Kontakt redaktionen for at anmode om anmeldereksemplarer/billetter m.m.
OMSLAG
Anne Sofe Damtoft Kjer
LAYOUT
Anne Sofe Damtoft Kjer
Sophie Agerlund Giambona
REDAKTION
Agnes Kleberg Andersen
Lene Lysdahl Wacherhausen
Maja Nørgaard Linderoth
Ronja Victoria Dumont Boesdal
Emilie Lundsgaard Palm
Zoe Høy Rosenfeld
Kristine Godrum-Overgaard Engholm
Saga Bech Risør
Amalie N. Bristow
Iben Dresler-Ziersen
Nicklas Vittrup Steffensen
Smilla Marie Holten
Peter de Neergaard
Anton Engelbrecht Nielsen
BIDRAG
VISIR modtager gerne indlæg og bidrag inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Bidrag sendes til kasernebladetvisir@gmail.com
VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.
Indhold
Tryk Leder
Studieliv
VISIR anbefaler (ikke)
Reportage: Kasernerevyens
intensivuge
Artikel: Hit med naturen
Tema: Omsorg
Digt: Omsorg
Digt: Til mine transsøstre
Billede: Omsorgsarbejde
Novelle: Forglemmigej
Digt: Barndomshjem til salg
Digt: smelter
Billeder: Symbiose, Den varme skulder, Gammel kærlighed ruster ikke
Artikel: Dine ting fortjener guld, når de går i stykker
Novelle: November, min skat
Digt: OMSORG
Anbefaling: Omsorg om sorg i Min mor siger
Digt: Hvad gør vi nu, lille du?
Digt & Maleri: Den endeløse cyklus
Digt: Velkomsthallen
Novelle: Damen med den blå pelshat
Billede: Online love
Billede: Unique
Digte: Hjerter og Hænder
Billede & Tekst: En metaforisk & fysisk sweater
Indhold
Novelle: Drik dine sorger væk i kaffe
Billedsamling: Meetings
Liste: Små handlinger med stor betydning
Bidrag
Digt
Digt: Syv instrukser
Digt: Lysningen
Digt: tryghedsnarkomaner
Digt: Dikotomisk søndag
Digtsamling
Reportage: Ingen kvaler - Ung
Kult betaler
Artikel: FOF Gratis Nikotinstop
Kursus
Tryk
Kultur & Kritik
Anmeldelse: Bridget Jones med tåkrummende fnis og sørgmodighed
Anmeldelse: A Complete Unknown
Anmeldelse: I Saw The TV Glow
Anmeldelse: Vi må udstille reaktionære udstillinger
Artikel: Ny undergrund
Anmeldelse: En technofest af en revy
Afslutning
Bidrag
Bidrag
Gry Kristensen, Litteraturhistorie
Bevidst undertrykker jeg faresignaler og mgp-sange
& tyrer sten gennem glashuset
Misser mirakuløst ruderne
Samt det lille monster
Så jeg må ofre lidt mere
En pude, støvle, og onde ord
Ryger fra mit hjørne imod dens gemmested
Bagved lavendelen
Hvor jeg sidst så den retirere til –
Plantet som forsvar mod insekter,
En velduftende forræder
Men hvis det her ikke snart stopper
Ryger hele lortet på bålet
Eller det næstbedste jeg kan fnde på –
Noget hårspray og en lighter
Får endelig udyret ud af fortet
Og giver min lavendel en spændende ny frisure –
Men det ottebenede uhyre er tilbage
Bare synet af det
Er nok til at sætte småbitte spøgelsestiletter
Op og ned af mine arme
Over begge skuldre
Og helt sikkert op i mit hår
Hvor den vil gemme sig og lægge sine klamme bomuldsæg
Medmindre jeg klipper spontane pandehår med urtesaksen
–
Sekundet det sidste hår rammer fiserne
Tumler edderkoppen triumferende ud fra potteskjulerene
Laver en blomstrende bevægelse som en gymnast Tadaa!
Den springer eller fik-fakker mod mig
Fjenden lander midt i mit ansigt
Med en lyd jeg kun selv hører
Det eneste våben i min hånd er en nål –I den anden en halv kartoffel
3 i ørefippen, 1 i hvert næsebor, og 1 i øjenbrynet
Jeg missede hvert eneste angreb
Alligevel falder fjenden,
I min chocktilstand er det ikke faldet mig ind at sige en lyd, Hvor meget kan sådan et dyr forstå,
Ikke dansk, det er klart,
Så jeg famler efter gymnasiespansk –¡Vas a mi casa, en-emigo!
Eres bienvenido i - øh - mi casa.
Håber den fatter truslen,
Men den har misforstået og
Kommer tættere på i hastig kapgang.
Til sidst sproget alle forstår
Jeg skriger,
Gør hvad ingen sten har formået
Hver eneste rude i glashuset splintrer og eksploderer
Så den må spæne over glasskår og visne roser
Jeg gør det samme og
Alle vores ti fusser bløder, Før jeg når verden udenfor
Og kalder på min far.
Syv instrukser
Nicklas Vittrup Steffensen, Musikvidenskab
#1
Du skal fnde et stykke blankt papir, og du skal fnde en blyant.
Du skal tegne en fgur. Der er ingen regler for fguren.
I fguren skal du skrive ord.
Du må ikke skrive ord uden for fguren.
Figuren skal fyldes helt ud med ord.
Når fguren er fyldt, skal du læse ordene højt.
Du må starte, hvor du vil.
#2
Du skal fnde et stræklagen.
Og du skal fnde en genstand.
Genstanden skal være stor. Den skal være så stor, at du ikke tænker, at du kan strække lagenet ud over genstanden.
Når du har fundet genstanden, skal du strække lagenet ud over genstanden.
#3
Skid med åben dør.
#4
Sæt dig på knæene.
Læg dig ned.
Mas dig fad på jorden så fad som du kan.
Bevæg dig fremad hen ad jorden. Du skal stadig være fad.
Når du er helt fad, kan du rejse dig igen.
#5
Stil dig på en gade i en by.
Begynd at sige ”mis, mis, mis”, som om du tillokker en kat.
Du kan lade som om du vil kæle med katten, eller at du har godbidder.
Følg den imaginære kat gennem byen.
#6
Næste gang du giver hånd, må du aldrig give slip på den andens hånd.
#7
Børst dine tænder med tandpasta, børst dem grundigt og godt.
Saml tandpastaskummet og mundvandet i munden.
Gør dig klar.
Spyt med fuld kraft skummet og vandet ned i håndvasken.
Spyt indtil munden er tom for vand og lungerne uden luft.
Lysningen
Amalie N. Bristow, Æstetik og Kultur
I en lysning
Bag mine øjne en dans af psykedeliske mønstre
Solen bløder ind
Inde i mig
Et virvar
Optager og indtager mine omgivelser
Mine bare fødder
I det fugtige morgengræs
Små perler fugt brister
Mellem mine tæer
I en lysning
Kjolen om mine lår
Strejfer og rører ved
En hånd på min ryg
Søvnen som en døs omkringliggende
Men inde i mig
Et virvar
Den altomsluttende omgivende fred
Står alt for stærkt
I kontrast
Til mit virvar
Og min frygt
Altopslugende
Frygter for sygdommen
Frygter for ensomheden
Frygter for kærligheden
Frygter for dig
Frygter for mig
Frygter for mit sind
Frygter for menneskene
Mine mennesker
Frygter for Andre mennesker
Frygter for vores verden
Men samtidig
Så står jeg her
I en lysning
Med psykedeliske mønstre bag mine øjne
Solen der varmer
Og jeg synes at jeg ser
At det endelig
Lysner
Tryghedsnarkomaner
Amalie N. Bristow, Æstetik og Kultur
Tog fejl af lysningen
Den var ikke til mig
Og her står jeg
Atter tilbage
I den koksgrå skumring
Afpillet og træt
Higende
For jeg er jo bare
En lille tryghedsnarkoman
Som er bange
For at blive væk
I mørket
Og ikke mindst
I sig selv
Og jeg er jo bare
En lille tryghedsnarkoman
Som ikke er så lille mere
Men stadig ikke
Stor nok
Til det store perspektiv
Hvis det altså
Findes
Men jeg er jo også bare
En lille tryghedsnarkoman
Og jeg ved det godt
Så jeg slentrer gennem
Slumrende gader
Udmattet og udhulet
Og kigger rundt på
Alle de andre
Tryghedsnarkomaner
Som alle ser mere fyldte
Og levende ud
End mig
Dikotomisk søndag
Peter de Neergaard Simonsen, Æstetik og Kultur
Folket skal bare bede om sol
Som om det var en betingelse for liv
Tænker lidt på fotosyntesen
Søndagshumøret er dikotomisk
Enten har du lyst
eller så har du ikke
I dag har jeg lyst
Så jeg valgte at bukke armen
og hælde sort guld
ned i halsen på koffeinhungrende aber
der siger goddag og tak
altintet
Sebastian Højen, Æstetik og Kultur
du vil det hele
vi vil alt
hvordan slår man det
uden at slå sig selv ud løber efter
fokkevis af fokke der løber
hovedløst
med hovedet under armen
med ingen ben i næsen
med halen mellem benene
med begge ben plantet
springer febrilsk
ud fra det højeste
der ikke er højere
end det sted
du stod før
refuksrexonasonet
Sebastian Højen, Æstetik og Kultur
jeg undskylder på forhånd
mit sure opstød
men jeg har meget på hjerte eksempelvis
tyr jeg ikke til vold før efter jeg er død
før efter det er der intet at være voldelig over før efter det er der intet
ej
ikke så nihilistisk nu
lugter jeg af daggammel deodorant
eller er det bare mig der er lidt for sart sart i farven på lakken af en gammel skoda der aldrig vil starte
ved ikke hvad jeg mere skal sige har jeg sagt at jeg hader sonetter
så det her er ikke en
chrysantemumbom beblomst
Sebastian Højen, Æstetik og Kultur
springer i luften
altså springer ud
ude i luften
eller på blomsten whatever
gør det
på pacifstisk vis
selvom luften er forurenet
med partikler af mindre værd
fra hvad de tror er større mænd springer ud
fordi intet er bedre end at være trodsig
omsorg / om sorg
Sebastian Højen, Æstetik og Kultur
i bedet vokser vintergækker
selvom vinteren snart er ovre
ting ruster i skuret
ting lækker fra huset
ting ophober sig
i en stor saltet vandpyt
nogle ting er anderledes
nogle ting er ældre
jeg holder en ældre mand i hånden
for ikke at give slip
fra tid til anden bliver jeg nødt til at give slip
på tiden
så jeg giver slip på den
på den hylde over hvor han sover men hånden beholder jeg
det meste og det mindste beholder jeg imens vi giver slip
tid over tid over tid
tid over tid over tid
Sebastian Højen, Æstetik og Kultur
er bange for tid
for at blive ædt af den
den gemmer sig i hullerne
hvor man ikke kan se den
før den pludseligt viser sig
og står der og jeg står der med højere tindinger
lavere forventninger
og et målløst udtryk
på en bodega i en fjern forstad
hvis navn jeg endnu ikke kender
uden nogen idé
om noget
om noget
Sebastian Højen, Æstetik og Kultur
nældens takvinge siger tak for vingerne
nældens brændhår vil ikke brænde i håret
bedet med vintergækker beder om lysere tider
bedemanden beder ikke om andet end fri
hylden i soveværelset vil ikke hylde
cyklen i skuret vil ikke cykle
udenfor vinduet fyver noget
noget fyver bedst en sen vinteraften
usynlig men er her nu engang
jeg siger undskyld for ringe ordkløveri
du siger det gør ikke spor
nældens takvinge siger tak for vingerne
og vi siger tak for nu
Ingen kvalerUng Kult betaler!
Daniel Nightingale, Æstetik og Kultur
Weekenden den 28. februar til den 2. marts bød på det årligt tilbagevendende Ung Kult Topmøde og generalforsamling i Nykøbing Mors med fuld forplejning og transport. Her mødtes ungemiljøer fra hele landet for at lære af hinanden og vælge den nye bestyrelse. Jeg var afsted med luftmadras samt Æstetik og Kultur i bagagen.
“Hej! Bussen er 10-15 minutter forsinket.”
