed skamfuld at overvære, så det mærkes i knogler og marv. Hvad Al-Kateab og medinstruktøren Edvard Watts formår at præstere, kiler sig med andre ord ind i kødet på én.

Kakifrugt og soapopera

Trods belejring og tæppebombarde-

ment er der alligevel - og heldigvis - håb at spore. Netop håbet formår det dokumentariske makkerpar mådeholdigt og kløgtigt at dosere hele vejen igennem. Selv når håbløsheden synes størst, ja decideret uoverkommelig, holder kompositionen sammen på sig selv ved at pege på miraklet eller på det gode i mennesket. Som når børnene farvelægger en nedbrændt bus. Eller når nabokonen grinende beskriver Assads bombardement som den rene omgang soapopera: Hvad har du på programmet i aften, Assad! Måske allerfinest limer håbet sammen på følelsen af afmægtighed i en scene som den, hvor en ægtemand under belejringen forærer sin hustru en kakifrugt han har erhvervet sig i ruinerne, selvom der hverken er elektricitet eller mad tilbage i den krigshærgede by.

Det er de små mirakler, de små, men dyrebare medmenneskelige gestusser, som holder tabene og ødelæggelserne ud i nogenlunde uudholdelig, strakt arm i ’Til Sama’. Håbet er doseret til bristepunktet med humor og støvet skønhed, i skyggerne af hvad der engang var Aleppo. Dette medvirker til, at man som beskuer holder alt det forfærdelige ud sammen med de syriske tilbageblevne og altså formår at være med hele den vigtige vej, der tilbagelægges. Selv når det ser mest dystert ud, er der alligevel en kakifrugt at forære i ruinerne til sin elskede. Selv da, er der et barn at berette til, et liv at sætte i verden: Nemlig Sama. På den måde peger dokumentaren også tilbage på sig selv. Det er en kliche, men det virker, fordi fortællingen er så utrolig, som den er, og ikke mindst så utroligt indfanget, undfanget, som den er.

’Til Sama’ er omtrent noget af det værste og vigtigste, jeg har set på lærredet. Der er scener her, som skubbede mig ud på kanten af biografsædet og fik mig til at begræde storpolitik langt væk de følgende dage. Hvis der findes vedkommende dokumentarfilm, der bør ses og hædres i dag, så er det af den støbning ’Til Sama’ er gjort af. Dokumentaren er et historisk dokument over den syriske borgerkrig, et unikt vidnesbyrd fra en moders førstehåndsperspektiv til sit barn. Et opråb for frihed og retfærdighed til de kommende generationer.

Waad al-Kateab & Edward Watts

Til Sama

100 min.

Vises i Øst For Paradis