Antigone: mellem sorg, substantiali

Antigone: mellem sorg, substantialitet og smerte Af Laura Priyanka H. Andersen, Litteraturhistorie

This paper will examine Sophocles’ Antigone (441-442 f.Kr) through Søren Kierkegaard’s thesis on tragedy, “The Ancient Tragical Motif as Reflected in the Modern”. It argues that Antigone as a double tragedy portrays both sorrow and pain and their corresponding concepts of human agency. Antigone exhibits two opposing yet interdependent configurations of substantiality while stressing the limitations of human agency in relation to the divine order of the gods. Imply-

ing both sorrow and pain, Antigone presents an interrogation of two notions of human agency, while still stressing the insufficiency and ambiguity of both. It reveals a new notion of guilt that asserts the agent’s relation to its actions and emphasizes its individual and moral responsibility.

I første bind af Enten-Eller (1843) udlægger Kierkegaard dele af sin antik- og tragedieforståelse i kapitlet ”Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske”. Kierkegaards argumentation tager udgangspunkt i Aristoteles’ Poetikken, men afgår derfra, idet Kierkegaard interesserer sig for det antikke som modus. Kierkegaard fremhæver i tragediens funktion, ikke frygten, men medlidenheden som dét, der er relativt og foranderligt i forskellige tidsperioder: Hvor den antikke tragedie vækker sorg, vækker den moderne tragedie smerte. Forskellen mellem de to modi ligger i idéen om menneskets agens, og den grad af skyld som udspringer af den. Centralt for Kierkegaards begreb om sorg er substantialitet. Substantialiteten er det spind af eksterne forhold, eller substantielle bestemmelser, som det antikke menneske på forhånd er født ind i, defineret ved og underlagt; individets forankring i familie, stat, skæbne og religion. Det antikke tragiske vækker sorg, fordi individets handlinger ikke udspringer fra det selv men fra substantialiteten. Det antikke individ føler sorg, da dets uskyld er høj og dets skyld er uigennemsigtig, fordi det ligger sløret i de substantielle bestemmelser. Det moderne individ føler derimod smerte, fordi det som individ er isoleret og fri af alle substantielle bestemmelser, og derfor er ene skyldig og ansvarlig for sine handlinger. Helten i den moderne tragedie er kendetegnet ved at være udgangspunktet for sin egen handling og kan derfor holdes fuldt ansvarligt for den. Idéen om ansvar er derfor den afgørende forskel mellem den antikke sorg og den moderne smerte. I relation til tragedien som genre forklarer Kierkegaard den antikke tragiske helts handling som et episk moment og ikke en gerning. En gerning er hos Kierkegaard en enkeltstående handling, som har et placerbart oprindelsespunkt. Den episke forgrund for Antigone er de fortidige beretninger i Kong Ødipus og Ødipus i Kolonos, der betoner Antigones forbundenhed til slægten som substantiel bestemmelse, hvilket gør hendes oprør og selvmord til et episk moment. Kierkegaard forstår antikken ud fra det ekstrahistoriske begreb om nødvendighed som en slags naturkraft, der opsluger individet: ”I Antigone samles den tragiske Skyld paa et bestemt Punkt, at hun har

begravet sin Broder til trods for Kongens Forbud.” Antigones handling har altså sit forudbestemte og nødvendige mål. Man kan dermed sige, at sorgen gennem sin nødvendighed har noget statisk over sig, og at smerten gennem ansvaret har noget dynamisk over sig. Isolation er mulighedsbetingelsen for, at smerten kan opstå, da den er forudsætningen for, at handlingen bliver til heltens egen gerning. Smertens særegne karakteristika er dét af ansvar, fordi det moderne individs undergang sker som følge af dets egen handling. Antigone og Kreons isolation er en udfordring af og forhandling med substantialiteten. Theben befinder sig i en undtagelsestilstand, hvor de substantielle bestemmelser annulleres og forhandles, og hvor individets substantielle fundament er splittet. De substantielle bestemmelsers legitimitet er i undtagelsestilstanden udsat, og derfor er substantialiteten vaklende. Staten er samtidig udsat for borgerkrig (stasis) med Antigone og Kreon på hver sin side af substantialitetens kløft. Den mellem to uforenelige men sammenflettede samfundsordener, nemlig den eksisterende substantielle orden og Kreons nyetablerede polis:

[…] Kreon attempts to reconstitute his political authority on grounds which deny the legitimacy of any extra-political allegiances. In response to an emergency situation, in a context where familial loyalties count both for and against the regime as constituted, Kreon seeks to establish the autonomy of the political realm from its dependence on independently constituted familial, religious or moral ends. (McNeill 2011: 432).

Kreons forsøg på at genetablere den politiske stabilitet i Theben indebærer en radikal omformning af polis, da privatsfæren (oikos), slægten og de chthoniske guder, ufortøvet suspenderes og erstattes med polis som det herskende domæne. I undtagelsestilstanden splittes individernes ageren mellem den gamle og nye orden og vakler mellem disse to ordeners idéer om straf, normer og retfærdighed. Det bliver altså både en politisk og moralsk undtagelsestilstand (Dahl 2010: 180). Denne transformation af substantialiteten og polis muliggøres gennem Kreons nomoí:

By granting the sovereign the authority to enforce laws and norms (nomoí), he is assigned the protection of the existing order (eunomía). In its last consequence, however, this authority enables the sovereign to override the existing order or several of its constitutive nomoí. (Beushausen 2008: 18).

Substantialiteten er altså ikke en uigennemsigtig og endimensional helhed, som den var hos Kierkegaard, og derfor er den heller ikke længere det faste forankringspunkt, som individets handlinger opvejes mod. Kreon viser med sit påbud, at mennesket kan påvirke substantialiteten og dermed ikke er determineret af den. Dette peger på tragediens spirende agens, da handlingerne i højere grad bliver antropocentriske. Da Kreon annullerer gudernes love samt oikos, afsløres substantialiteten som en flerdimensionel helhed. Den vaklende substantialitet i Antigone kan læses som en kommentar på sin samtid, idet tragedien er en ”prescient commentary on the disintegration of the polis as law and religion begin to be articulated into wholly distinct functions, with all the implications entailed by that transformation […].” I Antigone er den Kierkegaardske substantialitet vaklende, fordi den er objekt for menneskets selvregulering: Dahl formulerer, at tragediens destabilisering af den sociale orden (Dahl 2010: 229) er en konsekvens af Antigone og Kreons ageren. Substantialiteten er altså ikke urokkelig, som den var hos Kierkegaard, men er til forhandling for det enkelte individ og særligt for Kierkegaards sorgfulde Antigone. I Kierkegaards modernitetsforståelse er isolation en naturlig del af substantialitetens opløsning (Kierkegaard 1965: 132), og ligeledes fører substantialitetens vaklen i Antigone også til isolation. Kritikhistorien har i sin antitetiske læsning af Antigone og Kreon overset isolationen som en fundamental lighed mellem dem. En lighed som ikke bør reduceres til kritikhistoriens ortodokse læsning af Kreon som en tyran og Antigone som martyr. Snarere kan man læse deres isolation som en bevægelse ud af og væk fra substantialiteten: ”However, the more that Creon and Antigone insist on defending what each claims is the proper treatment of kin and community, the more isolated they become from kin and community.” I deres radikale isolation, melder de sig ud af substantialiteten, de domæner (polis og oikos) og de love (menneskelige og guddommelige), som de synes at handle igennem, og som kritikhistorien har set dem som repræsentanter for.

