Kontakt redaktionen for at anmode om anmeldereksemplarer/billetter m.m.
OMSLAG
Anne Sofe Damtoft Kjer
LAYOUT
Anne Sofe Damtoft Kjer
Sophie Agerlund Giambona
REDAKTION
Agnes Kleberg Andersen
Lene Lysdahl Wacherhausen
Maja Nørgaard Linderoth
Ronja Victoria Dumont Boesdal
Emilie Lundsgaard Palm
Zoe Høy Rosenfeld
Kristine Godrum-Overgaard Engholm
Saga Bech Risør
Amalie N. Bristow
Iben Dresler-Ziersen
Nicklas Vittrup Steffensen
Smilla Marie Holten
Peter de Neergaard
Anton Engelbrecht Nielsen
BIDRAG
VISIR modtager gerne indlæg og bidrag inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Bidrag sendes til kasernebladetvisir@gmail.com
VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.
Indhold
Tryk Leder
Studieliv
VISIR anbefaler (ikke)
Reportage: Kasernerevyens
intensivuge
Artikel: Hit med naturen
Tema: Omsorg
Digt: Omsorg
Digt: Til mine transsøstre
Billede: Omsorgsarbejde
Novelle: Forglemmigej
Digt: Barndomshjem til salg
Digt: smelter
Billeder: Symbiose, Den varme skulder, Gammel kærlighed ruster ikke
Artikel: Dine ting fortjener guld, når de går i stykker
Novelle: November, min skat
Digt: OMSORG
Anbefaling: Omsorg om sorg i Min mor siger
Digt: Hvad gør vi nu, lille du?
Digt & Maleri: Den endeløse cyklus
Digt: Velkomsthallen
Novelle: Damen med den blå pelshat
Billede: Online love
Billede: Unique
Digte: Hjerter og Hænder
Billede & Tekst: En metaforisk & fysisk sweater
Indhold
Novelle: Drik dine sorger væk i kaffe
Billedsamling: Meetings
Liste: Små handlinger med stor betydning
Bidrag
Digt
Digt: Syv instrukser
Digt: Lysningen
Digt: tryghedsnarkomaner
Digt: Dikotomisk søndag
Digtsamling
Reportage: Ingen kvaler - Ung
Kult betaler
Artikel: FOF Gratis Nikotinstop
Kursus
Tryk
Kultur & Kritik
Anmeldelse: Bridget Jones med tåkrummende fnis og sørgmodighed
Anmeldelse: A Complete Unknown
Anmeldelse: I Saw The TV Glow
Anmeldelse: Vi må udstille reaktionære udstillinger
Artikel: Ny undergrund
Anmeldelse: En technofest af en revy
Afslutning
Laura Vorre, Æstetik og Kultur
Hej og velkommen til Visir!
Det er os en glæde, at du har valgt at samle dette bind op for at kigge i det, og vi er stolte over at kunne byde dig ind i en verden af omsorg og andre lækre indslag. Tak for din nysgerrighed. <3
Jeg synes det er vigtigt på universitetet at blive mindet om, at det er okay ikke at nå det hele. Der er noget rart i at vide, hvis man føler sig lidt som indersiden af en skraldespand over ikke at leve op til ens egne forventninger eller andre forventninger, der bliver pålagt en, at man ikke er alene. Det er selvfølgelig mindre rart at vide, at vi er mange, der går rundt og føler os utilstrækkelige, men hvis det er en følelse alle kan nikke genkendende til, så er vi måske gode nok alligevel. Jævnfør Syndrom fra De Utrolige: “Og når alle er super, er der slet ingen der er det.”
Ensomhed er også noget, der kan fylde meget. Enten følelsen af at være alene, eller alt det man gør for at undgå den følelse. Jeg tror en af de største former for omsorg man kan vise andre er at tjekke ind hos hinanden, hvis man har overskuddet til det. Det er en kæmpe glæde at modtage en besked fra en ven, man ikke havde regnet med. Hvis en af dine venner virker ved siden af sig selv, så ræk ud til dem. Nogle gange er det svært selv at bede om hjælp.
Hvis et blad kunne give et kram, så havde du fået et. Vi håber du får nogle gode læseoplevelser og nyder de illustrative bidrag. Der er blevet lagt meget kærlighed i dem.
God læselyst!
// Markus Geisler, ansvarshavende chefredaktør
Studieliv
Studieliv
Visir anbefaler
Anmelde fere ting med fem stjerner
Tage til massagekursus med en ven, partner ect.
Lakridste
At cykle ordentligt (giv lige tegn, når du stopper, ik?)
At huske sine privilegier
At bage sit eget knækbrød
At blive tjekket for sexsygdomme
At støtte op om foreningslivet på Kasernen
At skralde brød i Lagkagehuset (ikke kagen! AD!)
At læse Verdens Bedste Nyheder
At købe kylling hos Guldkyllingen
At rette din årsopgørelse i tide
At se Flow-TV imens man spiser morgenmad
At lave kryds og tværs
Øllebrød
At minimere brugen af AI pga. klimaet
At rykke om på dine møbler
At spise pomelo
At stemme til kommunalvalget i november
... anbefaler ikke
At efterlade din kaffekop i undervisningslokalet (du kan godt lige smutte
forbi Foyeren på vejen hjem)
Græsplæner
Frysetørret slik
At læse/se nyheder inden man skal sove
Lakridste
At fare vild i indkøbscentre
At spise umodne mangoer
Gender reveal parties
At ghoste
At udskyde lektier til sidste minut
At græde lige efter man har lagt makeup
At glemme at vande sine planter
At spise lasagnen før den er bagt
At lave te og glemme at drikke den, så den bare står og bliver kold
Kasernerevyens intensivuge
Daniel Nightingale, Æstetik og Kultur
Igen i år samledes studerende fra Kasernens uddannelser, og lod deres skabertrang folde sig ud i Kasernerevyen 2025 der i år løb under den teknologiske titel; For lidt, for meget, eller bare for techno. Jeg var så heldig at få lov at opleve herligheden indefra som medhjælper på lyd, under revyens intensivuge og forestillinger.
Med højt humør efter at være kommet helskindet gennem eksaminerne mødte produktionsgruppe, skuespillere, dansere, musikere, teknikere, kostumierer, scenografer, PR og hyggetrolde ind fredag d. 17 januar. Efter opvarmning, der blandt andet bestod af fælles-dans til soundtracket af MGPs Jeg Er En Gamer, gik slutspurten i gang med en proces der havde været i gang siden produktionsgruppen blev valgt ind før sommerferien 2024.
Det var inspirerende at se hvordan den tomme Store Sal gennem intensivugen blev forvandlet til en moderne teatersal med et imponerende podie til publikum, og et lige så pragtfuldt ét af slagsen til revyens hårdtarbejdende band. Takket være det hårde arbejde fra scenograf og kostumierer, blev salen udsmykket med kæmpemæssige pap-kreationer, og på tøjstativerne hang sirlige kostumer, der glimtede som øreringe.
Salen begyndte at ose med røg fra røgmaskiner og kærlighed fra hyggetroldenes snackbod, der på magisk vis aldrig løb tør for Click-Mix eller gulerødder.
Selvom meget kunne fkses med rodfrugter og Haribo,kunne de ikke altid fkse søvnmanglens uheldigheder og irritationer. Når ildebrandene startede, kom de produktionsansvarlige fyvende med brandslukkere i form af walkie-talkies, gaffatape og et opløftende ord. Bag dem stod bestyrelsen armeret med rygsække fyldt med paragraffer, regnskaber og en stor bunke erfaring.
Hvad er fejl uden erfaring? Når en replik blev glemt i ordenes ocean, kunne man regne med, at den næste gang fød til overfaden og blev der, således at vi ved premieren d. 26. januar stod med et show, der efter mange dages slid var slebet til det knivskarpe.
Selvom Kasernerevyen for de feste kun betyder to-timers penge med pause, betyder den for de medvirkende sved, tårer, krise og kærlighed. Svedigt kropstape der driller. Tårer over et væltet instrument. Krise når det ikke kan rejses igen. Kærlighed når man sammen løfter byrden.
Hit med naturen – foråret spirer
Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik
og Kultur
På tur med Seek og Arter
Er du en humanistisk naturentusiast, der har svært ved kende forskel på et egetræ og et bøgetræ? Eller måske vil du bare gerne vide mere om naturen omkring dig? Så vil jeg anbefale de to naturapps: Seek og Arter. Seek (der også har en hjemmeside med masser af information om arter: iNaturalist. org) er fantastisk til at identifcere forskellige arter af planter og dyr på farten. Jeg har selv brugt den meget på gåture i Botanisk Have, hvis jeg har været nysgerrig på de ikke-skiltede planter og træer. Nogle gange foreslår den dog fere muligheder, og så må der selv fortolkes, men ellers er det en god allround naturapp. Dertil kommer appen Arter (som også er en hjemmeside: arter.dk), der ikke er lige så fokuseret på identifcering, men her har man mulighed for selv at indsende plante- og dyrefund. Den har også en genkendelsesfunktion, hvis man ikke selv ved, hvilken art man har fundet. Appen er et vigtigt led i det, der kaldes ’citizen science’, da det giver forskere en masse brugbar information. Det kan fx være sådan noget som, hvornår på året visse arter spottes, hvilket kan fortælle noget om, hvordan forskellige arter bliver påvirket af temperaturforandringer. Så afsted med dig!
Ud og få stillet din nysgerrighed, og hjælp forskernes på samme tid.
Musesafari i Riis Skov
Én, to, tre, vi skal ud at se på mus! Rødmusene er nemlig kommet ud af deres vinterhi, og forårsfriske piler de nu rundt i skovbunden. Derfor vil jeg invitere dig med til den æstetiske praksis; at se på mus. Mærkeligt lyder det, men det er faktisk enormt givende at stå på stien eller sidde på en bænk, se noget pusle rundt i skovbunden, og være så musestille, at de kommer frem og viser sig. Sidste år var jeg så heldig at stå en meter fra en rødmus, som sad og gnavede i et ramsløgsblad. Det kan være et virkelig dejligt afbræk fra en stresset hverdag bare at tage ud i skoven og kigge på mus, selvom det lyder utroligt banalt. Derudover er det også en mulighed for at udøve lidt øjenomsorg, og komme væk fra skærmen. Ved at kigge efter mus i skovbunden, øver du også dine øjne i at spotte hurtige bevægelser og at distingvere mellem de brune blade og de små rødmus (som ikke er så røde som de lyder). Det kan være, at du bliver så forgabt, at du ser et eller andet spændende. Nogle gange skal man helt tæt på for at se det store i det små.
Ramsløgsfest
Det er ramsløgssæson. Riis Skov bugner allerede af de små løgplanter, og lugten smyger sig som en tyk tåge om træerne. Hvis du aldrig har sanket ramsløg før, så er det på tide.
Husk da at være helt sikker på, at det er ramsløg, som kommer med hjem. Den kan nemlig forveksles med den giftige liljekonval og høsttidløs. Ramsløg kan dog kendes på den ret tydelige løgduft, så brug din lugtesans, nyligt erhvervede naturapps og sunde fornuft(!) til identifcering. Bladene er bedst at sanke før planten blomstrer. Der er uendelige muligheder for, hvad man kan bruge den skønne plante til: ramsløgssmør, ramsløgsmayo, ramsløgssalt, tørret ramsløg som krydderi, ramsløgspesto og listen fortsætter.
Ramsløgsmarkerne i Riis Skov i fuld for forrige maj. Foto: Privat.
Her giver jeg Højskolen Mors’ opskrift på persillepesto, som jeg har twistet lidt for at lave det til en ramsløgspesto. Opskriften er SU-venlig, især da ramsløgene jo er gratis. Du skal dog huske ikke at sanke mere end der kan være i din hat, hvis ikke du vil bryde den gamle jyske lov fra 1241.
Ramsløgspesto
En god håndfuld ramsløgsblade
En smule persille, hvis der ønskes en mildere smag
100 g solsikkekerner
50 g havregryn
2 dl olie
2-3 fed hvidløg alt efter behov
1 spsk. citronsaft
Salt
Peber
Start med at skylle dine ramsløgsblade, så du ikke får nogle ubehagelige overraskelser med i din pesto. Hak hvidløg og ramsløgsblade groft. Rist solsikkekerner og havregryn på en tør pande til de er gyldne, og lad det køle af. Bland det hele i en skål eller blender alt efter, hvad du har til rådighed. Jeg plejer selv at bruge en stavblender. Blend til pestoen har den ønskede konsistens. Er den for tør, så tilsæt mere olie. Smag efter undervejs om der mangler salt, peber, citronsaft eller mere hvidløg. Skold et glas med låg inden du putter pestoen i, og sæt det på køl. Pestoen får en længere holdbarhed, hvis olien dækker pestoen i glasset.
Foråret spirer, og det gør du også.
Tema:
Omsorg
Kære duhar du husket at:
Nina Johannson, Litteraturhistorie
Til mine transsøstre
Zoe Høy Rosenfeld, Æstetik og kultur
og hvert blik føles som asfalt mod en hudafskrabning sommeren er på vej og med den angsten eller rettere en større angst eller rettere mere asfalt hver dag skrøbelige ben hver dag vores kroppe ryster under de grå skyer under de hvide lofter selv i hinandens favne ryster kroppene
i blikkene er der vold
og vores blikke er vendt mod jorden det handler om at gøre sig lille så lille bitte
og det er her vi mødes i jordbundens skjul vi bygger reder af mos og rønnegrene til lyden af kavaris laudanum lige her bevæger vores kroppe sig blødt
og vi fetter fngre og græder
og dem der var her før os græder med os
Omsorgsarbejde
Emilie Lundsgaard Palm, Æstetik og Kultur
Børnetegninger som jeg har modtaget gennem omsorgsarbejde som vikar, pædagogmedhjælper, babysitter og kusine.
Forglemmigej
Markus Geisler, Æstetik og Kultur
Skovens Dronning var i en nedadgående periode. De havde givet et par koncerter i løbet af sommeren, men al deres momentum så ud til at være stoppet ved efterårets fremmøde. Nu stod de på tærsklen til vinter, og havde siden sommerens første koncerter ikke gjort nogen betydelige fremskridt på deres andet album, der skulle efterfølge Tågelandet, som de udgav sidste forår. Søren og Simone skændtes meget i den periode. Der blev aldrig råbt, men det var som om den ene altid kunne fnde noget i vejen med, hvad den anden lavede. I slutningen af november havde Simone til en bandøver præsenteret de andre medlemmer for en sang, hun havde arbejdet på. Det var en ballade skrevet til klaveret og var en lidenskabelig og forpint sag. Søren var den eneste, der ikke havde klappet, da hun var færdig.
“Jeg arbejder stadig på titlen,” sagde hun. Hun så ikke op fra den usynlige plet ude i luften, hun havde fået for vane at stirre sig blank i til øverne. Det var som om, der var et lille sort hul, der sugede livet ud af hendes øjne. “Men for nu har jeg kaldt den ‘Forglemmigej,’” sagde hun så og prøvede at møde de andres blikke. Det var dog tydeligt, at hun undgik Sørens.
Søren rørte lidt på sig og gik om bag Nord-keyboardet til hende. “Det er en virkelig god sang, Simone, det er det virkelig. Jeg tror bare ikke, den vil passe så godt på albummet.”
De tre andre drenge, selv Asger, var helt tavse. “Hvorfor ikke?” spurgte hun uden at røre sig.
Søren tænkte på de klagende lyde, hun havde fået klaveret til at lave. “Jeg synes bare, den har lidt en anden stil, end den vi går med på albummet,” sagde han og prøvede at lyde nænsom.
“Hvad mener du med vi?” kom det prompte fra Simone, der mødte Søren med is i blikket. “Jeg er da også en del af det her bandt, og jeg har ikke været med til at bestemme, at sådan en sang her ikke kan være på albummet.”
Søren tog et skridt tilbage. “Den er måske lidt for udfordrende,” fk han fremstammet, og det lød mere som et spørgsmål end et svar.
Simone begyndte at spænde af vrede i hele kroppen, men da hun talte, havde al følelse forladt hendes stemme. “Vi kommer aldrig videre med albummet, hvis du skyder alle idéer ned, der ikke er dine.”
“Hey, vi kan da prøve at workshoppe den sammen,” sagde Søren sammenbidt. Han var ved at miste tålmodigheden.
“Det er bare din måde at sige, at du vil lave den totalt om, Søren,” svarede Simone opgivende.
Søren var også ved at blive vred og prøvede forgæves at holde stemmen i ro. “Okay Simone, men lige nu er du også ret usamarbejdsvillig.”
“Det er eddermame længe siden du har vist interesse i at samarbejde med mig,” spyt-
tede hun igen.
De to havde stirret intenst på hinanden, indtil Asger på et tidspunkt rømmede sig. “Hvad siger I til, at vi tager en lille pause?”
Et par dage før deres næste øver, meldte Simone, at hun ikke kunne være med. Bandet havde en fælles gruppechat, men hun sendte kun beskeden til Asger.
“Hvad skrev hun egentlig til dig, Asger? Jeg har slet ikke kunne få fat på hende,” sagde Søren på et tidspunkt efter, at alle var mødt op til øveren. Asger stod og stemte sin bas, Marius spillede skalaer på sin saxofon og William sad og spillede på trommesættet og lignede en, der godt vidste, at han burde være stille.
“Sådan helt præcist?” brummede Asger. “Ja, tak,” svarede Søren utålmodigt.
Asger fskede sin mobil op af lommen, og Søren kunne se, at han skulle scrolle i længere tid for at fnde tilbage til Simones besked fra et par dage før.
“Hun skrev: ‘Jeg kommer ikke på søndag’,” sagde Asger og kiggede på Søren, som om han ventede på noget.
“Ikke mere?” spurgte Søren både forvirret og bekymret.
“Jo, jeg spurgte selv hvorfor, og hun svarede.” Asger læste højt fra telefonen: “‘Jeg kan ikke overskue bandet lige nu. Jeg er nødt til at arbejde på ‘Forglemmigej’. Det er det eneste, der får mig til at føle noget for tiden’.” Han så op og mødte Søren med alvor i blikket. “Det er alvorligt.”
Søren knyttede en næve under sin hage og så ned i gulvet. Øvelokalet syntes at skrumpe og sno sig rundt om livet på ham. Det var som om de primitive plakater fra deres første koncerter, der hang indrammet på væggene, blev syge i farverne og fyldte ham med dårlig samvittighed. Hans øjne faldt på en med et grynet fotograf, hvor de allesammen hoppede op ad hinanden og smilede mod kameraet. Det virkede som en evighed siden.
“Ja,” sagde Søren endelig, tungt og fjernt. Der var helt stille.
“Hvad skal vi gøre?” Det kom fra William. De andre vendte deres hoveder mod ham. Det var så sjældent, at han sagde noget.
“Vi må vel give hende den tid, hun har brug for,” sagde Marius vendt mod de andre, saxofonen hængende omkring halsen.
“Det må vi vel,” gentog Søren, uden selv helt at tro på det. Asger rystede på hovedet. “Hun har brug for os, venner.”
“Jeg tror ikke hun har brug for mig,” sagde Søren uden at kigge på nogen af dem. “Hun er virkelig vred på dig,” sagde Asger overvejende. Marius gav ham et dask.
“Det kan godt være, I har været meget oppe at skændes, men jeg tror også, hun ville sætte pris på, hvis du var der for hende,” sagde Marius rettet mod Søren.
“Hun vil nok først kunne sætte pris på det om noget tid,” indvendte Asger, “fordi det lader ikke rigtig til, at hun gider at se nogen overhovedet. Heller ikke hendes roomie, som jeg også har skrevet lidt med. Hun synes dog det ville være en god ide, hvis vi skiftevis kom og besøgte Simone.” Han prøvede at holde gejsten oppe, men Søren kunne se det forpinte udtryk i Asgers ansigt. Det var et sjældent syn.
Sørens blik gled tilbage over plakaterne på væggen, og det gik op for ham, hvor meget han savnede at være venner med Simone. Deres partnerskab i bandet så kun ud til at have skubbet dem længere og længere væk fra hinanden siden deres første
øver lidt over fem år tidligere. På en måde gik det først op for ham nu, hvor hårdt deres anspændte forhold havde taget på ham. Han kunne kun forestille sig, at det også havde taget på Simone.
“Er det muligt for os at tage kontakt til roomien?” spurgte Søren med fornyet målrettethed i stemmen. “Hun har sagt god for, at I andre kan skrive til hende,” svarede Asger. “Jeg kan give jer hendes nummer,
når vi er færdige i dag.”
“Godt,” nikkede Søren. “Så må vi aftale indbyrdes, hvornår vi tager ind og besøger hende.” Alle nikkede i enighed.
“Hvad så med bandet?” Det var William igen, der spurgte. “Indtil Simone får det bedre?” De andre kiggede afventende på Søren, men han tav.
Marius rørte på sig. “Vi kan vel godt mødes bare os indtil da. Få det bedste ud af det,” sagde han spørgende.
“Der er ikke så meget andet at gøre,” sukkede Søren.
“Det er i hvert fald tydeligt, at hun har brug for en pause fra bandet,” istemte Asger.
“Spørgsmålet er, om hun overhovedet skal tilbage til bandet,” sagde Søren fortvivlet og mærkede samtidig en lettelse over endelig at sætte ord på en underlig og navnløs følelse, han havde gået og døjet med i fere måneder.
“Hvad mener du?” udbrød Marius forvirret. De andre så eftertænksomt på Søren.
“Lad mig være ærlig med jer, venner,” sagde han, som om han skulle til at erkende et nederlag. “Jeg synes virkelig, det har været nogle hårde måneder. Jeg tror ikke, det fungerer med Simone i bandet længere. Hun er en fantastisk ven, men der er simpelthen kommet for mange skænderier til at det her øvelokale er et trygt sted at være.” Han gned sine fngre mod sin pande. “Det har jeg selvfølgelig også været skyld i.”
“Vi kan da prøve at snakke om det og få det til at fungere, når hun kommer tilbage,” sagde Marius lidt irriteret.
“Jeg er faktisk enig med Søren,” sagde Asger roligt. “Er du?” Marius lød frustreret nu. Asger tog en indånding. “Det er sandt at de begge to kan være lige gode om skænderierne, men ud fra hvad Simone ellers har skrevet til mig, er det ikke sikkert, at hun har det godt nok til at komme tilbage til bandet lige foreløbig.”
“Det udelukker da ikke, at hun ikke kan komme tilbage bagefter,” sagde Marius desperat og fakkede med øjnene. Han stod helt sammenfaldet, som om saxofonen var ved at trække ham ned mod gulvet.
“Jeg tror Asger prøver at sige, at hun ikke har brug for at føle sig forpligtet til bandet lige nu.” Søren så forstående på Marius. “Jeg har også måtte indse at hun og jeg ikke passer sammen arbejdsmæssigt. Vi kunne prøve at få det til at fungere, men det ville altid ende med at en bliver utilfreds på en eller anden måde. Det kunne også være mig, der forlod bandet, men jeg ville fortsat have lyst til at lave musik, fordi det er det jeg brænder for.” Søren lignede en, der skulle til at fortsætte, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige.
“Jeg synes ikke, det er dig, der skal forlade bandet, Søren,” sagde Asger. “Du er trods alt vores bandleder.”
Søren havde aldrig set sig som en leder, så det kom altid bag på ham, at de andre, selv Simone, betragtede ham som en. Denne gang følte en del af ham sig dog lettet over det.
“Hvad siger du, Marius?” spurgte Søren.
Man kunne se, at Marius tænkte, så det knagede. “Jeg har ikke lyst til at vælge imellem mine venner,” sagde han endelig, “men…”
Han så nedslået på gulvet.
“… det er i sidste ende din beslutning.”
Som hver gang, der ikke var nogen, der sagde noget, var det William, der brød stilheden. “Hvordan skal hun have det at vide?”
Søren rettede sig op og så rundt på de andre. “Jeg skal nok selv snakke med hende om det. Det kan være, når jeg besøger hende.”
“Skal du så være den første eller sidste til at besøge hende?” spurgte Marius skeptisk.
Asger satte sig på sin forstærker. “Jeg synes kun det er fair, hvis hun får det at vide så hurtigt som muligt,” sagde han og strakte sig.
“Hvorfor skulle hun havde lyst til at se nogen af os andre, hvis Søren fortæller hende, at vi alle er gået med til at smide hende ud ad bandet?” opfulgte Marius.
“Det er derfor, jeg har tænkt mig at tage alt ansvaret for beslutningen,” svarede Søren tålmodigt. Det så ud til at tilfredsstille Marius.
“Men hvad så med dit og Simones venskab, Søren?” kom det pludselig fra William.
“Hun kan umuligt blive mere vred på mig, end hun er i forvejen.” Søren smilte mismodigt. “Det her er måske det eneste, der kan redde det.”
Da Søren ringede på Simones hoveddør, var det hendes roomie, der lukkede op. “Sara,” introducerede hun sig. Simone havde boet der et års tid, men mellem intense øveperioder og de mange skænderier havde det ikke været oplagt at besøge hende, siden de alle sammen hjalp hende med at fytte ind. Han blev ledt op ad trappen og vist hen til Simones dør. Efter Sara var gået ned igen, stod han en stund og lyttede foran døren. Selvom lyden var meget dæmpet, kunne han høre, at hun spillede ‘Forglemmigej’ på den anden side. Hun sang spædt til klaverets væven mellem disharmoniske sammenstød og melankolske forløsninger. Han bankede på. Der var ingen reaktion. Han bankede på igen, mens han forsigtigt åbnede døren på klem, så hans næse og mund pippede frem gennem dørsprækken.
“Hallo,” sagde han med en munter forsigtighed. Al lyd forsvandt på værelset.
“Kom ind,” svarede Simone træt.
Søren åbnede døren og trådte ind på værelset. Hun sad ved sit Casio-klaver, som hun havde til at stå hjemme. Tøj lå og fød overalt. Han fjernede en sweater og et par bukser fra stolen ved skrivebordet for at sidde på den.
“Bare smid det over på sengen,” sagde hun, da hun så ham kigge søgende rundt i værelset med tøjet i farmen.
Han adlød og satte sig. “Hvordan går det, Simone?” spurgte Søren og kiggede på hende med store bekymrede øjne.
“Lad være med at lyde så medlidende.” Hun havde slukket for klaveret og lå med panden mod tangenterne. “Jeg er ikke ved at gå i stykker.”
Søren sank og kløede sig i nakken. “Det kan jeg se,” sagde han og forsøgte med et skævt smil. Hun rejste sig op og gloede på ham. “Hvorfor er du kommet?”
“Jeg ville se, hvordan du havde det,” svarede han og foregav at være fornærmet. “Der er noget andet. Jeg kan se det på dig,” sagde hun køligt.
Det burde ikke have overrasket ham, hvor godt hun kendte ham. “Bare sig det,” sukkede hun og så ud ad vinduet.
“Sagen er den, Simone,” sagde han og tog tilløb til ordene. “Det er ikke nogen hemmelighed, de sidste måneder har været rigtig hårde. Det har været svært at få arbejdet på det nye album, som vi ikke engang ved, hvad vi skal kalde endnu. Uenigheder er okay, men jeg har bare mærket en rigtig dårlig stemning omkring vores øvere. Det er selvfølgelig også min skyld, fordi–”
“Søren, du snakker i øst og vest lige nu,” afbrød Simone. “Hvad er det, du prøver at sige?”
Søren tog en dyb indånding. “Jeg er bekymret for dig, Simone. Det er jeg virkelig.” Han gned fngrene mod sin pande. “Jeg synes ikke du skal anstrenge dig selv for at være med i bandet mere.” Han tøvede, og i mellemtiden havde Simone fået et vildt udtryk i ansigtet.
“Er du ved at smide mig ud af bandet?” spurgte hun mere konstaterende end spørgende.
“Det lyder så voldsomt, at sige det på den måde,” fumlede Søren. “Så det er det, du gør,” sagde Simone stift.
“Jeg siger, at jeg tror, det ville være for dit eget bedste, hvis du ikke længere skulle udkøres af bandet.” Søren mærkede, hvordan hele hans krop spændte. Hans tæer var ved at gnave sig gennem gulvet og han havde det som om, han skulle kaste op.
“Jeg kan ikke tro, du får det til at lyde som om, du smider mig ud for min egen skyld,” sagde hun med et lamslået smil. Den slags smil, der dækker over en intens, bitter vrede. “Hvem har sagt, at det er på grund af bandet, jeg har det sådan her?”
“Jeg har bare kunne mærke på dig, at der har være noget galt, og så at du ikke kom til forrige øver, og så virkede det på Asger som om du–”
“Havde du nogensinde overvejet selv at spørge, hvordan jeg har det?” spurgte hun med en nærmest mild stemme.
Søren blev defensiv. “Du har ikke ligefrem virket som en, der har haft lyst til at fortælle mig ting.”
“Det er da fordi du ikke har vist interesse. Du har været så opslugt af det album, at alt kommer til at handle om det. Da jeg spillede ‘Forglemmigej’ for jer, havde jeg ikke sagt noget om, at jeg syntes, den skulle med på albummet. Det gik du bare ud fra.” Hun sank sammen og så ned på tøjet, der lå for hendes fødder. “Det gjorde mig så vred, at du ikke rigtigt lyttede til sangen, men kun vurderede den ud fra, hvor god du synes, den ville være på en sætliste.”
Søren følte sig som en kæmpe idiot. Han tog sig til nakken og så forbi hende ud ad vinduet, der afslørede en ulmende grå himmel. Hans mave knugede med en følelse af, at der stadig var noget, han havde fornægtet at sige.
“Jeg er virkelig ked af det,” begyndte Søren sagte med blanke grædefærdige øjne. “Det har du sgu ikke fortjent.” Han snøftede let.
Simone sad i stilhed og lod ham fortsætte.
“Det var en smuk sang. Jeg stod og lyttede til dig spille, inden jeg bankede på.” Han så erindrende på døren, som om de glade tider fra bandets første par år lå lige på den anden side. “Du er virkelig fantastisk, Simone, men…” Han tog en meget dyb indånding og pustede langsomt ud med lukkede øjne. “Jeg tror ikke den går med os i samme band
længere. Vi er for forskellige, arbejde på forskellige måder, gør hinanden sure, når vi egentlig bare ønsker at lave musik.” Han masserede igen sin pande med fngerspidserne, der var blevet fedtede og svedige. “Jeg savner bare at være venner.”
Simone sad fortsat stille i en stund. Hun kiggede blot på ham, med et udtryk, som Søren ikke kunne tyde. “Og det tror du ikke vi kan være, mens vi spiller musik sammen?” spurgte hun så, med ro og luft på stemmen.
Søren var lige ved at bryde sammen i gråd. En tåre gled ned ad hans kind, og han kørte en svedig hånd over sit ansigt. “Nej,” fk han kæmpet sig til at sige.
Simone stirrede ud i luften på det samme punkt som hun gjorde til bandøverne. Al følelse havde forladt hendes øjne. “Så må du gerne gå igen,” sagde hun fadt.
Søren kiggede på hende med store våde øjne. Hun gav ham et lille nik som for at sige, at hun mente det. Han vidste ikke længere, hvad han skulle sige; om han skulle sige noget. Han rejste sig og gik over til døren. “Farvel, Simone,” sagde han, da han var ved at lukke døren bag sig og holdt den åben længe nok til at kunne høre, hvis hun svarede. Det gjorde hun ikke. Han lukkede den i med et suk og gik vaklende mod trappen. På første trin standsede han dog op og så tilbage på Simones værelsesdør. Han havde troet, hun måske var gået i gang med at spille ‘Forglemmigej’ igen. Som han lyttede, var han dog ikke i tvivl.
Hun græd.
Barndomshjem til salg
Ronja Boesdal, Æstetik og Kultur
Sorg er kærlighed der er blevet hjemløs jeg har hjemve efter et hjem der ikke længere er mit huset skal sælges sammen med alle mine barndomsminder jeg har ikke lyst til at slette sporene af dig ikke lyst til at indse, at du ikke kommer hjem
*
Jeg vil aldrig komme til at høre din hæse latter igen eller blive kildet under fødderne af dine nikotinfngre
*
En ømhed i dit ansigt når jeg aede dit grå hår hvem skal vise mig den ømhed nu
* Din livløse krop ingen modstand når jeg fyttede rundt på dine fngre ingen modtager af mine kys på din kind Dit lig var ikke klamt, som jeg havde forestillet mig et lig ville være det var bare far, uden varme
smelter
Ronja Boesdal, Æstetik og Kultur
Jeg har åbnet mig op for dig åbnet og åbnet, som en isterning der smelter i din hånd verdenen er af lave så jeg tænker det er okay, at jeg giver min tid væk lidt endnu stod jeg foran dig, så ved jeg at du ville gribe ud efter mig igen og det er nok for mig
Symbiose
Agnes Kleberg Andersen, Æstetik og Kultur
Den varme skulder
Agnes Kleberg Andersen, Æstetik og Kultur
Gammel kærlighed ruster
ikke
Agnes Kleberg Andersen, Æstetik og Kultur
Dine ting fortjener guld, når de
går i stykker
Og om at afholde sig fra at købe nyt til de bunker af ting, vi ejer i forvejen
Smilla Marie Holten, Litteraturhistorie
Da jeg fyttede i efteråret, blev jeg grusomt konfronteret med den overfod af ting, som væltede ud af mine små skabe. Hvis jeg skal blive ved med at tilegne mig så mange ting gennem resten af mit liv, skal jeg bruge en hel herregård til opbevaring. De feste af tingene er dog genbrug eller ting, jeg har overtaget, som andre ville have smidt ud. Det er, hvad jeg plejer at forsvare det med. Ellers, at det er ting, som jeg kunne fnde på at bruge igen; for eksempel en campingstol. Når der er kapsejlads i Uniparken, ligner parken en af de ikoniske skræmmebilleder fra kæmpe skraldebjerge i unævnte områder i lande langt væk. Utallige campingstole efterlades, for at vi om et år igen kan gå ud og købe den helt billige i Jem & fx. Jeg tænker de feste har et loftsrum, men alle de efterladte stole tyder på, at vi ikke gider at slæbe stolen med hjem. Det er blot et eksempel på en forbrugermentalitet, som ikke er særligt miljøbevidst, selvom mange af os går op i klimaet, køber genbrug og måske er vegetarer. Derudover er der, når det kommer til forbrug, en overlegen kraft som trækker i os, og er svær at stå imod. Den trækker i hvert fald voldsomt i mig. Jeg kan opfnde nye behov sindssygt hurtigt. Når jeg bare er lidt opmærksom på det, bliver jeg skræmt af de kræfter, der løber afsted med mig. Men fordi SUøkonomien ikke er til det, får jeg heldigvis talt mig selv fra det meste. Hele min fytning og konfrontationen med den fodbølge af ting, som følger mig, har dog sat tingene i perspektiv. Jeg vidste, at jeg havde mange ting, men ikke at jeg havde så mange. Åbenbaringen har gjort, at jeg nu ikke bare tænker over om jeg har råd til nye genstande, eller om jeg kan forsvare
det med, at det er genbrug, men også om lige dén ting er opbevaringspladsen værd. Derudover har jeg fået et fokus på at sælge og give videre, mere end at købe noget nyt. Oplevelsen har sat generelle tanker i gang om mit forbrug. Tanker som, hvorfor tingene har hobet sig op, hvad jeg har undskyldt det med, og hvor jeg kan spejle de tanker i verden omkring mig.
Bevaring af materialer, langsommelighed og tid
Min interesse for syning, design, samt en stærk tilknytning til ting, har givet mig et fantastisk incitament til at reparere og passe på mine ting. Selvom det ikke hjælper på pladsmanglen at holde krampagtigt fast i symbolske værdier manifesteret i gamle tørklæder, mælkekander og sweatre, så handler min samlermani til dels også, som tidligere nævnt, om ikke at smide ting ud, som jeg potentielt ville skulle købe igen. Min omhyggelige reparationstrang, bevæbnet med superlim, nål og tråd, bliver simultan med en toksisk materiel tilknytning, en stille aktivisme mod forbrugerismen og masseproduktionen. Jeg har i forbindelse med min tilvalgsundervisning i ’Designkultur’ lært, at det er mest bæredygtigt, at ”holde materialer og produkter, i det økonomiske kredsløb, med den højest mulige værdi, længst muligt” (Miljøstyrelsen, u.å.). I designbranchen arbejder man desuden også med begrebet ‘fra vugge til vugge’, kontra den klassiske ‘vugge til grav’, for at skabe en produktionscyklus, hvor materialer har så lang en levetid som muligt. Selvom jeg har interesse for miljøet, design og bæredygtighed, er det nyt for mig, at det faktisk ikke er genbrug, men lang levetid,
kvalitet og upcycling af materialer, som er hovedfokus. Det kommer dog ikke bag på mig; da det giver en indlysende form for mening, at det handler om at beholde et materiale i samme form, længst muligt, og ikke blot det, at genbruge materialer, til at producere nye former. Dermed må det også være bedre for mig, at fokusere på at bevare og reparere de ting, jeg allerede ejer, mere end at de nye ting blot kommer fra genbrug. For mig afføder den form for tankegang yderligere holistiske tanker om, at vi ikke skal eje så mange ting, men derimod dele boremaskiner, biler og tøj. Det ville bestemt også hjælpe på opbevaringspladsen. Samtidig er jeg ualmindeligt glad for min nye termokop… Som får mig til at tænke, at en af de største evner i vor tid, må være at kunne afholde sig fra at forbruge. Langsommelighed og tid er generelt set blevet noget, der er eftertragtet og eksklusivt. Det har gjort til, at det er blevet en måde at vise status på ved, for eksempel, at have tid til at bage sit eget surdejsbrød eller strikke.
Imod hurtigheden
Tanker der går imod hurtigheden i industriel masseproduktion, er selvfølgelig ikke nyt inden for designverdenen. Allerede ved industrialiseringens spæde start skrev tekstildesigner, kunstner, forfatter, poet og aktivist, William Morris, om The Lesser Arts (Morris 1877). Han skrev om det, at fnde tilbage til det gode håndværk, og om at hverdagsobjekter bør gøres lige så meget ud af, som de højere kunstarter. Formålet med det var at give mennesker en dybere forbindelse til vores omgivelser, og at give et modsvar til industrialiseringen, som, efter hans mening, skabte sjæleløse
og fremmedgjorte produkter. (Vagn & Nielsen, 1994, 123-144) Fremmedgørelse fra masseproduktionens system er selvfølgelig også velkendte toner indenfor samfundstænkning generelt, men med fokus på forbrug af design og mode vil jeg vende blikket længere tilbage i historien. Hvis vi går helt tilbage til 1700-tallet, herskede der en helt anden tilgang til beklædning og mode, end den vi har i dag. Stof var så eksklusiv en forbrugsvare, at selv de velhavende købte brugte materialer, og man gjorde meget ud af at re-designe og opdatere allerede eksisterende beklædning, indtil stoffet var fuldstændig tyndslidt. Stof var så værdifuldt, at det ofte blev stjålet, og helt nyt tøj var ekstraordinært sjældent. (Welters & Lillethun, 2022, 37-38). I dag kører modesystemet efter ’fast-fashion’ og hurtigt skiftende modetrends. Vi er vant til at forbinde moden med et højt tempo, og det virker til at tanker, som dem William Morris’ har udtalt, er gået tabt i kapitalismens buldrende fremdrift. Samtidig taler teoretikere og designere igen om håndværksmæssig kvalitet, materialebevidsthed, den gode pasform, og om at øge tøjets levetid hos forbrugerne yderligere.
Bæredygtigt potentiale i tøjreparation
Den danske designer, Henrik Vibskov, har netop lanceret VIBS REPAIR SERVICE, som han på instagram beskriver med ordene: ”I believe in giving clothes a longer life span, by mending and repairing, rather than replacing.” ([@henrikvibskov], 2025). Reparationsservicen består af, at skræddere knyttet til mærket vil stå til rådighed i butikken for at reparere tøj produceret
i deres navn. Indenfor modehistorie og bæredygtighed er det en tendens, som også er eksemplifceret gennem modeforskeren Hazel Clark. I 2008 taler Clark om et opgør med ’fast-fashion’. Hun er fortaler for et lokalt, transparent og langsomt modesystem, hvor forbrugerne lægger værdi i de beklædningsgenstande, som de allerede ejer (Clark, 2008). I 2016 bygger modeforskeren, Kate Fletcher, videre på Clarks kritik af det hurtigt skiftende modesystem, i bogen Craft of Use: Post-Growth Fashion (Fletcher, 2016). Fletcher beskriver, hvordan industrien altid vil tjene penge, og fokuserer på forbrugerens rolle. Hun beskriver hvordan vi kan skabe en langsommelig mode, ved at opbygge brugerkompetencer, til at kunne re-designe og reparere (Fletcher, 2016). Tankerne om det bæredygtige potentiale i tøjreparation begynder nu at pible frem, som for eksempel hos Henrik Vibskovs reparationsservice, men også i form af forskellige arrangementer, hvor man selv kan lære, at reparere sit tøj. Begivenheden ”Slowfashion og surdej” blev afholdt på Ungdomskulturhuset i Aarhus søndag d. 23 februar. I beskrivelsen af begivenheden, på Facebook, står der: ”Et stykke fast-fashion tøj bruges i gennemsnit 7 gange, inden det kasseres, og selv når vi køber tøjet brugt, skaber det en overforbrugsmentalitet, som øger det kollektive forbrug og opretholder den høje hastighed. Derfor vil vi på denne søndag sænke tempoet og byde jer velkomne i vores tekstildagligstue” (Ungdomskulturhuset UKH, 2025). Her handler det altså igen ikke om genbrug, men om at bevare allerede eksisterende objekter. Programmet starter med visning af en video, med refeksioner om
bæredygtigt tøjforbrug, efterfulgt af ”fri leg i tekstildagligstuen”, hvor man kan ”give kærlighed til det tøj, vi allerede har”, ved at brodere, strikke, reparere, patchworke etc. (Ungdomskulturhuset UKH, 2025). Institut for (X) afholder et tilsvarende arrangement kaldet ”Stitch & Repair: Renew and repair your clothes with embroidery” d. 16 marts. Her kan man komme for at lære broderiteknikker, af en modedesigner fra New York, til at fornye eller reparere sit tøj (Institut for X, 2025). De to nævnte begivenheder er blot, hvad jeg selv er faldet over her i foråret. Det viser en generel interesse i området, og en trang til, at fnde en håndgribelig måde at gå mod masseproduktion og det hurtige modesystem på. Derudover har Dokk1 et åbent syværksted i ‘Verdensrummet’ næsten hver onsdag kl. 15-17. Her kan man få hjælp til at reparere sit tøj eller til generelle syprojekter. I beskrivelsen af syværkstedet på Dokk1’s hjemmeside står der, at de har fokus på bæredygtighed, og at det handler om at give ”vejledning til at reparere eller re-designe dit tøj, så det holder længst muligt” (Dokk1, u.å.). Det er altså alle sammen initiativer, der bakker op om en mere langsommelig og bæredygtig tilgang til beklædning, som der virker til at være stor interesse i.
Hedestrik og en højsang til det langsomme
Nogle af jer kender måske til uldfællesskabet Hedestrik, som laver dogmestrik af rå uld. På hjemmesiden skriver de om deres projekt og tilhørende manifest:
Dogmestrik er hændernes højsang til det langsomme. Her må man tage sig tid. Tid til at trække lange tråde af den rå uld, varme lanolinen op i sine hænder, rulle sin garnnøgle op, udforme en idé til sit strikkeprojekt og først der, slå sine masker op og begynde at strikke. Dogmestrik er et modsvar til den hurtigfremstillende garnindustri. (…) I hedestrik, vil vi værne om det langsomme. Vi vil være i kontakt med gårde, der avler får på en meningsfuld måde. Vi vil strikke sweatre, der tager så lang tid at producere, at de bliver for dyre til at kunne sælges. Vi vil lære fra os, give vores kundskaber videre. Vi vil trævle op og strikke på nyt. Vi vil lappe huller, når trådene giver op. Vi vil give op og få modet tilbage igen. Vi vil være et stille opråb til både forbruger og marked, om at vælge aktivt og bevidst. Vi vil være et langsomt oprør, mod den verden der kan rase afsted og på vejen glemme alt om håndværk, natur og nærhed. (Hedestrik, u.å.)
Der sker meget i Hedestriks manifest. Blandt andet hyldes langsommelighed, håndværk og natur på en måde, som resonerer med Morris’ romantiske tanker, om at få langsommelighed og håndværk vævet ind i den industrielle produktion. Det er ligeså et moralsk projekt, introduceret igennem design og håndværk. Hedestrik
laver også mange arrangementer. De får stor opmærksomhed på Instagram, og de har endda været i Go’morgen DK for at tale om deres projekt. Det viser igen, at interessen for kontrære bevægelser og arrangementer, som hylder langsommeligheden, og går imod den masseproducerede mode, er stigende. Alle de fremhævede elementer introducerer samtidig tanker om en anden tilgang til hvilke ’fejl’ vi accepterer i vores tøj, og et forsøg på at udvide tøjets levetid. Om det så er gennem holdbare materialer eller udvikling af kompetencer til at reparere sine ting.
Guldbelagte fejl
Når porcelæn og keramik går i stykker i Japan, har man en tradition for at reparere det med guldlim, ved hjælp af en teknik, der hedder Kintsugi. Derudover ser man revner som en del af en genstands historie. Spor af ødelæggelse bliver noget, der tilføjer et objekt værdi snarere end omvendt. I forbindelse med et optagelsesforløb til Designskolen Kolding udarbejdede jeg et reparationskit til tekstile genstande. Jeg skulle udarbejde et design under temaet ’Fejl’, og jeg samlede et sæt af guldtråd, en lille saks, synåle og fngerbøl, i en lille hvid pose, syet sammen med guldtråd, med vrangen ud, så alle syninger var synlige.
Jeg udtænkte det med den japanske Kintsugi-teknik, som inspirationskilde.
Min intention med projektet, var at skabe et nyt perspektiv på tekstile fejl, som noget der kan fremhæves og tillægge beklædningsgenstande værdi og historie, i stedet for, at det leder til udsmidning. Tøj får fere fejl, alt efter hvor meget vi bruger det, hvor mange oplevelser det har været med til at skabe, og i hvor mange år det har fulgt os. Guldtråden er med til at vise, hvordan det burde indgyde en større respekt og tilknytning, til det tøj vi allerede ejer, og ikke degradere dets værdi. Jeg tænker, at det at introducere de gennemgåede refeksioner, omkring reparation og omsorg, overfor det tøj man allerede ejer, måske kan tøjle forbrugertrangens kræfter og derigennem hjælpe med at reducere samlermanien og bunkerne af tøj og genstande, som følger os.
Med min tekst håber jeg på at give incitament til omsorg for de tekstiler og ting, som er i vores varetægt; til at opsøge hjælp til at sætte en ny knap i bukserne, lime hårklemmen, eller beholde campingstolen til næste år. Dine ting fortjener guld, når de går i stykker.
- Hilsen en nybegynder, som hver dag kæmper for at holde indkøbertrangen i bero.
Litteratur:
Clark, H. (2008). SLOW + FASHION—an Oxymoron—Or a Promise for the Future …? Fashion Theory, 12(4), 427–446. https://doi. org/10.2752/175174108X346922
Dokk1. (u.å.). Åbent syværksted | Dokk1. Hentet 3. marts 2025, fra https:// www.dokk1.dk/det-sker/aabent-syvaerksted-1
Fletcher, K. (2016). Craft of use: Post-growth fashion. Routledge, Taylor & Francis Group. https://doi.org/10.4324/9781315647371
Hedestrik. (u.å.). Hedestriks Manifest. Hedestrik. Hentet 3. marts 2025, fra https://hedestrik.dk/pages/hedestriks-manifest [@henrikvibskov]. (2025, februar 19). Not able to repair humanity yet(...) [Instagramopslag]. https://www.instagram.com/henrikvibskov/ Institut for X. (2025, marts 16). Stitch & Repair: Renew and repair your clothes with embroidery | Facebook [Facebook begivenhed]. https://www. facebook.com/events/994028679446301
Miljøstyrelsen. (u.å.). Cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet.
Miljøstyrelsen. Hentet 3. marts 2025, fra https://mst.dk/erhverv/groen-produktionog-affald/affald-og-genanvendelse/cirkulaer-oekonomi-og-ressourceeffektivitet
Ungdomskulturhuset UKH. (2025, februar 23). Slowfashion og surdej | Facebook [Facebook begivenhed]. https://www.facebook.com/ events/1160244755623994
Vagn, L., & Nielsen, K. B. (1994). Tankebygninger: Arkitektur og håndværk 1851-1914: Bd. 1. udgave. Klim.
Welters, L., & Lillethun, A. (Red.). (2022). The Fashion Reader (Third edition). Bloomsbury Visual Arts.
Billedliste:
Eget foto. (2023). Billede 1: Idéproces guldreparationskit optagelsesprøve
Designskolen Kolding
Eget foto. (2023). Billede 2: Guldreparationskit optagelsesprøve
Designskolen Kolding
Yeesookyung, Translated vase, 2018, Seoul, Korea
Artikel
NOVEMBER, MIN SKAT
Maja Linderoth, Litteraturhistorie
”Det er bare november, min skat,” siger du. Jeg nikker.
Mørket har sænket sig over vores lejlighed. Det har samlet sig i pytter på gulvet. Det har samlet sig i mine øjenkroge, som søvn du forsigtigt prøver at pille ud. Jeg blinker for at få det ud. Mørket sidder fast, men smelter til tider ud af mine øjne, så pupillen glider ned over min åndssvage kind. Det drypper fra hagen. Mørket svømmer rundt på køkkengulvet og bordpladerne. Madresterne ligger i mørket og rådner, gammel grønligbrun agurkesaft, der drypper ned på den næste hylde i køleskabet, og planterne, de visner ikke, de rådner, jeg ligger i sengen og rådner. Du glider i alt mit mørke i dine strikkede hyggesokker, orange og røde striber. Jeg beder dig om at være forsigtig i mørket. Pas på hvor du træder, skat.
Jeg skovler mig vej gennem meterhøjt mørke i mit eget sikkert-narcissistiske cirkus, det er sikkert min egen skyld, men tænker også lige så ofte: Det er samfundet. Tænker lige så ofte: Det er november. Smiler, ja, ja, november. Det er bare november. Jeg tænker på jer. Jer, jeg kender og elsker, og jer, fremmede, jer, der vælter rundt i mørket derude. Jeg ser jer ligge som grøntsager i jeres eget sved i den sædvanlige T-shirt, den sædvanlige sindssyge, mens andre fester, ser jer vandre uendeligt og hvileløst i byerne, ensomt, smilende, ser jer grine og gemme jer på toilettet i en uendelighed, skål, osv. Det er bare november.
Jeg kradser mig vej gennem dagene.
Jeg har lyst til at holde livet som et ansigt i mine hænder og sige undskyld.
Du lægger et tæppe om mig. Vi ligger i sengen og hiver dynen op over hovedet for at glemme alt andet end hinandens ansigter, sådan som de føles, når de presses mod hinanden i mørket, som blomster mellem siderne i en bog, mund mod mund i mørket. Du køber min yndlings-te på vejen hjem fra arbejde. Jeg ser, at du er stresset og løfter mine tonstunge arme, for at kramme dig, hive dig ind til mig, og spørge hvordan din dag har været. Men nogle af timerne i mørket vrisser jeg ad dig.
I mørket siger du: ”Jeg kan ikke være her hele tiden.”
Og jeg siger: ”Det har jeg heller ikke bedt dig om.”
Intet er direkte.
Samtidig: Intet er efterladt urørt.
Jeg fortæller ingenting, som det er, i andet end kodesprog. Skal jeg? Skal jeg fortælle dig, hvordan det er?
Kan ikke.
Jeg glemmer, hvor voldsom omsorg kan være, og hvor blid. Jeg glemmer, hvor lidt der skal til for at såre hinanden, vende sig væk, ligge ryg mod ryg med centimeter af mørke imellem rygsøjlerne, og hvor meget det betyder, når vi lægger armene om hinanden.
Nogle timer i mørket er vi så trætte og tunge, at vores hjerter slæber hen over gulvet og trækkes gennem sølet. Min skat, min skat, selv æblerne er rådnet i den gennemsigtigblå skål. Lad os knuse den mod gulvet og senere feje skårene op.
En aften sidder jeg i mørket ved vores bord, da et lille, næsten forsigtigt lys fakker hen over bordpladen, fordi lygtepælen udenfor er blevet tændt, og jeg ser hvad lyset gør ved overfaden. Ser hvad lyset gør ved min hånd, der ligger dér.
Du sidder ved siden af mig, og din hånd hviler på bordet ved siden af min. Det er dig, der tager min hånd, inden du peger ud gennem vinduet.
Det sner. De lysende, hvide fnug, der hvirvler rundt overalt. Det her pludselige snevejr. Se. Med langsomme bevægelser: Vi rejser os fra bordet, vi går tværs gennem stuen med alle stilhedens engle, vi tager jakker, huer, handsker på og går ud i natten for at møde den, hånd i hånd. Du smiler og lægger armene om mig. Jeg læner hovedet mod din brystkasse. ”Det er smukt,” siger jeg. Du knuger mig ind til dig og fortæller mig, at det er jeg også, og jeg himler med øjnene af kærlighed. Sneen smelter mod min hud. Den lander i mit hår. I dit. Den samler sig i din hætte, på skuldrene, på toppen af vores hoveder. Senere vil den dryppe fra vores hårspidser og vores øjenvipper, så snart vi er inde i varmen.
”Undskyld,” siger jeg.
”Undskyld,” siger du.
Vi står og ser sneen falde. Fnuggene, der glimter i lyset fra lygtepælene, vi står helt stille, der er endda stjerner, se, se hvordan sneen smelter, som ord, mod huden, glimter tårer på din kind, se, se! Det er november, min skat.
OMSORG
Daniel Nightingale, Æstetik og Kultur
NÅR EKSISTENTIALISMEN
BESMITTER DIT UDSYN
SLÅR JEG VINDUESVISKEREN TIL
TRÆKKER HÅNDBREMSEN
EN SLUTHASTIGHED
PÅ KVART I KORTSLUTNING
EN NEDTÆLLING
TIL DET UNDGÅELIGE
DET UUNDGÅELIGE
DER RYKKES NÆRMERE
MED SLØVE BLADE
SLØVEMIDLER
OG SLØVSIND
EN SKÆRSILD
DER KUN FINDES
HVIS DEN OPSØGES
PÅ EGEN HÅND
Omsorg og omsorg i Stine Pilgaards ”Min mor siger”
(2012)
Nina Johannson, Litteraturhistorie
Hvad gør man, hvis man lige er blevet forladt af sin kæreste, man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv og sin sorg, og savner lidt højskolesangbog Vimødtesisne–vibes?
Man kan gøre som jeg’et i Stine Pilgaards roman Minmorsigerfra 2012, og tage hjem til sine forældre, snakke med sin læge og selvfølgelig sin ’spindoktor’ Mulle.
For som bogens bagsidetekst så fnt præsenterer; ”Min mor siger er korte uddrag af samtaler mellem mennesker, der taler forbi hinanden. En ung kvinde bliver forladt af sin kæreste og fytter ind i sin fars præstegård. Her taler hun i telefon og drikker sig fuld, mens hun prøver at få en diagnose af sin læge. Hun forfølges af forældre, erindringer opbrud, ensomhed. Hendes spindoktor skriver lejlighedstaler og lægger strategier, ekskæresten taler mest om dyr. Hun føler sig som et vandfald, en søhest, en Duracell-kanin og inde i hendes hjerne er der en bygning.”
Selvom jeg var for lille til at være med på ́Stine Pilgaard bølgen ́, da hun først debuterede med bogen, så kom jeg alligevel først med på den (ligesom så mange andre efter hendes bog, Meterisekundet , blev flmatiseret i 2023, og derefter læste bogen, eller måske i omvendt rækkefølge) efter et højskoleophold, hvor vi sang Vimødtesi sne. Der blev jeg forelsket og fanget af hendes forfatterskab. Stine har lavet teksten til denne smukke højskolesang, og derfor har den nok sat sig fast hos de feste, efter de har sunget den. Ligeledes komik og melankoli er der forbundet med Stines forfatterskab. For som i Minmorsigerindgår der begge dele, hvor man går fra de genkendelige sarkastiske bemærkninger, til en melankolsk sorg, et ønske om bare at ville høre til og passes på. Så det er trist, at det er en bog, der er gået under radaren ifm. Meterisekundet , for den kan rigtig meget.
Bogen i sin helhed handler om (hjerte)sorg, men også i den grad om omsorg for jeg’et i fortællingen. Jeg’et, vi møder i romanen, minder meget om de senere fortællere, der forekommer i Pilgaards forfatterskab. Hun er en typisk ung kvinde, som står et sted i livet, hvor hun føler, at hun er blevet forladt. Eller ikke ved, hvordan hun passer ind i sin nye tilværelse efter at blive forladt, og derfor søger rådgivning hos mennesker, der kan hjælpe hende på rette vej. Hun gør typisk modstand med en sarkastisk bedrevidende tilgang til verden, men bagved ligger der et stort ønske om omsorg fra dem, der står hende nærmest. Omsorgen kommer derfor i forskellige facetter. Da hun er i sorg, søger hun tilfugt hos sin far-præst, som giver hende kloge og rolige livsråd, og til en mor der er lettere selvoptaget, men giver sin egen form for omsorg gennem materielle værdier, såsom at give hende tøj og sørger for, at hun spiser ordentligt. På den anden side ses en læge, der giver lægelige forklaringer på, hvilke steder i hjernen og i kroppen, der skabes sorg og glæde. En forståelse for den selv-omsorg som jeg’et mangler for at få troen tilbage på, at hun kan blive elsket igen. Og ikke mindst Mulle, som viser omsorg ved at være sammen med jeg’et. Hun lægger øre til, når jeg’et gerne vil føle sig set og forstået, da hun ikke altid gør fra det fra de førnævnte.
For mig som læser er der en enormt stor ømhed forbundet med handlingen og jeg’ets håndtering af sorg og sin egen selvomsorg i en hjertesorg. Som en, der selv har været i hjertesorg et par gange, kan jeg genkende mig selv i karaktererne – både den, som giver, og den, der modtager omsorgen fra en veninde eller forældre. Det er en sorg man kan spejle sig i, så man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg’et fortæller om sig selv, sine små udfordringer med en kærlighedsrelation og sine forældre. For Stine Pilgaard skriver virkelig sjovt. Men med humoren kommer også alvoren, for i bogens egentlige handling gemmer jeg’et sig bag et sarkastisk ydre ved enten at benægte sin sorg, eller slet ikke at ville tale om den. Men derefter kommer de såkaldte ’Søheste-monologer’, der skaber et poetisk univers, hvor man kan mærke (både fysisk og metaforisk), hvor jeg’ets sorg sidder, og gør ondt. Som læser mærker jeg, at jeg bliver ramt af den ømhed, som monologerne giver, for der er ikke noget, man ofte tør at tale højt om. At fortælle om ens ́indre rum ́, er oftest forbundet med et tabu, da man ikke skal ville dvæle for meget i det, og ”bare få sig en ny kæreste”, som jo er det eneste man ønsker i momentet. Men Pilgaard giver plads til at have den ømhed med på rejsen, for at jeg’et kan fnde sin egen omsorg. Det glemmer man ofte, når man står i midt det at tænke på at tage hånd om sig selv - for hjertesorg tager noget tid at komme sig over. Af den grund skal man stadig hive fat i det netværk, man nu har, for at kunne komme igennem det. Om det så er en forælder eller ens gode veninde, der kan være spindoktor for én.
Det tager tid at huske at give sig selv den omsorg man fortjener. Man er ikke alene i sin sorg, for der er altid nogen, der vil vise omsorg, når man kommer med sin hjertesorg. Så læs bogen, hvis du vil have mere Stine Pilgaard, eller bare vil ulme lidt i din hjertesorg. Og så er det et plus, at den foregår i Århus, og handler om en universitetsstuderende fra AU - så kan det ikke blive mere relaterbart.
Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik og Kultur
Den endeløse cyklus
Sine Sørensen, Æstetik og Kultur
Opvask, opvask, opvask, opvask
Jeg YDER egenomsorg, når jeg tager opvasken.
Jeg MÆRKER egenomsorg, når jeg tager opvasken.
Jeg MÆRKER omsorgen, når min kæreste tager opvasken.
Jeg GIVER omsorgen tilbage, når jeg tager opvasken.
Opvask, omsorg, opvask, omsorg
Velkomsthallen
Iben Dresler-Ziersen, Kunsthistorie
Et år senere. Et år væk fra hinanden. Facetime kan ikke måle sig med dit ansigt. Jeg står i Sacramentos lufthavn. Velkomsthallen. Hvor bliver du af. Er der gået noget galt?
Nej.
Der.
Jeg ser dig.
Jeg har lyst til at sprinte. Ind over den linje man ikke må krydse. Jeg vil løbe ind i dine arme.
Har du ændret dig? Jeg har ændret mig. Meget. Kan vi stadig forstå hinanden. Kender vi hinandens kropssprog, som vi gjorde før? Smiler du på samme måde. Laver du de samme lyde når du spiser. Er din varme den samme.
Jeg står stille. Sprinter ikke. Det tager år, før du kommer gennem slangen af mennesker. Du er foran mig. Jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg går ind over linjen. Falder ind i dine arme. Du er i mine. Nogen trækker os ud af, her må du ikke stå, området. Vi er ligeglade. Jeg giver aldrig slip på dig igen. Tåre triller ned ad mine kinder. Jeg er sammen med dig igen. Jeg vil aldrig rejse langt fra dig igen. Aldrig.
Digt
Du skal vide, jeg fyttede ikke fra København. Jeg fyttede ikke fra dig. Jeg fyttede for Århus, for mig. Hver gang jeg kommer hjem, står jeg i den velkomsthal igen. Trods det er syv år siden. Jeg vil smelte sammen med dig. Aldrig give slip. Det gør ondt hver gang jeg skal hjem til Århus. Uden dig. Det gør ondt at kalde Århus hjem. Når dit hjem er København.
Du må forstå, jeg kommer hjem igen. København. Hjem. Jeg holder dig i hånden hver dag. Jeg har ikke givet slip på de sidste syv år. Siden sidst. Jeg giver aldrig slip på din omsorg.
Damen med den blå pelshat
Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik
og Kultur
Jeg taster koden på siden af vinduespartiet, ruller gitteret op, så jeg kan åbne slikbutikken, sådan som Elsebeth har vist mig. Jeg smiler til de forbipasserende, står lænet afslappet på det ene ben med en hånd i siden for at vise, at det her har jeg da gjort tusindvis af gange, at der er ikke noget mærkeligt ved, at jeg står her og ruller gitteret op til en slikbutik. Men mentalt retter jeg ryggen. Jeg tænder strømmen til butikken ovenpå, helt manuelt ved at fippe nogle sikringer, sådan som Elsebeth har vist mig. Jeg sætter skiltet udenfor, sådan som Elsebeth har fortalt mig. Tag en ekstra trøje med, sagde hun, der kan godt blive koldt. Sætter mig og venter på en stol bag kassen, strikker på de håndvarmere, jeg ville ønske jeg havde nu.
Det er en sløv dag, selv solen magter kun lige akkurat at kravle ind ad de store vinduespartier. Den lyser en tynd stribe af støv op, som for at sige; ja, her ser støvet ud, men du behøver ikke gøre noget ved det, jeg er væk om lidt. Det drypper fra tagene. Vinteren har fastlåst byen i et tempo, der får folk til at sjappe og sjaske forbi på fortovet udenfor. Selvom der er musik i højtaleren, kan jeg høre kølemontrens knurren, og når det engang imellem ruster sig op til de små kølende brøl: nu køler jeg, jeg mener det. Jeg må selv vælge, hvad jeg vil høre; prøver ikke at tænke for meget over, hvad kunderne tænker om min musiksmag. Det er ikke engang nødvendigt at tænke så meget, for indtil uret viser to, har der kun været et par kunder i timen.
Døren går op, og jeg rejser mig instinktivt. Ind træder nu en ældre dame med en lang pelsfrakke, og en damehat i blå pels, der prøver at skjule en fltret frisure. Hun har en stilet lædertaske og en dokumentmappe med sig. Hun gammeldamekommanderer, at jeg skal blande slik for hende, hun er faktisk svagtseende. Hun vil have vegansk vingummi, lakrids, engelsk vingummi, lidt af det ene og lidt af det andet. Hendes ønsker forekommer mig fuldstændigt tilfældige, som om det i virkeligheden er ligegyldigt, hvad jeg putter i. Mens jeg guider damen rundt, og blander en pose slik til hende, kommer der andre kunder ind. De skuler til mig, som om det jeg gør for hende, er alt for meget, hvad er det dog for et show jeg har gang i? Hun spørger om jeg selv har strikket min trøje, det har jeg. Hun har engang været skrædder, fortæller hun. I går faldt der is ned i hovedet på hende fra et tag, men så var det godt at hun
havde hatten på. Hun lægger hovedet på skrå, sniffer og snøfter, kigger på mig med opspilede øjne, og siger hun kan lugte, at det brænder et sted. Jeg spørger hende om det mon ikke bare er hende selv, der lugter lidt af røg. Hun griner, hun har tydeligvis humor på trods af den seriøse brandbemærkning. Jeg kan føle varmen, hun er et varmt menneske. Men måske er hun også sådan én man ikke sætter sig ved siden af i toget, måske er hun sådan en man går en bue udenom på gaden fordi hun snakker med sig selv. Lige nu griner vi bare, og jeg tager hende under min vinge. Hun vil også have noget at drikke, hun tager en Dr. Pepper cherrycola fra kølemontren, der knurrer ad hende, et friskt valg der passer til en frisk dame.
Hun stikker sin dokumentmappe i armene på en fyr, der står bag hende i køen. Han ser lidt perpleks ud, især fordi damen med den blå pelshat tager sin tid. Hun tager alles tid, hun forstyrrer rytmen, hun passer til dagens humør. Moralen stiger mig til hovedet, det har de godt af. Hun skal også lige have nogle chokolademønter med, så også lige nogle tyggegummicigaretter, og fordi kasseapparatet er et levn fra nullerne, hvis ikke halvfemserne, skal jeg manuelt indtaste bland-selv-slik, cherrycola, tyggegummicigaretter og et tilfældigt antal chokolademønter, hun har fsket op fra krukken på disken. Det bliver femoghalvfjerds kroner, så meget ville min mor aldrig give lov til at købe slik for. Damen med den blå pelshat svinger tre sorte kreditkort frem fra sin lædertaske i sneglefart. Sorte kreditkort, Mastercard World Elite-kort, det er sådan noget rige mennesker har, og så endda tre. Men de har alle forskellige koder, og det er først, da hun prøver det tredje, at betalingen går igennem. Den perplekse fyr står stadig med hendes dokumentmappe i armene, og damen med den blå pelshat begynder at pakke tasken foran kasseapparatet. Hun er sådan en, der vader ind i folk med træsko på, og det er folk ikke længere vant til. Der har ikke været en snert af kø hele dagen, men nu kommer folk væltende. Der samler sig efterhånden en snes mennesker bag damen, og de kigger på mig som om jeg skal gøre noget, bede hende pakke sine ting et andet sted. Hun spiller Tetris med taskens indhold, jeg smiler bare. Det er den perplekse fyrs tur. Han sender mig et indforstået blik af medlidenhed, men han siger ikke noget, og han spilder ikke min tid. Der er ikke nogen af de andre i køen, der spilder min tid. Der er ikke nogen af dem, der vader ind i mig med træsko på.
Da de andre kunder er gået igen, går jeg over for at snakke med hende. Hun snøfter, og siger, at hun lige har været forkølet, alligevel har hun lige været ude og ryge en smøg. Hun sætter sig ved det ene bord og drikker colaen, og spørger mig om jeg ikke vil ringe til Falcks Sygetransport for hende, så de kan komme og hente hende her. Det vil jeg selvfølgelig, så det gør jeg, men det havde ikke været en selvfølge, hvis jeg havde været bare lidt yngre. Nu er jeg en rigtig voksen, jeg må være mig mit ansvar bevidst. Jeg ser på den lap papir hun har fået af chaufføren med informationer om hendes afhentning, at hun hedder Liselotte. Jeg forestiller mig, hvordan hun mon bor. I en lejlighed, hvor hun har boet i halvtreds år med tunge, støvede træmøbler, og solen der trænger gennem en røgfyldt stue. Gult tapet, tæpper på alle gulve. Tulipaner på bordet året rundt. Er hendes mand død, er det derfor hun har så mange penge?
