ne af den syriske borgerkrig Der er penge på lommen, men er der

Der er penge på lommen, men er der noget på hjertet? Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Inden for det sidste årti har vi set flere forfatterskolelyrikere som eks. Olga Ravn og Theis Ørntoft forsøge sig med prosaens vej. Nu ser vi Asta Oliva Nordenhof gøre det samme med første del af hendes romanføljeton om Scandinavian Star: Penge på lommen. Vi møder fortælleren i en bus på Fyn, hvor vedkommende fanger interesse i en gård, der skal vise sig at have været bosted for romanens to hovedpersoner: Kurt og Maggie. Herefter får vi en perlerække af små glimt af begge deres liv; deres fortid inden de mødte hinanden; da de mødes; deres efterfølgende ægteskab og til sidst deres død. Midt i romanen kommer et længere stykke, hvor fortælleren på journalistisk vis blotlægger forholdene omkring branden på Scandinavian Star og de mystiske ejer- og erstatningsforhold herom. Fortælleren præsenterer fabulaet subtilt ift. Karaktererne og deres liv gennem et fragmentarisk sjuzet, der, for nogen, vil være for subtilt, og derfor kan et større fabula være svært at stykke sammen på tværs af sjuzettet. De enkelte momenter fremstår fremragende, som eksempelvis når der beskrives, hvorfor Maggie prostituerede sig selv i hendes ungdom da:

”det regulære arbejdsmarked [ikke har] noget rum for et menneske som hende, som indimellem skal bruge en hel dag på at græde eller ligge på en plæne og overrisles af angst og aldrig, aldrig, ville kunne møde til tiden eller rigtig høre efter en besked. Der findes ingen arbejdsgiver, der kan bruge hende til noget, og desuden, hvis hun skal bruges, og sådan er loven, vil hun gerne bilde sig selv ind, at hun selv bestemmer hvordan.”

Her bliver prostitutionen den eneste flugt og overlevelse fra et kapitalistisk samfund, der på forhånd har bestemt spillereglerne og favoriseret nogen

frem for andre på den jagtmark, der hedder arbejdsmarkedet. Andre momenter, der står stærkt frem, kunne være, når Kurt må aflevere sit første barn på børnehjem, fordi han ikke har pengene til at forsørge det, og når fortælleren kort reflekterer over kapitalismen som ide: ”Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen. // For at lægge til må man trække fra et andet sted. // Kapitalismen er en massakre. // Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.” Der er ingen tvivl om, at Nordenhof er lyriker, og man fornemmer, at der er blevet dvælet og kælet om de sproglige billeder såvel som sætningskonstruktionerne og syntaksen. Især er beskrivelsen af Maggies første voldtægt, der kommer få sider efter ovenstående citat, fremragende. Enkelte gange er de sproglige billeder dog mindre vellykkede. De virker forfatterskole-prætentiøse og bidrager egentligt ikke med noget til karaktererne, plottet eller tematikken. De fleste ’kapitler’ er på knap 1,5 side, og til tider går afsnitsinddelingen over i blot at fylde en eller to linjer. Pga. dette opfordres romanen til at læses langsomt og dvælende. En læsestrategi der i højere grad skal findes i sprogets metaforiske pol, dvs. lyrikken, frem for i den metonymiske prosa-pol, der favoriserer fremadskridende, udviklende og kohærente handlingsspor og karakterudviklinger. Det er netop romanens manglende kohærens og sammenhæng, der er dens største svaghed. Selv på trods af de fremragende fragmentariske og velskrevne momenter romanen består af, så medfører den manglende kronologi for begivenhedernes gang – der samtidig forhindrer en nødvendig psykologisering af karaktererne – at Kurt og Maggie aldrig helt manifesterer sig som personer, man følelsesmæssigt kan forbinde sig til. Den eneste forbindelse, man som læser har med karaktererne, er gennem det poetiske og velskrevne sprog, der iscenesætter momenterne. Ved at man i en roman kun forbindes til karaktererne gennem sprogets lyriske dimension uden særlig meget narrativ sammenhæng mellem momenterne, fremstår karaktererne desværre i det større billede lidt overfladiske. Det er en skam, for i de enkelte momenter, som f.eks. voldtægten beskrevet ovenfor, opnår man en intens, nuanceret og dyb indsigt. Dette har desværre også en indvirkning på romanens hensigt. Det står klart, at romanen er en kapitalismekritik, og årsagen for karakterernes sociale-taber-status kan føres tilbage til hovedskurken i romanen – som er

penge (eller mangel på). Men den kritik fortælleren fremlægger, ift. Scandinavian Star og de ting, der sker for Maggie og Kurt, forbindes ikke eller i hvert fald kun meget svagt. Kapitalismen som skurk er foruroligende svær at få begreb om. Det føles som om, der er to kapitalismer: en bevidst spekulativ kapitalisme, der sætter menneskeliv på spil på Scandinavian Star, og en mere abstrakt allestedsværende men også neutral og ubevidst hverdagskapitalisme. Mellemstykket, og brugen af Scandinavian Star, skal højest sandsynligt ses som et symbolsk billede, der skal rumme kapitalismens fundamentale essens, som Kurt og Maggies liv skal spejles op imod, men vi mangler simpelthen spejlet i den proces. De to kapitalismer, der ser ud til at være i fortællingen, bliver ikke forbundet. Det kunne de måske være blevet, hvis man havde brugt handlingen, karaktererne eller fortælleren til at danne en bedre kohærent sammenhæng. En ting er sikkert, det er pengene i lommerne, der er hovedskurken, men hvad romanen helt præcist har på hjertet om denne hovedskurk står desværre sløret hen i det uvisse. Asta Olivia Nordenhof Penge på lommen Forlaget Basilisk 170 sider Vejl. pris: 199,95,-