4 minute read

KIRSTEN LEHRMANN MADSEN EN AF LANDET FINESTE PLANTEKUNSTNERE Claus Helweg Ovesen

KIRSTEN LEHRMANN MADSEN – EN AF LANDET FINESTE PLANTEKUNSTNERE

At være uddannet botaniker og billedkunstner med blomster og planteliv som hovedmotiv; det er en oplagt kombination, og Roskilde-kunstneren Kirsten Lehrmann Madsen (f. 1956) har netop den! Hun har gennem årene arbejdet meget alsidigt med illustration, plakater, oplysningsmateriale og – egentlig mest – med mere frit kunstnerisk arbejde, hele tiden med plantelivet som hovedmotiv.

Advertisement

Af Claus Helweg Ovesen

Kirsten begynder som mange andre billedkunstnere allerede som barn med at tegne og male – og i modsætning til de fleste af os andre blev hun heldigvis ved. Naturinteressen kom også tidligt. Hun kom med i foreningen Natur og Ungdoms Roskilde-afdeling, hvor tegnefærdighederne også viste sig nyttige. En af hendes tidlige indsatser er manuskript til et hæfte om blomsterne i Boserup Skov, som hun så både skriver og illustrerer med smukke tegninger farvelagt med akvarel.

Hun vælger at studere biologi og tager i studietiden imod et tilbud til botanikstuderende om undervisning i plantetegning. Det er hos den kendte kunstner (og botaniker) Bent Johnsen, som er skaber af både illustrationer og forelæsningstavler af høj kvalitet, bl.a. et smukt værk om nordiske orkideer. Her er der meget at lære for en ung botaniker med tegnetalent! Kirsten havde også kontakt til maleren Ove Haase, der boede her i Roskilde og selv var meget dygtig blomstermaler i gammeldags, nøjagtig stil. Han kaldte Kirsten for ”den unge kunstnerinde”.

Som uddannet biologisk kandidat (cand.scient.) arbejder Kirsten med illustration og plakater for Botanisk Have. Hun får her en fastere tilknytning, og nogen af havens stadig benyttede plakater og postkort har hun skabt. Arbejdet her fører til, at hun er med til at starte havens stadig eksisterende butik med både bøger, plakater, postkort og levende planter og frø. I en periode er hun også leder af butikken.

Det kan nok være på sin plads med et lille tilbageblik på traditionen for planteskildring i videnskabelig og kunstnerisk sammenhæng her i landet, som Kirsten jo indgår i og søger inspiration fra. Alle kender nok Flora Danica som meget fint porcelænsstel med nøjagtigt påmalede planter, som der dækkes op med i Kongehuset ved særlige lejligheder. Stellet er udsprunget af et stort floraværk, som udkommer fra 1761- og ind i 1883, altså gennem hele 122 år, med illustrationer at vilde planter af høj kvalitet, ikke kun blomster, men også mosser, svampe og alger. Forud for det har Chr.IV i 1600-tallet bestilt lægen Simon Paulli til at skrive en plantebog, særligt med henblik på lægeplanter, men han kommer også godt rundt i landets vilde planteverden.

I 1800- og tidligt 1900-tal opstår en tradition i dansk kunst for fine blomstermalerier, som dyrkes ikke mindst af en række meget dygtige kvinder, hvor nogen også tager skovbund o.a. blomster-motiver fra naturen op. Nævnes skal også Skagensmalerne, hvor ikke mindst Anna Ancher bruger blomster i hjem og have som vigtige motiver og stærk farveinspiration, og op gennem 1900-tallet vedbliver blomster at være vigtige motiver i dansk billedkunst.

Kirsten Lehrmann Madsen har i de senere år især skabt mere frie planteskildringer med hovedvægt på blomster, men også træer o.a. planteliv er med i hendes motivkreds. Hun maler helst efter ”levende model”, dvs. med planterne for øje i blomstringstiden, eller når de i øvrigt tager sig bedst ud.

En vigtig gruppe af hendes motiver har inspiration fra danske plantesamfund såsom eng- og grøftekantsskildring. På grundlag af skitser fra naturen kombinerer hun planter, der gror sammen, til altid smukke kompositioner med sikker sans for både det naturlige og for rytme og sammenhæng i billederne.

3.

1.

4.

5.

2.

Som nævnt ovenfor interesserer Kirsten sig for tidligere tiders plantebilleder, og en del af hendes billeder henter motiver i botanikkens historie og viser en plante fra gamle værker som Paullis eller Linnés, og hendes egen skildring af de pågældende planter.

En anden motivkreds er friere fantasier over forskellige plantemotiver, evt. i form af collage-sammenstilling af hendes egne motiver til fantasifulde kompositioner.

Kirsten bor som anført her i Roskilde og har udstillingsrum på Byvolden. Hun er gift med en anden dygtig botaniker, som har arbejdet mange år i Botanisk Have. Datteren er kunsthistoriker og har også vist interesse for planteverdenen som motiv, bl.a. har hun stået for den lille, men fine udstilling af Sigrid Rings plantestudier, som blev vist denne sommer i maleren L.A. Rings atelier i Brøndgade på Skt. Jørgensbjerg. 1. Kirsten Lehrmann Madsen i sit atelier 2. Kunstværk og model – her er det kirsebærgrene 3. En af de 7 plakater, som Kirsten har udført for Botanisk Have i København (udsnit) 4. Botanikerens vigtige hjælpemiddel: luppen 5. Et typisk motiv med harmonisk komposition af planter fra en skrænt, bl.a. Gederams,

Blæresmælde og Slåen (udsnit)

Kirsten Lehrmann Madsen har i årenes løb udstillet et væld af steder, bl.a. flere gange i Roskilde Kunstforening. Besøg selv hendes værksted på Byvolden, enten når hun har åbent hus eller efter aftale. På sin stilfærdige måde er Kirsten Lehrmann Madsen en god ambassadør for vores dejlige planteliv og dermed også for dansk natur og for natur i det hele taget - og for dens bevarelse!

This article is from: