love Forfærdelig lykkelig

Forfærdelig lykkelig En analyse og diskussion af Sara Ahmeds kritik af lykkeidealet som undertrykkelsesredskab Af Amanda Jespersgaard Guldberg, Litteraturhistorie

Lykken er ikke altid lykkelig. Tværtimod. Sådan lyder hovedpåstanden i værket, The Promise of Happiness. fra 2010 af britisk-australske Sara Ahmed, feministisk akademiker og aktivist. Ahmed problematiserer lykkeidealet set fra en feministisk og queer-teoretisk synsvinkel, men det er den fænomenologiske tilgang til lykkebegrebet, der bliver hendes præmis for at rejse den samfundskritik, at lykkeidealet, som vi i stigende grad måler og italesætter, undertrykker og marginaliserer kvinder i almindelighed og lesbiske i særdeleshed. En grundlæggende pointe hos Ahmed er, at hvad enten vi forstår lykke som en følelse, en omstændighed eller en bevidsthedstilstand, må den betegnes som et fænomen, der knytter sig til, tja, fænomener. Forstået på den måde, at lykkelig er noget man bliver, og glæde er en følelse, man får – lykke er altså ikke iboende i subjektet, men noget udefrakommende. Med Ahmeds ord: “To be ‘made happy’ by this or that is to recognize that happiness starts from somewhere other than the subject.” Det er den erkendelse, som danner udgangspunktet for Ahmeds teori om “happy objects”, som hun præcist og nøgternt opsummerer således: “Happiness involves affect (to be happy is to be affected by something), intentionality (to be happy is to be happy about something), and evaluation and judgment (to be happy about something makes something good).” Med andre ord har oplevelsen af lykke tre aspekter: a) følelsesmæssig påvirkning, b) intentionalitet (altså “rettethed” mod et fænomen) og c) vurdering. I sin artikel ‘Orientations: Toward a Queer Phenomenology’ forelægger Ahmed en queer-fænomenologisk metode. Som argument for relevansen af den fænomenologiske metode i forhold til queer-kritikken, skriver hun bl.a.: “Phenomenology makes orientation central in the very argument that consciousness is always directed toward objects and hence is always worldly, situated, and embodied.” Citatets kontekst er selvsagt en anden, men det kunne meget vel være taget ud af The Promise of Happiness. En ting, der er gennemgående i

værket, er nemlig betoningen af subjektet og det rum, subjektet er situeret i – fysisk såvel som socialt. Ahmed argumenterer for, at de fænomener, som vi selv vælger at gøre til vores nære sfære, er fænomener, som vi associerer med lykke. Når vi påvirkes af et fænomen på en ‘god’ måde, orienterer vi os mod det fænomen, som vi definerer som godt. Ydermere er det ikke kun fænomenet i sig selv, vi retter os mod, men også det, der omgiver fænomenet. Ahmed påpeger, at “orientations register the proximity of objects, as well as shape what is proximate to the body.” Lykke spiller altså en afgørende rolle for, hvordan subjektet orienterer sig i og dermed også erfarer verden. Igennem værket bruger Ahmed betegnelsen “happiness means” for hvilken funktion, fænomener har i et lykke-perspektiv. Begrebet dækker over en form for intersubjektivitet og betegner den idé, at visse fænomener over tid vil bringe lykke til subjektet, underforstået at lykken er et endepunkt, og at disse fænomener er fælles for alle. I begrebet ligger imidlertid, hvad Ahmed kalder “anticipatory causality”, som betyder, at vi forbinder visse følelser med visse fænomener – også uden selv at have fortolket fænomenet retrospektivt.

Fænomenologien som motor

Maurice Merleau-Ponty, én af fænomenologiens bannerførere, skriver i ‘Hvad er fænomenologi?’, at “netop fordi vi fuldt ud er sammenhæng med verden, kan vi kun gøre os dette klart ved at afbryde strømmen, afbryde vor indforståede medvirken [...] eller sætte den ud af kraft.” Den form for ‘refleksiv tilbageholdenhed’ er et aspekt af Ahmeds metode – og måske endda også et aspekt af hendes sigte med bogen. Hendes teori om happy objects forudsætter nemlig (hos hende selv og hos læseren) en suspension af vores typiske blinde accept af vores omgivelser. Eller med Merleau-Pontys formulering en refleksionsmetode, der ikke er “en trækken sig ud af verden, [...] men en træden tilbage for at se transcendenserne bryde frem, en løsnen af de intentionelle bånd, der knytter os til verden, for at få dem til at træde frem [...].” For at blive i Merleau-Pontys terminologi kan man sige, at Ahmed med The Promise of Happiness løsner den intentionalitet, som jeg tidligere beskrev som et aspekt i hendes teori om happy objects, for på den måde at lade båndene mellem subjekter og lykkens fænomener komme til syne.

Som Merleau-Ponty påpeger, har førstepersonsperspektivet stor betydning for den fænomenologiske metode. Dette skyldes ideen om, at subjektivitet er forudsætningen for en dybdegående undersøgelse af fænomenerne, idet et fænomen altid fremtræder for nogen. Hvis vi vil forstå, hvorfor fænomener fremtræder, som det de gør, må vi derfor inddrage det eller de subjekter, de fremtræder for. Ifølge Merleau-Ponty reducerer videnskaber som biologien, psykologien og sociologien os til objekter frem for subjekter i udformningen af teorier, der har til formål at forklare os udtømmende – et projekt, han kalder både “naivt og hyklerisk”. Et tilsvarende (om end mindre radikalt) synspunkt finder man hos Ahmed i omtalen af “den nye lykkevidenskab.” Et eksempel er, at flere regeringer er begyndt at supplere måleenheden for værditilvækst BNP med GPI (Genuine Progress Indicator) som led i planen om at gøre lykke og velvære til målbare aktiver og eksplicitte målsætninger. Men at lave statistikker over lykke er indskrænkende. For som Ahmed senere påpeger, er der ingen grænser for, hvor omfattende ideen om lykke er. Som hun skriver, må udgangspunktet for hendes analyse derfor også være hendes egen livsverden, hendes fortid såvel som hendes nutid. Grundlæggende kan man sige, at den fænomenologiske metode kan betragtes som “en filosofisk analyse af genstandenes forskellige fremtrædelsesformer og i tilknytning hertil som en refleksiv undersøgelse af de forståelsesstrukturer, som tillader genstandene at vise sig som det, de er,” som det lyder hos den danske filosof Dan Zahavi. En sådan definition af den fænomenologiske arbejdsproces harmonerer godt med Ahmeds fremgangsmetode, hvor udgangspunktet er en analyse af de fænomener, vi forbinder med lykke – “happy objects” – og dernæst en undersøgelse af de strukturerer, der (måske) forklarer os hvorfor, det hænger sådan sammen.

Lykken ekskluderer

I The Promise of Happiness påpeger Ahmed, at den stigende interesse blandt lykkeforskere for at måle lykke mest af alt skaber viden om fordeling af lykke. F.eks. har lykkeforskningen produceret såkaldte lykkedatabaser, der kan lokalisere lykke og dermed fortælle os, hvilke befolkningsgrupper, der er de lykkeligste. Således er det muligt at udpege, hvilke sociale omstændigheder der

betyder størst mulig lykke – et forhold, lykkevidenskaben betegner som lykkeindikatorer. Et aber dabei herved er ifølge Ahmed, at lykkeindikatorer ikke kun fungerer som målestok for lykke, men også som profetier. For når lykkevidenskaben fortæller os, at vi er mere tilbøjelige til at blive lykkelige, hvis vi lever under et givent socialt forhold, ligger der i udsagnet en implicit opfordring til at indordne sig det sociale forhold. Som tidligere nævnt opererer Ahmed med betegnelserne “happiness means” i sin karakteristik af “happy objects”. For at forstå begrebet i et ideologikritisk perspektiv, er det vigtigt at være bevidst om, at fænomener selvfølgelig ikke kun dækker over materielle ting, men også omfatter mere uhåndgribelige størrelser som værdier, forhåbninger og ambitioner. Ligesom lykkeindikatorer har “happiness means” også en prognostisk virkning, forstået på den måde at når lykke lokaliseres blandt bestemte fænomener, omdannes disse til lykkebringende fænomener. Eller med andre ord: visse livsførelser leder til en lykkelig tilværelse. Som Ahmed skriver: “Objects not only embody the good feeling; they come to embody the good life.” Ifølge Ahmed er den mest betydningsfulde happiness means det heteroseksuelle ægteskab. Tesen understøttes af det faktum, at lykkevidenskaben ligeledes udnævner ægteskabet som den primære lykkeindikator. Ideen om det lykkelige ægteskabelige liv implementeres, skriver Ahmed, allerede fra barnsben hos piger gennem diskursen om ‘den lykkelige brud’ og bryllupsdagen som ‘den lykkeligste dag i dit liv.’ En anden beslægtet happiness means er kernefamilien, som også cementerer sig diskursivt, f.eks. i udtrykket ‘én stor, lykkelig familie.’ Som Ahmed påpeger, er kernefamilien et omsiggribende happy object, eftersom den både er et fænomen i sig selv og noget, der cirkulerer gennem andre fænomener: “The family photograph album might be one such object: the picture of the family as happy is one way in which the family is produced as a happy object.” Kernefamilien reproducerer tilmed sig selv gennem både andre fænomener og forventningen om et kernefamilieliv, som går i arv fra generation til generation. Det er en pointe, som Ahmed bl.a. finder dokumentation for i en ideologikritisk analyse af Laurie Colwins roman Happy Families fra 1982. Som tidligere beskrevet fastslår Ahmed, at lykke associeres med nogle livsvalg, og i forlængelse heraf konkluderer hun, at vi i vores stræben efter lyk-

ke søger at blive associeret med lykke. Med andre ord søger vi at blive associeret med de associationer, som lykken vækker. Således bliver idealet om lykke en form for tilskyndelse til at stræbe efter f.eks. det heteroseksuelle ægteskab og kernefamilien, og det er et problem, mener Ahmed. For på den måde bliver lykke brugt til at omskrive sociale normer til sociale goder. Og hvad så med dem, der afviger fra normen: kvinder, der ikke ønsker at blive gift, kvinder, der indgår i homoseksuelle ægteskaber, kvinder, der ikke er eller ikke vil være en del af en kernefamilie? Dertil kommer de mennesker, der ikke passer ind i et binært kønssystem. Fordi lykkeidealet er fællesskabsdannende, er det uundgåeligt også ekskluderende, og historien tro er det befolkningsgrupper såsom kvinder og queer-personer, der bliver marginaliserede eller udstødt, når happy objects ikke har den forventede virkning. Som Ahmed skriver: “We become alienated – out of line with an affective community – when we do not experience pleasure from proximity to objects that are attributed as being good.” Ahmed argumenterer for, at lykkeidealet også kan virke fremmedgørende på dem, der træffer de ‘rigtige’ livsvalg, hvis de dertilhørende happiness means alligevel ikke indfrier løftet om lykke: “The experience of a gap between the promise of happiness and how you are affected by objects that promise happiness does not always lean to corrections that close this gap.” Skuffelsen udtrykker sig ofte som usikkerhed eller selvhad, bedst opsummeret som “why am I not made happy by this, what is wrong with me?” Ahmed ser altså lykkeidealet som et socialt undertrykkelsesredskab forklædt som en form samfundsutilitarisme. Et ideal, der ophøjer nogle livsstile som rigtige og andre som forkerte; et ideal, der vælger nogle mennesker til og andre fra.

