VISIR #88 by Kasernebladet VISIR

88| FORHI NDRI NGER

Studenterblad for Kasernen, Aarhus Universitet Nr. 88 Oktober 2020 Redaktion Rebekka Bundgaard Benjamin Folkmann Rasmussen Mikkel-Theis Paulsen Jakob Møller Valdemar Lenschow Fabian Lenk Jasmin Hansen Amalie Bjarnø Rasmussen Cecilie Bøgh Clara Louise Carlsen Line Nørby Jensen Laura Priyanka Andersen Amanda Jespersgaard Guldberg Kirsten Brohm Lærke Rosgaard Amanda Louise Søndergaard Williams Simon Bastian Nielsen Cristina Bojesen

Adresse VISIR Langelandsgade 139, 4. sal 8000 Aarhus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com Deadline Deadline for indlæg til næste nummer er d. 15/11-2020 Anmeldelser Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden deadline

Omslag og layout Jakob Møller

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.

INDH OLDSFORTE GNE LS E Leder 4

En ode til forhindringer

Kultur og kritik 109

Sønderbombende og dybt bevægende dokumentar er en kakifrugt i ruiner-

Redaktionen anbefaler

Redaktionen anbefaler ikke

ne af den syriske borgerkrig 112

Der er penge på lommen, men er der noget på hjertet?

Visir har brug for dig!

115

Hvem taler man til, når man taler om sit liv?

Studieliv

117

KulturFokus: Mikroforlag

Siden sidst...

123

Direkte, ærligt og Thomas Helmig

De studerende synes...

124

Et velplaceret slag i maven over men-

Ny på kasernen

Kaserneperspektiv

Foreningsportræt: Kaserne Caféen

Underviserportræt

Forskerfokus

Indtil vi ses igen...

neskets kosmiske ligegyldighed 126

“Ud gennem mundens dør / blæste hjernen sin flamme”

131

Tiden flyder hypnotiserende afsted mens dramaturgien ryger i svinget

134

Umiddelbart alt kan væves ind i THREAD RIPPER

ARKIVGULD: En nøgleroman vel-

136

Kunstnerportræt: In Nolan we trust

kommen

143

Det 21. århundredes faustiske pagt

146

Kan Boström uden Knausgård?

149

Tema for næste nummer

Tema: Forhindringer 47

En omvej forbi AAU

You shall teach me

Da Shirley Jackson gik i glemmebogen

Atomiske Rejemadder

Antigone: mellem sorg, substantialitet og smerte

108

Ridder Regn

ARKIVGULD: Natur vs. menneske

LED E R

En ode til forhindringer Det er godt og vel syv måneder siden,

hvor jeg skulle gå i den påkrævede

at jeg tog med en tom bus fra Granada

isolation. Rejsen varede over 24 timer,

til Madrid. Ikke nok med at bussen

og jeg husker den som lyden af en

var tom, der var ikke en eneste bil i

sirene, som smagen af automatsand-

sigte på hele den spanske motorvej.

wich og som lugten af tusind tyskeres

Til gengæld var lufthavnen fyldt med

sved i et gammelt tog i Slesvig. I de

desperate mennesker, der stod i kø til

24 timer var alt kaotisk – og heref-

det lille billetkontor i håbet om at få

ter blev alt stille. I ugerne som fulgte

fat i en flybillet, der kunne sende dem

bagte hele Danmark bananbrød og

et eller andet sted hen, der er tættere

sang lidt sammen om fredagen, men

på hjem. Selv lykkedes det mig med

ellers ventede vi bare på de nyeste

nød og næppe at få fat i en flybillet

tal, de nyeste opdateringer, det næ-

til Hamborg, velvidende at grænsen

ste pressemøde. Der var ikke plads til

til Danmark var lukket, men det blev

at tale om andet. Semesteret blev et

ikke bedre end det. Jeg boardede et

produkt af ’den ekstraordinære si-

fly fyldt til randen med solstraffe-

tuation’. Al samvær og samtale med

de tyskere, landede i Hamborg ved

andre mennesker blev styret af den

midnatstid, græd lidt på Hamborgs

uvelkomne force majeure, der brutalt

hovedbanegård, da jeg ikke nåede

affejede muligheden for kort at lade

det sidste tog til Flensborg, græd lidt

sig distrahere af noget andet. Det ville

igen, da det gik op for mig, at jeg ikke

næsten være for nemt at tale om Co-

måtte sidde på McDonald’s og vente

vid-19 som en forhindring – for ordet

på grund af de nye restriktioner, og

forhindring indikerer, at Covid-19

græd endnu en gang, da en shaman

er noget, vi kan overkomme. Noget,

kastede en forbandelse over mig og

vi må bekæmpe og overvinde. Væk,

min kolde Big Mac, inden der endelig

videre. Men uanset hvor meget sprit,

gik et tog. Da jeg ankom til Flensborg,

vi smører vores hudsultne kroppe ind

fangede jeg en taxa, der kunne køre

i, og selvom vi endog trodser vores

mig til grænsen, som jeg måtte krydse

eget maskeringsforbud i sundhedens

til fods. Herfra kørte jeg ud til et øde

navn, så bliver Covid-19 ikke nemme-

sommerhus ved Ringkøbing Fjord,

re at tæmme. Nej, corona er bestemt

LE DE R ikke en forhindring – det er verdens

det føles som om, at vi selv får lov at

længste stirrekonkurrence, der i flere

afslutte året med tændstikken i hån-

måneder krævede vores udelte op-

den, og det er verdens største lettelse.

mærksomhed. Men nu tyder det på, at

Der er ingen tvivl om, at der er lang

vi endelig har fået nok af at ærgre os

vej endnu – det er ikke små forhin-

over aflyste flyafgange og stirre på det

dringer, vi har med at gøre. Til gen-

stigende – eller faldende – antal smit-

gæld står det klart, at forhindringerne

tede. Jovist, Covid-19 holder stædigt

i virkeligheden er den største gave og

fast og stirrer ufortrødent videre. På

et privilegium, for en forhindring afgi-

trods af det er vi alligevel kommet

ver også et løfte om en løsning et sted

videre i en eller anden forstand. For-

henne ad vejen. Der er noget at kæm-

hindringerne er nemlig tilbage! Altså

pe for, der er kampe, der ikke løses

de rigtige forhindringer, som vi alle

bedst fra sofaen, og som vi selv har en

kan tale om og diskutere, som vi har

part i. Det er næsten rørende selv at

en holdning til, og som giver mening

stå med tændstikken i hånden, og vi

at modarbejde i fællesskab. Det var

på VISIR byder forhindringerne vel-

Black Lives Matter-bevægelsen, der

kommen her i #88. I kan blandt andet

endelig fik os op fra sofaen i slutnin-

glæde jer til at læse om den kringlede

gen af foråret, og som langt om længe

vej til ph.d.’en, en spændende for-

brød Covid-19s monopol på at pryde

tolkning af den klassiske afgangsstil

avisforsiderne. I direkte forlængelse af

i folkeskolen, akademiske artikler

BLM skete der i september også ende-

om Antigones brud med samfundets

lig et reelt gennembrud for Me-Too-be-

strukturer og om ’afkanoniseringen’ af

vægelsen i Danmark – et gennembrud,

Shirley Jackson. Desuden bringer vi

der åbenbart ikke kunne lade sig gøre

et ekstraordinært fokus på de dan-

i 2017. Efter pandemisk krise følger

ske mikroforlag og har interviewet en

der øjensynligt et systemskifte, og det

række af disse for at belyse de udfor-

har aldrig været mere tiltrængt. Må-

dringer, de møder i deres virke. God

ske vi selv har trængt til at løbe ekstra

læselyst!

stærkt efter flere måneders betænkningstid bundet til sofaen? Det kan

//Rebekka Bundgaard, ansvarsha-

godt være, at Covid-19 startede 2020

vende chefredaktør

med at sætte hele verden i brand, men

REDA K T I ON E N A N B E FA L E R

Redaktionen anbefaler At holde afstand og tage maske på - det er trods alt ikke den største forhindring Vinterbadning (det er godt mod både tømmermænd og menstruationssmerter) At købe flere bøger (hvis man virkelig prøver, er der mere plads i bogreolen) At købe en bogreol mere At se forhindringerne i øjnene - de har det med at åbne nye horisonter, når man bryder igennem dem Pyntegræskar At kramme et træ DR’s serie Giv os naturen tilbage med Frank Erichsen og andet godtfolk i spidsen At lave hjemmebagt roulade Glitter til fest og til hverdag (især hvis det er bionedbrydeligt) Dette nummer af VISIR At huske jakken når du smutter hjemmefra (det er blevet efterår, and you know it) At se det første afsnit af Lovecraft Country (men måske ikke bekymre sig om at tabe tråden i afsnit 2) Suppe i massevis At gå i kirke hvis præsten ellers er god - ellers så bliv hellere hjemme i sengen med avisen Krypten under Vor Frue kirke - det ældste rum i Aarhus At kalde det en maske frem for et mundbind (ned med maskeringsforbuddet)

RE DAK TIONE N ANB E FAL E R

Redaktionen anbefaler ikke Ghettoloven (Der findes racisme i Danmark! Tænk at politikerne på Christiansborg kan være i tvivl om det) At begynde i sidste øjeblik At begynde i første øjeblik - eftertænksomhed kan også noget ‘Debatten’ med Clement Kjersgaard om sexisme (Lad nu være med at give Pernille Vermund så meget taletid) Jeppe Kofods ministerpost At spise gul sne Den første TV-debat mellem Biden og Trump - og så alligevel Piratfester At spise alt for mange rejemadder (selvom det er fristende) Tabloidmedier Bevidstløs scrolling gennem et facebook-feed fuld af annoncer Kapitalisme Leggings Parkeringskældre (medmindre du skal skate eller optage en grungemusikvideo) At blive hjemsøgt (og dog) Maske under næsen At synge julesange i oktober

VISIR har brug for dig! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Hos VISIR er vi altid interesserede i, hvad Kasernen har på hjerte. Vores redaktion modtager alle typer indlæg; anmeldelser, artikler, billeder, noder eller skønlitteratur, hvad enten de knytter sig til et nummers tema eller ej. Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Hvis du er interesseret eller gerne vil bidrage, så skriv til kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt chefredaktørerne: Rebekka Bundgaard (ansv.), Benjamin F. Rasmussen & Mikkel-Theis Paulsen

STU DI E LI V

Ny hed s overb lik

Siden sidst… Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie … er der løbet meget vand gennem

kan facilitere et rum, hvor studerende

unisøen, forhåbentligt et par hyggelige

på kryds og tværs kan mødes – det

øl gennem svælget, men nok også en

har vi om nogen brug for i disse tider!

del coronatanker gennem hjernemyld-

Nu stiller vi om til Nyhederne!

ret. Siden sidste blad #87GROWTH i maj er VISIR selv vokset. Som en del

Studiestart light – Udvalget for Ud-

af en række nye tiltag i VISIR har vi

dannelse og Studenterrådet blev i maj

besluttet at omlægge ca. 30 sider af

enige om en række retningslinjer for

bladet til specifikt at omhandle stu-

studiestarten: ingen pubcrawl; fær-

dielivet på Kasernen. Det som I, kære

re dage på universitetet i introugen;

kasernitter, vil finde i Studielivssekti-

ingen alkohol i AU-regi heller ikke

onen, er en række faste og varierende

efter kl 16; alle skal være ude af AU’s

journalistiske tekster, der omhandler

lokaler kl 22.; ingen hyttetur. Hvordan

studielivet på og omkring Kasernen,

denne ’forkølede’ studiestart har været

skrevet af VISIRs redaktører. Frem-

for russere og tutorer, kan du høre

over vil I få gensyn med disse faste

mere om i vores artikel “De Studeren-

føljetoner: “Siden Sidst,” et overblik

de Synes - Den Corona-ramte Rusu-

over hvad der er sket siden sidste

ge”.

blad. “Foreningsportræt“ af en frivillig forening. “Underviserportræt” af en af

Adgang til Campus – Den 25. juni

Kasernens undervisere. “De Stude-

blev der givet grønt lys fra Uddannel-

rende Synes…” der omhandler vigtige

ses- og Forskningsministeriet for at de

valg eller emner for de studerende, og

studerende igen kunne benytte sig af

“Kaserneperspektiv” der tager ud-

Campus som eks. læsesale, gruppe-

gangspunkt i et relevant nationalt/

rum og lignende.

internationalt emne og zoomer ind på Kasernen. Afslutningsvis husker vi jer

Fravigelse af afstandskrav - I starten

på, hvilke aktiviteter man kan opleve

af juli blev der fra Uddannelses- og

i “Indtil Vi Ses Igen…” Vi håber I vil

Forskningsministeriet meldt ud, at

tage godt imod dette tiltag, og at det

der var undtagelser for afstandskra-

Nyh e d s ove rb l i k

S TU DIE LIV

vet ift. de videregående uddannelser

Fredagsbar-bevægelsen! – I starten

i visse tilfælde. Eks. hvis ”fravigelsen

af juli tog Biologisk Fredagsbar initi-

vurderes nødvendig for at kunne gen-

ativ til at koordinere fredagsbarerne i

nemføre undervisningen på en hen-

en samlet front for at gå til universi-

sigtsmæssig måde”. Desuden fraviges

tetsledelsen, og kræve at de blev taget

afstandskravet ved undervisning af

med i dialogen om mulig genåbning

hold på 25-30 studerende og i særlige

af det sociale foreningsliv. I alt har 20

tilfælde op til 50. Fra d. 1/10 frafaldt

fredagsbarer underskrevet brevet til

fravigelsen af afstandskravet fra Un-

universitetsledelsen d 30/7, og i løbet

dervisningsministeriet, dvs. under-

af august fik man i samarbejde med

visning må nu igen kun gennemføres

universitetsledelse udstedt retnings-

hvis 1-meter kravet kan opretholdes.

linjer for afholdelse af fredagsbar. Det

Dette skyldes den stigende smitte i

er dog uvisse tider vi lever i, og så sent

Danmark, og AU meddeler at disse

som d. 18 september blev alle sociale

restriktioner kan forventes at fortsæt-

aktiviteter endnu engang lukket ned,

te ind i F21.

og revurderes d 18 oktober. Nå, nok om Corona! Hvad sker der på

Undervisning ved (delvis) fysisk

forskningsområdet?

fremmøde E20 – I starten af juli lå en mere præcis plan fast for genåbningen

To prisvindere og en fond-bevilling

af universitetet. Prodekan for Arts,

til litteraturhistorie – Hele to ph.d.’er

Niels Lehmann, havde i samarbejde

fra Litteraturhistorie har inden for de

med resten af fakultetets uddannel-

sidste to måneder vundet priser for

sesledelse og Artsrådet fastlagt følgen-

deres forskning. Sophus Helle, der for

de prioriteringer grundet restriktio-

nyligt afsluttede sin afhandling om

nernes mindskelse af lokalekapacitet:

de første forfattere i verdenshistori-

1) Undervisning der absolut kræver

en, vandt den eftertragtede European

fysisk fremmøde, eks. brug af bestem-

Young Researcher Award, en euro-

te lokaler og udstyr. 2) Studiestarten,

pæisk forskning- og formidlingspris.

dvs. undervisningen for alle nye stu-

Den anden prisvinder er Sarah Myg-

derende. 3) Alle studerende skal have

ind, som vi bringer et interview med,

noget af undervisningen på campus.

der har vundet Aarhus Universitets Forskningsfond ph.d-pris for at have

STU DI E LI V

Ny hed s overb lik

”bidraget med substantiel teori- og

endelig blevet fastlagt. Nat og Tech

begrebsdannelse omkring digitali-

overtager Kasernen hvor ingeniører

seringens betydning for litteratur og

skal studere, mens de æstetiske fag

læsning”. Desuden har Mads Anders

skal flytte op på Katrinebjerg i en helt

Baggesgaard (lektor i litteraturhisto-

ny bygning sammen med medieviden-

rie) fået bevilliget 6 millioner kr. til sit

skab, journalistisk og digital design

forskningsprojekt: ”Authoring slavery:

samt informationsvidenskab. Dog vil

Authorship and agency in narratives

rokaden først være realistisk om 5 år –

of slavery in Ghana” som er en del af

så ro på, man kan jo nå at tage en hel

det større forskningsfællesskab om

bachelor og kandidat på den tid. Men

Slaveriets Litteraturhistorie.

hvad ingeniører dog skal bruge en teatersal til, og hvordan det giver økono-

Nye ansatte – Et hav af nye videnska-

misk mening at bygge nye faciliteter til

belige assistenter er blevet ansat her-

dramaturgi og musikvidenskab, som

iblandt: Mia Falch Yates (ÆK), Kata

allerede eksisterer på Kasernen, må

Börönte (Litteraturhistorie), Alexandra

jeg som budget-læggende studerende

Leonie (LH), Pernille Leth-Espensen

erkende, at jeg ikke forstår…

(Kunsthistorie), Thomas Erslev Andersen (ÆK). Desuden er Laura Katrine

Studenterrådet med i Ungekrisele-

Skinnebach ansat som lektor og Ed-

delse – Aarhus Kommune har nedsat

ward Alan Payne ansat som adjunkt

en Ungekriseldelse der skal rådgive

(KH) og Aurora Hoel som gæstepro-

og komme med løsninger for at sæn-

fessor (KH). Studenterstudievejleder

ke smitten blandt unge i kommunen

Mathilde Baand er på orlov i militæret

og skabe et nyt rum for dialog, hvori

og Yasmin Ben-Kisos og Bjørg Thur

man kan finde frem til et corona-sik-

tager over indtil hun er tilbage. Cecilie

kert ungdomsliv i Aarhus. Indtil videre

Greve Frølund er ansat som ny stu-

består ungekriseledelsen af repræ-

denterstudievejleder for Retorik.

sentanter fra: Studenterrådet ved AU, Akademirådet ved Erhvervsakademiet,

De æstetiske fag skal flytte! – Den

Børn og Unge-byrådet, Ungdomskul-

afgørende beslutning er taget, og roka-

turhuset, Aarhus Water Sports Com-

den for de æstetiske fag, der har været

plex, Byhøjskolen og Aarhus Stats-

på tegnebrættet de sidste par år, er

gymnasium, med flere.

Nyh e d s ove rb l i k

S TU DIE LIV fremmøde! Så stort fremmøde, at man

Mundbind i AU’s kantiner – Er gæl-

spørger sig selv, hvad det dog skyldes?

dende fra d. 21/9 og indtil videre frem

Kunne det måske tænkes at ungdom-

til udgangen af oktober.

men, der af åbenlyse grunde ikke har etableret et villa-volvo-vovse liv endnu,

Universitets Sociale Liv Lever (Lidt)

har behov for fællesskab? Et socialt liv

Endnu! – På trods af coronarestrikti-

hvorigennem man etablerer og danner

oner, en uvis fremtid og løftede pe-

sig selv og sin identitet, samt skaber

gefingre, har de frivillige- og sociale

de relationer, der kommer til at vare

foreninger på Kasernen ikke ligget

langt ind i 30-40-50’erne? Også det

på den lade side hen over sommeren!

sociale rum der skal give energi til at

Både KaserneRevyen og os selv, Ka-

tage den uddannelse, der i sidste ende

serneBladet VISIR, har været godt i

skal give en adgang til det føromtalte

gang. Førstenævnte har bemandet

villa-volvo-vovse liv. Det liv, som de

ansvarsposterne til ”Kasernerevyen

ledende personer fra de myndigheder

2021 – Har du prøvet at genstarte?”

der varetager corona-håndteringen

(2020 formoder man). De har i øvrigt

lever lige nu, men virker til at have

søgt musikere, dansere, skuespillere

glemt hvordan og med hvilke forud-

og lydteknikere på det seneste. Her

sætninger, de fik etableret til at starte

på VISIR takkede veteran-chefredak-

med.

tørerne Senia Kragh Hansen og Nana Nikoline Boller af for mange års tro tjeneste, som vi er dem evigt taknemmelige for – de har efterladt roret til hele tre nye chefredaktører: Rebekka Bundgaard, Mikkel-Theis Paulsen og undertegnede. Ambitionsniveauet er højt, da vi fuldt og fast mener, at vores VISIR er det bedste i kampen mod corona! ;) Kasernerevyen og VISIR har, ligesom blandt andet KaserneBaren, Aperetif og Littuna, holdt intromøder for nye interesserede, med stort

STU DI E LI V

Ny hed s overb lik

De studerende synes... Den corona-ramte rusuge

Af Amalie Bjarnø Rasmussen, Dramaturgi Afstand, sprit, der lugter af tequila, længslen efter øl, restriktioner og ryste sammen-lege på Zoom har været nogle af overskrifterne for dettes års rusuge – men hvordan har rusugen egentlig været? I en tid, hvor man skal se meget langt

russerne ikke måtte drikke.”

efter det næste ‘Free Hugs’-skilt, har

- Sigurd William Wolff Lindh (Musikvi-

rusugen i år mildest talt været ander-

denskab)

ledes. Hjerter blødte for studenterne i juni, hvis studenterkørsel hang i en

”Rusugen medførte mange forskellige

tynd tråd, og ligeledes har corona pil-

udfordringer. Alt fra praktiske ting

let ved rusugens skæbne. Forskellige

som ændringer i lokalebooking og

universiteter og studier har grebet det

afspritning til spisning og hensyn til

an på deres egen måde, og på Kasernen har kreativiteten blomstret i stor stil for at få rusugen 2020 til at fungere. På redaktionen har vi spurgt både tutorer og 1. årsstuderende på henholdsvis Litteraturhistorie, Dramaturgi og Musikvidenskab for at få en føling for, hvad de involverede synes om dette års unikke rusuge. Tutorerne Hvad var den største udfordring ift. den corona-ramte rusuge? ”Det var svært at få info fra AU om, hvordan og hvorledes - og så dét, at

Nyh e d s ove rb l i k

S TU DIE LIV

afstand, men den største udfordring

programmer klar. Som regel plejer det

var nok, hvordan vi kunne inkorpore-

at tage tid nok i sig selv at skulle være

re sociale elementer og sørge for, at de

klar med én plan til rusugen, men her

nye studerende fik en god start trods

kom vi lidt på overarbejde.”

omstændighederne. Det sidste, vi ville

- Kirstina Kokxhoorn Klarskov (Dra-

have, var, at de nye fik en fornemmel-

maturgi)

se af, at de missede ud på noget.” - Sarah Cant (Litteraturhistorie)

Hvad lykkedes bedst?

”I planlægningen af rusugen var uvis-

”Vi synes, at det program vi havde

heden en stor udfordring. Vi skulle

lagt, var meget vellykket, selvom coro-

hele tiden have to scenarier åbne - vir-

na spændte ben for nogle ting.”

tuel eller fysisk rusuge - hvilket gjor-

- Sigurd William Wolff Lindh (Musikvi-

de, at vi ikke kunne gå i dybden med

denskab)

nogen af de to muligheder. Vi skulle forberede alt med kort varsel. I selve

”Vi var heldige med at få en gruppe

rusugen var det et tydeligt benspænd,

rigtigt engagerede nye studerende, så

at vi kun måtte være på campus til

især de sociale aktiviteter, som vi hel-

kl. 16. Det var svært at afbalancere

digvis kunne afholde udenfor, endte

socialt og fagligt indhold. Til vores let-

med at gå rigtig godt.”

telse var det nye hold studerende gode

- Sarah Cant (Litteraturhistorie)

til at tage initiativ til sociale aktiviteter uden for det planlagte program i rusu-

”De nye studerende har generelt været

gen, hvilket gjorde, at de lærte hinan-

glade, åbne og nysgerrige. Det har

den at kende på trods af begrænsnin-

gjort det lettere at være tutor med en

ger på sociale aktiviteter.”

smule dårlig samvittighed over de nye

- Ane Sølvsten Blak (Kunsthistorie)

studerendes vilkår. Derudover har der generelt været et stort samarbejde fra

”Som jeg ser det, var den største

alle deltagende i rusugen.”

udfordring for os planlægningen. Vi

- Ane Sølvsten Blak (Kunsthistorie)

vidste ikke før få dage inden, om vi kunne få lov til at afholde rusugen

Gik noget galt?

fysisk. Vi blev derfor nødt til at have to

STU DI E LI V

Ny hed s overb lik

”Generelt er det de virtuelle elementer i rusugen, der er gået knap så godt.

”Den gode stemning og den positive

Der er bred enighed om, at virtuelle

indstilling til rusugen. Indstillingen til

arrangementer aldrig får samme effekt

rusugen dette år kan muligvis have

som det ville gøre, hvis det blev af-

været mere positiv end forrige rusu-

holdt i virkeligheden.”

ger, da alle havde særligt fokus på at

- Ane Sølvsten Blak (Kunsthistorie)

få det bedste ud af den på trods af en pandemi, der fyldte. Der har generelt

”Jeg husker ikke andet end nogle få

været stor taknemmelighed for små

tekniske problemer i ny og næ. Heldig-

ting.”

vis havde vi nogle meget forstående og

- Ane Sølvsten Blak (Kunsthistorie)

søde russere med god energi og tålmodighed!”

”Helt klart dagene, hvor vi kunne få

- Kirstina Kokxhoorn Klarskov (Dra-

lov til at mødes fysisk. Der var så god

maturgi)

stemning, fordi alle var glade for, at det endelig lykkedes.”

Hvad var det bedste ved rusugen?

- Kirstina Kokxhoorn Klarskov (Dramaturgi)

”Det bedste ved introugen var nok at kunne se de nye åbne op for hinanden

Hvilket råd ville du give til fremtidige

og så småt begynde at danne venska-

tutorer under fremtidige pandemier?

ber. Vi havde været rigtig bange for, at hele Corona-situationen ville have

”Hold hovedet koldt. Bare det, at de

sat en stopper for det, men det virke-

nye studerende møder hinanden, ser

de heldigvis til, at de tog sagen i egne

universitetet og møder deres tutorer,

hænder.”

giver dem mere end man tror. Vend

- Sarah Cant (Litteraturhistorie)

trælse restriktioner til noget positivt og sjov - vær ikke bange for at overgø-

”Festivalen - og at folk lærte hinanden

re det med eksempelvis at gøre et stort

at kende på kryds og tværs. Og rus-

nummer ud af fællessprit - så bliver

serne - de er nice!”

det en sjov del frem for en sur og trist

- Sigurd William Wollf Lindh (Musikvi-

del.”

denskab)

- Ane Sølvsten Blak (Kunsthistorie)

Nyh e d s ove rb l i k

S TU DIE LIV teret, at alt ikke kan blive, som det plejer, er der rig mulighed for at udforske nye og spændende måder at afholde en rusuge på, og der kommer nye sjove minder ud af det.” - Kirstina Kokxhoorn Klarskov (Dramaturgi) Russerne Hvad var den største udfordring ift. den corona-ramte rusuge? ”Det mest udfordrende ved rusugen var nok, at det var svært at lære alle fra ens hold at kende. Med de forhindringer og barrierer, der nu var, var det svært at komme tæt på hinanden - både fysisk og socialt.” - August Vinther Thomsen (Kunsthi-

”Jeg håber virkelig, at ingen vil blive

storie)

udsat for den ekstreme uvished, som pandemien bragte i år. Når det så er

”At der ikke var arrangeret noget efter

sagt, er mit bedste råd nok at orien-

kl. 16. Det var egentlig ikke noget pro-

tére jer om, hvad der foregår.”

blem i praksis, da vi russere var gode

- Sarah Cant (Litteraturhistorie)

til at tage initiativ.” - Bjarke (Musikvidenskab)

”Du skal ikke regne med at få noget at vide fra AU. Regn med, at du selv skal

”At holde gejsten oppe til Zoom-mø-

tage alle de svære beslutninger.”

derne, som godt kunne blive lidt tunge

- Sigurd William Wolff Lindh (Musikvi-

indimellem. Og så synes jeg altid, det

denskab)

er udfordrende at møde så mange nye mennesker på én gang og være på ret

”Fortvivl ej! Så snart man har accep-

meget af tiden.”

STU DI E LI V - Lærke Vistisen (Dramaturgi)

Ny hed s overb lik fik et skørt, men godt sammenhold på studiet, netop fordi det var så vigtigt,

Hvad lykkedes bedst?

at vi skulle holde afstand. Det blev lidt komisk, fordi vi jo ikke kendte hinan-

”De små hold, vi var delt ud på. Vi

den – så fik vi nærmest mere lyst til at

spiste morgenmad ved individuelle

være sammen.”

tutorers hjem i hold på 6-7 stykker, og

- Amalie (Kunsthistorie)

det gjorde, at man lærte

”De dage,

nogen at

hvor vi

kende rela-

mødte op på

tivt godt fra

kasernen

start af. Der-

og kunne

udover - det

møde hinan-

at se nogle

den rigtigt.

nye ansigter

Det var så

og få udvidet

fedt at lave

min horisont

workshops

af studiet.”

sammen

- August

og på den

Vinther

måde lære

Thomsen

hinanden at

(Kunsthisto-

kende. Der

rie)

var en vild energi, og

”O-løbet, der blev afholdt for os på

folk var bare så klar på det hele.”

græsset ved kasernen. Det var sjovt

- Lærke Vistisen (Dramaturgi)

og en af de eneste ‘ryste sammen’-aktiviteter. Derudover - besøg på Antik-

Kunne noget forbedres?

museet og hygge derefter. Morgenmad hos tutorerne tog nogle af nerverne

”Jeg ville ønske, at vi havde navneleg

væk. At vi lærte tutorerne godt at ken-

for hele holdet som noget af det første

de og desuden var det, som om man

frem for på tredjedagen og lidt flere

Nyh e d s ove rb l i k

S TU DIE LIV

sjove aktiviteter eller lege. Derudover

det er ikke så slemt som frygtet!”

ville jeg ønske, at tutorerne gerne

- Amalie (Kunsthistorie)

måtte være med til arrangementer uden for studiet i rusugen.”

”At prøve selv at tage initiativ til at

- Amalie (Kunsthistorie)

mødes udenfor programmet og lære hinanden bedre at kende. Og prøv at

”Jamen altså, en vaccine mod corona

lade være med at sammenligne jeres

ville have gjort underværker, men efter

egen rusuge med rusugerne de foregå-

omstændighederne, synes jeg faktisk

ende år. Jeres rusuge er helt speciel,

ikke, at noget kunne gøres bedre. Må-

og den skal bare nydes - lige meget,

ske kunne man godt have planlagt en

hvordan den ser ud!”

rundtur i Aarhus, bare så alle kom til

- Lærke Vistisen (Dramaturgi)

at kende deres studieby lidt.” - Lærke Vistisen (Dramaturgi) Hvilket råd ville du give til fremtidige russere under fremtidige pandemier? ”Deltag aktivt i at få rusugen til at lykkes. Tutorer kan ikke gøre så meget andet end at følge myndighedernes retningslinjer og gøre deres bedste. Så hvis man selv skal have noget ud af det, så hjælp tutorerne igennem ugen - på den måde bliver det fedest for dig selv og dine tutorer.” - August Vinther Thomsen (Kunsthistorie) ”Acceptér på forhånd at rusugen ikke bliver, som du har hørt dine venner fortælle om deres tidligere rusuge! Gå ind til rusugen med et åbent sind –

STU DI E LI V

St ud iehåndb og

Ny på kasernen

En håndbog til de nye studerende Af Cecilie Bøgh Pedersen, Retorik & Fabian Lenk, Litteraturhistorie Som ny studerende har man mange

til, og hvad de skal bruges til, hvordan

ting at holde styr på med de mange

universitetet er opbygget, hvem man

nye mennesker, de lange forelæsning-

skal tage fat i, hvis man har nogle

er og den store læsebyrde, foruden at

spørgsmål, samt give et ordforråd med

man også skal huske, hvordan man

de mest nødvendige begreber, man

aktiverer sit studiekort, og hvornår

skal kende til, for at begå sig på Ka-

Kaserne Caféen lukker. Men heldigvis

sernen.

er der altid folk, der rent faktisk har styr på næsten alt det vigtige!

Hvordan aktiverer man sit studiekort?

Disse personer plejer at være stu-

Studiekortet er det fysiske bevis for, at

derende, som har gået på Kasernen

man er studerende, og det giver rabat-

nogle år, og normalt er disse at finde

ter i mange butikker, samt adgang til

i KaserneBaren, hvor man kan nyde

en del bygninger på campus, der ellers

deres visdom, men eftersom den des-

vil være lukkede.

værre er lukket på ubestemt tid, er dette ikke muligt lige nu... Derfor har

Det forholder sig faktisk sådan, at

vi på VISIR tænkt os at yde en ekstra

studiekortet aktiveres automatisk, og

indsats for at fortælle om de mange

pinkoden fremsendes via post.au.dk.

forskellige aspekter af studielivet, man typisk ikke har helt har styr på, når

Hvis man alligevel skulle få brug for at

man lige er startet på sit første seme-

aktivere sit studiekort, få fat i et nyt,

ster. Eller som man måske har været

få tilsendt en ny pin-kode, eller skal

på Kasernen længe nok til at glemme

have adgang til bygninger, der ikke

igen.

har noget med Arts at gøre, skal man følge disse trin:

Vi vil blandt andet komme ind på, hvordan man aktiverer sit studiekort,

Man skal gå ind Mitstudie.au.dk og

hvilke internetsider man har adgang

derefter scrolle ned til bunden af si-

Stud ie h åndb o g

S TU DIE LIV

den, hvor man finder en række ‘Gen-

gamle google. Googler man eksempel-

veje til selvbetjening’. Der trykker man

vis “Hvordan opsætter jeg min au mail

på det grå felt, der hedder ‘Studiekort’.

til min pc” burde det være den første

Når man har gjort det, kommer man

side, som dukker op.

på ind på siden, hvor man har mulighed for at trykke på ‘Bestil studiekort’,

Blackboard.au.dk bruges primært

‘Skift pinkode’, ‘Aktiver dit Studiekort

som forelæsernes platform til at lægge

som adgangskort’. Efter det bliver

tekster op og samle opgaver ind. Det

man mødt af instruktioner, der forkla-

er også via Blackboard, at man kan

rer nøjagtigt, hvad man fortsat skal

finde linket til Qwickly, hvor man kan

gøre.

bekræfte sin tilstedeværelse til forelæsningerne. Qwickly bruges ikke i

Hvilke internetsider har man ad-

alle forelæsninger, så man skal ikke

gang til, og hvad skal man bruge

fortvivle, hvis man aldrig har hørt om

dem til?

det før. Linket til Zoom-forelæsninger

Det kan godt være svært at holde styr

findes også på Blackboard i venstre

på de mange internetsider, også for de

side, hvis en forelæsning ikke kommer

ældre studerende, og derfor vil der her

til at foregå med fysisk tilstedeværelse.

følge en lille oversigt over de allervigtigste:

Mitstudie.au.dk er en side, der skal hjælpe én med at navigere mellem de

Post.au.dk er din universitets-mail, og

mange forskellige hjemmesider på au

denne er vigtig at tjekke dagligt. Det

og giver oversigt over ens studieforløb.

er her, man får beskeder fra univer-

Det er også her, at man kan finde et

sitetets ledelse og sine forelæsere. Al

kort over au, som man kan bruge til

mailkorrespondance vil ske over post.

at finde personer, bygninger og lo-

au.dk og ikke til ens personlige mail.

kaler. I bunden af siden finder man

Man kan dog opsætte post.au.dk til

eksempelvis genveje til STADS, time-

eksempelvis Outlook, Applemail og

planer, Blackboard og mange flere.

iOS. Der findes en uddybende vejledning til, hvordan man gør dette på

Mit.au.dk bruges bl.a. til at bestille

studerende.au.dk. Den letteste måde

nyt studiekort, og her kan man fin-

at finde siden på, er ved at bruge gode

de en lang række informationer, som

STU DI E LI V

St ud iehåndb og

eksempelvis ens au-id (som man helt

STADS og kan bruges til eksamens-

sikkert kommer til at glemme) og

og undervisningstilmelding, til at få

ens studienummer. Det er også her,

oversigt over ens karakterer, ansøge

hvor man kan indsende billedet til

om orlov og meget mere. STADS findes

ens studiekort. Hvis man leder efter

også igennem mit.au.dk eller mitstu-

noget, kan det sikkert findes på mit.

die.au.dk, hvis det er lettere at hu-

au.dk - som eksempelvis ansøgninger

ske. På STADS kan man også bestille

til studienævnet - men den kan være

et bevis på, at man er indskrevet på

lidt svær at finde rundt i, og det kan

Aarhus universitet, hvilket kan være

derfor være en god idé at bruge de

en god idé at have på sig, da ikke alle

andre hjemmesider i stedet, hvis det

steder godkender ens studiekort i sig

er muligt.

selv, da der ikke er nogen udløbsdato på det.

Eksamen.au.dk er, som man kan gætte sig frem til, siden man skal bruge,

Timeplaner bruges til at se ens nu-

når man skal aflevere en eksamen

værende og kommende skemaer.

digitalt. Det er også her, man får re-

Skal man bruge planen for efterårs-

spons og kan se ens karakterer.

semestret, skal man bruge autumnschedule.au.dk, og skal man bruge

Library.au.dk kan bruges til at reser-

forårssemestret, skal man bruge

vere læsepladser og grupperum, be-

springschedule.au.dk. Til højre kan

stille materiale og finde litteratur. Man

man vælge, om man vil have skema-

kan også bruge den, hvis man skal

et for studerende, hold, undervisere,

have noget printet, eller hvis man skal

kurser, lokaler eller eksamener.

have kontakt til en bibliotekar. Hvem skal jeg tage fat i, hvis jeg Uploadprint.kb.dk er siden hvor man

har nogle vigtige spørgsmål?

kan uploade de filer, man vil have

Det kommer selvfølgelig an på, hvad

printet, sætte penge ind på sin kon-

det drejer sig om. Har man eksempel-

to, se hvor printerne står og få hjælp,

vis spørgsmål til sit studie, er ens stu-

hvis man har glemt sin pinkode.

dievejleder et rigtig godt sted at starte. Studievejlederne for de Æstetiske fag

Sbstads.au.dk bliver tit bare kaldt for

holder til over i Kasernens hovedbyg-

Stud ie h åndb o g

S TU DIE LIV

ning lokale 128, og deres telefonnum-

Institut for Kommunikation og Kultur

mer er 87 16 12 16. På studerende.

(IKK), Center for Undervisningsudvik-

au.dk under studievejledening kan

ling og Digitale Medier og forskellige

man finde emailadressen til de for-

forskningscentre.

skellige vejledere. Det er meget vigtigt,

Alt dette er mere formelt, og det er

at man kontakter sin studievejleder

derfor nødvendigvis ikke så vigtigt

over e-mail eller telefon - og ikke over

at vide i forhold til ens dagligdag på

facebook, selvom man måske er ven

Kasernen. Men det kan dog være rart

med personen her, og det kan være

lige at være opmærksom på, at de

fristende. Man kan også tage fat på

Æstetiske fag hører under Instituttet

Studiecenter Arts på følgende telefon-

for Kommunikation og Kultur.

nummer: 87161087. Ordbog: Hvordan er uni opbygget?

Som ny studerende vil man løbe ind

Universitetet består af fem fakulteter:

i mange nye ord, fraser og forkortel-

Arts, Aarhus BSS, Health, Natural

ser, som man aldrig har hørt før. Men

Sciences og Technical Sciences. De

fortvivl ej! Vi har lavet en lille ordbog,

fem personer, der står for ledelsen

hvor man finder alle de vigtigste ord at

af fakulteterne, er kaldet dekaner.

være bekendt med, så man kan begå

Dekanerne, sammen med rektoren,

sig på Kasernen.

prorektoren, universitetsdirektøren og erhvervsdirektøren, udgør uni-

AU: Som de fleste måske allerede

versitetsledelsen, som varetager den

har fanget, så er AU simpelthen bare

daglige ledelse af universitetet. Det

forkortelsen for Aarhus Universitet.

gør den indenfor de rammer, som

Til dagligt vil man næsten aldrig høre

bestyrelsen sætter. Bestyrelsen er den

nogen bruge universitets fulde navn,

øverste myndighed på universitetet

men i stedet denne mere mundrette,

og varetager dets interesser og sætter

korte udgave.

langsigtede mål for dets aktiviteter og udvikling.

Underviser: Er ham/hende/den, der

Til hver fakultet hører dertil nogle in-

underviser dig i et fag. Også kaldet

stitutter og centre. Til Arts hører DPU,

’forelæser’. Det hedder IKKE en lærer

Institut for Kultur og Samfund (IKS),

under nogen omstændigheder. Vi kan

STU DI E LI V

St ud iehåndb og

da også lige for god ordens skyld næv-

med god kage, som varmt kan anbe-

ne, at vi er studerende, ikke elever, og

fales, hvis vores egen café er lukket

at vi går på universitetet, ikke i skole.

for dagen. De er især kendte for deres

Man har for resten heller ikke ”lektier

romkugler.

for”, og så går man på et hold og ikke i en klasse. Så er der styr på det.

Kapsejlads: Er Aarhus Universitets egen ”lille” endagsfestival, hvor 12

Kasernen: Kasernen er hjemsted for

hold fra forskellige fakultet dyster

de æstetiske fag. Man vil utvivlsomt

imod hinanden om Det Gyldne Bæk-

møde nogen fra andre dele af universi-

ken ved at drikke om kap og sejle over

tet, som aldrig har hørt om Kasernen

uni-søen. De rigtig hardcore studeren-

før (eller fagene, der holder til der) og

de dukker op midt om natten for at

ikke aner, hvor den ligger henne. Det

få en god plads til dette vidunderlige

skal man dog ikke lade sig slå ud af!

show. Der er morgensang, uanede

Kasernen er meget flottere og langt

mængder alkohol, campingstole, sjove

hyggeligere end Nobelparken og Ka-

værter og indslag fra hvert hold. I år

trinebjerg. Følgende forkortelser vil du

blev kapsejladsen afholdt i al hemme-

også støde på:

lighed uden tilskuere. Vi krydser fingre for, at kapsejladsen vender stærkt

Lithis: Litteraturhistorie

tilbage i foråret 2021!

ÆK: Æstetik og kultur

Uni-parken: Universitetsparken, hvor søauditorierne blandt andet ligger,

Drama: Dramaturgi

og hvor førnævnte kapsejlads bliver afholdt.

Musik: Musikvidenskab Det Kongelige: Det Kongelige BibliKunst: Kunsthistorie

otek. Man vil måske høre nogle af de gamle studerende, der trodsigt kalder

Matematisk: ’Matematisk’ eller ’mate-

det Statsbiblioteket, men bare ignorer

matisk kantine’ holder til ovre på den

dem.

anden side af Langelandsgade i den gule bygning. Det er en herlig kantine

Eduroam: Internettet på AU, som

Stud ie h åndb o g

S TU DIE LIV

ingen kan huske, hvordan man logger

Om formiddagen er der diverse idræts-

på. (Men du skal indsætte dit AU-

turneringer rundt omkring på univer-

ID, som starter med det årstal, du

sitetet, og om aftenen er der koncerter,

blev indskrevet på AU: eksempelvis

billige øl og masser af mudder.

au201704853@uni.au.dk) Russian Cocaine: Opfundet af/bragt De Studerendes Hus: Ej at forveksle

til Kasernen af vores egen Lis Møller,

med Studenterhuset (som ligger på

som er professor i Litteraturhisto-

Nordre Ringgade). De Studerendes

rie. Den består af 1 shot vodka og

Hus holder til på Kasernen ved siden

en skive citron, som på den ene side

af Kasernebiblioteket. Det er blandt

er dyppet i kværnet kaffe og på den

andet en god bygning at lave gruppe-

anden er dyppet i sukker. Man tager

arbejde i.

shottet først og derefter citronskiven. Det smager himmelsk og kan nydes i

Hum: Er humaniora/de humanistiske

Kasernebaren (når den engang får lov

fag – også kaldet ”arts”.

til at åbne igen).

Akademisk kvarter: Er en herlig

Selvfølgelig blev der her ikke svaret

opfindelse, som betyder, at al under-

på alle tænkelige spørgsmål, man kan

visning altid (medmindre andet står

have i forhold til at være studerende

skrevet) begynder kvart over i stedet

på Aarhus Universitet. I det mindste

for hel. Når man først har vænnet sig

tror og håber vi på, at man med denne

til det, vil man helt sikkert opleve,

viden i baghovedet burde være i stand

at det vil skabe problemer ude i den

til at overleve længe nok på universi-

”virkelige” verden, som desværre ikke

tetet og Kasernen til, at man kan finde

har taget det akademiske kvarter til

nogen, der kan hjælpe en videre med

sig (endnu).

yderligere spørgsmål - på trods af den lukkede fredagsbar.

Danmarks største: Danmark Største Fredagsbar og Idrætsdag for alle studerende på Aarhus Universitet. Den finder sted hvert år i september - lige med undtagelse af i år, selvfølgelig.

STU DI E LI V

Kasernep er s p ek t iv

Kaserneperspektiv

Er der ligestilling på Kasernen? Af Amalie Bjarnø Rasmussen, Dramaturgi og Line Nørby Jensen, Retorik På baggrund af den nyopblomstrede

Denne kædereaktion af hændelser har

samfundsdebat om ligestilling, har vi

givet anledning til, at vi på redaktio-

på redaktionen valgt at tage pulsen på

nen er begyndt at diskutere hvorvidt/

den komplekse ligestillingsdebat. Hvis

om sexisme er et problem på Kaser-

du har levet under en sten og ikke ved

nen, og hvad holdningerne egentlig

hvad denne aktuelle debat går ud på,

er til ligestillingsdebatten blandt de

giver vi dig nedenstående tidslinje med

studerende og ansatte. Vi stillede jer

de vigtigste højdepunkter i 2020:

derfor følgende spørgsmål i et anonymt spørgeskema:

•

4. august: Ane Høgsberg udgiver dokumentaren ”Alle hader feminister”

•

26. august: Sofie Linde bringer ligestillingsdebatten på tale til Zulu Comedy Galla ved brug af personlige oplevelser

•

3. september: Debatten med Clement diskuterer ligestilling med Pia Kjærsgaard og Sofie Linde

•

10. september: 701 kvinder fra mediebranchen skriver under på et støttebrev til Sofie Linde

•

17. september: Jeppe Kofods sexsag med 15-årig kommer frem igen og der bliver debatteret i samfundet om hvorvidt han bør gå af som udenrigsminister eller ej

•

25. september: Politiken bringer artikel med 79 vidnesbyrd om sexisme og overgreb på kvinder i dansk politik

•

7. oktober: Morten Østergaard fra Radikale Venstre går af som formand grundet intern sexchikane-sag i partiet

Kase rne p e r s p ek ti v

S TU DIE LIV

93 personer har svaret på undersøgelsen hvoraf 74% er kvinder, 22% er mænd, 2% identificerer sig som hverken eller og 2% har valgt ikke at svare.

Ifølge undersøgelsen er op imod 87%

nister. Ud fra statistikken kan man se

af de deltagende enten helt- eller del-

at ligestilling og feminisme er et emne,

vist enige i

der ligger jer studerende fra Kasernen

at der over-

på sinde, og at størstedelen mener, at

ordnet er et

det er en vigtig og relevant samfunds-

problem ift.

debat.

ligestilling i Danmark.

Derefter stillede vi jer et par spørgs-

74% af de

mål, for at undersøge hvorvidt sexisme

deltagende

finder sted på Kasernen:

betegner sig som feminister, 16% som hverken eller og 10% betegner ikke sig selv som værende femi-

STU DI E LI V

Kasernep er s p ek t iv

Denne statistik viser at 14% af de

mærker nogle, at sexistiske kommen-

adspurgte i nogen grad personligt har

tarer finder sted under forelæsninger-

været udsat for sexisme på Kasernen,

ne, og at de mandlige studerende får

og at en femtedel kender nogen på

mere taletid og bliver anerkendt mere

Kasernen, der har været udsat for det.

af underviserne samt andre medstu-

I forhold til dette kom der nogle uddy-

derende.

bende kommentarer fra jer studerende, hvoraf en for eksempel udtalte sig

Altså, udtrykkes der primært i kom-

om at:

mentarerne at sexisme ikke er et gennemsyrende problem på Kasernen og

Under rusugen og i det første halvår af

at der er respekt og tolerance på tværs

studiet oplevede mange af mine kvindelige

af kønnene. Dog er der en generel

medstuderende stor interesse fra nogle af

frygt for, at der senere hen i fremtiden

de mandlige tutorer. Og det var altså af

vil opstå udfordringer ift. ligestilling og

seksuel karakter, ikke akademisk. Det var

sexisme på arbejdsmarkedet. Man kan

ikke noget, nogen af os lagde noget nega-

håbe, at denne generation af Kaser-

tivt i på det tidspunkt, men når vi efter-

nestuderende viderebringer de gode

følgende har snakket om det, er vi blevet

værdier til arbejdsmarkedet og holder

enige om at det var totalt upassende og

debatten ved ilden. I al fald er største-

uprofessionelt af tutorerne.

delen af de deltagende i undersøgelsen enige med hinanden om, at debatten

Flere kommenterer at de ikke umid-

er vigtig, og at det er på tide, at den er

delbart synes sexisme er et problem

kommet mere på banen.

på Kasernen og at det er et godt miljø hvor ligestilling tages alvorligt. Dog be-

Forenin g s p or træ t

S TU DIE LIV

Foreningsportræt: Kaserne Caféen Et Interview med Mads Bækgaard Af Fabian Lenk, Litteraturhistorie Kasernen består ikke kun af undervisningslokaler og gruppearbejdsrum, hvilket man hurtigt kan glemme, når man har travlt. Derfor har VISIR valgt at gøre det til en regulær ting at rykke Kasernens foreninger frem i lyset for at skabe opmærksomhed om, hvad og hvem, der præger studielivet ud over studiet. I dette tilfælde har Mads Bækgaard været så venlig at give os et indblik i Kaserne Caféens indre virken og historie. Okay, så jeg starter bare med det mest

siden startede det.

simple spørgsmål: Hvad er Kaserne Caféen egentlig for noget?

Og “vi” det er så Aske [Kristensen] og dig?

Kaserne Caféen er en café/kantine bestående af frivillige fra de æstetiske

Ja, det er det nemlig. Vi er to, der ejer

fag, som hver især tager en frivillig

caféen, og så er der en masse frivillige

tjans herovre, så vi kan holde åbent.

og ansatte som bestyreren og besty-

Vi er her fra 8 til 14 i hverdagene,

rer-assistenten, der i det daglige tager

og i dette tidsrum kan man komme

sig af vagtplanlægning, vareindkøb,

over og få sig en kaffe og sandwich.

holder personalemøder, sender faktu-

Vi bager også selv vores brød herover

raer ud og sådan nogle ting.

til morgenboller og frokostboller. Så det er egentligt, i korte træk, det det

Hvorfor startede du, eller I, caféen op?

er: En lille café for alle studerende på Kasernen som også bliver drevet af de

Det er en sjov historie, fordi vi var in-

studerende.

volveret i Kasernerevyen, og så var det i slutningen af det, at vi tænkte, at vi

I hvor lang tid har den været her?

ville fortsætte alt det sociale. Så hang vi ud her i foyeren og tænkte egentlig

Jeg startede caféen i 2014, så det er jo

på: “Hvorfor banker vi ikke bare en

en del år siden efterhånden… for 6 år

kantine op her?”. Der havde engang

STU DI E LI V

Foreningsp or t ræt

været noget, der mindede om en kan-

ne samles om et eller andet. Alt med

tine før. Så vi stak hovederne sammen

mad og det der måtte vi jo lære hen ad

og ville gerne starte et eller andet vi

vejen.

kunne mødes omkring. Vi var måske otte mennesker, der havde denne idé

Så I lærer også de frivillige op?

om at starte en lille café herovre, men der var faktisk kun to af os, der men-

Ja, der er jo alle mulige regler, når

te det sådan ret alvorligt. Vi startede

man står i køkkenet. Dengang vi åb-

med at tage et møde med universite-

nede skulle man have et hygiejnebevis

tet, og så mødtes vi med alle mulige

for at stå, arbejde med og håndtere

instanser, der vidste noget om revision

mad. Det er ikke et lovkrav mere, men

og forsikring for at finde ud af, hvor-

så skal man være undervist i det af

dan man overhovedet starter en virk-

dem, der ejer stedet og det gør vi!

somhed og hvilken type virksomhed, man skal starte. Det havde vi jo aldrig

Hvad er det så man laver som frivillig?

prøvet før, og så gik det også stærkt. Jeg tror egentlig ikke der gik så mange

Som frivillig åbner man op, eller man

måneder før, vi kunne åbne.

kan have en middagsvagt eller en lukkevagt, og det er mellem tre og tre

Havde du noget mad-ekspertise, eller

og en halv timer man har om ugen.

erfaring med at drive en virksomhed?

Hvis man åbner, så sørger man for at sætte ting frem, forme morgenboller

Nej, overhovedet ikke. Vi mødte hin-

af en dej, der er blevet lavet dagen før

anden på studiet, altså vi var forskel-

og ellers skal der laves de sandwichs,

lige årgange, godt nok, men vi mødte

der skal sælges i løbet af dagen. Og så

hinanden i forbindelse med revyen. Vi

handler det ellers meget om at hol-

var begge to på musikvidenskab, og

de åbent, sidde og sælge. Der er ret

det var midt i min uddannelse, at jeg

meget at gøre, når der er mange, men

startede caféen. Jeg sad tit til forelæs-

når der ikke er så meget aktivitet, kan

ninger og skulle passe caféen bagefter.

man sidde og studere eller læse en

Hverken Aske eller jeg havde noget

bog for eksempel. Der er faktisk god

med mad at gøre inden. Vi vidste bare,

tid til både at snakke med alle de an-

at vi ville skabe et sted, hvor vi kun-

dre studerende, der kommer og gæster

Forenin g s p or træ t

S TU DIE LIV

caféen, men også at få studeret, mens

Altså det var jo før uni egentlig også

man er herovre. Samtidig er man med

lukkede semestret, så det har været

til alle de personalemøder, hvor vi har

mega svært. Det har selvfølgelig væ-

det mega sjovt og giver gratis mad og

ret rigtigt svært at finde ud af, hvad

drikke, eller vi tager ud på madmes-

vi skal gøre, og så søge statens hjæl-

ser, smovser og har et godt fællesskab.

pepakker, der hjælper sådan nogle

Jeg vil sige, at det er en af de fede

virksomheder, og det har vi så også

initiativer på Kasernen, hvor du rent

gjort brug af, og det har gjort at vi

faktisk møder og har meget med de

kunne komme igennem perioden og

andre fag at gøre.

kunne åbne igen. Vi klarede den, og vi klarer den fortsat. Man kan sige, at vi

Hvordan kan man blive frivillig herov-

er meget afhængige af, at de studeren-

re?

de netop kommer over, det kan vi jo kun opfordre folk til. Det er for Kaser-

Mange frivillige blev det bare over

nen og af Kasernen at Kaserne Caféen

disken. Folk kom hen og spurgte om,

eksisterer.

hvad det er for noget og sagde, at det godt kunne være noget, de var inte-

Er I bange for, at I skal lukke ned igen

resseret i. Så har vi kontaktet dem

om et par uger?

og aftalt en prøvevagt, hvor man kan prøve at se, hvordan det er at stå her-

Jeg tror hele tiden, at vi på en måde

ovre sammen med en anden. Hvis det

forbereder os på det og ved, at det kan

er noget for en, så kan man komme

ske. Igen er vi afhængige af, at hvis

på vagtskemaet, når vagtplanen bliver

vi bliver tvunget til at lukke, at der

lagt fra uge til uge, så det er meget

er nogle hjælpepakker. Ellers er det

fleksibelt.

svært i denne branche. Jeg har en anden café nede i byen, der også har det

Nu snakker vi jo med masker på, så

rigtigt svært, så det er meget vigtigt, at

hvordan går det med corona? Overlever

der også bliver taget hånd om det, for-

Kaserne Caféen?

di en ting er, at vi er en branche, der har nogle stramme restriktioner lige

Corona har jo været rigtigt rigtigt

nu, men samtidig bliver samfundet

svært, da vi skulle lukke ned i marts.

opfordret til at være forsigtig og blive

STU DI E LI V

Foreningsp or t ræt

hjemme. Så det er en svær ting det

genbolle, det må det være, så det er

der med, at vi er tvunget til at holde

også helt klart en favorit.

åbent så meget vi kan for at overleve, men samtidig bliver vores gæster op-

Er der også vegetariske og veganske

fordret til at blive væk.

muligheder?

Nu må du så også få chancen til at

Ja, vores bolledej er vegansk og vores

lokke lidt: Hvilken slags mad kan du

humus sandwich er det veganske al-

anbefale? Hvad er din favorit?

ternativ. Brie og andre oste sandwich er også vegetariske. Vi laver normalt

Det skifter faktisk lidt mellem de

boller med skinke og ost, men vi laver

sandwicher vi har. Jeg har i mange

også frokostboller bare med humus og

år holdt mig til kylling-dressing sand-

rød peber, så det er også en mulighed.

wichen. Så har jeg også været over i at tage en anden en og lavet min egen

Har i planer for fremtiden? Nye menu-

personlige sandwich, hvor der kom-

er, eller noget i den retning?

mes noget ost i kylling-dressing sandwichen, men ellers tager jeg også tit

I vores personalemøder sørger vi altid

humus og brie. Og brie-sandwichen

for at tage op, hvilke justeringer og

er her faktisk, fordi da jeg startede

ændringer man kan foretage. Caféens

på uni for mange år siden, da var der

fysiske rammer kan vi ikke gøre så

en lille kantine herovre, og de havde

meget ved, fordi det er så småt som

nogle rigtig gode brie-sandwich. Dem

det er, og vi må ikke udvide i nogle be-

blev jeg vild med, og så tænkte jeg, at

stemte retninger. Planer for fremtiden

det kunne være fedt at fortsætte. Så

er lige nu at beholde et virkelig virkelig

dem har jeg selvfølgelig en forkærlig-

godt samvær blandt de studerende i

hed for. Og så er der vores boller. Der

den her tid. Jeg tror, det vi fokuserer

er jo ikke noget bedre end når man

på lige nu er at få det hele til at køre

har mulighed for at have hjemmebagt

rundt, sådan at folk stadigvæk godt

brød. Sådan en morgenbolle, synes

kan nyde at være frivillig, og at man

jeg, er noget alle skal prøve. Det er

også kan nyde at være gæst her.

toppen om morgenen at komme ind og få en frisk kaffe og en friskbagt mor-

Jeg har et lidt drillende spørgsmål. Der

Forenin g s p or træ t

S TU DIE LIV

har været rygter i mange mange år, at humanisterne skal flytte. Jeg tænker: er I Kasernens café eller humanisternes café? Altså, ville I flytte med, eller ville I blive her? Det sidste vi hørte var faktisk, at der var gang i noget ved hospitalet. Noget derovre skulle blive til campus 2.0, og vi havde, hvis det her skulle lukke ned, interesse i at starte noget op derovre. Det fede ved at være på Kasernen har været alle de studerende, der er her, som jeg jo synes er det fedeste miljø at være i. Det er også der det hele startede, blandt dem. Så lige et kort spørgsmål til sidst: hvis du skulle beskrive Kaserne Caféen med nogle få ord, hvilke ville du så bruge? Sammenhold! … udvikling og godt studiemiljø. Så takker jeg for det. Jamen, selv tak.

STU DI E LI V

U nd er viserpor t ræt

Underviserportræt

Et interview med Sofie Venge Madsen, studielektor i retorik Af Line Nørby Jensen, Retorik Har du nogensinde undret dig over

viser Sofie på vej til sin allerførste dag

hvem din underviser egentlig er, og

på Retorikstudiet på KU i 2001 og bil-

hvordan det er at undervise på univer-

ledet til højre viser Sofie i dag i 2020

sitetet? Med portrætter af forskellige

med 12 år på bagen som underviser

undervisere forsøger VISIR at komme

på Kasernen.

lidt tættere på menneskene bag undervisningstimerne. I denne første

Hvad omhandlede din ph.d.?

udgave af Underviserportræt har vi talt med Sofie Venge Madsen som er

Jeg har faktisk ikke skrevet en. Jeg er

lektor på retorikstudiet på Kasernen.

ansat som studielektor, hvilket bety-

Det nedenstående billede til venstre

der at jeg er i en underviserstilling og

Sofie på vej til sin første dag på Retorik

Sofie i 2020.

på KU i 2001.

Under v i s e rpo r tr æ t ikke har nogen forskningsforpligtelser. I udgangspunktet skal man normalt både forske og undervise, men der er nogle enkelte undtagelser bl.a. her på Kasernen, hvis man underviser i et fag hvor det praktiske fylder meget, som det gør i f.eks. retorik. Hvorfor undervise på universitetet?

S TU DIE LIV

Navn: Sofie Venge Madsen Uddannelse: Cand.mag. i Retorik på Københavns Universitet Undervisningsfag: Retorik på Bachelortilvalget, Kandidaten og Masteren

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg

miner og karakterer i stedet for egent-

gerne ville undervise, men jeg havde

lig fordybelse.

egentlig tænkt at det lige netop ikke skulle være på universitetet, fordi jeg

Hvad er det mest givende ved at un-

ikke havde lyst til at skrive en ph.d.

dervise?

og meget nødigt ville forske. Det var dog tilfældighederne, der gjorde at det

Undervisningssituationen er en evigt

alligevel blev på universitetet. Og det

fascinerende størrelse. For mig er

er jeg glad for!

noget af det mest meningsfulde man kan gøre, at mødes med andre menne-

Hvad er den største udfordring ved at

sker og udveksle forståelser af tekster.

undervise på universitetet?

Og i retorikfagets tilfælde er teksterne ytringer og udsagn i en kontinuerlig

Der er meget få timer til selve un-

samtale om, hvordan samfundet er

dervisningen, især på humaniora. Vi

skruet sammen – og bør skrues sam-

skal nå ufattelig meget på meget kort

men. Det synes jeg er enormt givende

tid, og dannelsesperspektivet får kun

og inspirerende at arbejde med hver

lov til at fylde meget lidt. Jeg tror, de

dag.

fleste undervisere har mange ambitioner på deres fags vegne, men jeg har

Hvorfor er lige præcis dit fag relevant?

indtryk af, at de studerende gennem hele uddannelsessystemet er blevet

For mig at se er retorik et dannelses-

opdraget til at fokusere på f.eks. eksa-

fag der rummer indsigter og kompe-

STU DI E LI V

U nd er viserpor t ræt

tencer. Retorik er det kit, der holder samfundet sammen. For hvis vi som

Ginbaserede drinks. En gin og tonic

medborgere skal kunne agere i et

kan jeg altid drikke!

samfund, er vi nødt til at lære både at ytre os konstruktivt og være kritisk

Hvad laver du når du ikke underviser?

modtagende. Jeg er lidt af en kliché for jeg går Og nu til de lidt mindre karriereorien-

selvfølgelig til yoga, hvem går ikke til

terede spørgsmål ...

yoga i min alder? Derudover vinterbader jeg. Jeg bader faktisk hele året

Hvad er din livret?

rundt, det er jeg vild med. Og så har jeg en familie med mand og tre børn

Det er et meget svært spørgsmål, for

– det fylder selvfølgelig også en del.

jeg er et kæmpe madøre og går utroligt

Derudover laver jeg min egen snaps,

meget op i mad. Det er egentlig ikke

er frivillig læseguide i læseforeningen

så vigtigt for mig om det er det ene

og, sidst men ikke mindst, så sover jeg

eller det andet, men det er vigtigt om

gerne 20 minutters middagslur hver

det er ordentligt lavet - og om det er

dag, hvis jeg kan slippe afsted med

lavet med ordentlige råvarer. Hvis jeg

det.

SKAL give et svar må det være melanzane alla parmigiana og hjemmelavet

Hvad er dit bedste råd til de studeren-

pasta (og…).

de?

Hvad er din yndlings musik genre?

Insistér på at få lov til at lære – for jeres egen skyld. Giv jer selv plads til

Jeg elsker at lytte til jazz og old school

at fordybe jer i faget i stedet for ude-

hip hop. Det er vist noget med, at ens

lukkende at koncentrere jer om eksa-

musiksmag går i stå når man kom-

mensræset. Og lad være med at tro at

mer op i begyndelsen af 30’erne og så

I skal kunne alting nu.

vender man tilbage til de gamle klassikere. Hvad er din yndlingsdrink?

For ske rFoku s

S TU DIE LIV

ForskerFokus

Et interview med ph.d. Sarah Mygind Af Clara Carlsen og Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie Drømmer du om at skrive en ph.d.? Er du nysgerrig på, hvad humanistisk forskning er for en størrelse? Gennem dette ForskerFokus bygger VISIR bro mellem Kasernens studerende og Kasernens forskere ved at undersøge, hvordan og hvorfor forskerne er havnet der, og hvor de befinder sig i dag. Vi har sat adjunkt i børnelitteratur og litteraturhistorie Sarah Mygind i stævne en solrig september formiddag på hendes kontor for at stille hende en række spørgsmål omkring hendes vej til en ph.d.-afhandling. Jeg sidder her med dig, Sarah Mygind, og du har skrevet en ph.d. om børnelitteratur i transmedial bevægelse og har for nyligt vundet Aarhus Universitets ph.d.-pris 2020. Stort tillykke med det! Jeg tænkte på, om du her til at starte med kunne sætte et par ord på, hvem du er, og hvad dit projekt handler om? Jamen, jeg er sådan lidt ‘born and bread’ her på Kasernen faktisk. Jeg

syntes Lis Møller (red. Professor i Lit-

har en bachelor i litteraturhistorie og

teraturhistorie og ansat på Kasernen)

humanistisk organisationsudvikling,

ikke at jeg skulle, og så fik hun mig på

så jeg har også været en tur på han-

en eller anden måde overtalt til, at det

delshøjskolen og taget fag der. Jeg

var smartere, hvis jeg læste en kandi-

havde derfor en idé om, at jeg skulle

dat i litteraturhistorie, og det viste sig

læse økonomi på kandidaten, men det

også at være den rigtige beslutning for

STU DI E LI V mig. Herefter troede jeg egentlig, at jeg

For skerFokus spurgte også om noget andet, ikke?

var færdig med universitetet og skulle ud i forlagsbranchen og tog derfor til

Det var, hvad dit projekt handlede om.

København og fik en projektansættelse på et lille forlag. Det skal også

Men det var vel egentlig en meget

siges, at jeg i min studietid har været

god overgang, fordi jeg blev specifikt

tilknyttet Passage (red. akademisk

kontaktet af Tore Rye Andersen (red.

litteraturtidsskrift) som layouter, fordi

Afdelingsleder på Litteraturhistorie),

at arbejdet med grafik, visuelle udtryk

som har været min specialevejleder.

og teknologi altid har været noget,

Men jeg forstod simpelthen ikke, hvad

jeg har elsket. En dag, mens jeg sad

det var, han mente med opfordringen,

i København, blev jeg så kontaktet af

og hvad det var, jeg specifikt havde

Mads Rosendahl (red. Professor i Lit-

at byde på. Tore sagde så, at det godt

teraturhistorie og ansat på Kasernen),

kunne være, at jeg ikke havde beskæf-

som jeg kendte via Passage. Han sag-

tiget mig med børnelitteratur før, men

de, at der skulle laves en opgavebank

at den vinkel ind i børnelitteraturen,

på universitetet, og at der desuden var

som projektet manglede, netop var

en international forfatterscene under

dét, jeg havde arbejdet med. Så der så

opsejling, som universitet skulle være

han noget, som jeg ikke selv så. Jeg

en del af - og om en kombination af

tror egentlig heller ikke, at jeg tænk-

disse to projekter var noget jeg kunne

te, at jeg var god nok. Men så fik jeg

være interesseret i? Lige dér tænkte

faktisk lov til at skrive en ansøgning

jeg, at en løntilskudsstilling ikke er

på en måned…

det mest fantastiske i verden, men på det tidspunkt var jeg rigtig træt af at

Hold da op!

pendle til København, så jeg sagde ja tak til stillingen og arbejdede så med

Ja, men jeg fik så lov til at skrive an-

at udvikle forfatterscenen, som nu

søgningen i min arbejdstid og havde

hedder Authors in Aarhus, og opgave-

Tore til at læse den igennem. Men det

banken. Lige pludselig bliver jeg så

var en ret intensiv måned, ikke? Fordi

kontaktet om, at der er blevet slået et

jeg også lige skulle mærke efter, om

ph.d.-opslag op vedrørende børnelit-

det nu var det, jeg skulle.

teratur i intermedial perspektiv. Du

For ske rFoku s

S TU DIE LIV

Det er en vild indgang til det, synes

forskere snakker om, at det er et kald

jeg. Det dér med at komme væk fra uni-

at forske, men det vil jeg ikke sige. Det

versitetet og så alligevel komme tilbage

handler om, at der skal være noget,

igen. Jeg tror, der er mange, der går og

man brænder rigtig meget for. Og så

frygter, at hvis man tager væk herfra,

skal det være på rimelige vilkår.

så kommer man ikke tilbage. Ja, for jeg skulle til at spørge dig, hvad Men det tror jeg også altid at jeg har

din motivation både fagligt og person-

tænkt faktisk. Også fordi jeg kan

ligt var for at søge, hvis du netop ikke

huske, at der var nogle stykker på mit

føler, at det var noget, du bare skulle

kandidathold, hvor jeg tænkte, at det

gøre?

var jo sådan nogle, der bare skulle være forskere. Og det havde jeg ikke

Der er flere ting i det. For det første

sådan tænkt mig selv som. Altså, jeg

det, jeg lige snakkede om med at se en

har altid været mere interesseret i

mulighed for at have den der kontakt

det, der foregik udenfor de mure her.

med omverdenen. Desuden forestillede

Men det jeg så kunne se med det her

jeg mig ikke, at jeg nødvendigvis var

børnelitteraturprojekt, det var faktisk,

dårligere stillet ude på arbejdsmarke-

at jeg kunne kombinere de to ting.

det af at have beskæftiget mig med dét

Fordi at der er noget med det her felt,

her. Jeg ved godt, at jeg specialiserer

altså børnelitteraturfeltet, og med den

mig yderligere nu, og har special-

måde, jeg arbejder med det på, som

iseret mig ved både at have post.doc.

simpelthen bare lægger op til, at man

og adjunktur og sådan noget, ikke?

er ude i verden og har kontakt med

Samtidig er jeg også meget opmærk-

andre. Men jeg vil også sige, at jeg

som på, at jeg har nogle andre kompe-

tror, at hvis det ikke havde været for

tencer end forskerkompetencer, og at

lige præcis dét projekt, så havde jeg

man som menneske kan lære nye ting

ikke været her. Så det har ikke været

uanset, hvor meget ældre, man bliv-

noget, jeg skulle partout, og det er det

er. Det kan godt være, at det er naivt,

stadigvæk ikke. For det er også rigtig

men jeg tror også, at det er smart. Jeg

hårdt at være her, og der er mange

har virkelig en grundlæggende idé om,

forventninger, og der er meget arbej-

at det er smart at tænke på den måde,

de – man er jo altid på arbejde. Nogle

for ellers begrænser du dig selv. Det

STU DI E LI V

For skerFokus

skal være et aktivt valg at være her

bevægelser på tværs af medier - hvad

hele tiden og hver dag.

er det, der gør, at det her værk udkommer på den måde, som det gør.

Jeg tænkte på, om du kunne uddybe

Den information kan man jo få meget

det her med at bruge ‘verden udenfor’

unikt ved at gå til kilden, altså pro-

som et led i din forskning?

ducenterne, og jeg synes, at deres motiver, deres måde at arbejde på, er

Det startede faktisk med Litterær

vanvittigt spændende. Jeg tror, at det

kultur (red. fag på kandidatuddan-

sted, jeg har fået det mest udfoldet,

nelsen i Litteraturhistorie), som jeg jo

er i en artikel, jeg har skrevet om et

også underviser i i dag, hvor jeg skrev

projekt, der hedder Shanghai 1927

eksamen om et lille forlag og greb fat i

(red. projekt, der gennem forskellige

det her med at kunne interviewe folk

medier formidler, hvordan Kina blev til

– altså simpelthen være ude og snak-

det land, vi kender i dag), som er pro-

ke med dem. Jeg gjorde det samme

duceret her i Aarhus. Her undersøgte

igen med mit speciale, hvor jeg skrev

jeg, hvordan deres muligheder for at

om et amerikansk forlag, og hvor jeg

få funding til projekter påvirker den

søgte penge til at komme til USA for at

måde, det er udkommet på. Jeg gik

besøge dem. Så jeg var ovre og inter-

også til komponisten, der har lavet

viewe nogle af deres ansatte. Det var

musikken til projektet, og snakkede

vildt fedt, det der med at kunne gå ud

med hende om, hvordan hun har

og søge den der information, som du

tænkt det her projekt. Det, jeg så

ikke kan læse dig til andre steder. Jeg

fandt ud af, var, at ved at gå til pro-

gjorde det samme i min ph.d.-afhan-

ducenterne, ved at gå til de kreative

dling, og jeg tror egentlig altid, jeg har

hjerner bag, så får man også infor-

været interesseret i, hvad de eksterne

mationer, der kan benyttes i vores

betingelser har af betydning for det

værkanalyse. Og det er så her, at mit

værkinterne. Det, jeg helt overordnet

begreb om klyngeværker (red. begreb,

har interesseret mig for, er, hvordan

der dækker over værker, der udspiller

digitalisering påvirker børnelittera-

sig på flere medier) opstår – begrebet

tur som en kunstform, hvor jeg så

er altså dukket op ud af en praksis.

helt specifikt har været inde og kigge

Og det er den cirkel dér, jeg synes er

på, hvordan børnelitteratur indgår i

vanvittigt spændende. Og det er også

For ske rFoku s

S TU DIE LIV

den, jeg håber på at kunne komme til

der provokerer mig allermest i hele

at arbejde videre med nu i mit ad-

verden, er, når der er en eller anden

junktur. Jeg kunne godt tænke mig at

litterat, der dukker op og tror, at ved-

arbejde med udviklingen af samarbej-

kommende ikke kan noget (latter).

det – altså at murene ikke er lukkede, og at vi kan indgå i en form for sa-

Det virker som om, du går ret kritisk

marbejde med folk ude i verden. Fordi

eller i hvert fald reflekteret til måden,

når producenter ude i verden snakker

som I forsker på her på universitetet,

med os, får de lige pludselig sat nye

så jeg tænkte på, om du kan sætte

ord på noget. Så det er lidt blevet min

nogle ord på, hvor du forestiller dig,

kæphest; vi kan også bruges ude i

at faget er på vej hen, og hvilke udfor-

verden. Og lad os nu bare lige snakke

dringer der eksisterer i øjeblikket?

om litterater eller vores faglighed, for det er det, jeg ved noget om – men det,

Jeg tror på vores grundfaglighed, og jeg går ind for ideen om, at faget har

Tre hurtige til Sarah Mygind J.K. Rowling eller Astrid Lindgren? J.K. Rowling! The Beatles eller Backstreet Boys? Uh, den er svær! Jeg havde en ting for boybands, da jeg var yngre, så jeg går med Backstreet Boys. Joy Mogensen eller John Mogensen? John Mogensen!

to ben: Altså at vi har den mere praktisk orienterede del, der handler om, hvordan litteraturens vilkår er rent praktisk, og også om at være ude og lave projekter. Men denne del fungerer bedst i kombinationen med det andet ben, nemlig den der fordybelse i et fagligt emne. Hvis du vil ud og markedsføre noget, skal du vide, hvad det er, du vil markedsføre. Vi er nødt til at have den faglige ballast, men vi må også åbne skyklapperne, og jeg tror ikke på, at de to ting udelukker hinanden. Det er også derfor, at jeg synes, det er dejligt, at vi er så forskellige her på afdelingen. At vi har de vildeste eksperter på de mest nørdede områder, som til gengæld også kan

STU DI E LI V

For skerFokus

komme til mig, hvis de har brug for vi-

skulle være i forlagsbranchen, men

den om noget helt andet - vi supplerer

det har jeg bestemt ikke lyst til mere.

hinanden godt. Når det så er sagt, så

Så man er nødt til at prøve noget af,

var der ikke noget, der hed litteratur-

ikke mindst bare for at finde ud af

formidling, da jeg var kandidatstuder-

hvilke arbejdspladser og arbejdsform-

ende. Så jeg synes, det er fedt, at kan-

er, der passer én godt. Fungerer man

didatuddannelsen har rettet sig mere

bedst når man arbejder alene, eller vil

udadtil. Udfordringen kommer an på,

man gerne arbejde med mennesker?

om man tænker udfordringer ‘indadtil’

Det handler meget om ens person-

her på stedet eller ‘udadtil’, når vores

lighed.

kandidater er færdige’? Her til sidst vil jeg gerne komme tilbage Ja, der kan man jo argumentere for,

til, hvordan det er at skrive en ph.d. og

at de to ting hænger sammen, men jeg

være ph.d.-studerende. Kan du nævne,

tænker især på konflikten ‘udadtil’,

hvad der er det bedste og det værste

fordi det netop er en tilbagevendende

ved at være ph.d.-studerende?

debat, hvad vi kan ‘bruges til’. Det værste er ensomheden. Det er Det med at vide, at det, man ved, og

meget ensomt at skrive sådan et pro-

det, man kan, har en værdi - det er

jekt - og jeg tror ikke engang, at jeg

rigtig vigtigt. Det kræver en selvtillid

er en af dem, der har haft det værst.

og et gåpåmod at vælge en uddannelse

Som de fleste ved, er det ensomt bare

som litteraturhistorie. Det er modigt,

at skrive en eksamensopgave, for det

for det kræver, at man er klar til at

er dig, der skal producere den tekst.

presse på og se sig selv i et bestemt

Det har været det værste for mig. Lige

job. Det er noget man finder, der hvor

så fedt som det kan være at skrive,

man har sin interesse som enkelt-

lige så forfærdeligt kan det også være.

person. Man skal også huske, at når

Så for mig er det klart den her pro-

man vælger en retning, er det ikke en

ces, der er værst. Det er også svært at

retning, men en vinkel. Jeg kan nogle

finde selvtilliden til at sige ‘nu er det

gange blive forskrækket, når jeg tænk-

slut, nu må det briste eller bære’. Det

er på, hvad jeg havde af forestillinger

bedste er de spændende mennesker,

om mit arbejdsliv. Jeg troede, at jeg

man møder i det internationale net-

For ske rFoku s

S TU DIE LIV

værk. Og inden for børnelitteratur er

det var godt at høre om et forløb, der

der simpelthen de rareste mennesker

faktisk er startet et andet sted end her

i verden. Det er fantastisk. Det er det

på universitetet.

samme med forskergrupper og netværker, man er en del af - jeg er en del af Center for Litteratur mellem Medier, hvor vi også skriver ting sammen, er på konferencer og så videre. Så alt det sociale - fordi jeg også er en social person - har været det bedste. Har du et godt råd til Kasernens studerende, der overvejer at gå ph.d.-vejen? Jeg er af den holdning, at det er projektet, der skal bære det - ellers er det fandme røv og nøgler. Det er virkelig trægt. Det var projektet, der holdt mig kørende, fordi jeg syntes, det var fedt. Det er jeg taknemmelig for, for ellers var jeg ikke blevet færdig. Og et projekt kan jo udvikle sig. Mit projekt startede med en fodnote i mit speciale. Så den der nysgerrighed er det vigtigste, og det med at finde et område, man har lyst til at arbejde med i lang tid. Man skal ikke blive ph.d. for at blive ph.d. Vejen derhen er også belagt med vejledning fra folk, der ved, hvordan man strikker en god ansøgning sammen. Så tag kontakt til folk, der ved noget mere end dig selv. Tak for det - det var nogle gode råd, og

STU DI E LI V

Kalend er

Indtil vi ses igen... Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie … kan man benytte sig af Kasernens

torie) afholder seminar kl. 14:15-17 på

(normalt) rige foreningsliv med faglige

Kasernen.

og sociale begivenheder og aktiviteter. Corona lægger desværre en dæmper

19/11 Æstetisk Seminar: HOLLOW

på mange ting, og denne nye Ind-

FUTURE: The planning of urban (in)

til-vi-ses-igen-kalenderfunktion vi har

security – Ph.d. studerende Marie

indført her i Studielivssektionen, ville

Christine Skammelsen (Æstetik og

under normale omstændigheder være

Kultur) afholder seminar kl. 14:15-17

fyldt med datoer for fredagsbarer,

på Kasernen.

fælles æstetisk dag, DK’s største fredagsbar, fester, hytteture, store og små

26/11 Æstetisk Seminar: “I am

AU-arrangementer, koncertcafeer og

part of all that I have known”: Su-

meget mere på nuværende tidspunkt.

sanne K. Langer (1895-1985) in the

Ligesom efteråret for os, ‘ungdommen’,

Algorithmic Condition – Professor

så står aktiviteterne på Kasernen også

Iris van der Tuin (Theory of Cultural

hen i det uvisse. Om ikke andet håber

Inquiry – Utrecht Universitet) holder

vi, I passer på jer selv til vi ses til

seminar kl. 14:15-17 på Kasernen.

næste gang i december. 15/12 Deadline for VISIR#89 Mani12-18/10 Efterårsferie 29/10 Æstetisk Seminar: Human/ Nonhuman Images – Gæsteprofessor A. S. Aurora Hoel (Kunsthistorie) holder seminar kl. 14:15-17 på Kasernen. 12/11 Æstetisk Seminar: Un/veiling Duchamp’s Fountain: From penetrated urinal to ready maid – Professor Jacob Wamberg (Kunsthis-

fest

VISIR # 2

ARKIVGU LD

ARK I VG U LD

VISIR #2

Pro s a

TE MA

En omvej forbi AAU Af Linnea la Cour Brag Jeg er vokset op i en verden, der har fortalt mig, at jeg har travlt. I en verden, hvor man vælger en vej og tilrettelægger ruten ud fra målet, inden man begynder at gå. I en verden, hvor ens skridt virker afgørende. Hvor ens skridt gerne skal bære frugt. Hvor man skal holde tungen lige i munden og blikket rettet fremad. Jeg er vokset op i en verden, som slet ikke taler om omveje som veje, man har lyst til at gå på. Sidste sommer mistede jeg den standby-plads, jeg havde ventet på i et år, på den uddannelse jeg havde planlagt min rute ud fra. Jeg havde gået tre år og opbygget en appetit på læsning, brugt et år på at falde til i Aarhus, brugt fire måneder på at renovere mit hjem 5 minutter fra universitetet. Og dér - midt i fokusset på at få en ordentlig tilværelse klar inden studiet, glemte jeg studiet. Glemte at læse det med småt, at tjekke e-boks - at genansøge til den uddannelse, jeg omhyggeligt havde planlagt alt andet efter. En tidlig aften, den sommer, sad jeg opgivende i min mormors havestol, mens vi spiste kold suppe. Følte mig som en falliterklæring i voksenlivet, udmagret efter en sommer i støv, kaos og evig opfølgning på renoveringen - og en dom fra AU, jeg nu skulle sluge og afsone. Hun kiggede på mig opløftende og fortalte mig, at hendes liv udelukkende havde bestået af en række tilfældigheder, min mor deriblandt. En umiddelbar gang mellem afspærringer og nye ruter. På lærerseminariet i stedet for sekretæruddannelsen, fordi det lå tættere på. På en koloni et par somre efter stod min morfar i gule badeshorts og et overskæg – og her 53 år efter fejrede vi deres guldbryllup i foråret. I mangel af bedre, i mangel af tid og energi og ideer, søgte jeg en tilfældig restplads. Aalborg Universitet havde ledige pladser på dansk og anvendt filosofi, og krydset faldt på den sidstnævnte. Det efterår blev jeg forelsket i filosofiens utydelighed, dens bredde, men også dens nøgternhed. Jeg mødte et sprog for det, jeg tænkte, når jeg halvfuld

TEMA

Prosa

zoomede ind på det omkring mig, så op på klar himmel, kiggede mig selv i spejlet for længe: Hvad er alt det her for noget? Jeg opdagede, at skoler er bygget op omkring – og at mennesker har brugt deres liv på de samme tvivl og tanker, som jeg dagligt kunne rende ind i. Fandt teori, der beskrev sammenhænge i det liv, jeg synes var så mærkværdigt og mødte tekster, der kom med bud på mit spørgsmål. Jeg tror, min mormor prøvede at fortælle mig, at ting ikke behøver gå efter planen, fordi livet finder sted med eller uden den plan. At målet er fatamorgana, og at ens vej er en fortælling, der kun bør fortælles i datid, som man tager skridt og kigger sig over skulderen. Og så er det såmænd lige meget, hvilken type vej det er – genvej eller omvej, lige eller snoet, op eller ned. Jo mere bøvlet, desto bedre er historien - og desto nemmere bliver resten af ruten. Måske der er noget i at minde sig selv om, at omveje også bare er veje, og at livet sgu ikke er en caminorute med udsigtsposter i passende intervaller. Jeg fandt i hvert fald mig selv på et tog fire gange om ugen sidste år, oftest ved en 6-tiden med en tung rygsæk og tørre øjne, og den togrute viste sig at åbne en ny verden på klem og give mig vigtige mennesker. En omvej jeg aldrig selv ville have taget, men i dag virkelig ikke ville være foruden. Det er sjovt - jeg er vokset op med en verden, der antyder, at det kan betale sig at bruge en helt masse krudt på at udvælge og tilrettelægge den rigtige vej – selvom det også bare er tilfældet, at man kan gå den rigtige vej, når man går den forkerte. Jeg vil se en verden, der fortæller os, at livet ikke er andet end en række følelsesladede, langtrukne, udfordrende og smukke tilfældigheder. En verden, der opmuntrer til omveje, fordi målet finder sted undervejs. Jeg tror, vi ville turde meget mere.

Dig t

TE MA

You shall teach me Af Jasmin Maria Ader Gauguin, Dramaturgi Jeg skrev dette digt for 3 år siden, da min hustru og jeg havde været kærester i omkring et år. Det var mit første seriøse forhold med en kvinde, og jeg var rædselsslagen. Jeg følte, jeg var under en enorm forandring: Mest af alt havde jeg ikke fundet troen på, at det virkelig kunne blive os for evigt; at man virkelig kunne være lykkeligt sammen i denne verden, måske en dag blive gift, måske en dag få børn, som to kvinder. Det var overvældende for mig, og samtidig var jeg landet midt i en kærlighed, jeg vidste, jeg hørte hjemme i. Min hustru var dengang min forhindring - for det at møde hende stemte ikke overens med hvad jeg havde forventet, og jeg skulle pludselig tage kampe op i min familie og i omverden, som jeg ikke var klar til at tage op. Min hustru er mit livs kærlighed og er den mest uventede gave - den bedste forhindring, der tvang mig ad den vej, jeg ikke selv kunne have set. You shall teach me Unravel me to the sweet beginning Depart with me from worries that come Grab what you hold dear, Help me shake away all fear. Quietness is looming, still, Countless hours lasting longer, You have claimed and promised me You still see what I don’t see. You have laid it plain before us, You have crumbled, jumped and flown, Wrap me up and just keep fighting No one overshines our lightning. You are precious, you before me,

TEMA

Digt

How I need to lose my pride, You are patient, you are giving, You shall teach me truth in living. - Digtet findes i dag i en digtsamling, They Heard a New Song - Girl meets Girl, fra 2018 med min hustru CĂŠcilia Ader Andersen som medforfatter, udgivet af Shakespeare and Co. i New York.

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

Da Shirley Jackson gik i glemmebogen Af Amanda Jespersgaard Guldberg, Litteraturhistorie Shirley Jackson, forfatter, professionel husmor og selvudnævnt heks, har ikke haft litteraturkritikerne på sin side. Den amerikanske forfatter nød stor anerkendelse, da hun i midten af sidste århundrede skrev sine værker, som blandt andet tæller seks romaner, to memoirer og over 200 noveller, men efter Jacksons pludselige død i 1965, sank forfatterskabet hen i glemslens mørke. I dag er der ikke mange udenfor USA, der har læst hendes værker, og for de fleste amerikanere er kendskabet til Jackson begrænset. Af sine landsmænd huskes hun som ophavskvinde til novellen ‘The Lottery’, der har været en del af den litterære kanon siden 1948, hvor historien første gang vakte røre i det amerikanske samfund. Dog huskes hun ikke for meget andet, trods et storstilet forfatterskab, der spænder lige fra de gotiske romaner à la Nathaniel Hawthorne og Henry James til såkaldte ‘domestic stories’ publiceret i magasiner som Good Housekeeping. I sin levetid appellerede hun både til akademikere og forstadsfruer, og hendes litterære stemme var så markant, at en samtidig kritiker udråbte 1950’erne til “the decade of Jackson.”

Imidlertid er Jackson blevet skrevet ud af litteraturhistorien, tilsyne-

ladende fordi eftertidens kritikere havde svært ved at forene husmoridyl med ‘seriøs’ gotisk horror. Spirende feminister anført af Betty Friedan forkastede ligeledes Jackson – de så hende som en patriarkatets medløber, hvis beretninger om ægteskab og forældrekærlighed vedligeholdte et undertrykkende kvindeideal. Imidlertid overså feministerne den kønskritiske undertone, der gennemsyrer hele Jacksons forfatterskab. Hendes værker handler om de outsider-kvinder, der ikke kunne finde sig til rette i de kønskategorier, der var at vælge imellem i Eisenhowers USA. På den måde leverer Jackson sin egen subtile kritik af periodens klaustrofobiske kvindeideal, og i værkerne bruger hun den gotiske genre som en måde at udforske det kvindelige erfaringsrum på. Jacksons uhygge tager nemlig form som en ulmende hverdagsondskab, der illustrerer, hvordan husmorlivet udspillede sig for kvinder i datidens USA, hvor angst, jævnfør Friedan, var en integreret del af hverdagen. Og helt i tråd med ovenstående udspiller størstedelen af Jacksons værker sig da også indenfor hjemmets rammer. Men i Jacksons universer er kernefamilien død – bogstaveligt – og samfundet

TEMA

Akad emis k ar t ikel

udenfor opleves som en fjendtlig instans. Hvis 1960’ernes feminister havde nærlæst Jacksons værker, ville de måske have opdaget forfatterskabets samfundsundergravende undertone. For eksempel Jacksons sidste roman We Have Always Lived in the Castle fra 1962, som skildrer en radikal omvæltning af det patriarkalske system repræsenteret ved familiens interne struktur.

We Have Always Lived in the Castle er historien om Blackwood-søstre-

ne Merricat og Constance, der sammen med deres invalide onkel Julian lever afsondret i en nedarvet palævilla. Fortællingen oprulles i førsteperson af Merricat, den yngste af de to søstre, der indledningsvist oplyser sin læser om, at hendes far, mor, lillebror og tante alle er døde. Som det siden viser sig, blev de alle dræbt seks år forinden – forgiftet ved middagsbordet. Constance, familiens kok, blev dengang anklaget for mordene, men blev i kraft af manglede beviser frikendt for massemordet – ikke at det afholder landsbyens indbyggere fra at fælde deres egen dom, og derfor forlader Constance ikke længere Blackwood-palæet.

Romanens første halvdel centrerer sig omkring søstrenes hverdagsruti-

ner: Constance laver mad og tager sig af onkel Julian, Merricat handler ind i byen, og sammen gør de huset rent efter nærmest rituelle systemer. Desuden går Merricat højt op i at ‘sikre’ Blackwood-grunden mod fremmede. Det foregår via en række symbolske handlinger, der gentages i for læseren uigennemskuelige systemer. For eksempel begraver hun sine legetøjsdukker og mælketænder i haven og sømmer farens gamle bøger fast til udvalgte træer – alt sammen med det formål at beskytte sig selv og sin elskede søster mod ‘ukendte farer’.

Handlingen accelereres, da søstrenes fætter, den pengegriske Charles,

kommer på uventet besøg. Han trænger sig stadig mere ind på Constance, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin og Merricats isolerede tilværelse. Imidlertid står det klart, at Charles primært er interesseret i Blackwood-familiens rigdom. Merricat, der er overbevist om, at Charles er et spøgelse eller en dæmon, sætter alt ind på at fordrive sin fætter. I romanens point of no return sætter hun Charles’ gæsteværelse i brand, og snart står hele Blackwood-palæet i flammer. Landsbyen samles omkring Blackwood-grunden, og efter at branden slukkes, går indbyggerne amok. I en scene, der vækker associationer til Matthew Lewis’ gotiske klassiker The Monk (1796), smadrer de løs på huset og brutaliteten ophører først, da det opdages, at tumulten har taget livet af den

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

svagelige onkel Julian. På det tidspunkt har Charles for længst stukket halen mellem benene. Merricat og Constance flygter sammen fra brandtomten og ender med at tilbringe natten i en hule, som Merricat har bygget under noget bevoksning i udkanten af haven. Først nu, da søstrene ligger i mørket og ønsker død over landsbybeboerne, får vi som læsere at vide, at det var Merricat, der i sin tid slog resten af familien ihjel: “I am going to put death in all their food and watch them die.” Constance stirred, and the leaves rustled. “The way you did before?” she asked. It had never been spoken of between us, not once in six years. “Yes,” I said after a minute, “the way I did before.” Næste morgen vender søstrene tilbage til det ruinerede hus, hvor de nu indretter sig i køkkenet – det eneste rum, der stadig er intakt. Det bliver deres nye ‘hjem’, hvor de lever isoleret fra omverdenen i lykkelig tosomhed. Hverken Constance eller Merricat bevæger sig uden for længere, og det behøver de heller ikke, for landsbyboerne bringer dem jævnligt mad. Måske af anger, måske fordi de ikke tør andet – i landsbyen lyder rygterne nu, at Blackwood-søstrene er børneædende hekse. Historien ender således godt: søstrenes sociale orden er genetableret, om end med et lidt anderledes udtryk, og romanen slutter med Merricats proklamering om, at hende og Constance er ‘så lykkelige.’ Ned med patriarkatet Den skæbnesvangre aften, hvor forgiftningen fandt sted, var Merricat, dengang 12 år, blevet sendt i seng uden aftensmad af sin far – en ikke usædvanlig begivenhed i Blackwood-husholdningen. Ifølge Constance var Merricat “a wicked, disobedient child”, som tilbagevendende blev straffet af faren for sine ugerninger. Constance var det eneste familiemedlem, Merricat var knyttet til, og hendes hengivenhed til søsteren var – og er – grænseløs. Af samme årsag forgiftede Merricat sin familie på en måde, der sikrede, at Constance, der aldrig bruger sukker, gik fri: Merricat blandede arsenik i den sukkerskål, som resten af familien brugte til at søde brombærdesserten med. I romanens fortælletid gengælder Constance sin lillesøsters varme følelser, ganske som det var tilfældet efter

TEMA

Akad emis k ar t ikel

massemordet: Før Constance tilkaldte politiet, vaskede hun sukkerskålen ren for gift – til sit forsvar under påskud af, at der var en edderkop i skålen – og hun bistod yderligere sin søster ved at vente med at tilkalde en læge, til det var for sent, og kun onkel Julian stod til at redde. Selvom Constance i størstedelen af sit voksne liv er blevet lagt for had for en forbrydelse, hun aldrig har begået, har hun aldrig forrådt sin søster, men ladet sig selv blive syndebuk i forhold til lokalsamfundet. I romanen bliver det aldrig direkte beskrevet, hvorfor Merricat slog sin familie ihjel. Men som handlingen skrider frem, får vi som læsere nogle fingerpeg gennem karakterskildringen af familien. Faren – familiens overhoved – var nidkær og magtbegærlig. Han tyranniserede både landsbyen og familien, og Merricat fortæller blandt andet, hvordan han førte logbog over folk, som skyldte ham penge eller personlige tjenester. Onkel Julian tegner i sine beskrivelser af faren også et billede af en grisk patriark. Af onkel Julians fortællinger fremgår, at det særligt var omkring måltiderne, at faren udøvede sin dominans ved at holde nøje øje med, hvor meget mad de andre familiemedlemmer fyldte på deres tallerkener. Onkel Julian påpeger desuden, at Merricat og Constances lillebror, arvingen til Blackwood-grunden, “ate hugely.” Om broren får vi desuden at vide, at han havde arvet “many of his father’s more forceful traits of character.” Ikke overraskende var det også broderen, der tog mest sukker (og dermed gift) på sine brombær den skæbnesvangre aften. Et faktum, som nok ikke kom bag på Merricat. Som læsere hører vi ikke meget om søstrenes mor, men i beskrivelserne af hende fornemmer vi alligevel, at hun aldrig modsatte sig farens hårde afstraffelser af Merricat og lod ham favorisere broderen.

Alt i alt er det tydeligt, at familiemønstret var patriarkalsk, traditionelt

og dermed ærkeamerikansk for 1950’erne og 1960’erne. Og det var tilsyneladende ikke kun Merricat, der hadede den afdøde familie – Constance fortalte nemlig politiet, at “those people deserved to die.” Forløbet får nærmest karakter af sort humor: Merricat dræber sine familiemedlemmer ved middagsbordet, kernefamiliens hellige alter, som samtidig afspejler kønnenes hierarkiske magtfordeling: “Our father sat at the head. My mother sat at the foot”. Da Merricat slog familien ihjel, blev familiens patriarkalske struktur imidlertid annulleret, og i romanens fortælletid indgår søstrene i en kærlig og ligeværdig orden, hvor også den invalide onkel Julian har en plads. Denne nye antihierarkiske struktur kommer under pres, da Charles aflægger søstrene sit besøg. Som tidligere

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

nævnt er Merricat overbevist om, at han er et spøgelse – og det med god grund. For Constance præsenterer Merricat for deres fætter med ordene: “I knew him at once; he looks like Father.” Også onkel Julian bemærker, i hvor høj grad Charles ligner hans afdøde bror. Ligheden forstærkes af, at fætteren begynder at gå i faderens gamle tøj, han sover i hans seng og indtager faderens tidligere plads ved bordet. Hen imod romanens slutning tror onkel Julian ligefrem, at Charles er John Blackwood. Som læser er man ikke i tvivl om, at Charles er kommet for at tage over, hvor faren slap. Han fremstår lige så kold og beregnende som John Blackwood og begynder hurtigt at dominere den lille families ellers så kærlige og ligeværdige rum. Det kommer for eksempel til udtryk i episoden, hvor Merricat spørger sin søster, om hun vil bage en kage til onkel Julians frokost: “She’s too busy now,” Charles said with his mouth full. “Your sister works like a slave.” Hvis Constance ‘arbejder som en slave’, er det kun på grund af Charles, der ironisk nok sidder og propper sig, mens Constance pisker rundt og servicerer ham.

Charles er ligesom søstrenes far besat af penge og rigdom, og da han

opdager, at Merricat har gravet en æske med sølvmønter ned i haven, bliver han rasende: “It does not belong to Merricat, or anything like it. This is money.” Hans vredesudbrud skyldes både, at Merricat har begravet noget af monetær værdi, og selve det at hun som kvinde forvalter penge, som det passer hende. For Merricat er værdigenstande ikke livsforsikring og betalingsmidler, men derimod noget, der indgår i hendes magiske ‘holde fjenden på afstand-ritualer’. Hun smadrer op til flere værdifulde genstande i forsøg på at fordrive det spøgelse, hun ser i Charles, og hun sømmer blandt andet farens gamle guldur fast til et træ. Det er tydeligt, at materiel rigdom er lige så ligegyldig for søstrene, som den var betydningsfuld for faren – og er det for Charles. Merricats omgang med værdigenstande afføder hos Constance blot kommentaren “silly Merricat.” Søstrene synes altså at forkaste patriarkatets ultimative magtsymbol: penge.

Som handlingen skrider frem, skubber Merricats mærkværdige ritualer

og vaner Charles ud over kanten, og han forlanger af Constance, at Merricat straffes: “Aren’t you even going to punish her?” “Punish me?” I was standing then, shivering against the do-

TEMA

Akad emis k ar t ikel

orframe. “Punish me? You mean send me to bed without my dinner?” Da Charles træder ind i farens gamle rolle som afstraffende patriark, står det klart for Merricat, at hun – igen – må ty til drastiske midler for at vælte sin tyran og i bogstavelig forstand ryge ham ud af huset, som hun ved et ‘uheld’ sætter ild til. Jacksons roman kritiserer således sin samtids normer for, hvordan familielivet – og på et højere plan samfundet – var indrettet. Merricat og Constance lever i romanen sammen i et søsterfællesskab, der er helt usædvanligt for samtiden. I midten af det 20. århundrede var det normen, at kvinder blev gift i 20-års alderen, og set med de briller må 28-årige ugifte Constance betegnes som noget af en sørgelig pebermø. Datidens patroniserende syn på ‘ældre’ ugifte kvinder kommer tydeligt til udtryk i romanen, da søstrene får besøg af deres mors gamle veninde Helen Clarke. Hun opfordrer gentagende gange Constance til at leve et ‘normalt liv’ – underforstået med en ægtemand. Helen Clarke kan tydeligvis ikke rumme den mulighed, at Constance faktisk er glad, der hvor hun er – alene, ugift – når nu hun er attraktiv nok til at kunne tiltrække en mand. Det verdensbillede preller dog af på Constance – men kun indtil Charles flytter ind. Han manipulerer langsomt og systematisk med Constance, og hans udskamning af søstrenes livsstil bider sig fast og manifesterer sig som dårlig samvittighed i Constance. Hun begynder at betvivle den måde, hvorpå hun og søsteren har indrettet deres tilværelse, hvilket kommer til udtryk i nedenstående ordveksling mellem de to: “I haven’t been doing my duty,” Constance said. “I don’t know what that means.” “I’ve been hiding here,” Constance said slowly, as though she were not at all sure of the correct order of words. She stood by the stove in the sunlight with color in her hair and eyes and not smiling, and she said slowly, “[...] I have let you run wild; how long has it been since you combed your hair?” Det bemærkelsesværdige er, at ingen af søstrene har oplevet deres tilværelse som problematisk, før Charles kom ind i deres liv og hverdag. Senere si-

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

ger Constance til Merricat: “We should have faced the world and tried to live normal lives [...]. We should have been living like other people. You should...” She stopped, and waved her hands helplessly. “You should have boy friends,” she said finally, and then began to laugh because she sounded funny even to herself”. Tanken om et såkaldt normalt liv med kærester og ægtemænd virker tydeligvis latterlig for dem begge, men Constance føler sig ikke desto mindre splittet mellem det liv, som hun lever og er tilfreds med, og det liv, som andre forventer af hende. Men efter Merricat har sat ild til huset og jaget Charles ud af deres liv, bliver Constance igen i stand til at mærke sine egentlige behov og siger: “We are going to lock ourselves in more securely than ever”. Hun understreger hermed, at hun ikke ønsker at tage del i den sociale virkelighed, der kendetegner samtidens normer for familieliv. Helen Clarke gør dog et sidste forsøg på at skubbe Constance og Merricat tilbage ind i samfundet: da søstrene har barrikaderet sig i køkkenet i det nedbrændte hus, tropper hun op for at få dem til at komme ud. Merricat og Constance sidder bag deres interimistiske træskodder og lytter til Helen Clarke, der siger til sin mand: “They cannot be left alone, that is absolutely the worst possible thing for them. I want them out of there.” Som det fremgår, tror hun endnu engang, at hun ved, hvad der er bedst for søstrene, endnu engang vil hun presse sine idealer ned over dem, og endnu engang tager hun fejl. For som Merricat gentagne gange bekræfter i romanen, er hun og Constance lykkelige for og i deres tilværelse – uden for samfundet og uden mænd. På den måde dekonstruerer romanen det gotiske hus som noget, der nærmere holder andre ude, end dem selv indespærret – som et fristed, hvor søstrene selv definerer deres måde at indrette tilværelsen på. Af-kanoniseringen af Shirley Jackson We Have Always Lived in the Castle blev en kæmpe succes, da den udkom; i fem uger lå romanen på New York Times’ bestseller-liste og anmelderne roste bogen til skyerne – én af dem kaldte endda Jackson for “a kind of Virginia Werewolf among the séance-fiction writers.” Flere af hendes andre romaner var også succesfulde, heriblandt The Haunting of Hill House fra 1959, som var indstillet til National Book Award, og som blev filmatiseret til kult-klassikeren The Haunting i 1964 med Robert Wise som instruktør. Så hvorfor gik Jackson i glemmebogen?

TEMA

Akad emis k ar t ikel

En mulig forklaring finder man i Jacksons dobbeltstatus som ‘seriøs’

forfatter og husmorskribent. ‘Domestic stories’ er kendetegnet ved at være anekdotiske skriverier, der på humoristisk vis udfolder husmorlivets små hverdagseventyr. I The Feminine Mystique fremlægger Betty Friedan en skarp kritik af genren, og sammen med Jean Kerr udpeger hun Jackson som eksempel på en type kvinde, der var med til at vedligeholde det amerikanske glansbillede af husmoderen. Friedan medgiver, at husmor-skriverierne kan være underholdende læsning, men der noget over domestic stories, som klinger hult: “Laugh,” the Housewife Writers tell the real housewives, “if you are feeling desperate, empty, bored, trapped in the bedmaking, chauffering and dishwashing details. Isn’t it funny? We’re all in the same trap.” Do real housewives then dissipate in laughter their dreams and their sense of desperation? Do they think their frustrated abilities are a joke? Shirley Jackson makes the beds, loves and laughs at her son – and writes another book. Jean Kerr’s plays are produced on Broadway. The joke is not on them. Uden at underkende Friedans kritik kan man til Jacksons forsvar sige, at hun jo ikke behøvede at fortælle sine læsere, at hun var forfatter – det var hendes tekster jo i sig selv bevis på. Og som Ruth Franklin påpeger, overså Friedan fuldstændig det subversive element i Jacksons domestic stories: “Part of the joke is that Jackson herself is an inept housewife – and thus she implicitly deflates the expectation that every woman must fulfill that role. She pokes fun, also, at the idea that her children ought to be at the center of her universe, unashamed of her delight at taking a weekend away or her need for two martinis to get through the dinner hour.”

I tråd hermed peger Jackson i sine domestic stories også på, hvor svært

det var at blive taget seriøst som kvindelig forfatter. Det kommer for eksempel til udtryk i en historie, hvor hun beskriver, hvordan hun forsøger at tjekke ind på hospitalet, fordi hun skal føde: “Name?” the desk clerk said to me politely, her pencil poised.

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

“Name,” I said vaguely. I remembered, and told her. “Age?” she asked. “Sex? Occupation?” “Writer,” I said. “Housewife,” she said. “Writer,” I said. “I’ll just put down housewife,” she said. Man kan læse ovenstående som Jacksons forsøg på – i en humoristisk let fordøjelig stil – at pege på et samfundsproblem, som også Friedan sætter ord på. Trods Friedans hårde kritik af Jackson kan man faktisk få den tanke, at de siger stort set det samme på hver deres måde. Friedan skriver: Millions of women lived their lives in the image of those pretty pictures of the American suburban housewife, kissing their husbands goodbye in front of the picture window, depositing their stationwagonsful of children at school, and smiling as they ran the new electric waxer over the spotless kitchen floor. [...] They gloried in their role as women, and wrote proudly on the census blank: “Occupation: housewife.” Friedan siger altså, at Jackson tegner glansbilleder af husmoderrollen, men man kan indvende, at hun overser, at Jackson faktisk ironiserer over det paradoksale i, at ‘Occupation: housewife’ er så umulig at slippe af med.

Friedan var ikke den eneste, der fandt Jacksons ‘dobbelte identitet’

problematisk. Også litteraturkritikere har haft svært ved at begribe, hvordan en forfatter kunne skrive i to så forskellige spor. Som Lynette Carpenter formulerer det: “Since critics were at a loss to explain how one writer could produce both gothic horror and cheerful housewife humor, they gave her up.” Kritikerne har imidlertid overset, at de to genrer hos Jackson ikke ligger så frygtelig langt fra hinanden. Hendes gotiske fortællinger tager udgangspunkt i hjemmet og familien, og i hendes domestic stories lurer det gotiske altid under overfladen som indikeret i titlerne på de to samlede værker: Life Among the Savages og Raising Demons. Her påpeger kritikeren Jessamyn Neuhaus noget tankevækkende: “Fans who wrote to Jackson rarely commented on the supposed con-

TEMA

Akad emis k ar t ikel

trast between her domestic humor and her other writings; perhaps they knew better than the average literary critic the areas of overlap between horror and homemaking.”

Det er i øvrigt påfaldende, at flere af de kritikere, der har beskæftiget

sig med Jacksons forfatterskab, tolker værkerne som udtryk for forfatterens personlige neuroser. Før sin død var Jackson hårdt plaget af agorafobi (frygten for åbne pladser), og i perioder var lidelsen så slem, at hun ikke engang kunne forlade sit eget soveværelse. Flere kritikere har derfor tolket karakteren Constance i We Have Always Lived in the Castle som Jacksons dramatisering af sin egen fobi. Forfatteren var desuden stærkt overvægtig og havde et problematisk forhold til mad, fremgår det af hendes dagbogsnotater. Det er ligeledes et aspekt af hendes liv, der ofte er blevet læst ind i We Have Always Lived in the Castle, hvor mad som bekendt er et af omdrejningspunkterne.

Mens der tydeligvis er klare forbindelser mellem Jacksons ‘virkelige liv’

og hendes fiktioner, er det reducerende kun at læse hendes værker biografisk. De er udtryk for mere end et enkelt individs diagnoser, og de optrævler, som Franklin formulerer det, “the secret history of American women of her era.” Jacksons ægtemand, litteraturkritikeren Stanley Edgar Hyman, peger på noget af det samme i sit forord til en posthum samling af sin kones værker: “[...] Shirley Jackson’s work and it’s nature and purpose have been very little understood. Her fierce visions of dissociation and madness, of alienation and withdrawal, of cruelty and terror, have been taken to be personal, even neurotic fantasies. Quite the reverse: they are a sensitive anatomy of our times.”

I sit forord slutter Hyman af med ordene: “I think that the future will

find her powerful visions of suffering and inhumanity increasingly significant and meaningful, and that Shirley Jackson’s work is among that small body of literature produced in our time that seems apt to survive”, men hans forudsigelse holdt ikke stik. I 1988 skrev Carpenter, at “Jackson is overdue for a feminist reevaluation”, og noget er der også sket siden slut-80’erne. Eksempelvis har anerkendte forfattere som Stephen King og Joyce Carol Oates kæmpet for at skrive Jackson ind i litteraturhistorien. Oates har blandt andet redigeret en samling af Jacksons værker for Library of America, og King har ved flere lejligheder fremhævet Jackson som vigtig inspirationskilde. Men som Elaine Showalter skrev i en artikel i The Washington Post i 2016, er Jackson stadig

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

undervurderet og fortsat ekskluderet fra den litterære kanon. Der er derfor ikke belæg for at påstå, at den feministiske reevaluering, som Carpenter efterlyste for 30 år siden, er indtruffet.

Imidlertid er den populærkulturelle scene begyndt at fatte interesse

for Jackson. I 2018 udkom Netflix-serien The Haunting of Hill House, der er løst baseret på Jacksons roman af samme navn – anmelderrost og lovprist af blandt andre Stephen King. Sidste sommer vistes filmatiseringen af We Have Always Lived in the Castle i udvalgte amerikanske biografer, og til halloween 2018 udkom romanen på dansk med forord af Leonora Christina Skov og fremragende anmeldelser i blandt andet Weekendavisen. Så måske er tiden snart til, at Jackson får sin opblomstring. Litteraturliste Carpenter, Lynette. »Domestic Comedy, Black Comedy, and Real Life: Shirley Jackson, a Woman Writer.« Faith of a (Woman) Writer. Red. Alice Kessler-Harris og William McBrien. Westport: Greenwood Press, 1988, s. 143-148. —. »The Establishment and Preservation of Female Power in Shirley Jackson’s We Have Always Lived in the Castle.« Frontiers: A Journal of Women Studies, bind 8, nr. 1, 1984, s. 32-38. Downey, Dara. »Not a Refuge Yet: Shirley Jackson’s Domestic Hauntings.« A Companion to American Gothic. Red. Charles L. Crow. Oxford: John Wiley & Sons, Incorporated, 2013, s. 290-302. Franklin, Ruth. Shirley Jackson: A Rather Haunted Life. Kindle-version: W. W. Norton & Company, 2016. Friedan, Betty. The Feminine Mystique. New York: W. W. Norton & Company, 1974 (1963). Jackson, Shirley. The Magic of Shirley Jackson. Red. Stanley Edgar Hyman. New York: Farrar, Straus and Giroux, 1966. —. We Have Always Lived in the Castle. London: Penguin Books, 2009 (1962). Kahane, Claire. »Gothic Mirrors and Feminine Identity.« The Centennial Review bind 24, nr. 1, 1980, s. 43-64. Neuhaus, Jessamyn. »”Is It Ridiculous for Me to Say I Want to Write?” Domestic Humor and Redefining the 1950s Housewife Writer in Fan Mail to Shir-

TEMA

Akad emis k ar t ikel

ley Jackson.« Journal of Women’s History, bind 21, nr. 2, 2009, s. 115137. Showalter, Elaine. A Jury of Her Peers: American Women Writers From Anne Bradstreet to Annie Proulx. New York: Alfred A. Knopf, 2009. —. »’Shirley Jackson: A Rather Haunted Life’.« The Washington Post, 22.09.2016. —. Sister’s Choice: Tradition and Change in American Women’s Writing. New York: Oxford University Press, 1991.

Novell e

TE MA

Atomiske Rejemadder Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie Med udgangspunkt i novellen “Atomiske Rejemadder” bedes du besvare følgende problemformulering. Omfang 4-6 sider. Problemformulering: Hvilken rolle spiller giraffen i Valdemar M. R. Lenschows novelle “Atomiske Rejemadder” (2020), og hvordan skal den forstås i kontekst af Mortens manglende interesse for jazzmusik? Atomiske Rejemadder Det er spøjst. Jeg har svært ved at tro, at nogen i fortiden forestillede sig, at verden ville ende som den gjorde. Dengang talte de om pandemier, global opvarmning, verdenskrig, naturkatastrofer, informationssammenbrud og oversvømmelse. Ingen af dem havde nogen idé, om at løsningen måske kunne have ligget i at spise lidt færre rejemadder. Nu siger jeg dengang, men i grunden er det jo ikke længe siden. Kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer “dengang”. Selv bruger jeg nok mest betegnelsen for alt, der kommer forud for øjeblikket, hvor hele min verdensopfattelse blev gjort til en dårlig vittighed. Sådan tror jeg, at de fleste havde det. Glem alt om Jesus og den franske revolution, nej, dette var øjeblikket, hvor man bør lave et skel imellem alt, der kommer før, og alt der kommer efter. Der findes kun f.r. og e.r.. Det vil sige “før rejerne” og “efter rejerne”. Deres første angreb kom selvfølgelig som lidt af et chok. Jeg mener, hvem havde set det komme. Nok ikke en levende sjæl. Vi var så optaget af at kæmpe imod hinanden og bekymre os om andre problemer, at vi nærmest fortrængte det, da rejerne sprængte Washington DC, Moskva og Horsens i luften. Sikkert også nogle andre steder, men hvem går op i det. Det hele virkede jo lidt som en syret drøm eller en meget gennemført vittighed. Selv var jeg overbevist om, at det var et satireprogram, jeg så, da nyhederne først ramte min skærm. Men nej, det var sgu rejerne. Forbandede skaldyr. Eller er de overhovedet skaldyr? Lige meget.

TEMA

Novelle

De havde åbenbart udviklet atomvåben, og nu var de klar til at sikre sig verdensherredømmet. Her vidste vi end ikke, at de havde opfundet et skriftsprog eller det periodiske system for den sags skyld, og så har de pludseligt masseødelæggelsesvåben. Hvem kunne have vidst det? Deres første budskab gik ikke helt igennem, men efter et par atomiske beskeder til, lykkedes det dem at kommunikere det. Vi kunne lige så godt tage og pakke os, for nu var en ny dominerende art kommet frem. Det tog sin tid før forhandlingerne kom i gang. Først var der rejesproget, der skulle læres, for selv efter at have studeret menneskeheden i flere år, var det kun lykkedes rejerne at lære portugisisk, hvorefter de havde sprunget Portugal til atomer. Måske ikke den bedste taktiske beslutning, men de var nok blevet trætte af at lytte til sproget efterhånden. Processen har formentligt været besværlig, men takket være en håndfuld krigsfanger fra rejecivilisationen og en tidligere, men pludseligt arbejdsløs portugisisk turistguide, lykkedes det et trænet hold af lingvister, sprogforskere og marinebiologer at afkode rejernes gådefulde sprog. Efterfølgende sendte man et budskab til deres udsendinge, der ganske simpelt sagde: “Hvorfor?” Rejerne afbrød deres angreb i en måneds tid, imens de grundigt overvejede deres svar. Det endte med at lyde: ”Fordi!” Det skal siges, at rejesproget ikke har mange ord, men hvert enkelt kan indeholde mange nuancer og tolkningsmåder, alt efter den skratten, man lægger i det. Denne kommunikation fortsatte i en tid, hvor vi fik lov til at komme os lidt over de pludselige angreb og tænke nærmere over situationen. Til sidst fik vi et helt konkret svar. Rejernes religion fortalte dem, at rugbrød, mayonnaise og dild var en treenighed af ondskab, og at det var den ultimative hån, når menneskeheden fortærede rejernes døde slægtninge i kombination med disse. Selve drabene var de selvfølgelig heller ikke glade for, men jeg tror nu det var

Novell e

TE MA

hele pakken, der gjorde dem vrede. Hvis blot vi havde vist det. De menneskelige diplomater svor aldrig at skade en reje nogensinde igen, og at hele menneskeheden ville udvise deres medborgere på planeten en tilsvarende respekt. “Men hvorfor?” var rejernes svar. “Fordi vi ønsker at leve i fred og fordragelighed med jer” svarede menneskene, “vi vil dele planeten og leve i harmoni.” “Men hvorfor?” fortsatte rejerne. “Vi kan lære fra hinanden” insisterede menneskene, “vores kultur og civilisation har måske noget at tilbyde jer, og I kan til gengæld lære os meget – uden tvivl.” “Lære” sagde rejerne betænksomt, og i ren forvirring sprang de Johannesburg i luften, før de indså, at forhandlingerne endnu var i gang. “Lære – undskyld – lær os at lære.” Resultatet blev, at en række rejeambassadører drog op til overfladen for at vurdere, om vi, menneskeheden, havde noget at byde på. Én reje drog til hvert land, hvor den skulle opholde sig en uge i selskab med statsministeren, en kunstner, en historiker, en videnskabsmand og en journalist, der kunne få lov at skrive om oplevelsen. Selv var jeg en af sidstnævnte indtil for ganske nylig. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg er. Vores udvalgte reje gik under navnet “Grå #4.345.012”. Den ankom i et lille flyvende boble-skib, der landede på en skraldespand. “Ja” sagde Grå #4.345.012, da den trådte ud. “Jeg værdsætter jeres krigsmonument, der viser underkastelsen af jeres fjender og jeres økologiske dominans. Det er meget charmerende.” Dernæst gik Grå #4.345.012, eller Morten, som jeg døbte den, i gang med at inspicere en tom vandflaske. Jeg ved ikke hvorfor, men denne talende reje slog mig bare som en Morten. Den kulturelle udveksling gik hurtigt i gang, og statsministeren begyndte på en grundig introduktion af både sig selv, resten af holdet og derefter hovedstaden. Vi begyndte derefter en rundtur, hvor hvert gadehjørne nærmest havde sin egen forberedte aktivitet eller lektion. Jeg ville nok selv være blevet en smule overvældet i Mortens situation, men det er svært at afgøre, hvad han tænkte om det hele, for han sagde ikke rigtigt noget.

TEMA

Novelle

Først da vi havde været på byvandring i tre timer, og statsministeren efterhånden var grå i hele hovedet efter sine forsøg på at gøre et indtryk, stoppede han op. “Hvad er det?” spurgte han. Vi var på det tidspunkt i parken, ikke så langt fra en legeplads. Historikeren antog, at han refererede til en statue, som denne straks gik i gang med at fortælle historien bag, men Morten fortsatte ligefrem. “Dét” sagde han. Foran ham var et gyngestativ. De andre var for perplekse til at sige noget, så jeg forklarede funktionen. “Jeg vil prøve den” sagde Morten, og han landede sit skib på gyngen. “Skub mig.” Jeg gjorde som der blev sagt, og ingen sagde noget i fem minutter, før han bad mig stoppe igen. “Ja” sagde Morten. “Nu har jeg oplevet to øjeblikke af fornøjelse i dette land. Jeres krigsmonument og så dette. Hvis I er interesserede, udgør det i alt 312 sekunders fornøjelse efter jeres tid. Dog er det kun en procentdel på 2,8% fornøjelse ud af mit ophold her indtil videre. Fortæl mig, om denne statistik kommer til at være repræsentativ for resten af ugen.” Ved enden af den første dag havde vi kæmpet os ned på 1,3% i stedet, hvilket ikke ligefrem lød lovende. Vi spiste aftensmad med en god udsigt over havet fra en balkon på byens flotteste restaurant. 2,5%. Desværre kom desserten på et rødt fad, hvilket ifølge Morten var en designmæssig forbrydelse. 2,3%. På andendagen fik videnskabsmanden den genistreg at tage Morten hen til den lokale affaldsplads. 5,8%. Dette var det allerbedste krigsmonument, han nogensinde havde set, erklærede han. Vi endte med at tilbringe adskillige timer der, før vi tog videre. Desværre var videnskabsmanden nu blevet kæphøj og vovede at foreslå en tur til et laboratorium, hvor man arbejdede på nye måder at genanvende plastik. 4,3%. Tredjedagen var det historikerens tur til at vælge. Vi kom på museum, besøgte et universitet og fik en rundvisning i en ruin fra 800-tallet. 3,3% var resultatet ved dagens afslutning.

Novell e

TE MA

På fjerdedagen var der ved at komme stress på, og det var kunstnerens tur til at vælge. Morten var hverken fan af klassisk musik, jazz eller disko (2,8%), viste det sig. Men af en eller anden årsag fandt han lyden af en elevator, der åbnede, meget dragende, så vi lod ham blot køre op og ned i den i over en times tid, indtil han blev mæt (4,2%). Derefter kom vi på kunstmuseum, men der blev han forvirret af en violet statue af en frigjort slave bundet med lænker af sugerør og spurgte blot, hvorfor der ikke var flere malerier af giraffer. Han blev lidt mere munter, da vi bagefter fik åbnet den zoologiske have, blot for at han kunne få opfyldt sin drøm. Men da han endelig fik giraffen at se, måtte han tænkte sig om et halvt minut. “Hvor er dens fjer?” Vi begyndte femtedagen med en score på 5,7%, hvilket var en ny rekord. Dog var det ikke lovende med tre dage tilbage. Morten havde sovet godt den nat, blev vi informeret. Han ville bare være høflig, hvis vi nu skulle være kommet til at tro, at hans gode humør var vores fortjeneste. Resten af dagen var vi ikke meget heldigere, og vi endte med at være helt nede på 3,3% igen. Jo mindre sagt om sjettedagen jo bedre, så den vil jeg helt undlade at fortælle om, og pludseligt er vi nået frem til dagen i dag – den diplomatiske missions allersidste forsøg på at skabe fred mellem vores civilisation og planetens dominante art. Videnskabsmanden og statsministeren forlod os den morgen for at lave nogle udregninger og tænke sagen igennem. Jeg har en mistanke om, at de i virkeligheden gav op efter ti minutter, drak sig fulde og startede en affære for at undgå at blive deprimerede. Intet af dette gik efter planen. Men det er nu også svært at planlægge efter at ens handlinger vil få konsekvenser. Kunstneren var også forsvundet med en vodka flaske i den ene hånd og en flot ung herre i den anden, så nu var kun jeg og historikeren tilbage. Det lod til, at resten af verden var i gang med en sidste fest, her før det hele gik under, og af en eller anden årsag stod vi nu med den kedelige opgave. Det var

TEMA

Novelle

som at fuldende et brætspil, efter man allerede ved, man har tabt. Morten virkede nu ikke overrasket over 3/5 af bandens fravær. Det var som om, det slet ikke blev registreret. “Hvad skal vi lave i dag?” Spørgsmålet var stillet til mig. Det var første gang, jeg alene havde en samtale med vores gæst. “Det samme som vi laver hver aften” fortalte jeg Morten, “forsøge på at overtage verdensherredømmet.” “Godt” sagde Morten, “jeg var begyndt at tvivle på, om I havde givet op.” Jeg tog ambassadøren med ud på en lang køretur, imens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Det lod til, at det hele var op til mig af en eller anden årsag. Alle andre var travlt beskæftiget med at lave langt sjovere ting, bortset fra videnskabsmanden, der sad på bagsædet og græd. Morten iagttog ham interesseret. “Jeg vidste ikke, at I kunne regne. Nedstammer I fra skyerne?” Vi kørte til, vi løb tør for benzin. Derefter vandrede vi til den nærmeste by og søgte ly for regnen på en restaurant. Det var ikke noget særligt charmerende sted, end ikke på den der lidt lusede, men autentiske måde. Intet ved dette sted føltes den mindste smule autentisk. Retterne blev uden tvivl taget fra en køleboks og varmet op i en mikrobølgeovn, tapetet var helt nyt og alligevel møggrimt, et uidentificerbart nærmest genreløst popnummer spillede over højtaleren, og menukortet så ud til at være blevet stykket sammen af en algoritme. Vi var de eneste gæster på stedet. Jeg bestilte en tør salat til mig selv, en pose chips til videnskabsmanden og en fisk til Morten, som selv han ikke kunne identificere. Ikke en eneste ingrediens i denne mad havde været bragt til restauranten i de sidste seks måneder. “Hvor er vi?” spurgte rejen. Jeg fortalte ham, at jeg ærlig talt ikke var sikker. “Hvem byggede dette sted?” spurgte han. Igen måtte jeg være ham svar skyldig. Morten lod ikke til at forstå.

Novell e

TE MA

“Hvad er navnet på dette museum?” Det tog nogle forsøg, før han forstod, hvad jeg sagde. Sandheden kom helt bag på ham. Efter at have besøgt så mange navngivne, karakterprægede spisesteder, museer og koncertsale, ja selv skraldepladsen lugtede af personlighed, kom det bag på ham, at der fandtes steder som disse. “Jeg troede I var så anderledes, og alt var særligt. Men I er bare som rejer på landjorden.” “Tja, sådan kan vi vel godt lide at tænke, Morten.” “Morten? Der ser du. Jeg er Grå #4.345.012, og alligevel har du givet mig et navn.” “Det er nemmere.” “Hvorfor?” “Hmm, ja, det er det bare, du ved.” “Det forstår jeg ikke.” “Hmm nej… sig mig, kender du reglerne til Krig?” “Jeg har kendskab til adskillige naturlove” forsikrede Morten mig. Jeg bestilte tre øl og et sæt spillekort, så jeg kunne vise ham, hvad jeg mente. “Det tyder på, at jeg har vundet” informerede rejen mig, da han vendte sit kort og afslørede en konge. “Og du som sagde, du ikke kendte reglerne til Krig.” “Jeg lærer hurtigt når det kommer til nye krigsformer. Selv kort ser det ud til.” “Hmm ja, du tænker hurtigt. Men sig mig, Morten, hvad endte resultatet egentligt med at være på, her en time i lukketid? Jeg er nysgerrig. Har jeg forbedret eller forværret din endelige procentdel af fornøjelse?” Morten behøvede ikke overveje det. “I det store billede er du ligegyldig.” “Av. Nu bliver jeg helt ked af det.” “Lad endelig være med det. I er på 4,7%. Jeg kan fornemme, at din stolthed ville lide, hvis den faldt yderligere.” “Hvor længe er der tilbage?” “Jeg rejser hjem om ti minutter.” “Og hvad så?” “Så ikke noget. Verden fortsætter, og I uddør.”

TEMA

Novelle

“Det var det, jeg frygtede. Må jeg stille et sidste spørgsmål?” “Det må du.” “Hvad ville det have krævet for at overbevise dig om at tale for fred?” “Ikke noget” svarede Morten, “det ville have været umuligt.” Den stak mere, end jeg har lyst til at indrømme. “Fordi vi har dræbt så mange af jer for at spise jer?” “Nej. Den bagatel kan vi tilgive. Du skal ikke tro, det handler om, at vi er vrede på jer. Vi vil bare gerne spise jer. Efter kontakt blev etableret, undersøgte en videnskabsreje kemien bag dette rugbrød, mayonnaise og dild, som I har serveret os på før i tiden. De viste sig at være yderst delikate sammen med muteret menneskekød.” “Men jeg troede, det var imod jeres religion at have noget med nogen af de tre ting at gøre! Var det ikke derfor, I bombede os i første omgang?” “Vi har siden gennemgået en reformation bort fra den barbariske tid. Nu vil vi hellere end gerne spise jer. Hvis det er nogen trøst, vil jeg med glæde se frem til at mæske mig i dit kød.” “Det er det faktisk” svarede jeg og slog Grå #4.345.012 ihjel med en lussing. Det er nu fem minutter siden, og jeg sidder stadig ved bordet uden at have rørt mig. Han skulle rejse hjem om fire min., hvis mine beregninger er korrekte. Hvor længe mon det giver mig inden verdens undergang. Jeg rejser mig, samler Morten op og træder ud i køkkenet. I en fryser finder jeg ganske rigtigt en kvart pose frosne rejer på bunden; den mest ulovlige substans på hele planeten i øjeblikket. Som forventet er der også både muggent rugbrød, dild og en halvtom mayonnaise i køleskabet, og jeg går i gang med at tilberede. Videnskabsmanden ligger og sover. Han ser ud som om, han kunne trænge til noget at spise. Hvis han når at vågne op, inden Jorden går under, kan det være, jeg deler med ham. Han har nok ikke længe. Selvom jeg ved jo godt ved, hvad jeg skal gøre, googler jeg for en sikkerheds skyld opskriften: 1. Rist rugbrød på panden i smør eller olie. 2. Hak dild fint og rør det sammen med mayonnaisen. 3. Smag til med salt og peber.

Novell e

TE MA

4. Skær tomat i tynde skiver. 5. Skyl salaten let. 6. Anret på rugbrødet og dryp med citronsaft. Rejemadden kan både anvendes som lækker forret eller hurtig frokost. Pokkers. Jeg har ikke nogen citroner.

TEMA

Akad emis k ar t ikel

Antigone: mellem sorg, substantialitet og smerte Af Laura Priyanka H. Andersen, Litteraturhistorie

This paper will examine Sophocles’ Antigone (441-442 f.Kr) through Søren Kierkegaard’s thesis on tragedy, “The Ancient Tragical Motif as Reflected in the Modern”. It argues that Antigone as a double tragedy portrays both sorrow and pain and their corresponding concepts of human agency. Antigone exhibits two opposing yet interdependent configurations of substantiality while stressing the limitations of human agency in relation to the divine order of the gods. Imply-

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

ing both sorrow and pain, Antigone presents an interrogation of two notions of human agency, while still stressing the insufficiency and ambiguity of both. It reveals a new notion of guilt that asserts the agent’s relation to its actions and emphasizes its individual and moral responsibility. I første bind af Enten-Eller (1843) udlægger Kierkegaard dele af sin antik- og tragedieforståelse i kapitlet ”Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske”. Kierkegaards argumentation tager udgangspunkt i Aristoteles’ Poetikken, men afgår derfra, idet Kierkegaard interesserer sig for det antikke som modus. Kierkegaard fremhæver i tragediens funktion, ikke frygten, men medlidenheden som dét, der er relativt og foranderligt i forskellige tidsperioder: Hvor den antikke tragedie vækker sorg, vækker den moderne tragedie smerte. Forskellen mellem de to modi ligger i idéen om menneskets agens, og den grad af skyld som udspringer af den. Centralt for Kierkegaards begreb om sorg er substantialitet. Substantialiteten er det spind af eksterne forhold, eller substantielle bestemmelser, som det antikke menneske på forhånd er født ind i, defineret ved og underlagt; individets forankring i familie, stat, skæbne og religion. Det antikke tragiske vækker sorg, fordi individets handlinger ikke udspringer fra det selv men fra substantialiteten. Det antikke individ føler sorg, da dets uskyld er høj og dets skyld er uigennemsigtig, fordi det ligger sløret i de substantielle bestemmelser. Det moderne individ føler derimod smerte, fordi det som individ er isoleret og fri af alle substantielle bestemmelser, og derfor er ene skyldig og ansvarlig for sine handlinger. Helten i den moderne tragedie er kendetegnet ved at være udgangspunktet for sin egen handling og kan derfor holdes fuldt ansvarligt for den. Idéen om ansvar er derfor den afgørende forskel mellem den antikke sorg og den moderne smerte. I relation til tragedien som genre forklarer Kierkegaard den antikke tragiske helts handling som et episk moment og ikke en gerning. En gerning er hos Kierkegaard en enkeltstående handling, som har et placerbart oprindelsespunkt. Den episke forgrund for Antigone er de fortidige beretninger i Kong Ødipus og Ødipus i Kolonos, der betoner Antigones forbundenhed til slægten som substantiel bestemmelse, hvilket gør hendes oprør og selvmord til et episk moment. Kierkegaard forstår antikken ud fra det ekstrahistoriske begreb om nødvendighed som en slags naturkraft, der opsluger individet: ”I Antigone samles den tragiske Skyld paa et bestemt Punkt, at hun har

TEMA

Akad emis k ar t ikel

begravet sin Broder til trods for Kongens Forbud.” Antigones handling har altså sit forudbestemte og nødvendige mål. Man kan dermed sige, at sorgen gennem sin nødvendighed har noget statisk over sig, og at smerten gennem ansvaret har noget dynamisk over sig. Isolation er mulighedsbetingelsen for, at smerten kan opstå, da den er forudsætningen for, at handlingen bliver til heltens egen gerning. Smertens særegne karakteristika er dét af ansvar, fordi det moderne individs undergang sker som følge af dets egen handling. Antigone og Kreons isolation er en udfordring af og forhandling med substantialiteten. Theben befinder sig i en undtagelsestilstand, hvor de substantielle bestemmelser annulleres og forhandles, og hvor individets substantielle fundament er splittet. De substantielle bestemmelsers legitimitet er i undtagelsestilstanden udsat, og derfor er substantialiteten vaklende. Staten er samtidig udsat for borgerkrig (stasis) med Antigone og Kreon på hver sin side af substantialitetens kløft. Den mellem to uforenelige men sammenflettede samfundsordener, nemlig den eksisterende substantielle orden og Kreons nyetablerede polis: […] Kreon attempts to reconstitute his political authority on grounds which deny the legitimacy of any extra-political allegiances. In response to an emergency situation, in a context where familial loyalties count both for and against the regime as constituted, Kreon seeks to establish the autonomy of the political realm from its dependence on independently constituted familial, religious or moral ends. (McNeill 2011: 432). Kreons forsøg på at genetablere den politiske stabilitet i Theben indebærer en radikal omformning af polis, da privatsfæren (oikos), slægten og de chthoniske guder, ufortøvet suspenderes og erstattes med polis som det herskende domæne. I undtagelsestilstanden splittes individernes ageren mellem den gamle og nye orden og vakler mellem disse to ordeners idéer om straf, normer og retfærdighed. Det bliver altså både en politisk og moralsk undtagelsestilstand (Dahl 2010: 180). Denne transformation af substantialiteten og polis muliggøres gennem Kreons nomoí:

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

By granting the sovereign the authority to enforce laws and norms (nomoí), he is assigned the protection of the existing order (eunomía). In its last consequence, however, this authority enables the sovereign to override the existing order or several of its constitutive nomoí. (Beushausen 2008: 18). Substantialiteten er altså ikke en uigennemsigtig og endimensional helhed, som den var hos Kierkegaard, og derfor er den heller ikke længere det faste forankringspunkt, som individets handlinger opvejes mod. Kreon viser med sit påbud, at mennesket kan påvirke substantialiteten og dermed ikke er determineret af den. Dette peger på tragediens spirende agens, da handlingerne i højere grad bliver antropocentriske. Da Kreon annullerer gudernes love samt oikos, afsløres substantialiteten som en flerdimensionel helhed. Den vaklende substantialitet i Antigone kan læses som en kommentar på sin samtid, idet tragedien er en ”prescient commentary on the disintegration of the polis as law and religion begin to be articulated into wholly distinct functions, with all the implications entailed by that transformation […].” I Antigone er den Kierkegaardske substantialitet vaklende, fordi den er objekt for menneskets selvregulering: Dahl formulerer, at tragediens destabilisering af den sociale orden (Dahl 2010: 229) er en konsekvens af Antigone og Kreons ageren. Substantialiteten er altså ikke urokkelig, som den var hos Kierkegaard, men er til forhandling for det enkelte individ og særligt for Kierkegaards sorgfulde Antigone. I Kierkegaards modernitetsforståelse er isolation en naturlig del af substantialitetens opløsning (Kierkegaard 1965: 132), og ligeledes fører substantialitetens vaklen i Antigone også til isolation. Kritikhistorien har i sin antitetiske læsning af Antigone og Kreon overset isolationen som en fundamental lighed mellem dem. En lighed som ikke bør reduceres til kritikhistoriens ortodokse læsning af Kreon som en tyran og Antigone som martyr. Snarere kan man læse deres isolation som en bevægelse ud af og væk fra substantialiteten: ”However, the more that Creon and Antigone insist on defending what each claims is the proper treatment of kin and community, the more isolated they become from kin and community.” I deres radikale isolation, melder de sig ud af substantialiteten, de domæner (polis og oikos) og de love (menneskelige og guddommelige), som de synes at handle igennem, og som kritikhistorien har set dem som repræsentanter for.

TEMA

Akad emis k ar t ikel

De retfærdiggør altså ikke deres handlinger gennem disse love eller substantielle bestemmelser, men i det faktum, at de er på den rette side af autoriteten (Bobrick 2015). Denne udgang fra disse love og bestemmelser, som kritikhistorien entydigt har tilskrevet Antigone og Kreon, har ført til, at man har overset den skyld og det hybris, som ligger i deres radikale isolation. Og yderligere, at den højnede skyld er relateret til denne isolation. Selvom isolationen er et lighedstræk, har den dog forskellig karakter: Hvor Kreon isolerer sig ud af polis og gudernes love, isolerer Antigone sig mod polis og mod slægten som en substantiel bestemmelse. Antigones handling er, som en genforhandling af sin slægtslige arv, indadskuende, og er på et handlingsmæssigt plan statisk. Men på et substantielt plan er den samtidig progressiv. Antigones isolation udgør en negativ defineringsproces, hvor hun modarbejder substantialiteten; slægt, stat og på sin vis skæbnen. Hun påberåber sin gerning som et produkt af sin egen gerning og ikke af substantialitet eller nødvendighed. Dog er hendes afstandtagen fra slægten også tvetydig, hvilket koret, der kan ses som en repræsentant for den Kierkegaardske statiske substantialitet, tydeliggør: ”Til trodsens tind du foroven skred, / styrted dig mod Retfærds høje stol / med heftigt sind; dog, barn, du sted / og bøded for din faders fejde.” Koret betoner netop den nødvendighed, som er essentiel i Kierkegaards læsning af Antigone. Han ser hende nemlig som en, der anticiperer slægtens skyld i sig. Antigone viser gennem sit lovbrud sin unægtelige forbundenhed med slægten, og det er tydeligt, at hun som tragisk heltinde kun kan trodse polis’ lov og substantialiteten, men ikke bekæmpe den. Hendes handling og død er altså både en identifikation med og afgang fra slægten: Her tragedy consists in her confronting the impossibility of realizing a wholly autonomous moral agency in relation to herself […]. One cannot, the play suggests, be an end in oneself and remain immersed in the essential indeterminacy of the human world of generation and succession. Antigone’s autonomy is exemplified, in the first instance, by the particular moral integrity she manifests by choosing to bear the responsibility for who she must be.” (McNeill 2011: 435-436).

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

Selvom Antigones sorgfuldhed og forbundenhed til substantialiteten er tvetydig, har hun med sit progressive oprør mod Kreon længe været den prominente skikkelse i værkets kritikhistorie. I Romantikken var hun værkets ubesejrede heltinde, og for Hegel var hun moderne. Sympatien for Kreon er derimod en moderne vending, der markerer et stigende fokus på værkets politiske samtid, opblomstringen af polis, samt tragediens handling. Sidstnævnte repræsenteres særligt af H.D.F. Kitto i Greek Tragedy (1939). Gennem Kreons isolation, får skylden en antropocentrisk karakter, der tegner et nyt portræt af skæbnen, idet Kreon i modsætning til Ødipus ikke er tvunget ud i sin hamartia, men selv er ansvarlig for den (Bobrick 2015: 42). Kitto hentyder også til denne individs-centrerede skæbne, idet han forsøger at fremlæse Sofokles’ intention med tragedien: ”Sophocles was interested in his fate. He is, if not cruel, at least insensitive; like a tyrant, he is quick to suspect, and he does not know how to yield.” Vægten mellem de to helte kan spores i det faktum, at implikationerne af deres handlinger er forskellige i omfang: “Her tragedy is terrible, but it is foreseen and swift; Creon’s grows before our eyes. This must have been the balance that Sophocles designed.” Antigones forbundenhed til substantialiteten skaber denne flygtighed, hvorimod Kreons isolation ud af substantialiteten er så fatal og ekstrem, at den driver dramaets handling frem. Kreon kan anskues som et solipsistisk individ med sin “own field of action and his own principles.” (Kitto 1972: 130). I den forstand er Kreons fatale fejl, at han mangler phronesis (praktisk visdom), som betoner individet og dets handlingers relation til det omkringværende samfund (Walker 2008). Selvom Kreon repræsenterer sin substantielle position som konge, træder han i sin solipsisme samtidig ud af polis: He seeks to replace familial bonds with an account of civic philia, wholly subordinates the chthonic deities to the civic deities, and asserts his own authority as the ultimate arbiter and interpreter of both human and divine intent. […] however, his authority is revealed, when challenged, as having no other ultimate justification than his own brute self-assertion. (McNeill 2011: 432-433) Kittos læsning inviterer til at anskue striden mellem Antigone og Kreon, ikke

TEMA

Akad emis k ar t ikel

som et omdrejningspunktet men snarere som et forsvindingspunkt, hvorfra den sande tragiske helt kommer til syne: ”The conflict between Antigone and Creon is indeed vivid and poignant, but there underlies it a deeper one: that between Creon and the gods, between the tyrant and the ultimate realities.” Kreons solipsisme er den ultimative form for isolation, og det er derfor ikke tilfældigt, at erinyerne nævnes som den straffende instans, der dømmer ham (Sofokles 1960: 62-63, v. 1013-1015). Erinyerne repræsenterer i Hegels tragediefilosofi den naturlige sædelighed og inkarnerer et individualistisk princip (Holm 2000). Kreon præsenterer i sin isolation fra substantialiteten altså en form for statsløshed: ”Formuleret med koret fra Antigone repræsenterer erinyerne et princip, som er ’apolis’, som er ufordøjeligt for det politiske fællesskab.” (Holm 2000). I denne ekstreme isolation og suverænitet, bliver han et ansvarligt subjekt for sin egen skæbne, da ansvaret og skylden kun kan tilskrives ham. Kreon ligner altså en moderne helt, der som isoleret individ må stå og falde på sine egne gerninger. Målestokken for Kreons ukendte værd som konge er det af phronesis, som betoner relationen mellem individets handling, karakter og forstand. Derved nærmer begrebet sig en idé om et individuelt ansvar: ”Umuligt at få nøje klarhed på en mand, / hans indsigt og hans tankesæt og sindelag, / før han som drot styrer og viser det i dåd.” Det nye skyldsbegreb i Antigone betoner ansvaret og dets relation til individet og nærmer sig derved Kierkegaards begreb om smerte: Kreon holdes fuldt ansvarlig for sin handling, og den kæde af dødsfald der indtræffer som følge af den. Man kan dermed læse tragedien som en procession og samtidig en akkumulation af Kreons tragiske skyld. Det er i denne procession af handlinger, at hans ansvar står fuldt frem, når det beskues retrospektivt af Teiresias: […] før du skal bringe sonings-bod af lig for lig / og selv må yde gengæld af din egen sæd; / for du har drejet op og ned på liv og død: / en levende gav du skændig hjem i gravens skød, / men holder her tilbage fra de dødes gud / usignet, uden gråd, et ubegravet lig, / […] / og derfor lurer Guds og Dødens hævn på dig, / Erinyerne, der rammer hver begangen synd, / (Sofokles 1960: 62, v. 1005-1014, egen kursivering).

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

Kreons isolation og handlinger er dynamisk, da forbuddet er udgangspunktet for denne kæde af overtrædelser og skyld. Han lider hele sin skyld i dette contrapasso-lignende motiv i gudernes straf, hvor hver kursiverede instans står tydelig for ham og klargør hans skyld og straf. I Kreons forbud kulminerer hans dybtrækkende ansvar og skyld, men det er også heri, Antigones statiske kamp finder sin kulmination. Antigones selvmord skaber de fatale efterveer, dødsfaldene i Kreons privatsfære, som egentlig er en konsekvens af Kreons egen isolerede handling: Antigone dødsdom. Haimons selvmord udgør i denne forbindelse et komplekst skæringspunkt for alle dødsfaldene, der tydeliggør Kreons totale skyld både retrospektivt og prospektivt. Koret betoner det således: ”Ak! hist mod sit hus ser jeg konningen gå, / og han bærer et højt-talende tegn, / - om jeg tør sige så - / ej på fremmedes synd, / men på, hvor han selv har forbrudt sig.” Ved Haimons død indtræffer også Kreons anagnorisis, da han indser sin uforstand, og dét ansvar dødsfaldet medfører. Kreon lider smerte, fordi skylden er hans egen, og fordi den er gennemsigtig for ham. Derved indeholder hans smerte en refleksion over lidelsen (Kierkegaard 1965: 137), som sorgen mangler. Kreon italesætter sin smerte således: ”Ak! sanseløs syndig min sjæl kåred sig / stivsindets blodige løn. / Ve mig, se! drab og død / er husvante her i kongesættens skød! / Ve, mine tankers vanvid har dåret mig! / O gud! søn, søn! / årle forødt, ung af år, / ve ve! ve ve! / vandred du i døden! / Min dårskab, ej din, dig slog dine sår!” (Sofokles 1960: 70, v. 1193-1202, egen kursivering). Koret udnævner ikke selv Kreons totale skyld, der står tydeligt frem efter Eurydikes død, men indfanger den gennem hendes ord: ”Ja, hun, der nu er død, forbanded dig som den, / der bær’ den fulde skyld for hint og disse drab.” Karaktererne i tragedien ser Kreon som moralsk skyldig og ansvarlig for sine handlinger, særligt Antigone og Eurydike. Kreons tragiske skyld udtrykker derved en ny idé om strafværdighed, som betoner individets relation til dets handlinger. I det 5. århundredes Attika spirer et nyt koncept om skyldighed frem, som den franske antropolog og historiker, Jean-Pierre Vernant, betegner subjektivt ansvar: ”The man is ‘father’ of his actions when their origin, arche,

TEMA

Akad emis k ar t ikel

and their efficient cause, aitia, are to be found ’in him.’” (Vernant 1988). Dette skyldsbegreb, som er et retsligt begreb, og som konstitueres i Aristoteles’ filosofi, finder vej ind i tragedien gennem dennes semantiske evolution af hamartia (Vernant 1988). Kreon bliver oprindelsespunkt for sin handling og tilskrives derved alt skyld og ansvar, da konceptet om subjektiv skyld indebærer en negativ kausalitet: ”Whenever an action can be assigned no external source of constraint, it is because the cause is to be found ’in the man’ because he has acted […] ’of his own volition,’ so that his action can legitimately be imputed to him.” (Vernant 1988). Med denne kausalitet betones det moralske interne ansvar, og derfor er Kreons skyld, på et moralsk plan, total. Det er skyldens moralske karakter, der muliggør, at han føler smerte i denne antikke tragedie, da det betoner det ansvar, som det sorgfulde individ ikke kan tilskrives. Kreon kan dog ikke tilskrives den totale skyld på et tragisk plan, for da vil han ikke længere være et tragisk men slet menneske (Kierkegaard 1965: 134). Kierkegaard læner sig her op ad Aristoteles, og formulerer, at den sande tragiske smerte fordrer et element af uskyld (Kierkegaard 1965:140). Den lille flint af uskyld hos Kreon, kan ses i den overordnede måde, Sofokles behandlede menneskets vilkår i sine tragedier: ”In Sophocles, the heroic status is confronted with man’s vulnerability to time and circumstance.” (Xanthaki-Karamanou 2015). Straffen og peripetien, som i Antigone er forestående og synes fravendelig, peger netop på forholdet mellem det tragiske og tidslige. I optrapningen til peripetien ligger Kreons skæbnesvangre kapløb med tiden, som koret ængstes ved: ”Så hurtig, drot! du mægter. Den, hvis sjæl er sen, / indhenter hævngudindens rappe fødder snart.” Det særegne ved Sofokles’ tragedier er, at det centrale fokus ikke er menneskets straf, men dets antropocentriske handlinger (Xanthaki Karamonou 2015). Antigones selvmord synes at betone, at begivenhedernes gang ikke kun er op til Kreon selv, men at hans skæbne også formes gennem andre menneskers handlinger. Kreons handling undslipper altså hans fulde kontrol, og dens fatale konsekvenser udspiller sig i hans omgivelser: dets reaktioner (korets, Antigones og Teiresias’) og dets modreaktioner, som Christian Dahl læser Haimon og Eurydikes selvmord som. Phronesis betoner videre det moralske ansvar, fordi det fordrer det handlende individs viden om og refleksion over sin handlings mulige udfald. I det 5. århundredes Attika sker med tragedien en bevidsthedsforandring, hvor det tragiske menneske er klemt ind mellem to koncepter

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

af skyld. Det antikke religiøse koncept om hamartia og den nye idé om skyld, som antyder, at individet kan være udgangspunkt for sin egen handling: […] so tragic culpability is positioned in between on the one hand the ancient religious conception of crime-defilement, hamartia, sickness of the mind, the delirium sent by the gods that necessarily engenders crime, and on the other the new concept in which the guilty one, hamarton and, above all, adikon, is defined as one who, under no compulsion, has deliberately chosen to commit a crime. (Vernant 1988: 45-46) Det er relationen mellem individet og dets handling, der giver Antigone og Kreons handlinger en særlig antropocentrisk og strafværdig karakter. De repræsenterer hver sin pille af handling, hvis forskel ligger i, idéen om intention: ”Thus Aristotle sets it in opposition to the adikema, the intentional crime, and to the atuchema, the unforeseeable accident that has nothing to do with the intentions and knowledge of the agent.” (Vernant 1988). Det statiske ved Antigones handling er hendes adikema og det dynamiske og fatale ved Kreons handling hans atuchema. Udviklingen i idéen om skyld og intentionalitet drejede sig om, at uvidenhed nu kunne eksistere i menneskets selv (Vernant 1988). Dermed var den ikke kun op til gudernes straf. Det subjektive ansvar etablerer altså en gensidighed mellem individet, dets karakter, og dets individuelle ansvar: ”[…] the end of his action necessarily depends on his character, his character also depends on himself since it has been formed by his own actions.” (Vernant 1988). Igennem sin isolation og gudernes tilsyneladende fravær, står Kreon frem som et individ i alle sine etiske, tragiske og ansvarsmæssige dimensioner. Men idet guderne må genoprette den kosmiske orden, afsløres menneskets handlingers begrænsethed. I deres forhandling af substantialiteten har Antigone og Kreon nedbrudt alt det bestående undtagen guderne og deres evige love (Xanthaki-Karamanou 2015). Det signifikante ved dette er, at menneskets agens i tragedien er tvetydig. Dette kan spores tilbage til tragediens samtid, hvor menneskets agens endnu ikke sås som selvtilstrækkelig (Vernant 1988). Den attiske tragedies karakteristika er, ifølge Vernant, at menneskets handlinger konfronteres med den guddommelige orden:

TEMA

Akad emis k ar t ikel

”In the tragic writers, human action is not, of itself, strong enough to do without the power of the gods, not autonomous to be fully conceived without them. Without their presence and their support it is nothing – either abortive or producing results quite other than those initially envisaged.” (Vernant 1988: 44) Antigone skildrer altså både handlingers konsekvenser i den mellemmenneskelige sfære, forstyrrelsen i polis, men også denne sfæres relation til den guddommelige orden. De menneskeskabte, politiske love grænser op ad gudernes, og er derfor ikke uden begrænsninger (Vernant 1988). Det er i sammenfaldet af disse to sfærer, at menneskets skyld, ansvar og dets handlings konsekvenser står frem. Gudernes straf afslører skylden, mens ansvaret primært betones i den mellemmenneskelige sfære, hvor karaktererne holder Kreon moralsk ansvarlig gennem idéen om subjektivt ansvar. Kreons antropocentriske handling er central i Antigone, for selvom den kosmiske orden genoprettes, er konsekvenserne af hans handling uigenkaldelig i den menneskelige sfære. Gudernes indgriben er derfor en påmindelse om, at mennesket heller ikke er selvberoende på et samfundsmæssigt plan. Antigones og Kreons isolation bidrager tilsammen til polis’ fald, og gudernes fravær betoner blot, at mennesket er ”’marvelous’ and ’terrible’ (deinos)” Ziolkowski 1997: 152), ligesom tragediens berømte ode til mennesket lyder. Ved gudernes fravær står det fejlbare menneske frem og indser først nu det ansvar, der følger af dets handlinger, fordi disse ikke længere har gudernes synlige bifald eller fordømmelse undervejs i tragedien, men først finder sit værd til slut i tragedien. Det at gudernes straf indtræffer til slut i Antigone, peger på at idéen om subjektivt ansvar til stadighed var i udvikling i den græske bevidsthed (Vernant 1988). Individets handlinger befinder sig i et krydsfelt mellem den menneskelige og guddommelige orden, og den tragiske fornemmelse af det subjektive ansvar opstår i relationen mellem disse to ordener. Kreon er kun en tilnærmelse til den moderne smerte, idet hans agens endnu ikke er selvberoende og selvtilstrækkelig: ”The particular domain of tragedy lies in the border zone where human actions hinge on divine powers and where their true

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

meaning, unsuspected by even those who initiated them and take responsibility for them, is only revealed when it becomes a part of an order that is beyond man and escapes him.” (Vernant 1988: 27) Det 5. århundredes Attiske tragedie frembragte ifølge Vernant et tragisk subjekt, der var i spirende bevægelighed, og som kan knyttes til den vaklende substantialitet i Antigone: ”Similarly, the works of the Athenian dramatists express and elaborate a tragic vision, a new way for man to understand himself and take up his position in relation to the world, the gods, other people, himself and his own actions.” (Vernant 1988). Der sker samtidig en forskydning mellem politisk og retslig tænkning på den ene side og mytisk og heroisk tradition på den anden (Vernant 1988). Tragedien præsenterer en sammensmeltning af disse dimensioner, når dens karakter på én og samme tid er en fortidig skikkelse, der er til stede i tilskuerens egen samtid (Vernant 1988). Denne dobbelthed peger på, at to verdensanskuelser kan eksistere samtidig som en dialog inde i tragedien selv. Antigone er som den mytiske og substantielle sagnhelt i dialog med Kreon, som repræsenterer den græske samtids spirende tanker om subjektivt ansvar. I samtiden skete en sekulariseringsproces, hvor substantialiteten begyndelsesvis blev delt i sine bestanddele, og som Kreon repræsenterer. Derved bliver Antigone som dobbelttragedie et sammenstød af to substantialitetsforståelser. Et sammenstød som skaber en ”anxious questioning concerning the relation of the agent to his actions.” (Vernant 1988: 46). Vernant ser den dramatiske opførsel af tragedien som et krydsfelt mellem tider og dimensioner, og herudfra kan man forstå forhøret af Antigone og Kreons agens: Antigones bevægelighed sker inden for hendes mytiske og substantielle verden, og taler ind i samtiden, idet hun agerer som en aktiv kvinde i polis. Hun spejler samtidens sekulariseringsproces ind i den mytiske tid, idet hun modarbejder dennes substantialitet. Hun tager også et ’moderne’ aspekt med sig tilbage ind i sin statiske og mytiske substantielle tid, nemlig relokaliseringen af mennesket i den substantielle orden. Derved er hun både statisk og i bevægelse på samme tid. Denne relokalisering uddyber Vernant nemlig således: ”At the same time, within the city framework where all the ci-

TEMA

Akad emis k ar t ikel

tizens, following public discussions of a secular nature, themselves direct the affairs of the State, man himself is beginning to experiment as an agent who is more or less autonomous in relation to the religious forces that govern the universe, more or less master of his own actions and, through his gnome, his phronesis, more or less in control of his own political and personal destiny.” (Vernant 1988: 46). Kreon er modsat lederen af den ’moderne’ bystat, polis, som er projiceret ind i den mytiske tid og dennes substantialitet for deri at forhøre menneskets agens. Han inkarnerer samtidig tragediegenrens idé om dualiteten i menneskets agens, den mellem dens selvtilstrækkelighed og dens begrænsning i relation til den guddommelige orden. Krydsfeltet mellem de to tider bliver også et krydsfelt mellem to former for substantialitet: Korets rolle modsiger sig Antigones ’moderne’ aspekt ved at repræsentere den Kierkegaardske substantialitet og derved betone hendes manglende agens. Antigone er stadig sorgfuld, da hun i sine mytiske slavelænker ikke opfylder den sekulære idé om, at mennesket kan være ansvarligt for dets egen handling og personlige skæbne. Men omvendt kan koret ikke dømme Kreons handlinger (Sofokles 1960: 24, v. 166-168), da hans agens ikke skriver sig ind i den substantialitet, de repræsenterer. Denne dom forbeholdes nemlig guderne. Antigone repræsenterer altså en endimensional substantialitet, mens Kreon præsenterer en sekulær substantialitet, som er i forandring og bevægelse. Fra fortiden, tragediens tid, krydsforhører Kreon det 5. århundredes polis med dets eksperimenteren med menneskets selvtilstrækkelighed. Dette eksperiment er de menneskeskabte love, som i Antigone synes at have en iboende tendens til det katastrofale, ikke kun i relation til polis selv men særligt i relation til gudernes orden. Theodore Ziolkowski fremhæver netop, hvordan korets berømte ode til mennesket er en hyldest til ”those who succeed in interweaving secular laws with the oath-bound justice of the gods […].” (Ziolkowski 1997). Kreon lykkes netop ikke med dette, da han gennem uforstand driver polis til det ekstreme. Dermed skuer Ziolkowsi en iboende kritik i tragedien, nemlig Sofokles’ kritik af polis og det 5. århundredes rationelle oplysningstid (Ziolkowski 1997).

Akad e mi s k ar ti kel

TE MA

Konklusion Sofokles’ Antigone præsenterer som dobbelttragedie en eksamination af menneskets agens ved at etablere en dialog mellem to forskellige verdensanskuelser. Idét Antigone præsenterer det 5. århundredes relokalisering af mennesket i den substantielle orden, bliver hendes sorgfuldhed tvetydig. Antigone er ikke så substantiel en tragedie, som den tidligere er blevet anskuet som, da den gennem sine tragiske helte portrætterer to substantialitetsforståelser. Ansvaret kan spire i Antigone som tragedie, fordi menneskets handlinger kan være dets egne, og fordi den præsenterer et nyt skyldsbegreb, det subjektive ansvar. Kierkegaards tragedieforståelse er stadig relevant i dag, da hans idéer om sorg og smerte betoner menneskets agens, og da de kan belyse, hvad Antigone som dobbelttragedie er i stand til: Den etablerer en dialog mellem to verdensanskuelser og tegner derved et skitseagtigt portræt af menneskets agens og individuelle ansvar. Med sin antydning af Kreons totale skyld, kunne Antigone være interessant at belyse ud fra et nyere etikfilosofisk perspektiv om moralsk ansvar. Nemlig at opstille grækernes idé om phronesis med den etiske filosofis begreb om kontrolbetingelse: det, at et individ ikke kan holdes fuldt ansvarligt for dets handling, da denne delvist er forårsaget af eksterne faktorer uden for dets kontrol. Dette kan begrebsliggøre den skrøbelighed over for tid og omstændigheder, som ifølge Xanthaki-Karamanou er karakteristisk for Sofokles’ tragedier og samtidig afdække den sammenfletning af dødsfaldene, som endnu mangler at blive grundigt belyst i værkets kritikhistorie. Litteraturliste Beushausen, Katrin (2008): ”Dangerous Fracture: Undermining the Order of the Law in Sophocles’ ’Antigone’”, i Mosaic: An interdisciplinary Critical Journal, vol. 41, no. 3, special issue Antigone (September 2008), pp. 1530 Bobrick, Elizabeth (2015): ”Sophocles’ Antigone and the Self-Isolation of the Tragic Hero”, i Psychoanalytic Inguiry, 35:1, pp. 40-16 Dahl, Christian (2010): ”V. Sofokles’ Antigone Heltinden og hendes familie”, i Tragedie og bystat – om fællesskab og konflikt i Athens dramatiske kultur, København, Museum Tusculanums forlag, s. 173-233 Holm, Isak Winkel (2000): ”Hegel og den græske tragedie”, i Kritik (145), s. 1-32

TEMA

Akad emis k ar t ikel

Holt, Phillip (1999): ”Polis and Tragedy in the ’Antigone’”, i Mnemosyne, fourth series, vol. 52, fasc. 6 December 1999), pp. 658-690) Kierkegaard, Søren Aabye (1965): ”Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske” i Enten-Eller bd. 1, Gyldendal, København, 1965, s. 127-152 Kitto, H.D.F. (1973): ”The Antigone”, i Greek Tragedy, Routledge, London/NY (1966) McNeill, David (2011): ”Antigone’s Autonomy” i Inquiry, vol. 54, no 4., pp. 411441 Rancher, Shoni (2008): ”Suffering Tragedy: Hegel, Kierkegaard, and Butler on the Tragedy of ’Antigone’”, i Mosaic: An interdisciplinary Critical Jorunal, vol. 41, no. 3, special issue: Antigone (September 2008, pp. 63-68 Sofokles (1960): Antigone, Gyldendal, oversat v. Niels Møller Vernant, Jean-Pierre og Pierre Vidal-Naquet (1988): ”The Historical Moment of Tragedy in Greece: Some of the Social and Psychological Conditions” (pp. 23-29), i Myth and Tragedy in Ancient Greece, Brooklyn NY, Urzone Inc. Vernant, Jean-Pierre: ”Tension and Amiguities” (pp. 29-49), jf. ovenfor —: ”Imitations of the Will in Greek Tragedy” (pp. 49-85), jf ovenfor —: ”The Tragic Subject: Historicity and Transhistoricity”, jf. ovenfor Walker, Kathryn (2008): ”Between individual principles and communal Obligation: Ethical duty in Sophocle’s ’Antigone’”, i Mosaic: An Interdisciplinary Critical Journal, vol. 41, no. 3, special issue: Antigone (September 2008), pp. 199-214 Xanthaki-Karamanou, Georgia (2015): ”Moral and social values from Ancient Tragedy” i Dialogue and Universalism, issue 1, pp, 20-29 Ziolkowski, Theodore (1997): ”Law and Equity I”, i The Mirror of Justice, Princeton U. P., pp. 658- 690

Novell e

TE MA

Ridder Regn Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie Der var engang en mand, somme tider en kvinde, der rejste verden rundt. Både som herre og dame har denne rejsende båret mange navne gennem årene, men det foretrukne nu om dage er Ridder Regn. For Ridder Regn lever stadig iblandt os og hjælper til, når der er brug for det. Han har været hele verden rundt og så alligevel ikke. For selvfølgelig er Ridder Regn ikke ægte. Det ved han godt, og det har han affundet sig med for længe siden. Men indtil videre har det ikke stoppet hende. I begyndelsen var Ridder Regn mest optaget af krig og hæder. Han har beskyttet konger, besejret drager og reddet ungmøer. Hun har fældet tyranner, vogtet over glemte hemmeligheder og forgivet forrædere. Uanset hvor Ridder Regn kommer hen, taler han sproget og kan forstås af alle. Det er umuligt at sige, hvor hun stammer fra. Med årene lærte ridderen, at der var mere til livet end strid. Da bønderne begyndte at sulte og fryse, var det Regn, der hjalp dem med at finde føde og varme til at overleve de hårde vintermåneder. Da den uheldsvangre pilgrim faldt og kom til skade på vejen, var det Regn, der fik gæstfrie lokale til at finde og pleje den rejsendes sår. Er man faret vild, er det Regn, der hjælper en med at falde til ro og vælge den rigtige sti. Ridder Regn er draget over alle bjerge, gennem alle skove og under alle skyer. Han forstår alle, og selvom de færreste kan huske hende, genkender alle Ridder Regn med det samme. Når han drager videre, ligger mindet om ham sig i underbevidstheden, hvor det blandes sammen med andre erindringer og oplevelser. Men eftersom Ridder Regn ikke er ægte, beklager hun sig ikke. Den første del Der var engang en lille Signe. Signen hun hed pige. Eller måske var det omvendt? Den lille Signe boede i en krog. Signes Krog hed den. Hun havde den helt for sig selv. Sådan var der så få ting i livet, men hun var bare glad for sin krog. Det var

TEMA

Novelle

godt at have noget, der var hendes eget. Den lå der mellem fabrikken og bagerforretningen, så selv hvis hun kunne have fået lov til at vælge en hvilken som helst anden krog, ville hun ikke have taget imod tilbuddet. Det var hendes krog, og sådan var det. En dag var den lille Signe nede på havnen for at kigge efter muslinger. Hun kendte en bedstemor, der gerne gav en skilling pr. stk. Hvis damen var i godt humør, fik den lille Signe somme tider noget lækkert oveni. Det var selvfølgelig ikke den lille Signes bedstemor, men alle kaldte hende Bedste, så det gjorde hun også. Den lille Signe forstod ikke helt, hvordan hun kunne være nogens bedstemor og så ikke hendes. Hun kendte jo alligevel ikke andre, og Bedste var så sød. Men denne dag fandt den lille Signe kun to muslinger. Hun var ked af det, fordi hun vidste, at hun kun ville få to skillinger og ingen lækkerier. Men hun var også ked af det, fordi hun vidste, at Bedste ville blive skuffet. Der tog hun fejl. Bedste var ikke skuffet. Bedste var sur. Hun tog muslingerne fra den lille Signe, kaldte dem for sølle og kastede dem tilbage i hovedet på muslingesamleren. Det kunne hun gøre bedre, mente hun, og Bedste fik jo gæster her om to timer. Dem var hun nødt til at servere muslinger, det havde hun lovet. Den lille Signe gik tilbage på havnen, selvom hun vidste, at det var for sent og mørkt til at finde nogen nu. Men hun kunne ikke lide at gøre Bedste sur, så hun gjorde sit bedste. En time senere havde hun kun fundet tre muslinger mere. Efter to stod hun med syv i alt. Måske var Bedste i bedre humør nu? Syv muslinger var trods alt bedre end to. Men døren åbnede sig ikke, da den lille Signe bankede på hos Bedste. Hun kunne nok ikke høre hende. De lavede jo også en god del larm inde i stuen. Den lille Signe kunne høre musik derindefra og en latter, der kun kunne være Bedstes. Så var hun altså ikke sur mere. Men hun ville heller ikke åbne op. Den lille Signe gik i stedet videre til en restaurant, hun kendte. Nogle gange når Bedste ikke var i humør til muslinger, eller når Signe havde plukket bær, kom hun her i stedet og ventede ved bagdøren. Der var en ung tjener her, hun godt kunne lide. Hun kunne ikke hans navn, det havde han aldrig fortalt, men

Novell e

TE MA

han var altid god ved hende. Nogle gange fik hun lidt brød, en gulerod eller et æble. Engang havde han været så god at snige en pølse ud til hende. Hun var jo det rene skind og ben, sagde han. Det syntes den lille Signe var sjovt sagt, for hun vidste jo godt selv, at hun da i hvert fald ikke var særligt renlig. Med muslingerne i favnen drejede hun om det velkendte gadehjørne. Der gik folk rundt og morede sig foran restauranten, men de skulle bare vide, hvor sjovt man havde det, når man kom om i baggården. Hun havde næsten ondt af dem. Den lille Signe smilede ved synet af den velkendte dør med den velkendte grønne farve. Nu skulle hun bare stille sig og vente. Den lille Signe ventede. Og hun ventede. Hun ventede, til at solen helt forsvandt. Men hun turde ikke banke på, hvis den sure kok skulle vise sig. Til sidst åbnede døren sig, og der var han med skraldespanden under armen. Han var lige ved at gå ind i den lille Signe og kunne slet ikke se hende bag affaldet. Og hvad var det for noget tøj, han havde på? Det havde den lille Signe aldrig set før. Det måtte være nyt. Han lugtede også mærkeligt, og han havde blomster under armen. Var de mon til hende? Den lille Signe trådte et skridt nærmere, imens han bøvlede med skraldet. Men han var ikke sur som Bedste. Han fløjtede, og da han vendte sig rundt, begyndte han at smile. Den lille Signe rakte muslingerne op mod ham. Tjeneren gik lige forbi hende. Han havde slet ikke set hende. Der stod en kvinde i indgangen til gyden. Hun havde en lang kjole på. Han gav hende blomsterne og smilede. Så glad havde den lille Signe aldrig set ham før. Hun kiggede ned ad sit eget mugne tøj. Måske hvis hun havde taget en kjole på, ville han også give hende blomster. Da den lille Signe kiggede op igen, var tjeneren og kvinden væk. Her stod hun alene tilbage sammen med sine muslinger. Men dem kunne hun jo ikke spise. Hun havde prøvet engang og fik dårlig mave. Måske var det ikke for sent at finde en anden, der ville tage imod dem? Ellers

TEMA

Novelle

måtte hun prøve at komme af med dem i morgen. Bare de ikke blev dårlige. Nogen hostede bag hende. Den lille Signe var ikke alene i gyden længere. Først håbede hun, at tjeneren var kommet tilbage, men det var den sure kok i stedet. Han var sur og råbte ting ad hende. Han kaldte hende skarn og møgunge og sagde, at hun aldrig skulle komme tilbage. Den lille Signe løb så hurtigt, hun kunne, men hun snublede på vej ud ad gyden og tabte sine muslinger bortset fra en enkelt. Flere af dem knækkede. Hun turde ikke blive og samle dem op igen. Da den lille Signe var på vej hjemad, kunne hun snart ikke mere. Hun var træt, kold og våd efter at have samlet muslinger på havnen, og hun ville bare gerne sove. Måske var hun heldig at få lidt at spise af bageren. Han satte nogle gange noget ud til hende, hvis han var i godt humør. Den lille Signe nåede til den velkendte gade og smilede, da hun fik øje på bagerforretningens skilt. Hun glemte næsten alle dagens strabadser ved tanken om sin krog. Der kunne hun få varmen og vejret og følelsen i sine fingre tilbage. Den lille Signe trådte ind i sin gyde. Men der var noget galt. Hvor var hendes krog? Hvor var Signes krog? Der var selvfølgelig en krog, det kunne hun se, men den var optaget. Den havde aldrig været optaget før. For den var jo allerede optaget. Det var Signes Krog, sådan var det. Men nu lå der i stedet en stor fremmed mand med et langt skæg. Hun kendte ham ikke. Han lå og spiste noget. Var det brød? Så havde bageren alligevel sat noget ud til hende. Og hvad var det, han drak? Det lugtede stærkt. Den lille Signe trådte nærmere og smilede til manden. Måske ville han lytte til hende, hvis hun forklarede misforståelsen? Det her var hendes krog. Det måtte han forstå. Man kunne ikke bare stjæle en anden persons krog. Ikke når de ikke havde andet. Manden kiggede på hende og pustede. Han gad ikke lytte til hende. Det var hans krog nu, fortalte han. Hun var ung, hun kunne sagtens sove ude på gaden. Da han mistænkte, at hun ikke lyttede efter, viste han hende en kniv som bevisførelse for sin sag. Den afgjorde, at hun ikke ville komme igen, fortalte han. Den lille Signe lyttede og listede ud af gyden. Men det var jo hendes krog. Det

Novell e

TE MA

var Signes Krog. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde ikke noget tilbage. Jo, der var selvfølgelig en enkelt ting. Hun kiggede ned på den sidste musling i sin ene hånd. Nej, den kunne han også få. Hun løb, da den ramte ham i hovedet. Men han var hurtig og kom efter hende. Nu skulle hun få en lærestreg, råbte han. Den lille Signe var hurtig, men manden var hurtigere. Hun havde håbet på, at han var stor og langsom. Sådan var det ikke. Han var lige ved at fange hende ved et vejkryds, da en vogn pludseligt kom ud af intetheden og adskilte dem. Den lille Signe kiggede ikke tilbage, men løb videre, indtil hun fandt nogle skraldespande, hun kunne gemme sig ved. Hun ventede, og hun ventede, og hun ventede, men manden kom ikke efter hende. Måske havde han givet op? Den lille Signe vovede sig ud af skraldet. Der var alligevel ikke noget at spise. Men hvor skulle hun gå hen nu? Hun kunne ikke finde tilbage til sin krog, hvor hun havde sit tæppe, sin flaske og sine skjulte skillinger under en løs sten. Dem kunne hun ikke få tilbage. Den lille Signe vandrede videre ned ad gaden, til hendes ben var ved at falde af. Da hun ikke kunne mere, satte hun sig ned på kantstenen. Hun måtte bare lige hvile sig lidt. Der gik ikke længe, før hun begyndte at døse hen. Hun ville måske have sovet der hele natten, hvis ikke en vogn var kørt forbi. Den havde fuld fart på og ramte en vandpyt, så det plaskede op på den lille Signe. Nu kunne den lille Signe ikke mere. Hun var gennemblødt, træt og sulten, og hun frøs, og hun havde ikke engang sin krog. For første gang begyndte den lille Signe at græde. Normalt brød hun sig ikke om det, men i aften havde hun brug for det. Den lille Signe græd og græd, til hun ikke havde flere tårer tilbage. Man kunne slet ikke se dem, da hun allerede var våd og beskidt i forvejen. Ingen der passerede forbi hende, skænkede hende mere end et enkelt blik eller en enkelt tanke. Der var kun en, der stoppede op og blev hos hende, men det var ikke nogen, der kunne ses. En dør blev åbnet til højre for den lille Signe. Det var en fin villa, hvor hun havde hørt flere latterudbrud i løbet af aftenen, men nu var huset helt stille. Der stod ikke nogen i døren. Den lille Signe rejste sig op og trådte nærmere. Hun

TEMA

Novelle

kunne se ind i opgangen, at beboerne og gæsterne var gået ovenpå for at sove. Der var ikke nogen at se, og allerede herudefra kunne hun mærke varmen. Der kom en dejlig lugt af mad inde fra stuen. Den lille Signe mærkede et skub, og hun stod i opgangen. Hun kunne ikke huske at have taget nogle skridt. Her hang en masse fine jakker, og der stod mange flotte sko. Ingen af dem havde mudder på sig. Den lille Signe kiggede ned på sine egne. De var ikke andet end mudder. Hun mærkede sine fingre tø lidt op igen. Der lugtede så dejligt inde fra stuen. Men hvad nu hvis hun blev opdaget? Den lille Signe kiggede nærmere på en af jakkerne. Der stak noget ud af lommen. Det var en bog. Måske kunne den lille Signe ikke læse, men hun genkendte denne bog. Den var vigtig, vidste hun. Det var vist nok en regelbog. Hun var sikker på, at der stod et sted i den, at man ikke måtte stjæle. Det havde hun i hvert fald fået at vide af Bedste engang. Sådan stod der skrevet i bogen, og man måtte adlyde den. Den lille Signe tog et skridt tilbage. Hun var lige ved at vende om og stikke af. Men hun følte i stedet en hånd på skulderen. En stemme fortalte hende, at hun ikke skulle bekymre sig om, hvad Bedste sagde. Hvis Bedste virkelig ville hjælpe hende, kunne hun have gjort det på så mange måder. Den lille Signe lyttede til stemmen, og selvom den var fremmed, var hun ikke bange for den. For den var ikke rigtig, forstod hun, og alligevel var den mere ægte end noget andet. Den lille Signe gik ind i stuen, hvor en varm pejs varmede hendes lille krop. På bordet stod resterne af middagen og en vase med urørte rene blomster, men for hende var det et prægtigere festmåltid, end hun nogensinde havde set før. De ville alligevel smide resterne ud i morgen, så den lille Signe satte sig op på en stol. Hun spiste de løg og gulerødder, der var tilbage på tallerkenerne, og hun smilede igen. Men da hun havde spist dem alle, var hun stadig sulten. Der stod et fad på midten af bordet med et tungt låg, som hun ikke kunne få af. Den lille Signe var lige ved at blive ked af det, men nej, hun måtte ikke være grådig. Hun havde allerede fået bedre mad at spise, end hun gjorde mange dage. Dette havde været en fest nok i sig selv.

Novell e

TE MA

Hvis bare hun havde haft noget selskab. Men det havde hun jo, fortalte stemmen. Da hun kiggede op igen, indså hun, at den havde ret. Regn smilede til hende og løftede låget af fadet. Den lille Signe havde fortjent et festmåltid, sagde ridderen, og det skulle hun have. Bagefter havde de arbejde, der skulle udføres. Delen, der kommer efter den første Der var engang en ung mand ved navn Jens. På mange områder var Jens som alle andre unge mænd. Han var livlig, nervøs, selvsikker og træt som vejret skiftede, og han elskede kvinder mere end noget andet. Det var alt, hans venner talte om. Meget af tiden var det også alt, han talte om. Men ikke på det seneste. Nej, det var ikke længere kvinder, han elskede. Det var én kvinde. Den rigtige kvinde. Det havde vennerne drillet ham med. De spurgte hele tiden, hvornår han skulle giftes. Til sidst havde han fortalt dem, at hun bare var, indtil han fandt en bedre en. Men snakken havde spredt sig, og hun havde hørt det. Så var hun taget hjem fra festen. Jens´ venner syntes, det var godt. De ville gerne have ham med til en anden fest i stedet. En bedre fest med masser af kvinder. Men Jens var ikke interesseret i masser af kvinder. Han havde kun sagt det for at slippe af med vennerne, men han vidste jo godt, at hun var alt for ham. Da han blev færdig med at arbejde tidligere på aftenen, stod hun og ventede på ham i sin nye kjole, og han kunne ikke se noget andet end hende. Men kunne han gå tilbage? Ville hun overhovedet høre på ham? Og hvad ville vennerne ikke sige? De var mødtes på biblioteket, hvor de ville låne den samme bog. Der var kun ét eksemplar tilbage, og de fandt den samtidigt. Selvfølgelig havde Jens løjet. Han skulle jo egentlig låne bogen til sin mor, men hun troede på ham, og det havde fået dem i snak. Han endte med selv at læse bogen højt for sin mor, så han kunne fortsætte med at tale med hende fremover. Da hun endelig fandt ud af sandheden, syntes hun, at historien var sjov. Mon hun stadig gjorde det?

TEMA

Novelle

Lige nu stod Jens ude foran festen, som hans venner havde ført ham til. Han skulle lige have lidt frisk luft, fortalte han dem. Frem for alt andet havde han ikke lyst til at gå indenfor igen. Han overvejede, om det ikke var bedst bare at tage hjem og glemme hele affæren. Det kunne være, det gik over, hvis han ventede længe nok. Der stod en pige ved siden af ham. Han kendte hende knap nok. En af vennerne havde forsøgt at få dem i tale, og Jens svarede høfligt på hendes spørgsmål uden at gå dybere ind i dem. Men han havde sine tanker et helt andet sted og kunne ikke engang huske hendes navn. Jens undskyldte og sagde, han havde brug for at strække benene. Alene. Frustrationerne drejede rundt i hovedet på ham, imens han gik. Hvordan var han endt her? Han havde aldrig før følt sådan her med nogen. Måske troede han nogle gange, at han var forelsket, men tidligere gjorde det ikke lige så ondt som nu. Han sparkede til en efterladt flaske for at komme af med sine frustrationer. Han mærkede knap nok stødet mod sin fod. Det var intet i forhold til, hvordan han allerede havde det. Var det meningen, at det skulle gøre så ondt? Det kunne det vel næppe være. Han havde også brugt meget af sin tid på hende og talt om hende ved hver en lejlighed, han kunne finde. Det måtte han give vennerne ret i. Spørgsmålet var nu, hvad al den tid ville betyde, hvis hun gik væk nu? Den ville bare forsvinde med hende ud af døren, og minderne ville kun gøre ondt. Efter biblioteket var de taget direkte ud for at drikke en kop kaffe, og som tiden gik, havde kaffen udviklet sig til aftensmad og rødvin. En uge senere dansede de det meste af natten til tonerne fra gammel slidt guitar. Det havde måske været den bedste aften i hans liv. Jens indså, at han var nødt til at få hende tilbage. Han var nødt til at sætte sig ned på en bænk, imens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på ham. Men hvad hvis hun ikke ville have ham tilbage? Måske havde hun allerede fundet en anden som hævn for det, han sagde. Det kunne ligne hende. Nej, det vidste han godt, at det ikke kunne. Det kunne ligne ham. Det ville han have gjort for at få det bedre med sig selv. Han var sikker på, at hun ikke var sådan.

Novell e

TE MA

Men hvis hun nu var? Eller hvad nu hvis hun ikke ville tilgive ham? Han kunne vel ikke rigtigt bebrejde hende, hvis hun havde fundet en anden. Det var jo præcis, hvad han havde foreslået at gøre. Han overvejede at gå tilbage til festen, så han kunne slappe lidt af igen. Han fik ikke særligt meget ud af at sidde her helt alene. Desuden kendte hans venner måske ham bedre, end han selv troede. Det kunne være, at han overtænkte det hele. Hvis hun ikke kom tilbage, var hun måske ikke den rette. Enhver kunne jo sige sig selv, at det havde været en spøg, helt ærligt. Det begyndte at blæse, og Jens frøs. På den anden side af gaden travede et muntert ungt par afsted. Han undgik at kigge på dem. De mindede ham for meget om aftenens begyndelse. Længere tilbage vandrede en enlig midaldrende kvinde med en flaske vin under armen. Hun holdt en god afstand til alle, hun så, og holdt hovedet nede. Jens fulgte hende med øjnene, til hun vraltede ned ad en sidegade. Hun virkede bekendt, men han kunne ikke sætte en finger på hvorfra. Lige før hun forsvandt, mødte deres øjne. De var mørke. Til hans overraskelse blinkede hun til ham. Der blæste en kold vind, og Jens gnubbede sine arme. Han rykkede lidt på sig og rejste sig for at gå. Men hvad var det, der lå der? Jens rakte ned og samlede en buket blomster op fra bænken. Dem havde han ikke set før. De var håndplukkede. Han kunne ikke forestille sig, hvem der havde glemt dem her. Jens vendte sig rundt, men han kunne ikke se nogen andre end sig selv længere. Et kort øjeblik syntes han at høre et sæt lette fodtrin. Det var nok ikke noget. Hvem kunne have plukket de blomster? Han duftede til dem og følte sig en smule stærkere. Det måtte være ham selv, indså han, selvom han ikke kunne huske det. Jo, han havde nok plukket dem for at tage hen og undskylde, sådan hang det sammen. Han var nødt til at få styr på det her. Der var ingen smutveje eller nogen trøst, der ville gøre ham glad igen. Desuden fortjente hun en undskyldning. Jens tog en dyb indånding og gik så afsted. Omkring ham begyndte en let byge at falde, men den gjorde ikke noget. Han var på vej for at se sin drømmekvinde, og alt skulle nok løse sig.