De retfærdiggør altså ikke deres handlinger gennem disse love eller substantielle bestemmelser, men i det faktum, at de er på den rette side af autoriteten (Bobrick 2015). Denne udgang fra disse love og bestemmelser, som kritikhistorien entydigt har tilskrevet Antigone og Kreon, har ført til, at man har overset den skyld og det hybris, som ligger i deres radikale isolation. Og yderligere, at den højnede skyld er relateret til denne isolation. Selvom isolationen er et lighedstræk, har den dog forskellig karakter: Hvor Kreon isolerer sig ud af polis og gudernes love, isolerer Antigone sig mod polis og mod slægten som en substantiel bestemmelse. Antigones handling er, som en genforhandling af sin slægtslige arv, indadskuende, og er på et handlingsmæssigt plan statisk. Men på et substantielt plan er den samtidig progressiv. Antigones isolation udgør en negativ defineringsproces, hvor hun modarbejder substantialiteten; slægt, stat og på sin vis skæbnen. Hun påberåber sin gerning som et produkt af sin egen gerning og ikke af substantialitet eller nødvendighed. Dog er hendes afstandtagen fra slægten også tvetydig, hvilket koret, der kan ses som en repræsentant for den Kierkegaardske statiske substantialitet, tydeliggør: ”Til trodsens tind du foroven skred, / styrted dig mod Retfærds høje stol / med heftigt sind; dog, barn, du sted / og bøded for din faders fejde.” Koret betoner netop den nødvendighed, som er essentiel i Kierkegaards læsning af Antigone. Han ser hende nemlig som en, der anticiperer slægtens skyld i sig. Antigone viser gennem sit lovbrud sin unægtelige forbundenhed med slægten, og det er tydeligt, at hun som tragisk heltinde kun kan trodse polis’ lov og substantialiteten, men ikke bekæmpe den. Hendes handling og død er altså både en identifikation med og afgang fra slægten:

Her tragedy consists in her confronting the impossibility of realizing a wholly autonomous moral agency in relation to herself […]. One cannot, the play suggests, be an end in oneself and remain immersed in the essential indeterminacy of the human world of generation and succession. Antigone’s autonomy is exemplified, in the first instance, by the particular moral integrity she manifests by choosing to bear the responsibility for who she must be.” (McNeill 2011: 435-436).

Selvom Antigones sorgfuldhed og forbundenhed til substantialiteten er tvetydig, har hun med sit progressive oprør mod Kreon længe været den prominente skikkelse i værkets kritikhistorie. I Romantikken var hun værkets ubesejrede heltinde, og for Hegel var hun moderne. Sympatien for Kreon er derimod en moderne vending, der markerer et stigende fokus på værkets politiske samtid, opblomstringen af polis, samt tragediens handling. Sidstnævnte repræsenteres særligt af H.D.F. Kitto i Greek Tragedy (1939). Gennem Kreons isolation, får skylden en antropocentrisk karakter, der tegner et nyt portræt af skæbnen, idet Kreon i modsætning til Ødipus ikke er tvunget ud i sin hamartia, men selv er ansvarlig for den (Bobrick 2015: 42). Kitto hentyder også til denne individs-centrerede skæbne, idet han forsøger at fremlæse Sofokles’ intention med tragedien: ”Sophocles was interested in his fate. He is, if not cruel, at least insensitive; like a tyrant, he is quick to suspect, and he does not know how to yield.” Vægten mellem de to helte kan spores i det faktum, at implikationerne af deres handlinger er forskellige i omfang: “Her tragedy is terrible, but it is foreseen and swift; Creon’s grows before our eyes. This must have been the balance that Sophocles designed.” Antigones forbundenhed til substantialiteten skaber denne flygtighed, hvorimod Kreons isolation ud af substantialiteten er så fatal og ekstrem, at den driver dramaets handling frem. Kreon kan anskues som et solipsistisk individ med sin “own field of action and his own principles.” (Kitto 1972: 130). I den forstand er Kreons fatale fejl, at han mangler phronesis (praktisk visdom), som betoner individet og dets handlingers relation til det omkringværende samfund (Walker 2008). Selvom Kreon repræsenterer sin substantielle position som konge, træder han i sin solipsisme samtidig ud af polis:

He seeks to replace familial bonds with an account of civic philia, wholly subordinates the chthonic deities to the civic deities, and asserts his own authority as the ultimate arbiter and interpreter of both human and divine intent. […] however, his authority is revealed, when challenged, as having no other ultimate justification than his own brute self-assertion. (McNeill 2011: 432-433)

