noget på hjertet? Hvem taler man til, når man taler

Hvem taler man til, når man taler om sit liv? Af Rasmus Boelsmand, Æstetik & Kultur

Den vietnamesisk-amerikanske forfatter Ocean Vuong romandebuterede sidste år med bogen On Earth We’re Briefly Gorgeous. En bog der i år udkom på dansk, oversat af Caspar Eric, med titlen Vi er kortvarigt smukke her på jorden. En roman der handler om vold, racisme, afhængighed, homoseksualitet og tab. Bogens fortæller, der bliver kaldt Lille Hund, er efterkommer af en vietnamesisk bedstemor, der flygtede til USA i forbindelse med Vietnam-krigen, med sin datter. Datteren optræder som et du i bogen - Lille Hunds mor. Bogen er smukt og indsigtsfuldt skrevet, men den er også modbydelig hård at læse. Jeg vil ikke gå ind i selve bogens handlingsforløb, der langt hen ad vejen er bygget op omkring erindrede situationer fra fortællerens opvækst. I stedet vil jeg forholde mig til dens henvendelsesform. Romanen er udformet som et brev til moren, men hun kan ikke læse. Der opstår herigennem to, lidt hårdt opridsede læsninger: Den første er bogen som et brev, der mister sin modtager, den anden som en roman, der ikke henvender sig til en enkelt, men til en flok af læsere. Læsningerne kan selvfølgelig ikke modstilles, bogen indeholder begge dele, men jeg vil alligevel her adskille dem, for at nærme mig bogens styrke og den, måske, deraf afledte svaghed.

Betragtet som et brev med en klar modtager, der aldrig kan modtage indholdet, vender hele henvendelsen tilbage til dens andet led, udsigelsespositionen, fortælleren, Lille Hund. Ved at henvende sig til sin mor udenfor en sfære, hvor hun kan modtage det, sættes brevet også fri fra hensyn. Afsenderen frigøres. I den frigørelse åbnes muligheden for at bekende uden at stå til ansvar for modtagerens følelser, et skriftligt frirum som en dagbog, men med en indlejret modtager, hvorfor skriften bliver relationel i modsætning til dagbogsformen. Derigennem opstår en øm fortælling om mor og søn, med en ømhed både rettet mod moren, men også en følt ømhed hos fortælleren. Men brevformens logik sprækker nogle gange, og bag sprækkerne siver romanen igennem. I den relationelle skrift ligger en intimitet og en indforståethed, der går i konflikt med romanformen, hvor situationer, som moren og fortælleren deler, skal for-

klares i højere grad. Her risikerer bogen (og tenderer til tider til) at blive overforklarende til en grad, hvor den grundlæggende præmis, at bogen er et brev, bliver svær at købe. Samme henvendelseskonflikt gør sig også gældende når Vuong citerer og parafraserer Roland Barthes og Simone Weil og refererer til Marcel Duchamps kunstværk Fontæne, en readymade, bestående af et urinal vendt på hovedet og signeret ”R. Mutt”. Læser man med bogen, bliver det her en forstærkelse af en pointe vedrørende den afstand, der er opstået mellem fortælleren og hans mor i fortællerens uddannelsesforløb og vej mod at blive forfatter. Det er i øvrigt en tematik der tidligt slås an, da fortælleren som barn fejlslagent forsøger at lære sin mor at læse. Hvis man derimod har fået sået tvivlen om, hvor langt brevets logik egentligt rækker i bogen, som det var tilfældet i min læsning af den, kommer referencerne meget hurtigt til at ville henvende sig til en anden end den uuddannede mor, men i stedet til den potentielle læser.

Ocean Vuong skriver smukt og hårdt, og Vi er kortvarigt smukke her på jorden er en lige så vigtig bog, som den er smuk og hård, men den er også bedst, når den holder fast i henvendelsen til moren, selvom hun ikke kan komme til at læse den. Fra den position opstår intimiteten og kærligheden på trods. Fra den position opstår ømheden.

Ocean Vuong Vi er kortvarigt smukke her på jorden Oversat af Caspar Eric C&K Forlag 288 sider Vejl. pris: 300,-