J’accuse Julemanden

J’accuse Julemanden…! Et Neo-Marxistisk Juleman(d)ifest Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Julen er over os! Åh, Julen er over os! Familiehygge med julesang, julekalender med dertilhørende julekonfekt og gløgg i julepyntede omgivelser tilført en ordentlig omgang næstekærlighed pakket ind i julegaver. Åh Jul, du hjerternes fest. Kan det blive mere pladderromantisk? Kradser vi lidt i den sukkersøde glasur på julekonfekten, fjerner den rosenrøde kirsebærsovs fra risalamanden, og smugkigger under de sprøde flæskesvær, så ser vi hurtigt, at det hele er dække for et fundament af råddenskab. Som i Den Lille Pige Med Svovlstikkerne mæsker vi os i materiel overflod, mens små uskyldige mennesker dør på den anden side af klasseskellet grundet mangel på de fornødne materielle goder, som vi netop sidder og mæsker os i til forbrugsfesten. Hvorfor den store diskrepans? Det skal jeg forklare dig: Julen er en verdensomspændende propagandistisk og indoktrinerende fortælling, der skal få os til at æde kapitalismen råt i en gaveindpakning af budskaber om næstekærlighed og fordømmelse af pengegriskhed. Selv den mest inkompetente marxistiske rotte vil med det samme kunne se, at Julen er den største falske bevidsthed, vi er blevet indbildt af den kapitalistiske ideologi. Og i spidsen af dette står ingen ringere end den vederstyggelige superskurk, der er indbegrebet af alt, der er galt i verden: Julemanden!

En superskurks oprindelseshistorie

Det var ikke kun industrialiseringen, der kørte for fuld udblæsning som en anden polarekspres i 1800-tallet, men en tilsvarende industrikapitalisme hoppede også med på det klimabelastende damptog. Men efter en årrække med kummerlige og dårlige forhold for arbejderne opstod et modsvar i form af socialismen og arbejderbevægelsen, anført af Karl Marx med Det Kommunistiske Manifest. De kapitalistiske liberalister indså hurtigt, at i et oplyst (snart demokratiseret) samfund ville deres vampyriske virksomhedsstrategi ikke holde i længden. Derfor lancerede de i skyggen af den ideologiske krig mellem liberalismen og socia-

lismen, mellem borgerskabet og proletariatet, virksomhedsejere og arbejdere, en markedsstrategi gemt i et trojansk rensdyr, der på overfladen så uskyldig ud, men indeni gemte på personificeringen af denne gruopvækkende strategi: den vederstyggelige Julemand! Hvis kapitalismens akkumuleringslogik skulle opretholdes, blev man nødt til at sørge for, at efterspørgslen og udbuddet af varer steg konstant. Julen sørger for en konstant efterspørgsel på varer grundet Julegaver. Julen er et stort teaterstykke, der skal sørge for, at efterspørgslen fortsat stiger og man køber nyt, nyt, nyt. Julen og Julemandens popularitet er steget stødt lige siden, og i dag er Julemanden som et Frankensteins Monster blevet en egenrådig superskurk, der ikke længere er kontrolleret af magthaverne i samfundet, men er selve magten! Julemanden er jordens diktator, en konge, en Gud, en vaskeægte Superskurk, og ingen almindelige borgere i verdenssamfundet har opdaget det. Julemandens egentlige operationer er - som en Bond-skurks - i skyggerne. Tror I mig ikke? Så lad os se, hvor mange superskurke-træk Julemanden har:

1. Han har en hemmelig skurkehule. Angiveligt enten på Nord- eller sydpolen eller i Grønland. 2. Han har den nyeste superteknologi i form af genmanipulerede Rensdyr og en Slæde, der kan rejse jorden rundt - på én nat! 3. Han har en ond latter: Ho Ho Ho. Og en skurkagtig, blodrød kappe! 4. Han har et skummelt skæg, godt nok ikke et overskæg, men stadig! 5. Han har små, gemene håndlangere: Nisserne! 6. Han er magtliderlig, korrupt og gør, som det passer ham! 7. Ovennævnte er alle sammen klassiske skurke-træk, men Julemanden inkarnerer faktisk også den moderne skurk: Den heteronormative, ciskønnede, hvide vestlige, rige, arbejdsgivende, midaldrende, patriarkalske boomer-mand!!!

Med andre ord: Julemanden ER en vederstyggelig, nederdrægtig, afskyelig og gruopvækkende Superskurk på linje med Blofeld, Thanos og Sauron!

Julemandens udnyttelse af Nisserne

Den magtposition, Julemanden har i dag, har kun været mulig pga. udnyttelsen af et glemt folkefærd. Et folkefærd, der blev skrevet ud af historien i 1800-tallet, og som Julemanden har udnyttet siden. Nisserne. Fordi arbejderbevægelsen i 1800-tallet primært bestod af mennesker, der af natur er højere end Nisser, gik Nisser som race under radaren ved forhandlingerne om arbejdsvilkår. Der var ingen, der kunne se Nisserne til optøjerne eller strejkerne, da de høje mennesker skjulte dem. Hvis man endelig fik øje på Nisserne, så troede man, de var børn. Nisserne vendte derfor slukøret tilbage til Nord- og Sydpolen, til Julemandens hemmelige værksted (eller skurkehule). Udover konstant at blive chikaneret af deres arbejdsgiver, Julemanden, og racistisk repræsenteret i medierne, så har Nisserne lige siden 1800-tallet ligget under for kummerlige arbejdsforhold- og tider. De arbejder døgnet rundt i december, uden pauser eller andet end risengrød og juleøl som føde. Bedst eksemplificeret af Drillenissen i Bamses Julerejse (1996), hvor han i et følelsesladet øjeblik i sangen Slut med klipperi synger: ”Hurra, nu er jeg sluppet fri / fra julemandens tyranni … Jeg er træt i min klippehånd / af julepapir og gavebånd”. Her ses tydeligt overarbejdet og nedslidningen af Nisserne. Nissernes overarbejde kan få fatale konsekvenser for dem, som eks. i Nissebanden På Grønland (1989). Som en velmenende gerning forsøger Fiffig-Jørgensen at hjælpe Nisserne med at producere julegaverne, men samlebåndets dehumanisering overmander ham hurtigt og overdynger ham symbolsk med gaverne:

Fig. 1. Fiffig-Jørgensen er slået ud af de hårde arbejdsvilkår foran samlebåndet. Fig. 2. Fiffig-Jørgensen begraves i samlebåndets varer.

De resterende 11 måneder af året er Nisserne udstationeret i kolde kældre eller loftsrum, hvor, hvis de er heldige, den eneste føde, de får, er lidt risengrød fra menneskene, men selv denne gestus er for børnenes underholdning skyld og ikke Nissernes forgodtbefindende. Hvorfor er de udstationeret, må I spørge? Af den simple grund at de overvåger befolkningens mindste adfærd, for at kunne udforme den årlige Artig og Uartig-liste, der afgør, om man får en gave af Julemanden eller ej. Julemanden har altså fra starten masseovervåget verdens befolkning - længe før Mark Zuckerberg og Facebook. Mark Zuckerberg og Facebook er faktisk Julemandens værk! For Zuckerberg er en Nisse-agent i forklædning. Zuckerberg-Nissen er et eksempel på den tredje slags uhumske og gemene arbejde, Nisserne bliver udsat for, nemlig at udføre al Julemandens dirty work, der skal opretholde hans magtregime. Julemanden har flere militaristiske task-forces der indhenter magtfulde ressourcer. De to mest kendte er Nissebanden, der i ‘89 (cirka samtidigt med murens fald – en tilfældighed? I think not!) var på en hemmelig mission for at finde ønskestenen, der ville opfylde alle ens ønsker. En slags ‘one ring to rule them all’. En anden hemmelig task force er de tre sønderjyske Nisser: Fritz, Günther og Hansi, der skal finde nøglen til Nissernes livgivende kilde: The Playdåse. Selv hvis Nisserne forsøger at gøre oprør, har Julemanden en intern task force, der slår hårdt ned på forræderi. Dette lider Drillenissen i Bamses Julerejse under, hvor han udsættes for konstant, ydmygende falden på halen-tortur af en dominerende Bamse, en queer-Kylling og en alt for ung Ælling. Julemandens hærgen begrænser sig desværre ikke kun til Nisserne, men også klimaet, mødre og børn i Vesten lider under Juleregimet.

Julemanden: det sexistiske klimasvin

Nissernes pinsler peger frem mod Juleaftensnat, som er et vanvidsdøgn af klimasvinende småkage-frådseri samt verdensomspændende milf-voldtægter og pædofiliringe. Alt sammen udført af den nederdrægtige og skurkagtige Julemand, der får olieindustrien, Jeffrey Epstein og Harvey Weinstein til at ligne kattekillinger i en Katy Perry-musikvideo. Kigger man på de fire mest Co2 belastende handlinger (der udgør 75% af alt Co2-udslip) er det: 1) produktion af energi, 2) industri, 3) landbrug og 4) trans-

port. Som storkapitalist bruger Julemanden uanede mængder af energi til sine fabrikker på polerne, der producerer gaver (hvilket er den egentlige årsag til at polerne smelter!). Dernæst går størstedelen af al landbrug til Julemanden, der kan fortære op til 7 milliarder småkager og glas mælk. Og det er bare på én aften! Desuden udskiller de genmanipulerede Rensdyr uanede mængde af metangas (ja, Rensdyr er faktisk den mest klimabelastende transportform). Men også os menneskers julegaveræs forårsager en skyhøj stigning i forbrug og transport. Mens vi venter på posten med pakkerne, gnider vi gnæggende vores grådige hænder og glemmer belejligt Julens jubelidiotiske klimabelastning. I løbet af dette klimabelastende vanvidsdøgn begår Julemanden desuden også en lang række seksuelle overgreb! Det starter lettere krænkende, som beskrevet i sangen: Jeg Så Julemanden Kysse Mor, hvilket jeg selv har overværet som 6-årige en gold og kold decembernat, hvor jeg ikke kunne sove. Hvad jeg derefter var vidne til, men som ikke er en del af sangen, er voldtægten. Kære læser, jeg må desværre informere om, at mit vidnesbyrd ikke er unikt, dette udsættes samtlige mødre i hele verden for. De globale milf-voldtægter kommer nok bag på jer, men det er ikke så underligt, for i flere årtier er vi blevet indoktrineret til at acceptere og ignorere det. Det første tegn kom helt tilbage i 1949 med sangen Baby, Its Cold Outside i filmen Neptunes Daughter. Sangen er enten en slags selvhjælpssang til mænd om, hvordan de skal drugge kvinder for at voldtage dem eller et nødråb fra kvinderne selv. Sangen er en dialog mellem en mand og en kvinde om, hvorvidt kvinden skal blive natten over. Hun starter med at sige “I really can’t stay,” hvortil manden bruger kulden som modargument: “Baby it’s cold outside”. Herefter sker der to ting. For det første forsøger han at drugge hende med en drink, og da hun spørger, hvad der er i den, undviger han spørgsmålet: “Say what’s in this drink? (No cabs to be had out there)”. Herefter bliver manden meget nærgående, og der gives udtrykkeligt det modsatte af samtykke:

”Ah, you’re very pushy, you know? (I like to think of it as opportunistic) / The answer is no (But baby it’s cold outside) // I ought to say no, no, no, sir (Mind if I move in closer?)”

Til sidst erkender hun, at der er ingen vej uden om at blive voldtaget: “Okay

fine, just another drink then (That took a lot of convincing!) / At least I’m gonna say that I tried (What’s the sense of hurtin’ my pride?)”. Hvis dette har været et skjult nødråb fra kvindernes side, er det blevet totalt undermineret, når den næste sang, der spilles i jule-menageriet, er Santa Baby – en indoktrinerende sang om sugardating og prostitution. Her synger den ene sprøde superstjerne efter den anden om, hvordan Julemanden skal “fill my stocking with a duplex and checks” eller sågar give hende en “yacht” eller “platinum mine” (hvis ikke I får superskurke-chills nu, så ved jeg ikke, hvad der er galt med jer!). Hun beder ham om at “come and trim my Christmas tree,” og hvert omkvæd ender med en opfordring til “Santa baby, so hurry down the chimney tonight.” Vi ved alle sammen godt, hvad det betyder - det behøver man ikke være den store psykoanalytiker for at vide… Den her sang hjernevasker unge piger til en dag, når de er blevet mødre, uden kamp at lade Julemanden voldtage dem. Jeg har set det med mine egne øjne! Og så skal han stå der juleaften, med sine store manspreadende vom og dybe ho ho ho-latter, der enten giver én mindreværdskomplekser eller opdrager én til toxic maskulinitet. Hvad værre er, kan jeg på baggrund af perso… jeg mener fortrolige kilders erfaringer! - kan jeg bekræfte, at Julemanden også står bag en verdensomspændende pædofiliring, som Epstein-ringen blot er en søsterring til. Prøv at overveje det. Julemanden har det bedste dække for disse udskejelser. Læg mærke til, at de få gange Julemanden optræder offentligt, er det i storcentre Fig. 3. Her ses tydeligt et offer for Julemandens rædselsregime. De (kapitalismens højborg, i øvrigt) hvor røde kinder og ansigtsudtrykket er børnene kan komme og ‘sidde på hans tydelige tegn på dybt traumatiserenskød’ og fortælle, hvad de ønsker sig til de hændelser. Jul. Alle børn elsker Julemanden, fordi

han deler gaver ud og pga. alle de indoktrinerende Julekalendere, hvor det ofte er børnene der ‘skal komme til Julemanden og hjælpe ham redde Julen’. Som f.eks. i Bamses Julerejse, hvor det, Bamse ønsker sig mest, er “en tur i Julemandens kane”. Det er den mest velsmurte organiserede børnelokningsmaskine på et internationalt plan i hele verdenshistorien, jeg nogensinde har været offer fo… eller jeg mener, som jeg har set.

Hånen mod os alle

Man skulle tro, at efter alle disse afsløringer ville Julemanden holde nogle af sine skurke-planer bedre skjult. Tilfældet er det modsatte! Han håner os lige op i vores åbne ansigter. Tag for eksempel den mest klassiske og kanoniserede julefilm af dem alle: Home Alone (1990). Filmen handler om en overklassedreng, Kevin, der efterlades alene hjemme i Julen. I første omgang til stor glæde for Kevin, der i flere barndommelige scener på humoristisk vis mænger sig med den materielle overflod, den velhavende familie har. Alt imens to banditter, The Wet Bandits – der er opvokset i fattigdom, uden hjem og uddannelse og derfor er tvunget ud i en kriminel løbebane for at overleve – planlægger at begå indbrud. Herefter følger en række falden på halen-sketches, hvor banditterne går i Kevins fælder der, som en hån, er konstrueret med overklassens goder og julegaver. Alene Hjemme er en elitær film, der på det groveste håner underklassen og de fattige. Ja, filmen ikke bare håner underklassen, den slår dem oven i hovedet med den overflod af rigdom og velstand, underklassen så desperat har brug for, alt imens Kevin og alle jer juleelskende juleekstremister griner af underklassens lidelser inde fra jeres varme, hyggelige stuer. I skulle skamme jer! Eller hvad med den folkekære sang ‘Rudolf med den røde tud’? På overfladen en kær sang om at anerkende forskellighed, men som i virkeligheden handler om at hylde afhængighed som efterspørgselsmotoren for kapitalismens akkumuleringslogik. Sangen starter med at udskamme Rudolf som sladder: “Kender I den om Rudolf?” Herefter mobbes han med at være et “gammelt rensdyr / som så højst mærkværdig ud,” og ”alle de andre rensdyr / lo, så Rudolf blev flov / over sin røde næse.” Herved etableres der hos læserne sympati for Rudolf, som forløses i sangens lykkelige slutning, hvor Rudolf anerkendes for sin mærkværdighed i form af den røde næse, der nu har reddet Julen. Men vi

misforstår, hvad sangen handler om, for den handler ikke om at anerkende forskellighed eller om at redde Julen. Rudolfs røde næse, flovheden over den og at han nægtes at trække kanen, peger tydeligt i én retning: Rudolf er klassisk alkoholiker. Dette bekræftes næsten eksplicit: “Skål for de røde næser!” og bagefter hyldes alkoholismen: ”Dejligt Juleeventyr!” Afhængighed har længe været kapitalismens akkumuleringsmotor. Det Britiske Imperium gjorde bevidst store dele af Indien opiums-afhængige, så de kunne få afkast på salget af opium. Afhængighedsstrategien er der mange eksempler på: Modeindustrien beror på afhængighed af social status ved at købe nyt tøj hvert år, der er vanedannende stoffer i alt fra cigaretter til læbepomader, alle elektroniske produkter har en skjult indbygget chip, der sørger for, de går i stykker præcis seks måneder efter, reklamationsretten udløber. Julen er i sig selv én stor vanedannende højtid for kapitalisme. Rudolf kan altså ikke bare læses som en alkoholiker, men sågar også som en jule-shopaholic! Når vi så synger glædeligt med på ‘Rudolf med den røde tud’, reproducerer og hylder vi i virkeligheden Juleregimets akkumuleringslogik. Og dette med en sang, der så åbenlyst portrætterer dette regime! Hvilken hån! Læg i øvrigt mærke til, at samtlige Julesange har den der vederstyggelige bjældeklang, som er til at blive sindssyg af. Bjældeklangen er en militaristisk manipulativ musikalsk taktik inspireret af det forsøg, man kaldte Pavlos Bjælder. Ved bjældeklangen lulles vi ind i en forbrugerrus, hvilket er årsagen til, at AL JULEMUSIK HAR FUCKING BJÆLDER, og at samtlige storcentre og butikker i december spiller musik med bjældeklang. I kan næsten høre den lullende indoktrinering for jer: Bjæl-de-klang, bjæl-de-klang, kø-be-trang. Værst af alt, og her må jeg rose Julemanden for hans skurkagtige genialitet, er det, at Julemanden har indlejret et perfekt modargument, den perfekte gendrivelse, for kapitalismens største kritikere. Fordi den af alle børn elskede Julemand ligner foruroligende meget Karl Marx!

Fig. 4. Karl Marx. Fig. 5. Julemanden.

Et tilfælde? Nej! Ved at ligne Marx så meget indoktrinerer Julemanden børn fra en tidlig alder til at associere Julemanden med ideologikritikken. Så når børnene er blevet voksne og måske har udviklet sig til ideologikritikere (eller anden form for kritisk tænkende menneske), vil de det sekund, de ser Julemanden, falde tilbage i en forblændet nostalgi fra barndommen. Kapitalismen har via Julemandens pastiche over Karl Marx forklædt sig selv som socialisme. Det er genialt, og samtidigt det mest vederstyggelige og skurkagtige, jeg nogensinde har set. Julemanden er kapitalismens ultimative hån!

Scrooge, Benny, The Grinch – De rigtige Avengers!

Men hvem er de gode i det her? Hvis Julemanden er verdens superskurk, hvem er så James Bond, der skal komme og redde verden? Hvis alle julefortællingerne er indoktrinerende, propagandistisk falsk bevidsthed fra Julemandens side, så skal vi måske prøve at kigge på, hvem juleideologien selv påstår er skurkene. I samtlige julekalendere er der altid en fraværende og karrierefokuseret kapitalistiske forælder. Moderen i Jul i Valhal (2005) vil hellere til Kina og arbejde for sin kinesiske chef end holde Jul med sine børn, og i Absalons Hemmelighed

(2006) er forældrene travlt optaget af at administrere storcentret. Det ender dog altid med, at disse kapitalistiske forældre i Julens ånd indser, at de skal bruge tid med deres børn og dyrke kærligheden frem for karrieren. Her ligger der, ville nogen sige, en kritik og didaktik, hvor kapitalismen forkastes. Men da det er individer, og ikke selve juleideologien – som, vi jo har set, er indbegrebet af kapitalismen – der forkastes, er forældrenes bedårende karakterudvikling blot et sukkersødt røgslør, juleideologien bruger til at bilde os ind, at Julen handler om kærlighed og ikke kapital. Dette geniale PR-stunt blev opfundet af Julemandens spindoktor: Charles Dickens. Toposet med den grådige, autoritære forældreskikkelse blev opfundet af Dickens i A Christmas Carol (1843) med karakteren Scrooge. Men hvis vi med vores nyerhvervede viden om Julen piller lidt ved disse skurkeroller, måske dekonstruerer dem en smule, finder man hurtigt ud af, at det i virkeligheden er dem, der er heltene! Det er folk som Scrooge, der er det revolutionære oprør mod Julemandens rædselsregime. I de første episoder af Bamses Julerejse ser vi den revolutionære Drillenisse gøre oprør mod Julemanden ved at smide produktionsmidlerne (gavepapir, til- og fra-kort og saksen) ud af Julemandens kane. Ligeledes forsøger Benny fra The Julekalender (1991) at gøre oprør, selvom han portrætteres som en ondsindet Nåsår-vampyr, der bare vil bedrive “skatte-terror med 100% skattetryk.” Opskriften til denne skatte-terror forefindes i Julemandens bog, som de tre agent-nisser Günther, Fritz og Hansi er i besiddelse af.

Fig. 6. Indholdsfortegnelse over skatte-terror-kapitlet i Julemandens bog. Fig. 7. Guide til “ultimativ skatte-terror.”

Men hidtil er der ingen, der har hæftet sig ved, HVORFOR JULEMANDEN I FORVEJEN HAR ET KAPITEL OM SKATTE-TERROR I SIN BOG???!!! Det er jo tydeligt for enhver, at dét, Benny forsøger at gøre, er at forhindre Julemandens kapitalistiske regime ved at stjæle bogen og bruge dens hemmelige skatte-terror mod Julemanden selv. Men vi, ligesom de tre inkompetente nisser, er for dumme til at indse det! Scrooge, Benny, Drillenissen og deslige manifesterer netop det, Julen er: Grådig, nederdrægtig, skurkagtigt, afskyelig og vederstyggelig kapitalisme. Men i og med Julen er et trojansk Rensdyr, indoktrinerende og propagandistisk falsk bevidsthed, så skal vi læse alle julefortællingerne med omvendt fortegn. Skal vi finde avantgarden, de oprørske og revolutionære fronttropper, skal man paradoksalt nok kigge på, hvem juleideologien forkaster. For det er hos juleskurkene, man finder den eneste flig af oprør og kapitalismekritik i en verden pakket ind i mørkt gavepapir af kapitalisme med dertilhørende bjældeklang og vederstyggelig ho ho ho-latter hængende over os. Virkelighedens Avengers er en sammenslutning af helte som Scrooge, Benny, Drillenissen, The Grinch, Gremlins, Pumpkin Jack og mange flere, der ihærdigt forsøger at bekæmpe Thanos-wannabe Julemanden. Hvis vi skal bekæmpe den vederstyggelige Julemand og hans skurkagtige rædselsregime, er det eneste, vi kan gøre at tilslutte os denne modstandsbevægelse. Mit manifest til jer er: gå på barrikaderne, riv julepynten ned, vælt juletræerne, sæt ild til storcentrene, brug jeres nytårskrudt til at pløkke alt det, der bare ligner en Kane, ned! Begynd at leve jeres liv som Scrooge, Gremlins, Benny osv. Og til dem af jer, der vælger at forblive i jeres lille snekugle, I er netop det, I selv tror, I forkaster ved at købe kapitalismens løgn om Julen. I er netop de sande Scrooges, der bare reproducerer og abonnerer på Julens kapitalistiske ideologi ved at fråde løs i patetiske julesange og julepynt ALLEREDE I OKTOBER. VÅGN OP FRA BJÆLDEKLANGEN, FOR HELVEDE! BAH! HUMBUG!…