Sådan proklamerede Siri i mine Airpods, da jeg fredag den 28. februar slingrede selvsikkert ned ad Langelandsgade på vej til bussen, der skulle bringe mig til Nykøbing Mors. Min selvsikkerhed blev slået ud ved robottens stemme i mine ører, der bekræftede at bussen havde indhentet tidsplanen, og jeg fk derfor udøvet lidt uønsket cardio.
Om bord på bussen, var luften tyk af spænding og tonerne fra Blæsten går frisk over Limfjordens vande, der bragte bussen sikkert over Sallingsundbroen til Nykøbing Mors. Aftenen bød på hygge i ungehuset, og enkelte bedrog sig på et antropologisk feltstudie til Mors’ omend sparsomme udvalg af værtshuse.
Lørdag startede ud med en fælles morgenmad, hvorefter programmet blev skudt i gang. Vi blev rusket og trukket i, med kluddermor og fællesdans, og vi anstrengte os med at forstå regnskabet fra det forgangne år. Vi lyttede til paneldebatter, og skrev guldkorn ned i udleverede Ung Kult notesbøger. Med gulerodskage og gå-på-mod i maven deltog vi i workshops, der blandt andet lærte os om Ung Kults nye pulje, Iværk, som kan søges af unge kulturskabere med en god ide, stor som lille. Vi lærte om det gode håndtryk og indtryk, og blev inspireret af hinandens skaberkraft og evne til at sparke døre ind. Bandet Søvnmønster sparkede røv med deres koncert om aftenen, hvor der blev danset, moshet og skrålet - hvilket fortsatte til langt ud på natten til festen. Søndag troppede vi op, med tømmermænd og kaffekopper, til generalforsamlingen, hvor vi fk valgt den nye bestyrelse, og sagt farvel til den gamle. Selv om vi var trætte oven på festen, hoppede vi på bussen fyldt til fngerspidserne med inspiration og nye kund- samt kendskaber, og et stort kryds i kalenderen til sommerens Ung Kult Camp på Kulturmødet Mors.
Gratis Nikotinstop forløb hos FOF Aarhus
Caroline Ørnfelt, Æstetik og Kultur
Er du træt af at putte pose efter pose af nikotin op i overlæben? Træt af konstant at fylde dine lunger med røg? Er du også fucking træt af at smide dine hårdt optjente SU-penge efter snus, cigaretter, eller andre nikotinprodukter? For det er jeg.
Vi ved jo alle sammen godt, at det både er spild af penge, usundt og ucharmerende. Men hold op, hvor er det svært at stoppe, når man først er kommet så godt i gang. Jeg har selv forsøgt at stoppe utallige gange. Hvert år genopstår mit nytårsforsæt, men det holder sjældent mere end et par dage. Men nok er nok, og nu skal det stoppe.
Der er mange veje man kan gå når man vil droppe nikotinen. Nogle har rygrad nok til at gøre det fra den ene dag til den anden, mens andre (som mig selv) har rygrad som en regnorm, og har brug for mere end bare en hjælpende hånd til at komme ud at et årelangt snusforbrug. Jeg har nu taget snus i omkring 5 år. ON/OFF, men mest ON. Normalt omkring 2-3 pakker om ugen, men i perioder med break-ups, eksamener, eller bare trælse dage, har jeg været oppe på omkring en pakke om dagen.
Derfor har jeg valgt at benytte mig af FOF’s gratis nikotinstopkursus for unge mellem 18-30. FOF Aarhus tilbyder gratis nikotinstop kursus til alle, men jeg har specifkt valgt kurset til unge mellem 18-30-årige, fordi jeg tænkte, at indholdet ville være mest relevant for mig.
Jeg har nu gået på kurset siden midt i januar, og jeg må indrømme – det har hjulpet. En smule. Jeg skal ikke lyve for jer – som jeg har gjort til min vejleder –jeg tager stadig lidt snus, hist og her. Du fnder mig sjældent helt uden nikotin i kroppen. Dog, efter en nedtrapningsperiode, med både nikotinplastre og nikotintyggegummi (som FOF har betalt for), er jeg nu nede på omkring 3-5 snus om dagen, svarende til en pakke om ugen. Jeg er på vej til at skulle slippe min kære snus helt - selvom det bliver en tårevædet afsked.
Nedtrapning virker for nogle og ikke for andre. For mig har det været den bedste strategi. Eller, det er i hvert fald det, jeg bilder mig selv ind. Om det rent faktisk er den bedste metode, eller bare en undskyldning for at tage ”bare lidt” snus, er jeg ikke helt sikker på.
Men uanset hvad, er jeg nu et par skridt fremme i hvad jeg tror bliver en lang og træls proces. Lidt er dog bedre end ingenting, og min bankkonto takker mig allerede.
Join mig i mit nikotinstop-forløb hver torsdag, fra 16:15-17:45, ved FOF Aarhus. Spar penge, få et bedre helbred, og hjælp mig med at holde fast, så jeg forhåbentlig kan skrive en artikel i næste udgivelse af VISIR om, hvor fantastisk livet uden nikotin er blevet.
Laura Vorre, Æstetik og Kultur
Laura Vorre, Æstetik og Kultur
Kultur&Kritik
Kultur&Kritik
Bridget Jones med fnis og sørgmodighed.
med tåkrummende sørgmodighed.
Iben Dresler-Ziersen, Kunsthistorie
Filmanmeldelse af
Bridget Jones – Vild med ham
Kalder alle Bridget Jones fans, en ny, mindre klodset, men stadig charmerende Bridget ruller over lærredet. Den nye Bridget Jones – Vild med ham , indkapsler alt det vi kender og elsker ved Bridget Jones. Pinlige situationer, som Bridget (Renée Zellweger) tager med et akavet smil og oprejst pande. Men hvem er hun som enke og enlig mor til to?
25 år efter den originale Bridget Jones’ dagbog er Bridget tilbage, hun er blevet voksen, og er igen single. Det er fre år efter at hendes mand, Mark Darcy, dør i en humanitær mission i Sudan, og Bridget er efterladt i sorg og må påtage sig opgaven om at opdrage hendes børn alene. Livet fortsætter, og det gør Bridget også. Hun skal tilbage til hverdagen og det moderne datingmarked.