Kittos læsning inviterer til at anskue striden mellem Antigone og Kreon, ikke

som et omdrejningspunktet men snarere som et forsvindingspunkt, hvorfra den sande tragiske helt kommer til syne: ”The conflict between Antigone and Creon is indeed vivid and poignant, but there underlies it a deeper one: that between Creon and the gods, between the tyrant and the ultimate realities.” Kreons solipsisme er den ultimative form for isolation, og det er derfor ikke tilfældigt, at erinyerne nævnes som den straffende instans, der dømmer ham (Sofokles 1960: 62-63, v. 1013-1015). Erinyerne repræsenterer i Hegels tragediefilosofi den naturlige sædelighed og inkarnerer et individualistisk princip (Holm 2000). Kreon præsenterer i sin isolation fra substantialiteten altså en form for statsløshed: ”Formuleret med koret fra Antigone repræsenterer erinyerne et princip, som er ’apolis’, som er ufordøjeligt for det politiske fællesskab.” (Holm 2000). I denne ekstreme isolation og suverænitet, bliver han et ansvarligt subjekt for sin egen skæbne, da ansvaret og skylden kun kan tilskrives ham. Kreon ligner altså en moderne helt, der som isoleret individ må stå og falde på sine egne gerninger. Målestokken for Kreons ukendte værd som konge er det af phronesis, som betoner relationen mellem individets handling, karakter og forstand. Derved nærmer begrebet sig en idé om et individuelt ansvar: ”Umuligt at få nøje klarhed på en mand, / hans indsigt og hans tankesæt og sindelag, / før han som drot styrer og viser det i dåd.” Det nye skyldsbegreb i Antigone betoner ansvaret og dets relation til individet og nærmer sig derved Kierkegaards begreb om smerte: Kreon holdes fuldt ansvarlig for sin handling, og den kæde af dødsfald der indtræffer som følge af den. Man kan dermed læse tragedien som en procession og samtidig en akkumulation af Kreons tragiske skyld. Det er i denne procession af handlinger, at hans ansvar står fuldt frem, når det beskues retrospektivt af Teiresias:

[…] før du skal bringe sonings-bod af lig for lig / og selv må yde gengæld af din egen sæd; / for du har drejet op og ned på liv og død: / en levende gav du skændig hjem i gravens skød, / men holder her tilbage fra de dødes gud / usignet, uden gråd, et ubegravet lig, / […] / og derfor lurer Guds og Dødens hævn på dig, / Erinyerne, der rammer hver begangen synd, / (Sofokles 1960: 62, v. 1005-1014, egen kursivering).

Kreons isolation og handlinger er dynamisk, da forbuddet er udgangspunktet for denne kæde af overtrædelser og skyld. Han lider hele sin skyld i dette contrapasso-lignende motiv i gudernes straf, hvor hver kursiverede instans står tydelig for ham og klargør hans skyld og straf. I Kreons forbud kulminerer hans dybtrækkende ansvar og skyld, men det er også heri, Antigones statiske kamp finder sin kulmination. Antigones selvmord skaber de fatale efterveer, dødsfaldene i Kreons privatsfære, som egentlig er en konsekvens af Kreons egen isolerede handling: Antigone dødsdom. Haimons selvmord udgør i denne forbindelse et komplekst skæringspunkt for alle dødsfaldene, der tydeliggør Kreons totale skyld både retrospektivt og prospektivt. Koret betoner det således: ”Ak! hist mod sit hus ser jeg konningen gå, / og han bærer et højt-talende tegn, / - om jeg tør sige så - / ej på fremmedes synd, / men på, hvor han selv har forbrudt sig.” Ved Haimons død indtræffer også Kreons anagnorisis, da han indser sin uforstand, og dét ansvar dødsfaldet medfører. Kreon lider smerte, fordi skylden er hans egen, og fordi den er gennemsigtig for ham. Derved indeholder hans smerte en refleksion over lidelsen (Kierkegaard 1965: 137), som sorgen mangler. Kreon italesætter sin smerte således:

”Ak! sanseløs syndig min sjæl kåred sig / stivsindets blodige løn. / Ve mig, se! drab og død / er husvante her i kongesættens skød! / Ve, mine tankers vanvid har dåret mig! / O gud! søn, søn! / årle forødt, ung af år, / ve ve! ve ve! / vandred du i døden! / Min dårskab, ej din, dig slog dine sår!” (Sofokles 1960: 70, v. 1193-1202, egen kursivering).

