Kaserneperspektiv

Kaserneperspektiv Vagtskifte på Kasernen Af Amalie Bjarnø Rasmussen, Dramaturgi

Artillerikaserne, besat af tyskere, bombet af englændere, telegrafregimentsbesidder, potentielt punker-bo og universitetscampus – kært barn, dog på 131 år, har mange navne, og nu kan du få svarene bag kælenavnene.

“Jeg var på Kasernen i går,” er en sætning, der for mig mere end én gang har fået hoveder til at vende sig. Især når man ligner en blød humanist, har næsepiercinger og pandehår og på en god dag udviser den samme hårdhed, som den slappe soldat i Mulan. Men i dag er Kasernen for mange et symbol på de æstetiske fag. Den består af en hyggelig gård med træer, små forelæsningslokaler, instrumenter, der ikke kan fjernes, medmindre man fjerner en mur og sale skabt til kreativ udfoldelse, som i dag alt sammen er en fast del af Kasernens identitet. Men det har langt fra altid været sådan.

Tre kaserner fødes

Vores kaserne, som oprindeligt hed Artillerikasernen, blev bygget for snart 132 år siden i 1889. Kasernen har et par ‘ældre søskende’ i Aarhus. Den ene er Rytterikasernen på Vester Allé (opført 1875-1878), som består af de bygninger, der nu huser Musikskolen samt udlejningslokaler i det tidligere Ridehus (opført 1860), hvor jeg engang var til et ret lækkert Espresso Martini-arrangement (som tiderne dog skifter!). Den anden var Infanterikasernen på Høegh-Guldbergs Gade, der som den mellemste i søskendeflokken blev opført mellem 1875-1879. De to ældre kaserner husede byens rytteri- og fodfolk, men på vores kaserne havde de ‘gøpperne’ (soldater-jargon for gevær). Rytteri- og Infanterikasernen var ‘helsøskende’ og blev tegnet af en hvid, ældre mand, der hed C.E. Lange, og som var byrådsmedlem og arkitekt. Med hensyn til vores kasernes fader er vi lidt ude i et Mamma Mia-scenarie med adskillige fædre, da den blev tegnet af både arkitekt Sophus Frederik Kühnel (1851-1930) og ‘Mr. Triple Threat’ Agathon Just Müllertz (18421909), som var arkitekt, byrådsmedlem og overbanemester.

Ingen varme bade før 1965

Hovedbygningen ud mod Langelandsgade bestod af tre etager plus kælder og loft. I kælderen var der marketenderi, hvor soldaterne kunne købe varer såsom tobak, mad og drikkevarer. I stueetagen var der undervisningslokaler og kontorer og 1. og 2. etage samt loft var til soldaterne. Biblioteket og Vildanden blev benyttet som bl.a. idrætssal og stalde. Store og Lille Sal var ridehus og senere opbevaringshal for tanks og andet godt. Efter besættelsen var Kasernen i dårlig stand. Der blev ikke indlagt varmt vand før 1965, så de 109 rekrutter, som på det tidspunkt deltes om ét baderum med kun fire brusere (hvor man i 1971 fandt flere svampekolonier i gulvet), havde indtil da startet deres dag på ægte influencer-det-er-SÅgodt-for-dit-hår-vis med et koldt bad.

Tyskerne kommer

Alt åndede mere eller mindre fred og ro på Kasernen indtil d. 9. april 1940, hvor tyskerne besatte Kasernen allerede om aftenen. De opførte træbarakker i gården, som blev stående indtil universitetet overtog bygningerne i 1993. På halloween aften i 1944 blev Gestapos hovedkvarter, som lå i de omkringliggende universitetsbygning“Soldater i nattøj”, 1956. Fotograf Bent Brodersen, Aarhus Arkiv.

er, bombet af The British Royal Air Force. Disse bomber ramte også Kasernen, hvor 50 tyske soldater døde, to staldbygninger samt værksted blev fuldstændig ødelagt og hovedbygningen også fik bank. Kasernen blev renoveret efter krigen, men forholdene var stadig uhumske for soldaterne.

Kasernens kæledyr

Det var ikke kun mennesker, der boede på Kasernen - der har været et par kæledyr i årenes løb. Den ene var en tam råge ved navn Klaus Raage, som var rekrut i 1961. Den sov i stue 6, barak 15 og var bedste venner med

menig 142 ved navn Erik Timmermand. Klaus Raage spiste wienerbrød og drak også gerne øl med de menige, men kun Timmermand kunne komme i nærkontakt med rågen. Den bankede på alle døre og vinduer for at komme ind til Timmermand, hvis den ikke var nået indendørs inden sovetid. Timmermand endte med at tage Klaus Raage med sig hjem til Hammel. Det andet kæledyr var en lille shetlandspony, der også hed Klaus. Han kom i forlængelse af at Jydske Telegrafi Regiment flyttede ind på Kasernen 1951. I 1960 blev Klaus døbt i gul sodavand og tildelt rollen som maskot. Klaus var indskrevet som tjenestegørende, hvilket betød han også stod ret

“Ponymaskot Klaus med fans”, 1961. Fotograf Børge Venge, Aarhus Stadsarkiv. til paraderne. Han absenterede (læs: forsvandt) tre til fire gange, og det var en alment kendt ‘hemmelighed’, at Klaus havde svært ved at indordne sig under militærets disciplinære levemåder. I 1964 var det slut for Klaus med at leve det søde maskotliv på fuld tid. Han havde taget på og blev sat i arbejde med at trække en lille vogn rundt med lagner, håndklæder og diverse omkring på Kasernen.

Livet som rekrut

Det var hverken med havremælk eller håndsprit, da Kasernen husede rekrutter. Der var rotter under gulvene, frosne vandrør, brændevinen lå til afkøling i tagrenden og øvelserne foregik på Vester Eng, hvor blå fingre kastede med håndgranater og kravlede gennem mudderet for 12,5 kr. om ugen (i 1951). Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt bukserne var for lange eller støvlerne for små, men nærmere hvorvidt dine ben var for korte og dine fødder for store. Dog var ikke alt kæft, trit og retning samt søde ponyer. I 1952 blev 10 soldater hjemsendt. Det gjorde de fordi de d. 11. februar 1952 pryglede Oversergent Peitersen, pga. han efter sigende havde systematisk mobbet og forfulgt dem. “Soldateraffæren”, som

“Soldater på forældre- og idrætsdag”, 1969. Fotograf Jørn Timm, Aarhus Arkiv.

medierne kaldte det, endte med at de 10 soldater måtte et par måneder i fængsel, og Peitersen blev fyret.

Punkerne kommer (måske)

Militæret forlod langsomt Kasernen i løbet af 1970’erne. I ‘78 forklarer en artikel, at Aarhus for første gang i 419 år ville stå uden menige soldater inden for dets bygrænse. Dog blev det først i 1988, at Aarhus stoppede med at være en garnisonsby, da det var året Jydske Telegraf Regiment pakkede sine ting og forlod Kasernen. Bekymring spredte sig i Aarhus om, hvorvidt de gamle kaserner, der langsomt blev tømt, ville blive til et ‘nyt’ Christiania. Det skete dog ikke. Vores kasernes storesøster på Høegh-Guldbergs Gade blev kortvarigt overtaget af BZ’ere i november 1981 efter den var blevet rømmet. Derefter måtte hun lade livet for nye universitetsbygninger (festlighederne varede en måned). Hjemme på vores kaserne, seks år senere i 1987, var det kun det Jydske Telegraf Regiment og Vestre Landsdels Kommando, som var tilbage på Kasernen. Derudover var det ikke just en favorabel bygning at besætte, da der var fjernet el, vand og varme fra de øverste etager.

“Afskedsparade”, 1961. I baggrunden bygges de øvre etager i nuværende Det Kgl. Bibliotek. Fotograf Jørn Timm, Aarhus Arkiv.

Hvad skulle det blive til?

I slut 80’erne og start 90’erne begyndte tovtrækkeriet. Hvad skulle der ske med Kasernen? Skulle hun nakkes, som sin søster, eller bevares? Og hvis hun blev bevaret, hvad skulle hendes formål så være? Bjarne Ørum fra de Radikale og Thorkild Ibsen fra SF var forkæmpere for at bevare de gamle bygninger, da de anså bygningerne som en del af Aarhus’ kulturhistorie. Dog mente Ibsen langt fra, at universitetet skulle overtage Kasernen, og at det i stedet skulle være til gavn for kulturlivet i Aarhus. Journalist Knud Esmann var imidlertid af en ganske anden overbevisning og skrev i Aarhus Stiftstidende i 1989: “Disse sikkert velmenende folk med åh-så-rigtige meninger tåler ikke at se en kornsilo, et vandtårn, en banegård, eller et pakhus, uden at det gamle bras kræves omdannet til et hus for andre dilettanter. Der findes ingen vaccine mod denne senromantiske virus.” Aarhus søgte råd hos dets borgere for at finde ud af, hvad skæbnen skulle være for Kasernen. Selv om de mest prominente idéer var, at den enten skulle blive til ungdomsboliger eller overdrages til universitet, kom der dog også andre bud såsom at lave et veteranbilsmuseum, bingo- og spillehal, brandværnsmuseum, øvelokaler for musikere, militærhistorisk museum, kræmmermarked-hal eller cirkusskole for bare at nævne nogle få!

Nye rekrutter

I 1993 endte det dog alligevel med, at Aarhus Universitet overtog Kasernens bygninger og de æstetiske ”dilettanter”, om man vil, flyttede ind. Man kan argumentere for, at dem der ønskede et kulturhus, fik deres vilje indirekte gennem os – Kulturens Vogtere. Så send en kærlig tanke til alle de gamle rekrutter, hver gang du vasker hænder i varmt vand eller nyder synet af træer frem for besættelsens barakker.

“Rekrutter indskrives”, 1954. Fotograf Bent Brodersen, Aarhus Arkiv.