Eller mon hun bor på et plejehjem, mon hun bor et sted, hvor man skal have mere hjælp end på et plejehjem? Lappen fortæller, at hun skal afhentes ved Jyllands Allé, hvor hun har været til fodlæge. Vi er langt fra Jyllands Allé. Hvordan i alverden er hun kommet herhen selv, jeg aner det ikke, måske er hun gået efter et barndomsminde om slik. Kundeservicedamen virker ikke spor imponeret, selvom jeg gør meget ud af at forklare, at jeg egentligt bare prøver at tage mig af den her tilfældige dame, den her tilfældige dag i januar, hvor jeg tilfældigvis passer en helt tilfældig slikbutik for min veninde. Hun skal tilbage til Jyllands Allé, siger kundeservicedamen, som hun har aftalt med chaufføren. De kan ikke bare komme og samle folk op, der hvor de er.
Midt i en transaktion virker kortterminalen pludselig ikke. Jeg sætter Liselotte på pause, mens jeg prøver at afede en familiefar og hans søn. Elsebeth sagde, at jeg bare skulle slukke systemet, hvis der kom problemer. Jeg skuler mistroisk til kasseapparatet. Det er elektrisk, men det kæmper alt hvad det kan for ikke at være det. Det får sin vilje, jeg hiver stikket ud og tvinges i smalltalk med familiefaren. Ud af øjenkrogen, kan jeg se Liselotte vrisse af nogle andre kunder, hun tysser og beder deres unger om at tie stille mens hun selv prøver at ringe, de går. Strøm i igen, kortterminalen virker stadig ikke, og fratager Mastercard World Elite al værdi. De betaler for det, de nu kan med de kontanter, de nu har. Mønterne ligger lige tungt i hånden, som mit hjerte i brystet.
Elsebeth er gået glip af dit opkald
Elsebeth er gået glip af dit opkald
13. JAN. 2024, 15:22
ELSEBETH
Elsebeth er gået glip af dit opkald
13. JAN. 2024, 15:28
Elsebeth, please ring, kassesystemet er fucked og ved ikke hvordan jeg fkser det
Elsebeth er gået glip af dit opkald
13. JAN. 2024, 15:31
ELSEBETH
Jeg løber ovenpå, bakser med sikringerne, slukker alt strøm i butikken, sådan som Elsebeth har fortalt mig. Lys, kølemontrens knurren, kasseapparat, højtaler. Jeg kan høre Liselotte reagere forvirret på butikkens slukkede tilstand, henvende sig til nogen. Da jeg kommer tilbage, er der fere kunder end jeg har set hele dagen. Liselotte sidder stadig med sin cherrycola og griner mens hun snakker til sig selv. Får febrilsk fremstammet til den store menneskefok, at jeg desværre kun kan tage lige kontanter. En nytilkommen DSB-kontrollør sukker og giver op. Det mener du ikke, siger hun. Jeg kan se skuffelsen forplante sig i hendes krop, i skuldrene, der sænker sig. Hun havde virkelig glædet sig til slik efter at have vadet frem og tilbage i et tog hele dagen. Jeg har respekt for kontrolløren, selv udenfor de vante omgivelser, frygter for at hun giver en bøde, hvis ikke jeg disker op med noget slik.
Hvad med den slikbutik, der ligger lige om hjørnet, spørger jeg. Den er lukket. Alle andre slikbutikker i området er tilsyneladende gået nedenom og hjem, jeg kan ikke sende hende andre steder hen. Hun fsker en halvtredser frem, vi aftaler, at hun kan blande for en halvtredser præcis. Ingen skal bøde for noget i dag, hverken hende eller jeg. Mens jeg tager imod pengesedlen, ser jeg ud af øjenkrogen tre piger gå ind. I hvad, der virker som en slowmotion-sekvens, svinger de deres lange hår, blinker med deres bambiøjenvipper, tydeligt designerdressed med deres iPad-lignende iPhones. De er højest tolv, og udstråler den ukuelighed, som kun tolvårige kan. Den højeste og hende med det længste hår kommer hen til mig. Min mor ejer butikken så vi må tage hvad vi vil, siger hun og fortsætter: Hun sagde, du nok ikke ved hvem jeg er.
Korrekt antaget, søde frøken. Undskylder til hende, at kasseapparatet ikke virker, som om hun er min nye chef. Mens jeg igen prøver at ringe til Elsebeth, nu også hendes kæreste og samtlige telefonnumre, jeg kan fnde bag disken, kan jeg se, at Liselotte ikke er kommet videre. Nu står hun udenfor døren og ryger sin anden smøg med frakken trukket op over ørerne. Telefonsvarer efter telefonsvarer, går det op for mig, at min tolvårige nye chef er løsningen på det hele. Jeg må have fat i hendes mor.
Jeg beder hende om at ringe til sin mor. Først vender hun ryggen til mig, går et par meter væk, så jeg ikke kan høre med. Jeg undertrykker lysten til at gå over og tage telefonen ud af hånden på hende, så lad mig dog tale med en voksen. Hun taler lavmælt, og kigger på mig over skulderen indtil jeg får sagt, at jeg gerne selv vil tale med hende. Pigerne går igen med slik i hver hånd, og butiksejeren kommer ned, det kan slet ikke løses over telefonen. Mens hun træder ind, fortæller jeg nogle kunder, at vi desværre kun kan tage mod lige kontanter. Nej nej nej, vrisser hun, det skal du ikke sige til dem. Tydeligt frustreret og irriteret over min inkompetence, får hun fkset, hvad jeg har rodet kassesystemet ud i. Får undskyldt, at jeg har fået blandet hendes datter ind i det, og kan mærke at hun bløder lidt op, og at det ikke gør noget. Hun smutter igen, stoler på jeg har styr på det nu. På vej ud ad døren henvender Liselotte sig til hende.
Åh nej, når jeg at tænke, nej nej nej. Du skal i hvert fald ikke fortælle, at du har været her i langt over en time, at du har skræmt diverse kunder væk, at jeg ringede til Falck for
dig, og at jeg har brugt rigtig meget tid på at hyggesnakke med dig i stedet for at passe hendes butik. Men Liselotte smiler bare til mig, peger på mig og siger ikke andet end: ”Hende dér skal du være glad for.” Jeg får øjenkontakt med butiksejeren inden hun går ud ad døren, vi har aldrig set hinanden før, og vi ved begge to godt, at vi aldrig kommer til at se hinanden igen.
Det er ved at være mørkt, jeg spørger Liselotte gentagende gange om jeg kan hjælpe hende med noget, for at være høfig, for i sidste ende at få hende til at gå, venlighed er også en form for manipulation. Jeg kan slet ikke gennemskue konsekvenserne ved at sende hende alene ud i mørket, men i den grad heller ikke konsekvenserne af, at hun bliver helt indtil jeg har fri. Jeg ved ikke om Liselotte har gennemskuet min venlighed, for nej, det skal jeg i hvert fald ikke, jeg har da allerede hjulpet rigeligt, og hvis hun havde haft en halvtredser, ville hun have givet den til mig. Tænker for mig selv, at det kan vi da godt ordne over kassen med hendes Mastercard World Elite, men det forbliver en tanke. Jeg går rundt, ordner butiksting, sådan som jeg egentligt skal, jeg er jo på arbejde, selvom det i dag føles som alt andet end en slikbutik, som om jeg bare fandt herind ved et tilfælde og stillede mig bag kassen.
Liselotte rejser sig, hun siger, at nu vil hun i Bruuns Galleri. Endelig, endelig, endelig. Men også et stik i hjertet, farvel Liselotte, farvel damen med den blå pelshat. Jeg håber du fnder godt hjem, jeg håber du beriger andre med din fnurlige eksistens, og jeg håber du tvinger andre til at drage omsorg for dig. Jeg håber du får nogen inde i Bruuns Galleri til at ringe til Falcks Sygetransport, jeg håber de skal forklare den samme kundeservicedame, at de i dag bare er en tilfældig brik i dit liv. Liselotte siger farvel, forsvinder ud i kulden, trækker igen frakken op om ørerne og tænder sin sidste smøg.
Silja Ravnholt, Kunstner
Unique
Silja Ravnholt, Kunstner
Billede
HJERTER OG
OG HÆNDER
Maja Linderoth, Litteraturhistorie
Skabelsen af en metaforisk og fysisk sweater
Helena C. Fig, Æstetik & Kultur
Jeg strikker en sweater. Den er mig, og jeg er alle og alt, jeg elsker.
Sweaterens former bliver til, lidt efter lidt, række efter række. Asymmetriske frkanter af garner i forskellige farver skabes under mine strikkepinde.
Rækken begynder med en stor frkant i varme nuancer af blågrøn. Som havet fyldt med alger og andet liv. Eller det store akvarie vi havde i hjørnet af stuen, da jeg var lille. Sugemallerne og mine fngre på hver sin side af glasset. Firkanten består af fere tråde. Den ene kan jeg ikke huske, hvordan jeg fk. Men jeg kan huske, at det var det garn, jeg brugte, da jeg lige havde lært at strikke i håndarbejde. Det var nok mine forældre, der købte det til mig. Jeg forestiller mig min mor, der aldrig selv har haft behovet for at skabe med tekstil, og min far, der altid opfordrer mig til at bruge min fantasi. Jeg ser dem give mig garnet. Og mig, der ihærdigt strikker et rektangel, før jeg går tilbage til mine tegninger og lægger garnet og pindene i min rodede kreaskuffe. De to andre tråde er fra to cardigans, jeg strikkede til min mor med et par års mellemrum. Den første var for lille, og den anden blev afeveret som en julegave i slut januar. Jeg mærker trådene mellem og rundt om mine fngre, og jeg føler mine forældre. Jeg føler deres store overskud. De gav mig både hele havet og det trygge akvarie i hjørnet af stuen.
Jeg skifter farve og vikler det gamle garn om det nye, så det endelige resultat ikke er en masse usammenhængende frkanter, men en samlet sweater. Det nye garn er nogens gamle garn. Jeg købte det i en genbrug i min hjemby. Jeg kan godt lide tanken om, at nogen har haft det før mig. At de besluttede sig for, at der var en anden, der ville have
Tema
Billede & Tekst
mere brug for det end dem. Jeg har ikke behov for at vide hvem. Jeg foretrækker det sådan her. Således er den tidligere ejer mit hjem, som gav en del af sig selv til mig, da jeg tog videre.
Længere nede strikker jeg en stor, changerende frkant. Den er lavet af mange garner som bliver holdt sammen til et stort net, der griber mig, hvis jeg har brug for det. Der er enkelte nøgler, jeg har fået til fødselsdage af folk, der kender mig, men ikke kender strik. Det er mintgrønt og fuffy. Hvidt bomuld, og lyseblåt plastic. Det er bedre end ægte uld, fordi jeg fk det af dig, min ven. Den her lilla minder mig om dig. Den her tekstur minder mig om dig. Jeg får varmen af jeres gaver, og jeg håber, I kan føle, at jeg gør mit bedste for at give varmen tilbage til jer.
Jeg har strikket i fere timer, og mine håndled gør lidt ondt. Der er en lille rød streg på min pegefnger, hvor garnet hviler, og mine hænder dufter af får. Jeg ser på den halvfærdige sweater foran mig og tænker på tråd, der laver løkker i sig selv, så det bliver til stof.
Jeg samler en tabt maske op. Den blev tabt nogle rækker tilbage, men den kan vikles om de andre tråde opad som en stige, indtil den er på plads igen.
Jeg overvejer tråden som metafor.
“Den røde tråd”, “weave a story”, “tight-knit”.
Jeg overvejer tekstilhåndværket som samlepunkt for folk historisk og i dag.
Jeg overvejer, hvordan min næste frkant skal strikkes.
Det bliver garnet, jeg selv har spundet. Jeg tager det og binder det i en knude om den forrige tråd. At spinde garn blev for nyligt tilføjet til mit arsenal af hobbyer. Det er beroligende at træde rytmisk i pedalen, så hjulet drejer. Ligeså at holde og hive let i skyen af uld imellem mine hænder, indtil det danner en tråd, der holder om sig selv i kraft af, at det bliver snurret af hjulets bevægelse. Og det er beroligende at vide, at det kun er min arbejdskraft, der bliver udnyttet, at der ikke bliver skabt mere, end der bliver brugt. Denne hjemmelavede tråd er mit forsøg på at håndtere den oftest snigende (af og til altovertagende) frygt for at gøre vores alles hjem ubeboeligt for os selv. Det var sådan det hele startede. Den langsomme produktion af alt, jeg iklæder mig giver mig tid til at lægge intention i det. Tid til at værdsætte at være her. Omfavnet af verden og dem, der bor i den.
Jeg er næsten færdig. Jeg mangler et par rækker mere af min sweater, før jeg kan tage den på og vise min intention. Den er mig, og den er alle og alt, jeg elsker, fordi jeg ikke kan sige “I care” på dansk så let som på engelsk. Så jeg strikker det og bærer det som tøj. Kun de, som beskeden er ment til, kan læse den.
Jeg lukker maskerne af, en efter en, men lader tråden hænge til sidst. Så tager jeg sweateren på.
Tema
Billede & Tekst
Tema Billede & Tekst
Drik dine sorger væk i kaffe
William Yde Christensen, Litteraturhistorie
”Du er en fandens karl. Et unikum. En musikalsk hypnotisør, der betager alle med vuggende melodier fra guitaren. En verdensmand, intet mindre” - løgn og atter løgn, siger jeg bare. En peptalk kunne vel lyde sådan, når mit selvværd siler ned i februars kloakker, der oversvømmer tålmodigheden og håbet for sommerens komme.
Det skulle angiveligt være så omsorgsfuldt at føre dagbog over ens succeser og forcer. En taknemlighedsdagbog, kaldes det, som kan gøre os positive og lykkelige. Vigtigst er det at glemme sin daglige følelse af fasko. Lyv så stærkt som en hest kan rende! Til slut skal det nok blive sandt. Eller i hvert fald forandre et slags selvnarrativ, der åbner for et skjult skatkammer af optimisme. Det er et ’redskab’ jeg stiftede bekendtskab med for nogle år siden, da en psykolog rådede mig til at afprøve det. Sidenhen er jeg stødt på foretagendet i fere artikler fra forskellige medier. Men sagen er den, at jeg aldrig kunne fnde på at kalde mig en fandens karl – det er der forhåbentlig ingen, der siger om sig selv – og når jeg slår guitarstrengene an, lyder det oftest som et Svampebobfrkant-track fra Bikini Bottom end Orpheus’ forførende og harmoniske lyre.
Jeg lægger ikke skjul på min mistro og modvillighed til dette foretagende. Self compassion, kaldes det også. I stedet for at prøve at få det bedre og være i zen, så vælger jeg at være urolig, nervøs og led ved alting. Sådan er det altid om vinteren. Det ville tjene mig bedre at samle pant, så jeg kunne få råd til en afbudsrejse næste vinter til Gran Canaria, hvor der er sol, billige øl og smøger end at skrive rosende om mig selv. Jeg kan ikke se det som andet end et evigt foretagende, der skal holde ustyrlige tanker i skak og give et slet håb om en tilværelse, der sjældent realiseres. Jeg har iført mig pessimismens kappe.
Undertiden kigger jeg ned i gården fra mit lejlighedsvindue og genkender en mand rode i skraldespanden efter pant. Jeg har boet her i snart to år, og han går stadig i de samme pjalter. Ved han, at jeg sidder møgforkælet i varmen og har ondt af mig selv? Nej, tænker jeg, for han er optaget af overlevelse. Jeg derimod har kun kvaler ved at leve. Der fndes i grunden ikke noget mere moralsk skident end overfod og mismod. En Mismodig overfod. Her kan man føle sig som verdens navle, levende og desillusioneret; bedøvet af sindssyge sansemætninger, så man dårligt nok magter at forholde mig til mennesker, hvis skæbne kun ville være en til besvær. Hvem her er mest sølle? Det er jeg, det er sandheden. Mig, mig, mig. Denne tankegang burde forsvinde med det store skyld.
Det virker forkert at lyve for sig selv. Selv hvis det ikke er løgn, det man skriver, så er det underligt og kedeligt at skrive om sig selv på den måde, der lægges op til ved taknemlighedsdagbogen. I stedet vil jeg opfordre til, at man tager sin lede ved vinteren i brug og skriver noget ganske andet. Typisk når mit hoved kværner i ting, jeg egentlig helst vil være fri for at tænke på, så skriver jeg det ned på et kaffeflter. Altså de ubehagelige ting, som ellers skal dølges i taknemlighedsdagbogen. Hvilken indsigt kan det ikke give? I genkender måske det, at man står overfor et menneske, man skælder huden fuld, indtil det står sammenkrøbet, betuttet og kalder på ens medlidenhed og nåde. Man kan ikke andet et forbarme sig over kæltringen; vi ville gøre vold på os selv i så fald, siger K.E. Løgstrup. Sådan har jeg det, når jeg skriver på mine kaffefltre om mig selv, hvor jeg på samme tid agerer både bøddel, offer og frelser. Man kan kun tilgive den, der har noget at angre.
Der kan på det lille, brunlige stykke papir ikke stå så meget, så jeg fatter mig i korthed. Det er effektivt. Nej tak til ordfommen. Jeg brygger derefter en omsorgsfuld kop kaffe på samme flter. Så er klimaskammen da nærmest fjernet fra samvittigheden. Det er genbrug. Kvalerne udviskes og opløses langsomt og terapeutisk af de sidste dråber. Det er ligesom at skrifte og få syndsforladelse i én. Drik dine sorger væk i kaffe - der fndes ikke noget mere tilgivende. ”Du er god nok, som du er” forestiller jeg mig, at kaffen hvisker til mig, eftersom jeg til sidst gav den det venlige sprog med i dens tilblivelse. Jeg sluger disse ord med stor iver, som var det Gallernes trylledrik, der gav styrke til at besejre den romerske hær af rystende espeløv. På den anden side af pessimismens bjerg ligger en stolthed af den man er, hvis man tør at genkende dens potente ’medsmag’ af handlekraft og vilje til at hæve sig fra sølet. Uden pessimismen mister brygget sin barmhjertige magi.
Meetings
Anne Sofe Damtoft Kjer, Kunsthistorie
Min forståelse er, at vi kan vokse ved at møde hinanden. Vi kan vokse i mødet, fordi vi ser og skaber nye sider af os selv i andres øjne. Når to sjæle mødes, mærker de hinanden, og deres fammer lyser op i hinandens selskab. Når de rører hinanden, bevæger de sig sammen. I cirkulære bevægelser omfavner de hinanden, og deres farver blandes. Blå og rød gør hinanden lilla. Ud af mødet kommer der noget tredje. Når de skilles, er det dette, som forbliver i dem begge. De er begge vokset af mødet, men også ændret sig. Det er måden, man gror til at blive den person, som det er meningen, man skal være.
Jeg har lavet en serie af billeder for at prøve at visualisere den oplevelse, jeg har haft ved møder. Omsorg er en stor del af et ’sjælemøde’ – det kræver omsorg at se nogen og møde nogen fuldstændigt. Det tager tid, åbenhed, villighed. Det kræver at være villig til at elske – og til at miste. Serien består blandt andet af de 3 følgende billeder, som hver har et tilhørende digt, der også fungerer som titel: ”I am so soft for you”, ”I want to swim inside the ocean that is our love” og ”My shoes carry the dust of San Marco monastery”. Overgangsbillederne i bladet, samt billedet på denne side, er også visualiseringer af møder.
1, Anne Sofe Damtoft Kjer
Meetings, 1
Your touch
Made me melt
Now I am
Running water
I am so soft for you
Like water running
So softly along
I am so soft for you
I’d never let you drown
I am so soft for you
Like a gentle lake
Wanting to be a lake
So you could swim inside of me
So I could surround you
Touch you everywhere at once
And you could dive deep in me
And I’d push you around
So gently
It’d feel like a gentle hug
I am water
The sun shines through me
Refects in me
I wish you’d sit by me
Dip your feet in
Close your eyes as you feel the sun
And I’d be refreshing on a hot summer day
I’d be cold running water
All for you
2, Anne Sofe Damtoft Kjer
Meetings, 2
I want to swim inside the ocean that is our love
I feel your words like water around me
Even though I can’t feel your touch, I feel you
I feel your caress like water kissing my thighs and stomach
Surrounding me, memories of you feel like fresh salt water
When you looked at me, it felt like the sun shining
When I touched you, you felt like honey, and I felt like a bee
It felt like I’d always know you
It felt like we were always meant to be
My body yearns for you, but my soul is not hungry
When you gave me your love, it stayed with me
When you kissed me, it felt like you poured your soul into me
When you were inside of me, it felt like I was I inside of you
I wish I could live inside you even for a moment
When I felt your soul, it made me want to give you mine
I feel like the moon, forever doomed to be far away
I want to swim inside the ocean that is our love
Meetings, 3
My shoes carry the dust of San Marco monastery
My shoes carry the dust of San Marco monastery
The place that made me feel so at peace
I was afraid the rain would wash it away
Your umbrella catches the rain
My heart sometimes imitates my phone receiving a message
I have a thousand little things you gave me
A thousand little things to show your love
When you like someone you just give away and away and away
They aren’t things you bought for me
They are your things that you gave to me
Your things are now my things just as the you that existed then is now mine and only exist inside of me
Lene Lysdahl Vacherhausen, Æstetik & Kultur
1. En kliché, men smil - for det smitter. Du mister ikke noget af at virke fink.
2. Drop ghosting og send en besked. En hurtig, “Hvordan har du det?”, kan redde nogens dag, og det tager jo kun 5 sekunder af din egen.
3. Gør noget nice uden at prale om det. Rigtig venlighed er, når ingen ser det, men nogen mærker det.
4. Vær den ven, du selv ville ringe til kl. 03 om natten. Loyalitet er guld værd, så vær der, når det gælder.
5. Del din mad (eller et stykke tyggegummi). Det giver gode point på karma-kontoen ;).
6. Boost nogens dag. Giv et oprigtigt kompliment uden selv at forvente noget til gengæld.
7. Læg mobilen ned og kig op. Folk foran dig er vigtigere end nye trends på Instagram og TikToks algoritmer!
8. Lån dine ører ud (Det er gratis). Lyt ordentligt, når folk snakker, og vis interesse. Ingen kan lide at snakke til en zombie.
9. Udvis ‘hvorfor-ikke’ energi. Hjælp nogen, selvom du ikke skal. Holder det dig vågen om natten? Nej. Gør det en forskel? Ja!
10. Vær den, der husker de små ting. Nogens yndlingsslik? Den eksamen de var nervøse for? Spørg ind. Det slår hårdt på hyggeskalaen og betyder meget.