Metodiske begrænsninger

Ahmed fremlægger med The Promise of Happiness en kulturanalyse, hvis ideologikritiske grundsten trækker på en stor feministisk arv. Kritikken af idealet om den lykkelige husmor er hverken banebrydende eller opsigtsvækkende, men kan tværtimod spores langt tilbage og findes da også udtrykt i utallige skøn- og faglitterære værker, f.eks. hos prominente anden bølge-feminister og -aktivister som Betty Friedan og Gloria Steinem. Også langt inden 1960’erne og 70’ernes feministiske storhedstid er der eksempler på kvinder, som satte

idealet om hjemlig hygge under lup, ikke mindst i skønlitteraturen. Dét, der imidlertid gør Ahmeds samfundskritik anderledes, er hendes metodiske afsæt. Fænomenologiens sentens, at fænomenerne ikke er blotte fænomener, er fundamentet for Ahmeds spørgsmål, hvad nu hvis lykken ikke kun er god? I den forstand bliver den fænomenologiske metode for Ahmed springbrættet til ideologikritikken, til feminismen og queer-kritikken. Fænomenologien bliver også hendes afsæt til at belyse, hvordan lykkens forståelsesstrukturer helt tilbage til Aristoteles’ tid har formet den måde, hvorpå vi perciperer og orienterer os mod fænomenet lykke. Og vigtigst af alt bliver fænomenologien hendes afsæt for at rejse påstanden om, at idealet om lykke legitimerer undertrykkelse. Man kan stille det kritiske eller i hvert fald nysgerrige spørgsmål, om Ahmeds lykkeideal som socialt undertrykkelsesredskab er overhalet af en ny virkelighed. En virkelighed, hvor f.eks. halvdelen af alle unge englændere betegner deres egen seksualitet som “flydende”, som det bl.a. er refereret i dagbladet Informations artikel ‘I dag føler jeg mig lidt mere homoseksuel, end jeg gjorde i går’. Artiklen refererer til en britisk undersøgelse, der i 2015 viste, at hver anden unge brite mellem 18 og 25 år ikke udelukkende betegner sig som homo- eller heteroseksuel, men placerer sig et sted midt imellem – vel at mærke uden at opleve det som et problem. Også længere tilbage er der mange eksempler på forskning, som anfører, at seksualitet er et stadig mere (ud)flydende begreb. Weekendavisen bragte allerede i 2010 – udgivelsesåret for Ahmeds The Promise of Happiness – artiklen ‘Fast og flydende’, som refererer en række internationale studier om homo- og heteroseksualitet, f.eks. den amerikanske sexolog, Lisa Diamonds, forskning inden for kvindelig seksualitet. I en af sine undersøgelser har Diamond fulgt 79 kvinder gennem 15 år og hvert andet år bl.a. spurgt til deres seksuelle orientering. Hendes studie viser, at syv ud af ti kvinder i løbet af forsøgsperioden oplevede et eller flere seksualitetsskifter. Undersøgelserne er ikke i direkte modstrid med Ahmeds argumentation, men de peger på, at hendes begreb om normativ seksualitet kan være en smule bedaget – overhalet indenom af samfundsudviklingen. Det samme kan man anføre om hendes analyse af Colwins Happy Families fra ‘82 som repræsentant for 2010’ernes kernefamilie. Meget må siges at være sket på de 30 år. F.eks.

