hjernen sin flamme” Tiden flyder hypnotiserende afsted

Tiden flyder hypnotiserende afsted mens dramaturgien ryger i svinget Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Når man hører at, ikke bare en stor Blockbuster-film men en Nolan-film, skal optages i Danmark, vil man med det samme spekulere over, hvor i Danmark dette skal foregå? At det så er på Lolland (det gudsforladte sted) optagelserne finder sted, er som et ægte Nolansk plottwist – for hvad fanden er der at optage på Lolland, vil nogen nok spørge? Spørger man lokalbefolkningen (eller dvs. tidligere lokalbefolkning (undertegnede)) kan man med snilde nævne alle de pæne naturområder, Knuthenborg Safaripark og sukkerroemarkerne, men man kan også, som Nolan, vælge at optage sydhavsøernes havområder og vindmøllerne heromkring. Tenet handler om CIA-agenten, med det metaklingende navn ’The Protagonist’ (John David Washington), der bliver givet en hemmelig mission, hvor han først skal efterforske og siden forhindre en mulig tredje verdenskrig. En forsker fra fremtiden har opfundet teknologi til at omvende (inversion) en tings entropi – som jeg forstår det, betyder det, at man kan få objekter til at bevæge sig baglæns i tid, mens omgivelserne bevæger sig forlæns og vice versa. Denne teknologi kan dog også bruges til masseudryddelse af ikke bare menneskeheden på et givent tidspunkt i historien, men på alle tidspunkter i menneskehedens historie. Sammen med Neil (Robert Pattinson) og Kat (Elizabeth Debicki) skal de forhindre russeren Sator (Kenneth Branagh) i at begå massemord gennem hele menneskehedens historie. Sator er hyret af fremtidens mennesker til at myrde fortidens mennesker grundet fremtidens klimakaos. Det er nok den simpleste forklaring på plottet, jeg kan give. Hele filmens grundlæggende koncept omkring ’inversion’ giver nogle formidable og originale actionsekvenser, hvor enten en karakter eller et objekt kører forlæns og omgivelserne baglæns, eller omvendt. Til tider mødes to karakterer så, hvor den ene er forlæns og den anden er baglæns for så at udspille en kampscene, og senere i filmen kan man så gennemleve samme sekvens igen, men fra det andet perspektiv. Sågar oplever man i filmens klimaks ovennævnte men 131

samtidig gennem en krydsklipning i handlingen. Dvs. på en og samme tid ser man eksempelvis en bygning implodere og eksplodere. Forstår du ikke min beskrivelse er det fair, da man bliver nødt til at opleve disse visuelt originale scener, for de kan ikke beskrives med ord. At scenerne er optaget med praktiske effekter og en sammenklipning af indstillinger, der både er optaget og afspillet forlæns og baglæns – ja, dvs. at skuespillerne har måtte lære kampscenerne både forlæns og baglæns – er hypnotiserende bjergtagende og nok i sig selv til at ville se filmen en gang til. Nolans instruktion af de originale og betagende actionsekvenser er automatisk fyldt med spænding samt visuel og filmisk indlevelse. Desværre halter spændingen og indlevelsen efter i forhold til karaktererne, da disse og filmens dramaturgi er klodset og delvist glemt. Den tunge og komplekse eksposition i forhold til hele inversion/ entropikonceptet og de mange tidsskift gør filmens plot svært at følge. Nolan er selvfølgelig kendt for sine komplekse film, ikke blot hvad angår selve rækkefølgen filmens handlinger udfolder sig i, der sjældent er kronologisk, men også i selve filmens koncepter. Inception (2010) og Interstellar (2014) arbejder begge med komplekse koncepter der er definerende for filmen: Inception i forhold til drømme og bevidstheder, Interstellar i forhold til kvantefysik og dimensioner. Hvis man holder tungen lige i munden, kan man følge Nolans tunge eksposition, men når man mangler en indlevelse i karaktererne, som i Tenet, hvor vi ikke rigtigt får forklaret eller vist deres motivation, bliver ekspositionsscenerne pludseligt meget tunge og langtrukne. I modsætning til Inception og Interstellar hvor man klart forstod Cobb og Coopers motivation for at komme hjem til deres børn, så er karaktererne i Tenet overfladiske brikker i et stort eksplosivt skakspil. Inception og Interstellar formår at balancere karaktererne, dramaturgien og de komplekse og ekspositionstunge koncepter, der danner grundlag for Nolans vilde set-pieces og filmiske sekvenser. Tenet mangler desværre den balancegang, og jeg har på fornemmelsen, at Nolan er en bedre instruktør end manuskriptforfatter, da mange af hans andre film oftest er skrevet i samarbejde med en anden manuskriptforfatter – oftest broderen Jonathan Nolan, som de sidste par år har haft travlt med Westworld og derfor overladt storebror Nolan til sig selv. Selvom actionsekvenserne i deres filmiske essens er betagende og

grund nok i sig selv til at se filmen, ville hele filmen, som et narrativ, have gavn af et strammere manuskript med en tydeligere dramatisk udvikling forbundet med mere ’menneskelige’ karakterer. På trods af sparsommeligheden i forhold til karaktererne, formår John David Washington og Robert Pattinson at stjæle billedet i samtlige scener, de er med i – især Pattinson. Som altid brillerer Nolan filmisk og effektmæssigt med originale set-pieces og storslåede episke billeder. Han er fortsat et filmisk unikum i Hollywood, der får alle de penge han peger på, uden indblanding fra de markeds-positivistiske producenter.

Christopher Nolan Tenet 150 min. Vises i CinemaxX Aarhus