Koret udnævner ikke selv Kreons totale skyld, der står tydeligt frem efter Eurydikes død, men indfanger den gennem hendes ord: ”Ja, hun, der nu er død, forbanded dig som den, / der bær’ den fulde skyld for hint og disse drab.” Karaktererne i tragedien ser Kreon som moralsk skyldig og ansvarlig for sine handlinger, særligt Antigone og Eurydike. Kreons tragiske skyld udtrykker derved en ny idé om strafværdighed, som betoner individets relation til dets handlinger. I det 5. århundredes Attika spirer et nyt koncept om skyldighed frem, som den franske antropolog og historiker, Jean-Pierre Vernant, betegner subjektivt ansvar: ”The man is ‘father’ of his actions when their origin, arche,

and their efficient cause, aitia, are to be found ’in him.’” (Vernant 1988). Dette skyldsbegreb, som er et retsligt begreb, og som konstitueres i Aristoteles’ filosofi, finder vej ind i tragedien gennem dennes semantiske evolution af hamartia (Vernant 1988). Kreon bliver oprindelsespunkt for sin handling og tilskrives derved alt skyld og ansvar, da konceptet om subjektiv skyld indebærer en negativ kausalitet: ”Whenever an action can be assigned no external source of constraint, it is because the cause is to be found ’in the man’ because he has acted […] ’of his own volition,’ so that his action can legitimately be imputed to him.” (Vernant 1988). Med denne kausalitet betones det moralske interne ansvar, og derfor er Kreons skyld, på et moralsk plan, total. Det er skyldens moralske karakter, der muliggør, at han føler smerte i denne antikke tragedie, da det betoner det ansvar, som det sorgfulde individ ikke kan tilskrives. Kreon kan dog ikke tilskrives den totale skyld på et tragisk plan, for da vil han ikke længere være et tragisk men slet menneske (Kierkegaard 1965: 134). Kierkegaard læner sig her op ad Aristoteles, og formulerer, at den sande tragiske smerte fordrer et element af uskyld (Kierkegaard 1965:140). Den lille flint af uskyld hos Kreon, kan ses i den overordnede måde, Sofokles behandlede menneskets vilkår i sine tragedier: ”In Sophocles, the heroic status is confronted with man’s vulnerability to time and circumstance.” (Xanthaki-Karamanou 2015). Straffen og peripetien, som i Antigone er forestående og synes fravendelig, peger netop på forholdet mellem det tragiske og tidslige. I optrapningen til peripetien ligger Kreons skæbnesvangre kapløb med tiden, som koret ængstes ved: ”Så hurtig, drot! du mægter. Den, hvis sjæl er sen, / indhenter hævngudindens rappe fødder snart.” Det særegne ved Sofokles’ tragedier er, at det centrale fokus ikke er menneskets straf, men dets antropocentriske handlinger (Xanthaki Karamonou 2015). Antigones selvmord synes at betone, at begivenhedernes gang ikke kun er op til Kreon selv, men at hans skæbne også formes gennem andre menneskers handlinger. Kreons handling undslipper altså hans fulde kontrol, og dens fatale konsekvenser udspiller sig i hans omgivelser: dets reaktioner (korets, Antigones og Teiresias’) og dets modreaktioner, som Christian Dahl læser Haimon og Eurydikes selvmord som. Phronesis betoner videre det moralske ansvar, fordi det fordrer det handlende individs viden om og refleksion over sin handlings mulige udfald. I det 5. århundredes Attika sker med tragedien en bevidsthedsforandring, hvor det tragiske menneske er klemt ind mellem to koncepter

af skyld. Det antikke religiøse koncept om hamartia og den nye idé om skyld, som antyder, at individet kan være udgangspunkt for sin egen handling:

[…] so tragic culpability is positioned in between on the one hand the ancient religious conception of crime-defilement, hamartia, sickness of the mind, the delirium sent by the gods that necessarily engenders crime, and on the other the new concept in which the guilty one, hamarton and, above all, adikon, is defined as one who, under no compulsion, has deliberately chosen to commit a crime. (Vernant 1988: 45-46)

Det er relationen mellem individet og dets handling, der giver Antigone og Kreons handlinger en særlig antropocentrisk og strafværdig karakter. De repræsenterer hver sin pille af handling, hvis forskel ligger i, idéen om intention: ”Thus Aristotle sets it in opposition to the adikema, the intentional crime, and to the atuchema, the unforeseeable accident that has nothing to do with the intentions and knowledge of the agent.” (Vernant 1988). Det statiske ved Antigones handling er hendes adikema og det dynamiske og fatale ved Kreons handling hans atuchema. Udviklingen i idéen om skyld og intentionalitet drejede sig om, at uvidenhed nu kunne eksistere i menneskets selv (Vernant 1988). Dermed var den ikke kun op til gudernes straf. Det subjektive ansvar etablerer altså en gensidighed mellem individet, dets karakter, og dets individuelle ansvar: ”[…] the end of his action necessarily depends on his character, his character also depends on himself since it has been formed by his own actions.” (Vernant 1988). Igennem sin isolation og gudernes tilsyneladende fravær, står Kreon frem som et individ i alle sine etiske, tragiske og ansvarsmæssige dimensioner. Men idet guderne må genoprette den kosmiske orden, afsløres menneskets handlingers begrænsethed. I deres forhandling af substantialiteten har Antigone og Kreon nedbrudt alt det bestående undtagen guderne og deres evige love (Xanthaki-Karamanou 2015). Det signifikante ved dette er, at menneskets agens i tragedien er tvetydig. Dette kan spores tilbage til tragediens samtid, hvor menneskets agens endnu ikke sås som selvtilstrækkelig (Vernant 1988). Den attiske tragedies karakteristika er, ifølge Vernant, at menneskets handlinger konfronteres med den guddommelige orden:

”In the tragic writers, human action is not, of itself, strong enough to do without the power of the gods, not autonomous to be fully conceived without them. Without their presence and their support it is nothing – either abortive or producing results quite other than those initially envisaged.” (Vernant 1988: 44)

Antigone skildrer altså både handlingers konsekvenser i den mellemmenneskelige sfære, forstyrrelsen i polis, men også denne sfæres relation til den guddommelige orden. De menneskeskabte, politiske love grænser op ad gudernes, og er derfor ikke uden begrænsninger (Vernant 1988). Det er i sammenfaldet af disse to sfærer, at menneskets skyld, ansvar og dets handlings konsekvenser står frem. Gudernes straf afslører skylden, mens ansvaret primært betones i den mellemmenneskelige sfære, hvor karaktererne holder Kreon moralsk ansvarlig gennem idéen om subjektivt ansvar. Kreons antropocentriske handling er central i Antigone, for selvom den kosmiske orden genoprettes, er konsekvenserne af hans handling uigenkaldelig i den menneskelige sfære. Gudernes indgriben er derfor en påmindelse om, at mennesket heller ikke er selvberoende på et samfundsmæssigt plan. Antigones og Kreons isolation bidrager tilsammen til polis’ fald, og gudernes fravær betoner blot, at mennesket er ”’marvelous’ and ’terrible’ (deinos)” Ziolkowski 1997: 152), ligesom tragediens berømte ode til mennesket lyder. Ved gudernes fravær står det fejlbare menneske frem og indser først nu det ansvar, der følger af dets handlinger, fordi disse ikke længere har gudernes synlige bifald eller fordømmelse undervejs i tragedien, men først finder sit værd til slut i tragedien. Det at gudernes straf indtræffer til slut i Antigone, peger på at idéen om subjektivt ansvar til stadighed var i udvikling i den græske bevidsthed (Vernant 1988). Individets handlinger befinder sig i et krydsfelt mellem den menneskelige og guddommelige orden, og den tragiske fornemmelse af det subjektive ansvar opstår i relationen mellem disse to ordener. Kreon er kun en tilnærmelse til den moderne smerte, idet hans agens endnu ikke er selvberoende og selvtilstrækkelig:

”The particular domain of tragedy lies in the border zone where human actions hinge on divine powers and where their true

meaning, unsuspected by even those who initiated them and take responsibility for them, is only revealed when it becomes a part of an order that is beyond man and escapes him.” (Vernant 1988: 27)

Det 5. århundredes Attiske tragedie frembragte ifølge Vernant et tragisk subjekt, der var i spirende bevægelighed, og som kan knyttes til den vaklende substantialitet i Antigone: ”Similarly, the works of the Athenian dramatists express and elaborate a tragic vision, a new way for man to understand himself and take up his position in relation to the world, the gods, other people, himself and his own actions.” (Vernant 1988). Der sker samtidig en forskydning mellem politisk og retslig tænkning på den ene side og mytisk og heroisk tradition på den anden (Vernant 1988). Tragedien præsenterer en sammensmeltning af disse dimensioner, når dens karakter på én og samme tid er en fortidig skikkelse, der er til stede i tilskuerens egen samtid (Vernant 1988). Denne dobbelthed peger på, at to verdensanskuelser kan eksistere samtidig som en dialog inde i tragedien selv. Antigone er som den mytiske og substantielle sagnhelt i dialog med Kreon, som repræsenterer den græske samtids spirende tanker om subjektivt ansvar. I samtiden skete en sekulariseringsproces, hvor substantialiteten begyndelsesvis blev delt i sine bestanddele, og som Kreon repræsenterer. Derved bliver Antigone som dobbelttragedie et sammenstød af to substantialitetsforståelser. Et sammenstød som skaber en ”anxious questioning concerning the relation of the agent to his actions.” (Vernant 1988: 46). Vernant ser den dramatiske opførsel af tragedien som et krydsfelt mellem tider og dimensioner, og herudfra kan man forstå forhøret af Antigone og Kreons agens: Antigones bevægelighed sker inden for hendes mytiske og substantielle verden, og taler ind i samtiden, idet hun agerer som en aktiv kvinde i polis. Hun spejler samtidens sekulariseringsproces ind i den mytiske tid, idet hun modarbejder dennes substantialitet. Hun tager også et ’moderne’ aspekt med sig tilbage ind i sin statiske og mytiske substantielle tid, nemlig relokaliseringen af mennesket i den substantielle orden. Derved er hun både statisk og i bevægelse på samme tid. Denne relokalisering uddyber Vernant nemlig således:

”At the same time, within the city framework where all the ci-

tizens, following public discussions of a secular nature, themselves direct the affairs of the State, man himself is beginning to experiment as an agent who is more or less autonomous in relation to the religious forces that govern the universe, more or less master of his own actions and, through his gnome, his phronesis, more or less in control of his own political and personal destiny.” (Vernant 1988: 46).

Kreon er modsat lederen af den ’moderne’ bystat, polis, som er projiceret ind i den mytiske tid og dennes substantialitet for deri at forhøre menneskets agens. Han inkarnerer samtidig tragediegenrens idé om dualiteten i menneskets agens, den mellem dens selvtilstrækkelighed og dens begrænsning i relation til den guddommelige orden. Krydsfeltet mellem de to tider bliver også et krydsfelt mellem to former for substantialitet: Korets rolle modsiger sig Antigones ’moderne’ aspekt ved at repræsentere den Kierkegaardske substantialitet og derved betone hendes manglende agens. Antigone er stadig sorgfuld, da hun i sine mytiske slavelænker ikke opfylder den sekulære idé om, at mennesket kan være ansvarligt for dets egen handling og personlige skæbne. Men omvendt kan koret ikke dømme Kreons handlinger (Sofokles 1960: 24, v. 166-168), da hans agens ikke skriver sig ind i den substantialitet, de repræsenterer. Denne dom forbeholdes nemlig guderne. Antigone repræsenterer altså en endimensional substantialitet, mens Kreon præsenterer en sekulær substantialitet, som er i forandring og bevægelse. Fra fortiden, tragediens tid, krydsforhører Kreon det 5. århundredes polis med dets eksperimenteren med menneskets selvtilstrækkelighed. Dette eksperiment er de menneskeskabte love, som i Antigone synes at have en iboende tendens til det katastrofale, ikke kun i relation til polis selv men særligt i relation til gudernes orden. Theodore Ziolkowski fremhæver netop, hvordan korets berømte ode til mennesket er en hyldest til ”those who succeed in interweaving secular laws with the oath-bound justice of the gods […].” (Ziolkowski 1997). Kreon lykkes netop ikke med dette, da han gennem uforstand driver polis til det ekstreme. Dermed skuer Ziolkowsi en iboende kritik i tragedien, nemlig Sofokles’ kritik af polis og det 5. århundredes rationelle oplysningstid (Ziolkowski 1997).

