En omvej forbi AAU

En omvej forbi AAU Af Linnea la Cour Brag

Jeg er vokset op i en verden, der har fortalt mig, at jeg har travlt. I en verden, hvor man vælger en vej og tilrettelægger ruten ud fra målet, inden man begynder at gå. I en verden, hvor ens skridt virker afgørende. Hvor ens skridt gerne skal bære frugt. Hvor man skal holde tungen lige i munden og blikket rettet fremad. Jeg er vokset op i en verden, som slet ikke taler om omveje som veje, man har lyst til at gå på.

Sidste sommer mistede jeg den standby-plads, jeg havde ventet på i et år, på den uddannelse jeg havde planlagt min rute ud fra. Jeg havde gået tre år og opbygget en appetit på læsning, brugt et år på at falde til i Aarhus, brugt fire måneder på at renovere mit hjem 5 minutter fra universitetet. Og dér - midt i fokusset på at få en ordentlig tilværelse klar inden studiet, glemte jeg studiet. Glemte at læse det med småt, at tjekke e-boks - at genansøge til den uddannelse, jeg omhyggeligt havde planlagt alt andet efter.

En tidlig aften, den sommer, sad jeg opgivende i min mormors havestol, mens vi spiste kold suppe. Følte mig som en falliterklæring i voksenlivet, udmagret efter en sommer i støv, kaos og evig opfølgning på renoveringen - og en dom fra AU, jeg nu skulle sluge og afsone. Hun kiggede på mig opløftende og fortalte mig, at hendes liv udelukkende havde bestået af en række tilfældigheder, min mor deriblandt. En umiddelbar gang mellem afspærringer og nye ruter. På lærerseminariet i stedet for sekretæruddannelsen, fordi det lå tættere på. På en koloni et par somre efter stod min morfar i gule badeshorts og et overskæg – og her 53 år efter fejrede vi deres guldbryllup i foråret.

I mangel af bedre, i mangel af tid og energi og ideer, søgte jeg en tilfældig restplads. Aalborg Universitet havde ledige pladser på dansk og anvendt filosofi, og krydset faldt på den sidstnævnte.

Det efterår blev jeg forelsket i filosofiens utydelighed, dens bredde, men også dens nøgternhed. Jeg mødte et sprog for det, jeg tænkte, når jeg halvfuld

zoomede ind på det omkring mig, så op på klar himmel, kiggede mig selv i spejlet for længe: Hvad er alt det her for noget? Jeg opdagede, at skoler er bygget op omkring – og at mennesker har brugt deres liv på de samme tvivl og tanker, som jeg dagligt kunne rende ind i. Fandt teori, der beskrev sammenhænge i det liv, jeg synes var så mærkværdigt og mødte tekster, der kom med bud på mit spørgsmål.

Jeg tror, min mormor prøvede at fortælle mig, at ting ikke behøver gå efter planen, fordi livet finder sted med eller uden den plan. At målet er fatamorgana, og at ens vej er en fortælling, der kun bør fortælles i datid, som man tager skridt og kigger sig over skulderen. Og så er det såmænd lige meget, hvilken type vej det er – genvej eller omvej, lige eller snoet, op eller ned. Jo mere bøvlet, desto bedre er historien - og desto nemmere bliver resten af ruten. Måske der er noget i at minde sig selv om, at omveje også bare er veje, og at livet sgu ikke er en caminorute med udsigtsposter i passende intervaller. Jeg fandt i hvert fald mig selv på et tog fire gange om ugen sidste år, oftest ved en 6-tiden med en tung rygsæk og tørre øjne, og den togrute viste sig at åbne en ny verden på klem og give mig vigtige mennesker. En omvej jeg aldrig selv ville have taget, men i dag virkelig ikke ville være foruden.

Det er sjovt - jeg er vokset op med en verden, der antyder, at det kan betale sig at bruge en helt masse krudt på at udvælge og tilrettelægge den rigtige vej – selvom det også bare er tilfældet, at man kan gå den rigtige vej, når man går den forkerte. Jeg vil se en verden, der fortæller os, at livet ikke er andet end en række følelsesladede, langtrukne, udfordrende og smukke tilfældigheder. En verden, der opmuntrer til omveje, fordi målet finder sted undervejs. Jeg tror, vi ville turde meget mere.