gen Atomiske Rejemadder

Atomiske Rejemadder Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Med udgangspunkt i novellen “Atomiske Rejemadder” bedes du besvare følgende problemformulering. Omfang 4-6 sider.

Problemformulering: Hvilken rolle spiller giraffen i Valdemar M. R. Lenschows novelle “Atomiske Rejemadder” (2020), og hvordan skal den forstås i kontekst af Mortens manglende interesse for jazzmusik?

Atomiske Rejemadder

Det er spøjst. Jeg har svært ved at tro, at nogen i fortiden forestillede sig, at verden ville ende som den gjorde. Dengang talte de om pandemier, global opvarmning, verdenskrig, naturkatastrofer, informationssammenbrud og oversvømmelse. Ingen af dem havde nogen idé, om at løsningen måske kunne have ligget i at spise lidt færre rejemadder. Nu siger jeg dengang, men i grunden er det jo ikke længe siden. Kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer “dengang”. Selv bruger jeg nok mest betegnelsen for alt, der kommer forud for øjeblikket, hvor hele min verdensopfattelse blev gjort til en dårlig vittighed. Sådan tror jeg, at de fleste havde det. Glem alt om Jesus og den franske revolution, nej, dette var øjeblikket, hvor man bør lave et skel imellem alt, der kommer før, og alt der kommer efter. Der findes kun f.r. og e.r.. Det vil sige “før rejerne” og “efter rejerne”.

Deres første angreb kom selvfølgelig som lidt af et chok. Jeg mener, hvem havde set det komme. Nok ikke en levende sjæl. Vi var så optaget af at kæmpe imod hinanden og bekymre os om andre problemer, at vi nærmest fortrængte det, da rejerne sprængte Washington DC, Moskva og Horsens i luften. Sikkert også nogle andre steder, men hvem går op i det. Det hele virkede jo lidt som en syret drøm eller en meget gennemført vittighed. Selv var jeg overbevist om, at det var et satireprogram, jeg så, da nyhederne først ramte min skærm. Men nej, det var sgu rejerne. Forbandede skaldyr. Eller er de overhovedet skaldyr? Lige meget.

De havde åbenbart udviklet atomvåben, og nu var de klar til at sikre sig verdensherredømmet. Her vidste vi end ikke, at de havde opfundet et skriftsprog eller det periodiske system for den sags skyld, og så har de pludseligt masseødelæggelsesvåben. Hvem kunne have vidst det? Deres første budskab gik ikke helt igennem, men efter et par atomiske beskeder til, lykkedes det dem at kommunikere det. Vi kunne lige så godt tage og pakke os, for nu var en ny dominerende art kommet frem.

Det tog sin tid før forhandlingerne kom i gang. Først var der rejesproget, der skulle læres, for selv efter at have studeret menneskeheden i flere år, var det kun lykkedes rejerne at lære portugisisk, hvorefter de havde sprunget Portugal til atomer. Måske ikke den bedste taktiske beslutning, men de var nok blevet trætte af at lytte til sproget efterhånden. Processen har formentligt været besværlig, men takket være en håndfuld krigsfanger fra rejecivilisationen og en tidligere, men pludseligt arbejdsløs portugisisk turistguide, lykkedes det et trænet hold af lingvister, sprogforskere og marinebiologer at afkode rejernes gådefulde sprog. Efterfølgende sendte man et budskab til deres udsendinge, der ganske simpelt sagde: “Hvorfor?” Rejerne afbrød deres angreb i en måneds tid, imens de grundigt overvejede deres svar. Det endte med at lyde: ”Fordi!” Det skal siges, at rejesproget ikke har mange ord, men hvert enkelt kan indeholde mange nuancer og tolkningsmåder, alt efter den skratten, man lægger i det.

Denne kommunikation fortsatte i en tid, hvor vi fik lov til at komme os lidt over de pludselige angreb og tænke nærmere over situationen. Til sidst fik vi et helt konkret svar. Rejernes religion fortalte dem, at rugbrød, mayonnaise og dild var en treenighed af ondskab, og at det var den ultimative hån, når menneskeheden fortærede rejernes døde slægtninge i kombination med disse. Selve drabene var de selvfølgelig heller ikke glade for, men jeg tror nu det var

hele pakken, der gjorde dem vrede. Hvis blot vi havde vist det. De menneskelige diplomater svor aldrig at skade en reje nogensinde igen, og at hele menneskeheden ville udvise deres medborgere på planeten en tilsvarende respekt. “Men hvorfor?” var rejernes svar. “Fordi vi ønsker at leve i fred og fordragelighed med jer” svarede menneskene, “vi vil dele planeten og leve i harmoni.” “Men hvorfor?” fortsatte rejerne. “Vi kan lære fra hinanden” insisterede menneskene, “vores kultur og civilisation har måske noget at tilbyde jer, og I kan til gengæld lære os meget – uden tvivl.” “Lære” sagde rejerne betænksomt, og i ren forvirring sprang de Johannesburg i luften, før de indså, at forhandlingerne endnu var i gang. “Lære – undskyld – lær os at lære.” Resultatet blev, at en række rejeambassadører drog op til overfladen for at vurdere, om vi, menneskeheden, havde noget at byde på. Én reje drog til hvert land, hvor den skulle opholde sig en uge i selskab med statsministeren, en kunstner, en historiker, en videnskabsmand og en journalist, der kunne få lov at skrive om oplevelsen. Selv var jeg en af sidstnævnte indtil for ganske nylig. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg er.

Vores udvalgte reje gik under navnet “Grå #4.345.012”. Den ankom i et lille flyvende boble-skib, der landede på en skraldespand. “Ja” sagde Grå #4.345.012, da den trådte ud. “Jeg værdsætter jeres krigsmonument, der viser underkastelsen af jeres fjender og jeres økologiske dominans. Det er meget charmerende.” Dernæst gik Grå #4.345.012, eller Morten, som jeg døbte den, i gang med at inspicere en tom vandflaske. Jeg ved ikke hvorfor, men denne talende reje slog mig bare som en Morten. Den kulturelle udveksling gik hurtigt i gang, og statsministeren begyndte på en grundig introduktion af både sig selv, resten af holdet og derefter hovedstaden. Vi begyndte derefter en rundtur, hvor hvert gadehjørne nærmest havde sin egen forberedte aktivitet eller lektion. Jeg ville nok selv være blevet en smule overvældet i Mortens situation, men det er svært at afgøre, hvad han tænkte om det hele, for han sagde ikke rigtigt noget.

Først da vi havde været på byvandring i tre timer, og statsministeren efterhånden var grå i hele hovedet efter sine forsøg på at gøre et indtryk, stoppede han op. “Hvad er det?” spurgte han. Vi var på det tidspunkt i parken, ikke så langt fra en legeplads. Historikeren antog, at han refererede til en statue, som denne straks gik i gang med at fortælle historien bag, men Morten fortsatte ligefrem. “Dét” sagde han. Foran ham var et gyngestativ. De andre var for perplekse til at sige noget, så jeg forklarede funktionen. “Jeg vil prøve den” sagde Morten, og han landede sit skib på gyngen. “Skub mig.” Jeg gjorde som der blev sagt, og ingen sagde noget i fem minutter, før han bad mig stoppe igen. “Ja” sagde Morten. “Nu har jeg oplevet to øjeblikke af fornøjelse i dette land. Jeres krigsmonument og så dette. Hvis I er interesserede, udgør det i alt 312 sekunders fornøjelse efter jeres tid. Dog er det kun en procentdel på 2,8% fornøjelse ud af mit ophold her indtil videre. Fortæl mig, om denne statistik kommer til at være repræsentativ for resten af ugen.”

Ved enden af den første dag havde vi kæmpet os ned på 1,3% i stedet, hvilket ikke ligefrem lød lovende. Vi spiste aftensmad med en god udsigt over havet fra en balkon på byens flotteste restaurant. 2,5%. Desværre kom desserten på et rødt fad, hvilket ifølge Morten var en designmæssig forbrydelse. 2,3%. På andendagen fik videnskabsmanden den genistreg at tage Morten hen til den lokale affaldsplads. 5,8%. Dette var det allerbedste krigsmonument, han nogensinde havde set, erklærede han. Vi endte med at tilbringe adskillige timer der, før vi tog videre. Desværre var videnskabsmanden nu blevet kæphøj og vovede at foreslå en tur til et laboratorium, hvor man arbejdede på nye måder at genanvende plastik. 4,3%. Tredjedagen var det historikerens tur til at vælge. Vi kom på museum, besøgte et universitet og fik en rundvisning i en ruin fra 800-tallet. 3,3% var resultatet ved dagens afslutning.

