DA ROSKILDE SENDTE EN GODSEJER PÅ TINGE Kaare R. Skou

DA ROSKILDE SENDTE EN GODSEJER PÅ TINGE

Roskilde-kredsen som en brik i forfatningskampen

Af Kaare R. Skou, journalist, forfatter

Middelalderen igennem eksisterede der en form for demokrati i Danmark. Kongen blev valgt på tinget i Viborg. Enhver kunne møde frem og stemme. At folket som regel valgte den afdøde konges ældste søn til ny konge, er en anden sag. Den politiske kamp stod mellem tre parter, den folkevalgte konge, gejstligheden og herremændene, der, som tiden gik, blev til godsejere og adel. Holdt gejstligheden og herremændene sammen, havde kongen ikke meget at skule have sagt.

Det varede til 1660, hvor godsejerne svigtede Frederik 3., og han sammen med Københavns borgere og landets gejstlighed kuppede arveenevælden af Guds nåde igennem. Som tak fik borgerne i parentes bemærket Bidstrup skovdistrikt med Boserup skov som rekreativt område. Kongemagten måtte imidlertid i løbet af de følgende hundrede år erkende, at den ikke kunne undvære en adel til at styre statsadministrationen, og en ny blev skabt delvis ved indvandring fra Tyskland til erstatning for det, der nu blev kaldt uradelen.

Omkring 1848 udåndede enevælden af mangel på kræfter. Frederik 7. blev dens sidste konge. Også han blev svigtet af adelen og overgav sig til demokratiet. Adelen kunne ikke få sig til at støtte en konge, der befandt sig bedre på et værtshus i Fredericia end ved hoffet, der var humørsvingende, noget drikfældig og forelsket i en arbejdsskadet danserinde fra balletkorpset, den senere grevinde Danner. Derfor sad der også meget få repræsentanter for adelen i Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Adel og godsejere indledte så at sige en samfundsboykot, der varede til krigsnederlaget i 1864. Med Slesvig, Holsten og Lauenburg tabt måtte Grundloven skrives om. Processen blev langvarig, men undervejs vågnede en kreds af godsejere. Grundlovspartiet fra 1849, De Nationalliberale, fik skylden for nederlaget, og i græmmelse emigrerede Grundlovens forfatter og krigens konseilspræsident, D.G. Monrad, til New Zealand. Tilbage på den politiske scene stod Bondevennerne, det senere Venstre, der nok talte mange kroppe, men ikke hoveder, der kunne bære en regering, og et desorganiseret Højre, der omfattede alt fra kongetro demokratimodstandere over en ny klasse af industrikapitalister til statsadministrationens øverste lag.

Den gruppe af yngre godsejere, der trådte frem og tog initiativet, kaldte sig de nationale godsejere. Deres blad Enhver Sit for den 22. januar 1865 indeholdt et indlæg, som fik Bondevennernes leder, skomageren J.A. Hansen til at rynke panden. Artiklen var skrevet af et postbud ved navn Joseph Michaelsen. Om ham vidste man, at han var en mand, der kunne andet end at dele breve ud. Somme tider bar hans flittige skriverier indtryk af, at han virkelig besad en viden fra de allerinderste cirkler. Andre gange mindede det, han skrev, mest om vor tids besserwissere på TV2. Michaelsen færdedes i sin fritid relativt upåagtet rundt i den politiske periferi uden at have hjemme nogetsteds, og der er ingen tvivl om, at forskellige politikere en gang imellem brugte ham til at opsende politiske prøveballoner. Den slags personer er ikke uvæsentlige for det politiske spil. De fungerer som en slags demokratiets smøreolie. Budskabet i Michaelsens artikel var, at der var mere, der forenede end adskilte de store og de små bønder, nemlig jordbesiddelsen.

“De eneste, der ved, hvad sand fædrelandskærlighed består i, er dem, der har ejendom at miste,” skrev han.

J.A. Hansen læste artiklen mange gange. Bag ordene genkendte han nogle af lensgreve Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs’ udtryk. Med Michaelsen som mellemmand fik han arrangeret et møde, og efter et års forhandlinger lå Forliget mellem de store og de små bønder klar med Grundloven af 1866.

Her blev de små bønder, Bondevennerne, snydt. De troede, de skulle have del i magten, men godsejerne tog den hele. I spidsen for dem stod Jacob Brønnum Scavenius Estrup, der som årene gik udviklede sig i dik-tatorisk retning. Efter hans og kong Christian 9.s opfattelse, kunne man se stort på Folketinget, bare man havde flertal i det privilegerede kammer, Landstinget, hvor godsejerne dominerede. Landstingsparlamentarisme, har nogen kaldt styreformen.

Blandt de nationale godsejere var greve Frederik Christian Rosenkrantz Scheel til stamhuset Rosenkrantz med Ryegaard og Trudsholm i Kirke Såby som hovedgårde. Scheel, som kaldte sig Fritz, besluttede at stille sig til valget i Roskilde i 1879. Roskildekredsen manglede en fast hånd, og den var han kendt for både i sognerådet, i amtsrådet og i familien med dens otte børn. Siden det første valg i 1849 var kredsens mandat stort set hver anden gang gået til en bondeven og hver anden gang til en højremand, og ved hvert valg var det nye kandidater, der optrådte. Modkandidaten denne gang var en Hans Sørensen fra Reerslev, som havde siddet en enkelt periode i tinget. Officielt var han gårdejer, men uofficielt virkede han, hvad rygtedes i Roskilde, som en temmelig lyssky ejendomshandler, der da også endte med at gå fallit i 1887.

Geografisk var Roskildekredsen dengang en naturlig konstruktion, hvad den ikke ville være i dag. Den gik fra Brøndbyerne i øst over Ledøje og Jyllinge mod nord og Vallensbæk i syd til Roskilde som sit vestligste punkt. Men selv om Fritz Scheel altså kom udefra, så vandt han en klar sejr. Valget fandt sted den 3. januar, og anden juledag samlede han 400 mennesker på Hotel Prindsen. Han havde tre budskaber. Han ville ikke love at støtte alt, hvad Estrup måtte finde få. Det var klogt, det sikrede ham støtte fra midtervælgerne. Scheel gik ind for, at Højre skulle etablere sig som et egentligt parti ligesom Venstre, men det var Estrup imod. Han ville ikke dele magt med nogen.

For det andet afviste Scheel Venstres hovedkrav, indførelse af parlamentarisme, så regeringen altid havde et flertal af Folketingets medlemmer bag sig, og så kongen ikke bare kunne udnævne en regering efter sin smag. For det tredje støttede han Estrup i valgets hovedspørgsmål: Statsstøtte til sukkerrørsplantageejerne på Sct. Croix. I løbet af året havde slaverne gjort oprør, brændt huse af og ødelagt afgrøder. I forvejen var sukkeproduktionen trængt. Sukker havde indtil nu været en luksusvare i Europa. I stedet brugte man honning i husholdningerne. Men i 1801 var det lykkedes for den tyske kemiker Franz Achard at udvinde sukker fra roer. Et hæsblæsende forædlingsarbejde gik i gang på grundlag af de ideer om arvelighed, som den østrigske munk Gregor Mendel havde præsenteret i 1866, men som man ellers ikke havde vist nogen interesse. Det lykkedes for Achard at udvikle en sukkerroe med 18 procent sukkerindhold – det samme som sukkerrør, og i 1872 etablerede Tietgen Europas første sukkerfabrik i Odense. Venstre ville ikke yde statsstøtte til en produktion på Sct. Croix, som i løbet af få år ville være udkonkurreret.

I Folketinget tog Scheel sjældent ordet. Han tilhørte den uvurderlige gruppe af udvalgsslidere, der begraver sig i lovgivningens detaljer. Dengang havde Folketinget ikke faste udvalg. Man nedsatte et nyt udvalg for hvert lovforslag, og Højre satte Scheel ind i så godt som alle udvalg, der havde med landbrugslove at gøre.

Estrup var håbløs som politisk leder. Så snart noget gik ham imod, udskrev han valg, og selv om Venstre mødte med en nye modkandidat i Roskilde ved næsten hvert eneste valg, vandt Scheel overlegent – indtil valget i 1890. Her stillede Venstre med mejeristen Hans Jensen Rosleff fra Lille Karleby, og kampen blev pludselig lige. I 1892 vandt Scheel med kun to stemmer, og i 1895 overtog Rosleff mandatet.

Venstres våben mod Højres kapitalisme var andelsbevægelsen. Flere og flere steder i landet sluttede bønderne sig sammen i foreninger, der efter demokratiske principper sørgede for snart sagt alt fra daglige forbrugsvarer til bearbejdning af deres produktion. Mange bønder så frem til den dag professionen grossist tilhørte fortiden. I Højre talte man med lige dele frygt og foragt om parallelsamfund, mens man i Vestre talte om en grundlæggende dansk værdi med rod tilbage fra middelalderens kongevalg.

Rosleff grundlagde Roskilde Andels-Svineslagteri på Køgevej og blev denne forenings første formand. Virksomheden gav Roskilde nyt liv: arbejdspladser, omsætning og optimisme. Rosleff blev genvalgt til han døde i 1904.

Helt ilde gik det ikke den besejrede Scheel. Estrup fik Christian 9. til at udnævne denne politiske arbejdskraft til kongevalgt medlem af Landstinget. I alt blev det for Scheel til 50 år i sognerådet, 36 i amtsrådet, 16 i Folketinget og 17 år i Landstinget.