inkluderer de flestes ordforråd i dag begrebet regnebuefamilie, som i øvrigt har stået i den danske ordbog siden 2001. Et andet – og markant anderledes – eksempel, der kan udfordre Ahmeds kulturanalyse, er et afsnit af Oprah Winfreys talkshow fra oktober 2009, hvor Oprah tog årets lykkemålinger op og med sit kamerahold besøgte verdens lykkeligste folk, nemlig danskerne. “Right off the bat, I was intrigued by Denmark’s take on marriage,” lyder Oprahs stemme som voice-over, mens hun slentrer rundt i Københavns gader med 44-årige Nanna Norup, der er single. Til Oprahs overraskelse fortæller Nanna Norup, at hverken hun selv eller hendes veninder nogensinde har drømt om et stort bryllup, og at hun ikke opfatter bryllup og ægteskab som noget, små piger herhjemme drømmer om. Oprah Winfreys talkshow ligger måske ikke højt på evidensskalaen, for Oprah har ikke forskerens etos, og seerne har ingen sikkerhed for, at casen Nanna Norup er generaliserbar. Men Oprah har ikke desto mindre etos på en række andre væsentlige parametre – f.eks. er hun flere gange kåret som verdens mest indflydelsesrige kvinde, hendes talkshow er det mest sete i verden, og hun er tildelt et hav af ordener og priser, herunder Harvard Universitys æresgrad. Samlet set er der tegn, ikke beviser, men tegn, på, at Ahmeds teori om undertrykkende lykkeidealer, bygger på et fundament, som så småt er begyndt at krakelere, fordi det er forældet. Som tidligere nævnt baserer Ahmed i høj grad sin feministiske kønsteori på 1960’ernes og 70’ernes overleveringer og tolker sin samtid fra en subjektiv synsvinkel. Og det er selve begrænsningen ved den fænomenologiske tilgang: at vi alle, også Ahmed, perciperer gennem et filter, der er formet af vores erfaringer og forforståelse med deraf følgende risiko for bias, blinde pletter eller manglende nysgerrighed på de områder, som vi ikke finder meningsgivende. Med The Promise of Happiness eksponerer Ahmed ikke desto mindre lykkeidealets undertrykkende karakter – og hun gør mere end bare det. For Ahmeds sigte med bogen er bl.a. at gøre sig selv til talerør for de ulykkelige, lyseslukkerne, som ikke rummes af lykkens fællesskab. Og her er The Promise of Happiness kun en begyndelse.

Manifest for killjoys

I 2017 udkom Ahmed med Living a Feminist Life – et, som titlen antyder, feministisk værk dedikeret til “the many feminist killjoys out there.” Man kan trække mange paralleller mellem Ahmeds nye bog og The Promise of Happiness. F.eks. gennemsyrer den fænomenologiske tilgang også de refleksioner, Ahmed fremlægger i Living a Feminist Life som illustreret ved titlerne på bogens første tre kapitler ‘Feminism Is Sensational’, ‘On Being Directed’ og ‘Willfulness and Feminist Subjectivity’. Flere af bogens teser er direkte afledt af The Promise of Happiness – f.eks.: “Some things, more than others, are assumed to lead to happiness,” og: “Happiness is a way of being directed toward those things that would or should make you happy.” Og selvom Ahmed i 2017 anerkender, at grænserne for, hvad vi definerer som normalt, i dag er anderledes end i 2010 (“we might today think that heterosexuality is not the only option”), udpeger hun stadig ægteskabet og kernefamilien som de ultimative symboler på lykke. Den måde, hvorpå bogen adskiller fra sin forgænger, kommer til udtryk, idet Ahmed rejser spørgsmålet: “What happens when domestic bliss does not create bliss?” Hvor hun før ‘blot’ udstillede lykkeidealets undertrykkende konsekvenser, sigter hun med Living a Feminist Life efter at give et bud på, hvad man som undertrykt skal stille op. Og for Ahmed er feminismen svaret. At man dykker ned i det, hun i The Promise of Happiness kalder ulykkens arkiver, dvs. historier, der handler om at stå uden for lykkens fællesskab, overleveret af dem, der stod eller står uden for lykkens fællesskab. Eller som Ahmed poetisk formulerer det: “When the happiness seal is broken, [...] we begin to hear the ghosts of feminists past. The feminist ghosts clamor around us; they surround us; we listen.” Det er disse feministers spøgelser, hun refererer til, når hun senere tilbyder sin læser følgende definition: “Feminism: how we inherit from the refusal of others to live their lives in a happy way.” Under arbejdet med Living a Feminist Life oprettede Ahmed i august 2013 bloggen feministkilljoys.com, som hun passede sideløbende med bogskriveriet (og stadig opdaterer i dag). I bloggens første opslag ‘Hello feminist killjoys’ indkredser hun sin læser til den, der “will refuse to look away from what compromises happiness”, “[is] willing to cause unhappiness to follow [their] desire” og endelig “[is] prepared to be called a killjoy, [is] willing to kill joy [and]

