Leder En ode til forhindringer

En ode til forhindringer

Det er godt og vel syv måneder siden, at jeg tog med en tom bus fra Granada til Madrid. Ikke nok med at bussen var tom, der var ikke en eneste bil i sigte på hele den spanske motorvej. Til gengæld var lufthavnen fyldt med desperate mennesker, der stod i kø til det lille billetkontor i håbet om at få fat i en flybillet, der kunne sende dem et eller andet sted hen, der er tættere på hjem. Selv lykkedes det mig med nød og næppe at få fat i en flybillet til Hamborg, velvidende at grænsen til Danmark var lukket, men det blev ikke bedre end det. Jeg boardede et fly fyldt til randen med solstraffede tyskere, landede i Hamborg ved midnatstid, græd lidt på Hamborgs hovedbanegård, da jeg ikke nåede det sidste tog til Flensborg, græd lidt igen, da det gik op for mig, at jeg ikke måtte sidde på McDonald’s og vente på grund af de nye restriktioner, og græd endnu en gang, da en shaman kastede en forbandelse over mig og min kolde Big Mac, inden der endelig gik et tog. Da jeg ankom til Flensborg, fangede jeg en taxa, der kunne køre mig til grænsen, som jeg måtte krydse til fods. Herfra kørte jeg ud til et øde sommerhus ved Ringkøbing Fjord, hvor jeg skulle gå i den påkrævede isolation. Rejsen varede over 24 timer, og jeg husker den som lyden af en sirene, som smagen af automatsandwich og som lugten af tusind tyskeres sved i et gammelt tog i Slesvig. I de 24 timer var alt kaotisk – og herefter blev alt stille. I ugerne som fulgte bagte hele Danmark bananbrød og sang lidt sammen om fredagen, men ellers ventede vi bare på de nyeste tal, de nyeste opdateringer, det næste pressemøde. Der var ikke plads til at tale om andet. Semesteret blev et produkt af ’den ekstraordinære situation’. Al samvær og samtale med andre mennesker blev styret af den uvelkomne force majeure, der brutalt affejede muligheden for kort at lade sig distrahere af noget andet. Det ville næsten være for nemt at tale om Covid-19 som en forhindring – for ordet forhindring indikerer, at Covid-19 er noget, vi kan overkomme. Noget, vi må bekæmpe og overvinde. Væk, videre. Men uanset hvor meget sprit, vi smører vores hudsultne kroppe ind i, og selvom vi endog trodser vores eget maskeringsforbud i sundhedens navn, så bliver Covid-19 ikke nemmere at tæmme. Nej, corona er bestemt

ikke en forhindring – det er verdens længste stirrekonkurrence, der i flere måneder krævede vores udelte opmærksomhed. Men nu tyder det på, at vi endelig har fået nok af at ærgre os over aflyste flyafgange og stirre på det stigende – eller faldende – antal smittede. Jovist, Covid-19 holder stædigt fast og stirrer ufortrødent videre. På trods af det er vi alligevel kommet videre i en eller anden forstand. Forhindringerne er nemlig tilbage! Altså de rigtige forhindringer, som vi alle kan tale om og diskutere, som vi har en holdning til, og som giver mening at modarbejde i fællesskab. Det var Black Lives Matter-bevægelsen, der endelig fik os op fra sofaen i slutningen af foråret, og som langt om længe brød Covid-19s monopol på at pryde avisforsiderne. I direkte forlængelse af BLM skete der i september også endelig et reelt gennembrud for Me-Too-bevægelsen i Danmark – et gennembrud, der åbenbart ikke kunne lade sig gøre i 2017. Efter pandemisk krise følger der øjensynligt et systemskifte, og det har aldrig været mere tiltrængt. Måske vi selv har trængt til at løbe ekstra stærkt efter flere måneders betænkningstid bundet til sofaen? Det kan godt være, at Covid-19 startede 2020 med at sætte hele verden i brand, men det føles som om, at vi selv får lov at afslutte året med tændstikken i hånden, og det er verdens største lettelse. Der er ingen tvivl om, at der er lang vej endnu – det er ikke små forhindringer, vi har med at gøre. Til gengæld står det klart, at forhindringerne i virkeligheden er den største gave og et privilegium, for en forhindring afgiver også et løfte om en løsning et sted henne ad vejen. Der er noget at kæmpe for, der er kampe, der ikke løses bedst fra sofaen, og som vi selv har en part i. Det er næsten rørende selv at stå med tændstikken i hånden, og vi på VISIR byder forhindringerne velkommen her i #88. I kan blandt andet glæde jer til at læse om den kringlede vej til ph.d.’en, en spændende fortolkning af den klassiske afgangsstil i folkeskolen, akademiske artikler om Antigones brud med samfundets strukturer og om ’afkanoniseringen’ af Shirley Jackson. Desuden bringer vi et ekstraordinært fokus på de danske mikroforlag og har interviewet en række af disse for at belyse de udfordringer, de møder i deres virke. God læselyst!

//Rebekka Bundgaard, ansvarshavende chefredaktør