TEMA

Novelle

Den del, der er lidt midt i det hele og ikke ved, hvad den vil Der var engang en maler. Maler Maiken hed hun, når vejret var til det. På andre dage var hun Trætte Maiken eller Sultne Maiken eller Kedelige Maiken. På en helt bestemt dag nåede hun at være alle fire. Hun vågnede som Trætte Maiken og rullede rundt i sin seng i vildelse. Heldigvis var den så stor, at hun ikke trillede ud på gulvet. Trætte Maiken åbnede øjnene og lukkede dem igen. Så åbnede hun dem og lukkede dem, og da hun var færdig med det, fik hun endelig åbnet øjnene. Hun lagde sig om på maven og lukkede øjnene. Trætte Maiken var træt. Der var alligevel ikke nogen til at lave hende morgenmad, og hun ville bare blive sulten, når hun endelig fik kæmpet sig op. Så kunne hun vel lige så godt blive i sengen. Hun vågnede en halv time senere og åbnede øjnene, denne gang uden at lukke dem igen. Der var noget, hun skulle nå, det havde hun helt glemt. Faktisk havde hun afgivet et løfte om, at portrættet nok skulle blive færdigt i dag, så det var klar til udstillingen i morgen. Det var selvfølgelig fjollet at have et selvportræt hængende i galleriet, det havde hun forklaret inspektøren, men hun ville ikke lytte. Hun mente, det var naturligt, at folkene kunne få kunstneren at se efter alle disse år. Det forstod Maiken ikke. I badet blev hun langsomt forvandlet fra Trætte Maiken til Sultne Maiken, og hun trådte bagefter ind i køkkenet med dryppende hår. Der var lidt brød, to runkne æbler og en pose havregryn. Hun smagte på det ene æble og endte med at smide dem begge to ud. Det måtte blive havregrød. Det kunne ikke være så svært at lave. Sultne Maiken fandt en opskrift i kogebogen under en bunke gamle breve og nogle visne blomster. Den var det reneste i hele køkkenet. Hun bladrede, til hun fandt den rigtige side. Opskriften var så ligefrem, at Sultne Maiken næsten blev pinlig berørt, men hun turde ikke lægge den væk igen. Først skulle hun bruge en gryde. Sådan en havde hun da. Der viste sig at være tre forskellige i skabet, og hun tog den mindste ud. Den var lidt snavset, men hun kunne da se sit forvrængede spejlbillede på bunden, så den gik nok. Sultne Maiken skyndte sig at hælde havregryn i, så hun slap

Novell e

TE MA

for det ubehagelige blik. Næste trin var vand, så lidt salt og derefter kom gryden på komfuret. Sådan. Det skulle nok blive spiseligt på et tidspunkt. Sultne Maiken drak lidt vand og stillede sig ved køkkenvinduet, så hun kunne se ned i gården. En lille pige rendte rundt dernede og legede med sig selv. Maiken kunne ikke lige huske at have set hende før, men hun var heller ikke særligt vild med børn. Det var i grunden en del af problemet. Det boblede fra gryden, og Maiken fik trukket sig væk fra vinduet. Hun skyndte sig at røre rundt. Det vidste hun da, hvordan man gjorde. Nu kunne hun snart få noget at spise. Grøden smagte ikke helt, som den skulle, men Maiken var ikke sikker på, om det skyldtes hendes indsats, havregrynenes alder eller noget helt tredje. Hun blev i det mindste mæt og fik endelig sat sig ind i sit arbejdsværelse. Nu var det på tide at komme i gang. Hun havde lovet at få arbejdet fuldført. Der var lidt streger på lærredet fra gårsdagens forsøg, der var endt på bunden af en flaske rødvin. Hun var kommet sent hjem i nat. De var ikke nået meget videre end til at danne omridset af hendes skuldre, hals og hoved. Der var endnu ingen detaljer til at demonstrere, at de tilhørte hende, og hun foretrak egentligt portrættet sådan. Hun kiggede sig selv i spejlet og pillede ved sit hår. Hvordan skulle det sidde på portrættet? Måske hvis hun lavede en hestehale, kunne hun skjule det grå. Det grå og kedelige. Med den tanke blev hun Kedelige Maiken. Der var engang, hun havde været sjov og spændende, men den tid var forbi. I de dage var hun den mest interessante kunstner i byen. Gallerierne skændtes om hende og mændene og kvinderne ligeså. Det føltes rigtigt, da hun endelig gav efter og slog sig ned. Indtil for nylig fungerede det fejlfrit, men hendes udstillinger var ikke, hvad de havde været. Inspektøren sagde ikke noget, og dog gjorde hun. Denne her var nødt til at gå godt. Men et selvportræt? Det var årevis siden, hun sidst havde lavet sådan et. Kedelige Maiken var ikke noget særligt egnet emne med sit livløse blik, sine udtørrede øjne og sine falmede kinder. Det var som en skygge af den virkelige Maiken, af Maler Maiken, som hun ikke havde set i et stykke tid. Hun forsvandt

TEMA

Novelle

ved skænderiet og var ikke dukket op siden. Men det var hun nødt til snart at gøre, hvis den seneste samling skulle blive klar til galleriet. Kun Kedelige Maiken kiggede dog tilbage fra spejlet, og hun kom ingen vegne, selv efter at have siddet ved lærredet i en time. Kedelige Maiken var nem at genkende på øjnene. Ikke bare deres unaturlige alder og fremmedhed, men de besad ingen glød. Maler Maiken var berygtet for sin glød, der trak alles opmærksomhed mod hende, når hun var til stede i rummet. Selv når hun ikke havde noget andet, så beskyttede gløden hende og gav hende liv. Kedelige Maiken havde ikke noget til at beskytte sig. Hun sad bare der, lige så runken som æblerne og lige så klar til at blive smidt ud. Nogen bankede på døren, og hun rejste sig for at gå ud og svare. Det var en uge siden, at døren sidst var blevet smækket i. Siden da havde den ikke været åben. Når hun søgte frisk luft, gik Maiken ned ad brandtrappen. Hun ønskede ikke spørgsmål fra naboerne. Heller ikke sympati. Den knirkede lidt, men kæmpede ikke imod. Hun nåede lige at høre lette fodtrin på trapperne, da hun kom ud. Der var ikke andet på dørtærsklen end lidt post. Maiken skyndte sig at samle det op og komme ind igen, inden nogen kunne nå at se hende. Hun satte sig ind til spisebordet og kiggede den lille bunke igennem. Mon hun havde noget kaffe tilbage? Det kunne hun ikke huske. Første brev var en regning. Næste var noget med en fjern slægtning, der inviterede til bryllup. Derefter fulgte endnu en regning. Kedelige Maiken gabte og truede med at blive til Trætte Maiken igen. Var det ikke også ved at være sent? Hun havde jo sovet det meste af dagen. Hun gik hen for at se, om der var mere kaffe og lod de sidste to breve ligge. De betød sikkert ikke noget alligevel. Et kvarter senere satte hun sig igen ind i arbejdsværelset med en varm kop kaffe i hånden. Den smagte ikke særligt godt, men gjorde sin pligt og holdt hende fra at blive til Trætte Maiken. Så var Kedelige Maiken alligevel bedre. Hun vidste bedre end at begynde at drømme og havde accepteret sin skæbne. Ansigtet i spejlet var som en gammel slagmark, hvor kun glemte gravhøje stod tilbage. Jorden var gold og forladt. Den havde ingen anden fremtid i møde end

Novell e

TE MA

undergangen, og hun betragtede den langsomt nærme sig. Det eneste, der voksede, var råddenskaben. Maiken førte en finger op til en sort vorte. Den havde været der i nogle år, men aldrig før virket så stor. Kunne den være vokset? Hun markerede den på lærredet, hvor den hang og svævede i omridset af hendes ansigt. Det lignede et stort umenneskeligt øje, der iagttog hende. Kedelige Maiken satte sig ned på skamlen, men der lå allerede noget. Det var et brev. Vinden måtte have blæst det ind fra stuen. Hun tænkte ikke videre over det og åbnede brevet. Det var heldigvis ikke nogen regning, bemærkede hun som det første. Men den var værre endnu. Det var heller ikke nogen fjerne slægtninge eller gamle venner, der skrev for at se, hvordan hun havde det. Det var hverken ulidelig sympati eller kvalmende betænksomhed. Det var… hun lagde brevet fra sig. Det var sikkert kommet forkert. Hun vidste, at der ikke var nogen, der skrev sådan til hende. Der måtte være en anden Maiken, som boede på nummer seks, tredje sal til venstre. Det store øje på lærredet så ud til at være enig. Hun rejste sig og trådte hen for at åbne vinduet. Der var overskyet udenfor, og det dryppede lidt. Hun stak en hånd ud af vinduet og fangede en dråbe. Inden længe begyndte det at blive mørkt. Maiken var ikke sikker på, hvad der var tilovers af mad i hjemmet, hvis hun skulle have noget at spise. Men hun var ikke engang særligt sulten. Hun skulle lige til at lukke vinduet igen, da noget fløj forbi hende og kastede sig mod gaden nedenfor. I sidste øjeblik nåede hun at gribe brevet. Nogle dråber ramte det, og hun trak det ind, for at det ikke skulle blive vådt. Da hun havde lukket vinduet, tog hun det ud af konvolutten for at se, hvor vådt det var blevet. Det var stadig læseligt, og hun havde snart løbet blikket over det for anden gang. Hun smilede.

TEMA

Novelle

Hun rettede sig op og pakkede brevet i lommen. Det ville forblive hendes hemmelighed. Fra spejlet kiggede Maler Maiken nu tilbage mod hende. Det var på tide at komme i gang, hvis selvportrættet skulle blive færdig til tiden, mindede hun hende om. Den del, der ikke er sidst, men næsten Der var engang en fange. Hans navn var langt og kompliceret, men de andre indsatte kaldte ham blot Frits. Et rygte fortalte, at han sad inde for mord. Et andet hævdede, at han havde brændt en hel landsby ned til grunden. Der blev også sagt, at han havde boet på gaden i skjul en hel måned, indtil han blev fanget. Ingen af disse var nogensinde blevet bekræftet af Frits selv, men de fleste vidste bedre end at spørge. Frits var ikke den sociale type, og næsten alle var bange for ham. Ikke mindre end syv gange var vagterne blevet nødt til at trække ham ud af et slagsmål. Sidste gang havde en af hans modstandere mistet et øje. Frits huggede det ud med en gaffel. Fra nabocellen blev det hvisket, at han snakkede med sig selv natten lang om alle de folk, han skulle skade, når han først var kommet ud herfra. Uanset hvad man tænkte om Frits, måtte alle indrømme, at han fortjente respekt i fængslet, og at det var dumt at komme ham på tværs. Han havde kun fjender og ikke-fjender, så det var bedre at lade ham være i fred end at forsøge på at blive hans ven. Frits sagde sjældent særligt meget, medmindre han var utilfreds, så det var som regel nemt nok at undgå ham. Hans rutine var simpel. Hver dag startede med morgengymnastikken, et besøg på toilettet og mad i messen lige før den lukkede, når der var færrest besøgende. Derefter gik han på biblioteket i to timer for at læse i stilhed. Han stod aldrig op i løbet af denne tid eller holdt pause, medmindre nogen afbrød ham. Det betød som regel tæv, hvis man gjorde det. Efter frokost trænede Frits en time i gården, han gik i bad, og han gik i værkstedet til aftensmadstid.

100

Novell e

TE MA

Ingen vidste, hvad han arbejdede på derinde, da han altid holdt sig i hjørnet, og kiggede ud i rummet med sit høgeblik. Efter aftensmaden var det lige tilbage til cellen, gerne med en bog under armen til natlæsning. Hen mod ti-tiden begyndte snakken som regel at lyde derindefra. Med undtagelse fra slagsmålene havde vagterne ingen klager over Frits. Han var den mest punktlige fange i hele anstalten, og det var kun nyankommne, der kunne finde på at provokere ham. Han var ikke med i nogen bander, udførte ingen lusket opførsel og brød sig ikke om at tale grimt. Det var nok for ham, at alle vidste, han var den mest barske i anstalten, og at han ikke havde brug for nogen andre. Det seneste slagsmål var blevet startet over aftensmaden, da en indbrudstyv ville have afklaret, hvad der havde landet den tavse enspænder i spjældet. Hver morgen spiste Frits sin mad i fred, gerne ved et ellers tomt bord. Han foretrak stilheden. Ingen spurgte ind til hans fortid eller forsøgte at lære ham at kende. Hver formiddag læste Frits alene i biblioteket. Han foretrak sine egne tanker frem for en diskussion. Hvis man ikke lærte nogen at kende, undgik man at få venner. Hver dag trænede Frits alene for sig selv i gården. Han foretrak at konkurrere imod sig selv. Hvis man ikke fik venner, var der ikke noget at miste eller nogen at sammenligne sig med. Hver eftermiddag arbejdede Frits alene i værkstedet. Han foretrak at holde sine hænder for sig selv. Hvis man ikke rørte andre, var der ikke nogen at skade. Hver aften talte Frits med sig selv i cellen. Han foretrak ikke at tale til nogen andre. Hvis de vidste noget, kunne de dømme en. Hver nat drømte Frits. Det var hans eneste klage i tilværelsen. Han foretrak ikke at drømme. Det var nemmere at være barsk, når man ikke dømte sig selv hver eneste nat. Bag murene var det kun Frits og fængselsinspektøren, der vidste, hvilken forbrydelse der havde bragt ham i spjældet. Ude i den virkelige verden vidste dommerne, advokaterne og politiet det. Ligeledes gjorde de pårørende og Frits´ egen familie. Ulig hans venner kunne de ikke afskære den tekniske forbindelse

101

TEMA

Novelle

til ham, selvom det var lykkedes dem at lade enhver kontakt i praksis ophøre. Men Frits havde ikke brug for dem. Han var barsk. Han var hård. Han var ond. Det havde forbrydelsen bevist for alle andre, så måtte det også være nok for Frits. De forventede alle en forklaring, da han blev arresteret og bragt for retten i sin tid. Hvis bare de fik at vide, hvorfor han havde gjort det, ville de måske kunne tilgive ham. De ville bare gerne forstå ham, så de kunne prøve på at hjælpe ham. Men Frits kunne ikke give dem nogen forklaring, og de opgav ham. Selv nu var han ikke sikker på, hvorfor han havde gjort det. I øjeblikket virkede det til at give mening, men her i den større sammenhæng og med flere års tilbageblik, så var der vel egentlig ikke nogen årsag. Hvis de ønskede en forklaring, kunne de tage den, han selv havde accepteret. Frits var ondsindet. Han var et slet menneske, og han havde gjort det, fordi sådan var hans natur. Han kom i slåskamp allerede på sin første dag i spjældet, da en mand forsøgte at tage hans frokost. Morgengymnastikken blev udført hver dag, så han kunne være klar på det næste angreb. Den anden kamp fulgte, da en bande forsøgte at rekruttere ham. Frits blev stukket med en kniv, men fik hævnet sig. Under morgenmaden genoplevede han hver dag retssagen for at minde sig selv om anklagerne. Den tredje kamp foregik ude i gården, da en anden bande forsøgte at tage udfordringen op. Frits læste gerne i biblioteket, men ikke som så mange andre for at undslippe fængslet i sine tanker. Det fjerde tilfælde skyldtes en misforståelse på et badeværelse. Når han arbejdede i værkstedet, havde han altid øjne i nakken. Som hærdet forbryder måtte man altid være beredt på at beskytte sit omdømme. Femte gang var Frits lige ved at slå en medfange ihjel, da den anden spurgte ind til hans fulde navn. Om aftenen udførte han den vigtigste del af sin hverdag. Hvis ikke han fik skældt sig selv ud, var han ikke sikker på, at han kunne overleve natten. Den sjette hændelse kom, da en medfange kaldte ham tosset. Frits gjorde det

102

Novell e

TE MA

ikke for at kritisere, men for at give ham ret. Han var tosset. Han var gal. Han var ond, og han var barsk, og han hørte til herinde, hvor han udelukkende kunne skade andre forbrydere. Frits havde ingen illusioner om sig selv. Han fortjente ikke tilgivelse og søgte den derfor ikke. Desuden ville den være umulig at opnå. Det eneste, Frits havde udsigt til, var at følge sin rutine. Uden den ville det hele falde fra hinanden. Den var alt, hvad han havde. En morgen da Frits var færdig med at spise, gik en mand op til ham. Det var en fremmed, sikkert en ny fange. Frits kom med sin sædvanlige advarsel. Én advarsel det fik de fleste. Hvis de var heldige. Den fremmede havde ikke lyst til at gå. Han var kommet for at tale med Frits og blev, indtil det var overstået. Frits havde ikke lyst til at tale. Så ville han hellere slås. Han gik til angreb, men den fremmede var væk igen. Ingen andre havde set noget. Frits gik på biblioteket og skulle til at læse, da han fandt den fremmede på sin plads. Igen ville han tale, og Frits ville slås, men der kom ikke noget slagsmål. Den fremmede var væk. Han lod denne gang være med at spørge nogen, om de havde set ham. Efter frokosten gik Frits ud i gården. Den fremmede ventede på ham og ville stadig tale. Frits spurgte, hvad det drejede sig om. Han var begyndt at blive mistænksom. Den fremmede ville bare gerne lære ham at kende. Frits advarede ham igen. Det skete som regel ikke, at han gjorde det to gange, men han var træt af den fremmede. Før han kunne nå at gennemføre sin trussel, var han igen alene. Frits begyndte at blive nervøs. Da han gik i værkstedet, ventede han at se den fremmede, og han blev ikke skuffet. Nu måtte det snart være nok. Man kunne ikke bare provokere Frits og så ikke slås med ham. Sådan fungerede det ikke herinde. Den fremmede spurgte, hvorfor det var nødt til at være sådan. Sådan var det jo bare. Den fremmede spurgte, hvorfor Frits straffede sig selv, men forsvandt, før han kunne nå at svare.

103

TEMA

Novelle

Nogen var jo nødt til at gøre det. Frits ventede med at gå tilbage til cellen den aften, og flere af vagterne begyndte at bekymre sig. De havde aldrig set ham bryde sit mønster før. Det lignede ikke ham. Nogle af de andre fanger undrede sig også, men de turde ikke spørge ham. De kendte ham jo ikke og var for bange til at bekymre sig. Til sidst var der en, der tog sig sammen og spurgte, om Frits vidste, hvad klokken var. Han blev så fortumlet ved spørgsmålet, at han svarede på det og skyndte sig tilbage til sin celle for at være i fred. Den fremmede ventede på ham. Frits truede ham en sidste gang, men han var træt. For træt til at slås. Desuden virkede den fremmede jo ikke fjendtlig. Frits spurgte, hvem han var. Ridder Regn fortalte, at han var en ven. Men Frits havde ingen venner. Tanken gjorde ham udmattet, og han blev søvnig. Han kæmpede ikke imod, da Regn gav ham et kram. Det var første gang i et år, at Frits rørte et andet menneske, uden at det førte til et slagsmål. Den del, der ikke efterfølges af noget Der var engang en køter. Den havde ikke noget navn længere. Måske engang som hvalp da den boede i et varmt hjem med mad og tryghed og kærlighed, men den mistede det, da den blev sparket ud på gaden. Nu var den bare køteren. Det var en gammel dreng. Den havde selvfølgelig ikke nogen forstand på dage og år, men det var år og dage, siden den sidst havde været ung. Nu var der hverken år eller dage tilbage for køteren. Den gamle dreng humpede hen ad gaden i sin søgen efter lidt at spise. Den havde gumlet lidt snask forleden, men den var nu sulten igen. Nu om dage gumlede den mest, da den ikke havde nogen tænder tilbage. De var raslet ud. Pels besad den heller ikke meget af, så den var et sølle syn. Det gjorde den ikke nogen gavn, når den skulle tigge om mad. Engang da den var yngre, kunne den bruge sin charme til at blive mæt, hvis den var heldig. Da det ikke længere var muligt, lærte den at bruge sin fart og styrke til at stjæle, og han levede som en røverkonge på byens gader, men de dage var også

104

Novell e

TE MA

ovre. Nu måtte den gamle dreng være snedig eller heldig, hvis den ville have noget at spise. Men det var noget tid, siden den sidst var blevet mæt. Den gamle dreng kunne lugte mad fra flere vinduer, da den travede ned ad gaden, men ikke noget den kunne få fat i. Hvis den var heldig, kunne den finde lidt ude bag ved slagteren. Den trådte ned ad sidegaden, hvor den vidste, at butikken skilte sig af med affald. Køteren kunne lugte noget spiseligt. Desværre var den ikke den eneste, der havde tænkt tanken. Der stod en ung slyngel på pladsen med skarpe tænder og en logrende hale. Den gamle dreng havde for længe siden mistet sin egen hale. Den humpede håbefuldt hen ved siden af kollegaen. Måske kunne de dele? Nogle af disse unge folk havde trods alt lidt respekt til overs for veteranerne. Men den unge slyngel virkede ikke interesseret. Den knurrede af den gamle dreng og viste tænder. I sine yngre dage ville han have forsvaret sin ret, men han var ikke sikker. Det virkede farligt. Den gamle dreng trådte lidt til siden, hvor den fandt et gammelt ben, den unge ikke havde gjort krav på. Det var bedre end ingenting, selvom der ikke var meget smag i det, og da slet ikke for en gammel dreng uden tænder. Han suttede lidt på benet og kiggede igen venskabeligt på slynglen. Men den unge blev sur. Han ville ikke dele. Benet kunne den gamle dreng dog få lov at beholde. Det var for ynkeligt til en ung konge som ham. Et gammelt ben til en gammel dreng. Den gamle dreng humpede tilbage ud på gaden. Måske kunne han finde noget bedre? Hov, hvad var det? Nogen råbte, og han vendte sig rundt. For sent erfarede han, at det var slagteren, og han blev ramt af en sten på det ene forben. Den gamle dreng peb og skyndte sig væk, så hurtigt han kunne. I forvirringen glemte han helt det gamle ben. Den gamle dreng kendte ikke til timer, men selv hvis den kunne tælle dem,

105

TEMA

Novelle

ville den ikke vide, hvor få den havde tilbage. Han humpede videre ned ad gaden i søgen efter noget andet at spise. En død due blev vogtet af et katte-slæng. En skraldespand var blevet hjem for en mårhund. I sine unge dage ville han have udfordret disse rivaler og uhyrer og grådigt frådet sig ved byttet. I sin tid havde han været en tyran og erobrer, men ikke længere. Dette var ikke hans heldige dag. Sådan en havde han ikke haft længe. Han søgte, til han havde brug for en lur og lagde sig så ned på siden af vejen. Han ville kun vågne en sidste gang, før den slags var forbi for ham. Da han igen åbnede øjnene, listede han videre mod udkanten af byen med solen i ryggen. Den bagte mod hans ømme hud. Hans tunge var tør, og hans ben værkede, men han fortsatte sin gang. I det fjerne kunne han skimte en bakke. Den gamle dreng var ikke sikker på hvorfor, men han måtte nå frem til bakken. Den virkede bekendt. I et andet liv, hvor han havde tænder og et navn og en familie, havde han måske besøgt den. Det kunne være, han var blevet fodret deroppe af børnene, imens moren skældte dem ud og i al hemmelighed overvejede at skifte ham ud med en yngre og renere kollega. Den gamle dreng var for træt til at blive vred. Han ville bare op på bakken og huske tilbage til den simplere tid. Da han var halvvejs mod bakken, trådte han forkert på sit ømme ben og faldt om. Den gamle dreng havde ingen forstand på minutter, men selv hvis han kendte til dem, ville han ikke kunne spå, hvor mange det ville tage at nå bakken, og hvor få der var derefter. En skygge faldt over ham, og han slap et øjeblik for solens varme. Der stod et menneske foran ham. Det var et barn, men ikke et af dem han huskede. Noget blev stillet foran den gamle dreng, og pigen aede hans falmede hoved. Det var en skål med vand. Den gamle dreng tog en tår. Det var det bedste og det sidste vand, han nogensinde kom til at drikke. Pigen kiggede ned på ham og samlede skålen op. Det var på tide at komme videre. Han måtte nå bakketoppen. Den gamle dreng takkede pigen ved at slikke på hendes knæ og rejste sig op.

106

Novell e

TE MA

Han var næsten hjemme. Han tog de sidste skridt, som om himlen lå på hans skuldre. Da han endelig nåede bakketoppen, gav det ømme ben efter og faldt sammen. Køteren kiggede ud over landskabet og byen foran sig, imens han lå og pustede. Solen var ved at gå ned. Det var hele hans verden, der nu gik på hæld. Den gamle dreng havde aldrig lært at tælle, men selv han forstod nu, at han kun havde få sekunder tilbage. Han kiggede rundt og forventede halvt at se sin gamle familie, men der var hverken nogen børn, nogen far eller nogen mor. Men han var heller ikke alene. Ridder Regn aede køteren, imens han lukkede øjnene og fortalte ham, at han ikke blot var en gammel dreng. Han havde også været en god dreng.

107

ARK TEMA I VG U LD

108

VISIR #34

108

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Sønderbombende og dybt bevægende dokumentar er en kakifrugt i ruinerne af den syriske borgerkrig Af Simon B. Nielsen, tilvalg i Kreativ og professionel skrivning Når krigen bliver hverdag, og bomber-

ikoniske graffiti, der i slipstrømmen

ne vælter ned over din by, og når lyk-

på Det Arabiske Forår, sprayes ud i

ken ved at være gravid derfor ledsages

det offentlige rum, med kritiske røster

af frygten for at miste, hvordan forsva-

henvendt til Assads regime. Vi ser de

rer du så overfor dig selv at sætte liv i

massive folkelige protester på gaden

verden i første omgang?

skubbet på vej af universitetsbevægelsen “De Frie Studenter” – protester,

Det er spørgsmål af den karakter, som

som Waad Al-Kateab og Hamza fra

den syriske aktivist, dokumentarist og

starten er en del af. Vi ser regimets

ikke mindst – mor –, Waad Al-Kateab,

massakre dateret til d. 23. januar

gør sig i den sønderbombende og dybt

2013, en begivenhed, der skal vise

bevægende dokumentar ’Til Sama’.

sig at være en betydelig eskalering af konflikten mellem regimet og oprører-

Et historisk dokument, et unikt

ne. Alt sammen utroligt, men virkeligt,

vidnesbyrd

indfanget af Waad Al-Kateab’s linse.

Dokumentaren udspiller sig under den syriske borgerkrig i millionbyen

Historiske er optagelserne, men først

Aleppo, fra revolutionen først bryder

og fremmest er dokumentaren et unikt

ud i 2011 til de månedlange belejrin-

vidnesbyrd om en mors kærlighed og

ger af byen år senere i 2016. I doku-

henvendelse til sit barn. Det er nemlig

mentaren følger vi Waad Al-Kateab og

de eksistentielle spørgsmål som udgør

hendes mand Hamza, medaktivist og

den røde tråd, det påtrængende plot

læge, mens luftangrebene fra Assads

der presser sig på: Hvorfor gjorde far

regime ledsaget af russernes kampfly

og jeg som vi gjorde? Hvorfor blev vi i

hagler ned over dem og den syriske

Aleppo? Hvad er meningen med den

befolkning.

her forfærdelige krig? Hvad kæmpede

’Til Sama’ er et historisk dokument

vi for? Det skal jeg fortælle dig, elske-

over krigen i Syrien: Vi ser således den

de Sama.

109

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Råt for usødet

Vi kommer med andre ord meget tæt

Netop kampene og krigen får vi da

på filmisk her. Og netop dét er en stor

også at se. Uden omsvøb. Som besku-

kvalitet ved ’Til Sama’. Virkeligheden,

er er der nemlig ingen mercy under-

som den er vist os, virker nemlig så

vejs – men hvorfor skulle der også

gennemkaotisk, som den angiveligt

være det? Optagelserne er råt for usø-

er, når man bliver bombet fra oven og

det som krigen er det. Waad Al-Kateab

befinder sig midt i en krigszone. Sam-

viser os krigen fra sin værste side,

tidig forekommer den gennemtilgæn-

med alt hvad den indebærer. Blodet er

gelig, transparent, ja, nærmest umid-

så det man sidder tilbage med som en

delbar, måske fordi Al-Kateab i kraft

kold smag i munden en torsdag aften i

af sin position som lægens kone har

Øst for Paradis.

den direkte adgang til hospitalet, som hun har: Her er krigen set indefra. Jeg

For det ER barske og forfærden-

viser jer den som den er. Det er sådan

de ting vi er vidner til: Massegrave.

her det føles at leve midt i den.

Ti-tolvårige drenge, der mister deres jævnaldrende bror på briksen efter et

Resultatet er forførisk voldsomme

bombardement i nabolaget. Mødre,

og direkte billeder. Det er som om,

der bærer deres døde sønner i armene

at denne håndholdte form billeder-

henad gaden. Eller en kvinde i niende

ne fronterer én med, gør, at tabene

måned: Vi ser hende blive ført ind på

på en måde bliver ens egne. Det, jeg

hospitalet – hun er hårdt såret, nu

sidder tilbage med efter en endt sce-

hænger hendes endnu ufødte spæd-

ne er: Hvem skal leve, og hvem skal

barns liv og dingler i en tynd tråd. Der

dø nu? Det er ikke til at vide. Lad det

gives hjertemassage, det lille barn ser

ikke være den rare nabokone! Krigen

ikke ud til at trække vejret, lægen og

er forfærdelig og brutal, den er tilmed

sygeplejerskerne gør desperat alt hvad

skamfuld at overvære, så det mærkes

de kan for at vække liv i drengen.

i knogler og marv. Hvad Al-Kateab og

Overlever han? Det er forfærdende at

medinstruktøren Edvard Watts formår

være vidne til. Flere gange reagerer

at præstere, kiler sig med andre ord

min krop da også meget fysisk på det

ind i kødet på én.

ubehag, jeg oplever inde i biografen: Kvalme, knyttede næver, ondt i ma-

Kakifrugt og soapopera

ven.

Trods belejring og tæppebombarde-

110

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

ment er der alligevel - og heldigvis

med hele den vigtige vej, der tilbage-

- håb at spore. Netop håbet formår

lægges. Selv når det ser mest dystert

det dokumentariske makkerpar måde-

ud, er der alligevel en kakifrugt at

holdigt og kløgtigt at dosere hele vejen

forære i ruinerne til sin elskede. Selv

igennem. Selv når håbløsheden synes

da, er der et barn at berette til, et liv

størst, ja decideret uoverkommelig,

at sætte i verden: Nemlig Sama. På

holder kompositionen sammen på sig

den måde peger dokumentaren også

selv ved at pege på miraklet eller på

tilbage på sig selv. Det er en kliche,

det gode i mennesket.

men det virker, fordi fortællingen er så

Som når børnene farvelægger en

utrolig, som den er, og ikke mindst så

nedbrændt bus. Eller når nabokonen

utroligt indfanget, undfanget, som den

grinende beskriver Assads bombar-

er.

dement som den rene omgang soapopera: Hvad har du på program-

’Til Sama’ er omtrent noget af det vær-

met i aften, Assad! Måske allerfinest

ste og vigtigste, jeg har set på lærre-

limer håbet sammen på følelsen af

det. Der er scener her, som skubbede

afmægtighed i en scene som den, hvor

mig ud på kanten af biografsædet og

en ægtemand under belejringen for-

fik mig til at begræde storpolitik langt

ærer sin hustru en kakifrugt han har

væk de følgende dage. Hvis der findes

erhvervet sig i ruinerne, selvom der

vedkommende dokumentarfilm, der

hverken er elektricitet eller mad tilba-

bør ses og hædres i dag, så er det af

ge i den krigshærgede by.

den støbning ’Til Sama’ er gjort af. Dokumentaren

Det er de små mirakler, de små, men

er et historisk dokument over den sy-

dyrebare medmenneskelige gestusser,

riske borgerkrig, et unikt vidnesbyrd

som holder tabene og ødelæggelserne

fra en moders førstehåndsperspektiv

ud i nogenlunde uudholdelig, strakt

til sit barn. Et opråb for frihed og ret-

arm i ’Til Sama’. Håbet er doseret til

færdighed til de kommende generatio-

bristepunktet med humor og støvet

ner.

skønhed, i skyggerne af hvad der engang var Aleppo. Dette medvirker til, at man som beskuer holder alt det forfærdelige ud sammen med de syriske tilbageblevne og altså formår at være

Waad al-Kateab & Edward Watts Til Sama 100 min. Vises i Øst For Paradis

111

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Der er penge på lommen, men er der noget på hjertet? Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Inden for det sidste årti har vi set flere

gende, som eksempelvis når der be-

forfatterskolelyrikere som eks. Olga

skrives, hvorfor Maggie prostituerede

Ravn og Theis Ørntoft forsøge sig med

sig selv i hendes ungdom da:

prosaens vej. Nu ser vi Asta Oliva Nordenhof gøre det samme med første del

”det regulære arbejds-

af hendes romanføljeton om Scandina-

marked [ikke har]

vian Star: Penge på lommen.

noget rum for et men-

Vi møder fortælleren i en bus på Fyn,

neske som hende, som

hvor vedkommende fanger interesse

indimellem skal bruge

i en gård, der skal vise sig at have

en hel dag på at græde

været bosted for romanens to hoved-

eller ligge på en plæne

personer: Kurt og Maggie. Herefter får

og overrisles af angst

vi en perlerække af små glimt af begge

og aldrig, aldrig, ville

deres liv; deres fortid inden de mødte

kunne møde til tiden

hinanden; da de mødes; deres efterføl-

eller rigtig høre efter

gende ægteskab og til sidst deres død.

en besked. Der findes

Midt i romanen kommer et længere

ingen arbejdsgiver,

stykke, hvor fortælleren på journa-

der kan bruge hende

listisk vis blotlægger forholdene om-

til noget, og desuden,

kring branden på Scandinavian Star

hvis hun skal bruges,

og de mystiske ejer- og erstatningsfor-

og sådan er loven, vil

hold herom.

hun gerne bilde sig

Fortælleren præsenterer fabulaet

selv ind, at hun selv

subtilt ift. Karaktererne og deres liv

bestemmer hvordan.”

gennem et fragmentarisk sjuzet, der, for nogen, vil være for subtilt, og der-

Her bliver prostitutionen den eneste

for kan et større fabula være svært at

flugt og overlevelse fra et kapitalistisk

stykke sammen på tværs af sjuzettet.

samfund, der på forhånd har bestemt

De enkelte momenter fremstår fremra-

spillereglerne og favoriseret nogen

112

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

frem for andre på den jagtmark, der

prosa-pol, der favoriserer fremad-

hedder arbejdsmarkedet. Andre mo-

skridende, udviklende og kohærente

menter, der står stærkt frem, kunne

handlingsspor og karakterudviklinger.

være, når Kurt må aflevere sit første

Det er netop romanens manglende

barn på børnehjem, fordi han ikke

kohærens og sammenhæng, der er

har pengene til at forsørge det, og når

dens største svaghed. Selv på trods

fortælleren kort reflekterer over kapi-

af de fremragende fragmentariske og

talismen som ide: ”Nogen og noget kan

velskrevne momenter romanen består

blive nødt til at dø, for at andre kan

af, så medfører den manglende kro-

vinde. Det er ideen. // For at lægge til

nologi for begivenhedernes gang – der

må man trække fra et andet sted. //

samtidig forhindrer en nødvendig psy-

Kapitalismen er en massakre. // Men

kologisering af karaktererne – at Kurt

vi er levende, og vi kan ende kapitalis-

og Maggie aldrig helt manifesterer

men.”

sig som personer, man følelsesmæs-

Der er ingen tvivl om, at Nordenhof er

sigt kan forbinde sig til. Den eneste

lyriker, og man fornemmer, at der er

forbindelse, man som læser har med

blevet dvælet og kælet om de sproglige

karaktererne, er gennem det poetiske

billeder såvel som sætningskonstruk-

og velskrevne sprog, der iscenesætter

tionerne og syntaksen. Især er beskri-

momenterne. Ved at man i en roman

velsen af Maggies første voldtægt, der

kun forbindes til karaktererne gen-

kommer få sider efter ovenstående

nem sprogets lyriske dimension uden

citat, fremragende. Enkelte gange er

særlig meget narrativ sammenhæng

de sproglige billeder dog mindre vel-

mellem momenterne, fremstår karak-

lykkede. De virker forfatterskole-præ-

tererne desværre i det større billede

tentiøse og bidrager egentligt ikke med

lidt overfladiske. Det er en skam, for i

noget til karaktererne, plottet eller

de enkelte momenter, som f.eks. vold-

tematikken. De fleste ’kapitler’ er på

tægten beskrevet ovenfor, opnår man

knap 1,5 side, og til tider går afsnits-

en intens, nuanceret og dyb indsigt.

inddelingen over i blot at fylde en eller

Dette har desværre også en indvirk-

to linjer. Pga. dette opfordres romanen

ning på romanens hensigt. Det står

til at læses langsomt og dvælende.

klart, at romanen er en kapitalisme-

En læsestrategi der i højere grad skal

kritik, og årsagen for karakterernes

findes i sprogets metaforiske pol, dvs.

sociale-taber-status kan føres tilbage

lyrikken, frem for i den metonymiske

til hovedskurken i romanen – som er

113

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

penge (eller mangel på). Men den kritik fortælleren fremlægger, ift. Scandinavian Star og de ting, der sker for Maggie og Kurt, forbindes ikke eller i hvert fald kun meget svagt. Kapitalismen som skurk er foruroligende svær at få begreb om. Det føles som om, der er to kapitalismer: en bevidst spekulativ kapitalisme, der sætter menneskeliv på spil på Scandinavian Star, og en mere abstrakt allestedsværende men også neutral og ubevidst hverdagskapitalisme. Mellemstykket, og brugen af Scandinavian Star, skal højest sandsynligt ses som et symbolsk billede, der skal rumme kapitalismens fundamentale essens, som Kurt og Maggies liv skal spejles op imod, men vi mangler simpelthen spejlet i den proces. De to kapitalismer, der ser ud til at være i fortællingen, bliver ikke forbundet.

Asta Olivia Nordenhof

Det kunne de måske være blevet, hvis

Penge på lommen

man havde brugt handlingen, karak-

Forlaget Basilisk

tererne eller fortælleren til at danne

170 sider

en bedre kohærent sammenhæng. En ting er sikkert, det er pengene i lommerne, der er hovedskurken, men hvad romanen helt præcist har på hjertet om denne hovedskurk står desværre sløret hen i det uvisse.

114

Vejl. pris: 199,95,-

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Hvem taler man til, når man taler om sit liv? Af Rasmus Boelsmand, Æstetik & Kultur Den vietnamesisk-amerikanske for-

holder begge dele, men jeg vil alligevel

fatter Ocean Vuong romandebuterede

her adskille dem, for at nærme mig

sidste år med bogen On Earth We’re

bogens styrke og den, måske, deraf

Briefly Gorgeous. En bog der i år ud-

afledte svaghed.

kom på dansk, oversat af Caspar Eric, med titlen Vi er kortvarigt smukke her

Betragtet som et brev med en klar

på jorden. En roman der handler om

modtager, der aldrig kan modtage

vold, racisme, afhængighed, homo-

indholdet, vender hele henvendelsen

seksualitet og tab. Bogens fortæller,

tilbage til dens andet led, udsigelses-

der bliver kaldt Lille Hund, er efter-

positionen, fortælleren, Lille Hund.

kommer af en vietnamesisk bedste-

Ved at henvende sig til sin mor uden-

mor, der flygtede til USA i forbindelse

for en sfære, hvor hun kan modtage

med Vietnam-krigen, med sin datter.

det, sættes brevet også fri fra hensyn.

Datteren optræder som et du i bogen

Afsenderen frigøres. I den frigørel-

- Lille Hunds mor. Bogen er smukt og

se åbnes muligheden for at bekende

indsigtsfuldt skrevet, men den er også

uden at stå til ansvar for modtagerens

modbydelig hård at læse. Jeg vil ikke

følelser, et skriftligt frirum som en

gå ind i selve bogens handlingsforløb,

dagbog, men med en indlejret modta-

der langt hen ad vejen er bygget op

ger, hvorfor skriften bliver relationel i

omkring erindrede situationer fra for-

modsætning til dagbogsformen. Der-

tællerens opvækst. I stedet vil jeg for-

igennem opstår en øm fortælling om

holde mig til dens henvendelsesform.

mor og søn, med en ømhed både rettet

Romanen er udformet som et brev til

mod moren, men også en følt ømhed

moren, men hun kan ikke læse. Der

hos fortælleren.

opstår herigennem to, lidt hårdt oprid-

Men brevformens logik sprækker

sede læsninger: Den første er bogen

nogle gange, og bag sprækkerne siver

som et brev, der mister sin modtager,

romanen igennem. I den relationelle

den anden som en roman, der ikke

skrift ligger en intimitet og en ind-

henvender sig til en enkelt, men til en

forståethed, der går i konflikt med

flok af læsere. Læsningerne kan selv-

romanformen, hvor situationer, som

følgelig ikke modstilles, bogen inde-

moren og fortælleren deler, skal for-

115

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

klares i højere grad. Her risikerer

moren, selvom hun ikke kan komme

bogen (og tenderer til tider til) at blive

til at læse den. Fra den position opstår

overforklarende til en grad, hvor den

intimiteten og kærligheden på trods.

grundlæggende præmis, at bogen er

Fra den position opstår ømheden.

et brev, bliver svær at købe. Samme henvendelseskonflikt gør sig også gældende når Vuong citerer og parafraserer Roland Barthes og Simone Weil og refererer til Marcel Duchamps kunstværk Fontæne, en readymade, bestående af et urinal vendt på hovedet og signeret ”R. Mutt”. Læser man med bogen, bliver det her en forstærkelse af en pointe vedrørende den afstand, der er opstået mellem fortælleren og hans mor i fortællerens uddannelsesforløb og vej mod at blive forfatter. Det er i øvrigt en tematik der tidligt slås an, da fortælleren som barn fejlslagent forsøger at lære sin mor at læse. Hvis man derimod har fået sået tvivlen om, hvor langt brevets logik egentligt rækker i bogen, som det var tilfældet i min læsning af den, kommer referencerne meget hurtigt til at ville henvende sig til en anden end

Ocean Vuong

den uuddannede mor, men i stedet til

Vi er kortvarigt smukke her

den potentielle læser.

på jorden Oversat af Caspar Eric

Ocean Vuong skriver smukt og hårdt,

C&K Forlag

og Vi er kortvarigt smukke her på jor-

288 sider

den er en lige så vigtig bog, som den er smuk og hård, men den er også bedst, når den holder fast i henvendelsen til

116

Vejl. pris: 300,-

Kultur Fokus

KU LTU R & KRITIK

KulturFokus: Mikroforlag Af Kultur & Kritikredaktionen På VISIR elsker vi litteratur, og vi vil

I løbet af de næste numre vil denne

gerne hylde bøger og fortællinger, som

artikelserie være at finde, så læs med

inviterer til ukendte verdener og nye

og opdag tegneserier, franske fænome-

steder - også dem, der ofte går under

ner og en kærlighed til det snævre og

radaren.

interessante!

Derfor har vi valgt at lave en artikelserie med fokus på mikroforlag. Med

Nu vil vi give ordet til forlagene selv.

serien forsøger vi at give ordet til de ildsjæle, som er blevet drevet til at starte forlagene i første omgang - her får man f.eks. visionerne bag, et indblik i, hvorfor man vælger at starte et mikroforlag og hvilke forhindringer, der følger med.

Hvad fik dig til at starte et (mikro) forlag?

I løbet af artikelserien vil vi give et overblik over nogle af de mikroforlag,

[Jeg] står for en festival i Løve’s Bog-

der er at finde i Danmark og gøre os

café i Aarhus, hvor jeg i 2016 fik den

selv og andre litteraturinteresserede

idé, at jeg ville lave en antologi. Dette

klogere på hvilken fantastisk littera-

blev et samarbejde med grafikerne

tur, der er at finde andre steder end

Michelle Melissa og Gitte Lægaard, der

hos de store, etablerede forlag.

efterfølgende har lavet mange af vores bøger grafisk. Det var kun planen at

Vi bringer i dette nummer en smags-

lave den ene bog i 200 eksemplarer

prøve på fire meget forskellige mikro-

men endte så med at bruge de øvrige

forlag, som man kan gå på opdagelse

ni ISBN-numre, som jeg fik tildelt. Det

i. Vi opfordrer læserne til at søge vide-

var lidt en tilfældighed, der pludselig

re og blive klogere på dette ‘hjørne’ af

gav utrolig god mening og har været

kulturen og litteraturen, som er fyldt

sjov alle år!

med interessant litteratur, der bare venter på at blive opdaget!

Hvad er jeres vision med forlaget?

117

K ULTU R & KRI T I K

Kult urFokus

At udgive en masse kvalitetsbøger

Det er naturligvis utrolig vanskeligt at

både hvad angår grafisk arbejde, over-

gøre sig synlig i et boglandskab, der

sættelse, bogtryk og så videre. Visio-

mest af alt er styret af de store forlag.

nen er at blive større og sætte et større

Det er svært at blive set og blive an-

præg på den litteratur, der kommer ud

meldt. Det er desuden vanskeligt at få

i Danmark, og hylde det smalle, mere

tid til at lave det hele, når man som

mørke. Både mørkt i grafisk udtryk og

lille forlag står for det meste selv! Der

mørkt i indhold. Vi vil hylde det, som

er som bekendt kun 24 timer i døgnet.

færre læser, og måske endda få flere til at læse det! Færre krimier, flere japanske psykiatri-mustensværker! Hvad er jeres fokus i forhold til udgivel-

Hvad fik jer til at starte et mikroforlag?

ser og hvorfor? Dengang vi startede i 2005, var der Fokus er at oversætte litteratur fra

ikke noget, der hed mikroforlag, så vi

lande, der ikke bliver oversat så meget

startede slet og ret et forlag. Vi var en

fra. Og så overraske med smukke, til

større gruppe unge digtere og andre

dels håndlavede projekter, klenodier,

kunstnere, der følte sig totalt frem-

som man vil eje og beholde hele sit liv.

medgjorte i forhold til litteraturviden-

Bøger man gerne vender tilbage til, så-

skab, forfatterskole og akademi og

danne bøger skal læserne have, og det

mere eller mindre på forhånd - som

skabes, tænker vi, ved at lave detaljer,

20-25-årige - havde opgivet nogen-

der er spændende, overraskende, på

sinde at blive til noget inden for den

omslag, i bogbinding eller noget tredje.

officielle kultur.

Og så skal det være stærke værker. Ikke nødvendigvis fortællinger men

Hvad er jeres vision med forlaget?

gerne eksperimenterende litteratur. Formeksperimenter. Tankeeksperi-

Vores vision med forlaget er at give

menter.

lige chancer på baggrund af kvalitet og talent uden at skelne til navn eller

Hvilke udfordringer har I mødt ved at

indtjening - det skal ikke nødvendigvis

starte et forlag?

kunne betale sig at udgive en bog. Når

118

Kultur Fokus

KU LTU R & KRITIK

det er sagt, anerkender vi også eksi-

fra alle andre dele af samfundet end

stensen af ekstraordinært originale

Forfatterskolen og litteraturvidenskab

forfattere, der har brug for flere chan-

deriblandt alt fra højlitterære stemmer

cer end andre. Derudover kæmper vi

som Henrik S. Holck, Erwin Neutzsky-

også for den klassiske litteratur, for

Wulff og Arne Herløv Petersen til elek-

litteratur fra den tredje verden, og for

trikerlærlingedigte og fiskerpoesi fra

at forfattere godt må tage stilling poli-

Nordjylland.

tisk og sige forfærdelige ting, som ikke kan siges andre steder end i litteratu-

Hvilke udfordringer har I mødt ved at

ren. Vi er et frihedsorienteret forlag,

starte et forlag?

der giver forfatterne frihed til at sige, hvad de vil og kæmper for at frisætte

Økonomiske; ingen vil investere, da vi

mennesket ved hjælp af kunst, kultur

er non-profit. Og anerkendelsesmæs-

og information. Vi er også et nonprofit

sige; vi bliver kaldt alle mulige ting (”et

forlag, der har udgivet tæt på 300 bø-

cirkus” for nylig af en kendt litterat) og

ger ved hjælp af sammenhold, samar-

beviseligt anmeldt langt sjældnere end

bejde og højt kvalificeret frivillighed.

lignende forlag.

Hvad er jeres fokus i forhold til udgivel-

Hvilken udvikling kunne I tænke jer at

ser og hvorfor?

se inden for forlagsbranchen?

Vores fokus er skønlitterært men

At Gyldendal går konkurs. Dansk lit-

dobbeltrettet fremad og bagud i tiden.

teratur vil blomstre som aldrig før.

Vi udgiver klassiske forfattere fra hele verden i nye oversættelser med særligt fokus på fransk (Baudelaire, Rimbaud, Huysmans), spansk/latinamerikansk (García Lorca, Mistral, Darío), tysk, græsk, russisk og orientalsk litteratur men også gerne nyere og mere kontroversielle bøger som fængselspoesi fra Iran, digte fra Guantanamo m.m. Samtidig bestræber vi os på at udgive det bedste af ny dansk lyrik

119

K ULTU R & KRI T I K

Kult urFokus ved først og fremmest at præsentere læserne for en kvalitetslitteratur, som altså har det tilfælles, at det er science fiction. Forhåbningen er, at læserne vil forbinde Forlaget Kosmos med en kvalitativ indgang til science fiction-genren. Forlaget startede fordi, vi syntes, der manglede et forlag med en skarpt defi-

Hvad fik jer til at starte et (mikro)for-

neret science fiction-profil. Der er kun

lag, og hvad er jeres vision?

et andet forlag i Danmark, som udelukkende beskæftiger sig med scien-

Forlaget Kosmos udgiver science ficti-

ce fiction, men deres profil er utrolig

on af høj litterær kvalitet. Det gør vi,

bred, hvilket måske afskrækker en

fordi det er en genre, som kan noget

del, da det nok kommer til at bekræf-

helt specielt. Mange anser nok ikke

te de stereotype forestillinger, mange

science fiction som værende “rigtig”

måtte have over for genren.

litteratur og vil sikkert have nogle ret stereotype forestillinger om, hvad

Hvilke udfordringer har I mødt ved at

science fiction er. Det er virkelig en

starte et forlag?

skam, for der findes rigtig meget god science fiction-litteratur derude. Den

Den største udfordring ved opstar-

skal bare opdages, og det er netop det,

ten af forlaget har uden tvivl været

Forlaget Kosmos har til formål. At fin-

det økonomiske aspekt. Der er ikke

de frem til glemte eller oversete værker

mange penge til de små i forlagsbran-

og gøre dem tilgængelig for danske

chen, og derfor har vi været nødt til

læsere.

at afvente hvordan en udgivelse er gået, før et nyt projekt kunne sættes i

Hvilken slags litteratur udgiver I, og

søen. Mest for at der ikke er for man-

hvorfor har I valgt netop dette fokus?

ge penge ude at flyve, men også for at trække på de erfaringer, man har gjort

Det er visionen bag forlaget at få flere

sig efterhånden.

til at åbne øjnene overfor science fiction-genren. Det forsøger vi at gøre

120

Hvilken udvikling kunne I tænke jer at

Kultur Fokus se inden for forlagsbranchen?

KU LTU R & KRITIK Rebel er, som navnet signalerer, et aktivistisk forlag med en agenda. Mis-

Derfor kunne der godt være et øn-

sionen består i at udgive “bøger der

ske om at den smalle litteratur fik

forandrer måden, vi læser verden på” i

en endnu større opmærksomhed og

bogstaveligste forstand, og her menes

blev prioriteret endnu højere, end

ikke blot vores indre verden men den

den allerede gør. Der er mange gode

store globale verden.

initiativer i gang, som sætter fokus

Forlaget bygger på en vision om at

på mikroforlagene. Bibliotekerne og

skabe en platform for stemmer, der

dagbladene er generelt også gode til

historisk set er underrepræsenterede

at skabe opmærksomhed omkring de

på den litterære scene. Rebel mener

små forlag. Men når indtjeningsmu-

ganske enkelt, at tiden er løbet fra

lighederne er så små, som de er, i et

en ensidig verdensfortælling, der (re)

lille sprogområde som det danske, må

præsenteres igennem et vestligt, euro-

mange forlæggere arbejde med hjerte-

centrisk og maskulint blik. Det er tid

blodet alene. Man kunne forestille sig,

til at give mikrofonen til nogle andre

at læserne blev præsenteret for endnu

erfaringer og perspektiver på såvel

mere interessant litteratur, hvis man

verden som det levede liv. Hvem ved,

hjalp de små forlag bedre på vej.

måske bliver vi klogere. Og som James Baldwin sagde: ”Verden forandrer sig afhængigt af, hvordan folk ser den, og hvis du ændrer bare en millimeter af den måde, folk ser virkeligheden på, så kan du ændre den.”

Hvad fik dig til at starte et (mikro)for-

Hvilken slags litteratur udgiver I, og

lag, og hvad er din vision?

hvorfor har I valgt netop dette fokus?

Jeg startede Rebel With a Cause i

Størstedelen af Rebels bøger er over-

2017, fordi jeg gerne vil berige læsere

sættelser, hvilket ligger helt i tråd med

af dansk med den vidunderlige littera-

visionen om at bringe litteratur med

tur, der skrives rundt omkring i ver-

andre (globale og erfaringsmæssige)

den men som alt for sjældent når til

perspektiver til læsere af dansk. Gen-

Danmark.

remæssigt lader vi os ikke os begræn-

121

K ULTU R & KRI T I K

Kult urFokus

se; vi sætter alene vores lid til den

branchen som helhed, at det hele ikke

smukke, stærke, vigtige og vægtige

går op i markedsandele og salgstal,

historie i alle dens mange udformnin-

men at der (for)bliver plads til en mere

ger.

solidarisk kærlighed til det skrevne

Det har hele tiden også været en del af

ord og det vilde, litteratur kan.

Rebels solidaritetsprojekt at stille platformen til rådighed for minoriserede danske forfattere, som kan have svært ved at bryde igennem litteraturglasloftet, og vi er utroligt stolte af vores to danske originaludgivelser. Hvilke udfordringer har du mødt ved at starte et forlag? Jeg tænkte, at hvis bare jeg udgav velskrevne og vedkommende fortællinger, ville der være masser af interesserede læsere, og det tror jeg for så vidt stadig på. Men det tager tid at bryde igennem såvel litteraturredaktionernes som boghandlernes ret konservative udvælgelsesprocesser, men heldigvis er der flere og flere, som har fingeren på pulsen og kan se, at der sker rigtig meget spændende hos mikroforlagene og ikke mindst hos Rebel. Hvilken udvikling kunne du tænke dig at se inden for forlagsbranchen? Jeg kunne tænke mig, at litteraturen forblev den vigtigste motivation for

122

Hvis du vil vide mere, anbefaler vi hjemmesiden Mikrofest, der er en onlineboghandel, hvor du kan finde, læse om, og ikke mindst købe, bøger fra 32 uafhængige kvalitetsforlag. https://mikrofest.dk/

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Direkte, ærligt og Thomas Helmig Af Nana Nikoline Boller, Litteraturhistorie De sidste par år har Marie Skipper figu-

Tilstrækkelig er til tider brutal i

reret med sine digte på Instagram under

sit ordfang, så det var sjovt at få at vide,

navnet Den Nøgne Lyriker (@indirektedi-

at Skippers største inspiration har været

rekte). Dér findes hun stadig, men siden

Tomas Helmig efterfulgt af Sanne Salmon-

i sommers har det ikke været nok med

sen og Dodo and the Dodos samt andre

virtuelle digte – nu kan du også få dem i

lignende lyrikere. Bogens udtryk bliver

hænderne i papirform.

også hjulpet på vej af de smukke illustra-

Tilstrækkelig er en meget lille bog,

tioner af Agnes Præstegaard Jensen: som

men den behøver heller ikke at være læn-

Skipper beskriver det, har Agnes forstået

gere for at slå hårdt. Som Skipper selv be-

helt præcist, hvad digtene vil, og hun har

skriver det, kan man slå op midt i bogen

formået at illustrere dem perfekt. Den lille

og læse, selvom digtene hænger sammen

bog får et fuldendt look med tekst og teg-

og handler om det samme: En hård og

ninger, der væver sig om hinanden. Samti-

direkte kærlighed og lyst. Skipper lægger

dig er der ikke noget påståeligt, hverken

ikke fingre imellem, når hun beskriver,

ved udtrykket eller ved digtene selv. Skip-

hvor nådesløst et forhold kan være, og for

per skriver ligeud og ærligt uden drama

mig var det gribende at læse en hudløs –

eller smigren; en bog om ægte kærlighed

nærmest nøgen – ærlighed på hver side.

og hvor utilstrækkelig, den kan få dig til

For eksempel på side 31: ”Min langsomme

at føle.

død / er en kærlighedserklæring til dig.”

Eller side 25: ”Jovist er jeg sindssyg / for

eksemplar af Tilstrækkelig med hjem og så

at elske dig.” Det har været svært for mig

ellers vente spændt på næste samling, der

at skrive denne anmeldelse, for mens jeg

forhåbentlig lander på et tidspunkt.

Jeg kan kun anbefale at tage et

nu for tredje gang bladrer gennem bogen, bliver jeg ved med at finde nye passager

Marie Skipper

og citater, jeg gerne vil inkludere. Jeg har

Tilstrækkelig

også en bias, da jeg kender Skipper privat,

Byens Forlag

men det ændrer ikke på, at digtene blev hos mig, efter jeg havde lagt bogen fra mig

32 sider Vejl. pris: 170,-

– og hvis du spørger mig, så er det dét, digte skal.

123

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Et velplaceret slag i maven over menneskets kosmiske ligegyldighed Af Lærke Højriis Rosgaard, Litteraturhistorie

Når vi forestiller os fremtidige sce-

ikke kan holde sig væk fra zonen og

narier med rumvæseninvasioner og

dens mysterier, og det er netop en af

kontakt med intelligent liv i det ydre

disse mennesker, bogens narrativ cir-

rum, er det oftest i form af en skræm-

kulerer omkring. Her følger vi Redrick

mende og skelsættende konfrontation,

”Røde” Schuhart, som er en del af de

der sætter menneskeheden skæbne på

såkaldte ”Stalkers” – en gruppe indivi-

spil. Det ser vi særligt i science ficti-

der, der sætter livet på spil for illegalt

on-genrens film og bøger, hvor rum-

at begive sig ind i den efterladte Zone

væsner, der fører krig mod mennesker,

for at søge efter svar og efterladte gen-

efterhånden er blevet et velkendt

stande, de kan smugle med sig ud og

tema. I brødrene Arkadij og Boris

sælge på det sorte marked.

Strugatskijs En Picnic i Vejkanten fra 1972, nu nyoversat af Lotte Jansen, er

Undervejs i løbet af bogens narrativ

dette billede dog vendt helt på hove-

præsenteres vi for forskellige bud på,

det. Her har besøget nemlig fundet

hvad Zonens og besøgets betydning

sted 13 år tidligere, da romanens

mon kan være. Hvor nogle ser hæn-

handling tager sit narrative udspring.

delsen som en gave, der skal føre

Rumvæsnerne har allerede været her,

menneskeheden frem i den teknologi-

og nu er de væk. På i alt seks såkald-

ske og samfundsmæssige udvikling,

te “besøgelseszoner” på jorden har de

ser andre blot Zonen som en kilde

gjort deres korte visit og selv over et

til materielle goder. Og det er netop i

årti efter, er man ikke blevet klogere

dette sammenstød mellem idealisme

på, hvorfor besøget fandt sted. Tilbage

og forbrugerisme, at Zonens betydning

er kun det affald og de spor, de har ef-

debatteres og udforskes. Men Zonen

terladt sig, og mennesket må forvirret

er langt fra et ufarligt sted at begi-

rode rundt i resterne i søgen efter en

ve sig hen, for her er fysikkens love

højere mening, som måske ikke er der.

fordrejede, landskabet muteret, og de,

Men selv efter alle disse års forgæves

der begiver sig derind, kommer ikke

søgen på svar er der alligevel flere, der

uforandrede ud igen.

124

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK læsere. For med Zonens evne til at

En Picnic i Vejkanten er i høj grad et

true og ændre menneskets biologi kan

værk, der udforsker frygten for men-

den i klimakrisens kontekst ses som

neskets kosmiske ligegyldighed. Midt i

en vigtig og symbolsk påmindelse om

den antropocæne tidsalder hvor men-

mennesket organiske opbygning og

nesket har domineret og manipuleret

organismernes sammenhæng i det

sine omgivelser i et disproportionalt

store økologiske kredsløb. Her er men-

magtforhold, er Strugatskij-brødrenes

nesker ikke hævet over den verden,

science-fiction værk et tiltrængt ind-

de bebor, men i mødet med en udefra-

spark til diskussionen om menneskets

kommende intelligens er de hverken

selvbillede i en planetær og kosmisk

vigtigere eller mindre sårbare end det

sammenhæng. For i Zonen er magt-

landskab, der omgiver dem. Strugat-

forholdet omskiftet, og i mødet med en

skij brødrenes fortælling er derfor på

udefrakommende eksistens efterlades

tiltrængt vis med til at vælte menne-

mennesket magtesløst, forvirret og

sket ned fra

sårbart. For måske er menneskeheden

dets selv-

og planeten Jorden ikke mere betyd-

byggede og

ningsfuld end et hurtigt og tilfældigt

skrøbelige

stoppested til en picnic på rumvæs-

dominan-

nernes rejse gennem universet.

spiedestal, og læseren

En Picnic i Vejkanten er en fantasifuld

efterlades

og original fortælling om menneskets

reflekteren-

drivkraft, idealisme og grådighed, og

de, provo-

forlaget Kosmos’ udgivelse fra 2019

keret og

er et æstetisk udført eksemplar, hvor

fascineret.

Kim Heysts både abstrakte og figurative illustrationer får læserens øje

Arkadij & Boris Strugatskij

til at søge efter mening og sammen-

En Picnic i Vejkanten

hæng i motiverne på samme måde,

Forlaget Kosmos

som Stalkerne gør, når de udforsker

144 sider

Zonens forvirrende landskab. På trods

Vejl. pris: 199,95,-

af værkets alder er det dog på ingen måde mindre relevant for nutidens

125

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

“Ud gennem mundens dør / blæste hjernen sin flamme” Af Rebekka Bundgaard & Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie Spanske klassikere på dansk

som en milepæl i Latinamerikas lit-

Det Poetiske Bureau er et forlag, der

teraturhistorie, særligt i kraft af digt-

spytter snart den ene klassiker efter

samlingen Azul, der indvarslede den

den anden ud, desværre ofte uden at

litterære modernisme i den spansk-

dette tiltrækker nogen videre opmærk-

sprogede litteratur. Darío var tydeligt

somhed fra dagbladskritikkens side.

inspireret af parisermodernisterne,

I løbet af de sidste par år har forlaget

Charles Baudelaire og Paul Verlaine,

udgivet en række spanske og latin-

og forfatteren mødte selv sidstnævnte

amerikanske digtsamlinger i tospro-

idol i Paris, hvilket viste sig at være

gede udgaver, hvilket efterhånden er

en slem skuffelse, som oversætteren

en sjældenhed her til lands. Således

Gorm Rasmussen beretter om i sin

er litterære ikoner som nicaraguan-

begejstrede introduktion til poetens

ske Rubén Darío, chilenske Gabriel

liv og værk. Ved dette møde skulle

Mistral og spanske Federico Garcia

Verlaine ganske enkelt have udbrudt,

Lorca nu igen gjort tilgengængelige for

stærkt omtåget af absinth naturligvis,

danske læsere. Særligt efter at først

“ære, ære, lort, lort” (!). Gorm Ras-

Husets Forlag og siden hen Borgen

mussens udvalg dækker både digte,

og Tiderne Skifter gik bort, har det

fortællinger, essays, journalistik, og

danske bogmarked været fattigt på

det autobiografiske, men ufuldendte

spansksproget litteratur, hvis man ser

romanfragment Mallorcas guld. Læse-

bort fra Skjødt og det relativt anony-

ren præsenteres således for et bredt

me forlag Aurora Boreal. Det er derfor

udvalg af Daríos oeuvre, hvori man

ganske tiltrængt, at disse tre poeter

kan se progression og kontinuitet - fra

udgives i så fyldige og repræsentative

prosadigtene i Azul til de senere, mere

udvalg.

tydeligt politiske digte, som eksempelvis ‘Til Roosevelt’ - Daríos smædedigt

Modernismens fader

mod den amerikanske præsident, der

Den Nicaraguanske digter og diplo-

blev skrevet som en reaktion på USA’s

mat Rubén Darío (1867-1916) står

invasion af Panama i 1903. Her spiller

126

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

poeten på odens genkendelige genre-

hvor særligt den præcolumbianske

træk, men nu med omvendt fortegn,

fortid besynges, eksempelvis i digtet

således at præsidenten ikke ophøjes,

‘Tutecotzimí’. Fælles for mange af dig-

men derimod degraderes i en form for

tene er deres rytme og musikalitet, der

antipanegyrik:

kan være svært at gengive, når man oversætter fra spansk. Derfor er det

¡Primitivo y moderno,

herligt, at forlaget har valgt at udgive

sencillo y complica-

de danske oversættelser side om side

do, / con un algo de

med den spanske originaltekst.

Washington y cuatro de Nemrod! / Eres los

Duendens teori og leg

Estados Unidos, / eres

Federico García Lorca (1898-1936)

el futuro invasor / de

udgør en af de absolut vigtigste og

la América ingenua

uomgængelige stemmer i spansk

que tiene sangre indí-

litteratur, både i kraft af sit værk, der

gena.

dækker poesi, teater og prosa, og i kraft af sin alt for unge død foranle-

Digtet bevæger sig fra en kritik af

diget af Francos bødler. Spændvidden

Roosevelt som inkarnationen af USA’s

fra Sigøjnerballader til Digter i New

imperialistiske ambitioner i Latiname-

York er godt repræsenteret i dette ud-

rika, til en direkte civilisationskritik

valg, der dækker det meste af Lorcas

af kapitalismen og amerikanernes

lyriske produktion. Den granadinske

hykleriske forhold til frihed: “Juntáis

poets værker trækker på alt fra anda-

al culto de Hércules el culto de Mam-

lusisk folklore, romaernes musikalske

món; / y alumbrando el camino de la

traditioner og storbyens flimrende

fácil conquista, / la Libertad levant

sanseindtryk. Geografisk bevæger

su antorcha en Nueva York”. I Ras-

digtene sig således også fra Granadas

mussens danske oversættelse lyder

sigøjnerhuler til New Yorks skyskra-

versene således: “I dyrker Herkules og

bervrimmel. Hans nære venskab med

Mammón i forening; / og vejen til den

Salvador Dalí og filminstruktøren

nemme erobring / oplyses af Frihe-

Luis Buñuel fornægter sig heller ikke,

den, der løfter sin fakkel i New York”.

hvorfor surrealismens særlige bil-

Darío finder en modpol til det overfla-

leddannelse også viser sig i digtene,

diske USA i Latinamerikas historie,

eksempelvis i digtet ‘New York (Kontor

127

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

og fordømmelse)’, hvori kapitalismens

Den ildevarslende tone accentueres

evne til at tingsliggøre og kvantificere

yderligere, når man har forfatterens

udstilles:

død in mente. Netop døden er ofte til stede i Lorcas værker, men ikke altid

Under multiplikatio-

som en trussel. I et essay, der desvær-

nerne / er der en drå-

re ikke er med i dette udvalg, beskri-

be andeblod; / under

ver Lorca den ‘mystiske kraft’, duen-

divisionerne / er der

den, der gennemstrømmer sydspansk

en dråbe sømands-

kunst og kultur - “Mens Tyskland,

blod; / under addi-

med visse undtagelser, har muse, og

tionerne, en flod af

Italien altid vil have engel, bevæges

kærligt blod. / En flod

Spanien til alle tider af duenden, for

der flyder syngende

det er et land af ældgammel musik og

/ forbi forstædernes

dans, hvor duenden presser citroner

sovekamre, / og det er

af daggry - et dødens land, et land der

sølv, cement, eller bri-

er åbent for døden. (...) I Spanien er en

se / i New Yorks falske

død person mere levende som død end

morgengry.

noget andet sted i verden.” Det sidste må siges også at gælde for Lorca selv,

Lorcas kritiske nerve, som han de-

hvilket dette udvalg vidner om.

monstrerer i dette digt, blev også rettet mod sit hjemlands politiske

Økopoetisk klassekamp

spændinger, som i den dystre ‘Roman-

Chilenske Gabriela Mistral (1889-

ce de la Guardia Civil Española’, fra

1957), pseudonym for Lucila Godoy

Sigøjnerballader, hvori han revser den

Alcayaga, var den første Latiname-

spanske civilgarde:

rikanske forfatter, der vandt Nobels litteraturpris i 1945. Mistral var der-

Sorte er deres sko./

med en af de første Latinamerikan-

På kapperne stråler/

ske digtere, der høstede international

pletter af blæk og

anerkendelse, og med god grund:

voks./ Deres kranier

Hendes digte er først og fremmest

er af bly,/ derfor græ-

kendt for at give de mennesker en

der de ikke

stemme, der ellers ikke vil have en. Hun taler for alle undertrykte kvinder,

128

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

for religiøse minoriteter, for fattige og

allermest ophøjede i hendes poesi.

udsatte. Samtidig søger Mistral med

Dette ses tydeligt i digtet ‘Et ord’:

sin poesi at værne om den Latinamerikanske kultur og natur, to sider der

Et ord sidder fast i

i mange af digtene bliver til samme

min strube, jeg slip-

sag. Naturen er hele fundamentet for

per/det ikke løs, kan

Mistrals poetiske sprog, og ordet selv

ikke befri mig for det/

(og sproget, og poesien) bliver omvendt

skønt blodet presser

også beskrevet som naturkræfter. Det

på for at få det frem./

forekommer ikke på en klassisk ro-

Slap jeg det løs ville

mantisk facon, hvor poeten finder Gud

markerne svides,/

og kunst gennem naturen, selvom det

lammet forbløde, fu-

umiddelbart kan forekomme sådan,

glen falde til jorden.

da religion som sagt også er et gennemgribende tema. Det er langt mere

I sidste strofe i samme digt skriver

raffineret end som så: Det er ikke nød-

Mistral således:

vendigvis en ophøjet, sublim natur vi møder i digtene, og som sammenlignes

Ak! uden at vide at jeg

med de kvinder, Mistral skriver om.

havde et ord/af jod og

Nej, deres ord flyder som ‘harpiks’, de

alunsten mellem mine

er kaktusblomster der må leve i tørke.

læber/uden at kunne

Chilenske byer beskrives som tørre

huske en eneste nat,/

insektskjold, ligesom kvæg og ærke-

mit lange ophold i

englen beskrives som to følgesvende.

det fremmede land,/

For Mistral er denne samhørighed

bedraget der slog ned

mellem Latinamerikas undertrykte

som lyn ved min dør/

kvinder, kultur, varierede natur og

og min krop der gik

religiøse billeder en måde at inddrage

omkring uden sjæl!

hendes komplekse samtid i en mytologisk historie om kontinentet. Samtidig

Dette digt er en udmærket repræsen-

er Mistral også altid opmærksom på

tant for Mistrals poesi. Denne måde

ordets kraft, der sidestilles med både

hvorpå ordet er såvel en mytisk kræft

religiøse kræfter og naturkræfter, og

som noget meget konkret kemisk, gør

dermed bliver ordet symbolet på det

at Mistral både skriver sig ind i en

129

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Latinamerikansk tradition for at dyrke myten, og samtidig tager forskud på

Rubén Darío

den økopoesi, der vinder frem i dag.

i udvalg Oversat af Gorm Rasmus-

Det er i høj grad på sin plads, at Det

sen

Poetiske Bureau udgiver disse tre

Det Poetiske

antologier, og tilmed gør det på en

Bureau 274 sider

måde, der understreger den klassiker-

Vejl. pris: 300,-

status som de tre forfattere fortjener. Endvidere må vi også rose, at forlaget har udgivet teksterne både på originalsproget, og i en eminent dansk oversættelse. Digtene fortjener at blive læst på spansk, da der unægteligt vil gå nuancer tabt i en oversættelse, og ved at udgive disse dobbeltudgaver formår Det Poetiske Bureau både at anerkende forfatternes værker og tage læseren alvorligt.

Gabriela Mistral i udvalg Oversat af Malene Boeck Thorsborg Det Poetiske Bureau 460 sider Vejl. pris: 300,-

Federico García Lorca i udvalg Oversat af Juancío D’Héroville Det Poetiske Bureau 668 sider Vejl. pris: 300,-

130

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Tiden flyder hypnotiserende afsted mens dramaturgien ryger i svinget Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Når man hører at, ikke bare en stor

i tid, mens omgivelserne bevæger sig

Blockbuster-film men en Nolan-film,

forlæns og vice versa. Denne teknologi

skal optages i Danmark, vil man med

kan dog også bruges til masseudryd-

det samme spekulere over, hvor i

delse af ikke bare menneskeheden på

Danmark dette skal foregå? At det så

et givent tidspunkt i historien, men

er på Lolland (det gudsforladte sted)

på alle tidspunkter i menneskehedens

optagelserne finder sted, er som et

historie. Sammen med Neil (Robert

ægte Nolansk plottwist – for hvad

Pattinson) og Kat (Elizabeth Debicki)

fanden er der at optage på Lolland,

skal de forhindre russeren Sator

vil nogen nok spørge? Spørger man

(Kenneth Branagh) i at begå masse-

lokalbefolkningen (eller dvs. tidligere

mord gennem hele menneskehedens

lokalbefolkning (undertegnede)) kan

historie. Sator er hyret af fremtidens

man med snilde nævne alle de pæne

mennesker til at myrde fortidens men-

naturområder, Knuthenborg Safari-

nesker grundet fremtidens klimakaos.

park og sukkerroemarkerne, men man

Det er nok den simpleste forklaring på

kan også, som Nolan, vælge at optage

plottet, jeg kan give.

sydhavsøernes havområder og vind-

møllerne heromkring.

de koncept omkring ’inversion’ giver

nogle formidable og originale actions-

Tenet handler om CIA-agenten,

Hele filmens grundlæggen-

med det metaklingende navn ’The

ekvenser, hvor enten en karakter eller

Protagonist’ (John David Washington),

et objekt kører forlæns og omgivelser-

der bliver givet en hemmelig missi-

ne baglæns, eller omvendt. Til tider

on, hvor han først skal efterforske

mødes to karakterer så, hvor den ene

og siden forhindre en mulig tredje

er forlæns og den anden er baglæns

verdenskrig. En forsker fra fremtiden

for så at udspille en kampscene, og

har opfundet teknologi til at omvende

senere i filmen kan man så gennem-

(inversion) en tings entropi – som jeg

leve samme sekvens igen, men fra det

forstår det, betyder det, at man kan

andet perspektiv. Sågar oplever man

få objekter til at bevæge sig baglæns

i filmens klimaks ovennævnte men

131

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

samtidig gennem en krydsklipning

se koncepter der er definerende for

i handlingen. Dvs. på en og samme

filmen: Inception i forhold til drømme

tid ser man eksempelvis en bygning

og bevidstheder, Interstellar i forhold

implodere og eksplodere. Forstår du

til kvantefysik og dimensioner. Hvis

ikke min beskrivelse er det fair, da

man holder tungen lige i munden, kan

man bliver nødt til at opleve disse vi-

man følge Nolans tunge eksposition,

suelt originale scener, for de kan ikke

men når man mangler en indlevelse i

beskrives med ord. At scenerne er

karaktererne, som i Tenet, hvor vi ikke

optaget med praktiske effekter og en

rigtigt får forklaret eller vist deres mo-

sammenklipning af indstillinger, der

tivation, bliver ekspositionsscenerne

både er optaget og afspillet forlæns

pludseligt meget tunge og langtrukne.

og baglæns – ja, dvs. at skuespillerne

I modsætning til Inception og Inter-

har måtte lære kampscenerne både

stellar hvor man klart forstod Cobb

forlæns og baglæns – er hypnotiseren-

og Coopers motivation for at komme

de bjergtagende og nok i sig selv til at

hjem til deres børn, så er karakte-

ville se filmen en gang til.

rerne i Tenet overfladiske brikker i et

stort eksplosivt skakspil. Inception og

Nolans instruktion af de origi-

nale og betagende actionsekvenser er

Interstellar formår at balancere karak-

automatisk fyldt med spænding samt

tererne, dramaturgien og de komplek-

visuel og filmisk indlevelse. Desværre

se og ekspositionstunge koncepter,

halter spændingen og indlevelsen efter

der danner grundlag for Nolans vilde

i forhold til karaktererne, da disse

set-pieces og filmiske sekvenser. Tenet

og filmens dramaturgi er klodset og

mangler desværre den balancegang,

delvist glemt. Den tunge og komplekse

og jeg har på fornemmelsen, at Nolan

eksposition i forhold til hele inversion/

er en bedre instruktør end manu-

entropikonceptet og de mange tids-

skriptforfatter, da mange af hans an-

skift gør filmens plot svært at følge.

dre film oftest er skrevet i samarbejde

Nolan er selvfølgelig kendt for sine

med en anden manuskriptforfatter –

komplekse film, ikke blot hvad angår

oftest broderen Jonathan Nolan, som

selve rækkefølgen filmens handlinger

de sidste par år har haft travlt med

udfolder sig i, der sjældent er krono-

Westworld og derfor overladt storebror

logisk, men også i selve filmens kon-

Nolan til sig selv.

cepter. Inception (2010) og Interstellar

(2014) arbejder begge med komplek-

deres filmiske essens er betagende og

132

Selvom actionsekvenserne i

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

grund nok i sig selv til at se filmen, ville hele filmen, som et narrativ, have gavn af et strammere manuskript med en tydeligere dramatisk udvikling forbundet med mere ’menneskelige’ karakterer. På trods af sparsommeligheden i forhold til karaktererne, formår John David Washington og Robert Pattinson at stjæle billedet i samtlige scener, de er med i – især Pattinson. Som altid brillerer Nolan filmisk og effektmæssigt med originale set-pieces og storslåede episke billeder. Han er fortsat et filmisk unikum i Hollywood, der får alle de penge han peger på, uden indblanding fra de markeds-positivistiske producenter.

Christopher Nolan Tenet 150 min. Vises i CinemaxX Aarhus

133

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Umiddelbart alt kan væves ind i THREAD RIPPER Af Rasmus Boelsmand, Æstetik & Kultur Billedkunstner og forfatter Amalie

væves sammen, trækker hele tiden

Smiths bog THREAD RIPPER er svær

tråde ind i hinanden.

at få hold om, når den fra sine 224 sider skal sammenfattes til en kortfattet

NOTER er dagbogsagtige tekst om et

anmeldelse. Ikke fordi bogen er svær

forhold til William, om arbejdet med

at læse på trods af et til tider enormt

billedvæven og de algoritmer der bru-

abstraktionsniveau og ikke helt be-

ges til det, om at spore sin stamlinje

gribelige historiske linjer frem mod

og om de mindste detaljerede sans-

den computerteknologi, der i dag har

ninger. .TXT er mere essayistisk i sin

fundet vej til alle livssfærer, men fordi

stil og handler først og fremmest om

sammenvævningen af de forskellige

væven som teknologisk forløber for

spor skaber et utal af relationer, der

moderne computerteknologi. Her ta-

hele tiden vokser både under og efter

ges udgangspunkt i Ada Lovelace, der

læsning.

i dag anses som hende, der skrev den første algoritme. En algoritme hun

I bogen følges en billedvæver, der ar-

redegør for i noter til en oversættelse

bejder på et digital vævet værk i 2017

af en forelæsning, holdt af opfinderen

og 2018, gennem to spor, NOTER, der

af den ”Mekaniske maskine”, Charles

gennem hele bogen står på opslage-

Babbage og per korrespondance med

nes venstreside og .TXT, der gennem

Babbage selv, beskriver det, der i dag

bogen fylder opslagenes højre sider. På

kendes som de første algoritmer. Med

hvert opslag har de to sider samme si-

afsæt i de tidligste maskinelle væve

detal, så selvom jeg skriver 224 sider,

(en af de første teknologier overhove-

er det sidste sidetal 108. Bogen lægger

det) og de hulkort, maskinerne væver

på den måde op til, at man hopper

efter, der er opbygget som hul eller ik-

frem og tilbage mellem sporene, selv-

ke-hul, udvikles det binære talsystem,

om den tekstlige fortsættelse af sporet

der går forud for computerteknologi og

ligger en side længere fremme. Og det

datalagring.

fungerer overraskende godt, de to spor

134

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Og det er kun de groveste træk der

ende) fjerde industrielle revolution i

er opridset. Sideløbende beskæfti-

et ny-materialistisk perspektiv, der

ger bogen sig med en række mindre

spørger ind til, hvad menneskets situ-

tematikker, mest markante her er

ation i forhold til teknologi, natur og

beskæftigelsen med nerve- og plan-

produktion er og bliver.

tevæv. Alene i sidestillingen af de to spor og det personliges indtog i den

Det er nørdet og enormt velskre-

teknologiske udvikling, samfundsfor-

vet, poetisk i både betragtningerne

hold og kunstproduktion væves den

om teknologi, natur og kærlighed og

menneskelige fortælling sammen med

enormt svært at få hold om i en kort-

både kulturelle forudsætninger og den

fattet anmeldelse. Jeg tror også den er

teknologi, vi omgiver os med. Med et

svær at få hold om i en længere analy-

fokus på naturens vævsstrukturer

se. THREAD RIPPER er en fastholdelse

skrives mennesket også sammen den

af kompleksiteten, der naturligt opstår

organiske verden, og den organiske

med den sammenvævning af materia-

verden skrives sammen den teknolo-

ler, der, som jeg ser det, er det filosofi-

giske. En væsentlig pointe som bogen

ske udgangspunkt i bogen. Hver gang

frembringer, er altså den sammenfil-

en tråd lægges på plads eller rives

tring, af hvad der ellers i den moderne

op, påvirker det resten af mønsteret.

kultur forstås som adskilte sfærer i

Vævning bliver også en indstilling til

hierarkisk struktur. I THREAD RIPPER

verden, og jeg tror det bedste, jeg kan

fremskrives imidlertid et fladt hierarki,

gøre med bogen efter at have læst den,

med tråde der binder det hele sam-

er at øve mig i den indstilling.

men: Teknologiens stråling vandrer ind og ud af organisk materiale, og det

Og jeg vil opfordre andre til at læse

organiske materiale vandrer ind og ud

den og øve sig i at tillade sammenfil-

af teknologien - fx i et helt eminent

tringen.

spor om et møl der satte sig i relæet på en computer og bliver lagret som data på hulkort og derigennem rejser gennem det digitale. På den måde tematiserer Smith den igangværende (eller snarligt forestå-

Amalie Smith THREAD RIPPER Gyldendal 224 sider Vejl. pris: 199,95,-

135

K ULTU R & KRI T I K

Kuns t nerp or t ræt

In Nolan we trust

Kunstnerportræt af filmskaberen Christopher Nolan Af Benjamin F. Rasmussen, litteraturhistorie Sammenfaldet mellem corona-nedlukningen af biografer og premieren på Tenet har i filmbranchen iscenesat Nolan som en frelser, da Tenet forventes at være filmen, som vil rede biograferne ud af pandemiens afskrækkende klør Få instruktører kan i dag fungere som

Nolan Begins

et brand, der i sig selv er nok til at

Christopher Nolan er født i 1970, og

trække folk i biografen. Quentin Ta-

allerede syv år gammel begyndte han

rantino og Christopher Nolan er mu-

at lave film med sit Super8 kamera.

ligvis de eneste instruktører, hvis blot-

Hans interesse for film fulgte ham ind

te navn er nok til at få filmbranchen

på University College London, hvor

og publikum til at savle. På trods af at

han studerede en BA i Engelsk littera-

filmen er et kollektivistisk kunstværk,

tur og var samtidig formand for uni-

har der siden 60’erne eksisteret en ide

versitetets filmforening. Allerede i den

om auteuren – altså en tilskrivning af

tre-minutter lange Doodlebug (1997)

en ægte kunstnerisk ånd og vission til

ses mange af de klassiske Nolan-ka-

en films instruktør. Dengang startede

rakteristika man kan følge i hele hans

auteur-begrebet som en polemik for at

filmografi. I filmen jagter en ung mand

legitimere filmen som ægte kunst og

et insekt med sin sko og morderiske

genstandsfelt på universiteterne. I dag

intentioner. Det viser sig på kafkaesk

har auteurbegrebet fået en populær-

vis gennem en mise-en-abyme, at

kulturel og brandingstrategisk betyd-

insektet er den unge mand selv. Ud

ning, som tilskrives en instruktør med

over at være et plottwist, som er en af

et hvis kunstnerisk talent samt tydelig

Nolans store karakteristika, viser me-

vision og originalitet i sine værker. De

taniveauerne, dobbeltgængermotivet,

fleste der tager ind og ser Tenet, gør

og mise-en-abymen også Nolans lette

det ikke fordi, det er den nyeste Block-

postmodernistiske tendenser.

buster actionfilm – nej de gør det,

Ovennævnte finder man også i hans

fordi det er den nye Nolan-film!

film-noir inspireret spillefilmdebut Following (1998) hvor tiden bruges som

136

Kuns t ne rp or t ræ t

KU LTU R & KRITIK

narrativt greb. Gennem tre fortælleti-

ning af spørgsmålet om sandhed og

der følger vi en ung vartende forfatter

virkelighed. Nolans første film bærer

der, for at finde inspiration, følger efter

præg af at være psykologiske thrillers

fremmede folk. En dag ender han med

der stille spørgsmålstegn ved subjek-

at følge efter en indbrudstyv, der tager

tets identitet og en større sandhed

ham under sine vinger, og forfølgelsen

eller mening for disse, oftest akkom-

går nu helt ind i folks private hjem.

pagneres denne tematik med tiden

I løbet af filmen begynder de begge

som narrativt greb og plottwist.

gradvist at ligne hinanden, og til sidst benytter indbrudstyven sig af dobbet-

Nolan Rises

lgængermotivet til at klantre forfat-

Skal man pege på et element, der har

teren for en række mord, tyven selv

været årsag til Nolans position i Hol-

har begået. I sidste ende var det altså

lywood i dag, er The Dark Knight-trilo-

forfatteren, der var Den Efterfulgte og

gien det bedtes bud. I perioden mel-

ikke Efterfølgeren.

lem 2005 til 2012 lavede han fem film.

Herefter følger Nolans gennembrud

De tre Batman film, og mellem dem

med Memento (2000) og Insomnia

lavede han The Prestige (2006) en film

(2002), der ligeledes leger med tiden.

om to konkurrerende tryllekunstnere,

Memento handler om Leonard, der

og deres forsvindingsnumre, og Incep-

efterforsker sin kones død, men fordi

tion (2010), der handler om et team af

han lider af hukommelsestab, hver

forbrydere, som udfører (Inception/

gang han sover, må efterforsknin-

drømmekup) dvs. at plante ideer eller

gen begynder forfra hver dag. Filmen

udvinde hemmeligheder i folks be-

fortælles i to sammenvævede spor: et

vidsthed gennem drømme. Man kunne

der kører forlæns og et andet baglæns.

passende kalde den her periode for

Insomnia handler ligeledes om en de-

Nolans guldalder af flere årsager.

tektiv, der skal opklare mordet på en

Først og fremmest er Batman Begins

teenager, men grundet hans tidligere

(2005) symptomatisk for Nolan i den

korrupte karriere, og søvnmangel, mi-

forstand, at han her bragte en nyfor-

ster han virkelighedsfornemmelsen og

tolkning på en ellers lødig og popkul-

kan ikke kende forskel på de plantede

turel genre: superhelte-filmen. Han

og virkelige beviser.

beviste at hvis man tog genre alvor-

I Memento og Insomnia ser vi, foruden

ligt – i kraft af filmhåndværket, seriøs

de førnævnte tendenser, en udforsk-

psykologisering af karaktererne og

137

K ULTU R & KRI T I K

Kuns t nerp or t ræt

den nærmest samfundsrealistiske åre

mediale universer.

– men stadig bibeholdt actionfilmens

For det tredje har Nolan betydet en

spænding, kunne man skabe en helt

del for filmteknologiens udvikling, da

original synergi mellem popkulturen

han har pioneret spillefilmens brug

og finkulturen. En synergi, mange

af IMAX-formatet, der som udgangs-

mener, blev fuldendt i The Dark Knight

punkt kun er blevet brugt til naturdo-

(2008), der er blevet en ny klassiker og

kumentarer. The Dark Knight var den

et filmhistorisk værk allerede.

første spillefilm, der brugte et IMAX

For det andet bragte The Dark

70mm kamera til at optage 20% af

Knight-trilogien ikke bare Nolan flere

filmen. Herved kunne man tilføre op

trin op ad karrierestigen, den æn-

til 40% mere billede, uden at gå på

drede også Hollywood. De sidste 50

kompromis med billede opløsningen,

år har det økonomiske fundament i

der for IMAX 70mm når op på svim-

Hollywood ikke været filmenes bille-

lende 18K. Den høje opløsning, og det

tindtjening men indtægterne fra det

kvadratiske IMAX-format gør, at pub-

omkringliggende merchandisesalg.

likum kan sidde meget tæt på skær-

Hollywood film har udviklet sig fra at

men, og skærmen kan derfor dække

bero på et godt plot (fordi det skaber

hele ens synsfelt, og herved opsluges

en spændende film) til en interessant

man nærmest i filmen. Hvilket skaber

karakter (for så kan man lave flere

en oplevelse som Nolan ”ville beskrive

film) til et filmisk univers (der kan

som virtual reality uden briller”. Siden

indeholde flere plots og karakterer og

The Dark Knight har Nolan brugt IMAX

derfor langt flere film). Univers-grebet

formatet til alle sine film, og resten af

har været tilstede i superhelte tegne-

Hollywood og Blockbuster-industrien

serier siden 80’erne, så da Nolan med

har efterhånden også taget IMAX-tek-

The Dark Knight gjorde superhelten

nologien til sig.

oscar-ren, dannede det præcedens for, at MCU (Marvel Cinematic Universe)

Blockbuster Auteur

inkorporerede univers-grebet som ny

The Dark Knight (2008), Inception

fortællermæssig strategi, hvilket har

(2010) og The Dark Knight Rises (2012)

været en afgørende faktor for deres

havde en billetindtjening på hhv.: 1

nuværende toneangivende mastodont-

milliard, 869 millioner og 1 milliard

position i Hollywood, hvor alt i disse

dollars. Den økonomiske og kvali-

dage skal foregå i filmiske- og trans-

tetsmæssige succes har gjort Nolan

138

Kuns t ne rp or t ræ t

KU LTU R & KRITIK

til en anomali i Hollywood. Alle hans

film siden The Dark Knight.

film siden The Dark Knight-trilogien er

Interstellar (2014) og Dunkirk (2017)

originale værker, som ikke er en del af

er på mange måder Nolans mindst

en større franchise eller adaptationer,

Nolanske film. Interstellar er en sci-fi

hvilket film i denne økonomiske klas-

film, der handler om at rede menne-

se normalt skal være.

skeheden, som har udpint jordens

Sammenligner man med Tarantino,

ressourcer, ved at finde nye beboelige

når han ikke Nolan til de økonomi-

planeter gennem et ormehul. Filmen

ske sokkeholdere. Tarantinos dyreste

har ingen noir, krimi eller thriller

og mest indtjenende film var Django

træk, som de fleste af hans andre film

Unchained (2012) med budget på 100

har, og dykker man ned i tematikken

millioner dollars og en indtjening på

og den dybere mening, handler filmen

425 millioner. Begge Instruktører har

om kærlighed. Dunkirk, der omhand-

begge den samme konservativ og no-

ler redningen af de britiske soldater

stalgisk syn på filmhåndværket, som

ved Dunkirk under anden verdens-

er med til at iscenesætte dem som

krig, er Nolans korteste film på blot

moderne auteurs. Ud over at ingen af

103 minutter, desuden er der ingen

dem tillader mobiltelefoner på set-

psykologiserede karakterer, og filmen

tet – Nolan tillader faktisk heller ikke

er ekstremt simpel ud fra Nolanske

stole – så insisterer begge på at optage

standarter. I Tenet (2020) kommer

på rigtig filmcelluloid og ikke digitalt,

han til gengæld tilbage på sporet med

som er normen i filmbranchen. De

kompleks bøjning af tiden som dimen-

foretrækker praktiske effekter frem

sion, hvilket medfører action scener

for computergenereret, især Nolan går

hvor f.eks. en person eller objekt kører

langt for at opnå det meste på settet.

baglæns i tid, mens andre forlæns,

Om det er at få en lastbil til at slå en

eller eks. at man ser en bygning på

kolbøtte (The Dark Knight), få en hotel-

en og samme tid falde fra hinanden

gang til at roterer (Inception) eller lade

og samle sig igen. Det er befriende og

et Boing 747 passagerfly kører ind i en

berigende at se en instruktør få lov

bygning og eksplodere (Tenet). Nolan

at arbejde med den store pengepung

får altså et stort økonomisk råderum

uden kreativ indblanding fra produ-

som samtidigt er et kreativt frirum –

centerne. På den måde bliver Nolan en

og det giver ham en unik kunstnerisk

slags Blockbuster Auteur.

position. Hvilket kan ses i de sidste 4

139

K ULTU R & KRI T I K

Kuns t nerp or t ræt

Man ved man ser en Nolan-film

selve det at lave film. Inception er den

når…

tydeligste metafilm, hvor karaktererne

Først og fremmest er Nolans film næ-

konstant bevæger sig i konstruerede

sten altid komplekse med et obligato-

drømme, og hvert medlem af Cobbs

risk plottwist som feks. i Doodlebug,

drømmekup-team kan sidestilles med

Prestige, The Dark Knight-trilogien og

en afgørende kreativ rolle på et film-

Insomania, ofte ved hjælp af tiden som

set. Interstellar kan, med lidt velvilje,

narrativt greb. Following og Dunkirk

læses som en analogi over den klassi-

udspiller sig i kryds- og parallelklip-

ske film, dvs. filmcelluloid og filmpro-

ning mellem tre forskellige tider, mens

jektionens død.

Memento nærmest makulerer fabulaet

Et andet tema er spørgsmålet om

med et to-delt sjuzet. Tiden bruges

sandhed. For eksempel sandheden om

også som et spændings-greb, hvor

ens indre identitet. Dette kompliceres

den enten trækker begivenhedernes

ved identitets-splittelser som eks. i

gang ud, som i Inception hvor hvert

The Dark Knight-trilogiens tredeling

drømmeniveau for det øvre niveaus tid

mellem Batman, private Bruce Way-

til at sænkes, eller presser den sam-

ne og offentlige Bruce Wayne, eller

men, som et sort huls tyngdekraft i

i The Prestiges med tvillingerne. El-

Interstellar. Eller som i Tenet hvor det

ler ved dobbeltgængermotiver som i

skaber filmiske originale action sce-

Following’s to tyve, Doodlebug’s mise

ner. Herved tematiserer Nolan tiden

en abyme, The Prestige duplikationer

som dimension, men han har også en

af Robert Angier, og i The Dark Knight

del andre, lettere postmodernistiske

mellem Batman den mørke ridder og

tematikker, der er genkomne.

Harvey Dent som den hvide.

Flere af hans film kan læses som

Sandheden og virkelighed betvivles

implicitte metafilm. The Prestige åb-

også af Nolan gennem tid og drøm

ner med en monolog om et trylletricks

som når detektiven i Insomnia ikke

opbygning i tre akter (the pledge,

længere kan huske begivenhedernes

the turn og the prestige) som minder

gang, eller når man aldrig rigtigt får

utroligt meget om en films klassiske

afklaret om Cobb befinder sig i en

tre akter (set up, attack, resolution).

drøm i slutningen af Inception.

Trylleshowet som omdrejningspunkt

Det virker til i flere af Nolans film, at

kombineret med elektriciteten i fil-

han lægger op til Baudrillards post-

men, kan læses som en metafor for

modernistiske koncept Simulacra.

140

Kuns t ne rp or t ræ t

KU LTU R & KRITIK

Simulacra er en simulation af virkelig-

en person som publikummet stoler

hed, eller en fortælling om virkelighe-

på, kan levere, ikke bare gode film,

den om man vil, som medierne og os

men selvstændige originale film, uden

mennesker skaber. I Nolans film etab-

at gå på kompromis med de griske

lerer karaktererne selv et simulacra,

pengemænd, der i samme ombæring

som eks. da Batman i The Dark Knight

har tillid til, at han kan håndtere og

martyrisk påtager sig skylden for

levere de nødvendige summer. Spør-

Harvey Dents forbrydelser for at give

ger man lektor i medievidenskab på

Gotham et simulacra, der skaber det

AU Jakob Isak Nielsen skal succesen

nødvendige håb og modfortælling til

netop findes i ”[Nolans] usædvanlige

kriminaliteten og Jokeren. På samme

evne til effektfuldt at kombinere kunst

måde erkender Leonard til sidst i Me-

og kommers, eksperiment og hånd-

mento, at han ikke kan leve med den

værk, niche- og mainstreamappel. Få

virkelighed, han opdager, og derfor

instruktører har mestret den balan-

manipulerer han med sig selv for hvor

cegang – og oftest kun i kortere peri-

dag at starte forfra med efterforsknin-

oder af deres karriere (Francis Ford

gen – på den måde skabes en simu-

Coppola kunne være et eksempel),

lation hvor han kører i ring og herved

mens Nolan har gået den balancegang

giver mening til sit liv. Tydeligst ses si-

lige siden Memento (2000) og sjældent

mulacraet i Inception hvor den berøm-

trådt ved siden af.” En slags dekon-

te snorretop slutning lægger op til, om

struktion mellem popkulturens akku-

der egentligt er forskel på virkelighed

muleringsmentalitet og finkulturens

og simulacraets konstruerede sandhe-

originalitet og kreative frihed.

der. Eller som Nolan selv kommente-

Men der har dog også været kritike-

rer ift. Inceptions slutning: ”perhaps,

re af Nolan. Der er blevet slået ned

all levels of reality are valid”

på at han egentligt ikke har særlig god forståelse for en films grammatik

In Nolan We Trust(?)

ift. klipning. Desuden kritiseres han

Som reaktion på hans guldalder med

også for hans lettere stereotypiske

The Dark Knight-trilogien og Incepti-

kvindelige karaktere. En anden kritik

on begyndte der at florere et fanboy

kan man finde hos min tidligere un-

hashtag på internettet: #InNolanWe-

derviser i Film- og Medieteori adjunkt

Trust. Hashtagget portrætterer Nolan

Mathias Bonde Korsgaard. Han sagde

som en anomali i Hollywood. Han er

til en forelæsning om Auteur-teori,

141

K ULTU R & KRI T I K med et glimt i øjet, at Nolan var hans ”yndlings hadeobjekt”. Han uddyber kommentaren med en metafor over Nolans film som en græsk krukke, der er ”flot ornamenterede med deres optiske illusioner, men kigger man ind i selve krukken, opdager man at den er tom.” Her går Korsgaard ind i en bredere kritik, der omhandler Nolans egentlige tematiske dybde, da Nolan ”stiller sig tilfreds med at tappe ind i spørgsmål af aktuel relevans, uden at sige eller mene noget substantielt om disse spørgsmål.” Kompleksiteten i Nolans film er altså ”ligesom at løse en Rubiksterning … men den eksistentielle tyngde kan alt for ofte ligge på et meget lille sted”. Hvorvidt man abonnerer på fanboy hashtagget #InNolanWeTrust eller et polemisk syn på Nolan som ens “yndlings hadeobjekt”, så kommer man ikke uden om manden har været toneangivende og afgørende for nogle af de udviklinger, der er sket i Hollywood de sidste 15 år, og han indtager en unik position med stort økonomisk råderum og kreativt frirum, som ingen nulevende instruktører kan. En sand Blockbuster Auteur.

142

Kuns t nerp or t ræt

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Det 21. århundredes faustiske pagt Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie. Forsøger man at danne et narrativ for

information om dig, som kan måles,

de første 20 år af det 21. århundre-

vejes, overvåges og indhentes. Det

de, kommer man ikke uden om den

kan dække over din lokation, dine

teknologiske udvikling, hvor de inno-

likes, dine venner og dine Messenger

vative Tech-iværksættere, f.eks. Steve

beskeder. Men også mere end det.

Jobs og Mark Zuckerberg fra Sillicon

Det er også registrering af, hvor læn-

Valley, opfylder begæret for individu-

ge du dvæler ved et opslag, hvordan

alitet, personliggørelse og effektivitet

din syntaks er i dit sprog, mikrofoner

i det moderne menneskes kaotiske

opfanger tonaliteten i din stemme og

hverdag. Dette er dog, ifølge Professor

gennem frontkameraet indhentes mi-

Emeritus Shoshana Zuboff, blot et

kroskopiske ansigtsudtryk, som med

røgslør for en langt mere gruopvæk-

algoritmer kan bestemme eksempelvis

kende og allestedsværende skyggeope-

din seksualitet, før du selv ved det. Og

ration – en faustisk pagt først udstedt

det er bare toppen af isbjerget, for det

af Tech-giganter som Google og Face-

er ikke kun din telefon og apps, der

book, der sidenhen har vokset sig til,

overvåger dig. Robotstøvsugere scan-

hvad Zuboff døber Overvågningskapi-

ner vores hjem, Samsung-tv optager

talismens Tidsalder.

os; ure har konstant adgang til vores puls, din bil overvåger ikke blot din

Overvågningskapitalismen er en ny

bevægelse, men også hvor stramt du

æra af kapitalisme, på samme måde

holder om rettet, hvor hurtig din reak-

som 1800-tallets kapitalisme var

tionstid er, hvor meget du trykker på

industrikapitalismens æra. Med ny-

speederen og din vægt. Så snart det

udviklede produktionsmidler og nye

er noget, der har ”smart” foran sig, så

energikilder udøvede industrikapi-

overvåger det dig og indhenter data.

talismen rovdrift på naturen for at masseproducere varer for et grådigt

Denne adfærdsdata indhentet af de

akkumuleringsimperativ. I overvåg-

nye produktionsmidler, smart-devices

ningskapitalismen er råstoffet ikke

og apps, som vi fejlagtigt tror er pro-

længere naturen men menneskers

dukter til og for os, kombineres med

adfærdsdata. Adfærdsdata dækker al

andre produktionsmidler som algorit-

143

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

mer, stor computerkraft og kompleks

Anden del handler om overvågnings-

software, til hvad Zuboff kalder forud-

kapitalismens fremmarch ud i den

sigelsesprodukter. Forudsigelsespro-

virkelige verden, hvor virkelige hand-

dukter forudsiger, og kan i sidste ende

linger, tilværelse, følelser og person-

påvirke vores følelser, humør, holdnin-

lighed overvåges for i sidste ende at få

ger, agens, hverdag, relationer til om-

os til at ”danse”. Tredje del fokuserer

verdenen og meget mere. Disse sælges

på magt, og på hvordan overvågnings-

på et nyt marked, futuresmarkedet,

kapitalismen vil skabe en fremtid,

der er et marked for andre virksom-

hvor individet udviskes, gøres til ”den

heder til at manipulere og styre din

anden” og menneskeheden i stedet ses

adfærd til at købe bestemte produkter

som en stor kollektiv sværm af orga-

og handle på bestemte måder. Futu-

nismer. I sidste ende erstattes politik

resmarkedet og forudsigelsesproduk-

med forudbestemte planer, og indivi-

ter begrænser sig ikke blot til virksom-

det mister sin autonomi, da det redu-

heders profitbegær, men bruges også

ceres til en del af helheden og i sidste

af politikere til valg. Trump, Obama

ende undermineres de demokratiske

og ’Leave’-kampagnen ved Brexit har

tanker, vi har etableret de sidste man-

alle brugt forudsigelsesprodukter til

ge århundreder, til fordel for en mar-

at fremme deres politiske valg. I sidste

kedslogik.

ende er denne nye overvågningskapitalisme en trussel mod demokratiet og

Der er ingen tvivl om, at Zuboff er

i forlængelse heraf ideen om individet

belæst, og man mærker hendes viden

og dets autonomi.

i det væld af forskellige fagtraditioner, hun trækker på så som økonomi,

Overvågningskapitalismens Tidsalder

teknologi, datalogi, historie, psyko-

er struktureret i 3 dele. Første del

logi, samfundsvidenskaber, sociologi

redegør for de historiske, teknologi-

og filosofi mm. Hendes kortlægning

ske og ideologiske forhold, som var et

af overvågningskapitalismen som vor

frodigt fundament for opstanden af

tids episteme, ideologi, eller Den Store

overvågningskapitalismen. Samtidigt

Anden (hvad end man kalder det) med

uddybes hvordan overvågningskapi-

op til 1200 varierende kilder alt fra

talismen agerer på markedet ved at

akademisk teori og forskningsartik-

indhente, udkonkurrere, skjule og

ler inden for ovennævnte fagområder

befæste infrastrukturer for mere data.

til nyhedsartikler, retssagsjournaler,

144

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

interviews, kvantitativ og kvalitative

innovations- og teknologiromantiske

undersøgelse samt skønlitteratur – er

uundgåeligheds-narrativ, som Mark

udtryk for en håndfast, velbalanceret,

Zuckerberg og deslige vil have os til at

professionel og fremragende definition

abonnere på.

på et bæst uden fortilfælde. Som afslutning på denne anmeldelse, At overvågningskapitalismen er uden

der grundet Zuboffs smittende indig-

fortilfælde, er nok grunden til bogens

nation vist også er blevet til en form

længde på 600 sider, der til tider kan

for politisk kommentar, vil jeg citere et

virke uoverkommelig. Selvom hun gør

spørgsmål, som Zuboff selv stiller, og

meget for at forklare det uden fortil-

som jeg håber vil skabe eftertanke hos

fælde pædagogisk, blev jeg tabt et par

læserne:

gange, især da det blev mere teknologisk tungt ift. eks. cookies, og hvor-

“[Industrikapitalis-

dan dataindsamling konkret fungerer,

mens] arv i form af

men også grundet længden, da det

klimakaos fylder os

kan virke som om, hun foretager flere

med fortvivlelse, angst

unødvendige sidespor. Sidesporene

og frygt. Efterhånden

er dog nødvendige, når projektet er at

som overvågningskapi-

forstå noget, som ikke hidtil har været

talismen bliver vor tids

forståeligt.

dominerende form for informationskapitalis-

Det er ikke uden grund, at flere har

me, hvilken ny arv af

kaldt Zuboff det 21. århundredes Karl

skader og fortrydelse

Marx, da hun med Overvågningskapi-

kommer det så til at

talismens Tidsalder har grebet godt og

skabe for kommende

grundigt fat om bæstet – der opererer

generationer?”

i skyggen under vores senge, og, som en ulv i fåreklæder påvirker den politiske og offentlige debat herom – for så at hive det frem i lyset og begrebsliggøre det uden fortilfælde. Hermed har hun etableret den demokratisk

Shoshana Zuboff Overvågningskapitalismens tidsalder Informations Forlag 700 sider Vejl. pris: 399,95,-

nødvendige modfortælling til det

145

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Kan Boström uden Knausgård? Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Litteraturteoretikeren Gérad Genette

på. Her behandles hun med elektro-

er berømt for sin teori om paratekster,

chok for svær angst, depression og

der på engelsk har undertitlen The

selvmordstanker. En bivirkning ved

Thresholds of Interpretation. Denne

behandlingen er angiveligt midlerti-

teori beror på grundantagelsen, at

dig tab af hukommelse og minder. Og

omverdenen, dvs. det væld af andre

som jeg’et pointerer, er netop hukom-

tekster, der på den ene eller anden

melsen og minderne essentielle for

måde forbindes til hovedteksten, har

en forfatter. Det meste af romanen er

en medbetydning ift., hvordan vi for-

en vekselvirkning mellem scener fra

tolker og læser hovedteksten. Dette

den psykiatriske afdeling, barndoms-

tekstforhold har især været afgøren-

minder, minder om hendes familie og

de for min læsning og anmeldelse af

skilsmissen fra hendes mand. Både

Linda Boström Knausgårds autofiktive

barndomsminderne, beskrivelserne

roman Oktoberbarn, da hun ikke bare

fra fabrikken og forholdet til eksman-

er ekskone til, men også en vigtig del

den er lyspunkter i romanen, da de er

af eksmanden Karl Ove Knausgårds

velskrevet og spændende. Især gibber

magnum-opus: Min Kamp. En roman,

det lidt i mig, hver gang der kommer

som jeg kn(a)us-elsker. Der er da også

et overlap til Min Kamp, og jeg vil

store overlap mellem Oktoberbarn og

mene, at de overlap, der er, sagtens

dele af Min Kamp, og det ville være for-

kan fungere elegant og autonomt fra

uroligende naivt af mig som anmelder,

resten af Knausgård-fænomenet.

hvis ikke jeg forholdt mig bevidst til

Fortællesituationen er et jeg, som of-

dette. Man kunne derfor frygte, at den

test fortæller til et vekslende du. Netop

eneste kvalitet, der er i romanen, eller

dette du, der veksler mellem at være

som jeg fokuserer på, udelukkende vil

eksmanden, læseren, karakterer og til

være som et supplement til eksman-

tider Linda selv, fungerer godt som en

dens litteratur.

måde at forholde sig til det komplicerede tekstforhold beskrevet ovenfor.

Oktoberbarn starter på en psykiatrisk

Ved at inkludere så mange forskellige

afdeling, som forfatteren har døbt

instanser i du’et formår hun på sin vis

Fabrikken, hvor jeg’et befinder sig

at negligere og minimere Knausgård.

146

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

At du’et er vekslende hele vejen gen-

virker dog ikke helt til, at Boström

nem romanen, er ikke til gene, for det

lykkedes med at tage magten tilbage

hænger fint sammen med mindernes

over sine minder, for hendes roman

flygtighed forårsaget af elektrochock-

er hele vejen igennem fragmenteret i

behandlingen, der er romanens hoved-

tid, rum, jeg og du. Afslutningsvis får

tema.

man aldrig helt afgjort, hvorvidt elektrochokbehandlingen var til det bedre

På sin vis minder romanen om et form

eller værre. Hun forsøger i midten af

for vidnesbyrd fra psykiatriens elek-

romanen at begå selvmord, og efter-

trochokbehandling. Ikke nok med at

som dette ikke sker sidenhen, kan

jeg’et bliver umyndiggjort, hun kan

man spørge sig selv, om behandlingen

også til hver en tid blive behandlet

ikke har virket? Er det så et vidnes-

med eletrochock eller beroligende

byrd, hvis ikke man kan sige, der har

medicin. Hun taber selve sin identitet

været en ’forbrydelse’ at være vidne

i hukommelsestabet. Vidnesbyrdet er

til? Er hendes vidnesbyrd så bare et

af Fabrikkens (psykiatriens) brug af

portræt af psykiatrien? I så fald er

elektrochokbehandling. Spørgsmålet

det ikke helt nok i sig selv, synes jeg.

er om vidnesbyrdet er vellykket?

I modsætning til Levi, hvor sproget

Man kan sammenligne værket med en

netop er magtværktøjet, han vrister

af de største vidnesbyrdforfattere Pri-

sin menneskelighed tilbage med, så

mo Levi med Hvis dette er et menneske

mimer sproget og formen hos Boström

(1947), som handler om en fundamen-

netop det, hun har mistet. De to ting

tal generhvervelse af mennesket! Levi

smelter sammen, og hun forbliver

bruger selve sproget til at re-humani-

magtesløs over for Fabrikken og hu-

sere den de-humanisering, kz-lejrene

kommelsestabet. På sin vis forløses

udøvede gennem deres arkitektoniske

temaet og konflikten om elektrochock

og institutionelle betegnelse af jø-

og de tabte minder ikke.

derne. Levi giver med sit vidnesbyrd fortalt med sproget og ordet, magten

På den anden side generobrer- og er-

og sin identitet tilbage til sig selv frem

hverver Boström sin litterære identitet

for at være et tilfældigt tal i en na-

fra eksmanden, og det er ved, under-

zists optegnelse. Oktoberbarn handler

ligt nok, at drage læseren (mig) ind på

om en generhvervelse af minderne

grund af den eksmand. Man kunne

som fundament for mennesket. Det

spørge sig selv, om det er grunden til

147

K ULTU R & KRI T I K inklusionen af Knausgård, såvel som at hun har beholdt hans efternavn efter skilsmissen? I så fald forholder hun sig elegant til Knausgårds Min Kamp. Betragtningerne om barndommen, psykiatrien og skilsmissen er fængende og spændende. Det står dog hen i det uvisse, hvilket opgør hun tager med psykiatrien, og en forløsning på dette kunne havde været kærkommen.

Linda Broström Knausgård Oktoberbarn Oversat af Charlotte Glahn Lindhart og Ringhof 163 sider Vejl. pris: 199,95,-

148

Anmeldelse

TE MA FOR NÆ STE NU MME R

Manifest ”… offentlig erklæring om éns synspunkter og mål inden for et bestemt, ofte politisk eller kunstnerisk, område” – Den Danske Ordbog. VISIR har skrevet sit eget manifest som lanceres i VISIR#89 der passende har temaet: MANIFEST. VISIR skriver sig derfor ind i en lang tradition af andre manifester – både kunstneriske manifester som det futuristiske, surrealistiske eller dadaistiske, men også ideologiske som det gode gamle Kommunistiske Manifest, og eksempelvis også det væld af dugfriske feministiske manifester. Så har du et begær for revolutionært at ”erklære dine synspunkter og mål” så tøv ikke med at sende dit eget manifest ind! Men mindre kan også gøre det – måske har du en god eksamensopgave om avantgarde-manifester og kunstretninger fra 20’erne? En stor viden om dogme95 du brænder inde med at formidle til andre? Eller måske kan du prøve at skrive en kreativ tekst ud fra et af de kunstneriske manifester, eller bare en novelle om manifester? Vi byder desuden alle marxistiske læsninger, af den nye såvel som den gamle skole, velkommen. Mulighederne er mange, og man kan sågar slippe afsted med bare ’at manifestere’ et bidrag i en mail, og sende den til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er søndag d. 15/11 2020.

149

VISIR #88

Articles inside

Tema for næste nummer

Kan Boström uden Knausgård?

Det 21. århundredes faustiske pagt

hjernen sin flamme” Tiden flyder hypnotiserende afsted

Kunstnerportræt: In Nolan we trust

mens dramaturgien ryger i svinget Umiddelbart alt kan væves ind i

neskets kosmiske ligegyldighed “Ud gennem mundens dør / blæste

Et velplaceret slag i maven over men

Direkte, ærligt og Thomas Helmig

Antigone: mellem sorg, substantiali

tet og smerte Ridder Regn

gen Atomiske Rejemadder

noget på hjertet? Hvem taler man til, når man taler

KulturFokus: Mikroforlag

Kultur og kritik Sønderbombende og dybt bevægende dokumentar er en kakifrugt i ruiner

ne af den syriske borgerkrig Der er penge på lommen, men er der

Da Shirley Jackson gik i glemmebo

You shall teach me

Leder En ode til forhindringer

Forskerfokus

Kaserneperspektiv

En omvej forbi AAU

Indtil vi ses igen

Foreningsportræt: Kaserne Caféen

Ny på kasernen

Visir har brug for dig

Siden sidst

De studerende synes

Redaktionen anbefaler