Leo Woodall og Chiwetel Ejiofor tilslutter sig det stjernespækkede cast med bl.a. Renée Zellweger, Hugh Grant, Emma Thompson, Colin Firth og Sarah Solemani. Woodalls portrættering af den 29-årige Roxster, er charmerende, kærlig og let overfadisk. Mens Ejiofors behandling af naturfagslæren mr. Wallaker har en ømhed med en hård skal.
BridgetJones’sDiaryfra 2001 er baseret på romanen af samme navn fra 1996 af Helen Fielding, og er en nyfortolkning af Jane Austens Stolthed og fordom . Denne fortælling tages op igen med Bridget Jones–Vildmedham , med et endnu mere moderne syn. Trods opsætningen, med den lettere ulidelige tilbageholdende mand og den unge player, der skal kæmpe om singlens opmærksomhed, forstår man efter at se flmen, at kærlighed fra en partner ikke er alt.
Første akt, går som smurt og efterlader en optimistisk og med en genkendelighed. I andet akt får man virkelig lov til at mærke sorgen hos familien, og man kommer ind på Bridget på en helt ny måde. Akten kulminerer i en smuk afslutning, hvor man næsten skal række ud efter lommetørklæderne. I tredje akt falder det hele lidt sammen, og man kommer tilbage til den klassiske mere overfadiske romcom, som man kender fra Bridget Jones serien.
Alt i alt en Bridget Jones med dybde og følelse som aldrig før, uden at gå på kompromis med essensen af Bridget eller seernes grin.
Bridget Jones – Mad about the boy.
Udgivelse d. 13 februar 2025
Michael Morris (Instr)
Helen Fielding al. et. (Forfattere)
125 min
Den kan ses i biografen. Resten af serien kan streames på bl.a. Netfix og Amazon Prime.
FILMANMELDELSE:
Christian Holm, Æstetik og Kultur
Biopics og deres standardiserede konventioner har vel efterhånden overgået superhelteflm i deres forudsigelige strukturer. Derfor, var det med en sund dosis af skepsis, at jeg satte mig til rette i biografsalen, da jeg skulle klargøre mig til 2 1/2 timers selskab med stjerneskuddet Timothée Chalamet i rollen som Bob Dylan, i flmen A Complete Unknown Filmens instruktørpost er indtaget af James Mangold, der før har haft succes med at lave storladne og ærkeamerikanske fortællinger inden for konventionstunge genrer, hvor han ofte har formået at løfte stoffet - bl.a. med svanesangen for Hugh Jackmans Wolverine i Logan , og biopic’en om Johnny Cash, WalkTheLine
A Complete Unknown følger Bob Dylan i de første år af sin karriere frem til skabelsen af sit hæderkronede album Highway 61 Revisited . Undervejs dukker en perlerække af Dylans musikalske kolleger frem, der for Dylan har fungeret som hhv. helte, elskere, kritikere og tæt allierede. Det er en ’’rags to riches’’ historie i klassisk forstand, men Chalamet formår at tage flmen på egne skuldre og får af Mangold lov til at fylde på skærmen og tygge sig gennem scener, hvor han uden besvær tuner sig ind i Dylans karakteristiske gestikulation og nasale stemme.
Åbningssekvensen satte godt nok alarmklokker i gang, da Chalamets levering forekom anstrengt og forceret, men da Dylan overbeviser sin helt (Woody Guthrie) med et nummer i efterfølgende sekvens, vandt han tilsvarende også mig over. Hele flmens succes afhænger af hans portrættering, og flmen laver da heller ikke store armbevægelser på et teknisk niveau – det er musikken og de interpersonelle opog nedture, der får lov at fylde.
Selvom den ikke er fri for biopic-klicheer, springer den samtidigt ikke over hvor gærdet er lavest, ved at lave en letargisk flmatisering af Bob Dylans Wikipedia side. Den får en fokuseret og fængende fortælling ud af Dylans avancement i musikverden med særligt fokus på hans overgang fra at være folk-musikkens messias, til at blive en kættersk rockmusiker (set fra folkmusikkens puristers øjne).
Er man, som jeg var, lige dele nysgerrig på at blive klogere på et sandt ikon, og forhåbningsfuld ved kombinationen af Chalamet, Mangold og Dylan, går man med al sandsynlighed tilfreds fra biografen. Ønsker man en letfordøjelig og medrivende flm med kvalitet, leverer flmen varen.
A COMPLETE UNKNOWN (SEARCHLIGHT)
UDGIVELSESÅR: 2025
GENRE: BIOPIC
INSTRUKTØR: JAMES MANGOLD
MEDVIRKENDE: TIMOTHEE CHALAMET, ELLE FANNING, MONICA BARBERO,
FILMANMELDELSE: GLOW
Holm, Æstetik og Kultur
I I Saw The TV Glow , er Owen (spillet af Justice Smith) en indelukket outsider type fra forstaden, der ved siden af sin skolegang på Void High School (VHS, get it?), synes at orientere det meste af sit liv omkring tvserien, The Pink Opaque. The Pink Opaque er ikke en tv-serie fra virkeligheden, men den har en slags ’’lost media’’ agtig, syret og fjernt genkendelig atmosfære omkring den.
Derudover, får den da også fere kærlige vink med, til en perlerække af børneog ungdomsserier fra 90’erne og start 00’erne – og hvor flmen springer i tid med forskellige vignetter, foregår den hovedsageligt i 1996.Sideløbende med en dyrkelse af velkendte og nostalgifremkaldende stilelementer, stiller flmen sig kritisk over for en total fortabelse i den hule tryghed, som nostalgi og eskapisme kan give os. Filmen ekkoer på den måde David Cronenbergs mesterværk Videodrome i dens varslende fortælling med TV’et som omdrejningspunkt - dog svinder flmens egen unikke stemme aldrig væk i dens intertekstualitet og mange pasticher.
Specielt flmens billedside skiller sig ud, hvor hvert skud er indsmurt i neon og pastelfarver. Disse levende og glødende farver smører sig ud på en nøje organiseret mise-en-scene, der bliver opført med så snorlige og symmetrisk scenografsk arrangering og blocking, at selv Wes Anderson ville blåstemple flmens tableauer. Men den dragende billedside er ikke bare tomme kalorier. Den bruges til at understøtte flmens tematik med dens bearbejdning af universelt genkendelige udfordringer, der på samme tid indeholder en mere isoleret fortælling om kønsdysfori.
