Kontakt redaktionen for at anmode om anmeldereksemplarer/billetter m.m.
REDAKTIONEN
Ninna Rosa Andersen
Smilla Holten
Viktor Holtegaard
Lærke Kramer
Anna Jakobsen
Saga Bech Risør
Emma Marie Thomsen
Kristine Godrum-Overgaard Engholm
Elvira Wiwe Løbner
Kasper Jepsen
Kari Sogner Noonan
Asbjørn H. Gravesen
Peter de Neergaard
Amalie Houen Lyngbak
Sofie Mylliin Rasmussen
OMSLAG & LAYOUT
Sofie Mylliin Rasmussen
BIDRAG
VISIR modtager gerne indlæg og bidrag inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Bidrag sendes til kasernebladetvisir@gmail.com
VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.
Leder
Mød redaktionen
STUDIELIV
Siden sidst...
VISIR anbefaler
En dag i hjertet af Kasernen
Quiz: Gæt en julekalender-sang
Hit med naturen - efterårets oplevelser
Interview med Kasernebaren: Er en ny fest startet?
AU’s studenterforeninger
Essay: Du må gerne blive vred, så lad mig hjælpe dig på vej!
Chat-debat: Kønslig ulighed i musikbranchen
Bog-spot: Bøger der uddanner, udfordrer og inspirerer
Debatindlæg: Jeg kan skyde skylden for alle mine problemer på kapitalismen, og det kan du også
Poor core og Quiet luxury
Kronik: Firkantsfanatisme
Kasernerådet præsenterer: 4 hurtige om ulighed på universitetet
Essay: Fanget i det mandlige blik
BIDRAG
Digt: Oktober er tiden, hvor alting forfalder
Træer og tidsler på vej mod rummet
Novelle: Skolegården
Novelle: Tro
Ufuldendt digt
Novelle: Drift
Novelle: Mødet med en herre fra Grindr
Essay: Sigurd
Et brev til en ven
Kommentar: Cannabis eller kaos?
KULTUR OG KRITIK
20 sekunders kulturoplevelse
Boganmeldelse: Yellowface
Albumanmeldelse: The Record
Albumanmeldelse: MANDEN I MIG
Duraqs, gulddragt og glemte kvinder - NorthSide reportage
Albumanmeldelse: Scarlet
Albumanmeldelse: SCARING THE HOES
Albumanmeldelse: Hvis jeg var en anden
Kulturanmeldelser på Instagram
Tema-teaser: Relationer
At gøre en forskel med apatien som fjende
“Så start dog det ungdomsoprør!” føles det som om, jeg konstant får at vide. Af mine undervisere, af mit ungdomsparti, af mine progressive forældre og af faglitteraturen på mit natbord. Jeg tænker: “Ja mand, jeg gør det!” idet jeg lukker Brightspace-fanen på min computer ned og åbner HBO for at se Carrie spankulere gennem the Upper East Side i et afsnit af Sex and the City, som jeg allerede har set tre gange før. For min dag i dag har jo været lang, siger jeg til mig selv: Forelæsningen gik over tid, mit hoved gør ondt, fordi jeg har drukket mere kaffe end vand, og så er kroppen vist også stadig lidt tung og træt efter en weekend med fuld fart i Kasernebaren og på HeadQuarters. Så “ungdomsoprøret må lige vente til i morgen,” tænker jeg, og pakker apatien ind i en flot sløjfe, som jeg kalder selvomsorg, i et forsøg på at dulme knuden i maven af endnu en aften med dårlig samvittighed.
Som ung i dag, ikke mindst som globaliseret dansker og universitetsstuderende, er det praktisk talt umuligt at løbe fra vidnet om den voksende ulighed i verden. Vi ved mildest talt godt, at den er helt gal. Vi ved, at sygeplejerskerne får honninghjerter, at politiet benytter
etnisk profilering og at der er flere topchefer, der hedder Lars, end der er tilsvarende kvindelige, og her ved vi nok også, at vi langt hen ad vejen har trukket det længste strå: For eksempel ved jeg, at jeg er en heldig ung, hvid, ciskønnet kvinde, der er vokset op i et hjem med kærlighed og fyldte bogreoler, tilmed indkapslet i en rask krop, der altid adlyder. Jeg ved til gengæld også, at I sikkert er pisse trætte af at høre mine og alle andres privilegium-disclaimers. Så hvordan kommer vi nogen vegne i et ledende skriv som dette, hvor vi skal vende verdens uligheder og uretfærdigheder, uden det ender i en galoperende spiral af selvretfærdighed? Hvordan sørger vi for, at vores diskussioner om ulighed ikke kun ender i en dvælen ved, om vi overhovedet må diskutere, når vi nu sidder i et undervisningslokale med en iøjnefaldende manglende tilstedeværelse af mangfoldighed? Må vi diskutere på vegne af mennesker, som er mindre privilegerede end os? Giver vi dem så en stemme, eller tager vi deres stemme? Vil vi overhovedet reelt gøre en forskel eller blot lade som om? Alle disse spørgsmål giver mig lyst til at streame et afsnit Sex and the City mere, for det er nemmere at forholde sig til,
om man er #TeamAiden eller #TeamBig frem for at forholde sig til om man er en selvoptaget zoomer med white savior kompleks, forklædt som ung, aktivistisk studerende. Fordi selvom privilegium-disclaimers efterhånden kan fylde lige så meget som selve diskussionerne, så er faktum bare stadig, at vi er privilegerede, og at vi, trods den danske fortælling om høj social mobilitet, stadig har ulige kår, når det for eksempel gælder uddannelse. Seniorforsker hos VIVE Jens-Peter Thomsen undersøgte sidste år chanceulighederne i at gennemføre en universitetsuddannelse i Danmark ved at kigge på såkaldte akademikerbørn. Altså er tesen, at man som barn af akademikere har større chancer for selv at få en universitetsuddannelse sammenlignet med børn af fag- og ufaglærte forældre. Forskningen påviste - måske ikke overraskende - at uligheden ifølge dette beskrevne barometer er størst på uddannelser som statskundskab og psykologi samt på de kunstneriske uddannelser og institutioner i København og Aarhus: Humanistiske, kreative og samfundsvidenskabelige miljøer, som danner sfæren om de fleste kasernitter. Omend man kan diskutere, at dette kunne skyldes tilfældige, personlige præferencer for netop
disse uddannelser blandt befolkningsgruppen akademikerbørn, så er det svært ikke at lade tankerne drive hen på bourdieuske forestillinger om hjemmets påvirkning og folkeskolesystemets akademisk-favoriserende indretning som mulige (og ulige) forklaringer.
Så her er vi altså, akademikerbørnene og de heldige humanister, som trods privilegier alligevel vil forsøge at vende, dreje og snuse til en brøkdel af det komplekse emne ulighed i denne udgave af VISIR. Vi gør det ikke, fordi vi har alle svarene, og vi gør det bestemt ikke for at redde hele verden. Vi gør det fordi vi kan, vil, og har pligt til det, både for at reflektere over vores eget spejlbillede og bestemt også for at se klarere ud af de duggede ruder, vi står og gemmer os bag. Det er et nænsomt lille slag tilbage i hovedet på den følelse af apati, som normalt stopper os fra at skabe reel forandring, og vi håber, at I vil læse med og måske mærke den der lille ild brænde i jer igen.
God læselyst og god kamp
// Anna Matilde Hveisel Hansen, Ansvarshavende chefredaktør
Hvilken sang giver dig en følelse af håb?
Amalie: ”Prom” af Augustine
Peter: ”Summertime” af The Zombies
Lærke: ”Vienna” af Billy Joel
Sofie: ”Live Well” af Palace
Elvira:
”Alle skuffer over tid” af The Minds of 99
Anna Matilde:
”Under The Table” af Fiona Apple
Kristine: ”Good Days” af SZA
Asbjørn ”Mr. Blue Sky” Electric Light Orchestra
Saga: ”Amarican Teenager” af Ethel Cain
Smilla: ”Tsunami” af Ganger
Lykke: ”Shake It Out” af Florence + The Machine
Anna:
”Er vi to en ting?” af FRAADS
Kari: ”Vanities” af Mary Black
Kasper: ”Backbone” af Gojira
Ninna:
”Du Er Det Bedste Jeg Har” af B-Boys
Emma:
”Tæt På” af Hans Philip
Viktor: ”Nowhere2go” af Earl Sweatshirt
Nicklas:
”Receiving/Giving” af Lucky Lo
Siden sidst...
Af Lykke Friis Medholdt, Æstetik og Kultur
Nye på Kasernen!
Du har måske lagt mærke til en del nye ansigter her på Kasernen, og det er selvfølgelig fordi, der er ankommet en helt ny sending af friske kasernitter. Så hvis du ser nogen gå forbi, som du ikke kender - send dem et smil og måske en varm tanke a la “Ja, Kant er dum og svær - men du skal nok klare det<33”. Hos os i VISIR vil vi i hvert fald gerne byde velkommen til alle de nye studerende fra Dramaturgi, Musikvidenskab, Litteraturhistorie, Kunsthistorie, Æstetik og Kultur og selvfølgelig også alle de søde tilvalgsstuderende
som måske for første gang lægger vejen forbi Kasernen (også selvom I har gået her i nogle måneder når I læser dette)!
Vi er faktisk også så heldige, at flere af de skønne nytilkomne har skrevet artikler til denne udgave af VISIR!
Gå en tur i Haven
Hvis du er ny her på Kasernen, så studser du nok ikke meget over udeområdet foran Foyeren, men for os, som har haft vores dagligdag på Kasernen i noget tid, er det altså en helt ny verden, der er åbnet op for. Udeområdet, som har fået navnet “Haven”, er hen over sommeren
blevet bygget og smukkeseret af et hold seje frivillige, som ikke mente at de 2 bordebænkesæt som hidtil var alt der prydede græsarealet, gjorde at Haven kom til sin ret. Derfor kan vi nu alle nyde godt af de dejlige nye pallemøbler, plantekasser og ikke mindst udendørsscenen - både på en dejlig solskinsdag i frokostpausen, men også når man liiige skal ud og trække lidt luft fordi floor til fredagsbaren blev lidt for varmt.
Opgraderinger i Foyeren
Hvis du ligesom mig gentagne gange har fået et godt og grundigt chok hver gang du har skulle træde ind i Foyeren, og døren på meget chokerende vis har været ved at smække op i hovedet på dig, så har du nok undret dig over hvorfor i alverden døren pludselig er begyndt på det. Men det er et tiltag som er blevet taget på uni for at gøre vores faciliteter mere handicapvenlige - bl.a. ved at have flere automatiske døre. Og det kan man jo ikke brokke sig over!
Kasernebroen
Og mere nyt, nyt, nyt: Den tidligere KaserneCafé har nemlig fået et rebrand
og hedder nu Kasernebroen, bedre kendt som “Broen” i daglig tale blandt kasernitterne.
Den tidligere ejer sagde farvel og tak lige inden sommeren, men heldigvis kom der nye til, som har fået stablet Broen på benene. De søde frivillige, som disker op med kaffe, morgenboller og scones, kalder sig selv for mumrikkerne, og de står klar bag disken mellem 8 og 11 i hverdagen. Derudover ligger Broen også lokaler til diverse arrangementer såsom Lindy Hop og Dragbingo samt andre hyggelige arrangementer.
Så smut forbi og sig hej!
Den nye kandidatreform - hvornår rammer den?
I juni måned præsenterede regeringen den nye reform for kandidatuddannelserne. Ambitionerne med denne reform er, at 10% af kandidatuddannelserne skal forkortes fra 2 år til 1 år og 3 måneder, og at 20% af de nuværende kandidatuddannelser bliver til erhvervskandidater. Hvis du nu læser dette og frygter for din egen kandidat, kan du dog slå koldt vand i blodet. Det er nemlig først fra 2028 og 2030, at denne reform træder i kraft. Dog er en del af denne reform også, at tilgangen til bacheloruddannelserne bliver skåret i med 8% - og dette
træder allerede i kraft fra 2025. Det vil sige, at der i 2025 kommer til at starte 2700 færre på bacheloruddannelserne, end der gør i dag.
Dette sker for at finansiere at vi får flere sygeplejersker, håndværkere, pædagoger og socialrådgivere på arbejdsmarkedet.
VISIR anbefaler...
At tage alle dine venner med ind og se KaserneRevyen
At skrive et brev og sende til din ven
At klappe dig selv på skulderen over at stå tidligt op i vintermørket
At se mere DR TV
At starte lidt før på julehyggen for at mildne eksamenstiden
At købe et øl-klippekort til Kasernebaren
Langsommelighed
Strømpebukser under buksen i kulden
At droppe årets julegave-shopping og lave hjemmelavede gaver i stedet
At bruge tandtråd (og prioriter dine dyrebare SU-kroner på tandlægen!)
VISIR anbefaler ikke...
At droppe sikkerhedsbrillen til nytår, bare fordi de ikke er seje
Rema 1000s egen mayonnaise og rispapirruller
Dobbelts-snusning (eller snus generelt)
At opretholde patriarkatet
At simpe for din arbejdsgiver
At klappe efter undervisningen er slut
Alvin og de frække jordegern 4
At smide brugte batterier i restaffald
At være inaktiv i Kaserne-foreningerne
At få Chat GPT til at skrive dine eksamener
En dag i hjertet af Kasernen
Af Anna Jakobsen, Æstetik og Kultur
En reportage fra Kasernefestival 2023
Fredag den 29. september kl. 14 væltede hegnet, og de studerende på Kasernen blev endnu engang samlet til den årlige Kasernefestival. En festival af studerende for studerende, hvor man mødes på tværs af studier til en festlig dag væk fra semesteret og alle dets bøger.
Hvis du endnu ikke ved, hvad det er jeg taler om, kan jeg fortælle dig, at Kasernefestivalen er en gratis endagsfestival for studerende på Kasernen. Her introduceres frivillige foreninger, der knytter sig til Kasernen og Aarhus Universitet, og som du derfor kan blive medlem af. Derudover er det også en festival med livemusik, fredagsbar, madboder, kulturelle oplevelser og kæmpe, kæmpe hygge!
Kasernefestivalen har et stort hjerte, der banker for foreningerne. Det er nemlig en festival, der er skabt på baggrund af at samle dem. Det er dog ikke bare for at rekruttere nye medlemmer, men for at inddrage og møde folk hvor de er, i fællesskabet og i nysgerrigheden. Her bliver man ikke kun mødt af info og flyers, men også af inddragende aktiviteter og oplevelser, med passion og frivillighed i fokus.
Foreninger du kunne møde til Kasernefestival 2023: Kasernebroen, Kasernebaren, VISIR, Apéritif, KaserneRevyen, Dramaturgisk Eventforening, Kasernefestival, ÆKKO, FIMS (Musikvidenskabs festudvalg), Musikstuderendes kor, Projekt224, Quonga, Studievejledningen, Kulturkapellet Aarhus, Kasernerådet, Studenterrådet, HUMBUG, Podcasten Griner Hele Vejen Til Branchen og WondAros.
Der foregik mange spændende ting i løbet af dagen, blandt andet maling af kopper, collager, hakkebod, podcast, konkurrencer og meget mere.
Som højdepunkt på dagen vil jeg fremhæve pizza-spisning (fra Pizza Boys) og øl til lyden af sød jazzmusik af De 4 Maver. Dog håber jeg heller ikke, at du
gik glip af musikprogrammets hovednavn, Tredjeperson. Tredjepersons vanvittige show skabte nemlig en atmosfære og energi, man ikke kan andet end at længes tilbage til.
Derudover kunne du også opleve energisk, dybfølt musik fra bandet Omvændt, som spillede deres debutkoncert på festivalen, samt Big Bang Jazz Orchestra, der formåede at løfte stemningen helt i vejret. Derudover var der en lækker smagsprøve fra sidste semesters KaserneRevy, det atmosfæriske, alternative rockband Moebius, samt det instrumentale funk-/fusionsband Frequens. Alt i alt en sprudlende musikalsk sammensætning.
På trods af at vejrguderne bragte os regn og blæst på denne efterårsdag, holdt de mange frivillige ildsjæle humøret oppe. Aftenen endte trods alt med en øl under de farvede lyskæder med den stjerneklare himmel foroven, hvor man for alvor kunne mærke kærligheden sprede sig mellem kasernitterne.
Jeg kan i hvert fald kun anbefale dig at tage dine studiekammerater under armen og komme forbi næste år! MEN du kan også allerede nu melde dig til som frivillig. Så hvis du har en lille festivalarrangør i maven, må du
endelig ikke tøve med at skrive til mailen kasernefestival@gmail.com! Vi glæder os til at have dig med!
Psssttttt husk lige at følge os på @ kasernefestival <3
(Fotos af Nicolai Hildebrand og Emil Richard)
Hit med naturen - efterårets oplevelser
Af Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik og Kultur
Riis Skov Uglen
Hvis du aldrig har hørt om Riis Skov Uglen, så er det på tide! Der bor nemlig en natugle i Riis Skov, og jeg har faktisk ladet mig fortælle, at der efter sigende skulle være mere end én. Er man i nærheden af skoven eft er solnedgang, kan man endda høre dem kalde på hinanden! Hvis du heller ikke har set en ugle før, så er det jo den perfekte mulighed. Den, jeg har set, sidder nemlig i dagtimerne i sprækken af en træstamme.
Stockfoto af natugle
I starten af Riis Skov er der et oversigtskort, som gør mine anvisninger lidt nemmere at følge. For at finde ugletræet skal du fra indgangen ved Dronning Margrethesvej/Trøjborgvej gå ad Slangestien langs skrænten med udsigt til vandet. Her skal du gå forbi Meteorstenen og Dronning Margrethe-stenen,
hvor du følger stiens naturlige drejning. Når du så når hen til krydset, hvor Slangestien møder Midterstien, så er det træet til højre for dig. Foran træet er der en bæk uden vand. Følg stammen op, og når stammen deler sig i to, skal du lade dine øjne følge stammen til venstre, som har en sprække i sig. Det kan være en god idé at gå lidt ind under træet for at få bedre udsyn. Hvis du står der længe nok, kan du være heldig, at en forbipasserende spørger: “Er uglen tilbage?”. Den sidder i dagtimerne i samme træ uden for yngleperioden, da natugler er meget loyale overfor deres yndlingstræer, så den kan ses indtil marts. Uglen er rigtig god til at camouflere sig, men dens kugleform og sagte bevægelser er et kæmpe giveaway. Tillykke! Du har nu set en ugle.
Svampesafari
Alle ved, at svampesankning kan være en farlig hobby at kaste sig ud i. Derfor foreslår jeg i stedet svampesafari. Der er bare noget fascinerende ved at kigge på svampe. Personligt vil jeg anbefale Moesgaard Skov i stedet for Riis Skov, som desværre ikke har så
meget at byde på i skovbunden ud over forårets ramsløg.
Moesgaard Skov er et forsøg på at rekonstruere oldtidsskoven og andre gamle skovformer, så derfor er skovbunden naturligt mere biodivers. Tag et kamera eller en tegneblok med, så du kan dokumentere dine fund. Hvis du vil gøre det ekstra sjovt kan du eventuelt iføre dig et særligt safarioutfit for at gøre oplevelsen endnu mere autentisk. Husk en madpakke hvis du er væk i længere tid - ellers kan du jo også tage et smut forbi Moesgaard Museum.
Sol- og måneopgang
Dagene er blevet kortere, og har bragt mørket med sig. Det betyder dog også, at du ikke behøver sætte alarmen kl. 5.30 for at se en solopgang!
Solopgange er i sig selv smukke og magiske - det kan vi vist alle blive enige om - men hvis man aldrig har set en måneopgang kan det bestemt også anbefales! Der er næsten mere mystik forbundet med en måneopgang, især hvis man kan se den spejle sig i havet. Når den lige kommer op over horisonten, lyser den også glødende rødt, som var den solen. I løbet af efteråret står månen op i dagtimerne, men d. 30. november, samt d. 1. og 2. december, står den op 17:43, 19:02 og 20:24. Det er jo nogle ret humane tidspunkter, og så ligger det ovenikøbet henover en weekend. Derudover ville en stjerneklar nat med måneopgang jo være den perfekte date!
Sej svamp fra egen svampesafari
Kasernebaren - er en ny fest startet?
Et interview med forpersonen og næstforpersonen
Af Amalie Houen Lyngbak, Æstetik og Kultur
Det er helt sikkert ikke gået den gængse kasernits næse forbi, at der er sket rigtig meget for Kasernebaren det sidste års tid. Men hvad er der egentlig sket, og er der overhovedet noget, der har ændret sig, udover måden vi taler om fredagsbaren på? Det har jeg taget en snak med forpersonen og næstforpersonen om.
Hvad var jeres motivation til at joine fredagsbaren?
Johanne: ”Vi synes ikke det gav mening, at der ikke var en fredagsbar. Da vi startede sidste år, fik vi alle at vide: ’Hvis I ikke melder jer ind, så dør den’. Der tænkte vi bare: ’Det kan ikke passe’. Når vi går et sted hvor vi er så mange kreative mennesker samlet, der har så meget tilfælles – så kan det ikke passe, at vi ikke kan finde ud af, at have et sted at mødes på tværs. Så tog vi til en generalforsamling, og lige pludselig tog jeg mig selv i at sidde med hånden i vejret, da der skulle vælges nye medlemmer til bestyrelsen”.
Rasmine: ”Normalt kan man ikke komme med i bestyrelsen, medmindre man har været et halvt år i fredagsbaren. Vi havde ikke været til nogle fredagsbarer endnu. Så først var det mere af nød end af lyst, ’Vi er på skideren i fredagsbaren – der er nogle der er nødt til at gøre noget’-agtigt”.
Johanne: ”Det tændte ligesom noget i os. Vi kiggede på hinanden og tænkte: ’Det kan vi sgu godt’. Vi er her alligevel til alle fredagsbarerne, så hvorfor ikke bare drikke gratis – som man jo gør, når man er i bestyrelsen”.
Rasmine: ”Fredagsbar var også noget jeg personligt havde glædet mig til ift. at starte på studie. Vi vidste vi ville komme til at synes det var et fedt koncept, så hvorfor ikke også bestemme musikken. I lang tid tror jeg også bare vi begge to har haft den der ild, og ikke rigtig har kunne lade være med at gøre noget. Hvis vi ikke var endt i fredagsbaren, så var vi nok endt et andet sted. Vi startede med at kigge på ÆKKO.
Men det var bare så fedt at opbygge et sted, hvor folk kunne mødes på tværs”.
Johanne: ”Specielt når vi er på et studie, hvor der ikke er særlig meget undervisning. Så det der med at have en tilknytning til stedet på en anden måde – det giver mig mega meget. Jeg tror ikke vi to er de største læsemus”. Rasmine:”Hæhæhæ”.
Johanne: ”Men så det der med at man gør noget andet der også er her på skolen, det giver noget til mit studieliv. Så føler jeg mig mere som en del af studiet og at jeg bedre kan følge med”.
Hvis I skulle fortælle både nye og “gamle” elever, som ikke er kommet så meget i fredagsbaren, lidt om hvorfor Kasernebaren er blevet nice, hvad ville I så sige til dem? F.eks. en god grund til at komme.
Johanne: ”Vi går på en Kaserne, der er fyldt med så mange spændende mennesker. Det er jo de æstetiske fag, der er på den her skole, som har så meget at byde på ift. kreative ting.
Det er jo et oplagt sted at møde andre med samme interesser, men som samtidig kan lidt andet, f.eks. spille musik eller teater. Det der med at møde andre indenfor samme felt, men alligevel have en lidt anden variation af det”.
Rasmine: ”Det er et sted, hvor man kan mødes hvor I helt automatisk har en eller anden fælles interesse”.
Som frivillig får du:
- 50% på alt alkohol i Kasernebaren
- 2 kr. billigere kaffe i caféen (Kasernebroen) (what?!)
- Et stort netværk af frivillige i baren og uden for baren
- Masser af frivilligarrangementer såsom jule frokost, pubcrawl og kolde morgenbadeture.
- 2 frivillige vagter pr. semester
- Medlemskab af ét af de 5 interne udvalg: Tema, PR, Økonomi, social og et praktisk udvalg.
Har I gjort noget bestemt for at få studerende til at melde sig ind? F.eks. charmeret dem til fredagsbar og lokket med rabatter?
Rasmine: ”Vi arbejdede også som tutorer, så vi var med til at projektere en ny fortælling om fredagsbaren til de nye studerende på den måde”.
Johanne: ”Vi snakkede meget om, at det var ikke fordi, vi ville ind og ændre noget. Der er en grund til, at det er, som det er. Der var mange, der kom til os og sagde: ”Hvorfor laver I det ikke fuldstændig om? Hvorfor holder vi det ikke et andet sted?’ Men der tror jeg bare, vi var enige om, at det var sgu heller ikke måden at gøre det på. Vi
ville hellere gå lidt mere ydmygt til det. Vi tænkte ’hvor fanden skulle vi vide det fra?’. Det eneste vi gjorde i starten, var bare at hype det meget mere. Vi lavede nogle temaer og prøvede at få folk til at stoppe med at snakke så negativt om det.
Der var kommet en dårlig fortælling, så vi sagde bare til folk ’Gå lige ud i jeres klasser og sig det bliver fedt’”.
Rasmine: ”Vi prøvede bare virkelig at tale det op”.
Hvilken retning ser i Kasernebaren gå i fremtiden?
Har I nogle mål eller fremtidsplaner for baren?
Johanne: ”Vi vil gerne være den bar, der spiller livemusik. Ikke til hver eneste bar, men tit - fordi vi kan. Mange folk, der går her, vil gerne beskæftige sig med musik, så det giver bare god mening. Vi vil gerne være den bar, der ikke spiller den samme musik som alle de andre”.
Rasmine: ”Vi kunne godt tænke os at lægge vores musikalske fokus nogle andre steder”.
Johanne: ”Men det er også lidt en balancegang, fordi der er også nogle forventninger til, hvad en fredagsbar
er og skal kunne. Vi har overvejet at lave temabarer som fx en jazzbar. Det vil jo ikke være den der crazy fest som folk forventer”.
Rasmine: ”Vi synes det er lidt fedt at kunne facilitere den mulighed, så dem der har lyst de kan komme og spille her, så deres musik bliver hørt”.
Johanne: ”Vi har også snakket om at det kunne være fedt på en eller anden måde at få inkorporeret noget med teater, eller en slags sanseoplevelse som vi jo har meget om på ÆK. Eller noget poesioplæsning”.
Rasmine: ”Måske noget poetry-slam”.
Johanne: ”Det kunne være mega sejt”.
Rasmine: ”Selvfølgelig skal en fredagsbar være en fredagsbar. Men at have de der aktiviteter der gør det lidt ekstra, altså så det ikke bare er at man kommer fra kl. 16 til kl. 02 for at drikke øl, men at der ligesom sker noget”.
Johanne: ”Det var også det der var så fedt ved Kasernefestival – at der skete noget hele dagen. Det var også med til at få folk lidt rundt”.
Har I gjort andre ting, der har været med til at gøre os knapt så fremmede for hinanden her på Kasernen?
Johanne: ”Det var faktisk det, vi prøvede ved at lave det nye udeareal. Vi synes der manglede et sted, hvor man bare kunne sidde og hænge ud. Måske sætter man sig ikke lige ved siden af nogen, man ikke kender, men alligevel får man lidt flere ansigter på. Jeg synes man ser mange flere folk fra Kasernen nu, end man gjorde inden der var det der udeareal”.
Rasmine: ”Der var ikke et naturligt samlingssted før. Musik er lidt nede i deres ende (læs: af Kasernen), og vi var nede i vores. Så det her er lidt det første fælles ”space”, udover foyeren selvfølgelig. Man kan let komme til at blive lidt anonym for hinanden. Jeg synes det er rart at kunne gå rundt og nu smile, hvis man ser et velkendt ansigt. Det skaber lidt en kollektiv følelse af ’Det er os fra Kasernen’”.
Er der et sted man kan se, hvem der har vagt den kommende fredagsbar? Hvis man nu tilfældigvis som ny her på Kasernen har fået et crush på én af dem, der står i fredagsbaren?
Johanne: “Så skal man finde en frivillig og spørge om man må få lov til at se vagtplanen - den er nemlig intern.”
Rasmine: ”Men øh, hvis man kommer til alle fredagsbarer ... så har man jo større sandsynlighed for at møde nogen man synes er søde ;-)”
Må man danse med dem, der står som frivillig bag baren eller er det bare no-go?
Johanne: ”Det må man sgu gern’.”
Rasmine: ”Ja, ja.”
Johanne: ”Hvis der er travlt, så bliver man bare smidt ud igen. Jeg tror det er det eneste”.
Rasmine: ”Ja, vi har en regel om, at hvis der er virkelig mange uvedkommende, som ikke er frivillige – så må man gerne smide dem ud, hvis der er problemer”.
Johanne: ”Ja, men ellers må man godt bare hygge sig. Det må man faktisk rigtig gerne”.
Har I en Instagram, man kan følge?
Johanne: ”@Kasernebaren hedder vi både på Facebook og på Instagram. Man skriver bare til os én af de to steder, hvis man gerne vil på venteliste[som frivillig]”.
Blå bog med for- og næstforpersonen:
Navn: Rasmine Holmskov
Alder: 23
Go-to drink i baren: Vodka-redbull, vodka-juice eller tequila shots
Har du nogen kæledyr: ingen husdyr tilladt på kollegiet
Yndlingsfarve: lyserød
Sjoveste oplevelse i baren: Da vi lavede krydderbolle-kast til Bagerbar sidste efterår
Noget du siger ofte når du er bag baren: ”Jo, den er god nok, du får BÅDE en Cult Shaker og en øl til 25 kr. ;))” eller ”nej, toast er kun til frivillige”.
Min guilty pleasure er: ELSKER the kardashians, og følger trofast med hver uge
Jeg er komplet afhængig af: venner og familie <33
Den her sang får mig altid på dansegulvet: alt med Medina eller Xander
Hvis jeg ikke er at finde bag baren eller med næsen i bøgerne, så er jeg...: nok sammen med mine venner eller til koncert <3
Hvis du skulle være halvt dyr og halvt menneske, hvilket dyr ville du så vælge? Og som overkrop eller underdel?: Halvt menneske, halvt fisk aka havfrue
Hvis du kunne have en hvilken som helst ”Friends”-karakter som din wingman/wingwoman, hvem ville det så være og hvorfor?: Chandler fordi han er sød og sjov
Har I nogle bestemte ritualer i Kasernebaren?: Hvert år holder vi julefrokost, og det er mega mega hyggeligt
Navn: Johanne Færgemand
Andersen
Alder: 25
Go-to drink i baren: vodka-redbull
Har du nogen kæledyr: katte derhjemme
Yndlingsfarve: blå
Sjoveste oplevelse i baren: Bager-barens bollekast
Noget du siger ofte når du er bag baren: gå ud ad baren og lad ipad’en være
Min guilty pleasure er: at købe alt for dyr to-go sushi og spise det i nattøj alene i sofaen til luksusfælden
Jeg er komplet afhængig af: at strikke
Den her sang får mig altid på dansegulvet: “1 thing” med Amerie
Hvis jeg ikke er at finde bag baren eller med næsen i bøgerne, så er jeg : på min altan
Hvis du skulle være halvt dyr og halvt menneske, hvilket dyr ville du så vælge? Og som overkrop eller underdel?: En kat så jeg både kunne få min vilje og være mega cute på samme tid
- klart underdel så jeg kunne have poter
Hvis du kunne have en hvilken som helst ”Friends”-karakter som din wingman/wingwoman, hvem ville det så være og hvorfor?:
Phoebe, fordi jeg føler hun kunne introducere mig for nogle søde mænd i Minsk
Har I nogle bestemte ritualer i Kasernebaren?: Når vi panter, skal vi altid have en Bold og en pose sur slik
AU’s Studenterforeninger
Vil du også gerne være mere aktiv i universitetets foreningsliv, samt finde nye fællesskaber? Så tag et kig på listen her, og se om der er noget for dig!
Af Emma Thomsen, Litteraturhistorie
Kasernespecifikke foreninger
For alle på kasernen:
Kasernebaren
Kasernefestival
Kasernebroen
Kasernebladet VISIR
Ækko
Kasernerevyen
Kasernekoret
Kasernerådet
Uddannelsesnævnet
For Dramaturgi:
Dramaturglee - kor på dramaturgi
DEF - Dramaturgis eventforening
For Musikvidenskab:
Musikstuderendes kor
SIM - Studenterinitiativer ved musikvidenskab
FIMS - Festforening for musikvidenskab
Fagligt Forum
Musikvidenskab
For Litteraturhistorie + Nordisk og/ eller Retorik
Littuna
Litteratorium
Apéritif
Kakofoni
For Kunsthistorie:
PassePartout
P224
Samhør
Arts foreninger
Fenrir - Foreningen for norrønt sprog og kultur
HDF: Humanistisk Diskgolf
Humbug
WondAros
Boogie Down Big Band
For alle på AU
Aktivisme/politik:
Amnesty internationals studentergruppe på AU (AIAU)
Frit Forum – Socialdemokratiske studerende
Grønt AU
Konservative studenter
Sport og motion:
ANCHA – De studerendes sejlklub
De studerendes vandreklub
Aarhus Universitets-sport (AUS):
Adventure, Badminton, Basketball, Bridge, Cykling, Fodbold, Fægtning, Gymnastik, Håndbold, Jagt, Lystfiskeri (Lommeulken), Roning, Skak, Skydning, Svømning og vandpolo, Team Aarhus Floorball, Ultimate, Volleyball og AU Kenikan (4 forskelige kampkunststilarter; Okinawansk Karate, Okinawansk kobudo, Bugei og Jujutsu).
Medier:
Aarhus audio/visual forening
Aarhus studenternes filmklub
Aarhus studenterradio
Musik:
Aarhus Studenter-sangere
Aarhus Universitets Big Band
Aarhus Universitetskor
Akademisk kor
Religion:
Kristeligt forbund for studerende Muslimsk studenterunion Aarhus
Andet:
The Kitchen
Tænk Teknologi
Dansk-tyrkisk akademiker union
LOCOmotivet: ”Foreningens formål er at sætte psykisk sårbarhed og sygdom på skemaet i de ældste klasser i folkeskolen.”
Minopol: Fokus på diversitet og minoriteter på AU
Det at være studerende:
Studenterhus Aarhus
Studenternævn
Studenterkredsen
Studenterrådet
Studenterrådets Retshjælp
ULIGHED
Du må gerne blive vred, så lad mig hjælpe dig på vej!
Af Anna Matilde Hveisel Hansen, Æstetik og Kultur
Jeg sad en dag og snakkede med en af mine mandlige venner om hans oplevelse af at undertrykke sine følelser. Hans erfaring var, sat stereotypt på spidsen, at følelsen af at være ked af det ikke havde en retmæssig plads i synet på ham som mand, at den langt hellere skulle komme til udtryk i form af vrede for at blive accepteret af omverdenen. Det fik mig til at reflektere over, at min personlige oplevelse af dette fænomen, som kvinde, er omvendt. Hvis jeg oplever noget, som i virkeligheden gør mig dybt vred, er min indlærte bearbejdelse af denne følelse højst sandsynligt at pakke mig ind og væk og lade tårerne få stille og frit løb.
Ikke fordi der er noget galt ved at græde, tværtimod, men grådens delikate natur matcher ikke det, jeg føler. Det er mere hårdt, stærkt, vildt - jeg er fandme vred, men det er, som om der ikke er plads til det. Og jeg forstår da godt, hvis vores kære samfund har bestemt, at det skal være sådan, for en sur Æstetik og Kultur-studerende er nok ikke et belejligt tandhjul i den ellers smurte maskine af ulige og uretfærdige strukturer.
Men jeg bilder mig selv ind, at vreden er god, sund og smuk, og at det er min og din tur til at mærke den, så jeg har benyttet lejligheden til at videregive et læs fakta, som måske også kan hjælpe dig lidt på vej:
I mit lille liv er jeg nogle dage selv vred over, at jeg ikke kan spejle mig i mit store hold af mandlige undervisere i videnskabsteori. Jeg kan på fjollet vis blive vred over, at elpriserne skulle stige, lige da det blev min tur til at flytte hjemmefra, og over at mit SU-billige internet er lige så ustabilt som mit menstruationsramte humør. Jeg bliver vred på andre, når de afbryder eller taler hen over mig, men jeg bliver lige så vred på mig selv, når jeg derefter taler de andre efter munden eller tier for at undgå at fylde. Jeg kan blive vred over at blive kaldt lille trods mine indlysende små 157 cm, vred over at blive kaldt ulækker af en dobbelt så ulækker fremmed, når jeg afviser hans gramsen, og mest af alt bliver jeg sønderknusende vred, når alle kvinderne i mit liv modigt deler beretninger om deres afvisninger, som aldrig blev hørt.
Denne følelse synes jeg også, at du skal give lov til at fylde, uanset størrelsen eller årsagen, men at lade den fylde er ej heller det samme som at lade sig dvæle i en pøl af utilfredshed. Hvad denne åbne invitation i virkeligheden opfordrer til, er at ære alle dine følelser, især de ubehagelige, hvad end det er dig selv eller din omverden, der skræmmes af dem. Der er så mange ting, der er værd at blive lykkelig, sorgfuld, øm eller håbefuld over, men lige i dag er jeg alligevel glad for, at jeg valgte at være vred.
Chat-debat: Kønslig ulighed i musikbranchen
Af Johanne Dammeyer, Mia Marie Lyngsø, Anne Skov Frost-Jensen & Nicklas Vittrup Steffensen, alle Musikvidenskab
Tilbage i september spurgte jeg blandt de studerende på Musikvidenskab, om der var nogen, der havde lyst til at diskutere problematikker og løsninger forbundet til kønslig ulighed i musikbranchen. Heldigvis havde Johanne, Mia Marie og Anne lyst til dette.
Denne artikel er et resultat af den diskussion, som vi har haft over Messenger. Jeg har redigeret Messenger-chatten så lidt som muligt, så den fremstår så autentisk som muligt. /Nicklas
Nicklas
Hej og tusind tak, fordi I gerne vil være med i det her lille eksperiment! Som nævnt er den her chat en samtale, hvor vi skal diskutere kønslig ulighed i musikbranchen. Jeg kommer til at skrive nogle spørgsmål og moderere det lidt i den retning, jeg synes, er passende, men I skal selvfølgelig bare skrive, hvad I har lyst til. I skal endelig også bruge jeres eget sprog og skrive, som I plejer.
Fortæl gerne, hvor gamle I er, hvilket semester I går på, og hvordan I beskæftiger jer (mere eller mindre professionelt) med musik ud over studiet
Jeg kan starte med at introducere mig selv. 22 år gammel og beskæftiger mig ikke så professionelt med musik endnu, men det kommer nok. Prøver at producere og komponere lidt og skriver selvfølgelig for VISIR. Og så kan jeg godt lide at stikke hånden ind i hvepseboet med aktuelle emner
Anne
Jeg er 24 år og læser på 3. semester på Musikvidenskab. Jeg beskæftiger mig med musik på flere forskellige måder; Jeg spiller med i et band, hvor kønsfordelingen er 3 k/6 m og derudover er jeg frivillig musikanmelder. Jeg interesserer mig meget for kønsdebatten i musikbranchen og glæder mig til at dykke mere ned i det med jer!
Mia Marie
Jeg er 24 år, har en BA i musikvidenskab med tilvalg i journalistisk formidling.
Jeg har i 14 år arbejdet som kirke/korsanger, og arbejder pt. som radiovært og tilrettelægger for 24syv, hvor jeg har et ugentligt program om musikbranchen. Jeg arbejder i øjeblikket på et album i eget navn og så er jeg også meget optaget af kønsdebatten i musikbranchen
Johanne
Hej, jeg er 23 år og læser musikvidenskab på 3. semester. I fritiden beskæftiger jeg mig med musik som vokalist i et band med en kønsfordeling på 2k/2m. Derudover bruger jeg meget tid på sangskrivning og arbejder i øjeblikket på at lære at producere og lave backingtracks <3
Nicklas
Nu nævner I selv det her med bandsammensætninger. Tænkte I over den kønslige sammensætning, da I oprettede bandene? Eller var det naturligt givet, hvem der skulle være med i bandet (f.eks. en gruppe venner)?
Anne
Mit band blev sammensat på Aarhus Byhøjskole, Frontsession, så det var givet på forhånd. Vi har dog haft mange snakke omkring fordele ved at have kvinder repræsenteret i bandet. Det er både noget vi får positiv respons på fra publikum, men vi har også snakket om, om det måske kan have nogle fordele ift. fondssøgninger... det ved vi ikke reelt om det har. At få positiv feedback omkring kønsfordelingen fra publikum kan også være lidt todelt. Egentlig vil jeg ønske at det ikke var noget nogen lagde mærke til - at det var totalt normalt og ikke iøjnefaldende at se tre kvinder stå front og synge og spille blæs. På den anden side er jeg glad for at vise andre ikkemænd at det kan være ret badass at spille med i et band;))
Johanne
jeg tror vi tænkte lidt over det. vi mødtes på højskole, og det var en af gutterne der ”samlede” os. jeg tror, han tænkte, at det var meget fedt med kønsfordelingen - og da vi kom mere i gang med projektet, var det også noget, vi var enige om, var fedt.
vi får ofte positive kommentarer om, at det er ”sejt”, at vores bassist er en kvinde - nok især fordi, det ikke ligefrem vrimler med bands med ikke-mænd i rytmegruppen. alma (bassisten) og jeg har talt ret meget om det ambivalente ved det - det er fedt med positiv opmærksomhed, og vi er glade for at udfordre de ”traditionelle” roller i et band, men det er egentlig ret specielt, at det er noget, der lægges mærke til - kønnet på en instrumentalist burde jo ikke være af betydning.
Mia Marie
Kommentar til det med fondssøgninger, har ikke den store erfaring med det, men da vi fik vores studie på Frontløberne [kulturel iværksætterforening] søgte de specifikt efter kvinder eller non-binære til at leje det for at få mere diversitet
Anne
Det giver god mening! Det er måske også det jeg mener med de (ambivalente) fordele, der kan være. Det er jo et kæmpe emne med kønskvoter!
Nicklas Helt sikkert! Så ja, man får opmærksomhed som kvinde i musikbranchen. Har I oplevet at få direkte negativ opmærksomhed, altså diskrimination, fordi I er kvinder? Her tænker jeg både kommentarer og tale, men egentlig også diskrimination på andre måder
Anne
Jeg tror aldrig, jeg som sådan har oplevet direkte diskrimination. Jeg tror dog det meste består i strukturelle tendenser, som eks. at spørge mine mandlige musikkollegaer, om de vil kigge på mixerpulten fremfor mig. Måskeee er sådan en direkte diskrimination også noget der sker, når der er lidt flere penge i gamet end det niveau jeg er på;))
Johanne
samme som anne. mit møde med musikbranchens vækstlag har ikke budt på diskrimination :))
Nicklas
Det er selvfølgelig dejligt at høre, at I ikke har oplevet direkte diskrimination; det betyder forhåbentligt, at det sker færre og færre gange, men diskriminerende strukturer er jo heller ikke ønskede Vil du, Anne, uddybe, hvorfor du tænker, at det måske er mere direkte, når der er flere penge involveret? Er der nogle andre segmenter med, eller er det, fordi der sker noget med strukturerne?
Anne
Jeg tror, at fordi jeg stadig er på så meget et vækstlagsniveau, så er alle stadig i gang med at lære. Derfor bliver hierarkiet også udvasket. Det jeg hører fra andre ikke-mænd, der beskæftiger sig mere med musik på fuldtid (eller mere end mig i hvert fald) er, at de mere faste strukturer skaber mere hierarki, hvor ikkemænd bare typisk er nederst. Når det bliver mere professionelt (og derved flere penge involveret) er der bare nogle mere faste strukturer i min optik. Giver det mening? :))
Mia Marie
Synes det giver mega meget mening
Nicklas
Ja, det giver så meget mening. Og en anden årsag kunne selvfølgelig være, at vækstlaget tit består af yngre personer med nyere værdier, hvorimod den mere etablerede musikbranche har personer med forskellig alder. Hvis altså I er enige i det?
Anne
Jeg tror helt sikkert der er et andet fokus på kønsligheden i nyere generationer, men jeg har heldigvis også stødt på et par stykker i den “etablerede musikbranche”, der opfører sig ordentligt;)) men jooo, enig!
Nicklas
Ha ha, yeah. Ja, forhåbentligt er der nogen, der opfører sig ordentligt!
Når nu vi så småt er i gang med at snakke om repræsentation, tænker jeg lige, at jeg smider noget statistik på bordet:
19 % af Kodas medlemmer var i 2019 kvinder (Koda 2020)
95 % af den opførte klassiske musik i 2015-2018 i Danmark var skrevet af mænd (DKF 2018)
4 ud af 5 studerende på MGK [musikalsk grundkursus] er mænd (“Kønsbalancen i rytmisk musik” 2011)
75% af bookingmanagerne og 90 % af det tekniske personale i Dansk Live i 2016 var mænd (”Diversitet i musikbranchen” 2017)
Med andre ord er den kønslige ulighed generel i musikbranchen. Har I nogle forslag til, hvordan man bryder ”den onde cirkel”, som det formentlig er, eller sætter skub på balanceringen?
Mia Marie
Jeg tror selv at der er flere ting man kan gøre
Den ene er en tilgang der kræver, at vi får vi en helt ny tilgang til hvordan børn bliver opdraget.
Hvis piger og drenge bliver påduttet nogle indgroede værdier
omkring det at være pige eller dreng så tror jeg ikke der kommer til at ske så meget, for der er bare nogle instrumenter der har en ‘kønnethed’
Den anden er simpel nok: kønskvoter.
Jeg læste engang en artikel om det med kvoter hvor skribenten skrev noget i stil med: det kan være nødvendigt at gøre noget unaturligt for at rette op på noget unaturligt
Nicklas
Jeg synes, begge dele er super interessante.
Jeg har selv også overvejet, at man skal starte med børnene, fordi det er dem, der møder musikken, og jeg er helt enig i det. Børnene skal introduceres ligeværdigt til instrumenterne og for den sags skyld også de andre funktioner inden for musikbranchen, f.eks. sceneteknik.
Tænker I, at der skal lovgives yderligere på undervisningsområdet?
(jeg kender desværre ikke de nuværende love/retningslinjer)
Anne
Jeg er SÅ enig med det her [Mia Maries besked om kønskvoter]!
Kønskvoter er noget jeg tænker som en løsning på kønslig ubalance i alle erhverv, men jeg kan også godt se, hvorfor nogen ikke finder det som den bedste løsning. Men til det er jeg helt enig i Mia Maries citat
Den eneste aktuelle lovgivning jeg kan komme i tanke om (og som jeg ikke er sikker på er trådt igennem) er forpligtelsen for alle spillesteder til at rapportere kønsfordelingen af deres bookinger. Jeg har ikke sat mig helt ind i lovforslaget, men min umiddelbare tanke er, at det er svært at holde styr på det på den måde. Det ville kræve, at de også medregner alle musikere, der står bag en/flere kunstner(er). Eks. Jada - skrives hendes mandlige musikere også ned i sådan en rapport?
Men ellers er jeg helt enig i, at vi skal gøre en større indsats for at få nogle progressive musikundervisere ind i div. (musik)institutioner!
Hov, nu fyrer jeg bare afsted; men jeg kom til at tænke på bagsiden ved kønskvoter. En ulempe ved kvotesystemer er, at det ikke altid er “den dygtigste”, der bliver valgt. Jeg kan godt blive bange for, om der ville komme en tendens til at se ned på de kvinder, der så bliver valgt. Måske der opstår en tanke om “men du er jo også en kvinde, så derfor er du kommet ind på MGK/konservatoriet/valgt som trommeslager i et band osv...” - tror I også det kunne opstå/allerede sker?
Johanne
Det tror jeg er en kæmpe risiko. Man kan også se det flere steder i kommentarspor på Facebook, når der er artikler om kønslighed på arbejdsmarkedet generelt - trolls der skriver ondsindede kommentarer om de valgtes kompetencer, og som har en forudindtagelse om, at kvinder og lgbtq+-personer valgt pga. kønskvoter ikke er ”lige så dygtige” - selvom de ikke har belæg for det eller ved noget om det
Jeg tror virkelig, der skal sættes endnu tidligere ind, end vi gør nu- for det er også svært at garantere kønslighed blandt fx rockguitarister, hvis der bare ER flere mænd, der er dygtige til at spille guitar.
I min optik ligger indsatsen delvist i vores uddannelse af dem, der skal uddanne vores børn - altså på læreruddannelserne, på kons [konservatorium], på musikvidenskab etc. Hvis musiklærere i fx folkeskolen er opmærksomme på i sammenspilssituationer ikke altid at sætte drengene til at spille trommer, guitar og bas (det var i hvert fald sådan det var i min folkeskole;))), men i stedet varierer og roterer - så lærer de små piger, at det er fedt at larme, og at man ikke altid behøver stå 8 i en flok og synge pænt i kor og spille fløjte
På musikvidenskab er vi blevet undervist i, hvordan vi som samfund ofte har tildelt instrumenter et ”køn”, og hvordan det påvirker fordelingen af hvem, der spiller hvad. Hvis alle, der har noget at gøre med unge, børn og musik, bliver opmærksomme på at arbejde for en ligestillet musikundervisning tror jeg det kan rykke meget
Anne
Jeg tror helt sikkert også bare, der skal gøres en indsats tidligere.
Det kan jo være svært at fortælle alle forældre, at de skal opdrage deres børn udenfor kønsnormativer, men undervisere kan man i hvert fald påvirke, og måske stille nogle helt basale krav til dem i musikundervisningen (og andet undervisning...). Eks. rotering i bandsammenspil - i mit hoved er det en meget nem løsning, der giver alle børn lige kendskab til instrumenter
Mia Marie
Tænker også helt klart rotation i de tidlige stadier kan gøre meget
Nicklas
Og hvordan tænker I i forhold til kønsfordelingen på
andre jobs relateret til musikbranchen f.eks. sceneteknik?
Hvordan bør man fremme indsatsen der?
Mia Marie
Jamen egentlig på samme måde, præsentere teknik for både drenge og piger og give plads og muligheder til at alle - uanset køn - kan prøve det af og føle sig trygge med udstyret
Anne
Synes den er lidt sværere, da det ikke er noget man rigtig præsenteres for i grundskole og/eller gymnasiet (Ikke mig bekendt...).
Det kan man jo selvfølgelig begynde at gøre!!
Ellers tror jeg meget det også handler om at gøre ikkemandlige sceneteknikere/lydteknikere/producere mere synlige.
Gøre det til en del af debatten ligesom du gør nu, Nicklas!
Og så skal jeg be’ om at kønnet begreber som eks. “lydmand” fjernes fra eksistens
Johanne
Ja! Der er vist lige kommet en ny udgave af ordbogen, mener der er blevet fjernet en masse af de kønnede begreber. Det er vildt fedt, fordi det sprog, vi bruger, er så grundlæggende
Mia Marie
Også derfor jeg græder hver gang jeg hører ‘pigeband’ eller ‘kvindelig trommeslager’
Nicklas
Ja, jeg kan indskyde (hvis det er det du tænker på), at Retskrivningsordbogen udkommer i en ny udgave næste år, hvor kønsladede udtryk fjernes.
Johanne
Ja, det er det! Læste bare en artikel på Facebook om det for nylig hehe
Anne Fantastisk!
Læste godt at de var i gang med en ny udgave, så det er da bare dejligt, at der bliver taget højde for det! Lad os se hvor meget debat, der så kommer ud af det;))
Mia Marie
Nicklas
Det lyder til, at I er meget investerede i spørgsmålet om kønskvoter, så det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om
Vil I gerne have indført kønskvoter på formidlings- og ”udstillingsplatforme” f.eks. på statsfinansieret radio og på de regionale spillesteder?
Ja jeg tænker især det er sådan nogle steder Hvis det er statsbetalt/støttet synes jeg man har et ‘ekstra’ ansvar - især fordi kulturministeriet har lavet en ny Musikhandlingsplan, hvor de bl.a. skriver at de gerne vil have flere kvinder til at satse på en karriere i musikken
Anne
Nicklas
Orv ja, det har de da også.
I rapporten har de som fokuspunkt at fremme ligestillingen. En af deres initiativer er følgende:
”At MXD [Music Export Denmark] i tildeling af støtte får som opmærksomhedspunkt at fremme en mere lige kønsfordeling i deres arbejde med talentudvikling og musikeksport”
Og jeg kan så spørge (som et tillægsspørgsmål) til det spørgsmål ovenover: Er det et for slapt initiativ, i og med det ikke er en kønskvote?
Jeg synes helt sikkert godt der kunne blive lovgivet om specifikt kønskvoter!
En formulering som “fokus på kønsdiversiteten” er alt for vag og ligger for meget op til fortolkning i min optik!
Mia Marie
Til det kan jeg også sige at på søndag [8. oktober 2023] udkommer et afsnit af mit program Griner Hele Vejen Til Branchen hvor jeg snakker med musiker Gry Harrit om kønsulighed og kvoter
Johanne
Eyy hvor fedt!!
Nicklas
Og hvordan synes I, at kønskvoter skal udformes?
Altså hvor skal grænsen ligge?
Anne
Jeg tror, jeg synes det svært at svare på, medmindre det er på et konkret “felt”...?
Nicklas Klart!
Og det giver jo mening, fordi der er forskellige felter
Og man kan jo komme i en situation, hvor man ikke kan skaffe nok personer af et køn
Anne
Jaa, og i de situationer (som jeg tror er ret få) er det jo mere et spørgsmål om at få flere ind på det felt end at lave kvoter
Mia Marie
Man skal jo gerne altid hyre den ‘bedste’ til jobbet, så tænker mere det er i overvejelserne at kvinderne gerne skal fylde
mere
Anne
Jeg snakkede faktisk lige med en fra MGK, der sagde, at de begynder at tage flere piger/ikke-mænd ind - også selvom vedkommende måske har en lavere karakter. Et eks. på at man ikke altid skal(!) hyre den bedste, men at kvoter også kan fungere som en måde at repræsentere kønnet og få flere til at uddanne/lære noget om det felt man vil være en del af:)
Nicklas Spændende!
For det er jo i så fald et eksempel på, at repræsentationen og ligheden kan fylde mere end kvaliteten
Johanne et andet eksempel er på den rytmiske højskole, hvor de italesætter, at der er en overvægt af mandlige elever, og at man derfor som mand kan opleve at blive sat på venteliste, fordi de gerne vil sikre balance i kønnene på højskolen ”og modvirke den stærke kønsubalance, der findes i musikbranchen”. det er ret fedt, og de skriver det så fint synes jeg: https://drh.dk/diversitet/
Anne Mmh, jeg synes det er svært med kvalitetsbegrebet... hvis det er en lydtekniker, klart!
Musiker eller på anden måde udøvende; der findes jo mange måder at udtrykke sig på. Helt sikkert enig i at nogen er mere erfarne og kan mere teknisk, men jeg tror ikke MGK eks. fravælger en dreng med 12, fremfor en person, der har fået 4. Umiddelbar tanke...
Men altså wow det er svært!!
Nicklas
Det er helt sikkert en svær problematik. Selvom det er en ret åben konklusion, så tænker jeg alligevel, at vi runder af nu.
Det er jo oplagt at fortsætte samtalen, der hvor man er lige nu, og der hvor man bevæger sig hen i fremtiden. Tusind tak, fordi I havde lyst til at diskutere emnerne!
Anbefaling
Bog-spot: Bøger der uddanner, udfordrer og inspirerer
Af Lykke Friis Medholdt, Æstetik og Kultur & Anna Matilde Hveisel Hansen, Æstetik og Kultur
For at få en fuld forståelse for vores samfund og ikke mindst de uligheder der er i vores samfund, så er vi alle nødt til at være villige til at dedikere noget tid til at uddanne os selv for at få et mere velafrundet indblik i samfundet. Her er en liste over 6 forskellige bøger som du kan læse for at få et bedre indblik i ulighed og som åbner dine øjne for samfundets uretfærdigheder.
Invisible
Women -
Caroline
Criado Perez
Hvordan er det at leve som kvinde i en verden skabt til mænd? Og hvordan er det at leve som minoritetskvinde i denne verden? Dette gennemgår Perez meget koldt og kontant i bogen Invisible Women. Denne bog er for dig der er interesseret i cold hard facts. Perez har nemlig samlet statistikker fra hele verden, som samlet giver et billede af, hvordan kvinder i stort set alle aspekter af livet bliver glemt, fordi de ses som værende “nichen”, mens mænd er standarden.
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritetGlenn Bech
Glenn Bechs anden og nyeste udgivelse er lynhurtigt blevet lidt af en moderne klassiker - og ikke uden grund. Bogen kan nærmest sluges hurtigt på et par timer, men hænger fast i tankerne i meget længere tid. I dens manifest-lignende form beskriver bogen Bechs egen opvækst i den lavere klasse i Horsens fyldt med ustabile mande-forbilleder og tvivl om egen seksualitet, retning i livet og egne evner til at kunne passe ind i de elitære akademiske miljøer i København. At læse den er det ultimative privilegie-tjek, og det er sundt!
Why I’m No Longer Talking to White People About Race
- Reni EddoLodge
Hvis din hud er hvid, så tænker du nok ikke over, hvordan det påvirker dig i hverdagen (fordi det højst sandsynligt ikke påvirker dig). Dette er et privilegium, som folk med andre hudfarver ikke har. I Why I’m No Longer Talking to White People About Race giver Eddo-Lodge et indblik i Englands racistiske historie og undersøger hvordan den har ført til et ulige institutionelt system med fokus på feminisme, hvidt privilegie og klassesystemer. Denne bog er for dig, der gerne vil have et dybere indblik i hvor dybt racismen løber i Europa, og for dig, der ikke kun vil have det amerikanske syn, som folkeskolen lærer dig, på raceforskelle.
If Women
Counted - Marilyn Waring
Nu skal der snakkes om økonomi - og hold fast, det er slet ikke så farligt med Waring! Denne bog kan med fordel anses for værende den feministiske økonomis bibel, der trods sine mange år på bagen stadig er hamrende relevant, interessant og til at forstå som humaniorastuderende. I bogen forklarer akademiker, politiker og aktivist Marilyn Waring, hvordan kvinders reproducerende - ulønnede - arbejde systematisk er blevet undervurderet og lider under det, hun fremlægger som den patriarkalske kolonisering af sproget og det økonomiske system. Det er faglitteratur, når det er bedst, og den er lidt svær at få fat på i boghandlerne, men er heldigvis til at låne på Det Kongelige Bibliotek.
Nye BalancerCaspar Eric
“Handicapdigte” har Caspar Eric selv proklameret som genren på forsiden af sin nyeste digtsamling. Det er et opgør med synet på genrelitteratur som noget “ufint”, og mest af alt er det at tage styringen tilbage om hans eget narrativ og identitet som ung dansker med et handicap. I digtsamlingen får han både delt kolde (og berettigede) lussinger ud til et system, der ikke tager velfærden alvorligt på handicapområdet, men han lukker os også ind i de helt intime - både smukke og til tider altoverskyggende svære og ensomme - erfaringer man gør sig i selskab med en krop, der ikke er fri - og hvor er det forfriskende og dybt tiltrængt at få repræsenteret netop denne stemme i dansk litteratur.
Girl, Woman,
Other - Bernardine Evaristo
Hvis ikke dens titel som Booker
Prize-vinder var anbefaling nok i forvejen, så kommer her en mere:
Evaristos roman følger flere generationer af sorte britiske kvinder gennem deres liv og er den perfekte læseoplevelse for dig, der trænger til noget god skønlitteratur, men også vil udvide dine horisonter. Bogen fremstiller vigtigheden af den intersektionelle feminisme: At etnicitet, klasse, alder, familie m.m. udgør en vigtig del af din position i samfundet, ikke mindst som sort kvinde. Og så er dens mange sammenfiltrede fortællinger smukke billeder af venskaber, mor-datter-relationer, kønsidentitet, seksualitet og kærlighed.
Jeg kan skyde skylden for alle mine problemer på kapitalismen, og det kan du også
Af Saga Bech Risør, Æstetik og Kultur
Medmindre du lever under en sten, vil jeg være så radikal at antage at du bekymrer dig om fremtiden. Du bekymrer dig måske om, hvordan du skal have råd til det hele, og om du i det hele taget kan få et job i fremtiden, der giver dig råd til bolig, børn og den nye iPhone. Du bekymrer dig måske om klimaet, og om du spiser for meget kød. Du bekymrer dig måske om, hvad reality-tv-stjernerne (altså politikerne og magthaverne) nu kan finde på. Eller, måske er du blevet fuldstændig immun overfor sådanne ting, ved hjælp af TikTok, stoffer, eller andre af kapitalismens fantastiske eskapismeprodukter, som vi heldigvis kan vælge frit iblandt takket være vidunderet liberalismen.
Undskyld sarkasmen, men jeg skulle jo fange din opmærksomhed på én eller anden måde. Er vi ikke enige om, at tiden vi lever i føles lidt dystopisk?
Det er lidt som om vi var fucked fra starten af, som om at vi er blevet smidt ind i et spil Matador hvor alt allerede er ejet, og hvor spillebrættet er ved at blive oversvømmet. Vores generation er den største hidtil og vi har kun oplevet
krise, nedskæringer og klimakatastrofe.
Det jeg prøver at sige, er at det er ikke din skyld hvis du har det lidt lort, og om det er angst, depression, en dejlig blanding af begge, eller noget tredje, er det kapitalismen der egentlig er skyld i det. Så lad vær med at være så ond mod dig selv, du er ikke doven, produktivitet er bare en kapitalistisk konstruktion. Skilte forældre? Kapitalismen. Intet kærlighedsliv? Kapitalismen. Selvmordstanker? Kapitalismen.
The list goes on. Jeg hører dig og du
er valid. Det virker måske som om jeg overdriver, men det gør jeg altså ikke. Jeg kan skyde skylden på alle mine problemer på kapitalismen, og det kan du også, med rette!
Den kapitalistiske drøm viser sig altså at være en stor, fed løgn. For selv hvis du lykkes med at opfylde denne drøm (altså at udnytte andre for profit), er du dømt til et isoleret liv, hvor du kan glemme alt om ræsonnement og andre menneskelige behov. Bare spørg Elon Musk og hans mindreværdskompleks. Det er heller ikke så underligt, at Mark Zuckerberg og Jeff Bezos er så alien-agtige; de ofrede deres empati, relaterbarhed, og alt andet der gjorde dem til mennesker, da de blev rige. Rige mennesker lever virkeligt triste liv, tro det eller ej. Men jeg skriver altså ikke dette for at øge din sympati overfor milliardærer, men blot for at pointere: selv vinderne i vores individualistiske
kultur er blevet snydt. Glem dog ikke: verden er ikke ved at dø, den er ved at blive dræbt, og dem der dræber den har navne og adresser.
Hvad er kapitalismen så i det hele taget godt for?
Jamen ingenting, ærlig talt. Men du er ikke naiv hvis du troede det, propagandaen har bare været effektiv. Teknologiske fremskridt som iPhonen for eksempel, er ikke engang et resultat af kapitalismen, som nogle financebros ellers sikkert vil mene. Det er mennesker, rettere sagt arbejdere, der laver iPhones; det eneste kapitalismen gør, er at bestemme at de ikke bliver betalt ordentligt for det. Alt dette er for at sige at kapitalismen befinder sig i sin største krise nogensinde. Overalt ser vi hvordan krig, fattigdom og udbytning ødelægger livet for det store flertal. Samtidig vokser virksomhedsejernes og elitens rigdom helt enormt. Klassekampen har aldrig været vigtigere. Boligpriserne stiger, uden at lønnen kan følge med. Roden til problemet er kapitalismen selv, og folk er med rette begyndt at drage denne konklusion. Så lad vær med at forestille dig verdens ende, og begynd at forestille dig revolutionen.
Der er efterhånden meget få der stadig forsvarer kapitalismen, de fleste kan med fornuft se at den er gal. Nu står konflikten dog ikke mellem dem, der forsvarer kapitalismen, og dem, der afviser den, men mellem opgivenhed og håb. Jeg skriver det her for at sige at der er en løsning, så giv ikke op endnu. At give op ville bare gøre milliardærerne (oligarkerne) glade, de er jo skræmt fra vid og sans og gør derfor alt for at dræbe folkets håb. Forestillingsevnen er noget af det, der adskiller mennesket fra andre dyr, og kapitalismen undertrykker den, så det er nemmere at forestille sig verdens undergang end et bedre samfund –og det er med vilje. Men frygt ej, du behøver ikke bekymre dig længere, eller at forestille dig verdens undergang, for det får du ikke noget ud af. Forestil dig revolutionen i stedet. Revolutionære ideer bliver mere og mere populære blandt unge. I Storbritannien mener en tredjedel af unge, at ”kommunismen er det ideelle system” og den samme udvikling er i gang i Danmark. Den eneste løsning er nemlig en socialistisk arbejderrevolution. Det er heldigvis nemt at smadre kapitalismen, for vi har flertallet, og intet at tabe, andet end vores lænker. Du behøver derfor
ikke at bekymre dig længere, og du kan med god samvittighed fortsætte med at bruge din iPhone, drikke din café latte og spise din avocado-toast, uanset hvad hr.- og fru-overklasse siger at du skal ofre for at kunne have råd til at leve – Marx minder os om at der ikke er noget etisk forbrug under kapitalismen.
Er du kommunist? Så organiser dig.
Nu ved jeg godt at jeg snakker ret løst om det hele, men misforstå mig ikke, dette er yderst seriøst. Det er utrolig vigtigt at vi opnår klassebevidsthed og organiserer os, så vi er klar når revolutionen kommer. Bevægelser som BLM i USA og ”De gule veste” i Frankrig, opstod begge tilsyneladende pludseligt; det kan det også i Danmark, når som helst. Arbejderklassen er i offensiven over hele verden. Historien viser at kapitalismens forfald er uundgåeligt, og at socialistisk revolution er nødvendigt og naturligt.
Jeg er kommunist (hvis det ikke var tydeligt nok endnu), og derfor er jeg med i organisationen Revolutionære Socialister (RS). Det er jeg blevet fordi jeg har forstået den politiske nødvendighed for at være organiseret, og at et demokrati kun fungerer når borgerne deltager i det – dagens dystopi gør det dog ikke nemt. Selv om jeg ville ønske at jeg bare kunne nyde mit studenterliv, og idyllen der kommer med ubevidstheden, uden at skulle tænke over samfundets problemer, ved jeg, at det hele kan være ligegyldigt, hvis der ikke engang er en fremtid hvor jeg kan bruge min uddannelse. Det kan godt være at det får mig til at lyde lidt selvretfærdig, eller som om jeg sætter mig på en moralsk høj hest, men denne følelse af pligt kommer kun ud fra min egen privilegiebevidsthed. Glem ikke at den velfærd vi har i Danmark, også kun eksisterer WWWfordi arbejderklassen har krævet det - den blev ikke bare givet til os. På grund af at jeg har adgang til en sådan velfærd, føler jeg en pligt til at være kommunist. Der er masser af mennesker, der er nødt til at arbejde næsten hvert minut af deres liv for at overleve, som slet ikke har tiden eller midlerne til at tænke over klassekamp eller at forestille sig en revolution –
men det har jeg. Kapitalismen får – på ret imponerende vis faktisk – os til at identificere os med vores privilegier ved at snyde os til at tro at ressourcerne er knappe, så vi hellere vil beskytte de få privilegier vi har, end at kræve mere. Jeg ved dog, at jeg intet har at miste, andet end mine lænker, sådan som Marx lærer os i Det Kommunistiske Manifest. Socialistisk revolution er en reel løsning, fordi den takler systemet, i stedet for at indskrænke individets frihed, i håb om at det vil stoppe oligarkerne med at dræbe moder jord; så det er en no-brainer for mig. I RS uddanner vi os i marxistisk teori, driver Forlaget Marx, og sælger vores egen avis Revolution – vi har også en podcast der hedder Revolutionære Socialister. Du har måske set en plakat i Aarhus, af Karl Marx der peger, hvor der står ”Er du kommunist? Så bliv organiseret.” Det er os. Vi er ikke ude efter at konkurrere med de politiske partier og blive stemt ind i Folketinget. Vi vil danne en revolutionær marxistisk ledelse, der kan guide den bølge, der med tiden kommer til at omvælte det nuværende system, for at sikre både sejr, men også at der bliver etableret et arbejderdemokrati og en planøkonomi efterfølgende.
Om revolutionen kommer, er ikke et spørgsmål; om den lykkes er, og det er det vi er optaget af som marxistisk ledelse. Vi vil sikre at der ikke opstår kaos efter, som i den franske revolution, at ingen af de gamle undertrykkende strukturer forbliver, som de gjorde med den danske revolution i 1848, og at det ikke går over i stalinisme som det gjorde i Sovjetunionen. Vi anerkender ikke stalinisme som kommunisme i det hele taget, og ser det som en fuldstændig degenerering af Lenin og Trotskijs kommunistiske ideer. Vi abonnerer derimod på bolsjevisme, og deraf demokratisk centralisme, og anerkender de enorme fremskridt, der
blev gjort af Sovjetunionen, med den bolsjevistiske revolution. Endemålet er international kommunisme, fordi det er kun på det internationale plan at jorden kan reddes og ægte kommunisme kan etableres. Derfor er RS den danske sektion af International Marxist Tendency (IMT), som er en international kommunistisk organisation, for at sikre international kommunisme –som følger Marx, der proklamerer: “Arbejdere i alle lande, foren jer!” i Det Kommunistiske Manifest”.
Men hvad er kommunisme egentlig, og hvorfor er det lige løsningen?
Nu er der lidt mange -ismer, så lad mig lige give lidt overblik:
Marxisme er en teoretisk ramme og en videnskabelig historiefilosofi, der viser hvordan klassekampen er drivkraften bag samfundsforandringer. Marxismen blev udviklet af Karl Marx og Friedrich Engels i midten af det 19. århundrede,
som beviste at samfundet er opdelt i to grundlæggende klasser: bourgeoisiet (kapitalisterne eller ejerne af produktionsmidlerne) og proletariatet (arbejderklassen). Det er bourgeoisiets kontrol over produktionsmidlerne, såsom tech- og oliefirmaer, der skaber ulighed og udbytning.
Kommunisme er en politisk og økonomisk ideologi, der bygger på marxistiske principper. Den stræber på at skabe et samfund, hvor al privat ejendom er fælles, og hvor ressourcer og produktionsmidler fordeles efter behov.
Ting som din tandbørste, for eksempel, er personlig ejendom, og kommunister synes altså ikke at du skal dele den. Marx beskrev kommunismen som det endelige mål for klassekampen, hvor proletariatet har sejret over bourgeoisiet og etableret et globalt klasseløst samfund.
I en kommunistisk samfundsorden ville staten gradvist miste sin relevans, og samfundet ville organiseres på grundlag af frivilligt samarbejde og solidaritet. Ideen er at fjerne økonomiske og sociale uligheder, skabe lighed og retfærdighed for alle borgere og give hver enkelt person mulighed for at udvikle sit fulde potentiale. Selv om Rusland, blandt andre, udførte en vellykket
socialistisk revolution, nåede de aldrig rigtigt kommunisme, som også kun kan eksistere på et globalt plan hvis det skal være ægte kommunisme. Hvis du er blevet fortalt noget andet om kommunisme, er du blevet narret, desværre, eller så har de misforstået den bureaukratiske, autoritære og imperialistiske stalinisme, for at være den demokratiske kommunisme. Det er en løgn orkestreret af kapitalistisk propaganda. Igen er det ikke din skyld, men kapitalismens, hvis du troede kommunismen var noget andet end demokratisk.
Kommunisme er ikke bare en god idé eller en identitet, men en bevidst videnskabelig filosofi, verdensforståelse og guide til handling. For os i RS er det essentielt at forstå og udvikle de marxistiske ideer, så vi kan sejre i en socialistisk revolution. Derfor er uddannelse af marxistisk teori en integreret del af at være med i RS. Hvis du er interesseret i RS er du velkommen, og bliver taget i hånden uanset hvor meget du ved om revolutionære ideer.
Poor core og quiet luxury
Er vi så heldige, at det er blevet usmageligt at være rig og på mode at være fattig studerende?
Af Smilla Marie Holten, Litteraturhistorie
Når top modebrands sender slidt tøj på catwalken for øjnene af velhavende mennesker, giver det et sus af kontrasterne mellem en fattig æstetik og en luksuriøs branche. Holdt op mod brands, som skaber basic kashmir-trøjer til luksuriøse priser, trækker kontrasten mellem hviskende velstand og slidt æstetik tråde til resten af modebilledet. Og klasseskel sniger sig ind i vores klædeskabe og folder sig eksplicit ud i form af slidte jeans, udtrådte sko og dyre hvide t-shirts. Det hele manifesterer sig i modetendenserne kaldet poor core og quiet luxury, hvor fattigdommen bæres uden på tøjet med stolthed, og velstand væves hemmeligt ind i sømmene.
Poor Core
Det handler om slidte jeans, hullede trøjer, laser og revnet tøj. Og det spændende er, at det ikke handler om mangel på økonomiske midler, men om en omfattende modetendens som mennesker fra alle lag kan være med på.
Modebladet Costume, skriver i artiklen “Ny trend omfavner det slidte look” om poor core-tendensen, at den blot er ”blevet gendøbt ”poor core”, og (...)
Selvom der er tale om en trend, som særligt bruser frem lige nu, er der bestemt ikke tale om et nyt fænomen.”. I artiklen fremhæver de, at tendenser, hvor de mere eksklusive kredse bruger de laverestående klassers beklædning, allerede fandtes under Den Franske Revolution. Derudover dukkede det også op i 1950’erne, hvor jeans (som oprindeligt kommer fra arbejderklassen) gjorde sit indtog i den velhavende klasse. Stilen har gennemgået flere navne som homeless chic og gutter punk, og den har mødt både ros og kritik. I dag står vi med fænomenet poor core, hvor blandt andet mærker som Dior, Balenciaga og (di)vision har gjort flittigt brug af modestrømningens slidte udtryk og lavere stillede inspirationskilder.
Quiet Luxury
Det indebærer tidløse basic-items af høj kvalitet, med underspillede
detaljer. Det er hverdagslooks i hvid, sort, grå, og beige i form af strik, skræddersyede bukser og klassiske frakker til enorme summer.
I artiklen “Fra retssalen til Instagram:
Sådan blev ’Quiet Luxury’ den trend, alle talte om” fremhæver modebladet
ELLE quiet luxury -brands som The Row og By Malene Birger (det nye med Maja Dixdrotter) og uddyber stilen med ordene ”En tidløs, klassisk garderobe i god kvalitet (...) den underspillede, diskrete trend”.
ELLE hiver yderligere fat i tv-serien Succession og Gwyneth Paltrows outfit til en afhøring, som vigtige fænomener inden for trenden. Da Gwyneth Paltrow i 2016 skulle i retten, bar hun et underspillet outfit med en frakke og sweater fra The Row til henholdsvis 37.000 og 11.700 kroner. Både stilen fra Succession og Gwyneth Paltrows retssag gik hurtigt viralt under hashtags som #courtcore, #stealthwealth og #quietluxury.
ELLE fremhæver dog også fænomenet som en æstetik der, ligesom poor core, har været her længe. Også her trækkes tråde tilbage til Den
Franske Revolution, hvor mange fra de velhavende klasser nedtonede deres stil. Derudover fremhæver ELLE, at 00’ernes massive fokus på store logoer og overforbrug allerede skabte en modreaktion i form af stilen normcore (hvor det normale ophøjes).
I 10’erne gik normcore sin sejrsgang i modebilledet. Som en reaktion på finanskrisen og individualiserede liv, fødtes denne trend om det normale, ”at blende ind” og det ”ikke-rige”. I et program fra DR, “Hvad siger din stil (episode 1)”, fremhæver de, at der sideløbende kom trenden gorpcore (gorp = good ol’ raisins and peanuts (trekking-snack)). Her handlede det om praktisk vandretøj, høj kvalitet og kanvas. DR fremhæver yderligere, at genbrug blev højaktuelt, og at bæredygtighed og klimabevidsthed i slut 10’erne begyndte at snige sig ind i kernen af modebranchen. Dermed var der allerede i 10’erne med normcore, gorpcore, og en begyndende klimabevidsthed lagt an til en bevidsthed om kvalitet, tidløshed og bæredygtighed.
ELLEs artikel fremhæver også, at quiet luxury handler om netop holdbarhed, kvalitet og om at konkretisere sin
garderobe til få, velvalgte items af høj kvalitet; som alt sammen taler lige ind i den store klimakrise, vi står i.
Genbrug og bæredygtighed
Bæredygtighed må også være en stor faktor for mange af de nye trends, vi ser lige nu. På designskolerne taler de nemlig om bæredygtighed, bæredygtighed, bæredygtighed. Til modeugerne taler de om bæredygtighed, bæredygtighed, bæredygtighed. Det kan dog diskuteres, hvor langt modeverdenen er kommet i den bæredygtige retning (specielt når tøjindustrien er ”det fjerde mest miljøbelastende forbrugsområde i EU” ifølge svanemærket.dk). Men når klima, miljø og bæredygtighed er kommet på podierne, så gør det, at flere upcyclingbrands får sin berettigelse, og det gør også, at noget af den luksuriøsitet, som de store haute couture brands lever højt på, får en snas af usmagelighed.
Hypen om genbrug i kombination med bæredygtighed og poor core har også gjort det muligt for en bredere gruppe (og selv os på SU) at være med på den store mode-klinge. For når high fashionbrands, som eksempelvis (di)vision, up-cycler og river deres tøj i stykker, rykker det samtidig polerne for high
fashion og den lokale genbrug tættere på hinanden. Men er poor core og quiet luxury virkelig et udtryk for, at polerne rykker sig tættere på hinanden, eller er det nærmere et udtryk for, at rigdom er blevet skamfuldt og fattigdom ophøjet?
Eller er det en stigende økonomisk usikkerhed eller klimakrisen, som udspiller sig i disse to modetrends?
Er det blevet usmageligt at være rig?
Jeg fornemmer, at der kan ligge en skjult skam i at have penge. Forældrekøb, store biler og dyre skjorter har ikke et godt ry, hvor jeg kommer fra. Men kan jeg se det fulde billede, når jeg i gymnasiet gik i en musik-klasse og nu studerer ved de æstetiske fag på kasernen?Hvor jeg dermed står i et miljø med stor kontrast til dyre både, loafers og kæmpe børneopsparinger. Noget tyder nemlig på, at unge ikke kun retter blikket mod poor core og nedtoningen af luksus. ELLE fremhæver i sin artikel, at ”unge generationers forbrug af luksusvarer stiger hurtigere end nogle andre generationer, og at de ser luksusvarer som investeringsobjekter, der skal holde ikke bare i årevis, men som potentielt kan gå i arv til næste generation.”. Unge er dermed ikke kun
optaget af det slidte poor core, men også luksuriøsiteten i quiet luxury.
Dog har de fællesnævneren: et take på bæredygtighed. Dermed kan man ikke definitivt sige, at de to trends er et udtryk for, at det er blevet usmageligt at være rig, men snarere at de kaster gaver af sig i form af en ophøjelse af genbrug, det slidte og slow fashion, som taler lige ind i en økonomi på SU. Dermed kommer moden også længere
Anbefalinger
væk fra at være for én eksklusiv gruppe og tættere på at være en friere leg uden de store økonomiske begrænsninger. Hvis strømninger som bæredygtighedstrenden, poor core og quiet luxury tyder på, at vi kan frigøre os bare en smule fra modeverdenens kapitalistiske og materialistiske godstog, ser jeg det som en bevægelse, der gør det federe at være modebevidst på SU, og egentlig bare generelt at være interesseret i mode.
Denne artikel tager afsæt i en podcast fra Politikens Poptillæg. Hvis du vil høre nogle kloge mennesker tale om lige netop poor core og quiet luxury, så har Poptillægget lavet en podcast om lige netop dette emne.
Hvis denne artikel gav dig lyst til mere content om modetendenser, så gennemgik DR-programmet Hvad siger din stil? blandt andet normcore, gorp core og en masse andre modestrømninger.
Kilder:
COSTUME: Ny trend omfavner det slidte look
ELLE: Fra retssalen til Instagram: Sådan blev ’Quiet Luxury’ den trend, alle talte om DR: Hvad siger din stil?
Svanemærket: 12 facts om tøjproduktion
Firkantsfanatisme
Af Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik og Kultur
Rittersport-arkitektur
På et tidspunkt blev vi forelskede i firkanter. Firkanter har da også til alle tider været praktiske. „Quadratisch, praktisch, gut.” Lad os kalde det for Rittersport-arkitektur. Det er en fantastisk måde, hvorpå man kan huse masser af mennesker på meget lidt plads. Ofte bliver de kaldt boligblokke, og med den rette (eller forkerte) population, kaldt ghettoer. Hvor praktisk denne Rittersport-arkitektur end er, er den langsomt sivet ind gennem sprækkerne og har ødelagt fundamentet under en arkitekturtradition rig på æstetik med former, snirkler og buer, som nu ligger sønderknust tilbage på jorden. Af denne jord skyder nu murstensmastodonter op i alle verdenshjørner, som var de det moderne menneskes ukrudt.
Lilli Gyldenkildes Torv
Rittersport-arkitekturen har taget min hjemby som gidsel og overtog pladsen fra en væltet kæmpe-Kvickly og dens tilhørende kæmpe-parkeringsplads. Store, gule murstensrektangler med flade facader, der knap indeholder nok vinduer til at gøre et menneskeliv værdigt. De omkranser mindre, røde
murstenskvadrater, der i stueetagerne har diverse butikker og drive-ins.
Metalsvalegange er boltet fast til murværket og giver et helt særligt fængselsudtryk, især i gråvejr. Hvis du ønsker at besøge de grønne områder, som blev lovet i lokalplanen, kan du lige så godt hoppe i havnen.
Det hedder Lilli Gyldenkildes Torv og er opkaldt efter en prominent horsensiansk SF-politiker. Torvet ligger midt i centrum lige ved siden af Rådhusparken. I min familie snakker vi tit om, at hun nok vender sig i sin grav ved at lægge navn til dette gudsforladte sted. At jeg udlægger dette som dårlig arkitektur er ikke noget, som jeg er ene om. I DR2’s serie Er der en arkitekt til stede? bliver Lilli Gyldenkildes Torv splittet til atomer af Ane Cortzen, der vel som den eneste person har stillet nogen som helst til ansvar for dette forfejlede byggeri. Hint: Det er faktisk ikke arkitekternes skyld.
Det er kommunaldirektøren, der har skudt alle i foden.
Problemet er ikke, at byggeriet eksisterer, men at der kunne have eksisteret et alternativ til den landeplage (verdensplage), som Rittersport-arkitektur er blevet. Noget, som kunne have sat Horsens på landkortet. En arkitektur, som stadig favner æstetikken. Hele problemet har rod i, at der inden for den moderne arkitektur eksisterer et dogme om, at vi endelig ikke må se os tilbage. Fortid er fortid. Den kan vi ikke længere bruge til noget og da slet ikke til inspiration.
Arkitekturens ulighed
Ane Cortzen siger i programmet om byggeriet i Horsens, at “det gentager alle de fejl, som vi ved ikke skaber det gode liv.” Arkitekturens ulighed rummer til dels to ting: Uligheden, der eksisterer indbyrdes blandt de forskellige arkitektoniske retninger, og hvilke der får mest “sendetid”, men også i forhold til uligheden i, hvem der kan bo hvor, og for hvem det gode liv skabes. De rige vil også have firkanter - se bare på Aarhus Ø. Bevares, det er et lidt mere kreativt forsøg på sammensætninger af firkanter og materialer, end man ser andre steder, men der er ikke meget plads til bløde, kurvede former, søjler eller hvælvinger. Selv uret er kantet.
Vi har som samfund en tendens til at presse mennesker ind i firkanterne. Kalder vi dem for ghettoer, så skal de fjernes. Hvor sender vi dem så hen? Et offer for denne firkantsfanatisme er Gellerup, hvor planen er at rydde flere boligblokke fra overfladen for at bygge nye beboelsesområder. Bygninger, der loves at være med nye farver, bygninger med træfacader og grønne områder. Jeg må indrømme at min holdning til alt dette er en smule apatisk - for det kan gå så galt (og det gik så galt, jf. Lilli Gyldenkildes Torv). Denne tendens beskrives med et flot, udenlandsk ord, som er meget populært i disse tider: gentrificering. Oversat: byfornyelse med et twist af huslejestigninger.
Tidligere gav jeg arkitekterne helle - det har de til dels stadig. For man må jo indrømme, at på trods af at den moderne arkitektur er gennemsyret af idéen om Rittersport-arkitektur, så er det ikke arkitekterne, der tager de endelige beslutninger, når det kommer til byplanlægning.
Lys i mørket
På en tømmerflåde midt ude i Aarhus Bugt er der placeret et lille lys. Det lyser svagt, men pointen er, at det
lyser. På arkitekturbilleder.dk kan man læse en projektbeskrivelse af Gellerup Bypark - en park, der faktisk allerede eksisterer! Projektet er udført af SLA Landskabsarkitekter, EFFEKT, og
Boris Brorman Jensen. Her er et uddrag: “Den nye park gør op med modernismens stringente, storskalige og funktionelt fokuserede byrum og giver det hårde, byggede formsprog modspil gennem småskalig beplantning, svungne stiforbindelser og forskelligt udformede landskabelige rumligheder.”
Et øjebliks ro for denne fantastisk formulerede sætning. Et fredeligt åndehul midt i en larmende arkitektur.
Nu mangler vi bare, at disse kloge landskabsarkitekter også tager en snak med politikerne, entreprenørerne og bygningskonstruktørerne. Så kan vi blot håbe, at ovenstående gør sig gældende for resten af byfornyelsen og medfører en menneskevenlig arkitektur. Jeg har blot en sidste bøn: 1. januar 2023 stod der 9.670 boliger tomme i Aarhus. Vi må som samfund kunne finde ud af at gøre disse boliger økonomisk tilgængelige for helt almindelige mennesker. Vi har firkanter nok.
Kasernerådet præsenterer: 4 hurtige om ulighed på universitetet
Arts har et Diversitets- og ligestillingsudvalg - men der er ingen officielle studenterrepræsentanter i udvalget.
AU har en handleplan for diversitet, ligestilling og inklusion - men de studerende er stort set ikke nævnt eller inkluderet i den.
Selvom der er en nogenlunde lige kønsfordeling blandt ph.d.studerende på AU, bliver der mere og mere ulige kønsfordeling, jo højere op man kommer. Der er kun 33% af lektorerne, der er kvinder, og kun 17% af professorerne, der er kvinder (målt i 2014).
AU tager fortsat ikke kønsminoriteter med i deres statistikker, så dem ved vi ikke noget om.
Der er stadig studerende, der oplever, at de bliver decideret frarådt at skrive om ulighed i køn, feminisme o.l., eller oplever at få mindre hjælp af underviserne, hvis de gør.
I Kasernerådet arbejder vi imod ulighed, fordi det giver bedre muligheder for alle studerende, på tværs af forskelligheder. Vil du være med?
Mail: kaserneraadet.au@gmail.com
FB: Kasernerådet 2022
IG: kaserneraadet.au
Fanget i Det Mandlige Blik
Af Elvira Wiwe Løbner, Æstetik og Kultur
Mit røde flag er, at jeg tror jeg er hovedkarakteren i en serie skrevet af en mand – og det er Disney Channels skyld
Som ung pige, der voksede op i de sene 00’ere og 2010’erne, så jeg rimelig meget fjernsyn. Okay, rigtig meget fjernsyn. Især elskede jeg alt hvad der blev sendt på Disney Channel. Jeg slugte simpelthen bare råt hvad som helst, der var vandmærket med Mickey Mouse ører – med hud, hår og hale. Jeg kunne ikke få nok. Særligt elskede jeg Disney Channel Originals, såsom ”Camp Rock”, ”Hannah Montana: The Movie”, ”Princess Protection Program” og selvfølgelig ”High School Musical” trilogien. Disse film er tydeligvis lavet til at blive set af børn og tweens, så de fleste er da med på, at de måske ikke er de mest velskrevne film, man kan finde. Alligevel vil jeg gerne belyse hvor meget disse film kan påvirke en ung piges – og ung kvindes – opfattelse af verden og af sig selv.
Lad os tage ”Camp Rock” som et eksempel. Det er jo en klassiker, stjernebestrøet med både The Jonas Brothers og Demi Lovato som medvirkende. Der er flere scener, man kan tage fat i ved denne film, hvis man vil vise hvordan den kan have en negativ effekt på unge seere. Den helt store synder (for mit vedkommende) er scenen, hvor Shane (mandlig hovedrolle) er på flugt fra en fanskare af piger og skjuler sig i en busk under et vindue. Herfra hører han en skønsang smukkere end han nogensinde har hørt før. Det er selvfølgelig Mitchie (kvindelig hovedrolle), der ”øver sig” ved klaveret i 30 sekunder, hvorefter hun går ud af rummet igen. Shane giver sig herefter i kast med at lede efter pigen, fordi han har... forelsket sig?? I hendes stemme? I hvert fald har denne scene – som blot er én blandt mange af samme slags i Disney Channels dossier – af en eller anden årsag haft en stor effekt på unge mig og mit syn på verden. Jeg forestillede mig jævnligt, at en dreng ville opdage mig synge og med det samme falde pladask for mig. Jeg drømte om at få en makeover, så alle drengene ville få øjnene op for mig. Jeg nedfældede endda små kruseduller i en notesbog, så jeg kunne ligne en mystisk pige som skrev sange.
KRUSEDULLER. Så jeg kunne LIGNE en, der skrev. Disse film opfordrer ikke til indhold, intelligens eller øvelse i færdigheder ved piger. De portrætterer unge piger, som kun har spændende og værdifulde interesser eller evner, når drengene opdager dem. Mitchies musikalske evne bliver primært fremhævet og stillet i et positivt lys, når Shane opdager og anerkender den. Hun vinder heller ikke den store musikkonkurrence til sidst i filmen, men vinder selvfølgelig noget bedre – et forhold! Igen behøves den problematiske del af denne slutning vel ikke at skæres vildt meget ud i pap, men det er bare for at understrege det meget tydelige blik filmen er lavet med. Det mærkelige er nemlig, at selvom denne film primært er målrettet unge piger og skrevet om en teenagepige, så lider denne Disney Channel original, som så mange andre, desværre af at være filmet gennem den mandlige linse.
”The Male Gaze”, eller “Det Mandlige Blik”, er et temmelig kendt udtryk i dag. Almindeligvis snakker man her om en portrættering af kvinden som et objekt, der kun er til gavn for manden, og ikke i sig selv har nogen betydning. Dette kan man ikke sige om f.eks. Mitchies karakter i Camp Rock, da hun selv er handlende og selvstændigt tænkende (altså, lige knap). Men alligevel er det tydeligt, at et mandligt perspektiv har været bag kameraet. Det Mandlige Blik er kommet til udtryk ved kun at påføre betydning til de evner, Mitchie besidder når de fremmer plottet eller styrker relationen til den mandlige hovedperson. Hun er først noget særligt, når han opdager, at hun er noget særligt. Et andet eksempel er ”High School Musical”-filmene, hvor hovedpersonerne Troy og Gabriella sammen opdager deres kærlighed til musikalsk teater – og til hinanden. Her er det også først, når Troy bekræfter og anerkender Gabriella i sin sangstemme, at hun kan optræde foran andre på en scene.
Disse detaljer i portrætteringerne af unge kvinder kan virke som bagateller og petitesser, men de er bare super vigtige at opdage! Det kan være, at du sidder og tænker: ”Ja, det er da nogle totalt åbenlyse brister, det behøver du slet ikke sådan at råbe op om – dem kan man da sagtens selv opdage”. Det er måske åbenlyst i vores alder, ja, men det var det ikke for 11-årige mig, der for 10 år siden tog imod alt det, som Mickey tilbød med kyshånd. Ikke nok
med, at disse film fik mig til at lave fjollede kruseduller og scenarier, de fik også min mini-hjerne til at tro, at en dreng skal være vild med én, for at man har værdi. Selvfølgelig er jeg sikkert også blevet påvirket mange andre steder fra, men jeg har bare opdaget et direkte link mellem mine minder om disse film og det forhold jeg længe har haft til... ja, forhold! Samt mit forhold til platoniske forhold med drenge, mit selvværd, adfærd omkring andre piger og selv de interesser jeg har påtaget mig. Så længe jeg har kunnet huske, har jeg taget stilling til mit liv og truffet mine valg gennem overvejelser af, hvad der er værdifuldt for drenge. Hele mit liv har drejet sig om, hvad jeg troede, at drenge ville kunne lide, lægge mærke til, kigge på. Fordi jeg er opvokset med piger, som gennem linsen blev set af Det Mandlige Blik. Så jeg er blevet ”programmeret” til også at tro, at jeg ses gennem en mandlig linse.
Børn er meget modtagelige og har sværere ved at skelne mellem film og virkelighed end voksne. Derfor er det vigtigt, at man lægger tid og energi i at producere underholdning til børn med kvalitet – og bæredygtige budskaber. Underholdning som ikke understøtter og fremhæver Det Mandlige Blik, så man ender med at sidde der som 21-årig kvinde med hundredvis af komplekser at skulle arbejde igennem. Så kan det godt være, at du tænker: ”Okay, har du ligget under en sten de seneste 5 år? Der er langt større fokus på alt det her nu og film til børn er anderledes”. Ja, det er også rigtigt. Men 1: Rigtig mange børn ser stadig disse gamle klassiske Disney Originals. Muligvis fordi de nu har forældre, der er opvokset med dem og derfor er så forblændede af nostalgien, at de overser manglerne ved filmene. Og 2: Dette lille skriv er egentlig også mest henvendt til alle dem, der nu er unge kvinder, men som ligesom mig er opvokset med den skide mus. Det er mit forsøg på at gøre jer opmærksomme på problemet, så I kan af-programmere jeres hjerner fra at tro, at I er filmet af Det Mandlige Blik.
Oktober er tiden, hvor alting forfalder
Af Kristine Godrum-Overgaard Engholm, Æstetik og Kultur (oktober 2022)
Oktober er tiden, hvor alting forfalder
Solen står lavere dag for dag
Tårerne flyder når stærene kalder
Fylder hjertet med ubehag
For fuglene letter og rejser bort
De håber en kold vinter bliver kort
Svampene gror bagved bladenes minder
Hviler på jorden så ømt og blødt
Blomster og bær, der forgår og forsvinder
Klædte sommeren lunt og sødt
Lyngen giver slip på sit sidste frø
Sammen med sommeren må den dø
Skumtoppe leger mens havet vil jage
Tavse træer langs kystens bred
Tagsten, der tumler og kastes fra tage
Stormen på vandet er bidsk og vred
En hvinen i ørene gør så ondt, når efterårsblæsten går hjemløst rundt
Kastanjerne skyder raketter mod jorden
Tunge dråber fra dunkle skyer
Regnbyger hopper og danser langs fjorden
Gennemvæder de triste byer
Hvor lysene tændes, når mørket tager fat, kæmpes en kamp i den lange nat
Kan synges på melodien til Katrine Muffs ’Vintersang Uden Sne’ fra Stine Pilgaards bog ’Meter i Sekundet’.
Træer og tidsler på vej mod rummet
Skrevet af Asbjørn Hesselager Gravesen
Regnen ophobede sig på ruden, enkelte dråber løb ned, andre løb skrå trukket tilbage af vinden. Det var koldt, og jeg var lidt fugtig som resten af bussen. Sulten trak i min mave og planen var allerede lagt, gennemgået mange gange ved hvert signal, som sulten sendte. Jeg køber ind, så hjem og spise, det var derfor, jeg havde taget den her bus. Det var som en trøst til sultens kald. Så så det skal nok gå nu, bare vent og du får dit ønske opfyldt. At trøste sig selv, er at spalte sig selv. En voksen og et barn. Barnet med behov og den voksne der sørger for at opfylde de behov. Men jeg er altså nu voksen, men åbenbart også et barn. Hvem bliver ked af det, når jeg bliver ked af det? Er det barnet? Eller den voksne? Uanset hvad så bliver jeg ked af det stadig, selvom jeg er voksen, uanset hvad så skal jeg stadig trøstes, selvom jeg ikke er barn. Jeg er en voksentrøster, ja men nu er jeg altså i bussen, fugtig og sulten. Jeg gik ud på mit forudbestemte stop, og gik mellem vandpytter, gode steder at træde på fortovet hen mod fodgængerovergangen. Blæsten skubbede blidt til mig, jeg kiggede mig omkring, biler susede forbi på den store vej forude. Der var noget, der flakkede kort i det yderste af min periferi. Det var en mand, der tvang sig selv til at brække sig 15-20 meter væk, bag stoppestedet. En bil stod i nærheden, var det hans? Hvorfor står han og brækker sig på højlys dag og så endda selvforskyldt midt i det hele? Skulle han bruge hjælp? Jeg kiggede nærmere på bilen, den havde ikke nogen nummerplade. Brun væske løb i en lind strøm fra hans mund til jorden, jeg kiggede væk, det var uhøfligt af mig bare at stå og stirre. Skulle jeg gå over for at spørge, om han var okay? Det blev grønt, og jeg gik i normaltempo over fodgængerovergangen, jeg var i tvivl, men hvad kunne jeg havde hjulpet med? Virkeligheden er ofte absurd i sin normalitet, tingene sker, og man reagerer på sin egen måde, alt sammen bestemt af levende døde celler, der snakker et proteinsprog på tyvetusinde ord. Kompleksiteten er skræmmende og fascinerende, men det ligger ikke nært vores eget oplevelsesbillede. Viden og fortolkninger skaber kompleksitet. Vi er fortolkende væsener, der er ligeså hengivne til vores miljø som en amøbe i strømmen af en å. Vaner, drømme, de samme skridt dag ud og dag ind, stemninger der bestemmer handlingsmønstre. I sløret af friheden og virkeligheden møder vi valget, der indskrænkes til stadighed. Sulten der møder mig på en eftermiddag, tvinger mig til at tage en anden bus hjem for at komme i supermarked.
Jeg er nu hjemme, og jeg sidder og drikker kaffe. Jeg har spist, og en anden stemning har lagt sig. Jeg stirrede ud i luften, øjnene placeret et vilkårligt sted i lejligheden, jeg så ikke ud af mine øjne, de var frosne og sat på standby. De var moduler, der var slået fra i min menneskecomputer, celler der snakker sprog, jeg ikke kan høre. Vi har navngivet alt, der er i vores nærbillede, de ting vi ikke forstår intuitivt, eller som vi forstår intuitivt, men har lyst til at navngive. Vi er vores egen værste fjende, vores eget fortolkningsapparat der prøver at forstå verden. Rammen er den samme. Vi er en stor supercomputer, og sammen har vi navngivet alt. Men alligevel er vores forskellige oplevelser anderledes end mange andres. Hvordan prøver vi at nå ud til vores medmennesker? Kan man forstå, hvilken intention der ligger bag et budskab, en hentydning, et lille blik, et kort ”har du set det her?”? Der er et skel mellem alles virkelighed, og sproget er så ringe til at udtrykke, hvad man gerne vil kommunikere. Især med folk man ikke kender, kan kløften være så stor, fordi tankerne, vanerne, drømmene og fortolkningerne ligger så langt væk fra alt, der ligger én nært. Kunne man ikke gå ud fra, at alle mennesker var velmenende? Nej! Men det ville jeg ønske, man kunne. Jeg ville ønske, jeg blev set på som værende rar, når folk kiggede på mig. Det er en evig kamp at overbevise folk om, at jeg er god og venlig. Vi er mistroiske alle sammen, køn hader køn. Det er hårdt at være mand, og det er hårdt at være kvinde. Kunne man tro på sit medmenneske? Men det er farligt at være godtroende og naiv, igen er der en umulighed i virkeligheden, som der har så meget betydning for vores daglige gang. Hvem man kan stole på, og hvem kan man ikke. ”Tal ikke med fremmede”. Det råd sidder fast i den del af os, der var barn engang, og det husker man som voksen. Vi dømmer folk hårdt på deres udseende, og vi er klar over det, men kan ikke løsrive os fra de umiddelbare reaktioner. Det er først når strømmen af information når cortex, at vi kan bryde fri fra vores første handlingsmønstre. Og selv der kan vi stadig være tabt og ureflekteret i vores handlingsplan. Lys skøjter i forskellige retninger i mit synsfelt, det drejer og skyder. Jeg stirrer ud på himlen, og kan mærke græsset under mine fødder. Den ufrivillige erindring fodrer mig ordene: det kaldes earthing, når man går i bare tæer på græs. Nogle elektroner skulle efter sigende forlade kroppen til jorden, når man går i bare tæer. Skridt på skridt i græsset, jeg har ikke fokus på jorden, og jeg træder ned i en tidsel ved fejl. Du skal ikke gå i bare tæer på den her græsplæne, siger min far i mit indre øre. Der er for mange tidsler, men jeg kan godt lide det. Det er repræsentativt for livet. Træerne foran mig flyver mod himlen, rødderne følger med, de ræser mod solen, deres livsmål endelig ført
ud i livet på en passende måde. Det kæmpe netværk af rødder åbenbares for mig, de er mørke og fyldt med jord, de drypper jord ned på græsset og flyver afsted. Hvad nu hvis alle træer på planeten fløj mod rummet på samme tid? En samlet himmelfærd på en tirsdag eftermiddag i en ferie, hvor hr. og fru Danmark spiser opvarmet æbletærte fra bageren med cremefraiche og flødeskum til. Manden drikker en tår kaffe, og han hører mærkelige rivelyde i sin baghave. Hans ellers solide og frugtbare æbletræ bevæger sig, som det aldrig har gjort det før. Til sidst ryster det sig fri af jorden, og det rasler med jord ned mod resten af haven, når det, som en raket, flyver mod sit indstillede mål. Måbende ansigter kigger på et fænomen, der aldrig er sket før. Hvad kan det betyde? Hvad siger nyhederne om de flyvende træer? Hvad med nye frø, der sås på en plantage? Gælder det samme for frø? Hvad så om tyve år, er menneskeheden stadig i live? Hvordan fungerer det med drivhusgasserne? Kan vi nå at råde bod på vores nu endnu værre klima? Man vil ikke kunne stole på træer igen. Der vil ikke være nogen, der tør at så træer igen, og verden vil være træløs. Vinden vil lide afsavn, ingen blade den kan ruske i på samme måde helt oppe i luften. Den blå planet og i hvert fald ikke den grønne planet. Vi havde ikke behandlet vores træer ordentligt, siger dommedagskulter i nyhederne. Træerne tog hævn på alle de århundreder, hvor vi fældede dem vilkårligt.
Skolegården
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
Stanken af pis, lort, sæbe, vand, alt dette opløses i dette rum med dets evigt isnende overflader; folk råber herinde, jagter hinanden herind, smider andre ud. Firkanten med snoren man skal trække i, er askegrå, brættet hvidt og brunt; jeg styrter ud da dunsten af toilet har flået mine næsebor halvt i stykker.
Udenfor møder jeg skrig, råb, stemmer der gjalder fra venstre til højre, øst til vest, nord til syd, børn der galopperer tværs over asfalten for at stoppe sne og is ind i hver en åbning i et andet barns jakke. Barnet vælter vrælende om i den snebeklædte sandkasse, mens jeg vender mig mod skolen; gule mursten og snavsede vinduer kigger på mig; lærerne sidder inde bag de plettede ruder og propper sig; fede læs eller tynde siv, det er hvad de er, den gyldne middelvej kan lærerstanden ikke gå ned ad.
En isklump smasker mod en drengs hals og åbner op for tårekanalerne; hans skrig fyger gennem luften sammen med sneen, og de andre børns råben, snakken og hvin trykkes ned af dette smerteudbrud; i hvert fald for en stund.
Så lyder klokkens skingre hvæs, den auditære pisk jager masserne ind i klasserne, mens gårdvagten siger et eller andet til den stortudende knægt, med det røde mærke på halsen.
Isklumpens sugemærke bærer han med sig ind i klasselokalet.
Jeg slæber min krop langs den snebeklædte skolegård; man skulle tro, at ungernes skrig ville afgive et ekko mellem boldbanerne, toiletterne og legepladsen, men stilheden er trykkende; jeg sætter mig på hug, holder om mine ben.
Jeg kigger op på de kaglende høns på den anden side af skolegården. Mon ikke de hakker i jorden med deres små næb, mens børnene skriger i klasseværelset og bryder lærerne ned?
Tro
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
Solen hænger på himlen, kigger på det lille indhegnede område med gynger, rutsjebaner, klatrestativer, hele pivtøjet. Der er jord at betræde, jord som er blevet betrådt af små barnefødder dag efter dag. Det er her legene finder sted.
De er ikke olympiske, ikke officielle, ikke stillet op. De leger ikke for guld eller præmier, ære eller hæder; de gør det, fordi de vil. Disse spil foregår under sol, skydække, regnvejrskaskader og snebyger, de foregår i vind og hagl; uanset dagens liv fylder de luften med deres eget i form af latter, hvin, sniksnak og fødder i konstant bevægelse; de er endnu blot børn, børn under forårssolen. Jeg kan ikke beslutte mig for om deres liv er i gang eller ej, men jeg kan se dem.
Jeg kan se dem sparke til bolde, fare omkring. Jeg kan se at de er opslugt, at legen holder dem i sin trygge favn.
Imens spirer villavejens små og store huse omkring dem, imens gror træer, de gror ofte og deres blade visner og falder af, af og til, men det blot for at vende tilbage igen og oplyse vejen med deres liflige grønne farver.
Pendulet svinger atter engang, nu mod lyset, før mod mørket; vi svinger med så godt vi kan, indtil vi, hver især, en dag falder af og må overlade pladsen til en ny. Således er det for hvert rige, uanset hvilke styreformer der opstår, blomstrer, forgår.
Børnene triller blot videre med bolden til de skal hjem og spise og i seng. Det hænder at de glemmer, at der venter en ny dag på den anden side af de små, lukkede øjne, men denne glemsel ryger blot ind i mindernes tågedis, til den til sidst fordamper for både barn og forælder.
Når de har glemt dagen der kommer, lyder skrigene, mens tårerne fældes.
Når de har husket dagen der kommer, bryder tandsættet igennem i et smil.
Jeg tror nok de lever, jeg ved ikke, men jeg tror.
Ufuldendt digt
Af Saga Bech Risør, Æstetik og Kultur
fuck vores firkantede verden hvorfor lægger vi værdi i folk der bruger biblen som lovværk
og tror verden er sort og hvid de sorterer sort fra hvid og tror de vasker de forvirret
siger at det rene er en jomfru hvid pige der petit og tit smiler verden er styrt af pædofiler
fuck jeres firkantede hjerner der jo helt tomt deroppe
deroppe putter de folk i boxe og maler verdens vægge med rødt over regnbue graffiti
det et stort rum
men der ik plads til mig i det
siger bare jeg er tom indeni fordi klumpen i min mave er fyldt med ting jeg ik forstår
får
ik tid til at tænke før de siger godt nok ud med det
jeg er ved at kaste op kan ikke mætte sulten
på knæ knækker jeg min ryg
tøm det i mig
fyld mig op
helt til jeg er ved at kaste op vil spørge om det kan stop men når jeg kigger op
kan jeg se hvordan jeg bliver set på i min lille pigekrop please Augh! alt det fis og fuck jeg kommer for sent
knæk mig åben og se jeg er et æg uden en blomme
og en krop uden æg
jeg er en ordbog af fordomme
og blot hiv lidt i mig få en masse kønssygdomme
nej grin, det skægt!
jeg er materiale til en komiker
jeg er en kvinde med skæg
måske
sku jeg bare lade ting ske og holde min kæft
og lad den mand med en sølvske i hans mund snak for han ved bedst?
meeen
man skal ik snak med mad i munden hold nu kæft mand
Drift
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
Valg er noget man træffer. Jeg valgte at tage på apoteket. Der skulle der være piller og det skal til, alt andet er mord. Året var 1927 og far havde fortalt mig om Alfredo Bindas to triumfer i disse bjerge. Det var de gode gamle dage, hvor man gik op og fik hvad man kom efter; amfetamin i pilleform. Far havde boet i Italien, far havde rådgivet mig ned til mindste detalje og givet mig en Dickensroman med navnet på de præparater jeg skulle bruge skrevet bagerst i bogen.
Jeg trampede på pillerne for at knuse dem, sniffede fra den asfalt jeg skulle kysse, da pulveret havde sat sig i næsen og satte mig herefter på sadlen. Bogen fik jeg en røvfuld for at efterlade i Italien, men der var bjerge at bestige, hvorfor skulle far ellers sende mig til Dolomitterne med sin cykel? Jeg hjulede op, jeg hjulede ned, mens naturen badede mig i sved. I disse momenter så jeg mig selv som fremtiden, og mit syn blev klarere og klarere for hvert sving på disse bjergpas. Benene syrede til, men samtidig skyllede historiens bølger ind over mig; det ene øjeblik kom den der skulle skrives og det næste øjeblik den der var skrevet. Det var disse bølger der drev mig frem, disse bølger der pressede mine fødder ned i pedalerne; jo højere op i den tynde luft jeg kom, desto mere overbevist blev jeg om, at min skæbne var hugget ind i disse bjerges skrænter. Horisonten var bjerglandevej efter bjerglandevej; jeg så på fordækket der rullede hen over asfalten. Dette dæk forfattede en tro på drømme jeg hidtil kun havde set som fars. Jeg tænkte tilbage på H.C Andersens eventyr ”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige” og så slog jeg blikket ned på det styr mine hænder febrilsk havde lukket sig om, ja, det styr jeg var klistret til; alt mine øjne så bølgede, skvulpede, min kropsvægt skød til himmels, det ville jeg i disse sekunder sige med samme sikkerhed som ikke-imbecile der påstår at jorden er rund og himlen blå. ”Min sjæl er bortløben”, vrængede jeg, idet jeg åd mig ind i smerten, og rejste mig op mens bjerget stejlede; jeg kunne høre solen, jeg kunne høre asfalten, skrænterne, ja, hele verden, snerre ad mig mens mine ben kørte i ring; jeg smed tungen frem som en myresluger, jeg åd svingene med samme grådighed som svin ved et trug, slikkede mig sporadisk om munden og slugte sveden; den salte smag fordelte sig
på tungen, skændede mine smagsløg, fik mig til at tænke på blod, det eneste disse bjerge endnu ikke havde budt på; så drev mit blik bort fra vejen, for at se sig om for sidste gang. Jeg nåede toppen og trillede skælvende ned. I dette øjeblik var jeg overbevist om, at mit navn ville leve videre, når mine knogler gødede jorden.
Mødet med en herre fra Grindr
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
Jeg slog op på en af de første sider i Herman Bangs Håbløse Slægter og så et virvar af hår; på siden med Octave Feuillets citat fra Monsieur DE Camors lå der 41 hår og på næste side, hvor titlen stod, lå der endnu flere; det var i 2022, så det kunne være et fejlslået forsøg på at komme ind på kunstakademiet, jeg her så; jeg blev, i samme nu dette virvar af en hær af hår viste sig for mig, trukket ind på et toilet, hvor en fuldfed herre uden en trevl på sin blege krop stod, med en neglesaks rettet mod skrotumområdet; han trimmede hårene, der omkransede hans lem og fortalte mig, uden at hilse, at han skulle på sin første date med en mand samme aften, en date der tilmed var hans første i ti år, hvorfor han soignerede sig; jeg skulle lige til at lukke siden, men jeg havde mange spørgsmål til denne mand, der blot udtalte dette:
”I enhver seksuel situation ser det bedst ud, hvis pikken ikke befinder sig bag en busk; jeg har ikke en stor pik, men dens tilstedeværelse vokser når urskoven trimmes.”
”Tilstedeværelse er vigtigt i sex,” mumlede jeg og stod derefter med åben mund, som før.
”Ja, især i disse tider hvor det seksuelle sjældent flankeres af det sociale.”
”Ja, pornoen og dens konsekvenser har været en katastrofe for menneskeracen.”
”NEJ!” råbte manden og klippede videre. I samme nu opdagede jeg, at hans isse var skaldet, skaldet og blank, så blank at narkomanlyset på toilettet reflekteres i issens hud. Han var en grim mand, hans lille lem dinglede mellem flapper af kridhvid hud, hans næse var lang og spids, hans skæg voksede også på halsen og hans hofter var brede; jeg stod og så på, mens saksens spidser penetrerede pubeshårene, med den dér lyd verden fattes ord for, således at de faldt ned på bogen og gulvet. Så røg nogle ord ud af mig:
”Har du en datingprofil?”
”Ja, men jeg er ikke interesseret i rødhårede fyre.”
”Jeg er slet ikke til pik,” sagde jeg og så hvordan der, fra hans miniatureversion af dette manddomssymbol, dalede det ene hår efter det andet ned på papiret; endnu flere røg på gulvet. Så stod han der, i cirka tredive sekunder, og trimmede
sin busk. Jeg så ét sekund på gulvet, der nu var belagt med nogle halvkrøllede streger, der var sorte som kul. Jeg kiggede igen op på dette blævrende væsen, jeg kiggede op på hans tommelfinger og pegefinger i saksehåndtagets huller, jeg betragtede de mekaniske bevægelser han gjorde med sine fingre og fik lyst til at brække mig, men kun lyst. Jeg tænkte vel, at dette ville stoppe ham. Så spurgte jeg ham, om jeg måtte se hans datingprofil; den fede mand sukkede.
”Ja, nu hvor du absolut skal se mig klippe hår af min pik, kan vi vel lige så godt være ærlige overfor hinanden. ”
Han lagde sirligt sin neglesaks på bogen, der lå på gulvet og fandt så sin mobil frem. Han viste mig sin Grindrprofil; på alle billederne stod en trænet mand med et heftigt kæbeparti, men på ingen af billederne figurerede der en trøje.
”Catfisher du?”
”Fandeme nej!” råbte manden, hvis stemme knækkede ved n’et; jeg trådte to skridt tilbage.
”Undskyld”, hvinede jeg og tilføjede så, da den fede mand var begyndt at klippe sine pubeshår igen, ordene ”men så forstår jeg ingenting.”
Manden så på mig, med en tåre i øjenkrogen og sagde så:
”Det er der vel få der gør. De billeder er ti år gamle.”
”Hvorfor i alverden bruger dem så?”
”Fordi min kone skred med ungerne og huset for ti år siden.”
Jeg stod og lignede et spørgsmålstegn. Jeg gik tættere på ham, stirrede ham ned i skridtet og opdagede pludseligt, at mit ene ben rørte mandens fede, højre lår.
”Og for håbets skyld,” hviskede han så, direkte ind i mit øre, jeg kunne høre hans forpustede vejrtrækning; jeg drejede om på hælen; jeg kunne ikke holde ud at se på hans lille pik længere.
Sigurd
Af Kasper Jepsen, Litteraturhistorie
Jeg holder meget af min kat Sigurd, endskønt han skal dø. Ved nærmere eftertanke ville det være mere humant, overfor mig selv og min kæreste, hvis vi blot havde kaldt ham ”kat”, thi det er jo egentlig, hvad han er, frigjort fra abstraktioner og andre af tilværelsens mærkværdigheder; vi har dog valgt at kalde ham ”Sigurd”, altså at humanisere ham, ved at gøre ham mere abstrakt, give ham et mystisk, nærmest mytisk skær, thi hvem er Sigurd? Jeg ved det sgu ikke, men jeg tillader mig at være ret sikker på, at de fleste der hedder Sigurd har en personlighed, og jeg vil umiddelbart gætte på, at mange med dette navn er gnavne gamle mænd, hvis altså ikke lige de er ham den meget religiøse fra Danmarks Radios børne-tv. Sigurd er sjældent gnaven, men han kan blive bange, så bange at han burde blive ikke blot gnaven, men vred, eksempelvis når man ikke ser ham ligge på dørkarmen ind til toilettet, og derfor går i gang med at lukke døren, indtil han altså skriger og man stopper igen, så han kan hoppe ned i sin enorme forskrækkelse og smerte. Sigurd er god til at være kat, han gør alle de rigtige ting; han sover, han skider og pisser i sin kattebakke, han vælter ting ned fra hylder og borde, han går på borde, han siger ”miav”, han spinder når vi holder ham, han plager om at få mad og han virker til, hvis han var menneske, at ville være en tyran, både af natur, men også inderst inde i sin sjæl; det er det fantastiske ved katte, de er nuttede tyranner og tyranner er altid interessante, thi intet normalt menneske kan, om de så agter det, forstå en tyran. I det hele taget har alle nuttede væsener noget tyrannisk over sig, de har i hvert fald en tyrannisk magt over mennesker med empati; den lille baby er det bedste eksempel, ja, de torturerer ligefrem deres skabere ved at frarøve dem søvn, men nok om det, bortset fra, at jeg godt kunne forestille mig, at menneskets trang til disse nuttede, uskyldige og derved tyranniske væsener udspringer af en længsel efter mening med tilværelsen; det kunne i hvert tilfælde være sjovt at se, hvor stor en stigning der har været i katteejere siden Nietzsche erklærede gud død. Jeg forestiller mig i hvert fald ikke, at denne stigning udelukkende kommer på baggrund af større kapital.
Det der gør Sigurd interessant (og andre katte interessante) er, at vi aldrig kan få ham til at tage en pligt på sig, thi han er frigjort fra enhver form for selvbevidsthed, ligesom vi mennesker ofte, hvis vi da har tid til det, ønsker at vi kunne være.
Hvis alt går efter planen, kommer Sigurd til at dø før mig. Det er en omstændighed jeg er bevidst om, og var bevidst om i samme nu vi tog til Roskilde og købte ham, men det er også noget man dagligt bør minde sig selv om. Katte er, i deres essens, ligesom så meget andet, nemlig kilder til lidelse. Samtidig er de dog små og deres øjne er fyldt med mysterier, deres bevægelser med poterne (i eksempelvis jagt eller deres mani med at vælte ting) har noget bevægende ved sig, i deres umiddelbare naivitet, nysgerrighed og, tør man sige det, beundringsværdige dumhed. Katteracen består af sublime kunstnere, da alt hvad en kat gør nærmest er kunst, thi de besidder nemlig noget som påfaldende mange mennesker mangler, nemlig skønhed og stil; disse egenskaber, blandet med kattens nuttede udseende, bevirker, at de bliver umulige ikke at holde af, thi det er en unik blanding; de fleste babyer er for eksempel enormt søde, men har ingen stil, en sandhed der også gør sig gældende hos hunde, der derfor i deres essens hører til hvor mange af dem bor, nemlig på landet. Hvis katte derimod fik bevidsthed og kunne vælge ét sted at bo, ville valget enten falde på Paris eller Milano, hvor de hurtigt ville stige i social rang og blive de (objektivt vurderet) mest velklædte samfundsborgere. Man behøver blot at betragte en kats smidige bevægelser, deres halvvrikkende gangart og halebevægelser (alt sammen noget jeg tror de ville bevare i oprejst form) for at regne dette ud. De ville gå på gaden med deres blanding af tiltalende arrogance, nuttede udseende og vanvittig gode stil, ja, de ville ikke gå, men flanere, og de ville få millioner for det, uanset om de ellers arbejdede eller blot drev gennem tiden, thi alt hvad en kat foretager sig har en skønhed, man primært værdsætter i katolske kulturer, en skønhed der opsluger (og bør opsluge) enhver moralsk kvababbelse vi mennesker kan have overfor deres opførsel; ja, måske er det faktisk etisk forkert at kalde katte ”sublime kunstnere”, da man jo netop kan agitere for, at kattes væren i sig selv er kunst, en kunst hvis genialitet intet menneske kan efterligne, thi jeg kender ingen menneskelig kunst der både er upåklagelig stilfuld, arrogant, gennemført
sympatisk og nuttet på samme tid. Jeg stoler, af ovennævnte grunde, ikke på folk der ikke holder af, eller måske endda, elsker katte.
At vores kat så er sort og hvid, som enhver film med en chik, kunstnerisk aura, giver blot de bevægelser han laver, samt hans tyrannisksympatiske natur, en udstråling og karisma man ikke finder i mange andre katte.
Jeg har kun haft én (enorm smuk og elskværdig) kat før Sigurd og han løb væk og har derved gjort sin skæbne til et mysterie, men jeg er sikker på, at visheden om disse dyrs død altid er kilde til en enorm sorg, thi kattens natur personificerer de få skønne ting der er ved det rige, urbane liv: Klassen, stilen, værdigheden med hvilken man går igennem tilværelsen, et cetera, et cetera.
Ligesom rige storbybeboere er katte dekadente, men deres dekadence holder, i kraft af den sublime kunst de dagligt skaber af instinkt og blot ved at være til, ja, måske endda den sublime kunst de er. Katten er naturens umiddelbare geni (hvis ikke det umiddelbare geni par excellence,) og derfor vil jeg savne enhver flig af Sigurds væren i verden, den dag han siger farvel med et sidste halesvirp, ”miav”, eller potepuf. Men indtil den dag er jeg så privilegeret dagligt at kunne nyde den dekadente skønhed katten giver til menneskets liv, om vi har fortjent den eller ej.
Et brev til en ven
Skrevet af Asbjørn Hesselager Gravesen
Goddag ______
Jeg skriver til dig for at høre, hvordan det står til i Vejle. Jeg skriver på min standhaftige skrivemaskine. Det gør jeg, fordi jeg har lyst. Man må få tiden til at gå på måder, man finder interessant. Det betyder også, at jeg må bede dig om at se bort fra eventuelle skrivefejl, skønhedsfejl og mærkelige linjeskift. Jeg vil gøre mit bedste. I skrivende stund sidder jeg og hygger mig med musik og sodavand. Snart skal jeg på arbejde, køre rundt hele natten. Klokken er 16:18, jeg skal møde 22:00. Det er fint nok, men inden da har jeg brug for noget adspredelse.
Brevgenren er døende i den analoge form, men det er ærgerligt, for den kan meget, som man har glemt. Tænk at få et rigtigt brev i denne tidsalder. Det kan være, du er den eneste i vores alder, der får et rigtigt brev i dette år, eller måske endda flere. Overvej hvor speciel det gør dig. Min far er ekspert på breve og frimærker. Lige nu skriver han en dansk kommunikationshistoriebog med fokus på teknologiske udviklinger, der har ændret måden, man har kommunikeret på.
Et eksempel er telegrafen, hvor rige havde mulighed for at sende beskeder over lange distancer på kort tid. Det var revolutionerende, og telegrafen udviklede sig hurtigt til at blive en billigere og nemmere kommunikationsmetode, dog var breve stadig meget nemmere at bruge som ikke akut kommunikationsmiddel for normale mennesker. Det er ejendommeligt, at jeg sidder i 2023, og skriver til dig med en nærmest arkaisk kommunikationsform, et brev som jeg vil sende til dig i en konvolut med mobilporto på. Virkeligheden er kompleks og faretruende, nærmest udslettende i dens meningsløshed. Vi må tage fat i, hvad vi kan for ikke at falde ned i et mørkt hul af meningsløshed.
Brug dette brev som en håndgribelig afsats af mening, du kan holde fat i.
Vi bliver ældre og ældre, hvad lærer vi? Vi lærer, at vi bliver et år ældre hvert år. Men hvad sidder ellers fast i vores fejlagtige hukommelse? Nu er det snart fem år siden, vi blev brandmænd, hvor meget af det sidder stadig fast derinde? Efter syv år har kroppen skiftet alle cellerne ud med kopier, det vil sige, du i dag ikke er den samme person som for syv år siden, som du er i dag. Det siger måske sig selv, men overvej, at du er et helt nyt menneske hvert syvende år. Det er der mange muligheder i, både gode og dårlige. Hvem vil du være om syv år? Et helt nyt menneske, hvem ville du så være? Tør du svare på det? Og se de muligheder, der er i det? Jeg ved ikke om, jeg tør. At begynde at dekonstruere sig selv for at gøre plads til noget og bedre. Farlige tanker, celle for celle udskiftet med noget nyt og bedre, vaner ændret, forbindelser i hjernen trukket til nye neuroner. Kan du genkende dig selv for syv år siden? Kan du genkende dig selv om syv år?
Månens lys skinner ned på os, for nogle dømmer den dem, for andre er det bare en flyvende sten i rummet. Det er begyndt at blive mærkeligt. Men hjerner er mærkelige. Der er ingen vej uden om. I min ananasbrus er der glycerolestere af fyrreharpiks, det er en stabilisator. Hvad stabiliserer din hjerne? Er det Sertralin Accord? Gad vide hvad det er, og hvad er bivirkningerne? Hvad stabiliserer min hjerne? Ingenting. Jeg er i frit fald, jeg går til kampsport, får det bedre bagefter, men jeg kan ikke sove. Min hjerne er en gepard, den flyver derudaf. Men hvad kan man gøre? Jeg savner et simplere liv. Kan geparder godt flyve? Nej, det er en middelmådig metafor.
På den tredje og højst sandsynligt sidste side, tager jeg afstand fra den anden side. Der er gået mange dage siden sidste skrivende stund, det er gråt vejr derude, men det er stadig lyst. Jeg sidder i en stressende situation, jeg leder efter ny bolig, og det går mig på. For at komme lidt fra det fortsætter jeg på
brevet. Men tankerne kan man selvfølgelig ikke komme væk fra. Jeg hader at flytte, eller jeg hader i hvert fald at lede efter et sted. Det er som at lede efter en nål i en syæske, hvor hver nål kan være lige så god som den anden, hvilken skal man så vælge?
I morgen skal jeg have sushi, jeg glæder mig. Ris med fisk ovenpå dyppet i soya, mhm. Jeg vil bede dig starte med at løbe tre gange om dagen, så du kan få det bedre. Jeg ved bedst. Desuden synes jeg også, at du skal barbere dig skaldet igen. Det var et godt look. Ej, det er selvfølgelig en spøg, men motion er sundt, og hvis jeg kunne give dig én ting, så var det lysten til at motionere.
Vintergækkerne titter frem og minder os om, at foråret er på vej. Jeg har omtalt det før, men hvad skal der ske i fremtiden? Foråret symboliserer det nye. Vi er 25, halvvejs til 50, hvad vil man gerne have ud af livet? Er det penge, mening, mad og brød eller noget helt andet? Hvis et sort hul slugte jorden, og sugede blodet ud gennem dine porer, ville du så være tilfreds med din tid på denne planet?
Jeg tror ikke, jeg har mange linjer tilbage nu, så jeg vil afslutte denne side med at minde dig om, at når solen skinner, og vinden blæser friskt, så vil sunde tanker bruse op i den, der vandrer gennem skoven. Kan du have det godt, til vi ses igen min ven!
Cannabis eller kaos?
Af Peter de Neergaard Simonsen, Æstetik og Kultur
Så er den gal igen. Skattelettelser, højere løn til sygeplejere og et udkantsdanmark i fordærv. Med andre ord har regeringen formået at smøre et ordentlig lag olie under sålerne, og er nu på vej ned af en glidebane. De står til at skulle bruge en stor sum penge, hvis man bare skal holde et af de løfter. Penge som, ifølge Mette Frederiksen, ikke skulle være en mangelvare. Alligevel står kommunerne ude i det vælgerparate Danmark næsten i fordærv, og kan, trods det, se frem til besparelser. Et sted, hvor de penge, der allerede findes, ikke rækker. Nedlagte busruter, lukkede skoler og færre penge til ældreplejen er hvad de kan se frem til. Udover dette har de lovet skattelettelser og bedre lønninger til grupper, som er “Vitale for, at et velfærdssamfund fungerer“. Læger, fængselsbetjente og sosu-medarbejdere. Men alligevel kan de førnævnte faggrupper kun se frem til en minimal lønforhøjelse, og først i 2030. Milde moses, hvor bureaukratiet arbejder på fulde gardiner.
Der skal mildest talt findes en kæmpe pose penge. Om så regeringen vælger at finde dem i kommunepuljerne eller på bunden af havet, er ikke godt at vide. Men jeg har et forslag. Et forslag som de fleste politikere ikke tør røre med en ildtang. Og et forslag som potentielt kan slå to fluer med et smæk. Se det som en slags pakkeløsning. Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt.
Legaliser cannabissen
Det er snart ikke længere en hemmelighed, at størstedelen af Danmarks handel med cannabis hidtil har foregået på Pusher Street i Christiania. Og Pusher Street har været en varm kartoffel i dansk politik i en lang årrække. Adskillige regeringer har prøvet at udrede handelen på Pusher Street, men ingen har rigtig haft held med det. Razziaer, taskforces og lokale politistationer har været en håndfuld af de tiltag, som skulle stoppe handlen på Christiania. Alle vage og uden rigtig effekt. Og nu igen skal den knyttede næve bane vejen frem. Udover at skærpe politiets tilstedeværelse på Christiania, indfører man et slags “3 strikes and you’re out” princip. Princippet er meget simpelt, og indebærer dobbelt bødestraf de første to gange, man bliver snuppet med cannabis på sig. Tredje kan man se frem til en
fængselsstraf. Det er svært at forstå, hvorfor man netop vil indføre fængselsstraf for sådanne bagateller. Især når vi har et fængselssystem, som knap og nok kan stå på egne ben. Hvad regeringen og andre “eksperter” på området ikke kan forstå, er, at banderne fungerer ligesom visse andre sagn-uhyrer: “Hver gang man klipper hovedet af, vokser to nye frem”. Det må snart være historisk bevist, at hårdere straffe ikke fører til mindre kriminalitet.
Der er meget der tyder på, at en legalisering vil have stor påvirkning for de kriminelle. Og det er egentlig også svært at forstå, hvorfor de ikke skulle det. Cannabismarkedet er et lukrativt marked – det er der ingen tvivl om, og hvis man ser på Pusher Street, skulle fortjenesten, alene i 2022, være så høj som en milliard. EN MILLIARD, jeg gentager for tykt at understrege, at dette potentielt kunne være en milliardforretning. Med en legalisering ville man fjerne en kæmpe indtægtskilde fra de kriminelle samtidig med, at man kunne skabe et kæmpe marked. Endvidere ville vi også kunne spare en hel del politiarbejde ved en legalisering. Der ville nemlig ikke være behov for, at ordensmagten skulle suse ud og ind gennem den fredelige fristad hver evig eneste dag. Deres tid kunne blive brugt meget mere nyttigt så mange andre steder. Jeg tillader mig her at citere min gode gamle ven Dan Turèll:
“Jeg har hørt flere københavnere nævne, at et boligspekulations-politi ville være på sin plads.”
Jeg må skynde mig at påpege, at en fuldstændig legalisering selvfølgelig ikke er vejen frem. Det har vi set både i Canada og visse stater i USA, hvor følgende gælder. Her har det frie marked taget overhånd, og butikker for rekreativt brug blomstrer op over alt. Her er det muligt at købe cannabisprodukter forklædt som slik og med forførende farver og figurer, hvilket er en helt forkert indgangsvinkel, da det åbner op for et meget yngre publikum. Salget bør ikke eksponeres synligt og især ikke forklædt, så det tiltaler yngre. Men et statsreguleret marked, som har konkurrencedygtige priser, ville formentlig være en succes. Måden man i stedet kunne gribe det an på, kunne være i form af anonyme butikker. Blanke facader, hvor produktet bliver solgt i anonyme indpakninger, så man undgår for
meget eksponering. Man bør også med dele af indtjeningen placere midlerne til information omkring cannabis. Det er vigtigt at informere borgerne om, hvad det er og hvad det kan, og til sidst hvad det har af konsekvenser. For at tro at cannabis, præcist ligesom alkohol, er fuldstændig harmløst, er naivt.
Mit opråb til politikerne er altså: Legaliser og informer. Dette er blot et forslag til, hvordan man kunne skaffe flere penge i statskassen. Jeg tror på mange punkter, at en legalisering ville være løsningen på mange af de problemer, som Pusher Street, og ikke mindst håndteringen, har medført. Staten kunne spare en helvedes masse penge, og ikke mindst tjene en masse på den indkomst som salget vil medføre. Derudover ville man kunne undgå alt det spildte politiarbejde, der bliver lagt i Pusher Street. I stedet for at gå rundt og snappe luskede dealere, som intet har at sige i det store spil, kunne man fokusere på bagmændene og dem, der har hænderne langt nede i kagedåsen. Selvfølgelig vil en legalisering ikke fjerne al kriminalitet og alle pushere, men det kunne gøre en forskel, der både ville kunne ses og føles på.
20 sekunders kulturoplevelse
Af Nicklas Vittrup Steffensen, Musikvidenskab
Var du ikke med til Kasernefestival 2023, har du her mulighed for alligevel at få en lille bid af festivalen. VISIR var nemlig til stede med en stand. Her kunne de besøgende opleve fire æstetiske oplevelser (et billede, to musikstykker og et digt) i cirka 20 sekunder, og så kunne de skrive på post-its, hvad der lige faldt dem ind: en association, en anmeldelse eller en beskrivelse. Post-itsene er skrevet uden, at de besøgende kendte noget til titlen og baggrunden for værkerne. På de følgende sider kan du se, hvilke værker som de oplevede, og hvad de skrev om dem.
James Rosenquist (1987). Passion Flower. Olie på lærred
Billede: James Rosenquist (1987). Passion FlowerOlie på lærred
“Et lidt psykedelisk billede af forskellig flora, organer og farver – overlappet af geometriske figurer. Jeg er forvirret, men min nysgerrighed pirret ”
“Noget med blomster, det virker moderne Ret sommerligt også Lidt forvirrende, men det er måske meningen med det moderne :)”
“Det er godt nok vildt! :o wow ”
“Interessant grafik <3”
“Feberdrøm”
“Collage”
Musikstykke: SOPHIE (2015). ‘HARD’
Fra HARD. Numbers
“Eksperimenterende k-pop møder metalliske lyde”
Asiatisk
Vulgær moderne seksualitet
GRINERN <:
“SKABAGTIGT”
Gameboy color, stomp-future
“Firkantet, syntetisk, beton, bouncy, blæret”
Syge beats på rør
“Sexet floorstemning. Waow – vil lytte til det kl. 1 om natten med tre øl i blodet. Ikke for meget, ikke for lidt FED produktion!”
“Jeg kan godt lide det! Fed bas der er fyldig og fede breaks Også lidt forvirrende med så mange lyde :)”
“Teknologi”
“Collage”
“Azelia Banks vibes <3"
Grøn-techno
“Interessant grafik <3”
Musikstykke: John Cage (1946-1948/1999). ‘Sonata No. 5’ Fra Boris Berman (pf.), Sonatas and Interludes for Prepared Piano. Naxos
UBÅDS-JINGLE
“Jeg ligger på en solstol”
En blanding af noget klassisk og noget afrikansk-inspireret
Trommerne har en fed rytme, der driver stykket frem. Det fungerer!
Mine tanker ledes hen til solfyldte fortovscafeer i Sydamerika og det varmer
Dans salsa
“Tøvende harmonik”
“Samba?”
i dag er det en lykkelig dag — jeg har faaet et nyt slips af gud. det er rødt og jeg binder det i en stor knude, en fugl har skidt paa min nye frakke, paa den højre skulder paa min grønne frakke, ja, det er en lykkelig dag. den var sort, før den blev ny og grøn. det betyder lykke, saadan noget, som det med fuglen og slipset. — jeg blir berømt i dag, sikkert; det regner, men jeg sidder her med sort og stærk kaffe — iskoldt vand og pive foran mig. — en lykkelig dag, med fugle, slips og regnvejr og kaffe, berømmelse og iskoldt vand, ja, det er underligt.
Gustaf Munch-Petersen (1931). en lykkelig dag
Digt: Gustaf Munch-Petersen (1931). ’en lykkelig dag’ I Vild Hvede (november 1931)
“At se det gode i hverdagen :)”
Med sort og stærk kaffe
Absurdisme
“SVANTES
LYKKELIGE DAG HVIS NINA
ALDRIG KOM UD AF BADET”
Kompensering? Overbevisning?
FARVER
Yellowface boganmeldelse
Hendes roman gør hende rig og berømt - hun har bare ikke selv skrevet den.
Af Lykke Friis Medholdt, Æstetik og Kultur
Mere vil altid have mere. Dette ses tydeligt hos hovedpersonen i Rebecca F. Kuangs Yellowface. I denne roman følger vi hovedpersonen June Hayward, en amerikansk hvid kvinde i slut tyverne, som bruger det meste af sin tid på at have ondt af sig selv, efter hendes debutroman blev udgivet og mildest talt floppede. Hun ser på hendes langt mere succesfulde veninde, den asiatisk-amerikanske Athena Liu, og undrer sig over, hvor det gik galt for hende selv. Men da June og Athena tilbringer en aften sammen og Athena i et ulykkestilfælde dør, ser June sin chance. Den selvsamme aften har Athena nemlig vist hende, som den allerførste, manuskriptet til hendes kommende roman. Midt i ambulance- kaos og politiafhøringer formår June at få sneget manuskriptet med hjem i tasken - og så tager det ellers fart derfra.
June bilder sig selv ind, at hun faktisk bare ærer hendes afdøde veninde ved at gennemgå bogen og redigere lidt i den. Og hun ærer jo faktisk også veninden ved at udgive bogen som sin egen,
den var jo ikke noget værd, som hun først fandt den. At hun så bliver rig og berømt af at udgive noget, som ikke er hendes eget, kan hun jo ikke gøre for.
Hun har jo gjort sig fortjent til det, hun gik trods alt på Yale. Men at en hvid kvinde pludselig udgiver en skarp og velskrevet roman om kinesiske arbejderes glemte arbejde for den britiske hær i første verdenskrig, falder ikke i lige god jord hos alle. Denne hvide kvinde, June Hayward, som tidligere har udgivet en regulært middelmådig bog om forholdet mellem søstre, kommer nu flyvende som Juniper Song og udgiver en bestseller krigsroman. Så hvad er rigdom og berømmelse værd for June? Hvor langt er hun villig til at strække sin løgn for at beskytte det, som hun mener, at hun fortjener?
Yellowface er en sindssygt skarp og stærk roman fra Rebecca F. Kuang, og at det så er første gang, at F. Kuang udgiver en roman som ikke er inden for fantasy genren, gør den kun endnu mere imponerende. Hun formår at trække os som læsere med ind i denne upålidelige førstepersonsfortællers tanker, hvor vi
Boganmeldelse
følger med i hendes personlige udvikling, selvom hun fra starten af præsenteres som en meget skamløs og egentlig bare ekstremt skinsyg karakter. Man hader June, og alligevel må man bare vide, hvad hun nu vil kaste sig ud i for at beskytte det ry, hun har skabt på basis af hendes afdøde venindes værk.
Med Yellowface giver F. Kuang også et godt stik til forlagsverdenen, og hvor villig denne industri er til at beskytte og muliggøre hvide forfatteres karrierer, hvis det betyder at de også selv kan kravle op ad karrierestigen. Alt i alt er Yellowface et ekstremt originalt værk, og som læser bliver man så bidt af fortællingen, at bogen ikke er til at lægge fra sig, før man har læst den færdig. Så hvis du er interesseret i en læseoplevelse ulig noget, som du har læst før, så er Yellowface en kæmpe anbefaling herfra.
Yellowface kan findes online og i butikkerne nu.
336 sider
Pris: 179,95 kr
Boygenius – The Record
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Siden vi fik Boygenius’ første EP i 2018, har der været utroligt stille fra de 3 unge kvinders lejr, og så stille at man endda skulle tro, at festen var overstået, inden den overhovedet var gået i gang. Dengang var der bred taknemmelighed for gruppens samarbejde på trods af, at de alle var nye artister i en hård branche. Siden da har alle tre artister hver især basset deres individuelle musikalske karrierer ned, dygtiggjort sig og markeret sig rundt omkring i verden.
Simultant er samtlige dele af internettet blevet enige om, at det på ingen måder var nok med en sølle EP, og har igen og igen efterspurgt, om vi ikke snart kunne få os et helt album. Det skulle så blive i år, at de valgte at finde sammen igen og give os alle sammen det, som vi har gået og drømt om de sidste mange år: The Record. Og sikke en tid, at en queerfeministisk supergruppe som denne vælger at forære os et debutalbum!
Supergrupper er jo et af de fænomener, som vi alle godt kan lide at tænke over, og som regel fører til sjove og finurlige hypotetiske og fantasifulde bandkonstellationer, som man kan gå og drømme sig væk i. Desværre forholder det sig tit sådan, at tanken om super-
grupper for det meste er mere spændende på idéplan, end hvordan de for det meste udspiller sig.
En af de største og mest frygtede selvopfyldende profetier, der kredser om supergrupper, vil dog altid være den gamle tese: Der vil altid være et medlem, som tager alt opmærksomheden fra de andre. Denne frygt blev hurtigt til en præsent spekulation, der fulgte helt op til udgivelsen af The Record, og det er der selvfølgelig ikke noget at sige til, da Phoebe Bridgers har gået en sejrsmarch i løbet af de seneste år og muligvis er blevet for populær til endnu engang at skulle slå sig sammen med
Albumanmeldelse
Julien Baker og Lucy Dacus.
De frygtelige fordomme faldt dog hurtigt til jorden, så snart albummet var udgivet og klar til at blive afspillet. Allerede fra pladens første spæde sekunder finder de tre benhårde girlbosses sammen i harmonisk treenig fællesklang, hvor de får cementeret over for lytteren, at denne plade er en for alle og alle for en.
Lyden er produceret som et nyklassisk indieband-outfit med dertilhørende guitar, trommer, bas og naturligvis vokal (gange tre). På mange måder lyder pladen som et callback til den lyd, der definerede indiescenen for 10-15 år siden, hvor pigerne trods den tidsmæssige distance formår at få albummet til at lyde dynamisk og nyskabende. Der er ingen tvivl om, at de trækker på den samme lydmæssige inspiration, som uden tvivl må have været dannende og forudsættende for de talentfulde pigers egne udtryk.
Først og fremmest er det vigtigt at huske, at de alle tre som udgangspunkt er individuelle singer-songwriters, og at det er deres lyriske talenter, der er definerende for deres individuelle talenter. Heldigvis er de alle sammen rimeligt entydigt afstemt i, hvordan en god sang skal kreeres. Den skal være intim, personligt anekdotisk og lettere kryp-
tisk. Hvis man blander disse tre ting helt korrekt, har du en næsten fuldkommen opskrift på en lækker Boygenius-banger, som med sikkerhed vil slå alle dine følelser til plukfisk på den allermest behagelige måde.
Det hele giver mening og samler sig i entydigt samkvæd på indiebangeren ”Not Strong Enough”, hvor de alle tre mødes med hver deres uforlignelige tekster og perfekt tilpassede vokalpræstationer, og i en form for perfect storm får de demonstreret, hvad de er i stand til.
boygenius the record
Interscope Records
42 minutter
Angående Mig – Manden i mig
En af Danmarks objektivt bedste lyrikere har endelig valgt at benåde os med
et helt album, og hvor har det dog bare været ventetiden værd!
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Siden Laura Lilholt startede projektet
Angående Mig tilbage i 2018, er der sket en hel del, men hele rejsen føles nærmere som en lyrisk og sonisk transformation. Som projekt har Angående Mig hvert år formået at gro mere og mere ind i sig selv. Den lydmæssige produktion er naturligvis langt stærkere end nogensinde, og både analoge og elektroniske elementer mødes i en punket aggressiv kombination, hvor Manden i mig hurtigt kan lyde utrolig sårbar, men samtidig føles som et slag lige i ansigtet.
På mange måder bliver pladen en form for manifest, hvor Lilholt gør op med den verden, hun er født ind i, eller mere specifikt den mandsdominerede verden hun er født ind i. Angående Mig har alle dage været notorisk for at tilbyde en udsøgt form for poesi, der kan virke konfronterende og direkte, men samtidig svær at tyde og gennemskue.
Det er naturligvis i disse stunder, Lilholt virker allermest autentisk som en smuk og kompliceret skabning, der kræver retmæssig opmærksomhed for
alle sine skønne formuleringer.
Samtidig bliver albummets titel, Manden i mig, hurtigt til en polysemisk repræsentation af albummets hovedtemaer, da den både henviser til Lilholts egne maskuline sider, hendes romantiske kærlighedsliv og den tunge indoktrinerede forbandelse af at være ung kvinde fanget i en verden domineret af mænd.
Lilholt kæmper atter engang en stor personlig kamp med sig selv i en søgen efter at forstå og acceptere sig selv og
Albumanmeldelse
sin situation. Hun virker til tider forvirret og fortvivlet, men formulerer det så poetisk og reflekteret, at man ikke kan gøre andet end at stole på hendes ord og overgive sig til hendes livserfarede visdom. Frustrationen raser i hende, og allerede fra første nummer eksploderer hun i en røst båret af autotune og bragende trommer. Hun agerer stærk og skrøbelig på samme tid, imens hun jonglerer med mange af livets store spørgsmål i en af de mest kompromisløse og modigste former for lyrisk ærlighed.
Gennem hendes gæsteoptrædener fra henholdsvis Niels Hausgaard (ja, den er god nok) og den famøse Veronika Katinka (JA DEN ER GOD NOK) bliver albummet til meget mere end en musikers oplevelse, men eleveres til en form for personlig, kunstnerisk og delvist avantgarde platform. Angående Mig som musikalsk institution tør at gøre oprør og for en gangs skyld gøre noget fuldstændig anderledes i en branche der er ved at opsluge sig selv! Her bliver Hausgaard præsenteret som en form for tvetydig gudebillede, der måske i virkeligheden viser hvor tom for betydning den ældre mandlige generation udtrykker sig, samtidig med at
det formidles med en udsøgt form for uigennemsigtig ironi. Det hele virker på en gang dybt seriøst og utrolig malplaceret, når Hausgaard prøver at forklare, hvorfor han bedre kan lide ordet ”pis” end ”lort”. Så man kan nærmest kun være taknemmelig for denne kritik, når det bliver sagt med et så charmerende glimt i øjet kombineret med et løftet øjenbryn.
Til sidst tropper Veronika Katinka op på sangen “Tung Baby” for at rode bod på hele redeligheden gennem hendes egen personlige distinkte digterform, for hun forklarer os, at der altså er noget rivravruskende galt på et så stort plan, at det nærmest kan betragtes som metafysisk. Så på alle parametre er der altså dømt stærk og medieprovokerende musik, som muligvis er det friske pust, som vi alle sammen har brug for. Men ærlig talt, hvad ved jeg? Jeg er jo bare en simpel mand med et tastatur.
Angående Mig MANDEN I MIG
Universal Music
36 minutter
Durags, gulddragt og glemte kvinder - NorthSide 2023’s afspejling af dagens musik-Danmark
Af Saga Bech Risør, Æstetik og Kultur & Anna Matilde Hveisel Hansen, Æstetik og Kultur
NorthSide 2023 var et smældende brag af en fest, hvor både solen og musikken var brandvarm. Det kan vi, Saga og Anna Matilde fra redaktion, skrive under på. Vi var nemlig så heldige at få denne uforglemmelige æstetiske oplevelse i Eskelunden, hvor vi levede os ind i vores influencer-alter-egoer, ved at promovere festivalen på VISIRs Instagram og TikTok. Vi vil her gennemgå vores minder fra sommerens strabadser for at gøre status på Danmarks musik- kultur- og festivaltilstand anno 2023.
På mange måder er NorthSide festivalen for dig, der ikke vil på festival: I hvert fald hvis det i din optik indebærer oversvømmede telte og middelmådig techno fra hundredvis af Soundbokse. Som garvede Roskilde-gængere blev vores første møde med Northside nemlig lidt som en drøm - og her mener vi ikke den type feberdrømme, der normalt gør sig gældende for en nat i Dream City på Dyrskuepladsen. Nej, her i Eskelunden blev vi mødt af plads, overskud og sågar toiletter, der altid var pæne og - hold nu fast! - altid med håndsæbe ved vasken. En så rar, smuk og rolig atmosfære er nemlig pludselig mulig at opretholde, når festivalen ikke huser mere end knap 35.000 mennesker. Pladsen blev fyldt med god stemning, lækker vegetarmad og en masse initiativer overalt for at skabe liv - og så var den forlængede
weekends største plus selvfølgelig også, at du bare hoppede på cyklen efter sidste koncert og kørte hjem til en varm og stille nat i din egen seng.
Nostalgien er det nye sort
Noget af det, der karakteriserede NorthSide 2023 i allerhøjeste grad, var den nostalgiske, nærmest nationalromantiske ånd, man kunne mærke på festivalen. Publikum var allergladest for artister som Nik & Jay, Tobias Rahim og Gilli, selvom man ville tro, givent NorthSides gamle ry som hiphop- og hipsterfestival, at det skulle være Muse, The 1975 eller Pusha T, der skulle skabe den største fest, også på grund af deres store globale stjernestatus. Disse var såmænd også store koncerter, men i Eskelunden var det åbenlyst at vi var i Danmark, og
at de danske artister, ifølge publikum, var fedest. Rettere sagt var det danske artister som 00er-drengene Nik & Jay og 80er-nostalgiske Tobias Rahim, som var de mest elskede på NorthSide 2023. Dette er på ingen måde en kritik, men snarere en afspejling af det danske smagshierarki post-pandemi. Dette er egentlig ikke en overraskelse, men blot en demonstration af en voksende trend om at se tilbage, at dyrke nostalgien på en nyskabende måde, så at sige. En trend, der kunne ses i musikken, men bestemt også i moden, hvor Northsides festivalgængeres fornemmeste opgave pludselig var at ligne Christina Aguilera igen -
FOTO: MORTEN RYGAARD
en ikonisk stjerne, hvis tilbagekommende relevans i øvrigt gjorde hende til en af Smukfests hovednavne denne sommer.
FOTO: JONAS SVENDSEN
På NorthSide var det Nik & Jay, der orkestrerede Y2K-trenden. De har spillet koncerter i 20 år, og selvom alle numre, de spillede på den store Astra-scene, stammer fra vores gamle folkeskoletid, så er det alligevel som om, at de har ramt deres peak nu. Samtidig dominerer Tobias Rahim det danske musik-game med rendyrket pop fuld af 80er-synth-lyd, og leverede derfor selvfølgelig også en kanon koncert på Northside, der bragte folk sammen den første festivaldag. Med det sagt, er det sgu også ret morsomt, at hans største hit, ”Stor Mand”, ligner ”Take On Me” af a-ha, mere end noget nutidig pop.
Det viste sig altså, at Nik & Jay kunne stå i deres ikoniske hvide scene-uniformer og optræde med hits fra 00’erne, uden at publikum blev trætte af det, og at
Tobias Rahim kunne lege sexet græsk gud i en gulddragt, der eksponerede hans sixpack, uden at det blev en form 2016-Gulddreng-satire. Optrædenerne var altså slet ikke længere til at grine af, de var camp og de var seje.
Dermed blev der fældet en klar smagsdom i Eskelunden: Det var det kitschede - og det nostalgiske, der sejrede. Teatralske, uundskyldende og over-the-top Nik & Jay og Hr. Rahim har bragt camp-æstetikken tilbage til den danske popkultur, som i en cocktail blandet med Y2K-trenden har skabt en forandring, der næsten har gjort pop til det nye indie. At nostalgi-pop skulle herske i år, gik kun hånd i hånd med den stjerneklare opbakning fra alt det danske musik, og de danske artister generelt fik fra publikum. Hvornår ville vi for eksempel have gættet på, at en eftermiddags-Zar Paulo-koncert, ville tiltrække en næsten større og mere engageret menneskemængde end kæmpenavnet Muse? Sommerens spøg om, at NorthSide er blevet Smukfest version 2.0 klinger musikmæssigt altså ikke helt hult, men der er også en enormt smuk fællesskabsdannende følelse ved at stå og skråle “FREM, TILBAGE, FRA SIDEN, TIL SIDEN” med sine
venner ved solnedgangen med en fadøl i hånden. Så hvorfor egentlig ikke bare elske denne homage NorthSide har givet de danske artister? At de så “glemte” alle de danske kvinder, er en anden sag, som vi nok skal vende tilbage til.
Et åndehul fra hverdagens normer
Noget af det allerfedeste ved en festival som NorthSide er, at den eksisterer i sin helt egen sfære. Vi kan selv ikke lade helt være med at lege etnografer, når vi er på festival, og det er svært ikke at mærke den kærlige ånd, der opstår, når mennesker er samlet rundt ét samlet mål: at høre noget god musik. I sådan en sfære, er det som om konstruktioner som blandt andet nationalitet, race og køn, opløser sig lidt, eller om ikke andet bliver mere flydende. Et godt eksempel er den danske jantelov, der mister ret meget af sin autoritet på festivaler. Det betyder at NorthSide 2023 var der hvor du fortalte en fremmed at du syntes de var dejlige til Zar Paulo koncert, uden at du tvivlede på, om det var okay at sige, eller profilerede personen du snakkede med. Muligheden for det, er i hvert fald stor på festivaler, og om det er utopisk eller ej, så har NorthSide et enormt potentiale for at
bryde sociale konstruktioner. Derimod realiseres dette potentiale kun ved reel repræsentation og diversitet. For at minoritetskulturer skal kunne blive normaliseret, skal de også kunne ses. Heldigvis var mangfoldigheden særdeles synligt på NorthSide. Jeg Saga, den ene af os to rapporterende, er selv en transkvinde, og jeg følte mig både afspejlet og accepteret af NorthSides events, såsom drag queens der havde en makeup-bod og senere drag-optrædener.
Dette er initiativer der gør NorthSide et sted for alle og enhver, og bekræfter sådan en som mig i at uanset hvor mange der stirrer, anerkender selve
festivalen at jeg er normal selv om jeg er en minoritet. Udover queer-kultur, var sex- og kropspositivitet også synligt på festivalen. Det kunne for eksempel opleves i et spil “Pleasure Bingo” af den aarhusianske eventklub Club Curious, der blev sponseret af sexlegetøjbutikken Peech, og det kunne ses i polestænger og letpåklædte dansere, der af og til kom forbi én, med deres mavedansende og farverige flok.
De glemte danske kvinder
Det var bare ikke helt nok. Hvis
NorthSide virkelig skal trodse sociale normer (som de skal), skal diversiteten også være til stede i musikprogrammet, og ikke bare i events på siden - og det var der bare slet ikke. I virkeligheden var festivalen et tydeligt bevis på, at der stadig er uligheder at finde i Danmark, uanset hvor progressive vi bilder os ind, at vi er. Det blev reflekteret af festivalgængere, der råbte n-ordet til Pusha T koncert, og endnu klarere af festivalen som forening, der koncertmæssigt blev en nærmest mandsdomineret fest, uden ordentlig inklusion i musikprogrammet. Så kan det godt være, at du tænker: ”Jamen de mest populære artister er jo mænd”, men det er bare ikke et nuanceret - eller
korrekt - argument, når ingen kvindelige kæmpe-artister som Medina, Tessa, Mø eller Drew Sycamore var booket. Hvis Danmark virkelig skal vende tilbage til 00erne, så skal vi da have Medina med! Det havde Jelling Musikfestival i hvert fald forstået, så hvorfor ikke NorthSide? Endnu mere ærgerligt er, at to af de mest forfriskende danske artister lige nu, poppigerne eee gee og Pil, spillede på samme tid (på de mindre scener, vel at mærke), så man blev tvunget til at vælge. Apropos sådan en uheldig dobbeltbooking, så var to af de mest spændende og relevante rappere lige nu, Little Simz og JPEGMAFIA, også dobbeltbooket. Little Simz var den måske vigtigste artist, som du kunne opleve på årets Northside, og så var der et helt publikum (med lignende målgruppe), der var til JPEG og gik glip af hende - og dem har vi ondt af, for sikke en enestående og uforglemmelig koncert hun leverede! Ovenikøbet spillede begge disse artister kl 17, hvorimod Benjamin Hav og Familien spillede kl 18:15, efterfulgt af Nik og Jay. Det føles altså næsten som om, at den storartede Little Simz faktisk bare fungerede som en opvarmning til vores danske drenge. Så kvinder var ikke bare utroligt underrepræsenteret på
NorthSide, men dem der så rent faktisk optrådte, var også nedprioriterede. Det er bemærkelsesværdigt at festivalens lille DJ-telt Electra emmede af skøn køns-inklusion i sit program, men på de andre scener gik det helt galt. For at skære det ud i pap: De eneste danske kvindelige musikere på festivalen var PRISMA og førnævnte, dobbeltbookede Pil og eee gee, hvorimod de danske mænd straks er en længere liste: Guldimund, Zar Paulo, Benjamin Hav, Folkeklubben, Hans Phillip, Kind mod Kind, Rahim, Phlake, Sko/Torp, Lamin, Nik & Jay, Gilli og Lukas Graham. Absurditeten er ikke til at overse, og så endda IYOBM (in the year of the Barbie movie) - vi tror selv, at Greta Gerwig ville give os ret i dette: Det er en ommer!
NorthSide lever af, at folk rent faktisk køber billetter og kommer til festivalen, så selvfølgelig har de et ansvar for at booke artister, der kan betale sig selv hjem igen. Det kan jo selvfølgelig godt være, at det er derfor disse prioriteringer blev gjort, men den køber vi bare ikke. Med den lærestreg i bogen kan vi afslutningsvis konkludere, at NorthSide 2023 var et symptom på dagens Danmarks tilbageskuende tendens og omfavnelse af poppen, som
ikke længere er nogen guilty pleasure - det er et nyt ståsted i musikken, som vi er vilde med! At vi ikke just var vilde med årets kønsrepræsentation, håber vi at festivalen bliver gjort opmærksomme på, så de kan vende tilbage med et endnu stærkere og mere mangfoldigt musikprogram næste år, for tro os når vi fortæller, at sådan en dejlig sommerweekend i Eskelunden er noget, man ikke vil gå glip af!
Doja Cat - Scarlet
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Sidst vi fik en studieudgivelse fra Doja Cat, overtog hun nærmest verden – og internettet på samme tid, da hun udgav pop-rap-fænomenet Planet Her. Der fik hun slået fast en gang for alle, at hun er sin egen generations superstjerne og måske i virkeligheden en anelse mere popstjerne end rapstjerne.
Siden sidst har den kære miss Cat på ingen måde gået stille med dørene og har på alle mulige og tænkelige måder gjort sig både positivt og negativt bemærket i det brede mediebillede. På den måde er hun i virkeligheden gået fra morsom og ironisk superstjerne til problematisk internetpersonlighed med en anelse storhedsvanvid. Hvis hun gad, kunne hun sagtens blive den næste Kanye (forstået på alle værst og bedst tænkelige måder), men en artist er aldrig bedre end sin sidste plade, så hendes nye projekt Scarlet er på alle måder afgørende for Doja Cats karriere.
Op til pladens udgivelse valgte Doja at lave en masse larm omkring sig selv og sin musik. Hun fik sagt ting som, at alt op til denne udgivelse bare var en måde at samle opmærksomhed, penge og andre medieprivilegier på, samtidig
med at hun gik i strid mod sine fans gennem diverse fora på internettet. Gennem hendes egen selvskabte mediestorm fik hun dog også udtalt, at den nyeste plade skulle blive den sande Doja, hvor hun endelig skulle få lov til at lave den form for hiphop, som hun altid har drømt om. På alle måder må man erkende, at det rent æstetisk klæder Doja utroligt godt med et sceneskifte, og at hendes egen personlige form for rendyrket rapmusik er utroligt forfriskende. I en verden hvor rapgenren efterhånden er en af de største genrer i verden, er der brug for udvikling og ekspansion.
Så på alle måder er det kun forfriskende, at en stærk kvinde som Doja vælger at udgive et timelangt rapprojekt i en genre, som er stærkt domineret af mandlige artister.
Om hun lykkes med det, er jo så selvfølgelig det store spørgsmål, og det korte svar må være: Ja, det gør hun vel egentlig. Hun når i mål med endnu en plade, hvor man er nøje underholdt stort set hele vejen igennem. Hun har beholdt sit personlige signaturflow, som er legesygt og sygt præcist. Hun viser også, at hun altså har flere bars, end man kan tælle, og at hendes musikalske strøm kan betragtes som stort set uudtømmelig. Hun er skidesjov, når hun gider, og benhård og seriøs, når der er brug for det. På den måde vandrer hun en udspændt balancegang mellem stærke personlige budskaber og lækker uimodståelig ironi og sarkasme. Hun er mere selvbevidst end nogensinde før og er ikke bleg for at italesætte de kontroverser, hun har været involveret i de seneste måneder, og det gør hende (muligvis desværre) totalt urørlig.
Om man synes om denne mere rap-agtige Doja Cat eller ej, er måske i virkeligheden underordnet, fordi du kan lige så godt vende dig til det. Hun har lavet materiale nok til at spille op til hele internettet, radioen og diverse privatfester. Det er selvfølgelig ikke noget jeg har dikteret, det er bare sådan landet ligger.
Så om vi kan lide det eller ej, så er katten ude af sækken, og selvom vi måske troede, at hun netop skulle have mistet adskillige af sine ni liv, så lader det til, at hun er stærkere og langt mere sig selv end nogensinde.
Doja Cat Scarlet
Kemosabe Records og RCA Records 57 minutter
Danny Brown & JPEGMAFIA - “SCARING THE HOES”
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Du kender det sikkert godt; Du står til en fest og én eller anden har fået fingrene i AUX-stikket, og sætter noget værre kattejammer på, og du ser at alle de smukke piger bliver urolige og bange, og festen er praktisk talt ødelagt. Der er sikkert også én der får sagt: Vi gider ikke høre det her mærkelige lort mere, hvad fanden er det her for noget, giv mig AUX- stikket tilbage!
Hvis du har stået i den her situation og tænkt: ”Det lød da ellers meget fedt!”, så er dine bønner blevet hørt: Artisterne
Danny Brown og JPEGMAFIA er gået sammen for at bringe dig netop denne følelse igennem deres nyeste kollaborative indsats: “SCARING THE HOES”.
De to eksperimentelle internet/outsider-rappere JPEG og Danny er pænt ligeglade med, hvad folk tænker og siger, og de kan allerbedst lide at gøre tingene på deres helt egen måde. Jeg forestiller mig, at de har afholdt en form for LAN-party/sleepover med lidt for meget alkohol, weed, lean, og/eller andre sjove substanser, hvorefter de har holdt sig vågen i et par uger, og på en eller anden måde lavet et album samtidig. Jeg forestiller mig ikke, at det er sandheden omkring albummets ophav,
men det er den vibe der opstår, når man lytter til hele pladen.
De to gutter starter hårdt ud, og det mener de mere bogstaveligt end først antaget, når pladen åbner med sangen ‘Lean Beef Patty’. Selvom sangen i bund og grund ikke har det mindste at gøre med TikTok fitness-guruen, så er det deres kunstneriske måde at sige: Det her er en rimelig stærk banger. JPEG, der har produceret største del af pladen, er især kendt for at vælge samples, man som udgangspunkt ikke skulle forestille sig at være brugbare. Eksempelvis på ‘Garbage Pale Kids’, hvor de sampler en form for gammel
Albumanmeldelse
japansk 80’er nudelreklame. Samtidig har Peggy et utrolig romantisk forhold til 00’ernes radio-bangers, så det er ikke uvant for ham at sample sange som Kelis’ ‘Milkshake’ på ‘Fentanyl Tester’, og det lyder skørt, men virkelig rart samtidigt.
Albumoplevelsen er mildt talt kaotisk, og det lyder ikke som om, at de havde de mindste ambitioner omkring at denne slags musik nogensinde skulle afspilles i radioen.
Danny Brown & JPEGMAFIA SCARING THE HOES
AWAL Recordings
36 minutter
Christian Høgh – “Hvis jeg var en anden”
Et af verdens smukkeste og skøreste mennesker har lavet et atypisk, men enestående album.
Af Viktor Holtegaard, Æstetik og Kultur
Christian Høgh er tilbage, og endda tidligere end forventet! Allerede 1. April sidste år (2022) udgav Høgh sit debutalbum ”Vi ender som vores forældre”, og sikken en succes det var! Høgh fik lavet et perfekt portræt af hans skæve, særprægede og til tider avant garde lyd, og fik det gennemført gennem hans egen personlige og signifikante stil, som i grove træk er en form for eksperimenterende hiphop.
Der skulle dog heldigvis ikke gå mere end 17 måneder før vi hørte fra ham igen, og nu er han tilbage for at prøve kræfter med en artists ultimative prøvelse: at udgive anden plade!
På mange måder føles albummet som samlet oplevelse som at være til fest med Høgh, hvor han først går fra ædru, til fuld, til direkte hjem i seng med dertilhørende katarsisdrevet opkast. Som udgangspunkt er der ingen tvivl om, at han er kommet for at feste, men det viser sig senere, at han er kommet lige så meget for at snakke. Høgh er heldigvis ikke bange for at snakke, og han er især ikke bange for at bruge hans stemme, og
gennem denne mere afskrællede version af ham selv, får han virkelig vist, hvad han kan bruge hans sprog til. Denne gang får vi nemlig lov til at komme et lag dybere ned i Høghs liv, og vi får lov til at komme et skridt længere ind bag forhænget til hans nok så krøllede hjerne. Det betyder heldigvis, at vi får mere af Høgh end nogensinde før, og der er skruet op for nuancerne, og den bredere følelsespalette. Høgh er muligvis ikke ligeså gennemdyrket ironisk og morsom, som han plejer (hvilket er fuldstændig fint).
Albumanmeldelse
Til gengæld er han langt mere seriøs og kompromisløs end tidligere set. Høgh er muligvis mere karikeret end de fleste andre artister i hans sfære, men på trods af hans stærke og original artistiske brand, gemmer der sig et enormt tankespind bag facaden. Høgh vælger på rebelsk vis at gøre op med de konventionelle normer indenfor hiphopsegmentet.
Lyden er skør, fjollet, eksperimenterende, og all over the place. Heldigvis har Høgh stor sans for fokus, og leverer alligevel en samlet og helstøbt albumoplevelse.
Albummet skifter mellem knivskarp produktion, og en mere laissez faire - do it yourself - æstetik. En mystisk dualisme, som paradoksalt danser op og ned ad hinanden side om side. Produktionen er utroligt teknisk, og langt mere kompliceret, end hvad man kan forvente af en ung soloartist (Delvist gennem stærk produktion fra Anders Hagen).
Selvom niveauet er højt, bliver det dog aldrig prætentiøst eller utilgængeligt, og på mange måder mestrer Høgh at forholde sig i øjenhøjde gennem hele projektet. Høghs nye plade dropper mange af de faste troper der gælder for hiphopgenren, og vælger at vende dem fuldstændig på hovedet, og ender med at blive hans helt egen institution. Det
hele lyder som et satirisk modsvar til de etablerede, konservative, hyper maskuline hiphop tendenser, som har domineret feltet de sidste mange årtier. Høgh er ikke bange for at behandle store aktuelle emner som seksualitet, identitet, social arv, og klimakrise. Samtidig fungerer pladen som en slags potpourri for alle de jævnbyrdige og stærke artister, som Høgh deler et delvist logistisk geografisk udgangspunkt med. Han har naturligvis en formidabel featureliste, med nogle af de allerbedste kunstnere fra det mørke Nordjylland. Han får både hjælp fra Frederikshavns helt egen elektropop-crooner Emil Heftholm, Hjørrings gal/geniale stunt-rapper Hummerdreng, og et skjult gæste feature fra Aalborgs stolthed: Angående mig. Med så mange gode venner i baghånden er der heller ingen tvivl om at Høgh er fantastisk alene, men står altid stærkest med vennerne i ryggen. Hele albummet formidles med et vist glimt øjet, skiftevis med en dyb seriøsitet. Høgh vinder lytterens opmærksomhed gennem humor, charme, og en udsøgt selvironi, kombineret med den reneste form af menneskelig autenticitet. Høgh leger med mange arter af balance, med bevægelighed som en linedanser, og når totalt i mål. Uden tvivl et supergodt album.
Tema for VISIR #95: Relationer
Hvad er en relation? Relationer refererer til de forskellige forbindelser vi har som individer og i grupper. Mange tænker nok på familie og på venner. Men er der mere til en relation? Hvad med din relation til den by, du var på ferie i for 10 år siden? Eller den relation du har til det sted du er vokset op?
Hvad med relationen til din kat, der ligger hjemme på sofaen hos dine forældre? Relationer kan og vil meget, og tit former de alle de dynamikker, som er overalt omkring os i vores hverdag.
Har du noget på hjertet omkring de relationer, der præger dit liv?
Eller måske vil du faktisk bare rigtig gerne skrive en novelle om enhjørninger og knights in shining armor? Det hele er velkomment i VISIRs næste udgivelse, så send det endelig til os på kasernebladetvisir@gmail.com
