neskets kosmiske ligegyldighed “Ud gennem mundens dør / blæste

“Ud gennem mundens dør / blæste hjernen sin flamme” Af Rebekka Bundgaard & Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie

Spanske klassikere på dansk

Det Poetiske Bureau er et forlag, der spytter snart den ene klassiker efter den anden ud, desværre ofte uden at dette tiltrækker nogen videre opmærksomhed fra dagbladskritikkens side. I løbet af de sidste par år har forlaget udgivet en række spanske og latinamerikanske digtsamlinger i tosprogede udgaver, hvilket efterhånden er en sjældenhed her til lands. Således er litterære ikoner som nicaraguanske Rubén Darío, chilenske Gabriel Mistral og spanske Federico Garcia Lorca nu igen gjort tilgengængelige for danske læsere. Særligt efter at først Husets Forlag og siden hen Borgen og Tiderne Skifter gik bort, har det danske bogmarked været fattigt på spansksproget litteratur, hvis man ser bort fra Skjødt og det relativt anonyme forlag Aurora Boreal. Det er derfor ganske tiltrængt, at disse tre poeter udgives i så fyldige og repræsentative udvalg.

Modernismens fader

Den Nicaraguanske digter og diplomat Rubén Darío (1867-1916) står som en milepæl i Latinamerikas litteraturhistorie, særligt i kraft af digtsamlingen Azul, der indvarslede den litterære modernisme i den spansksprogede litteratur. Darío var tydeligt inspireret af parisermodernisterne, Charles Baudelaire og Paul Verlaine, og forfatteren mødte selv sidstnævnte idol i Paris, hvilket viste sig at være en slem skuffelse, som oversætteren Gorm Rasmussen beretter om i sin begejstrede introduktion til poetens liv og værk. Ved dette møde skulle Verlaine ganske enkelt have udbrudt, stærkt omtåget af absinth naturligvis, “ære, ære, lort, lort” (!). Gorm Rasmussens udvalg dækker både digte, fortællinger, essays, journalistik, og det autobiografiske, men ufuldendte romanfragment Mallorcas guld. Læseren præsenteres således for et bredt udvalg af Daríos oeuvre, hvori man kan se progression og kontinuitet - fra prosadigtene i Azul til de senere, mere tydeligt politiske digte, som eksempelvis ‘Til Roosevelt’ - Daríos smædedigt mod den amerikanske præsident, der blev skrevet som en reaktion på USA’s invasion af Panama i 1903. Her spiller

poeten på odens genkendelige genretræk, men nu med omvendt fortegn, således at præsidenten ikke ophøjes, men derimod degraderes i en form for antipanegyrik:

¡Primitivo y moderno, sencillo y complicado, / con un algo de Washington y cuatro de Nemrod! / Eres los Estados Unidos, / eres el futuro invasor / de la América ingenua que tiene sangre indígena.

Digtet bevæger sig fra en kritik af Roosevelt som inkarnationen af USA’s imperialistiske ambitioner i Latinamerika, til en direkte civilisationskritik af kapitalismen og amerikanernes hykleriske forhold til frihed: “Juntáis al culto de Hércules el culto de Mammón; / y alumbrando el camino de la fácil conquista, / la Libertad levant su antorcha en Nueva York”. I Rasmussens danske oversættelse lyder versene således: “I dyrker Herkules og Mammón i forening; / og vejen til den nemme erobring / oplyses af Friheden, der løfter sin fakkel i New York”. Darío finder en modpol til det overfladiske USA i Latinamerikas historie, hvor særligt den præcolumbianske fortid besynges, eksempelvis i digtet ‘Tutecotzimí’. Fælles for mange af digtene er deres rytme og musikalitet, der kan være svært at gengive, når man oversætter fra spansk. Derfor er det herligt, at forlaget har valgt at udgive de danske oversættelser side om side med den spanske originaltekst.

Duendens teori og leg

Federico García Lorca (1898-1936) udgør en af de absolut vigtigste og uomgængelige stemmer i spansk litteratur, både i kraft af sit værk, der dækker poesi, teater og prosa, og i kraft af sin alt for unge død foranlediget af Francos bødler. Spændvidden fra Sigøjnerballader til Digter i New York er godt repræsenteret i dette udvalg, der dækker det meste af Lorcas lyriske produktion. Den granadinske poets værker trækker på alt fra andalusisk folklore, romaernes musikalske traditioner og storbyens flimrende sanseindtryk. Geografisk bevæger digtene sig således også fra Granadas sigøjnerhuler til New Yorks skyskrabervrimmel. Hans nære venskab med Salvador Dalí og filminstruktøren Luis Buñuel fornægter sig heller ikke, hvorfor surrealismens særlige billeddannelse også viser sig i digtene, eksempelvis i digtet ‘New York (Kontor

og fordømmelse)’, hvori kapitalismens evne til at tingsliggøre og kvantificere udstilles:

Under multiplikationerne / er der en dråbe andeblod; / under divisionerne / er der en dråbe sømandsblod; / under additionerne, en flod af kærligt blod. / En flod der flyder syngende / forbi forstædernes sovekamre, / og det er sølv, cement, eller brise / i New Yorks falske morgengry.

Lorcas kritiske nerve, som han demonstrerer i dette digt, blev også rettet mod sit hjemlands politiske spændinger, som i den dystre ‘Romance de la Guardia Civil Española’, fra Sigøjnerballader, hvori han revser den spanske civilgarde:

Sorte er deres sko./ På kapperne stråler/ pletter af blæk og voks./ Deres kranier er af bly,/ derfor græder de ikke Den ildevarslende tone accentueres yderligere, når man har forfatterens død in mente. Netop døden er ofte til stede i Lorcas værker, men ikke altid som en trussel. I et essay, der desværre ikke er med i dette udvalg, beskriver Lorca den ‘mystiske kraft’, duenden, der gennemstrømmer sydspansk kunst og kultur - “Mens Tyskland, med visse undtagelser, har muse, og Italien altid vil have engel, bevæges Spanien til alle tider af duenden, for det er et land af ældgammel musik og dans, hvor duenden presser citroner af daggry - et dødens land, et land der er åbent for døden. (...) I Spanien er en død person mere levende som død end noget andet sted i verden.” Det sidste må siges også at gælde for Lorca selv, hvilket dette udvalg vidner om.

Økopoetisk klassekamp

Chilenske Gabriela Mistral (18891957), pseudonym for Lucila Godoy Alcayaga, var den første Latinamerikanske forfatter, der vandt Nobels litteraturpris i 1945. Mistral var dermed en af de første Latinamerikanske digtere, der høstede international anerkendelse, og med god grund: Hendes digte er først og fremmest kendt for at give de mennesker en stemme, der ellers ikke vil have en. Hun taler for alle undertrykte kvinder,

for religiøse minoriteter, for fattige og udsatte. Samtidig søger Mistral med sin poesi at værne om den Latinamerikanske kultur og natur, to sider der i mange af digtene bliver til samme sag. Naturen er hele fundamentet for Mistrals poetiske sprog, og ordet selv (og sproget, og poesien) bliver omvendt også beskrevet som naturkræfter. Det forekommer ikke på en klassisk romantisk facon, hvor poeten finder Gud og kunst gennem naturen, selvom det umiddelbart kan forekomme sådan, da religion som sagt også er et gennemgribende tema. Det er langt mere raffineret end som så: Det er ikke nødvendigvis en ophøjet, sublim natur vi møder i digtene, og som sammenlignes med de kvinder, Mistral skriver om. Nej, deres ord flyder som ‘harpiks’, de er kaktusblomster der må leve i tørke. Chilenske byer beskrives som tørre insektskjold, ligesom kvæg og ærkeenglen beskrives som to følgesvende. For Mistral er denne samhørighed mellem Latinamerikas undertrykte kvinder, kultur, varierede natur og religiøse billeder en måde at inddrage hendes komplekse samtid i en mytologisk historie om kontinentet. Samtidig er Mistral også altid opmærksom på ordets kraft, der sidestilles med både religiøse kræfter og naturkræfter, og dermed bliver ordet symbolet på det allermest ophøjede i hendes poesi. Dette ses tydeligt i digtet ‘Et ord’:

Et ord sidder fast i min strube, jeg slipper/det ikke løs, kan ikke befri mig for det/ skønt blodet presser på for at få det frem./ Slap jeg det løs ville markerne svides,/ lammet forbløde, fuglen falde til jorden.

I sidste strofe i samme digt skriver Mistral således:

Ak! uden at vide at jeg havde et ord/af jod og alunsten mellem mine læber/uden at kunne huske en eneste nat,/ mit lange ophold i det fremmede land,/ bedraget der slog ned som lyn ved min dør/ og min krop der gik omkring uden sjæl!

Dette digt er en udmærket repræsentant for Mistrals poesi. Denne måde hvorpå ordet er såvel en mytisk kræft som noget meget konkret kemisk, gør at Mistral både skriver sig ind i en

Latinamerikansk tradition for at dyrke myten, og samtidig tager forskud på den økopoesi, der vinder frem i dag.

Det er i høj grad på sin plads, at Det Poetiske Bureau udgiver disse tre antologier, og tilmed gør det på en måde, der understreger den klassikerstatus som de tre forfattere fortjener. Endvidere må vi også rose, at forlaget har udgivet teksterne både på originalsproget, og i en eminent dansk oversættelse. Digtene fortjener at blive læst på spansk, da der unægteligt vil gå nuancer tabt i en oversættelse, og ved at udgive disse dobbeltudgaver formår Det Poetiske Bureau både at anerkende forfatternes værker og tage læseren alvorligt.

Gabriela Mistral i udvalg Oversat af Malene Boeck Thorsborg Det Poetiske Bureau 460 sider Vejl. pris: 300,-

Rubén Darío i udvalg Oversat af Gorm Rasmussen Det Poetiske Bureau 274 sider Vejl. pris: 300,-

Federico García Lorca i udvalg Oversat af Juancío D’Héroville Det Poetiske Bureau 668 sider Vejl. pris: 300,-