
4 minute read
DET MODERNE FORSAMLINGSHUS SOM DYNAMO
Det var lidt af en tilfældighed. En dag opdagede René la Cour Sell, direktør for Roskilde Kongrescenter, at der i Roskilde fandtes et ret aktivt miljø for sabelfægtere. De drømte om at kunne invitere til nordiske mesterskaber i Roskilde, men havde ikke selv hverken tid eller erfaring til at løfte opgaven. Derfor kiggede kongrescenteret ind i at hjælpe dem på vej, og i 2017 krydsede svenske, danske og norske sabler klinger, da mesterskabet løb af stablen i hallerne på Møllehusvej. At det blev til noget, var ikke mindst takket være husets sponsor Bauhaus, der ofte hjælper med at få arrangementer til at blive til virkelighed.
’Når man som vi er ejet af Roskilde Kommune, så forpligter det til at have fokus på, hvad der er gavnligt for Roskilde, og ikke mindst hvordan vi kan bidrage til at udvikle byen. Hvis vi med vores know-how kan hjælpe med at trække et mesterskab til byen, så vil det ikke bare være et kæmpemæssigt løft af en mindre sportsgren i vores lokalområde, men også en gevinst for hele foreningslivet i Roskilde’ fortæller René la Cour Sell.
Advertisement
Vi skal bidrage til byen
Man kan roligt sige, at der for kongrescenteret er gået sport i at spille Roskilde bedre – med ambitioner der rækker til eliteplan. I ’det lille Bella Center’ vil man nemlig være noget for byen. Indadtil skal kongrescenteret naturligvis være et state of the art mødested for idræt, kultur og erhverv – med plads til både Ældre Motions ugentlige motionshold såvel som Europa Cup i bordtennis. Men Roskilde Kongrescenter skal også være en proaktiv aktør i byen.
’Vi har et ansvar for at give noget tilbage til Roskilde, hvad enten det er endnu flere fede koncerter og foredrag, eller vi går forrest i at skabe netværk og nye samarbejder med byens øvrige aktører’ fortsætter René la Cour Sell.
Det kan umiddelbart lyde som en svær balance at have øjnene på to bolde samtidig, men man er lyk-
Af Mette Holmgren
kedes godt med målsætningen indtil videre i kongrescenteret. Inspirationen har René la Cour Sell hentet i en gammelkendt, dansk forsamlingsform.
’Vi kender det klassiske forsamlingshus, som centrum for konfirmationer, gymnastikopvisninger, gravøl og bankospil. Et sted der samler folk, skaber minder og fælles oplevelser. Sådant et sted vil vi være, men på en nutidig og aktuel vis. Vi arbejder med begrebet ’det moderne forsamlingshus’, men lægger en ekstra dimension oveni den gamle. En dimension som handler om aktivt at bidrage og understøtte udviklingen i det lokalsamfund vi er en del af’ fortsætter René la Cour Sell.
Det ’aktive medborgerskab’ har gjort, at kongrescenteret i endnu højere grad end tidligere har fokus på, hvad der rører sig i Roskilde, men også hvilke udefrakommende dagsordener, der kunne være relevante at bringe ind i en Roskilde-kontekst. Og her er kongrescenteret ikke bange for at træde de første skridt.
Lokal indsats for en global dagsorden
I 2015 vedtog stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York 17 verdensmål. Målene, som har til formål at sikre en bæredygtig udvikling for mennesker og verden, har dannet grundlag for, hvordan man i Roskilde Kongrescenter senest har taget ansvar for at gøre en global dagsorden lokal.
Kongrescenteret havde selv som ambition at arbejde med udvalgte verdensmål og tog som følge heraf initiativ til at invitere uddannelsesinstitutioner, virksomheder og politikere i Roskilde til tre verdensmålskonferencer i 2019.
’Vi tænkte, at der sikkert sad andre aktører rundt omkring i Roskilde, som gerne ville arbejde med verdensmålene, men som syntes det var svært at komme i gang. Den proces ville vi gerne hjælpe på vej ved at samle inspiration og værktøjer, som de lokale aktører frit kunne plukke fra’ forsætter René la Cour Sell.
Sidenhen er der blevet arbejdet videre med verdensmålene – både blandt konferencernes deltagere og ikke mindst i kongrescenteret, som har udvalgt hele seks indsatsmål. Verdensmålene er seneste tema, som ’det moderne forsamlingshus’ har valgt at tage op til debat, men står det til René la Cour Sell, så er der masser af aktuelle problemstillinger og emner, som aktørerne i Roskilde kan mødes og samarbejde om.
’Selvom corona-krisen i øjeblikket forhindrer os at mødes i større antal, så betyder det ikke at samarbejde og netværk skal sættes på pause. Tværtimod er der i disse tider endnu mere brug for, at vi står sammen og hjælper hinanden og Roskilde med at komme gennem krisen. Den opgave tager vi gerne på os i kongrescenteret’ afslutter René la Cour Sell.
BAG OM ROSKILDE KONGRES CENTER
Roskilde Kongrescenter er ejet af Roskilde Kommune.
Kongrescenteret er Sjællands største kongrescenter uden for København med over 13.500 m2 gulv, fire store sale, masser af mødelokaler samt lounge- og foyerområde.
Restaurant med plads til 1.800 gæster.
Kongrescenteret råder over state of the art lyd-, lys- og sceneudstyr. Grundet Covid-19 er der senest investeret 200.000 kr. i streamingudstyr, så konferencegæster fremover kan deltage online.
Kongrescenterets økonomi er et lukket økonomisk kredsløb. Et evt. genereret overskud reinvesteres i et af kongrescenterets kerneområder: Idræt, kultur, møder og konferencer.
Kongrescenteret modtager årligt 14. mio. kr. fra Roskilde Kommune. For dette beløb får Roskilde Kommune facility management af idrætscentrene i Himmelev og Viby, Vor Frue Hallen og Målfeltet. Derudover råder kommunen over haltid for godt 11 mio. kr. i omkostningskroner.
Kongrescenteret arbejder med fire ligeværdige bundlinjer: Økonomi, aktiviteter, bæredygtighed og social ansvarlighed.
Årlig omsætning: ca. 30 mio. kr.