DA ROSKILDE SENDTE EN GODSEJER PÅ TINGE Roskilde-kredsen som en brik i forfatningskampen
Af Kaare R. Skou, journalist, forfatter
Middelalderen igennem eksisterede der en form for demokrati i Danmark. Kongen blev valgt på tinget i Viborg. Enhver kunne møde frem og stemme. At folket som regel valgte den afdøde konges ældste søn til ny konge, er en anden sag. Den politiske kamp stod mellem tre parter, den folkevalgte konge, gejstligheden og herremændene, der, som tiden gik, blev til godsejere og adel. Holdt gejstligheden og herremændene sammen, havde kongen ikke meget at skule have sagt. Det varede til 1660, hvor godsejerne svigtede Frederik 3., og han sammen med Københavns borgere og landets gejstlighed kuppede arveenevælden af Guds nåde igennem. Som tak fik borgerne i parentes bemærket Bidstrup skovdistrikt med Boserup skov som rekreativt område. Kongemagten måtte imidlertid i løbet af de følgende hundrede år erkende, at den ikke kunne undvære en adel til at styre statsadministrationen, og en ny blev skabt delvis ved indvandring fra Tyskland til erstatning for det, der nu blev kaldt uradelen. Omkring 1848 udåndede enevælden af mangel på kræfter. Frederik 7. blev dens sidste konge. Også han blev svigtet af adelen og overgav sig til demokratiet. Adelen kunne ikke få sig til at støtte en konge, der befandt sig bedre på et værtshus i Fredericia end ved hoffet, der var humørsvingende, noget drikfældig og forelsket i en arbejdsskadet danserinde fra balletkorpset, den senere grevinde Danner. Derfor sad der også meget få repræsentanter for adelen i Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Adel og godsejere indledte så at sige en samfundsboykot, der varede til krigsnederlaget i 1864.
68
NR. 94
|
JUL I ROSKILDE 2020 | SAMMEN HVER FOR SIG...
Med Slesvig, Holsten og Lauenburg tabt måtte Grundloven skrives om. Processen blev langvarig, men undervejs vågnede en kreds af godsejere. Grundlovspartiet fra 1849, De Nationalliberale, fik skylden for nederlaget, og i græmmelse emigrerede Grundlovens forfatter og krigens konseilspræsident, D.G. Monrad, til New Zealand. Tilbage på den politiske scene stod Bondevennerne, det senere Venstre, der nok talte mange kroppe, men ikke hoveder, der kunne bære en regering, og et desorganiseret Højre, der omfattede alt fra kongetro demokratimodstandere over en ny klasse af industrikapitalister til statsadministrationens øverste lag. Den gruppe af yngre godsejere, der trådte frem og tog initiativet, kaldte sig de nationale godsejere. Deres blad Enhver Sit for den 22. januar 1865 indeholdt et indlæg, som fik Bondevennernes leder, skomageren J.A. Hansen til at rynke panden. Artiklen var skrevet af et postbud ved navn Joseph Michaelsen. Om ham vidste man, at han var en mand, der kunne andet end at dele breve ud. Somme tider bar hans flittige skriverier indtryk af, at han virkelig besad en viden fra de allerinderste cirkler. Andre gange mindede det, han skrev, mest om vor tids besserwissere på TV2. Michaelsen færdedes i sin fritid relativt upåagtet rundt i den politiske periferi uden at have hjemme nogetsteds, og der er ingen tvivl om, at forskellige politikere en gang imellem brugte ham til at opsende politiske prøveballoner. Den slags personer er ikke uvæsentlige for det politiske spil. De fungerer som en slags demokratiets smøreolie. Budskabet i Michaelsens artikel var, at der var mere, der forenede end adskilte de store og de små bønder, nemlig jordbesiddelsen.
