KRÆSENHED OG SMAGENS NEUROBIOLOGI Når hjernens udvikling bliver forstyrret på et tidligt tidspunkt, som ved CP, fører det ikke kun til motoriske udfordringer, men også forandringer i den måde sansesystemernes information når frem til og bliver behandlet af hjernen. Det er blot langt vanskeligere at få øje på end de motoriske udfordringer. Vores sanseoplevelser er vores egne. Det kræver trænede øjne, og ofte også specielt måleudstyr, at kunne påvise, at en anden person har en forstyrrelse af sine sanser. Men en forstyrrelse af sanserne påvirker fundamentalt vores oplevelse, fortolkning og forståelse af den verden, der omgiver os. Det gælder også for oplevelsen af mad og dét at spise. Her er et forsøg, du kan lave, der måske kan hjælpe til at illustrere, hvad det drejer sig om: Start med at købe en pose chips. Mærket er ligegyldigt – bare de er friske og knaser godt. Spis et par stykker af dem og læg mærke til, hvordan de knaser, når du brækker dem med tungen mod ganen. Hørte du også lyden, da de knækkede? Prøv nu at tage ørepropper i, og spis endnu et par chips. Var oplevelsen den samme? Prøv så at dyppe et par chips i et glas vand og lad dem blive godt gennemblødte. Hvordan var oplevelsen nu? Smagte de våde chips lige så godt som de sprøde? Nej vel, det er slet ikke den samme fornøjelse, når man ikke kan høre den sædvanlige knasen. Men ret beset er der ikke forskel i smagen. Dine smagsløg i munden bliver påvirket på samme måde, og du burde opleve samme smag. Vores hørelse og fornemmelse af strukturen af den mad, vi spiser, har stor betydning for den smag, vi ender med at opleve. Vi kender allesammen til, hvordan mad næsten ikke smager af noget, når vi er forkølede. Det er ikke fordi, at vores smagsløg i munden bliver påvirkede af forkølelsen. Vi er blot vant til, at en stor del af smagsoplevelsen, er lugten af maden – både når den er på tallerkenen foran os, og når den er kommet ind i vores mund (da munden er forbundet med næsen bagtil i svælget).
49
