4 minute read

MERE KULTUR I VENTE

På trods af coronakrisen så bugner Roskilde Kongrescenters musikalske efterårsprogram mere end nogensinde med op til to større koncerter om ugen. Det skyldes i høj grad samarbejdet med spillestedet Gimle, som har været både godt og frugtbart i mange år – og som kun er blevet yderligere cementeret under Covid-19 pandemien.

Af Mette Holmgren

Advertisement

’Gimle har pga. deres størrelse og de nye afstandskrav fået udfordringer med selv at afholde koncerter, og her har vi kunne hjælpe med at lægge lokaler til i efteråret. Det er på ingen måde noget, hverken Gimle eller vi bliver fede af, men sammen kan vi holde gang i musikscenen i byen og samtidig holde skindet på næsen i en svær tid’ fortæller René la Cour Sell.

Og står det til direktøren må der gerne stå endnu mere kultur på kalenderen fremover – også selvom det i øjeblikket er fuldstændig umuligt at langtidsplanlægge.

’Vi vil gerne skrue endnu mere op for de kulturelle arrangementer for vi kan se, at det er det der rammer plet blandt Roskildes borgere. Vi kan måske ikke hive de store internationale navne hertil, men vi kan tage fra hylden lige under, og det har vi oplevet er en kæmpe succes i Roskilde’ forsætter René la Cour Sell.

Sidste år havde Kongrescenteret bl.a. Kim Wilde og Beach Boys på scenen, og det fik pludselig en helt ny målgruppe til at sætte sig i stolesæderne.

’Det overbeviste os om, at der er god klangbund i at skabe musikoplevelser for et mere modent publikum i Roskilde. Hvor Gimle er skarpe til at spotte og tilbyde roskildenserne vækstlaget i musikken, så kunne de mere ’historiske gensynskoncerter’ og de lidt større navne, Gimle ikke har plads til, være et klart indsatsområde for os fremover’ forsætter René la Cour Sell.

Roskildenserne vil vide mere

Et andet succesområde i Roskilde Kongrescenter har de seneste år været foredrag. Alene i 2019 blev der afviklet 23 foredrag, hvoraf størstedelen var komplet udsolgt. Det har fået et frø til at spire i kongrescenteret.

’Vi har et godt samarbejde med en ekstern leverandør, der har stået for mange af vores foredrag, men vi er også selv aktive på det marked. Når man som vi arbejder med et lukket økonomisk kredsløb, så kan vi tillade os at investere et eventuelt overskud eller oparbejdet egenkapital i f.eks. flere kulturelle arrangementer’ fortæller René la Cour Sell.

Særligt er der interesse for at flette foredrag sammen med nogle af kongrescenterets øvrige indsatsområder, eksempelvis arbejdet med FN’s verdensmål. Et af de verdensmål kongrescenteret har valgt at arbejde med er ’ligestilling mellem kønnene og at styrke kvinder og pigers rettigheder’. Det ser René la Cour Sell som et oplagt emne til en foredragsrække.

’I Roskilde har vi rigtig mange stærke kvinder, der med al tydelighed viser, at der er en fremtid for vores døtre. Det kunne være Roskilde Festivals direktør Signe Lopdrup, skuespiller Jytte Abildstrøm, Vikingeskibsmuseets direktør Tina Damgård-Sørensen eller kirke- og kulturminister Joy Mogensen. Jeg synes det kunne være rigtig interessant, hvis vi kunne lokke dem til at fortælle deres historie som rollemodeller ud fra emnet ligestilling og kvinders rettigheder’ fortsætter René la Cour Sell.

›› Både Nephew og

Kim Wilde lagde vejen forbi Roskilde

Kongrescenter i 2019 ››

I øjeblikket er foredragsrækken på tegnebrættet, men René la Cour Sell håber på at være klar til at sælge billetter, når forsamlingspåbud og corona-restriktioner igen tillader os at sætte os til rette i stolesæderne.

Kultur skal ikke altid være ’god forretning’

En foredragsholder som de mange kender er fotografen Daniel Rye, der i 13 måneder blev holdt som gidsel af Islamisk Stat. I Roskilde Kongrescenter kender de ham også som manden, der, indtil nu, har fyldt kongrescenterets sal til bristepunktet fire gange!

’Selvom Roskilde er en provinsby, så oplever jeg, at der er et globalt udsyn, som jeg ikke er sikker på man finder i mange andre sjællandske byer. Det gør Roskilde til noget særligt, og jeg tror det er byens ’kulturtørst’, der er forklaringen på, at både koncerter og foredrag her i huset er sådan en succes’ fortæller René la Cour Sell.

Et kig i regnskabet afslører dog hurtigt, at den kulturelle satsning ikke ligefrem er et guldæg – tværtimod skaber det et lille underskud hvert år.

’Vi skal selvfølgelig kunne præstere et budget i balance, men der foreligger ikke et krav om, at vi skal generere et kæmpe overskud, når året er gået. Derfor har vi valgt at bruge de frie midler vi nu engang råder over til at skabe oplevelser, der giver noget tilbage til byen, hvad enten det er en international sportsbegivenhed, koncerter eller foredrag’ fortsætter René la Cour Sell.

At Roskilde Kongrescenter i endnu højere grad vil teste det kulturelle potentiale af i fremtiden, er der ingen tvivl om. Efterspørgslen har klart bevist, at markedet er der. Spørgsmålet er snarere, hvornår corona-krisen tillader os at samles igen som før, så der også kan være en smule forretning i indsatsen.

OPLEVELSER DU MÅSKE GIK GLIP AF…

2017

Super Cup i håndbold Nordiske mesterskaber i sabelfægtning DM i bordtennis DR. Hook

2018

GG Festival DM i bordtennis

2019

Bryan Ferry TV2 Nephew Champions League i bordtennis Kim Wilde Beach Boys Gamer-festival Håndboldlandskamp Danmark-Schweitz Anders Mattesen Jonah Blacksmith Queen Machine

2020

Daniel Rye (udsolgt for 4. gang i Roskilde) Champions League i bordtennis Jacob Dinesen Carpark North