Leder

Minkgate & Manifester

Så blev 2020 også året, hvor Nordjylland blev udråbt som det nye Wuhan, og hvor Danmark på få dage mistede sin status som førende minkimperium i Europa. En lastbil taber de inficerede mink på stribe hele vejen til Randers, og traktorer kører i hobetal over Storebæltsbroen for at demonstrere mod det faktum, at deres livsgrundlag og livsværk er blevet revet væk for øjnene af dem, inden de kunne nå så meget som at pelse de dødsdømte mink. Lederen her skal ikke handle om grundlovsbrud, men om de tårer, Mette Frederiksen fældede forleden, da hun besøgte en minkfarm og blev konfronteret med konsekvenserne af den igangsatte masseaflivning. Statsministeren undskylder for det rodede forløb, og er tydeligt berørt af de påvirkede minkavlere der må tage afsked med deres virke og økonomiske grundlag. De bliver lovet kompensation, og partierne på højre såvel som venstrefløjen udviser en enorm grad af sympati og medfølelse for de mennesker, der har bygget et liv op om erhvervet – uanset om de principielt er for eller imod minkavl. Det skal de have, fordi minkavl er deres livsværk (det er ordet, der går igen). Selvom minksituationen er helt ekstraordinær, kan man alligevel undre sig over, hvorfor konkursbegæringen af Fredericia Teater og Jazzhus Montmartre i København ikke kan fremkalde den samme sympati, og hvorfor disse kulturelle institutioner ikke karakteriseres som ’livsværker’. Arnold Busck er også gået nedenom og hjem, og man taler om, at kulturen bløder som følge af Coronakrisen. På trods af, at flere af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner desperat råber om hjælp, er der ikke megen sympati at hente hos regeringen, der blot understreger, at vi kan finde al den kultur vi har brug for i en håndboldhal eller ved at lytte til Absolute Music 2. Hvorfor skal problemerne have pels, før vi smider nogle penge efter dem og fælder en tåre? Hvor mange blødende kulturinstitutioner går der på én død mink?

Som studerende på et æstetisk fag kan den danske kulturs fremtid se sort ud, set i lyset af årets begivenheder. Igen og igen må vi ryste på hovedet ad vores ikkeeksisterende kulturpolitik, og krybe ned under dynen med Den Unge Werther, og andre fiktive bekendtskaber hvis lidelser vi

kan spejle os i. Ja, tanken er tiltalende, men på VISIR har vi en anden løsning! Det er (igen) blevet tid til at sætte vores lid til manifestet. Som Niels Offenberg har udtalt i forbindelse med KBHlæser, er manifestet en genre, der dyrker utopien og idealet. Det er en genre, der gør den abstrakte fremtid konkret, og som for alt i verden vil bryde med nutidens systemer. Samtidig er manifestet en genre, der peger på kunstens relevans i samfundet – og er der noget, vi har brug for, er det en kulturrevolution der bryder ud af håndboldhallen, og som insisterer på sin egen væsentlighed. Joy Mogensen og Co. kan få kulturen til at lyde som et drys krymmel på toppen af den overbagte bradepandekage der er vores liv; et friskt, men unødvendigt pust, som vi kan spare væk som det første i en krisetid. Det, de overser, er tydeligvis, at kulturen og kunsten ikke nødvendigvis er abstrakt og verdensfjern, men reflekterer alt hvad de gør. Inden den næste boghandel lukker, vil jeg anbefale at købe Pestens År af Daniel Defoe (1722), så I kan erfare, at regeringens coronahåndtering har uhyggeligt meget til fælles med pesthåndteringen i 1600-tallet. Eller læs Chimamanda Ngozi Adichies Americanah, og bliv bekræftet i, at racisme ikke er en amerikansk problemstilling, men findes i de narrativer vi møder alle steder i vores hverdag, endog i vores toppolitikeres taler. Du kan også bare læse Musicalens Manifest, bragt her i VISIR #89, sammen med en håndfuld andre fantastiske manifester om blandt andet pirogger, julemanden og Jylland – på redaktionen har vi tilmed skrevet vores eget manifest, som du kan læse på side 8. Det er tid til at dyrke utopien om en lysere fremtid (forhåbentlig en nær en af slagsen), og insistere på en anerkendelse, der er en mink værdig. Skulle du dog være mere tilbøjelig til at læse Goethe under dynen bebrejder vi dig ikke. Faktisk er ”Goethe, romantik og dannelse” dette nummers KulturFokus, og vi lover, at det også bliver følelsesladet, og en smule aktivistisk – her kan du blandt andet læse en artikel om Den Unge Werther og skovfældning. God læselyst!

// Rebekka Bundgaard, ansvarshavende chefredaktør