Kan Boström uden Knausgård?

Kan Boström uden Knausgård? Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Litteraturteoretikeren Gérad Genette er berømt for sin teori om paratekster, der på engelsk har undertitlen The Thresholds of Interpretation. Denne teori beror på grundantagelsen, at omverdenen, dvs. det væld af andre tekster, der på den ene eller anden måde forbindes til hovedteksten, har en medbetydning ift., hvordan vi fortolker og læser hovedteksten. Dette tekstforhold har især været afgørende for min læsning og anmeldelse af Linda Boström Knausgårds autofiktive roman Oktoberbarn, da hun ikke bare er ekskone til, men også en vigtig del af eksmanden Karl Ove Knausgårds magnum-opus: Min Kamp. En roman, som jeg kn(a)us-elsker. Der er da også store overlap mellem Oktoberbarn og dele af Min Kamp, og det ville være foruroligende naivt af mig som anmelder, hvis ikke jeg forholdt mig bevidst til dette. Man kunne derfor frygte, at den eneste kvalitet, der er i romanen, eller som jeg fokuserer på, udelukkende vil være som et supplement til eksmandens litteratur.

Oktoberbarn starter på en psykiatrisk afdeling, som forfatteren har døbt Fabrikken, hvor jeg’et befinder sig 146

på. Her behandles hun med elektrochok for svær angst, depression og selvmordstanker. En bivirkning ved behandlingen er angiveligt midlertidig tab af hukommelse og minder. Og som jeg’et pointerer, er netop hukommelsen og minderne essentielle for en forfatter. Det meste af romanen er en vekselvirkning mellem scener fra den psykiatriske afdeling, barndomsminder, minder om hendes familie og skilsmissen fra hendes mand. Både barndomsminderne, beskrivelserne fra fabrikken og forholdet til eksmanden er lyspunkter i romanen, da de er velskrevet og spændende. Især gibber det lidt i mig, hver gang der kommer et overlap til Min Kamp, og jeg vil mene, at de overlap, der er, sagtens kan fungere elegant og autonomt fra resten af Knausgård-fænomenet. Fortællesituationen er et jeg, som oftest fortæller til et vekslende du. Netop dette du, der veksler mellem at være eksmanden, læseren, karakterer og til tider Linda selv, fungerer godt som en måde at forholde sig til det komplicerede tekstforhold beskrevet ovenfor. Ved at inkludere så mange forskellige instanser i du’et formår hun på sin vis at negligere og minimere Knausgård.

At du’et er vekslende hele vejen gennem romanen, er ikke til gene, for det hænger fint sammen med mindernes flygtighed forårsaget af elektrochockbehandlingen, der er romanens hovedtema.

På sin vis minder romanen om et form for vidnesbyrd fra psykiatriens elektrochokbehandling. Ikke nok med at jeg’et bliver umyndiggjort, hun kan også til hver en tid blive behandlet med eletrochock eller beroligende medicin. Hun taber selve sin identitet i hukommelsestabet. Vidnesbyrdet er af Fabrikkens (psykiatriens) brug af elektrochokbehandling. Spørgsmålet er om vidnesbyrdet er vellykket? Man kan sammenligne værket med en af de største vidnesbyrdforfattere Primo Levi med Hvis dette er et menneske (1947), som handler om en fundamental generhvervelse af mennesket! Levi bruger selve sproget til at re-humanisere den de-humanisering, kz-lejrene udøvede gennem deres arkitektoniske og institutionelle betegnelse af jøderne. Levi giver med sit vidnesbyrd fortalt med sproget og ordet, magten og sin identitet tilbage til sig selv frem for at være et tilfældigt tal i en nazists optegnelse. Oktoberbarn handler om en generhvervelse af minderne som fundament for mennesket. Det virker dog ikke helt til, at Boström lykkedes med at tage magten tilbage over sine minder, for hendes roman er hele vejen igennem fragmenteret i tid, rum, jeg og du. Afslutningsvis får man aldrig helt afgjort, hvorvidt elektrochokbehandlingen var til det bedre eller værre. Hun forsøger i midten af romanen at begå selvmord, og eftersom dette ikke sker sidenhen, kan man spørge sig selv, om behandlingen ikke har virket? Er det så et vidnesbyrd, hvis ikke man kan sige, der har været en ’forbrydelse’ at være vidne til? Er hendes vidnesbyrd så bare et portræt af psykiatrien? I så fald er det ikke helt nok i sig selv, synes jeg. I modsætning til Levi, hvor sproget netop er magtværktøjet, han vrister sin menneskelighed tilbage med, så mimer sproget og formen hos Boström netop det, hun har mistet. De to ting smelter sammen, og hun forbliver magtesløs over for Fabrikken og hukommelsestabet. På sin vis forløses temaet og konflikten om elektrochock og de tabte minder ikke.

På den anden side generobrer- og erhverver Boström sin litterære identitet fra eksmanden, og det er ved, underligt nok, at drage læseren (mig) ind på grund af den eksmand. Man kunne spørge sig selv, om det er grunden til

inklusionen af Knausgård, såvel som at hun har beholdt hans efternavn efter skilsmissen? I så fald forholder hun sig elegant til Knausgårds Min Kamp. Betragtningerne om barndommen, psykiatrien og skilsmissen er fængende og spændende. Det står dog hen i det uvisse, hvilket opgør hun tager med psykiatrien, og en forløsning på dette kunne havde været kærkommen.

Linda Broström Knausgård Oktoberbarn Oversat af Charlotte Glahn Lindhart og Ringhof 163 sider Vejl. pris: 199,95,-