3 minute read

MED SUND FORNUFT KAN VI KOMME LANGT

’Det er fantastisk at se, hvordan medarbejderne tager ansvar for vores CO2-aftryk'

René la Cour Sell

Advertisement

Af Mette Holmgren

På væggen i Roskilde Kongrescenters administration hænger der en skærm, der viser energi- og vandforbrug i de enkelte haller. I real-time, år til dato og set i forhold til samme tidspunkt året før. At synliggøre virksomhedens forbrug på den måde har fået alle medarbejdere til at arbejde målrettet med bæredygtighed. Det er ikke længere enkelte medarbejderes ansvar at komme med input og ideer til nedbringelse af forbruget. Det er et fælles ansvar, og når regnestykket gøres op er det tydeligt for alle, at ’det der er sparet, er tjent’.

’Det er penge direkte på bundlinjen, som vi kan bruge til at skabe forbedringer eller nye tiltag for. I kongrescenteret arbejder vi jo med et lukket økonomisk kredsløb, hvor et eventuelt overskud re-investeres i eksempelvis flere arrangementer, renoveringer eller nyt udstyr. Når vi derfor sparer et sted, så muliggør det nogle tiltag et andet sted, som vi måske går og higer efter i det daglige’ fortæller direktør René la Cour Sell.

Bæredygtighed som bundlinje

Det bæredygtige forbrug er et af FN’s verdensmål, som Roskilde Kongrescenter har valgt at arbejde med. I princippet ville de kunne gøre noget ved alle 17 mål, men seks er udvalgt som særlige indsatsområder. Og ambitionen fejler absolut ikke noget.

’Vi ville gerne gøre endnu mere for at nedbringe vores forbrug bl.a. ved at bruge regnvand til toiletskyl og installere flere solceller på taget, så vi kunne reducere vores elforbrug yderligere. Desværre er det ikke umiddelbart tilladt for en offentlig bygning, og det er bare rigtig frustrerende, når vi kan se hvor stor en forskel det kunne gøre’ forsætter René la Cour Sell.

Selvom det har været udfordrende at nedbringe forbruget, så er der allerede nu opnået flotte resultater i kongrescenteret. Strømforbruget er reduceret med 31% over de seneste seks år ligesom fjernvarmeforbruget er nedbragt med 36%. Forbedringerne er dog ikke kommet af sig selv, og det har krævet et dedikeret fokus, at skabe resultater på bæredygtighedsområdet.

Investering i fremtiden

På den korte bane indrømmer René la Cour Sell, at det har kostet. Han har ofte måtte tage en dyb indånding, når teknikerne kommer og foreslår at skifte pærer i en hal for 150.000 kr. eller indkøb af en pappresse til 70.000 kr. Lommeregneren er blevet fundet frem og konklusionen har som oftest været, at investeringen på relativ kort tid har betalt sig hjem. Og når man i dag kan notere sig et elforbrug, som er lavere end før den store Hal D blev opført, så er der allerede taget et godt skridt i den rigtige retning.

’Det er fantastisk at se, hvordan medarbejderne tager ansvar for vores CO2-aftryk. Fordi vi har synliggjort vores forbrug på skærmene på kontoret, så bliver der også reageret prompte, når der ser ud til at være noget galt. Jeg vil faktisk sige, at der er gået sport i at reducere vores forbrug mest muligt’ fortæller René la Cour Sell.

Flere af kongrescenterets medarbejdere har ønsket, at skærmene gøres synlige for publikum. De gode resultater skal ikke gemmes væk. Og det afviser René la Cour Sell ikke.

’Det har været vigtigt for mig, at vi får helt styr på processer og retning internt før vi begynder at skilte med det. Men vi er der snart og jeg forestiller mig, at det bliver alle vores fire bundlinjer - økonomi, aktiviteter, social ansvarlighed og bæredygtighed - der skal gøres synlige for kongrescenterets gæster. Det ville jeg faktisk selv synes var ret interessant at få indsigt i, hvis jeg selv kom i et hus som vores’ fortsætter René la Cour Sell.

SÅDAN NEDBRINGES FORBRUGET

Lysstofrør er udskiftet til LED lys i hele kongrescenteret

Udskiftning af lysstyring så lys tænder og slukker automatisk

Løbende renovering af varmestyring i kongrescenteret, Himmelev Badminton Hal og Vor Frue Sognegård

Løbende optimering af CTS-styring – herunder temperaturkompensering i forhold til udetemperatur, forbedret start-stop optimering i forbindelse med load-in /load-out til messer samt øget forbrugsovervågning

Synliggørelse af forbrug af el, varme, vand, affald og CO2-udledning for medarbejderne via EnergiVision

Løbende udskiftning af toiletter og vandhaner til vandbesparende udgaver

Indkøb af pappresse – bedre sortering af affald, begrænsning af affaldstransport samt indtægt på salg af pap

Fra 2019 Green Key certificereret hvilket bl.a. betyder, at der er fokus på at undgå kemi, øge handicapvenlighed samt at der arbejdes systematisk med at nedbringe energiforbruget

This article is from: