3 minute read

mens dramaturgien ryger i svinget Umiddelbart alt kan væves ind i

Umiddelbart alt kan væves ind i THREAD RIPPER Af Rasmus Boelsmand, Æstetik & Kultur

Billedkunstner og forfatter Amalie Smiths bog THREAD RIPPER er svær at få hold om, når den fra sine 224 sider skal sammenfattes til en kortfattet anmeldelse. Ikke fordi bogen er svær at læse på trods af et til tider enormt abstraktionsniveau og ikke helt begribelige historiske linjer frem mod den computerteknologi, der i dag har fundet vej til alle livssfærer, men fordi sammenvævningen af de forskellige spor skaber et utal af relationer, der hele tiden vokser både under og efter læsning.

Advertisement

I bogen følges en billedvæver, der arbejder på et digital vævet værk i 2017 og 2018, gennem to spor, NOTER, der gennem hele bogen står på opslagenes venstreside og .TXT, der gennem bogen fylder opslagenes højre sider. På hvert opslag har de to sider samme sidetal, så selvom jeg skriver 224 sider, er det sidste sidetal 108. Bogen lægger på den måde op til, at man hopper frem og tilbage mellem sporene, selvom den tekstlige fortsættelse af sporet ligger en side længere fremme. Og det fungerer overraskende godt, de to spor væves sammen, trækker hele tiden tråde ind i hinanden.

NOTER er dagbogsagtige tekst om et forhold til William, om arbejdet med billedvæven og de algoritmer der bruges til det, om at spore sin stamlinje og om de mindste detaljerede sansninger. .TXT er mere essayistisk i sin stil og handler først og fremmest om væven som teknologisk forløber for moderne computerteknologi. Her tages udgangspunkt i Ada Lovelace, der i dag anses som hende, der skrev den første algoritme. En algoritme hun redegør for i noter til en oversættelse af en forelæsning, holdt af opfinderen af den ”Mekaniske maskine”, Charles Babbage og per korrespondance med Babbage selv, beskriver det, der i dag kendes som de første algoritmer. Med afsæt i de tidligste maskinelle væve (en af de første teknologier overhovedet) og de hulkort, maskinerne væver efter, der er opbygget som hul eller ikke-hul, udvikles det binære talsystem, der går forud for computerteknologi og datalagring.

Og det er kun de groveste træk der er opridset. Sideløbende beskæftiger bogen sig med en række mindre tematikker, mest markante her er beskæftigelsen med nerve- og plantevæv. Alene i sidestillingen af de to spor og det personliges indtog i den teknologiske udvikling, samfundsforhold og kunstproduktion væves den menneskelige fortælling sammen med både kulturelle forudsætninger og den teknologi, vi omgiver os med. Med et fokus på naturens vævsstrukturer skrives mennesket også sammen den organiske verden, og den organiske verden skrives sammen den teknologiske. En væsentlig pointe som bogen frembringer, er altså den sammenfiltring, af hvad der ellers i den moderne kultur forstås som adskilte sfærer i hierarkisk struktur. I THREAD RIPPER fremskrives imidlertid et fladt hierarki, med tråde der binder det hele sammen: Teknologiens stråling vandrer ind og ud af organisk materiale, og det organiske materiale vandrer ind og ud af teknologien - fx i et helt eminent spor om et møl der satte sig i relæet på en computer og bliver lagret som data på hulkort og derigennem rejser gennem det digitale.

På den måde tematiserer Smith den igangværende (eller snarligt forestående) fjerde industrielle revolution i et ny-materialistisk perspektiv, der spørger ind til, hvad menneskets situation i forhold til teknologi, natur og produktion er og bliver.

Det er nørdet og enormt velskrevet, poetisk i både betragtningerne om teknologi, natur og kærlighed og enormt svært at få hold om i en kortfattet anmeldelse. Jeg tror også den er svær at få hold om i en længere analyse. THREAD RIPPER er en fastholdelse af kompleksiteten, der naturligt opstår med den sammenvævning af materialer, der, som jeg ser det, er det filosofiske udgangspunkt i bogen. Hver gang en tråd lægges på plads eller rives op, påvirker det resten af mønsteret. Vævning bliver også en indstilling til verden, og jeg tror det bedste, jeg kan gøre med bogen efter at have læst den, er at øve mig i den indstilling.

Og jeg vil opfordre andre til at læse den og øve sig i at tillade sammenfiltringen.

Amalie Smith THREAD RIPPER Gyldendal 224 sider Vejl. pris: 199,95,-

This article is from: