K ULTU R & KRI T I K
Anmeldelse
Sansernes afgrundsdybe rus Laura Priyanka H. Andersen, Litteraturhistorie (1808), som denne opstilling er skrevet over, møder man en Faust, som med kvalme har vendt sig væk fra kundskaben og mod lidenskabens livsrus. Dette tematiseres ved en ouverture, der giver Faust og publikum en forsmag på den lidenskabens overflod, som Mefisto kan give adgang til. Nemlig da Teater Republiques opstilling, Faust,
monumenterne af marmor danner
er en overrumpling af sanserne,
en statisk baggrund for to sanselige
en eksplosiv kreativ udnyttelse
skikkelser. En mand og en kvinde, der
af enkle sceniske virkemidler og
påkalder sig opmærksomhed gennem
sceneopsætning, der om noget andet
deres kropslighed og forsøger at
understreger den tidsløshed, som
vække sansernes begær. Beskuerens
Faust-skikkelsen har. En tragedie
øjne tvinges til at bevæge sig med
udspillet i et tidsløst og i sidste ende
en tilfældig ukontrollerbarhed fra
stedløst rum. På denne mørklagte,
den ene til den anden i et forsøg på
minimalistiske scene, hvor lys
at indfange alle indtryk på samme
og mørke kæmper en sanselige
tid. Men forgæves og vildledt må
kamp, skaber monumenter af
erkende, at det er umuligt. De
marmorsten en antydning af døden
vekslende replikker, som de to
som allestedsnærværende, ligesom
skikkelser udveksler, indfanger
uret har tikket skæbnesvangert
formen i Goethes Faust, nemlig de
mod midnat i Marlowes Dr. Faustus.
dialogisk-rimende vers, der skabte
Monumenterne skaber et lukket
en formmæssig forening mellem
rum, et djævlens pentagram, hvori
Faust og Mefisto. Mefisto greb Fausts
sansernes vildskab, Fausts sanserus
replikker, og gennem denne handling
og Gretchens tragedie udspiller sig.
synliggjorde slægtskabet mellem dem både sprogligt og formmæssigt.
I Johann Wolfgang Goethes Faust
118
Men samtidig også alliancen
