VISIR #89 by Kasernebladet VISIR

89|MANIFEST

Studenterblad for Kasernen, Aarhus Universitet Nr. 89 December 2020 Redaktion Rebekka Bundgaard Benjamin Folkmann Rasmussen Mikkel-Theis Paulsen Jakob Møller Valdemar Lenschow Fabian Lenk Jasmin Hansen Amalie Bjarnø Rasmussen Cecilie Bøgh Clara Louise Carlsen Line Nørby Jensen Laura Priyanka Andersen Amanda Jespersgaard Guldberg Kirsten Brohm Lærke Rosgaard Amanda Louise Søndergaard Williams Simon Bastian Nielsen Cristina Bojesen

Adresse VISIR Langelandsgade 139, 4. sal 8000 Aarhus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com Deadline Deadline for indlæg til næste nummer er d. 15/11-2020 Anmeldelser Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden deadline

Omslag og layout Jakob Møller

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.

INDH OLDSFORTE GNE LS E Leder 4

Manifest for synets frigørelse

Minkgate & Manifester Løse ender

Redaktionen anbefaler

Redaktionen anbefaler ikke

der Kaffebarer på Andre Planeter,

VISIRs Manifest

Afsnit 4 103

Det er stadig kun november - Findes

Et festmåltid

Studieliv 10

Siden sidst...

Kultur og kritik

Foreningsportræt: KaserneRevyen

107

Mikroforlag

Alletiders (budgetvenlige) julegaver til

112

Rigmor bygger insisterende nærvær,

hele familien

og du må godt råbe med

Underviserportræt

114

Corona Things

Kaserneperspektiv

De studerende synes...

Debatindlæg

118

Sansernes afgrundsdybe rus

Indtil vi ses igen...

121

“Et herligt skue! Men ak, kun et

Når polerne bytter plads, tager kvinderne over

117

KulturFokus: Goethe, romantik og dannelse

skue!” Løse ender 40

124

Pompeii - en romersk provinsby in

Tysklands grønne romantik og økologiske Werther

love

136

Romersk elegi

Forfærdelig lykkelig

139

Forever Young: Werther er blevet ung igen

Tema: Manifest 56

Manifest (digt)

J’accuse Julemanden...!

Ny Jyske lov

Society rules: A manifesto for real

141

gieskabet 144

ARKIVGULD: Manifest for Litteratur-

146

Musicalens Manifest

Pirogmanifestet

”Når en mor har født sit barn, sker der noget radikalt med hende”

149

historie X 77

At samle problemerne, når alting rives fra hinanden

fucking men 76

Tour de Chambre sidder lige i kolle-

I Avantgardemanifester møder man gæster til prætentiøse fester

151

Tema for næste nummer

LED E R

Minkgate & Manifester Så blev 2020 også året, hvor Nordjyl-

helt ekstraordinær, kan man alligevel

land blev udråbt som det nye Wuhan,

undre sig over, hvorfor konkursbegæ-

og hvor Danmark på få dage mistede

ringen af Fredericia Teater og Jazzhus

sin status som førende minkimperium

Montmartre i København ikke kan

i Europa. En lastbil taber de inficerede

fremkalde den samme sympati, og

mink på stribe hele vejen til Randers,

hvorfor disse kulturelle institutioner

og traktorer kører i hobetal over Sto-

ikke karakteriseres som ’livsværker’.

rebæltsbroen for at demonstrere mod

Arnold Busck er også gået nedenom

det faktum, at deres livsgrundlag og

og hjem, og man taler om, at kulturen

livsværk er blevet revet væk for øjnene

bløder som følge af Coronakrisen. På

af dem, inden de kunne nå så meget

trods af, at flere af Danmarks vigtigste

som at pelse de dødsdømte mink. Le-

kulturinstitutioner desperat råber om

deren her skal ikke handle om grund-

hjælp, er der ikke megen sympati at

lovsbrud, men om de tårer, Mette

hente hos regeringen, der blot under-

Frederiksen fældede forleden, da hun

streger, at vi kan finde al den kultur

besøgte en minkfarm og blev kon-

vi har brug for i en håndboldhal eller

fronteret med konsekvenserne af den

ved at lytte til Absolute Music 2. Hvor-

igangsatte masseaflivning. Statsmini-

for skal problemerne have pels, før

steren undskylder for det rodede for-

vi smider nogle penge efter dem og

løb, og er tydeligt berørt af de påvirke-

fælder en tåre? Hvor mange blødende

de minkavlere der må tage afsked med

kulturinstitutioner går der på én død

deres virke og økonomiske grundlag.

mink?

De bliver lovet kompensation, og partierne på højre såvel som venstrefløjen

Som studerende på et æstetisk fag

udviser en enorm grad af sympati og

kan den danske kulturs fremtid se

medfølelse for de mennesker, der har

sort ud, set i lyset af årets begiven-

bygget et liv op om erhvervet – uanset

heder. Igen og igen må vi ryste på

om de principielt er for eller imod min-

hovedet ad vores ikkeeksisterende

kavl. Det skal de have, fordi minkavl

kulturpolitik, og krybe ned under dy-

er deres livsværk (det er ordet, der

nen med Den Unge Werther, og andre

går igen). Selvom minksituationen er

fiktive bekendtskaber hvis lidelser vi

LE DE R kan spejle os i. Ja, tanken er tilta-

ikke er en amerikansk problemstilling,

lende, men på VISIR har vi en anden

men findes i de narrativer vi møder

løsning! Det er (igen) blevet tid til at

alle steder i vores hverdag, endog i

sætte vores lid til manifestet. Som

vores toppolitikeres taler. Du kan også

Niels Offenberg har udtalt i forbindel-

bare læse Musicalens Manifest, bragt

se med KBHlæser, er manifestet en

her i VISIR #89, sammen med en

genre, der dyrker utopien og idealet.

håndfuld andre fantastiske manifester

Det er en genre, der gør den abstrakte

om blandt andet pirogger, julemanden

fremtid konkret, og som for alt i ver-

og Jylland – på redaktionen har vi til-

den vil bryde med nutidens systemer.

med skrevet vores eget manifest, som

Samtidig er manifestet en genre, der

du kan læse på side 8. Det er tid til

peger på kunstens relevans i samfun-

at dyrke utopien om en lysere fremtid

det – og er der noget, vi har brug for,

(forhåbentlig en nær en af slagsen), og

er det en kulturrevolution der bryder

insistere på en anerkendelse, der er

ud af håndboldhallen, og som insi-

en mink værdig. Skulle du dog være

sterer på sin egen væsentlighed. Joy

mere tilbøjelig til at læse Goethe un-

Mogensen og Co. kan få kulturen til at

der dynen bebrejder vi dig ikke. Fak-

lyde som et drys krymmel på toppen

tisk er ”Goethe, romantik og dannelse”

af den overbagte bradepandekage der

dette nummers KulturFokus, og vi

er vores liv; et friskt, men unødvendigt

lover, at det også bliver følelsesladet,

pust, som vi kan spare væk som det

og en smule aktivistisk – her kan du

første i en krisetid. Det, de overser, er

blandt andet læse en artikel om Den

tydeligvis, at kulturen og kunsten ikke

Unge Werther og skovfældning. God

nødvendigvis er abstrakt og verdens-

læselyst!

fjern, men reflekterer alt hvad de gør. Inden den næste boghandel lukker,

// Rebekka Bundgaard, ansvarsha-

vil jeg anbefale at købe Pestens År af

vende chefredaktør

Daniel Defoe (1722), så I kan erfare, at regeringens coronahåndtering har uhyggeligt meget til fælles med pesthåndteringen i 1600-tallet. Eller læs Chimamanda Ngozi Adichies Americanah, og bliv bekræftet i, at racisme

REDA K T I ON E N A N B E FA L E R

Redaktionen anbefaler At gå ned til Dyrehaven, få en kop kaffe og klappe et dådyr, hvis ikke det klapper dig først At købe klimavenlige julegaver (f.eks. i genbrug) At skrive dit eget personlige manifest for 2021 At ringe til nogen, du holder af, og fortælle dem det At skrive under på borgerforslaget “Ophæv loven om nedrivning af almene boliger og afskaf de såkaldte ‘ghettolister’” At tage en dyb indånding, når du over julen skal hjælpe alle boomer+ med teknologien At tage på ARoS og se den nye Jonah Freeman og Justin Lowe udstilling ‘Colony Sound’ og blive lettere ‘creeped out’ At spise masser af æbleskiver i din nye flyverdragt, mens du ser Love, Actually for tredje gang At sætte musik i ørene, hvile panden mod et vindue og lade som om, du er med i en musikvideo At tage fem masker på og besøge dine bedsteforældre At sørge for at få masser af D-vitamin eller sol (as if, du bor jo i Danmark!) At finde den hellige gral, de vises sten og ungdommens kilde, før det er for sent At være stolt af, du ikke fryser ihjel i din sovepose-dunjakke At vædde på, at Dronningen siger årstallet (2021) forkert i nytårstalen At gå på toilet, blive siddende i flere timer og reflektere over dit liv At holde juleferie! (den mundtlige eksamen kan godt vente lidt) At sende en kærlig tanke til alle de mennesker, hvis højtider der ikke blev taget hensyn til under lockdown At købe nytårstøjet en størrelse større, så der er plads til den ekstra julevægt At klæde sig ud som Julemand og lave parkour

RE DAK TIONE N ANB E FAL E R

Redaktionen anbefaler ikke At starte en diskussion om mink med en vegansk svensker At gå udenfor i frostvejr med vådt hår At slække på corona-anbefalingerne ligesom Søren Brostrøm At blende æbleskiver, flormelis og syltetøj og drikke det som en smoothie on the go At spritte fødderne af At købe den billigste gløgg i pap og lave vaniljekranse på gefühl At tro 2021 bliver bedre end 2020 uden aktivt at gøre noget for det At udsætte dine eksaminer til sidste øjeblik (kom i gang!) At kysse døde mink (eller at tage dem med hjem som julegave) At give din svagelige bedstemor en minkfrakke i julegave At prøve at bygge en snemand uden sne At hidkalde spøgelser (og dog) At fyre krudt af til nytår uden sikkerhedsbriller At tro på, at dit nytårsforsæt kommer til at holde At fortælle et barn, at julemanden ikke findes At glemme at købe snacks til eksamenslæsningen At føle skyld over at spise for meget i december At tro, at nyt notitsgrej kan hjælpe dig med at tage bedre noter At tømme din julekalender i den første uge af december (eller starte baglæns fra 24) At være synligt ulykkelig over de julegaver, du fik (med mindre det var en mink)

MAN I F ES T

VISIRs Manifest VISIR er Kasernens fællesæstetiske tidskrift - af og til de studerende. I VISIR er ordet frit. Alle bidrag er velkomne, uafhængigt af emne, stil eller genre. Vi tager eksempelvis både imod akademiske artikler, kreative bidrag, anmeldelser og debatindlæg. Engagement er det vigtigste kriterium. VISIR tilbyder de studerende et seriøst rum til både kreativ og faglig udfoldelse, uden skelen til fagbegrænsninger - og ikke mindst mulighed for at få feedback fra fagfæller. VISIR sigter efter et ambitiøst niveau, både blandt skribenter og redaktører, og vi lægger derfor vægt på den personlige og faglige udvikling. VISIR har som mål at fremme det sociale miljø på Kasernen, samt mindske afstande både mellem studerende og undervisere og mellem studerende indbyrdes. VISIR vil motivere de studerende, ikke kun til at skrive, men også til at tage del i det studiemiljø der omgiver dem.

MANIFE ST

STU DI E LI V

Ny hed s overb lik

Siden sidst… Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie …har vi ikke lavet andet end at snak-

seksuel chikane og corona-nedluknin-

ke om mink og matriark Mettes styre.

gen for de studerende. Det er blandt

Men hvorfor er det, der er så meget

andet også den undersøgelse politi-

smitte blandt de mink? Det er så-

kerne tager udgangspunkt i, når de

mænd, fordi de mingler for meget. Ja,

laver politik om uddannelse. Så den er

en eller anden indledning skal jeg jo

vigtig!

lave – velbekomme. Lad os skynde os videre fra dette grufulde ordspil og

Univalg

se, hvad der ellers er sket af relevan-

Den 10-12 november var der valg på

te ting for os kasernitter siden sidste

universitetet til Studienævnene, Be-

blad.

styrelsen og ph.d.-udvalgene. Trods mulighed for indflydelse gennem disse

Temperaturregulering i lokaler

demokratiske processer var der blot

Som et led i AU’s klimastrategi for at

en stemmeprocent på 16%, hvilket er

reducere universitetets CO2-udled-

det laveste siden 2012. Den lave stem-

ning, har man besluttet, at lokalerne i

meprocent antages at skyldes Corona.

efterårs- og vintermånederne fremover skal opvarmes til blot 21 grader. Så

Corona

hvis I har undret jer over, hvorfor hele

Som en anden perifer og påtrængen-

holdet er begyndt at gå i sweatre, er

de ven er Coronaen her stadig. Vi

dét grunden.

må fortsætte med at signalere vores manglende lyst til at interagere med

Studiemiljøundersøgelse

denne ’ven’ ved forsat fra den 29/10

Hvert 3. år laver AU en studiemiljø-

at bære mundbind på AU, når man

undersøgelse, og det er nu tid igen.

færdes mellem lokaler og sidepladser.

Denne undersøgelse er nu indlejret i

Hvis man har behov, kan man som

en større landsdækkende undersøgel-

regel også blive testet uden tidsbestil-

se fra Uddannelse- og Forskningsmi-

ling i Uniparken ved Sø-auditorierne i

nisteriet, hvor man som noget nyt har

weekenderne. Det er dog kun for folk

inkorporeret spørgsmål om sexisme,

uden symptomer.

Foreni n g s por træ t

S TU DIE LIV

Foreningsportræt: KaserneRevyen Fuckfingeren til samfundet Af Fabian Lenk, Litteraturhistorie Kasernen er hjem for de æstetiske fag. Selvfølgelig har vi også en revy her på stedet. Men hvis I er som jeg, eller Søstjernen Patrick, og lever under en sten er det ikke umuligt, at I ikke ved meget om KaserneRevyen. I dette interview med Gustav Andreas Berg og Vanessa Schmidt Bachmann vil VISIR undersøge hvad for en størrelse KaserneRevyen egentlig er. Vil I lige præsentere jer selv? Hvem er I

er en mulighed for at lave noget re-

og hvad er jeres funktion i Revyen?

lativt studierelevant men også sjovt. Alle der godt kan lide at lave teater,

Vanessa: Jeg læser dramaturgi på

musik, kostumer, scenografi og sådan

Kasernen, og det er mit andet år i

noget, får lov til at gøre det her. Det er

KaserneRevyen som skuespiller. Det

fedt, at det ikke kun er en lukket lille

er også det, jeg var sidste år, og det vil

gruppe, men at alle fag på Kasernen

jeg fortsætte med at være.

får mulighed for at være med.

Gustav: Jeg har en bachelor i musik-

Gustav: Revy generelt er en genre

videnskab, og lige nu holder jeg pause

for sig og på mange måder ligner det

mellem bachelor og kandidaten. Jeg

en musical. Men en revy er alligevel

har været med i KaserneRevyen, siden

helt anderledes. Jeg tror, man kan

jeg startede i 2016. I år er jeg formand

kalde det for en grim udtryksform.

for vores bestyrelse og synger kor i

Det er der hvor skuespillerne tør at

bandet. Tidligere har jeg både været

være grimme. Hvor musicals er meget

lydmand og kapelmester, og sidste år

pæne, poleret og heltene vinder altid,

har jeg også prøvet at være skuespil-

er det sådan i revyen, at der ikke er

ler. Så jeg har prøvet lidt af hvert.

nogen helte, der er kun antihelte, sjove karakterer. Det er også vores måde

Hvad er Revyen?

at være en kritisk stemme i samfundet på. Netop, fordi vores revy favner

Vanessa: Revyen er et samlingspunkt,

så mange forskellige fag, er der ikke et

for de fag der læser på Kasernen. Det

internt fokus. Vi laver ikke sjov med

STU DI E LI V

Forenings p or t ræt

underviserne eller med det materiale

et manuskript i hånden og få at vide,

man har på kunsthistorie, for så fatter

at det er det man skal opføre. Her må

fire ud af fem deltagere ikke, hvad det

vi selv være med til at komme op med

er der foregår. Derimod er vi meget

jokesene og udvikle de her scener.

orienteret ud mod hverdagslivet og

Gustav: Man kan sige, at vores proces

samfundet. Jeg synes, at det er mega

i år er lidt anderledes, end den plejer

fedt, at ens forældre kan komme og se

at være. Normalt er man aldrig i tvivl

det, og de også synes, at det er sjovt

om der bliver en revy, men i år har det

ligesom alle os andre.

virkelig været et gennemgående tema,

Vanessa: Revyen prøver også at favne

at vi fra starten godt havde vidst, at

alle aldersgrupper, så både vores yng-

det er usikkert, om det overhovedet vil

re søskende kan komme ind og se det,

være muligt at opføre en forestilling.

samt vores bedsteforældre.

Fra start af havde vi derfor understre-

Gustav: Revy bliver ret hurtigt til pik-

get hvor vigtigt det er, at man har det

og-patter-humor, men det synes jeg

sjovt i processen. For hvis man kun er

ikke vi er så slemme til… Sidste år var

med på grund af målet, eller de socia-

lidt slem. Men i år tror jeg ikke, at vi

le aktiviteter, så giver det måske ikke

får så meget af det med.

så meget mening at være med, fordi, som Vanessa sagde, kan vi ikke mø-

Hvad er det I er i gang med lige nu?

des alle i Revyen. For vi er omkring 50 i hele Revyen, men er delt op i mindre

Vanessa: Vi har lige haft en øveweek-

grupper, der godt kan mødes. Normalt

end, hvor vi desværre ikke kunne

er det dog sådan at man kan mingle

samle os alle, men måtte øve i vores

lidt på kryds og tværs, så man virkelig

grupper. I skuespiller/instruktør/

møder hinanden og oplever, at det er

dramaturgi-hold-et har vi været i

et stort projekt, og det måtte vi aflyse

gang med at øve sketches, tage hul

i år. Men når det er sagt, arbejder vi

på manuskripter og også været i gang

videre og lige nu, tror jeg, vi alle naivt

med at materialegenerere, siden der

håber på, at vi i januar får lov til at

er nogle sketches, der ikke er helt

sætte det hele sammen. Vi har pre-

færdigskrevne. Det er fedt som skue-

miere omkring den første februar, og

spiller, også at kunne være med til at

der er ingen der ved hvordan verden

udvikle materialet og ikke få stukket

ser ud på det tidspunkt, men lige nu

Foreni n g s por træ t

S TU DIE LIV

krydser vi bare fingre og håber at vi

lægge budgetter.

må være inde på scenen. Vi arbejder

Vanessa: Hvis man er skriftlig kreativ

også på alternative løsninger, enten

kan man også være med til at skrive

gennem at filme det, eller spille det for

manus. Man behøver nærmest ikke

hinanden.

engang at dukke op. Man kan ind-

Vanessa: Uanset hvad så er processen

sende det man har og er med på den

der sjoveste og det som man, eller jeg,

måde. Der er mange ting man kan

også er med i Revyen for. At der ikke

være med til og man behøves ikke at

kommer et produkt i slutningen ville

være den vildeste syerske til at kostu-

være lidt ærgerligt.

mere. Vi søger efter folk der har lyst til at være med.

Hvordan kan man egentlig være med?

Gustav: Vi holder et infomøde lige

Og hvilke kvalifikationer skal man

efter sommerferien i forbindelse med

medbringe?

studiestarten og det er rigtig meget der man kan tage hen, for at stifte

Gustav: Man skal som udgangspunkt

bekendtskab med Revyen og finde ud

have en forbindelse til Kasernen. Vi er

af hvad man melder sig ind i.

en revy for folk der går her, men der er blevet set undtagelser. I bandet har

Hvor meget arbejde er det egentlig?

der for eksempel været en fra datalogi, fordi han spillede et instrument som

Vanessa: Det kommer meget an på

vi ikke kunne undvære. Når det er

hvilken gruppe man er med i og hvil-

sagt, så kan alle være med. Revyen er

ken position man vælger at varetage.

en stor produktion. Der er mange må-

Som skuespiller er jeg op på otte timer

der man kan bidrage med. Hvis man

om ugen. Vi øver to gange om ugen i

ikke er den store skuespiller er det

fire timer. Det gjorde vi ikke lige fra

måske ikke det man skal gå efter, men

starten. Der øvede vi kun en gang om

vi har også brug for dansere, folk til

ugen. Jo tættere man kommer på, og

kostumer og scenografi. Hvis man er

desto mere lysten stiger, bliver det

mere en administrativ person, eller in-

flere timer. Vi har, som sagt, også lige

teresseret i PR, er der også forskellige

haft en øveweekend, så er der er ret

poster der. Produktionsledelse findes

meget man lægger i det, men jeg tror

også, samt bestyrelsen, hvis man vil

at jeg taler for alle, hvis jeg siger, at

STU DI E LI V

Forenings p or t ræt

vi synes at det er sjovt og, at det er en fed fritidsaktivitet. Jeg nyder det,

Er der noget andet I synes jeg burde

uanset hvor mange timer jeg bruger

spørge om?

på det. Gustav: Der er forestillinger i starten

Vanessa: Måske noget omkring hvor-

af februar og ugen indtil forestillinger

dan vi når frem til vores titler hvert år,

vier man næsten hele sit liv til fore-

eller hvad de er baseret på.

stillingen. Der kan man regne med at

Gustav: Ved du det?

være der fra ti til otte i hvert fald. Når

Vanessa: Nej. Det er ikke fordi jeg har

det er sagt, så er det meget forskelligt

et konkret svar, men oftest så er Re-

hvad man lægger i det.

vyen denne her – det lyder måske lidt hårdt, men – fuckfinger til samfundet

Har Revyen nogle store ambitioner for

og/eller råb om hjælp, hvor vi påpeger

de kommende år?

de ting der er sket i løbet af året man har været igennem. Nu er vi så heldige

Gustav: Jeg tror det helt store mål

at der er sket en vild masse i 2020 og

lige nu bare er at gennemføre forestil-

vi har masser af materiale. Det er også

lingen og overleve. Vi har ikke nogle

der tanken ligger bag titlen, som i år

langsigtede mål. Lige nu er det mest

er ”Genstart”, som er denne lille pun

langsigtede mål at komme hen over

til…

Corona-virussen. Revyen har kørt i

Gustav: Verden.

næsten 15 år og vi er gode til at over-

Vanessa: Ja, og det forgangne år.

levere fra år til år. Mange ting kører

Gustav: Måden titlerne bliver udar-

næsten af sig selv. Vores mål er at ud-

bejdet er ellers at brainstorme, og i

vikle i det små. Vi har ingen vision om

år har der været masser af ting man

at revolutionere hele revyverdenen,

kan tage fat i og ideen titlen stammer

men vi vil gerne være den bedste revy

fra var egentlig titelideen ”Ctr+Alt+-

her i Aarhus. Jeg ved, at der er flere

Delete”, som vi ikke valgte, selvom

andre der påstår, at de har den bedste

jeg synes at den måske endnu bedre

revy, men det synes jeg ikke. Jeg er

illustrerer denne sidste udvej; ”lad os

måske meget biased, men det er det,

lige genstarte her”. Sidste år hed den

vi arbejder på: at overlevere et stadigt

”Er der en voksen tilstede?”, hvor det

bedre produkt år efter år.

var sådan, at politikerne på Christi-

Foreni n g s por træ t

S TU DIE LIV

ansborg ikke opførte sig som voksne. Året inden hed den ”En grøn affære”, som var en måde at snakke om klima og bæredygtighed. Det er også vores måde at sætte ting på dagsordenen. Så siger jeg tak for det. Vanessa: Selv tak. Gustav: Selv tak.

STU DI E LI V

Alletiders (budgetvenlige) julegaver til hele familien Af Clara Louise Carlsen, Litteraturhistorie Ved du heller aldrig hvad du skal for-

Far

ære din gamle farmor? Ender du altid

Mount København af Kasper Colling

med at købe julegaver d 22/12, fordi

Nielsen (Bog&Idé til 99,95)

du er stresset over eksamen? Kan du

Lyngby Glas Whiskyglas (Imerco til

heller aldrig få SU’en til at række til

99,95 for to)

alle de fine gaver du gerne vil forære

Personlig læder-nøglering med ind-

væk? Frygt ej! Her kommer en udførlig

graveret navn (nøgleringeriet.dk fra

liste over gode og billige gaveidéer! På

49,95)

listen finder du både personliggjor-

Bedstemor

te gaver, men også konkrete bud på

Spiselige blomster af Anemette Olsen

smukke og fede gaver der er lige til at

(Bog&Idé til 99,95)

købe – alting til under 100kr.!

Bjørn Wiinblad Linette Fyrfadsstage (Imerco til 99,95)

Mor

Personlig fotokalender for 2021 med

Gips af Mathilde Walter Clark

billeder af dig og hendes andre børne-

(Bog&Idé til 49,95)

børn (photobox.dk fra 64,95)

Karmameju Charcoal Sponge (Magasin til 89,95) Pilgrim Lucia øreringe (Magasin til 99,00)

Bedstefar Fugle ved foderbrættet af Detlef Singer (Bog&Idé til 49,95) Boska Explore Ostekniv (Imerco til 69,95) Personligt krus med billede af dig og hans andre børnebørn (photobox.dk

S TU DIE LIV fra 44,50) Ældre søskende Ikoniske Cocktails af Jesper Schmidt (Bog&Idé til 99,95) Bodum rejsekrus (Imerco fra 49,95) Weleda Skin Food (Magasin fra 75,00) Yngre søskende Mindful Malebog af Emma Farraons (Bog&Idé til 49,95) HAY Color Crate kasser (Magasin fra 39,95) Kebab sokker (Scharwarma.dk til 89,00) Børn Den lille prins Antoine de Saint-Exupéry (Bog&Idé til 99,95) Mamamemo legetøjsmad i træ (Magasin fra 14,95) Uno kortspil (Bog&Idé til 99,95)

STU DI E LI V

U nd er viserpor t ræt

Underviserportræt

Et interview med Jan Løhmann Stephensen, lektor i Æstetik og Kultur Af Line Nørby Jensen, Retorik Har du nogensinde undret dig over,

Hvorfor underviser du på universitetet?

hvem din underviser egentlig er, og hvordan det er at undervise på univer-

Dengang jeg selv var studerende,

sitetet? Med portrætter af forskellige

læste jeg egentlig bare på universi-

undervisere forsøger VISIR at komme

tetet for at få SU, så jeg kunne spille

tættere på menneskene bag undervis-

musik, men da jeg skrev speciale,

ningstimerne. I denne udgave af Un-

blev jeg pludselig grebet af det med at

derviserportræt har vi talt med lektor

forske, da jeg brugte afsindigt lang tid

i Æstetik og Kultur, Jan Løhmann

på at skrive mit speciale, omkring 2

Stephensen, som f.eks. beretter om,

år, og så begyndte jeg at undervise lidt

hvad hans ph.d. omhandlede, hvorfor

som instruktor ved siden af. Jeg blev

han virkelig hader jazz, og hvilket godt

fascineret af universitetet og søgte en

råd han vil give os studerende.

ph.d., som jeg var heldig at få i første

Und e r v i s e rpo r tr æ t forsøg, og 15 år senere sidder jeg her. Det føltes sådan set ikke som et decideret karrierevalg, men jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg hellere vil. Hvad omhandlede din ph.d.? Titlen på den var Kapitalismens ånd

S TU DIE LIV

Navn: Jan Løhmann Stephensen Uddannelse: Bachelor i Litteraturhistorie og kandidat i Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet Undervisningsfag: Lektor i Æstetik og Kultur

og den kreative etik, en omskrivning af Max Webers klassiske bog, Den prote-

med fremdriftsreformen og dimensi-

stantiske etik og kapitalismens ånd, og

onering ligger i samme boldgade. Alle

den omhandlede ironisk nok noget af

de her politiske interventioner som tit

det, jeg arbejder med i dag, nemlig det

virker til at have det primære formål,

prekære arbejdsliv. Specifikt omhand-

at gøre det endnu mere besværligt for

lede den, hvordan vores forestilling om

alle parter. Der er mange benspænd,

kreativitet i alle livets forhold, og især

som triller ned fra Folketinget og Mi-

i arbejdslivet, kan holde os til troen og

nisteriet, som man bliver tvunget til at

gør, at vi stadig er interesserede i at

implementere, også selvom man ikke

arbejde en helvedes masse.

altid er enig. Det er selvfølgelig ikke altid kun skidt, men det skaber nogle

Hvad er den største udfordring ved at

udfordringer.

undervise på universitetet? Hvorfor er lige præcis dit fag relevant? Det er anstrengende at være vidne til humaniora-bashing, også selvom

Set fra mit perspektiv er det en god

det ikke er noget, der påvirker mig

uddannelse, fordi man lærer at forstå

i mit arbejdsliv. For det påvirker jo

kunst og kultur og vores æstetiske

jer som studerende. Jeg synes, at

hverdagspraksisser både i kulturelle,

vi sender vores studerende ud med

samtidsorienterede og historiske sam-

kompetencer, så det er en mærkelig

menhænge. Vores studerende bliver

samfundsdiskurs at være vidne til.

dygtige til at erhverve sig mere viden

Derudover synes jeg, at hele cirkusset

og se hvordan det, de arbejder med,

STU DI E LI V kan passe ind i en bredere sammen-

U nd er viserpor t ræt merting.

hæng end bare kunstfeltet. Man kan vel (uden at lyde alt for kognitivistisk,

Hvad er din yndlings musikgenre?

haha) sige, at det er en form for kognitiv optræning i at navigere i en kom-

Jeg har jo selv en forleden musikkar-

pleksitet.

riere bag mig. Jeg er sådan en indie-rock type, så det vil primært være

Hvad er det mest givende ved at un-

noget guitarbaseret musik med en lille

dervise?

smule kompleksitet, uden det begynder at lugte for meget af musikkonser-

Efter at have haft online undervisning

vatoriet. Og så hader jeg virkelig jazz,

i foråret, er det ekstremt rart at træde

det er simpelthen for prætentiøst for

ind i et rum, hvor der er nogle men-

mig.

nesker, få noget feedback og skabe nogle diskussioner. Den menneskelige

Hvad er din yndlingsdrink?

kontakt er virkelig fed! At møde mennesker som har andre ideer og menin-

Jeg kan godt lide mousserende, der

ger end en selv, hvor man skal forsøge

ikke er sådan noget Cava eller Prose-

at overbevise dem om, hvorfor noget

cco. En specifik drink ville nok være

er vigtigt eller rigtigt, er enormt beri-

Moscow Mule, for den er ikke for sød.

gende. Derudover har jeg flere gange

Men jeg kan også godt lide øl. Jeg har

set mennesker rykke sig, fra når de

ingen fine fornemmelser på den måde,

starter på studiet, til de skal skrive

bare jeg ikke skal høre jazz imens.

speciale, og den udvikling er sindssygt interessant at følge med i. Der er vir-

Hvad laver du, når du ikke underviser?

kelig nogle studerende, som har gang i nogle fede ting.

Jamen, jeg har en familie og et hus, det er jo fast arbejde. Min kollega

Hvad er din livret?

og svigerfar siger altid: Et hus og en have, så er man jo af lave”. Derudover

Alt der er grillet! Både kød og grøntsa-

cykler jeg landevejscykling i en cykel-

ger der er skambrændt over åben ild,

klub, så jeg er en af de der mænd i alt

bare fordi det er sådan en dejlig som-

for kropsnær lycra, der drøner rundt

Und e r v i s e rpo r tr æ t

S TU DIE LIV

på landevejene. Det har jeg gjort i 25 år. Og så spiller og skriver jeg stadig lidt musik engang imellem, men det er bare for min egen skyld. Hvad er dit bedste råd til de studerende? Det er sgu svært. På den ene side har man lyst til at sige: Husk at nyd det! Hav det lidt sjovt! Men på den anden side har jeg jo også lyst til at sige: Husk nu at tage det seriøst og knokkel med det! Det er så privilegeret at være studerende og blive serveret nyt stof hele tiden, så det vigtigste er nok, at man husker at være nysgerrig både fagligt og socialt. Prøv ikke kun kræfter med et eller andet specifikt emne, man har interesseret sig for siden gymnasiet. Man skal turde forsøge sig med nye kompetencer!

STU DI E LI V

E ssay

Corona Things Af Ninna Grethe Schrøder, Litteraturhistorie På en klippe langt væk sidder der en

gud som fulgte mig rundt, men det

pige. Hun er nu blevet vakt til live.

var mig selv som blev enormt stærk på den her tur. Den dag jeg kom hjem

Hun har valgt at tage ud på eventyr.

fra turen og var inde i en ”jeg kan alt,

Først en flyvetur til Tallinn og derefter

som jeg sætter mig for” boble, blev jeg

en lang bustur igennem nøgne skove

ramt af nyheden om, at vi ikke skul-

med den nedadgående sol i baggrun-

le møde op på universitetet de næste

den. Da hun ankommer til den lille by

par uger. Mange af de mennesker jeg

Tartu, bliver hun mødt af en intens

lige havde mødt på turen, tog direkte

kulde og der er en lang gåtur til kolle-

hjem.

giet. Den store trekrygsæk sidder som et skildpaddeskjold, og da hun skal

Pigen på klippen har det som om det

være der i over fem måneder, er den

store åbne hav både vil angribe hende

pakket til randen og benene er lige ved

og er ligeglad med hende. Der er ikke

at give efter. At tage ud på egen hånd

en sjæl at se, og der er fuldstændig

er en stor udfordring, men det har

stille. Hun har valgt at tage ud på

vakt mig til live. Pigen er nemlig mig,

eventyr og bliver vakt til live samtidig

og nu var der ingen kæreste eller ven

med, at verden lukker ned. Indeni føl-

som jeg skulle gå i hælene på, fordi

te jeg, at det hele kunne være en test

vedkommende havde styr på gps’en.

for at se, hvor ensom jeg egentlig kun-

Det at have ansvar for mit eget liv

ne være. Det åbne hav stiller ingen

vakte mig til live. Det samme gjorde

krav, men giver heller ingen fingerpeg

alle de smukke oplevelser som fulgte

om, om jeg skal gå eller blive.

på mit Erasmus ophold. En lille måned inde i eventyret tog jeg til Lapland

Havet er for mig det kollegieværelse

med Erasmus netværket, de planlagde

med gule grimme møbler og fire grå

at vi kunne se nordlys og køre med

betonvægge, som jeg tilbragte knap tre

hundeslæde. Igen, jeg gjorde det helt

uger i. Starten på de tre uger var d.

selv og fantastiske ting foregik uden

15 april, og på det tidspunkt har der

tryllestøv. Det var ikke en fe eller en

været en pandemi i min verden siden

Essay

S TU DIE LIV

d. 12. marts 2020. Jeg blev ramt af

det var blevet opdaget af myndighe-

Corona. Sådan fysisk ramt. Med tab

derne. Politiet patruljerer nu ude på

af smags- og lugtesans. Men egent-

gangen. Det er et fængsel. Jeg kan kun

lig mest med tab af frihed. Jeg havde

finde ud af at overleve, hvis jeg ikke

drømt om at se noget andet, men alt

tænker for meget over situationen, men

jeg så var de fire grå vægge. På de tre

bare tænker fra det ene Skype møde til

uger blev nogle af de her ord til:

det næste.

Nu er vi alle sammen under lockdown,

Lige nu sidder jeg og tænker på, hvor

og det føles som at være i et fængsel.

meget jeg trænger til lidt balsam for

Der er ikke noget, som har mindet mig

sjælen. Et venligt og velkendt ansigt.

så meget om et fængsel som det her.

En person, der sagde til mig; Ninna,

Det smalle vindue på værelset kan

nu er det hele i orden igen og du kom-

knapt åbnes 5 centimeter, og årstiden

mer bare med mig ud. Alle er søde

skrider fremad udenfor, uden jeg kan

imod mig og jeg får vigtigst af alt; nogle

følge med i luftens forandringer. Jeg

krammere til at stille hudsulten. Jeg

går i dvale. I dag fik vi fængselsmad

får krammere af alle dem jeg elsker, og

i hvide flamingo bakker, og det smag-

vi er et sted, hvor der ikke kan ske os

te forfærdeligt. Boghvede med cock-

noget, og hvor ingen lægger os for had,

tailpølser. Boghveden smagte som

fordi vi er blevet smittet. Vi kan alle

let fordærvet mel, og jeg kunne heller

sammen sagtens gå ud og være frie,

ikke lade være med at sammenligne

og der er ingen pandemi. I min balsa-

den med snot. Den boghvede bliver

mering af sjælen har jeg faktisk planer

starten på et had til de hvide bakker.

igen og ved, at jeg skal nyde øjeblik-

De ankommer uden for døren, hvor

ket, for om lidt skal jeg noget andet. I

kondens og madrester siver ud og gør

modsætning til nu, hvor jeg ikke aner,

bakkerne blødere og blødere afhængigt

hvornår jeg skal lave noget uden for

af, hvor længe de står derude. Nogle

mit værelse igen. Hvornår jeg med god

gange bliver der også lagt sedler uden

samvittighed kan være sammen med

for døren med nye restriktioner om,

nogle venner, og vi kan larme, danse,

hvordan vi skal opføre os. Nogen af de

kramme, spise og snakke sammen.

indelukkede på kollegiet havde forsøgt

Hvornår kan vi feste igen? Hvornår

at hejse mad op igennem vinduet, og

må jeg få lov til at gå i skole igen og

STU DI E LI V

E ssay

være sammen med folk, der ikke kigger

bare det at komme ud og få nogle nye

mistænksomt på mig. Jeg ved godt det

indtryk efter at have været indelukket

kommer til at tage lang tid før vi igen

de sidste par uger, var helt vildt dræ-

kan være helt normale over for hin-

nende. Den første dag blev alle flamin-

anden, men jeg har af en eller anden

go bakker smidt ad helvede til, og jeg

grund en tanke og et håb om, at jeg får

bestilte den største pizza, penge kun-

det bedre, når jeg ser min familie igen.

ne købe. Tænk at spise en pizza efter at have været udenfor i den friske luft

Med tiden indså jeg, at Estland og

– og det var blevet forår.

Corona havde lært mig ikke at følge efter, men at stikke ud. Aldrig i mit liv

Det hav, der før var omkring pigen

vil jeg igen have at andre tager beslut-

på klippen, har fået flere formationer.

ninger for mig, nu vil jeg tage ansvar

Klipper dukker op overalt med nye

for mine beslutninger og gennemføre

muligheder, og det gør ikke noget, at

dem. Ellers så lever jeg bare på andres

havet ikke har alle svar, for gemt inde

bekostning, og selvom det virker nemt,

i pigen var der ikke flere spørgsmål.

så er det så hult. Det er så tomhjernet at følge efter som et får. Så der en

Nu kan det kun gå fremad og klichéen

balance imellem at være alene og være

”man kommer stærkere ud på den

afhængig af de andre.

anden side” hører sig vist til her.

Det var nogle af de tanker som tiden gik med. Endelig fik vi at vide, at vi kunne komme ud af karantænen! Så det endte med 2 uger og 5 dage i karantæne. Det var vidunderligt – totalt paradis og en drøm jeg havde tænkt på så længe! Bare det at kunne gå en tur, alle lyde og indtryk var nye og så smukke! Så gik vi ud og drak et glas rødvin. Efterfølgende var jeg godt nok træt, fordi

Kaserne p e r s p ek ti v

S TU DIE LIV

Kaserneperspektiv Vagtskifte på Kasernen

Af Amalie Bjarnø Rasmussen, Dramaturgi Artillerikaserne, besat af tyskere,

par ‘ældre søskende’ i Aarhus. Den

bombet af englændere, telegrafregi-

ene er Rytterikasernen på Vester Allé

mentsbesidder, potentielt punker-bo

(opført 1875-1878), som består af de

og universitetscampus – kært barn,

bygninger, der nu huser Musikskolen

dog på 131 år, har mange navne, og

samt udlejningslokaler i det tidligere

nu kan du få svarene bag kælenavne-

Ridehus (opført 1860), hvor jeg en-

ne.

gang var til et ret lækkert Espresso Martini-arrangement (som tiderne dog

“Jeg var på Kasernen i går,” er en

skifter!). Den anden var Infanterika-

sætning, der for mig mere end én gang

sernen på Høegh-Guldbergs Gade, der

har fået hoveder til at vende sig. Især

som den mellemste i søskendeflokken

når man ligner en blød humanist, har

blev opført mellem 1875-1879. De to

næsepiercinger og pandehår og på en

ældre kaserner husede byens rytteri-

god dag udviser den samme hårdhed,

og fodfolk, men på vores kaserne hav-

som den slappe soldat i Mulan. Men i

de de ‘gøpperne’ (soldater-jargon for

dag er Kasernen for mange et symbol

gevær). Rytteri- og Infanterikasernen

på de æstetiske fag. Den består af en

var ‘helsøskende’ og blev tegnet af en

hyggelig gård med træer, små forelæs-

hvid, ældre mand, der hed C.E. Lange,

ningslokaler, instrumenter, der ikke

og som var byrådsmedlem og arkitekt.

kan fjernes, medmindre man fjerner

Med hensyn til vores kasernes fader

en mur og sale skabt til kreativ udfol-

er vi lidt ude i et Mamma Mia-scena-

delse, som i dag alt sammen er en fast

rie med adskillige fædre, da den blev

del af Kasernens identitet. Men det

tegnet af både arkitekt Sophus Frede-

har langt fra altid været sådan.

rik Kühnel (1851-1930) og ‘Mr. Triple Threat’ Agathon Just Müllertz (1842-

Tre kaserner fødes

1909), som var arkitekt, byrådsmed-

Vores kaserne, som oprindeligt hed

lem og overbanemester.

Artillerikasernen, blev bygget for snart 132 år siden i 1889. Kasernen har et

STU DI E LI V

Kas ernep er s p ek t iv

Ingen varme bade før 1965 Hovedbygningen ud mod Langelandsgade bestod af tre etager plus kælder og loft. I kælderen var der marketenderi, hvor soldaterne kunne købe varer såsom tobak, mad og drikkevarer. I stueetagen var der undervisningslokaler og kontorer og 1. og 2. etage samt loft var til soldaterne. Biblioteket og Vildanden blev benyttet som bl.a. idrætssal og stalde. Store og Lille Sal var ridehus og senere opbevaringshal for tanks og andet godt. Efter besættelsen var Kasernen i dårlig stand. Der blev ikke indlagt varmt

“Soldater i nattøj”, 1956. Fotograf

vand før 1965, så de 109 rekrutter,

Bent Brodersen, Aarhus Arkiv.

som på det tidspunkt deltes om ét baderum med kun fire brusere (hvor

er, bombet af The British Royal Air

man i 1971 fandt flere svampekolonier

Force. Disse bomber ramte også Ka-

i gulvet), havde indtil da startet deres

sernen, hvor 50 tyske soldater døde,

dag på ægte influencer-det-er-SÅ-

to staldbygninger samt værksted blev

godt-for-dit-hår-vis med et koldt bad.

fuldstændig ødelagt og hovedbygningen også fik bank. Kasernen blev

Tyskerne kommer

renoveret efter krigen, men forholdene

Alt åndede mere eller mindre fred og

var stadig uhumske for soldaterne.

ro på Kasernen indtil d. 9. april 1940, hvor tyskerne besatte Kasernen alle-

Kasernens kæledyr

rede om aftenen. De opførte træbarak-

Det var ikke kun mennesker, der

ker i gården, som blev stående indtil

boede på Kasernen - der har været et

universitetet overtog bygningerne i

par kæledyr i årenes løb. Den ene var

1993. På halloween aften i 1944 blev

en tam råge ved navn Klaus Raage,

Gestapos hovedkvarter, som lå i de

som var rekrut i 1961. Den sov i stue

omkringliggende universitetsbygning-

6, barak 15 og var bedste venner med

Kaserne p e r s p ek ti v

S TU DIE LIV

menig 142 ved navn Erik Timmer-

til paraderne. Han absenterede (læs:

mand. Klaus Raage spiste wienerbrød

forsvandt) tre til fire gange, og det var

og drak også gerne øl med de menige,

en alment kendt ‘hemmelighed’, at

men kun Timmermand kunne komme

Klaus havde svært ved at indordne sig

i nærkontakt med rågen. Den ban-

under militærets disciplinære levemå-

kede på alle døre og vinduer for at

der. I 1964 var det slut for Klaus med

komme ind til Timmermand, hvis den

at leve det søde maskotliv på fuld tid.

ikke var nået indendørs inden sovetid.

Han havde taget på og blev sat i arbej-

Timmermand endte med at tage Klaus

de med at trække en lille vogn rundt

Raage med sig hjem til Hammel.

med lagner, håndklæder og diverse

Det andet kæledyr var en lille shet-

omkring på Kasernen.

landspony, der også hed Klaus. Han kom i forlængelse af at Jydske Tele-

Livet som rekrut

grafi Regiment flyttede ind på Kaser-

Det var hverken med havremælk eller

nen 1951. I 1960 blev Klaus døbt i gul

håndsprit, da Kasernen husede re-

sodavand og tildelt rollen som maskot.

krutter. Der var rotter under gulvene,

Klaus var indskrevet som tjenestegø-

frosne vandrør, brændevinen lå til af-

rende, hvilket betød han også stod ret

køling i tagrenden og øvelserne foregik på Vester Eng, hvor blå fingre kastede med håndgranater og kravlede gennem mudderet for 12,5 kr. om ugen (i 1951). Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt bukserne var for lange eller støvlerne for små, men nærmere hvorvidt dine ben var for korte og dine fødder for store. Dog var ikke alt kæft, trit og retning samt søde ponyer. I 1952 blev 10 soldater hjemsendt. Det gjorde de fordi de d. 11. februar 1952 pryglede

“Ponymaskot Klaus med fans”,

Oversergent Peitersen, pga. han efter

1961. Fotograf Børge Venge, Aar-

sigende havde systematisk mobbet og

hus Stadsarkiv.

forfulgt dem. “Soldateraffæren”, som

STU DI E LI V

Kas ernep er s p ek t iv af BZ’ere i november 1981 efter den var blevet rømmet. Derefter måtte hun lade livet for nye universitetsbygninger (festlighederne varede en måned). Hjemme på vores kaserne, seks år senere i 1987, var det kun det Jydske Telegraf Regiment og Vestre Landsdels Kommando, som var tilbage på Kasernen. Derudover var det ikke just en

“Soldater på forældre- og idræts-

favorabel bygning at besætte, da der

dag”, 1969. Fotograf Jørn Timm,

var fjernet el, vand og varme fra de

Aarhus Arkiv.

øverste etager.

medierne kaldte det, endte med at de 10 soldater måtte et par måneder i fængsel, og Peitersen blev fyret. Punkerne kommer (måske) Militæret forlod langsomt Kasernen i løbet af 1970’erne. I ‘78 forklarer en artikel, at Aarhus for første gang i 419 år ville stå uden menige soldater inden for dets bygrænse. Dog blev det først i 1988, at Aarhus stoppede med at være en garnisonsby, da det var året Jydske Telegraf Regiment pakkede sine ting og forlod Kasernen. Bekymring spredte sig i Aarhus om, hvorvidt de gamle kaserner, der lang-

“Afskedsparade”, 1961. I baggrun-

somt blev tømt, ville blive til et ‘nyt’

den bygges de øvre etager i nuvæ-

Christiania. Det skete dog ikke. Vores

rende Det Kgl. Bibliotek. Fotograf

kasernes storesøster på Høegh-Guld-

Jørn Timm, Aarhus Arkiv.

bergs Gade blev kortvarigt overtaget

Kaserne p e r s p ek ti v

S TU DIE LIV

Hvad skulle det blive til?

ranbilsmuseum, bingo- og spillehal,

I slut 80’erne og start 90’erne begynd-

brandværnsmuseum, øvelokaler for

te tovtrækkeriet. Hvad skulle der ske

musikere, militærhistorisk museum,

med Kasernen? Skulle hun nakkes,

kræmmermarked-hal eller cirkusskole

som sin søster, eller bevares? Og hvis

for bare at nævne nogle få!

hun blev bevaret, hvad skulle hendes formål så være? Bjarne Ørum fra de

Nye rekrutter

Radikale og Thorkild Ibsen fra SF var

I 1993 endte det dog alligevel med, at

forkæmpere for at bevare de gamle

Aarhus Universitet overtog Kasernens

bygninger, da de anså bygningerne

bygninger og de æstetiske ”dilettan-

som en del af Aarhus’ kulturhistorie.

ter”, om man vil, flyttede ind. Man kan

Dog mente Ibsen langt fra, at univer-

argumentere for, at dem der ønskede

sitetet skulle overtage Kasernen, og

et kulturhus, fik deres vilje indirekte

at det i stedet skulle være til gavn for

gennem os – Kulturens Vogtere. Så

kulturlivet i Aarhus. Journalist Knud

send en kærlig tanke til alle de gamle

Esmann var imidlertid af en ganske

rekrutter, hver gang du vasker hæn-

anden overbevisning og skrev i Aarhus

der i varmt vand eller nyder synet af

Stiftstidende i 1989:

træer frem for besættelsens barakker.

“Disse sikkert velmenende folk med åh-så-rigtige meninger tåler ikke at se en kornsilo, et vandtårn, en banegård, eller et pakhus, uden at det gamle bras kræves omdannet til et hus for andre dilettanter. Der findes ingen vaccine mod denne senromantiske virus.” Aarhus søgte råd hos dets borgere for at finde ud af, hvad skæbnen skulle være for Kasernen. Selv om de mest prominente idéer var, at den enten

“Rekrutter indskrives”, 1954.

skulle blive til ungdomsboliger eller

Fotograf Bent Brodersen, Aarhus

overdrages til universitet, kom der dog

Arkiv.

også andre bud såsom at lave et vete-

STU DI E LI V

De s t ud erend e sy nes

De studerende synes…

Om den søde juletid… Nåååår nej, om læseferie og eksamensangst! Af Cecilie Bøgh Pedersen, Retorik , Clara Louise Carlsen og Ninna Schrøder, Litteraturhistorie Kan du mærke det? De mørke morge-

om der har været lidt meget at se til

ner, den friske vind, de smukke jule-

på studiet på det sidste.

lys på Strøget og duften af æbleskiver i KaserneCaféen! Ja, du kan så… Og

Cecilie: Enig! Min studiegruppe og jeg

hvad betyder det? Jul!? Nej, ikke som

har dog lige afleveret første halvdel af

universitetsstuderende hvor december

en eksamen i dag, så det føles allerede

som bekendt står i læseferiens tegn…

som om, vi er lidt af vejen.

Men frygt ej, vi har på de følgende sider samlet alle de bedste tips til at

Clara: Ej, hvor dejligt! Hvor har I som

overleve den kommende periode!

gruppe siddet og arbejdet?

Clara: Nå piger, vi skal jo have lavet

Cecilie: Vi har egentlig bare siddet her

den der artikel vedrørende gode råd til

i KaserneCaféen, hvor vi også sidder

læseferien.

nu. Det har fungeret rigtig godt for os, da vi synes, det er dejligt, at der

Cecilie: Ja! Hvordan synes vi egentlig,

er kaffe og friskbagte boller indenfor

den skal udformes? Skal det være en

rækkevidde.

lang brødtekst eller mere i stikord? Clara: Det forstår jeg sørme godt – Clara: Hvad med vi bare snakker lidt

uden mad og drikke duer helten ikke.

om vores egne erfaringer, og ser hvor

Ninna, hvor plejer du at sidde og ar-

det bringer os hen?

bejde i læseferien?

Ninna: God idé! Er I egentlig klar til

Ninna: Jeg sidder tit og arbejder på

jeres eksamener?

Det Kongelige Bibliotek på den gamle læsesal, da jeg elsker stemningen og

Clara: Ja, det synes jeg faktisk, selv-

alle de flotte gamle bøger. Hvad med

De st ud e re nd e s y nes

S TU DIE LIV

dig?

samarbejdet omkring den opgave var,

Clara: Fedt, der er også vildt smukt,

at der hele tiden var tre andre, der

faktisk. Jeg arbejder egentlig tit der-

var lige så godt inde i problemfeltet

hjemme, men ellers sætter jeg mig

som én selv, og som derfor kunne give

nogle gange ned på LynFabrikken i

konstruktiv feedback. Det var rart, at

Vestergade, som er en arbejdscafé.

de andre helt konkret kunne sige ting som ”nu er det afsnit altså færdigt - læg det fra dig” og ”du skal måske

Byens bedste læsepladser

genoverveje din sidste pointe på side

• Kaserne Biblioteket

44 – den passer ikke helt til vores pro-

• KaserneCaféen

blemstilling”.

• Det Kongelige Bibliotek • Læsesalene i Nobelparken

Clara: Ja, jeg er meget enig. Det var

• Dokk1

dejligt at have nogle medstuderende,

• Café Mellemfolk

der hele tiden kunne både opmuntre

• LynFabrikken

og have et kritisk blik. Og derudover

• Godsbanen

var det selvfølgelig skønt med godt

• ARoS’ læsesal (dog med billet

selskab!

eller årskort) Ninna: Ej, nu glæder jeg mig jo helt til at komme i gang med vores fælles Ninna: Spændende om vi så kan blive

eksamen, Clara.

enige om et godt sted at arbejde, når vi skal skrive eksamen sammen i ja-

‘Du-er-god-nok’

nuar, Clara.

• Byt opgave med en medstuderende løbende - det er en god

Clara: Lad os håbe, det bliver vores

måde at få noget god feedback

eneste problem! Cecilie, nu har vi to

på og blive mindet om, at din

jo faktisk skrevet bachelor sammen -

egen opgave er fin!

hvad synes du var det fedeste ved den proces?

• Få en anden til at læse slutkorrektur på opgaven • Nogle gange skal man kigge på

Cecilie: Jeg synes, det klart bedste ved

STU DI E LI V

sin opgave med friske øjne! Gå en tur, drik en kop kaffe eller se et afsnit af en serie og vend så tilbage til computeren igen • Vær ikke bange for at spørge om hjælp fra dine undervisere og medstuderende • Hvis du har det svært, så snak med dine studievenner om det! Det er helt i orden, vi er alle sammen i samme båd • Du gør, det bedste du kan! • … Og det er helt okay at græde i badet: filosofisk overvejelse du kan gøre dig imens; hvis du ikke kan se dine tårer, græder du så overhovedet?

De s t ud erend e sy nes

Strukturér din tid! • Lav en madplan og få handlet ind til hele ugen, så du ikke skal stresse over aftensmaden hver dag • Lav en plan for læsning og skrivning… Men husk dog at inspiration kan komme på mange tidspunkter, så slå ikke dig selv i hovedet hvis ikke du overholder din plan til punkt og prikke • Hold fri en dag eller to om ugen! • Ses med venner der ikke læser samme uddannelse! Det er både sundt og sjovt at snakke om noget helt andet end eksamen

Clara: Det gør jeg helt bestemt også! Jeg glemte helt at sige, at når man arbejder i gruppe, er man også nødsaget til at overholde deadlines, og det er godt for min arbejdsmoral. Det er rart, at have sin tid struktureret sådan, at man også kan tillade sig at holde fri

• Find det tidspunkt på dagen, hvor du arbejder allerbedst og udnyt det - om det så er klokken 7 om morgenen eller klokken 3 om natten! • Husk dine fritidsinteresser og sæt tid af til at dyrke disse.

fra eksamen indimellem. Cecilie: Hvor mange eksamener har I Ninna: Ja, det er også virkelig vigtigt

egentlig dette semester?

for mig at kunne holde fri, ellers bliver jeg helt skør.

Ninna: Vi har to større skriftlige opgaver - en i december og en i januar. Så

De st ud e re nd e s y nes

S TU DIE LIV

det er ret overskueligt! Cecilie: Ja! Lad os se, om vi kan finde Cecilie: Så har I ligefrem tid til en vel-

et par stykker her i KaserneCaféen,

fortjent juleferie med familien?

der kunne have lyst til at hjælpe!

Ninna: Ja, heldigvis! Hvad skal I

Clara: Hov, husk mundbind!

egentlig ellers lave i december? Har I nogle planer om coronavenlige julefro-

Cecilie: Gud ja!

koster? Clara: Jeg skal til en enkelt lille jule-

Gode overspringshandlinger

frokost med to af pigerne fra studiet,

• Bag julekager og del dem med

da man jo virkelig skal huske at hygge sig, på trods af eksamen.

din studiegruppe • Ryd ud i dit klædeskab og aflever dit aflagte tøj til din lokale

Ninna: Ja, det skal man nemlig! Jeg har faktisk ikke nogle planer om ju-

genbrugsbutik • Køb julegaver til alle dem du

lefrokost, men jeg har inviteret nogle

har kær (tjek julegaveguide på

veninder til æbleskiver og gløgg i mid-

side 16 for SU-venlige gaver)

ten af december, så vi alle sammen har noget hyggeligt at se frem til.

• Gør din ovn rent… Det ved vi alle sammen godt, at du ikke har gjort før ;-)

Clara: Ej, det lyder også vildt hygge-

• Læs Visir fra ende til anden

ligt!

• Ring til dine bedsteforældre de bliver så glade!

Cecilie: Skal vi få skrevet nogle af alle de ting, vi har snakket om, ned?

• Se Love Actually på Netflix (igen, igen) • Forsvind ind på Wikipedia-sider

Ninna: Ja, god idé! Vi kom da også

og opdaterer dig selv (gennem

vidt omkring, men skal vi måske lige

tvivlsomme kilder) om alt fra

finde et par andre studerende og høre,

Amerikansk politik til den Rus-

om de har et par gode tips til at over-

siske Zarfamilie

leve eksamensperioden?

STU DI E LI V

De s t ud erend e sy nes

”Hvad er dit bedste tip til at overleve eksamen/læseferien?”

Mia, Kunsthistorie: ”Pauser! Jeg arbejder i 45 minutter, og så holder jeg pause. Husk at treat yourself: stå i badet i en halv time eller gå en tur, få noget frisk luft og få nye indtryk. Derudover er det grundet Corona sværere at sidde andre steder end hjemme, så der skal være rent og pænt derhjemme.”

Jesper, Litteraturhistorie: ”Gå en tur. Jeg bor lige mellem Botanisk Have og Universitetsparken, så jeg tager min formiddagstur i Botanisk og min eftermiddagstur i Universitetsparken for at følge solens gang. Derudover kan jeg heller ikke finde ud af at skrive sent om aftenen - når jeg læser det dagen efter, er det aldrig godt!”

De st ud e re nd e s y nes

S TU DIE LIV

Emma, Dramaturgi: ”Jeg plejer altid at strukturere min tid, så jeg arbejder fra ét tidspunkt til et andet, og så holder jeg fri. På den måde kører jeg ikke død i det. Læg en tidsplan og hold dig til den. Så kan man også planlægge buffertid til sidst. Husk at lave noget andet end kun at sidde og læse op. Strukturer din tid, så du også kan leve ved siden af.”

Amanda, Litteraturhistorie: ”Husk at elske dig selv. Man kan virkelig være hård mod sig selv. Bare få opgaven lavet og se det som et stykke arbejde, du laver, hvor du gør dit bedste, men det er, hvad det er. Adskil din egen person fra det du skriver.”

STU DI E LI V

Deb at indlæg

“Er der ligestilling på Kasernen?” - A work in progress..? Af Nanna Overgaard Stage og Sigurd Vemmelund Jørgensen, Musikvidenskab I forbindelse med den seneste og 88.

titlen “Findes sexisme på Kasernen”

udgave af Kasernebladet VISIR blev en

og vores umiddelbare reaktion var af

spørgeskemaundersøgelse om sexisme

stor begejstring. Hvilket spændende

på Kasernen delt via Facebook. Ud fra

og relevant emne at undersøge. For-

den blev der i Amalie Bjarnø Rasmus-

målet med undersøgelsen var, som det

sen og Line Nørby Jensens artikel,

fremgik af opslaget, “at få målt pulsen

Kaserneperspektiv - Er der ligestilling

på dette emne lokalt på Kasernen.”

på Kasernen?, bl.a. konkluderet, at

Efter at have besvaret undersøgelsen

“sexisme ikke er et gennemsyrende

stod vi dog begge med ensklingende

problem på Kasernen, og at der er

oplevelser af, at adskillige af spørgs-

respekt og tolerance på tværs af køn-

målene var formuleret ganske unuan-

nene.” Det er naturligvis beroligen-

ceret og manglede mulighed for uddy-

de og dejligt at høre. Men derudover

belse.

udtrykte skribenterne, der i øvrigt

Hovedproblemet ved undersøgelsen er

repræsenterer redaktionen på VISIR

at “sexisme” ikke defineres på noget

som såkaldte “graverredaktører”,

tidspunkt. Når man laver kvantitative

deres vision om, at “Man kan håbe,

undersøgelser, som denne primært er,

at denne generation af Kasernestude-

er det vigtigt at tage højde for eventu-

rende viderebringer de gode værdier til

elle misforståelser, der kan opstå. En

arbejdsmarkedet og holder debatten

af disse var i dette tilfælde “hvad er

ved ilden.” Vi er ikke enige i saglighe-

sexisme?”. En definition af “sexisme”

den af disse udtalelser og har af den

ville derfor have været på sin plads.

grund valgt at forfølge sidstnævnte

Ydermere ville en begrebsmæssig

appel med dette debatindlæg.

bevidsthed om forskellen på “sexisme” og “ligestilling” have været velkom-

“Findes sexisme på kasernen?”:

men, da forholdet mellem begreberne

På VISIRs Facebook blev meningsmå-

flere steder i både spørgeskema og

lingen delt i et opslag med

artikel optræder uklart. En anden metodisk overvejelse, der kunne have

De bat i ndlæg

S TU DIE LIV

været relevant at komme ind på i

de ansatte? Til fest eller forelæsning?

artiklen, er, at personer, der i forvejen

Sådanne nuanceringer kunne have

finder “Ligestillingsdebatten vigtig og

været med til at belyse undersøgelsen

relevant”, måske er mere tilbøjelige til

bedre.

at udfylde spørgeskemaet, end andre

Spørgsmålene i spørgeskemaet er for-

typer blandt Kasernens studerende og

muleret på en måde, der i nogen grad

ansatte. Dermed kan undersøgelsens

uhensigtsmæssigt generaliserer be-

repræsentativitet betvivles.

svarelserne. Eksempelvis spørgsmålet,

Artiklen konkluderer bl.a., at “sexisme

“Der skal være værnepligt for kvin-

ikke er et gennemsyrende problem på

der”, som kan besvares på en skala

Kasernen”. Dette gøres på trods af, at

fra “Helt enig” til “Helt uenig”. Hvert et

samlet set 14% har svaret “Ja” eller

svar på denne skala rummer eksem-

“I nogen grad” til, at de “har været

pelvis ikke forbehold for informantens

personligt udsat for sexisme på kaser-

holdning til værnepligt helt generelt.

nen”. Da der ikke fremgår nogen enty-

Idet informanten generelt er mod

dig afklaring af, hvad der menes med

værnepligt (uafhængigt af køn), kan

“sexisme” eller hvilken form for sexis-

et “Helt uenig”-svar modvilligt fremstå

me, der har været oplevet, leveres der

som et udtryk for, at vedkommende

ikke nogen fornemmelse af, hvor reelle

er imod (total) ligestilling, hvilket ikke

problemer, vi på Kasernen egentlig

nødvendigvis er hensigten. Et andet

står med mht. sexistisk adfærd. For

eksempel står ved spørgsmålet, “Bør

at imødekomme denne uklarhed,

mænd modtage mere i løn end kvin-

kunne man fx eksplicit have skelnet

der” (som i øvrigt er helt udeladt af

mellem verbal og fysisk sexisme og

artiklen?), hvis generelle formulering

kommet ind på i hvilke situationer og

gør, at besvarelserne reelt bliver ubru-

relationer, den sexistiske adfærd har

gelige, da spørgsmålet kan tolkes på

fundet sted. Var det f.eks. et verbalt

flere måder. Formuleringen mangler

udtryk, der reproducerede en uheldig

en præcisering af, at vi fx potentielt

antagelse vedr. stereotyper, diskurser

har med “for det samme stykke arbej-

og/eller normer baseret på køn? Var

de” at gøre.

det en kropslig, grænseoverskridende handling? Var det mellem studerende? Studerende og undervisere? Blandt

STU DI E LI V

Deb at indlæg

Løsningsorienteret forslag: akade-

om, hvorvidt der skal være kønskvoter

misk oplysning

i udbudt forskning og bag kunstfesti-

På trods af vores kritik af undersøgel-

vallers programmer. Man kunne have

sen, vil vi gerne pointere, at vi synes,

opsøgt feministiske entusiaster på de

I har gjort et udmærket forsøg på at

forskellige Kasernefag og skitseret,

tage tematikken op på Kasernen og

hvad man taler om i undervisningen

anerkender, at det er en svær opga-

i de respektive fag, når det handler

ve. Desværre kan undersøgelsen ikke

om feminisme, sexisme og/eller lige-

stå alene pga. div. mangler. Derfor

stilling. En anden interessant pro-

kunne man i stedet havde valgt, at

blemstilling at forfølge kunne være at

artiklen skulle have et akademisk

skitsere kønsfordelingen på tværs af

og oplysende formål - både om den

Kasernens uddannelser og undersø-

stikprøve, undersøgelsen er udtryk

ge, om dette fortæller noget i et stør-

for, men især også om ligestillings-

re perspektiv og ift. besvarelserne af

og sexismedebatten generelt. Dette

undersøgelsen.

forsøges også i artiklens anslag via

Der var utallige muligheder for at

tidslinjen med “vigtigste højdepunk-

vinkle dette emne på en relevant

ter [i debatten] i 2020”. Dette oprids

måde, men dem forsømte I. Hvad der

forholder sig dog desværre kun på et

kunne have været en mulighed for at

overfladisk niveau. Vi ser det som en

oplyse læseren blev til et halv-dårligt

spildt mulighed for at oplyse læserne

forsøg på at lege kvasiakademiske

om en vigtig og aktuel debat, der lige

graverjournalister. Dejligt med jeres

nu gennemsyrer samfundet. For netop

initiativ, og godt forsøgt, VISIR, men

at give artiklen et oplysende formål,

det her er altså en ommer. Eller må-

kunne man bl.a. have inddraget facts,

ske rettere, som dette debatindlægs

definitioner, eksempler, rapporter og

titel peger i retning af: a work in pro-

statistik på/om sexisme og ligestilling.

gress..?

Disse kunne tilmed blive udvidet med Kaserne-relevante perspektiver, som kunne give debatten en drejning i retning af de områder, der især vedrører de fagområder, som vi selv er kvalificerede debattører i. F.eks. spørgsmålet

Kalend e r

S TU DIE LIV

Indtil vi ses igen… Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie … sker der sgu ik’ så meget. Man kan

til at etablere os selv og alt det, som

håbe, studiemiljøundersøgelsen vil

de ledende ‘voksne’ i 30-40-50-årsal-

give universitetsledelsen et wake up

deren allerede har fået lov at etablere

call. At drive en uddannelsesinstituti-

uden restriktioner. Gad vide, hvad der

on uden socialt liv vil få fatale konse-

sker, hvis dette rum ophørte med at

kvenser i længden. Både for de stu-

eksistere? Hvilke mennesker får man

derendes mentale ve og vel, men alle

ud af det? Det er vi jo ved at finde ud

undersøgelser viser også, at høj faglig-

af.

hed er afhængig af høj social trivsel.

Men det er jo bare strøtanker, for jeg

Sjovt selvsamme undersøgelser viser,

kan ikke med god samvittighed lade

at høj sociale trivsel ikke er afhængig

spalteplads gå til spilde, nu hvor der

af høj faglighed. Det burde jo skabe

ikke er nogle arrangementer, jeg kan

stof til eftertanke - for hvilken funk-

fylde den her kalenderfunktion ud

tion har uddannelsesinstitutioner så

med. Om ikke andet kan jeg informere

egentligt i samfundet, hvis det er den

om, at vi har læseferie, det er jul og

sociale trivsel, der er afgørende for

måske må vi ikke holde nytår. Men

fagligheden og ikke omvendt? Kunne

det ved I nok i forvejen. To vigtige ting

det tænkes, at uddannelsesinstituti-

kan I dog se frem til:

onernes samfundsfunktion ikke blot er som konkurrenceevneforbedrende

Kasernerevyen: Genstart. Forhå-

politisk/økonomisk værktøj, men at

bentlig premiere primo februar.

det også har en afgørende menneskelig og eksistentiel samfundsfunktion?

Deadline VISIR#90 d. 14/02 2021

Måske viser disse undersøgelser, at uddannelsesinstitutionerne faktisk

Semesterstart primo februar.

også varetager et eksistentielt rum, hvor unge individer får plads og lov til at danne sig selv, deres personlighed og identitet samt sociale relationer? Med andre ord: et rum, hvor vi får lov

VISIR # 2

ARKIVGU LD

ARK LØ S EI VG E NUDE LDR

Akad emisVISIR k ar t ikel #2

Forfærdelig lykkelig

En analyse og diskussion af Sara Ahmeds kritik af lykkeidealet som undertrykkelsesredskab Af Amanda Jespersgaard Guldberg, Litteraturhistorie Lykken er ikke altid lykkelig. Tværtimod. Sådan lyder hovedpåstanden i værket, The Promise of Happiness. fra 2010 af britisk-australske Sara Ahmed, feministisk akademiker og aktivist. Ahmed problematiserer lykkeidealet set fra en feministisk og queer-teoretisk synsvinkel, men det er den fænomenologiske tilgang til lykkebegrebet, der bliver hendes præmis for at rejse den samfundskritik, at lykkeidealet, som vi i stigende grad måler og italesætter, undertrykker og marginaliserer kvinder i almindelighed og lesbiske i særdeleshed.

En grundlæggende pointe hos Ahmed er, at hvad enten vi forstår lykke

som en følelse, en omstændighed eller en bevidsthedstilstand, må den betegnes som et fænomen, der knytter sig til, tja, fænomener. Forstået på den måde, at lykkelig er noget man bliver, og glæde er en følelse, man får – lykke er altså ikke iboende i subjektet, men noget udefrakommende. Med Ahmeds ord: “To be ‘made happy’ by this or that is to recognize that happiness starts from somewhere other than the subject.” Det er den erkendelse, som danner udgangspunktet for Ahmeds teori om “happy objects”, som hun præcist og nøgternt opsummerer således: “Happiness involves affect (to be happy is to be affected by something), intentionality (to be happy is to be happy about something), and evaluation and judgment (to be happy about something makes something good).” Med andre ord har oplevelsen af lykke tre aspekter: a) følelsesmæssig påvirkning, b) intentionalitet (altså “rettethed” mod et fænomen) og c) vurdering.

I sin artikel ‘Orientations: Toward a Queer Phenomenology’ forelægger

Ahmed en queer-fænomenologisk metode. Som argument for relevansen af den fænomenologiske metode i forhold til queer-kritikken, skriver hun bl.a.: “Phenomenology makes orientation central in the very argument that consciousness is always directed toward objects and hence is always worldly, situated, and embodied.” Citatets kontekst er selvsagt en anden, men det kunne meget vel være taget ud af The Promise of Happiness. En ting, der er gennemgående i

Akad e mi s k ar ti kel

LØS E E NDE R

værket, er nemlig betoningen af subjektet og det rum, subjektet er situeret i – fysisk såvel som socialt. Ahmed argumenterer for, at de fænomener, som vi selv vælger at gøre til vores nære sfære, er fænomener, som vi associerer med lykke. Når vi påvirkes af et fænomen på en ‘god’ måde, orienterer vi os mod det fænomen, som vi definerer som godt. Ydermere er det ikke kun fænomenet i sig selv, vi retter os mod, men også det, der omgiver fænomenet. Ahmed påpeger, at “orientations register the proximity of objects, as well as shape what is proximate to the body.” Lykke spiller altså en afgørende rolle for, hvordan subjektet orienterer sig i og dermed også erfarer verden.

Igennem værket bruger Ahmed betegnelsen “happiness means” for hvil-

ken funktion, fænomener har i et lykke-perspektiv. Begrebet dækker over en form for intersubjektivitet og betegner den idé, at visse fænomener over tid vil bringe lykke til subjektet, underforstået at lykken er et endepunkt, og at disse fænomener er fælles for alle. I begrebet ligger imidlertid, hvad Ahmed kalder “anticipatory causality”, som betyder, at vi forbinder visse følelser med visse fænomener – også uden selv at have fortolket fænomenet retrospektivt. Fænomenologien som motor Maurice Merleau-Ponty, én af fænomenologiens bannerførere, skriver i ‘Hvad er fænomenologi?’, at “netop fordi vi fuldt ud er sammenhæng med verden, kan vi kun gøre os dette klart ved at afbryde strømmen, afbryde vor indforståede medvirken [...] eller sætte den ud af kraft.” Den form for ‘refleksiv tilbageholdenhed’ er et aspekt af Ahmeds metode – og måske endda også et aspekt af hendes sigte med bogen. Hendes teori om happy objects forudsætter nemlig (hos hende selv og hos læseren) en suspension af vores typiske blinde accept af vores omgivelser. Eller med Merleau-Pontys formulering en refleksionsmetode, der ikke er “en trækken sig ud af verden, [...] men en træden tilbage for at se transcendenserne bryde frem, en løsnen af de intentionelle bånd, der knytter os til verden, for at få dem til at træde frem [...].” For at blive i Merleau-Pontys terminologi kan man sige, at Ahmed med The Promise of Happiness løsner den intentionalitet, som jeg tidligere beskrev som et aspekt i hendes teori om happy objects, for på den måde at lade båndene mellem subjekter og lykkens fænomener komme til syne.

ARK LØ S EI VG E NUDE LDR

Akad emisVISIR k ar t ikel #2

Som Merleau-Ponty påpeger, har førstepersonsperspektivet stor betyd-

ning for den fænomenologiske metode. Dette skyldes ideen om, at subjektivitet er forudsætningen for en dybdegående undersøgelse af fænomenerne, idet et fænomen altid fremtræder for nogen. Hvis vi vil forstå, hvorfor fænomener fremtræder, som det de gør, må vi derfor inddrage det eller de subjekter, de fremtræder for. Ifølge Merleau-Ponty reducerer videnskaber som biologien, psykologien og sociologien os til objekter frem for subjekter i udformningen af teorier, der har til formål at forklare os udtømmende – et projekt, han kalder både “naivt og hyklerisk”. Et tilsvarende (om end mindre radikalt) synspunkt finder man hos Ahmed i omtalen af “den nye lykkevidenskab.” Et eksempel er, at flere regeringer er begyndt at supplere måleenheden for værditilvækst BNP med GPI (Genuine Progress Indicator) som led i planen om at gøre lykke og velvære til målbare aktiver og eksplicitte målsætninger. Men at lave statistikker over lykke er indskrænkende. For som Ahmed senere påpeger, er der ingen grænser for, hvor omfattende ideen om lykke er. Som hun skriver, må udgangspunktet for hendes analyse derfor også være hendes egen livsverden, hendes fortid såvel som hendes nutid.

Grundlæggende kan man sige, at den fænomenologiske metode kan be-

tragtes som “en filosofisk analyse af genstandenes forskellige fremtrædelsesformer og i tilknytning hertil som en refleksiv undersøgelse af de forståelsesstrukturer, som tillader genstandene at vise sig som det, de er,” som det lyder hos den danske filosof Dan Zahavi. En sådan definition af den fænomenologiske arbejdsproces harmonerer godt med Ahmeds fremgangsmetode, hvor udgangspunktet er en analyse af de fænomener, vi forbinder med lykke – “happy objects” – og dernæst en undersøgelse af de strukturerer, der (måske) forklarer os hvorfor, det hænger sådan sammen. Lykken ekskluderer I The Promise of Happiness påpeger Ahmed, at den stigende interesse blandt lykkeforskere for at måle lykke mest af alt skaber viden om fordeling af lykke. F.eks. har lykkeforskningen produceret såkaldte lykkedatabaser, der kan lokalisere lykke og dermed fortælle os, hvilke befolkningsgrupper, der er de lykkeligste. Således er det muligt at udpege, hvilke sociale omstændigheder der

Akad e mi s k ar ti kel

LØS E E NDE R

betyder størst mulig lykke – et forhold, lykkevidenskaben betegner som lykkeindikatorer. Et aber dabei herved er ifølge Ahmed, at lykkeindikatorer ikke kun fungerer som målestok for lykke, men også som profetier. For når lykkevidenskaben fortæller os, at vi er mere tilbøjelige til at blive lykkelige, hvis vi lever under et givent socialt forhold, ligger der i udsagnet en implicit opfordring til at indordne sig det sociale forhold.

Som tidligere nævnt opererer Ahmed med betegnelserne “happiness

means” i sin karakteristik af “happy objects”. For at forstå begrebet i et ideologikritisk perspektiv, er det vigtigt at være bevidst om, at fænomener selvfølgelig ikke kun dækker over materielle ting, men også omfatter mere uhåndgribelige størrelser som værdier, forhåbninger og ambitioner. Ligesom lykkeindikatorer har “happiness means” også en prognostisk virkning, forstået på den måde at når lykke lokaliseres blandt bestemte fænomener, omdannes disse til lykkebringende fænomener. Eller med andre ord: visse livsførelser leder til en lykkelig tilværelse. Som Ahmed skriver: “Objects not only embody the good feeling; they come to embody the good life.”

Ifølge Ahmed er den mest betydningsfulde happiness means det hete-

roseksuelle ægteskab. Tesen understøttes af det faktum, at lykkevidenskaben ligeledes udnævner ægteskabet som den primære lykkeindikator. Ideen om det lykkelige ægteskabelige liv implementeres, skriver Ahmed, allerede fra barnsben hos piger gennem diskursen om ‘den lykkelige brud’ og bryllupsdagen som ‘den lykkeligste dag i dit liv.’ En anden beslægtet happiness means er kernefamilien, som også cementerer sig diskursivt, f.eks. i udtrykket ‘én stor, lykkelig familie.’ Som Ahmed påpeger, er kernefamilien et omsiggribende happy object, eftersom den både er et fænomen i sig selv og noget, der cirkulerer gennem andre fænomener: “The family photograph album might be one such object: the picture of the family as happy is one way in which the family is produced as a happy object.” Kernefamilien reproducerer tilmed sig selv gennem både andre fænomener og forventningen om et kernefamilieliv, som går i arv fra generation til generation. Det er en pointe, som Ahmed bl.a. finder dokumentation for i en ideologikritisk analyse af Laurie Colwins roman Happy Families fra 1982.

Som tidligere beskrevet fastslår Ahmed, at lykke associeres med nogle

livsvalg, og i forlængelse heraf konkluderer hun, at vi i vores stræben efter lyk-

ARK LØ S EI VG E NUDE LDR

Akad emisVISIR k ar t ikel #2

ke søger at blive associeret med lykke. Med andre ord søger vi at blive associeret med de associationer, som lykken vækker. Således bliver idealet om lykke en form for tilskyndelse til at stræbe efter f.eks. det heteroseksuelle ægteskab og kernefamilien, og det er et problem, mener Ahmed. For på den måde bliver lykke brugt til at omskrive sociale normer til sociale goder. Og hvad så med dem, der afviger fra normen: kvinder, der ikke ønsker at blive gift, kvinder, der indgår i homoseksuelle ægteskaber, kvinder, der ikke er eller ikke vil være en del af en kernefamilie? Dertil kommer de mennesker, der ikke passer ind i et binært kønssystem. Fordi lykkeidealet er fællesskabsdannende, er det uundgåeligt også ekskluderende, og historien tro er det befolkningsgrupper såsom kvinder og queer-personer, der bliver marginaliserede eller udstødt, når happy objects ikke har den forventede virkning. Som Ahmed skriver: “We become alienated – out of line with an affective community – when we do not experience pleasure from proximity to objects that are attributed as being good.”

Ahmed argumenterer for, at lykkeidealet også kan virke fremmedgørende

på dem, der træffer de ‘rigtige’ livsvalg, hvis de dertilhørende happiness means alligevel ikke indfrier løftet om lykke: “The experience of a gap between the promise of happiness and how you are affected by objects that promise happiness does not always lean to corrections that close this gap.” Skuffelsen udtrykker sig ofte som usikkerhed eller selvhad, bedst opsummeret som “why am I not made happy by this, what is wrong with me?” Ahmed ser altså lykkeidealet som et socialt undertrykkelsesredskab forklædt som en form samfundsutilitarisme. Et ideal, der ophøjer nogle livsstile som rigtige og andre som forkerte; et ideal, der vælger nogle mennesker til og andre fra. Metodiske begrænsninger Ahmed fremlægger med The Promise of Happiness en kulturanalyse, hvis ideologikritiske grundsten trækker på en stor feministisk arv. Kritikken af idealet om den lykkelige husmor er hverken banebrydende eller opsigtsvækkende, men kan tværtimod spores langt tilbage og findes da også udtrykt i utallige skøn- og faglitterære værker, f.eks. hos prominente anden bølge-feminister og -aktivister som Betty Friedan og Gloria Steinem. Også langt inden 1960’erne og 70’ernes feministiske storhedstid er der eksempler på kvinder, som satte

Akad e mi s k ar ti kel

LØS E E NDE R

idealet om hjemlig hygge under lup, ikke mindst i skønlitteraturen. Dét, der imidlertid gør Ahmeds samfundskritik anderledes, er hendes metodiske afsæt. Fænomenologiens sentens, at fænomenerne ikke er blotte fænomener, er fundamentet for Ahmeds spørgsmål, hvad nu hvis lykken ikke kun er god? I den forstand bliver den fænomenologiske metode for Ahmed springbrættet til ideologikritikken, til feminismen og queer-kritikken. Fænomenologien bliver også hendes afsæt til at belyse, hvordan lykkens forståelsesstrukturer helt tilbage til Aristoteles’ tid har formet den måde, hvorpå vi perciperer og orienterer os mod fænomenet lykke. Og vigtigst af alt bliver fænomenologien hendes afsæt for at rejse påstanden om, at idealet om lykke legitimerer undertrykkelse.

Man kan stille det kritiske eller i hvert fald nysgerrige spørgsmål, om

Ahmeds lykkeideal som socialt undertrykkelsesredskab er overhalet af en ny virkelighed. En virkelighed, hvor f.eks. halvdelen af alle unge englændere betegner deres egen seksualitet som “flydende”, som det bl.a. er refereret i dagbladet Informations artikel ‘I dag føler jeg mig lidt mere homoseksuel, end jeg gjorde i går’. Artiklen refererer til en britisk undersøgelse, der i 2015 viste, at hver anden unge brite mellem 18 og 25 år ikke udelukkende betegner sig som homo- eller heteroseksuel, men placerer sig et sted midt imellem – vel at mærke uden at opleve det som et problem.

Også længere tilbage er der mange eksempler på forskning, som anfører,

at seksualitet er et stadig mere (ud)flydende begreb. Weekendavisen bragte allerede i 2010 – udgivelsesåret for Ahmeds The Promise of Happiness – artiklen ‘Fast og flydende’, som refererer en række internationale studier om homo- og heteroseksualitet, f.eks. den amerikanske sexolog, Lisa Diamonds, forskning inden for kvindelig seksualitet. I en af sine undersøgelser har Diamond fulgt 79 kvinder gennem 15 år og hvert andet år bl.a. spurgt til deres seksuelle orientering. Hendes studie viser, at syv ud af ti kvinder i løbet af forsøgsperioden oplevede et eller flere seksualitetsskifter.

Undersøgelserne er ikke i direkte modstrid med Ahmeds argumentation,

men de peger på, at hendes begreb om normativ seksualitet kan være en smule bedaget – overhalet indenom af samfundsudviklingen. Det samme kan man anføre om hendes analyse af Colwins Happy Families fra ‘82 som repræsentant for 2010’ernes kernefamilie. Meget må siges at være sket på de 30 år. F.eks.

ARK LØ S EI VG E NUDE LDR

Akad emisVISIR k ar t ikel #2

inkluderer de flestes ordforråd i dag begrebet regnebuefamilie, som i øvrigt har stået i den danske ordbog siden 2001.

Et andet – og markant anderledes – eksempel, der kan udfordre Ah-

meds kulturanalyse, er et afsnit af Oprah Winfreys talkshow fra oktober 2009, hvor Oprah tog årets lykkemålinger op og med sit kamerahold besøgte verdens lykkeligste folk, nemlig danskerne. “Right off the bat, I was intrigued by Denmark’s take on marriage,” lyder Oprahs stemme som voice-over, mens hun slentrer rundt i Københavns gader med 44-årige Nanna Norup, der er single. Til Oprahs overraskelse fortæller Nanna Norup, at hverken hun selv eller hendes veninder nogensinde har drømt om et stort bryllup, og at hun ikke opfatter bryllup og ægteskab som noget, små piger herhjemme drømmer om. Oprah Winfreys talkshow ligger måske ikke højt på evidensskalaen, for Oprah har ikke forskerens etos, og seerne har ingen sikkerhed for, at casen Nanna Norup er generaliserbar. Men Oprah har ikke desto mindre etos på en række andre væsentlige parametre – f.eks. er hun flere gange kåret som verdens mest indflydelsesrige kvinde, hendes talkshow er det mest sete i verden, og hun er tildelt et hav af ordener og priser, herunder Harvard Universitys æresgrad.