På fjerdedagen var der ved at komme stress på, og det var kunstnerens tur til at vælge. Morten var hverken fan af klassisk musik, jazz eller disko (2,8%), viste det sig. Men af en eller anden årsag fandt han lyden af en elevator, der åbnede, meget dragende, så vi lod ham blot køre op og ned i den i over en times tid, indtil han blev mæt (4,2%). Derefter kom vi på kunstmuseum, men der blev han forvirret af en violet statue af en frigjort slave bundet med lænker af sugerør og spurgte blot, hvorfor der ikke var flere malerier af giraffer. Han blev lidt mere munter, da vi bagefter fik åbnet den zoologiske have, blot for at han kunne få opfyldt sin drøm. Men da han endelig fik giraffen at se, måtte han tænkte sig om et halvt minut. “Hvor er dens fjer?” Vi begyndte femtedagen med en score på 5,7%, hvilket var en ny rekord. Dog var det ikke lovende med tre dage tilbage. Morten havde sovet godt den nat, blev vi informeret. Han ville bare være høflig, hvis vi nu skulle være kommet til at tro, at hans gode humør var vores fortjeneste. Resten af dagen var vi ikke meget heldigere, og vi endte med at være helt nede på 3,3% igen. Jo mindre sagt om sjettedagen jo bedre, så den vil jeg helt undlade at fortælle om, og pludseligt er vi nået frem til dagen i dag – den diplomatiske missions allersidste forsøg på at skabe fred mellem vores civilisation og planetens dominante art.

Videnskabsmanden og statsministeren forlod os den morgen for at lave nogle udregninger og tænke sagen igennem. Jeg har en mistanke om, at de i virkeligheden gav op efter ti minutter, drak sig fulde og startede en affære for at undgå at blive deprimerede. Intet af dette gik efter planen. Men det er nu også svært at planlægge efter at ens handlinger vil få konsekvenser. Kunstneren var også forsvundet med en vodka flaske i den ene hånd og en flot ung herre i den anden, så nu var kun jeg og historikeren tilbage. Det lod til, at resten af verden var i gang med en sidste fest, her før det hele gik under, og af en eller anden årsag stod vi nu med den kedelige opgave. Det var

som at fuldende et brætspil, efter man allerede ved, man har tabt. Morten virkede nu ikke overrasket over 3/5 af bandens fravær. Det var som om, det slet ikke blev registreret. “Hvad skal vi lave i dag?” Spørgsmålet var stillet til mig. Det var første gang, jeg alene havde en samtale med vores gæst. “Det samme som vi laver hver aften” fortalte jeg Morten, “forsøge på at overtage verdensherredømmet.” “Godt” sagde Morten, “jeg var begyndt at tvivle på, om I havde givet op.”

Jeg tog ambassadøren med ud på en lang køretur, imens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Det lod til, at det hele var op til mig af en eller anden årsag. Alle andre var travlt beskæftiget med at lave langt sjovere ting, bortset fra videnskabsmanden, der sad på bagsædet og græd. Morten iagttog ham interesseret. “Jeg vidste ikke, at I kunne regne. Nedstammer I fra skyerne?”

Vi kørte til, vi løb tør for benzin. Derefter vandrede vi til den nærmeste by og søgte ly for regnen på en restaurant. Det var ikke noget særligt charmerende sted, end ikke på den der lidt lusede, men autentiske måde. Intet ved dette sted føltes den mindste smule autentisk. Retterne blev uden tvivl taget fra en køleboks og varmet op i en mikrobølgeovn, tapetet var helt nyt og alligevel møggrimt, et uidentificerbart nærmest genreløst popnummer spillede over højtaleren, og menukortet så ud til at være blevet stykket sammen af en algoritme. Vi var de eneste gæster på stedet. Jeg bestilte en tør salat til mig selv, en pose chips til videnskabsmanden og en fisk til Morten, som selv han ikke kunne identificere. Ikke en eneste ingrediens i denne mad havde været bragt til restauranten i de sidste seks måneder. “Hvor er vi?” spurgte rejen. Jeg fortalte ham, at jeg ærlig talt ikke var sikker. “Hvem byggede dette sted?” spurgte han. Igen måtte jeg være ham svar skyldig. Morten lod ikke til at forstå.

“Hvad er navnet på dette museum?” Det tog nogle forsøg, før han forstod, hvad jeg sagde. Sandheden kom helt bag på ham. Efter at have besøgt så mange navngivne, karakterprægede spisesteder, museer og koncertsale, ja selv skraldepladsen lugtede af personlighed, kom det bag på ham, at der fandtes steder som disse. “Jeg troede I var så anderledes, og alt var særligt. Men I er bare som rejer på landjorden.” “Tja, sådan kan vi vel godt lide at tænke, Morten.” “Morten? Der ser du. Jeg er Grå #4.345.012, og alligevel har du givet mig et navn.” “Det er nemmere.” “Hvorfor?” “Hmm, ja, det er det bare, du ved.” “Det forstår jeg ikke.” “Hmm nej… sig mig, kender du reglerne til Krig?” “Jeg har kendskab til adskillige naturlove” forsikrede Morten mig. Jeg bestilte tre øl og et sæt spillekort, så jeg kunne vise ham, hvad jeg mente. “Det tyder på, at jeg har vundet” informerede rejen mig, da han vendte sit kort og afslørede en konge. “Og du som sagde, du ikke kendte reglerne til Krig.” “Jeg lærer hurtigt når det kommer til nye krigsformer. Selv kort ser det ud til.” “Hmm ja, du tænker hurtigt. Men sig mig, Morten, hvad endte resultatet egentligt med at være på, her en time i lukketid? Jeg er nysgerrig. Har jeg forbedret eller forværret din endelige procentdel af fornøjelse?” Morten behøvede ikke overveje det. “I det store billede er du ligegyldig.” “Av. Nu bliver jeg helt ked af det.” “Lad endelig være med det. I er på 4,7%. Jeg kan fornemme, at din stolthed ville lide, hvis den faldt yderligere.” “Hvor længe er der tilbage?” “Jeg rejser hjem om ti minutter.” “Og hvad så?” “Så ikke noget. Verden fortsætter, og I uddør.”

“Det var det, jeg frygtede. Må jeg stille et sidste spørgsmål?” “Det må du.” “Hvad ville det have krævet for at overbevise dig om at tale for fred?” “Ikke noget” svarede Morten, “det ville have været umuligt.” Den stak mere, end jeg har lyst til at indrømme. “Fordi vi har dræbt så mange af jer for at spise jer?” “Nej. Den bagatel kan vi tilgive. Du skal ikke tro, det handler om, at vi er vrede på jer. Vi vil bare gerne spise jer. Efter kontakt blev etableret, undersøgte en videnskabsreje kemien bag dette rugbrød, mayonnaise og dild, som I har serveret os på før i tiden. De viste sig at være yderst delikate sammen med muteret menneskekød.” “Men jeg troede, det var imod jeres religion at have noget med nogen af de tre ting at gøre! Var det ikke derfor, I bombede os i første omgang?” “Vi har siden gennemgået en reformation bort fra den barbariske tid. Nu vil vi hellere end gerne spise jer. Hvis det er nogen trøst, vil jeg med glæde se frem til at mæske mig i dit kød.” “Det er det faktisk” svarede jeg og slog Grå #4.345.012 ihjel med en lussing. Det er nu fem minutter siden, og jeg sidder stadig ved bordet uden at have rørt mig. Han skulle rejse hjem om fire min., hvis mine beregninger er korrekte. Hvor længe mon det giver mig inden verdens undergang. Jeg rejser mig, samler Morten op og træder ud i køkkenet. I en fryser finder jeg ganske rigtigt en kvart pose frosne rejer på bunden; den mest ulovlige substans på hele planeten i øjeblikket. Som forventet er der også både muggent rugbrød, dild og en halvtom mayonnaise i køleskabet, og jeg går i gang med at tilberede. Videnskabsmanden ligger og sover. Han ser ud som om, han kunne trænge til noget at spise. Hvis han når at vågne op, inden Jorden går under, kan det være, jeg deler med ham. Han har nok ikke længe. Selvom jeg ved jo godt ved, hvad jeg skal gøre, googler jeg for en sikkerheds skyld opskriften: 1. Rist rugbrød på panden i smør eller olie. 2. Hak dild fint og rør det sammen med mayonnaisen. 3. Smag til med salt og peber.

4. Skær tomat i tynde skiver. 5. Skyl salaten let. 6. Anret på rugbrødet og dryp med citronsaft. Rejemadden kan både anvendes som lækker forret eller hurtig frokost.

Pokkers. Jeg har ikke nogen citroner.