Forskerfokus

ForskerFokus Et interview med ph.d. Sarah Mygind Af Clara Carlsen og Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Drømmer du om at skrive en ph.d.? Er du nysgerrig på, hvad humanistisk forskning er for en størrelse? Gennem dette ForskerFokus bygger VISIR bro mellem Kasernens studerende og Kasernens forskere ved at undersøge, hvordan og hvorfor forskerne er havnet der, og hvor de befinder sig i dag.

Vi har sat adjunkt i børnelitteratur og litteraturhistorie Sarah Mygind i stævne en solrig september formiddag på hendes kontor for at stille hende en række spørgsmål omkring hendes vej til en ph.d.-afhandling.

Jeg sidder her med dig, Sarah Mygind, og du har skrevet en ph.d. om børnelitteratur i transmedial bevægelse og har for nyligt vundet Aarhus Universitets ph.d.-pris 2020. Stort tillykke med det! Jeg tænkte på, om du her til at starte med kunne sætte et par ord på, hvem du er, og hvad dit projekt handler om?

Jamen, jeg er sådan lidt ‘born and bread’ her på Kasernen faktisk. Jeg har en bachelor i litteraturhistorie og humanistisk organisationsudvikling, så jeg har også været en tur på handelshøjskolen og taget fag der. Jeg havde derfor en idé om, at jeg skulle læse økonomi på kandidaten, men det syntes Lis Møller (red. Professor i Litteraturhistorie og ansat på Kasernen) ikke at jeg skulle, og så fik hun mig på en eller anden måde overtalt til, at det var smartere, hvis jeg læste en kandidat i litteraturhistorie, og det viste sig også at være den rigtige beslutning for

mig. Herefter troede jeg egentlig, at jeg var færdig med universitetet og skulle ud i forlagsbranchen og tog derfor til København og fik en projektansættelse på et lille forlag. Det skal også siges, at jeg i min studietid har været tilknyttet Passage (red. akademisk litteraturtidsskrift) som layouter, fordi at arbejdet med grafik, visuelle udtryk og teknologi altid har været noget, jeg har elsket. En dag, mens jeg sad i København, blev jeg så kontaktet af Mads Rosendahl (red. Professor i Litteraturhistorie og ansat på Kasernen), som jeg kendte via Passage. Han sagde, at der skulle laves en opgavebank på universitetet, og at der desuden var en international forfatterscene under opsejling, som universitet skulle være en del af - og om en kombination af disse to projekter var noget jeg kunne være interesseret i? Lige dér tænkte jeg, at en løntilskudsstilling ikke er det mest fantastiske i verden, men på det tidspunkt var jeg rigtig træt af at pendle til København, så jeg sagde ja tak til stillingen og arbejdede så med at udvikle forfatterscenen, som nu hedder Authors in Aarhus, og opgavebanken. Lige pludselig bliver jeg så kontaktet om, at der er blevet slået et ph.d.-opslag op vedrørende børnelitteratur i intermedial perspektiv. Du spurgte også om noget andet, ikke?

Det var, hvad dit projekt handlede om.

Men det var vel egentlig en meget god overgang, fordi jeg blev specifikt kontaktet af Tore Rye Andersen (red. Afdelingsleder på Litteraturhistorie), som har været min specialevejleder. Men jeg forstod simpelthen ikke, hvad det var, han mente med opfordringen, og hvad det var, jeg specifikt havde at byde på. Tore sagde så, at det godt kunne være, at jeg ikke havde beskæftiget mig med børnelitteratur før, men at den vinkel ind i børnelitteraturen, som projektet manglede, netop var dét, jeg havde arbejdet med. Så der så han noget, som jeg ikke selv så. Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg tænkte, at jeg var god nok. Men så fik jeg faktisk lov til at skrive en ansøgning på en måned…

Hold da op!

Ja, men jeg fik så lov til at skrive ansøgningen i min arbejdstid og havde Tore til at læse den igennem. Men det var en ret intensiv måned, ikke? Fordi jeg også lige skulle mærke efter, om det nu var det, jeg skulle.

Det er en vild indgang til det, synes jeg. Det dér med at komme væk fra universitetet og så alligevel komme tilbage igen. Jeg tror, der er mange, der går og frygter, at hvis man tager væk herfra, så kommer man ikke tilbage.

Men det tror jeg også altid at jeg har tænkt faktisk. Også fordi jeg kan huske, at der var nogle stykker på mit kandidathold, hvor jeg tænkte, at det var jo sådan nogle, der bare skulle være forskere. Og det havde jeg ikke sådan tænkt mig selv som. Altså, jeg har altid været mere interesseret i det, der foregik udenfor de mure her. Men det jeg så kunne se med det her børnelitteraturprojekt, det var faktisk, at jeg kunne kombinere de to ting. Fordi at der er noget med det her felt, altså børnelitteraturfeltet, og med den måde, jeg arbejder med det på, som simpelthen bare lægger op til, at man er ude i verden og har kontakt med andre. Men jeg vil også sige, at jeg tror, at hvis det ikke havde været for lige præcis dét projekt, så havde jeg ikke været her. Så det har ikke været noget, jeg skulle partout, og det er det stadigvæk ikke. For det er også rigtig hårdt at være her, og der er mange forventninger, og der er meget arbejde – man er jo altid på arbejde. Nogle forskere snakker om, at det er et kald at forske, men det vil jeg ikke sige. Det handler om, at der skal være noget, man brænder rigtig meget for. Og så skal det være på rimelige vilkår.

Ja, for jeg skulle til at spørge dig, hvad din motivation både fagligt og personligt var for at søge, hvis du netop ikke føler, at det var noget, du bare skulle gøre?

Der er flere ting i det. For det første det, jeg lige snakkede om med at se en mulighed for at have den der kontakt med omverdenen. Desuden forestillede jeg mig ikke, at jeg nødvendigvis var dårligere stillet ude på arbejdsmarkedet af at have beskæftiget mig med dét her. Jeg ved godt, at jeg specialiserer mig yderligere nu, og har specialiseret mig ved både at have post.doc. og adjunktur og sådan noget, ikke? Samtidig er jeg også meget opmærksom på, at jeg har nogle andre kompetencer end forskerkompetencer, og at man som menneske kan lære nye ting uanset, hvor meget ældre, man bliver. Det kan godt være, at det er naivt, men jeg tror også, at det er smart. Jeg har virkelig en grundlæggende idé om, at det er smart at tænke på den måde, for ellers begrænser du dig selv. Det

skal være et aktivt valg at være her hele tiden og hver dag.

Jeg tænkte på, om du kunne uddybe det her med at bruge ‘verden udenfor’ som et led i din forskning?

Det startede faktisk med Litterær kultur (red. fag på kandidatuddannelsen i Litteraturhistorie), som jeg jo også underviser i i dag, hvor jeg skrev eksamen om et lille forlag og greb fat i det her med at kunne interviewe folk – altså simpelthen være ude og snakke med dem. Jeg gjorde det samme igen med mit speciale, hvor jeg skrev om et amerikansk forlag, og hvor jeg søgte penge til at komme til USA for at besøge dem. Så jeg var ovre og interviewe nogle af deres ansatte. Det var vildt fedt, det der med at kunne gå ud og søge den der information, som du ikke kan læse dig til andre steder. Jeg gjorde det samme i min ph.d.-afhandling, og jeg tror egentlig altid, jeg har været interesseret i, hvad de eksterne betingelser har af betydning for det værkinterne. Det, jeg helt overordnet har interesseret mig for, er, hvordan digitalisering påvirker børnelitteratur som en kunstform, hvor jeg så helt specifikt har været inde og kigge på, hvordan børnelitteratur indgår i bevægelser på tværs af medier - hvad er det, der gør, at det her værk udkommer på den måde, som det gør. Den information kan man jo få meget unikt ved at gå til kilden, altså producenterne, og jeg synes, at deres motiver, deres måde at arbejde på, er vanvittigt spændende. Jeg tror, at det sted, jeg har fået det mest udfoldet, er i en artikel, jeg har skrevet om et projekt, der hedder Shanghai 1927 (red. projekt, der gennem forskellige medier formidler, hvordan Kina blev til det land, vi kender i dag), som er produceret her i Aarhus. Her undersøgte jeg, hvordan deres muligheder for at få funding til projekter påvirker den måde, det er udkommet på. Jeg gik også til komponisten, der har lavet musikken til projektet, og snakkede med hende om, hvordan hun har tænkt det her projekt. Det, jeg så fandt ud af, var, at ved at gå til producenterne, ved at gå til de kreative hjerner bag, så får man også informationer, der kan benyttes i vores værkanalyse. Og det er så her, at mit begreb om klyngeværker (red. begreb, der dækker over værker, der udspiller sig på flere medier) opstår – begrebet er altså dukket op ud af en praksis. Og det er den cirkel dér, jeg synes er vanvittigt spændende. Og det er også

den, jeg håber på at kunne komme til at arbejde videre med nu i mit adjunktur. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med udviklingen af samarbejdet – altså at murene ikke er lukkede, og at vi kan indgå i en form for samarbejde med folk ude i verden. Fordi når producenter ude i verden snakker med os, får de lige pludselig sat nye ord på noget. Så det er lidt blevet min kæphest; vi kan også bruges ude i verden. Og lad os nu bare lige snakke om litterater eller vores faglighed, for det er det, jeg ved noget om – men det,

Tre hurtige til Sarah Mygind

J.K. Rowling eller Astrid Lindgren? J.K. Rowling!

The Beatles eller Backstreet Boys? Uh, den er svær! Jeg havde en ting for boybands, da jeg var yngre, så jeg går med Backstreet Boys.

Joy Mogensen eller John Mogensen? John Mogensen! der provokerer mig allermest i hele verden, er, når der er en eller anden litterat, der dukker op og tror, at vedkommende ikke kan noget (latter).

Det virker som om, du går ret kritisk eller i hvert fald reflekteret til måden, som I forsker på her på universitetet, så jeg tænkte på, om du kan sætte nogle ord på, hvor du forestiller dig, at faget er på vej hen, og hvilke udfordringer der eksisterer i øjeblikket?

Jeg tror på vores grundfaglighed, og jeg går ind for ideen om, at faget har to ben: Altså at vi har den mere praktisk orienterede del, der handler om, hvordan litteraturens vilkår er rent praktisk, og også om at være ude og lave projekter. Men denne del fungerer bedst i kombinationen med det andet ben, nemlig den der fordybelse i et fagligt emne. Hvis du vil ud og markedsføre noget, skal du vide, hvad det er, du vil markedsføre. Vi er nødt til at have den faglige ballast, men vi må også åbne skyklapperne, og jeg tror ikke på, at de to ting udelukker hinanden. Det er også derfor, at jeg synes, det er dejligt, at vi er så forskellige her på afdelingen. At vi har de vildeste eksperter på de mest nørdede områder, som til gengæld også kan

komme til mig, hvis de har brug for viden om noget helt andet - vi supplerer hinanden godt. Når det så er sagt, så var der ikke noget, der hed litteraturformidling, da jeg var kandidatstuderende. Så jeg synes, det er fedt, at kandidatuddannelsen har rettet sig mere udadtil. Udfordringen kommer an på, om man tænker udfordringer ‘indadtil’ her på stedet eller ‘udadtil’, når vores kandidater er færdige’?

Ja, der kan man jo argumentere for, at de to ting hænger sammen, men jeg tænker især på konflikten ‘udadtil’, fordi det netop er en tilbagevendende debat, hvad vi kan ‘bruges til’.

Det med at vide, at det, man ved, og det, man kan, har en værdi - det er rigtig vigtigt. Det kræver en selvtillid og et gåpåmod at vælge en uddannelse som litteraturhistorie. Det er modigt, for det kræver, at man er klar til at presse på og se sig selv i et bestemt job. Det er noget man finder, der hvor man har sin interesse som enkeltperson. Man skal også huske, at når man vælger en retning, er det ikke en retning, men en vinkel. Jeg kan nogle gange blive forskrækket, når jeg tænker på, hvad jeg havde af forestillinger om mit arbejdsliv. Jeg troede, at jeg skulle være i forlagsbranchen, men det har jeg bestemt ikke lyst til mere. Så man er nødt til at prøve noget af, ikke mindst bare for at finde ud af hvilke arbejdspladser og arbejdsformer, der passer én godt. Fungerer man bedst når man arbejder alene, eller vil man gerne arbejde med mennesker? Det handler meget om ens personlighed.

Her til sidst vil jeg gerne komme tilbage til, hvordan det er at skrive en ph.d. og være ph.d.-studerende. Kan du nævne, hvad der er det bedste og det værste ved at være ph.d.-studerende?

Det værste er ensomheden. Det er meget ensomt at skrive sådan et projekt - og jeg tror ikke engang, at jeg er en af dem, der har haft det værst. Som de fleste ved, er det ensomt bare at skrive en eksamensopgave, for det er dig, der skal producere den tekst. Det har været det værste for mig. Lige så fedt som det kan være at skrive, lige så forfærdeligt kan det også være. Så for mig er det klart den her proces, der er værst. Det er også svært at finde selvtilliden til at sige ‘nu er det slut, nu må det briste eller bære’. Det bedste er de spændende mennesker, man møder i det internationale net-

værk. Og inden for børnelitteratur er der simpelthen de rareste mennesker i verden. Det er fantastisk. Det er det samme med forskergrupper og netværker, man er en del af - jeg er en del af Center for Litteratur mellem Medier, hvor vi også skriver ting sammen, er på konferencer og så videre. Så alt det sociale - fordi jeg også er en social person - har været det bedste. Har du et godt råd til Kasernens studerende, der overvejer at gå ph.d.-vejen? Jeg er af den holdning, at det er projektet, der skal bære det - ellers er det fandme røv og nøgler. Det er virkelig trægt. Det var projektet, der holdt mig kørende, fordi jeg syntes, det var fedt. Det er jeg taknemmelig for, for ellers var jeg ikke blevet færdig. Og et projekt kan jo udvikle sig. Mit projekt startede med en fodnote i mit speciale. Så den der nysgerrighed er det vigtigste, og det med at finde et område, man har lyst til at arbejde med i lang tid. Man skal ikke blive ph.d. for at blive ph.d. Vejen derhen er også belagt med vejledning fra folk, der ved, hvordan man strikker en god ansøgning sammen. Så tag kontakt til folk, der ved noget mere end dig selv. Tak for det - det var nogle gode råd, og det var godt at høre om et forløb, der faktisk er startet et andet sted end her

på universitetet.