Kultur & Kritik
Filmen er til dels en stiløvelse og er langt hen ad vejen fattig på dialog. Derfor hviler den ikke på skuespillet i store bidder af spilletiden, men i enkelte nøglescener, hvor vi kommer tættere på vores karakterer, får skuespillerne mere plads til at eksperimentere. Flere karakterdannende scener som disse havde gjort, at det endelige punktum, som flmen sætter, kunne få en endnu større indvirkning.
Vigtigt er det at understrege, at det ikke er en konventionel gyser eller en traditionel highschool/coming-of-age flm. Det er en urovækkende, varslende fortælling, der flosoferer over eksistentielle spørgsmål, som bliver fortalt af en flmmager, der søger efter at få mest muligt øjenguf ind på hver flmstrimmel, uden at det helt fyder over i at blive stil uden substans.
I SAW THE TV GLOW (A24)
UDGIVELSESÅR: 2024
GENRE: SURREALISTISK DRAMA, UNGDOMSFILM, GYSER
INSTRUKTØR: JANE SCHOENBRUN
MEDVIRKENDE: JUSTICE SMITH, BRIGETTE LUNDYPAINE, DANIELLE DEADWYLER, FRED DURST 100 MIN.
KAN LEJES PÅ BLOCKBUSTER FOR 59 KR.
Vi må udstille reaktionære udstillinger:
En “anmeldelse”af Barbara Krugers No Comment Saga Bech Risør, Æstetik og Kultur
Udstillingen No Comment på ARoS er en omfattende præsentation af værker fra den indfydelsesrige amerikanske kunstner Barbara Kruger (1945-nu). I denne aktuelle udstilling præsenteres et bredt udsnit af hendes værker fra de seneste to årtier: Hendes karakteristiske ’paste-ups’, hendes store væg- og gulvinstallationer samt hendes multimedieinstallationer.
Udstillingen kan opleves på ARoS indtil den 21. april.
Den generelle introduktion til udstillingen er overstået – nu vil jeg udstille, hvilke reaktionære implikationer denne udstilling indeholder. Når jeg skriver denne anmeldelse (hvis man i det hele taget kan kalde den det), er det hverken fordi jeg er interesseret i at spekulere på, hvad hendes intentioner med udstillingen er, eller i at fremføre en formalistisk analyse af hendes værker – jeg skriver fordi kernen af No Comment er rådden, og det vil jeg afsløre, så dem der blev forvirret af den, kan få en velfortjent forklaring, og dem der blev forelsket i den, kan få en åbenbaring.
Hvad end du synes om udstillingen, er det vigtigt, at du læser med. Hvis du ikke har været inde og se den, ville jeg ikke spilde min tid, hvis jeg var dig – men bare rolig, til at starte med vil jeg fremhæve noget af, hvad NoCommenttilbyder af ’kunst’, så du, der ikke har set udstillingen, også kan følge med.
Så snart du kommer ned af ARoS’ snirklede trappe til niveau 1, bliver du mødt af en installation af ord der fylder nærmest hele gulvet og alle vægge.
På den ene væg står der ”I SIDSTE ENDE SKER HISTORIEN. I SIDSTE ENDE ER DER INTET, DER BETYDER NOGET. I SIDSTE ENDE BLIVER ALT GLEMT. I SIDSTE ENDE BLIVER ALT TILGIVET. I SIDSTE ENDE ER ALT MULIGT. I SIDSTE ENDE ER DET LØGNEN, DER VINDER. I SIDSTE ENDE FALMER VREDEN. I SIDSTE ENDE ER DER INTET HÅB. I SIDSTE ENDE FORSVINDER DU”.
Man fristes til at hæfte sig ved en af ytringerne, som for eksempel ”I SIDSTE ENDE ER DER INTET HÅB”, men der er reelt set ikke nogen sammenhæng at fnde i den her væg af ord, anden end netop den, at der ikke er nogen sammenhæng, og det gælder også resten af udstillingens værker. Jeg mener, at det er selve meningen, at det ikke skal give mening – værkerne skal afspejle det, som Kruger tror virkeligheden er: et kaotisk sammensurium af ord.
På en anden væg står der: ”GANG WAR, CIVIL WAR, HOLY WAR, CLASS WAR, BIDDING WAR, TRADE WAR, COLD WAR, RACE WAR, WORLD WAR”.
Her bliver der igen signaleret: virkeligheden er bare en tilfældig sammensætning af ord. Klassekampen, selve grundlaget for udviklingen af menneskelig civilisation, sidestilles med alle mulige andre former for ”krig” og reduceres til ubetydelighed.
Men hvis du vil have én linje, der virkeligt indfanger det verdenssyn No Comment promoverer, skal du bare kigge ned på gulvet, hvor der står: ”IF YOU WANT A PICTURE OF THE FUTURE, IMAGINE A BOOT STAMPING ON A HUMAN FACE”.
Budskabet i Barbara Krugers værker står altså klart: virkeligheden determineres af ord og billeder, og sandheden kan derfor aldrig være objektiv, da den forvrænges af sproget og varierer fra den ene subjektive oplevelse til den anden.
På overfaden kan det måske virke meget radikalt at sætte spørgsmålstegn ved objektiviteten af sandhed og belyse, at vi som mennesker er begrænset af vores subjektivitet. Værkbeskrivelsen vil også have os til at tro, at det kun er dette No Comment gør. Den siger, at udstillingen ”sætter spørgsmålstegn ved den verden, vi lever i – en verden, hvor holdninger, meninger og billeder smelter sammen i en strøm af falske nyheder, manipulation og kommentarer på de sociale medier”.
Men kradser vi lidt i overfaden, ser vi, at Krugers værker implicerer langt mere end bare som sådan – de afskriver fuldstændigt selve eksistensen af objektiv sandhed og fremstiller mennesker som fortabte ofre, der forføres af sproget, ude af stand til at spille nogen som helst rolle i historiens tilfældige malstrøm af meningsløshed. Ifølge værkbeskrivelsen taler værkerne ”direkte til os”, og det vil jeg for så vidt give den delvist ret i, da de er meget eksplicitte af og til og siger direkte: Historien sker bare, håb fndes ikke, løgnen vinder altid, klassekampen er bare endnu et ord, og fremtiden er menneskelig lidelse.
Nogen vil måske stoppe mig her og protestere. For har jeg ikke netop lige ladt mig blive påvirket af ordene? Bekræfter det ikke, at Kruger har en pointe?
Det er en valid nok pointe i sig selv, at sproget har en påvirkningskraft.
Det, der er min pointe er, at hvis vi hævder at sproget er den primære skaber af virkeligheden, som No Comment implicerer, følger der en række reaktionære konsekvenser.
Hvis virkeligheden ikke har nogen materiel rod, og historien ikke udvikler sig efter nogen lov, fndes der ingen forklaring på, hvorfor kvinder undertrykkes og børn i Gaza bombes – andet end, at det er menneskelig natur.
Dette naturliggør status quo og benægter progression, hvilket spiller direkte ind i hænderne på den herskende klasse, altså borgerskabet. Den herskende klasses dominans afhænger blandt andet af, at kunsten helliggør dets herredømme –hvilket NoCommentgør.
Benægtelsen af historisk progression er karakteristisk for borgerskabets psykologi i kapitalismens forfaldsperiode. Det er en refeksion af, at progression under kapitalismen har nået sin grænse og truer med at gå bagud. Repræsentanterne for borgerskabet – som Kruger er på kunstens arena – er, naturligvis, uvillige til at acceptere dette. Ydermere er de i deres natur ude af stand til i det hele taget at se dette.
At hævde at progression er umuligt, er kun sandt, hvis man ikke kan se udenfor kapitalismens rammer. For ja, indenfor kapitalismen – et system, der for længst har udspillet dets historiske rolle og er blevet en monstrøs hindring i vejen for menneskelig udvikling – er progression umuligt.
Så No Comment er altså overhovedet ikke radikal – den er tværtimod reaktionær. Hvad der er radikalt, er hvad der skærer ind til benet, som jeg forsøger at gøre, i denne udstilling af en udstilling.
Unge og arbejdere bærer håbet No Comment taler helt sikkert til en følelse
af håbløshed og afmagt som mange kan ræsonnere med. En ny analyse viser at 82% af danskerne ikke tror, at samfundet er bedre om 10 år.
Men på grund af at hun ikke har evnen til at se udenfor kapitalismens rammer, maler Kruger et forkert billede af, at det er hele verden, der er døende, og altså ikke bare det bestående system.
Manglen på håb for fremtiden er et tegn på, at kapitalismen befnder sig i en blindgyde, men menneskeheden kan godt kæmpe sig ud af den. Kampens sejr kræver, at den ledes af arbejderklassen, den klasse, der under kapitalismen har potentialet for at revolutionere samfundet og befri menneskeheden fra systemets lænker, før det tvinger os alle med ned i dets afgrundsdybe hul.
Arbejderklassen, i diametral modsætning til borgerskabet, har en objektiv, materiel interesse i at gøre op med kapitalismen. Ved at stå på arbejderklassens side er det derfor tydeligt at se, at der er håb for fremtiden, uanset hvad Krugers ’kunst’ vil have os til at tro. Kun herfra kan vi konkludere radikale sandheder om roden til virkeligheden.
Den radikale sandhed
Historien beviser, at progression er en objektiv sandhed, der drives af udviklingen af produktivkræfterne. Dét er den determinerende faktor for hvordan virkeligheden manifesterer sig: produktionen af de materielle vilkår for menneskelig eksistens. Hvis man følger udviklingen af produktivkræfterne, ser vi den ene produktionsmåde efter den anden blive aføst, fra jæger-samlersamfundet til slaveriet til feudalismen til kapitalismen.
Slaveriet og feudalismen virkede begge til at være hellige, eviggyldige og faste samfundsformer. Men én af klassekampens
bedste eksperter, Karl Marx (1818-1883), lærer os, at alt fast fordufter, og at alt helligt bliver klædt af. Ligesom de blev væltet, kommer kapitalismen også til det.
Kapitalistisk produktion har for længst udviklet produktivkræfterne til et stadie, hvor der produceres så meget med så høj en effektivitet, at det slet ikke længere giver mening, at samfundet skal være spaltet i klasser af rig og fattig, udbyttere og udbyttede.
Det gjorde det en gang. Slaveriet udgjorde den materielle base for, at et mindretal af frie grækere kunne bruge deres tid på at udvikle menneskelig kultur ved for eksempel at kreere antikkens statuer, skræmmende virkelige fejringer af den menneskelige krop.
Borgerskabets revolutioner, især i Holland og Frankrig, og den senere konsolidering af kapitalismen som herskende produktionsmåde, introducerede lønslaveriet, som blev den materielle base for at borgerskabet kunne udvikle samfundet blandt andet gennem produktionen af stor kunst.
På dette tidspunkt var kapitalismen historisk progressiv, og kunstnere refekterede borgerskabets revolutionære rolle som Rembrandt van Rijn (1606-1669) i sine malerier og Ludwig van Beethoven (17701827) i sin musik. Deres kunst afspejlede Den Franske Revolution (1789-93) og De Forenede Nederlandes revolutionære sejr (1581) – mægtige slag mod den gamle feudale orden.
Ligesom disse revolutionære begivenheder slog mægtige slag mod den gamle feudale orden og fejede dets ophobede skidt og absolutte monarki væk, gjorde Rembrandt og Beethoven også radikalt op med gamle konventioner og ophidsede adelen og de
revolutionære autoriteter.
Der er brug for revolutionær kunst!
I dag i kapitalismens senile forfaldsperiode kan borgerskabet ikke længere retfærdiggøre dets herredømme gennem revolutionær kunst. Nu er det kun fremmedgørende kunst, der portrætterer historien som en række tilfældigheder, virkeligheden som bestemt af sproget, og progression som umulig, der kan tilbyde kapitalismen dens nødvendige ideologiske retfærdiggørelse. Der spiller Kruger lydigt sin rolle som småborgerlig ”kunstner” til tjeneste for sine borgerlige overherrer.
Krugers No Comment får dog alligevel én stjerne, da den som sagt formår at udtrykke følelser mange kan relatere til. Men det synes jeg simpelthen ikke er godt nok, for kunst kan langt mere end blot at appellere til vores sanser.
Kunst kan noget helt særligt.
Kunst er en ekstraordinær form for menneskelig erkendelse, der kan kommunikere noget nyt, noget radikalt, noget revolutionært, som intet andet kan på samme måde.
Kunst spiller en rolle i klassekampen, og for at det skal være en revolutionær rolle må vi
kræve af vores kunstnere, at de forbinder sig til arbejderklassens revolutionære kamp.
Vi lever i en tid, hvor massernes vrede ulmer under overfaden, og på trods af hvad No Comment hævder, kommer denne vrede ikke til at falme, men vokse. Her fremstår Kruger helt verdensfjern, når hun igennem No Comment ikke forbinder sig til massernes vrede, men tværtimod træder på den og ser ned på den.
I Storbritannien mener 47 % af unge mellem 13-27 at ”hele måden samfundet er organiseret på er nødt til at blive radikalt forandret gennem revolution”. Disse unge bliver særligt negligeret af No Comment og vil væmmes over Krugers udsigelser om, at vreden vil falme.
Som når magma fnder et bristepunkt i jordens skorpe og eksploderer ud i et vulkanudbrud, vil massernes og ungdommens vrede også trænge igennem sprækkerne i kapitalismen, som vi allerede har set i nyere tid, for eksempel med revolutionen i Bangladesh i 2024.
Med tiltagende hastighed nærmer vi os vulkanudbrud af massernes ophobede vrede, der har potentialet for at revolutionere samfundet og lede menneskeheden ud af kapitalismens eksistentielle krise. Disse revolutionære udbrud vil medføre revolutionære kunstnere, og det er vigtigt
at vi kræver af dem, at de ikke lader sig begrænse af kapitalismens rammer – at de går til ideologisk angreb mod den borgerlige stat og markedets tyranni.
Kunst, der gør dette, vil kunne spille en vigtig rolle i realiseringen af en verden uden klasser, hvor hele menneskehedens kreative potentiale slippes fri på et materielt grundlag af overfod. Forestil dig det! Overvej, hvor mange Beethoven’er der i dag er tvunget til lønslaveriet, der i fremtiden vil være frie til at kreere stor kunst! Den fremtid vil få renæssancen og romantikken til at ligne bittesmå affærer i historien.
Lad os udstille reaktionære udstillinger, kræve mere af kunsten, og kæmpe for denne fremtid.
Ny undergrund?
The Windmill og post-punkens genopblomstring
Anton Engelbrecht Nielsen, Musikvidenskab
I hjertet af Brixton i London ligger spillestedet The Windmill. Et spillested der de seneste år har været epicentret for spændende og udfordrende ny musik i England og som har været rugekasse for bands som black midi, Squid, Shame og Black Country, New Road.Bands som i den grad har markeret sig på diverse “album of the year”-lister og fået stor omtale i forskellige musikmedier. Hvilket der er god grund til.
Med sin DIY-æstetik, billige entrépriser og et uformelt fællesskab af musikere og deres publikum, har The Windmill skabt et rum for at dyrke det skæve, det voldsomme og det uforudsigelige. Her blandes post-punk med art-rock, krautrock, melodramatisk kabaret og math-rock i lange post-rockede sekvenser tilsat en smule støjrock.
Fællesnævneren for dem alle er de til tider sing-talkedeog andre gange direkte råbende vokaler, der virker til at sætte ord på den post-brexit virkelighed mange unge englændere føler sig ramt af – en tid præget af kulturel usikkerhed og politisk kaos.
Brexit har haft omfattende konsekvenser for britiske musikere, især for dem i undergrunden, hvor økonomien i forvejen er skrøbelig. Strammere visumregler, højere omkostninger ved turnéer i EU og nye toldrestriktioner på merchandise har gjort det dyrere og mere besværligt at opbygge
en international fanbase.
Her bliver humoren og de socialkritiske tekster nærmesttil en form for kulturel selvmedicinering eller en måde at bearbejde det kaos og de økonomiske og politiske realiteter, den britiske ungdom står overfor.
“And though England is mine/I must leave it all behind” synger Isaac Wood på BCNR’s nummer Chaos Space Marine. Linjer der er svære ikke at læse som en direkte kommentar på et splittet England, der ikke længere kan genkende sig selv. Titlen refererer til minaturespillet Warhammer 40K, hvor en “Chaos Space Marine” er en tidligere rum-marinesoldat, som har valgt at forlade kejserens tjeneste og i stedet vie sig til fraktionen Chaos for at opnå deres egne mål – en passende parallel til Englands løsrivelse af EU.
Musikken og teksterne er fyldt med lige dele frustration, engelsk sarkasme og en uforudsigelighed, der gør musikken til en vild rutsjebanetur af følelser og indtryk. Fra de pludselige op- og nedture i tempoet til de konstante skift i dynamik og tone –skabes en spænding, der holder lytteren på kanten af sædet. Og når man tror man er lige ved at ryge ud over kanten, må man tvinge sig selv til at holde fast og følge med, fordi man ved at det næste sving er lige rundt om hjørnet.
Crankwave eller postbrexit?
Men det er altså ikke kun hos The Windmill at denne type socialkritisk og post-punket musik blomstrer op. Generelt virker det til at være et fænomen der har overtaget store dele af undergrundsmusikken i England og Irland. Et fænomen der ikke virker til at have fået et offcielt navn endnu, hvilket er chokerende, eftersom Spotify plejer at kunne koge en hel musikbevægelse ned til et par fjollede buzzwords på under 24 timer (fx Goblincore, pov: indie og After Hours Football Rap).
Nogen enkelte er dog begyndt at kalde det “crankwave” – en betegnelse, der har vundet frem som en måde at beskrive den rå, ufltrerede og til tider kaotiske energi, der præger denne nye bølge af musik.
Dog er det vigtigt at bemærke, at scenen omkring The Windmill rummer fere forskellige grene: Nogle bands læner sig mere op ad post-rockens opbyggende og melodramatiske elementer – lange, episke instrumentalstykker og dramatiske vokaludladninger – mens andre falder mere naturligt ind i crankwave-beskrivelsen. Andre kalder det post-brexit – en bølge, der rummer både The Windmill-scenen, crankwave og den bredere engelske og irske undergrund, hvor musikken spejler frustrationerne over et splittet samfund.
Udover de førnævnte bands, indebærer denne nye bølge af musik: Dry Cleaning, Courting, Sleaford Mods, Yard Act, The Cool Greenhouse, Home Counties, Billy Nomates, Legss, Fontaines D.C., Working Men’s Club, The Murder Capital, The Orchestra (For Now), Westside Cowboy mm.
Post-punkens tredje bølge
Ser man historisk på det, kan denne bølge måske betegnes som post-punkens tredje bølge. Første bølge startede omkring 1977 med kunstnere som Joy Division, Wire og Public Image Ltd og ebbede ud i 1990’erne. Den anden bølge var den såkaldte “postpunk revival” i de tidlige 00’ere, med kunstnere som The Strokes, Radio 4, LCD Soundsystem og Interpol. Derfor foreslår jeg at vi kalder denne nye bølge for ”postpost-post-punk” – så kan vi se, hvor længe der går, før nogen tager det alvorligt og så ligger det også skide godt i munden, ik’?
På den måde kunne man også udvide bølgen til ikke blot at være et engelsk fænomen og derved inkludere kunstnere som danske Iceage, svenske Viagra Boys og amerikanske kunstnere som Parquet Courts og BODEGA. Bands der måske ikke kommenterer på den post-brexit virkelighed U.K. befnder sig i, men som generelt sætter ord på den vestlige verdens generelle splittede politiske landskab.
Her tænker jeg fx på Viagra Boys’ nummer
Ain’t No Thief (2022), som kan læses som en kommentar på den post-truth æra vi lever i lige nu, hvor objektiv virkelighed er erstattet af subjektive fortællinger og paranoia, der driver konfikter og misforståelser mellem mennesker; et tydeligt symptom på den misinformation og den paranoia, der præger nutidens politiske klima, især i USA. Eller Iceagenummeret Lockdown Blues (2020), hvor bandet kommenterer på coronapandemien og den isolation den førte med sig: ”Didn’t grasp what I had until / It was robbed away too soon / Covid-19, lockdown blues / The only way out is through”.
Post-punkens fremtid
Generelt kunne man også stille spørgsmålstegn ved overhovedet at snakke om post-punken som en bølge af musik, der opstår, dør og genopstår. I virkeligheden er det bare en type musik, der hele tiden omformer sig selv og tilpasser sig nye tider – ligesom alt andet musik. Desuden har punken altid været et talerør for politiske oprør og samtidens refeksioner.
Men om vi kalder det crankwave, post-postpost-punk eller noget helt tredje, er én ting sikkert: Denne type post-punk virker til at udspringe af en tid præget af politisk uro, økonomisk usikkerhed og kulturel splittelse – fuldstændig som den altid har gjort det. Fra The Windmill-scenen i London til punkpoetiske strømninger i Dublin, København, Stockholm og New York ser vi en ny generation af kunstnere, der kanaliserer frustration og ironi gennem rå vokaler, kantet post-punk og legesyg artrock.
Spørgsmålet er ikke, om denne bølge vil fortsætte – men snarere hvordan den vil udvikle sig i fremtiden og hvilke nye udtryk, der vil vokse frem af kaosset.
Lyt her: anbefalinger fra bølgen
Hvis du vil dykke dybere ned i denne nye bølge af post-punk, er her en Spotify playliste med anbefalinger fra både England og resten af verden.
En technofest
af en revy
Chefredaktionen på VISIR
Igen i år løb Kasernerevyen af stablen, denne gang under titlen Forlidt,formeget,eller barefortechno . Revyen fk ihvertfald ikke for lidt, for den var propfyldt med referencer til det forgangne år, herunder prepping, Brygmann, branden på Børsen og BMO, som publikum alle nikkede genkendelse til, med latter og klap på lår.
VISIRS bestyrelse kunne da heller ikke undgå at få trænet lattermusklerne, da Martin Brygmann trådte ind som Loke, og brød ud i sang; “For ingen er bitre eller vrede hvis jeg bare er Loke fuldtid - alle elsker Jul i Valhal”, eller da Børsens dragespir kiggede frem fra den brændende bygning og proklamerede; “Der er alt for varmt i mit indre, snart er jeg helt brændt ned”.
Som titlen antyder, fk revyen i den grad også for meget - men på den helt perfekte platte revy-facon. Tænder blev trukket ud i Den Sorte Kaffe, en parodi af TV2s dokumentar Den Sorte Svane, der foregik på et lærerværelse på en folkeskole, hvor det vildeste der skete var da kaffekanden løb tør. Endnu plattere var Bogstaveligt talt, hvor en dreng bliver spurgt hvornår bussen går, hvorefter bussen rejser sig og går turen mod Berlin. Netop denne storby blev nævnt fere gange i revyen, som led i eller bare for techno konceptet. Vi kom en tur på den famøse Berghain klub, hvor der opfndes nye techno-moves i toiletkøen, og der blev givet hele armen med en protese-arm.
Dertil må det nævnes, at bandet spillede fuldkomment fænomenalt med toptunet lyd, og danserne løftede skuespillet til nye højder, mens de dansede rundt i deres farverige kostumer på en scene badet i imponerende scenelys og storslået scenograf.
Revyen var helt bestemt for meget, for lidt og såmænd for techno - nøjagtigt hvad der forventes af Kasernerevyen. VISIRS bestyrelse glæder sig til at se hvad næste års revy byder på.
Foto: Helena R. V. Olesen, Dramaturgi
Temafor VISIR#98: VREDE
Nu har vi forhåbentligt fået tanket op på omsorg, fordi næste gang skal det handle om VREDE.
VREDE kan være en meget destruktiv følelse, men kan også være en gavnlig drivkraft både for en selv og for samfundet. Den kan udtrykkes med store ord og armbevægelser, men kan også være stille og indebrændt.
Har du noget på hjerte inden for emnet, så send det til os på kasernebladetvisir@gmail.com . Det må både være en tekst, en illustration eller noget helt tredje. Og hvis du har noget du gerne vil have med i den næste udgivelse, men som ikke passer under temaet - bare rolig! Vi tager med glæde imod det.