[is] willing to participate in a killjoy movement.” Som tidligere beskrevet påtog Ahmed i The Promise of Happiness sig rollen som talsperson for de ulykkelige, lyseslukkerne; tre år senere kalder hun på en samlet bevægelse af killjoys, hvis fælles feministiske projekt er at frabede sig en lykkelig tilværelse, sådan som den defineres af det øvrige samfund. Living a Feminist Life slutter med kapitlet, ‘A Killjoy Manifest’, en kompakt lille tekst, der, som titlen antyder, er et moderne feministisk manifest, der trækker tråde til Valerie Solanas SCUM Manifesto fra 1967 (dog med en lidt mindre radikal agenda end Solanas: SCUM er et akronym for ‘Society for Cutting Up Men’). Med et sprog, der er lige så slagkraftigt som det synspunkt, der fremlægges, opfordrer Ahmed til at forblive ulykkelig i og over verden, sådan som den ser ud nu. For ulykke er et incitament til oprør, og der er stadig meget at overvinde:

It is from difficult experiences, of being bruised by structures that are not even revealed to others, that we begin to rebel. [...] Our bodies become our tools; our rage becomes sickness. We vomit; we vomit out what we have been asked to take in. Our guts become our feminist friends the more we are sickened. We begin to feel the weight of histories more and more; the more we expose the weight of history, the heavier it becomes. We snap. We snap under the weight; things break. A manifesto is written out of feminist snap. A manifesto is feminist snap.

Ahmeds manifest er altså et feministisk brud: et brud med de herskende betingelser for vores forestillingsverden. Herhjemme har Informations Forlag oversat konklusionen og udgivet den selvstændigt som Killjoy-manifest i 2018, så også vi danskere kan tilslutte os killjoy-bevægelsen. Måske en dag, mange generationer forude, vil nogen høre Ahmeds spøgelse hvisle: “We are willing to participate in a killjoy movement. We are that movement. Watch us roll.”

Litteraturliste

Ahmed, Sara: »Hello feminist killjoys!« feministkilljoys [blog], 26.08.2013, https://feministkilljoys.com/2013/08/26/hello-feminist-killjoys/.

Ahmed, Sara. Living a Feminist Life. Durham: Duke University Press, 2017. Ahmed, Sara. »Orientations: Toward a Queer Phenomenology.« GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies, bind 12, nr. 4, 2006, s. 543-574. Ahmed, Sara. The Promise of Happiness. Durham: Duke University Press, 2010. Cramon, Lærke. »I dag føler jeg mig lidt mere homoseksuel, end jeg gjorde i går.« Information, 3. september 2015, s. 12. Frank, Lone. »Fast og flydende.« Weekendavisen, 1. oktober 2010, s. 8. Merleau-Ponty, Maurice. Om sprogets fænomenologi – Udvalgte tekster. København: Gyldendal, 1999. Winfrey, Oprah (vært): »Oprah Goes to Denmark to Find the Happiest People in the World.« The Oprah Winfrey Show [tv-program]. OWN (Oprah Winfrey Network), USA. Sæson 24, episode 24151. Sendt d. 21. oktober 2009. Zahavi, Dan: »Fænomenologi.« Humanistisk videnskabsteori. Red. Finn Collin & Simo Køppe. København: Lindhardt og Ringhof, 2014, s. 187-222.