Konklusion

Sofokles’ Antigone præsenterer som dobbelttragedie en eksamination af menneskets agens ved at etablere en dialog mellem to forskellige verdensanskuelser. Idét Antigone præsenterer det 5. århundredes relokalisering af mennesket i den substantielle orden, bliver hendes sorgfuldhed tvetydig. Antigone er ikke så substantiel en tragedie, som den tidligere er blevet anskuet som, da den gennem sine tragiske helte portrætterer to substantialitetsforståelser. Ansvaret kan spire i Antigone som tragedie, fordi menneskets handlinger kan være dets egne, og fordi den præsenterer et nyt skyldsbegreb, det subjektive ansvar. Kierkegaards tragedieforståelse er stadig relevant i dag, da hans idéer om sorg og smerte betoner menneskets agens, og da de kan belyse, hvad Antigone som dobbelttragedie er i stand til: Den etablerer en dialog mellem to verdensanskuelser og tegner derved et skitseagtigt portræt af menneskets agens og individuelle ansvar. Med sin antydning af Kreons totale skyld, kunne Antigone være interessant at belyse ud fra et nyere etikfilosofisk perspektiv om moralsk ansvar. Nemlig at opstille grækernes idé om phronesis med den etiske filosofis begreb om kontrolbetingelse: det, at et individ ikke kan holdes fuldt ansvarligt for dets handling, da denne delvist er forårsaget af eksterne faktorer uden for dets kontrol. Dette kan begrebsliggøre den skrøbelighed over for tid og omstændigheder, som ifølge Xanthaki-Karamanou er karakteristisk for Sofokles’ tragedier og samtidig afdække den sammenfletning af dødsfaldene, som endnu mangler at blive grundigt belyst i værkets kritikhistorie.

Litteraturliste

Beushausen, Katrin (2008): ”Dangerous Fracture: Undermining the Order of the Law in Sophocles’ ’Antigone’”, i Mosaic: An interdisciplinary Critical Journal, vol. 41, no. 3, special issue Antigone (September 2008), pp. 1530 Bobrick, Elizabeth (2015): ”Sophocles’ Antigone and the Self-Isolation of the Tragic Hero”, i Psychoanalytic Inguiry, 35:1, pp. 40-16 Dahl, Christian (2010): ”V. Sofokles’ Antigone Heltinden og hendes familie”, i Tragedie og bystat – om fællesskab og konflikt i Athens dramatiske kultur, København, Museum Tusculanums forlag, s. 173-233 Holm, Isak Winkel (2000): ”Hegel og den græske tragedie”, i Kritik (145), s. 1-32 85

Holt, Phillip (1999): ”Polis and Tragedy in the ’Antigone’”, i Mnemosyne, fourth series, vol. 52, fasc. 6 December 1999), pp. 658-690) Kierkegaard, Søren Aabye (1965): ”Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske” i Enten-Eller bd. 1, Gyldendal, København, 1965, s. 127-152 Kitto, H.D.F. (1973): ”The Antigone”, i Greek Tragedy, Routledge, London/NY (1966) McNeill, David (2011): ”Antigone’s Autonomy” i Inquiry, vol. 54, no 4., pp. 411441 Rancher, Shoni (2008): ”Suffering Tragedy: Hegel, Kierkegaard, and Butler on the Tragedy of ’Antigone’”, i Mosaic: An interdisciplinary Critical Jorunal, vol. 41, no. 3, special issue: Antigone (September 2008, pp. 63-68 Sofokles (1960): Antigone, Gyldendal, oversat v. Niels Møller Vernant, Jean-Pierre og Pierre Vidal-Naquet (1988): ”The Historical Moment of Tragedy in Greece: Some of the Social and Psychological Conditions” (pp. 23-29), i Myth and Tragedy in Ancient Greece, Brooklyn NY, Urzone Inc. Vernant, Jean-Pierre: ”Tension and Amiguities” (pp. 29-49), jf. ovenfor —: ”Imitations of the Will in Greek Tragedy” (pp. 49-85), jf ovenfor —: ”The Tragic Subject: Historicity and Transhistoricity”, jf. ovenfor Walker, Kathryn (2008): ”Between individual principles and communal Obligation: Ethical duty in Sophocle’s ’Antigone’”, i Mosaic: An Interdisciplinary Critical Journal, vol. 41, no. 3, special issue: Antigone (September 2008), pp. 199-214 Xanthaki-Karamanou, Georgia (2015): ”Moral and social values from Ancient Tragedy” i Dialogue and Universalism, issue 1, pp, 20-29 Ziolkowski, Theodore (1997): ”Law and Equity I”, i The Mirror of Justice, Princeton U. P., pp. 658- 690