Samlet set er der tegn, ikke beviser, men tegn, på, at Ahmeds teori om

undertrykkende lykkeidealer, bygger på et fundament, som så småt er begyndt at krakelere, fordi det er forældet. Som tidligere nævnt baserer Ahmed i høj grad sin feministiske kønsteori på 1960’ernes og 70’ernes overleveringer og tolker sin samtid fra en subjektiv synsvinkel. Og det er selve begrænsningen ved den fænomenologiske tilgang: at vi alle, også Ahmed, perciperer gennem et filter, der er formet af vores erfaringer og forforståelse med deraf følgende risiko for bias, blinde pletter eller manglende nysgerrighed på de områder, som vi ikke finder meningsgivende. Med The Promise of Happiness eksponerer Ahmed ikke desto mindre lykkeidealets undertrykkende karakter – og hun gør mere end bare det. For Ahmeds sigte med bogen er bl.a. at gøre sig selv til talerør for de ulykkelige, lyseslukkerne, som ikke rummes af lykkens fællesskab. Og her er The Promise of Happiness kun en begyndelse.

Akad e mi s k ar ti kel

LØS E E NDE R

Manifest for killjoys I 2017 udkom Ahmed med Living a Feminist Life – et, som titlen antyder, feministisk værk dedikeret til “the many feminist killjoys out there.” Man kan trække mange paralleller mellem Ahmeds nye bog og The Promise of Happiness. F.eks. gennemsyrer den fænomenologiske tilgang også de refleksioner, Ahmed fremlægger i Living a Feminist Life som illustreret ved titlerne på bogens første tre kapitler ‘Feminism Is Sensational’, ‘On Being Directed’ og ‘Willfulness and Feminist Subjectivity’. Flere af bogens teser er direkte afledt af The Promise of Happiness – f.eks.: “Some things, more than others, are assumed to lead to happiness,” og: “Happiness is a way of being directed toward those things that would or should make you happy.” Og selvom Ahmed i 2017 anerkender, at grænserne for, hvad vi definerer som normalt, i dag er anderledes end i 2010 (“we might today think that heterosexuality is not the only option”), udpeger hun stadig ægteskabet og kernefamilien som de ultimative symboler på lykke.

Den måde, hvorpå bogen adskiller fra sin forgænger, kommer til udtryk,

idet Ahmed rejser spørgsmålet: “What happens when domestic bliss does not create bliss?” Hvor hun før ‘blot’ udstillede lykkeidealets undertrykkende konsekvenser, sigter hun med Living a Feminist Life efter at give et bud på, hvad man som undertrykt skal stille op. Og for Ahmed er feminismen svaret. At man dykker ned i det, hun i The Promise of Happiness kalder ulykkens arkiver, dvs. historier, der handler om at stå uden for lykkens fællesskab, overleveret af dem, der stod eller står uden for lykkens fællesskab. Eller som Ahmed poetisk formulerer det: “When the happiness seal is broken, [...] we begin to hear the ghosts of feminists past. The feminist ghosts clamor around us; they surround us; we listen.” Det er disse feministers spøgelser, hun refererer til, når hun senere tilbyder sin læser følgende definition: “Feminism: how we inherit from the refusal of others to live their lives in a happy way.”

Under arbejdet med Living a Feminist Life oprettede Ahmed i august

2013 bloggen feministkilljoys.com, som hun passede sideløbende med bogskriveriet (og stadig opdaterer i dag). I bloggens første opslag ‘Hello feminist killjoys’ indkredser hun sin læser til den, der “will refuse to look away from what compromises happiness”, “[is] willing to cause unhappiness to follow [their] desire” og endelig “[is] prepared to be called a killjoy, [is] willing to kill joy [and]

ARK LØ S EI VG E NUDE LDR

Akad emisVISIR k ar t ikel #2

[is] willing to participate in a killjoy movement.” Som tidligere beskrevet påtog Ahmed i The Promise of Happiness sig rollen som talsperson for de ulykkelige, lyseslukkerne; tre år senere kalder hun på en samlet bevægelse af killjoys, hvis fælles feministiske projekt er at frabede sig en lykkelig tilværelse, sådan som den defineres af det øvrige samfund.

Living a Feminist Life slutter med kapitlet, ‘A Killjoy Manifest’, en kom-

pakt lille tekst, der, som titlen antyder, er et moderne feministisk manifest, der trækker tråde til Valerie Solanas SCUM Manifesto fra 1967 (dog med en lidt mindre radikal agenda end Solanas: SCUM er et akronym for ‘Society for Cutting Up Men’). Med et sprog, der er lige så slagkraftigt som det synspunkt, der fremlægges, opfordrer Ahmed til at forblive ulykkelig i og over verden, sådan som den ser ud nu. For ulykke er et incitament til oprør, og der er stadig meget at overvinde: It is from difficult experiences, of being bruised by structures that are not even revealed to others, that we begin to rebel. [...] Our bodies become our tools; our rage becomes sickness. We vomit; we vomit out what we have been asked to take in. Our guts become our feminist friends the more we are sickened. We begin to feel the weight of histories more and more; the more we expose the weight of history, the heavier it becomes. We snap. We snap under the weight; things break. A manifesto is written out of feminist snap. A manifesto is feminist snap. Ahmeds manifest er altså et feministisk brud: et brud med de herskende betingelser for vores forestillingsverden. Herhjemme har Informations Forlag oversat konklusionen og udgivet den selvstændigt som Killjoy-manifest i 2018, så også vi danskere kan tilslutte os killjoy-bevægelsen. Måske en dag, mange generationer forude, vil nogen høre Ahmeds spøgelse hvisle: “We are willing to participate in a killjoy movement. We are that movement. Watch us roll.” Litteraturliste Ahmed, Sara: »Hello feminist killjoys!« feministkilljoys [blog], 26.08.2013, https://feministkilljoys.com/2013/08/26/hello-feminist-killjoys/.

Akad e mi s k ar ti kel

LØS E E NDE R

Ahmed, Sara. Living a Feminist Life. Durham: Duke University Press, 2017. Ahmed, Sara. »Orientations: Toward a Queer Phenomenology.« GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies, bind 12, nr. 4, 2006, s. 543-574. Ahmed, Sara. The Promise of Happiness. Durham: Duke University Press, 2010. Cramon, Lærke. »I dag føler jeg mig lidt mere homoseksuel, end jeg gjorde i går.« Information, 3. september 2015, s. 12. Frank, Lone. »Fast og flydende.« Weekendavisen, 1. oktober 2010, s. 8. Merleau-Ponty, Maurice. Om sprogets fænomenologi – Udvalgte tekster. København: Gyldendal, 1999. Winfrey, Oprah (vært): »Oprah Goes to Denmark to Find the Happiest People in the World.« The Oprah Winfrey Show [tv-program]. OWN (Oprah Winfrey Network), USA. Sæson 24, episode 24151. Sendt d. 21. oktober 2009. Zahavi, Dan: »Fænomenologi.« Humanistisk videnskabsteori. Red. Finn Collin & Simo Køppe. København: Lindhardt og Ringhof, 2014, s. 187-222.

TEMA

Digt

Akad e mi s k s a ti r e

TE MA

J’accuse Julemanden…!

Et Neo-Marxistisk Juleman(d)ifest Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Julen er over os! Åh, Julen er over os! Familiehygge med julesang, julekalender med dertilhørende julekonfekt og gløgg i julepyntede omgivelser tilført en ordentlig omgang næstekærlighed pakket ind i julegaver. Åh Jul, du hjerternes fest. Kan det blive mere pladderromantisk? Kradser vi lidt i den sukkersøde glasur på julekonfekten, fjerner den rosenrøde kirsebærsovs fra risalamanden, og smugkigger under de sprøde flæskesvær, så ser vi hurtigt, at det hele er dække for et fundament af råddenskab. Som i Den Lille Pige Med Svovlstikkerne mæsker vi os i materiel overflod, mens små uskyldige mennesker dør på den anden side af klasseskellet grundet mangel på de fornødne materielle goder, som vi netop sidder og mæsker os i til forbrugsfesten. Hvorfor den store diskrepans? Det skal jeg forklare dig: Julen er en verdensomspændende propagandistisk og indoktrinerende fortælling, der skal få os til at æde kapitalismen råt i en gaveindpakning af budskaber om næstekærlighed og fordømmelse af pengegriskhed. Selv den mest inkompetente marxistiske rotte vil med det samme kunne se, at Julen er den største falske bevidsthed, vi er blevet indbildt af den kapitalistiske ideologi. Og i spidsen af dette står ingen ringere end den vederstyggelige superskurk, der er indbegrebet af alt, der er galt i verden: Julemanden! En superskurks oprindelseshistorie Det var ikke kun industrialiseringen, der kørte for fuld udblæsning som en anden polarekspres i 1800-tallet, men en tilsvarende industrikapitalisme hoppede også med på det klimabelastende damptog. Men efter en årrække med kummerlige og dårlige forhold for arbejderne opstod et modsvar i form af socialismen og arbejderbevægelsen, anført af Karl Marx med Det Kommunistiske Manifest. De kapitalistiske liberalister indså hurtigt, at i et oplyst (snart demokratiseret) samfund ville deres vampyriske virksomhedsstrategi ikke holde i længden. Derfor lancerede de i skyggen af den ideologiske krig mellem liberalismen og socia-

TEMA

Akad emisk s at ire

lismen, mellem borgerskabet og proletariatet, virksomhedsejere og arbejdere, en markedsstrategi gemt i et trojansk rensdyr, der på overfladen så uskyldig ud, men indeni gemte på personificeringen af denne gruopvækkende strategi: den vederstyggelige Julemand! Hvis kapitalismens akkumuleringslogik skulle opretholdes, blev man nødt til at sørge for, at efterspørgslen og udbuddet af varer steg konstant. Julen sørger for en konstant efterspørgsel på varer grundet Julegaver. Julen er et stort teaterstykke, der skal sørge for, at efterspørgslen fortsat stiger og man køber nyt, nyt, nyt. Julen og Julemandens popularitet er steget stødt lige siden, og i dag er Julemanden som et Frankensteins Monster blevet en egenrådig superskurk, der ikke længere er kontrolleret af magthaverne i samfundet, men er selve magten! Julemanden er jordens diktator, en konge, en Gud, en vaskeægte Superskurk, og ingen almindelige borgere i verdenssamfundet har opdaget det. Julemandens egentlige operationer er - som en Bond-skurks - i skyggerne. Tror I mig ikke? Så lad os se, hvor mange superskurke-træk Julemanden har: 1. Han har en hemmelig skurkehule. Angiveligt enten på Nord- eller sydpolen eller i Grønland. 2. Han har den nyeste superteknologi i form af genmanipulerede Rensdyr og en Slæde, der kan rejse jorden rundt - på én nat! 3. Han har en ond latter: Ho Ho Ho. Og en skurkagtig, blodrød kappe! 4. Han har et skummelt skæg, godt nok ikke et overskæg, men stadig! 5. Han har små, gemene håndlangere: Nisserne! 6. Han er magtliderlig, korrupt og gør, som det passer ham! 7. Ovennævnte er alle sammen klassiske skurke-træk, men Julemanden inkarnerer faktisk også den moderne skurk: Den heteronormative, ciskønnede, hvide vestlige, rige, arbejdsgivende, midaldrende, patriarkalske boomer-mand!!! Med andre ord: Julemanden ER en vederstyggelig, nederdrægtig, afskyelig og gruopvækkende Superskurk på linje med Blofeld, Thanos og Sauron!

Akad e mi s k s a ti r e

TE MA

Julemandens udnyttelse af Nisserne Den magtposition, Julemanden har i dag, har kun været mulig pga. udnyttelsen af et glemt folkefærd. Et folkefærd, der blev skrevet ud af historien i 1800-tallet, og som Julemanden har udnyttet siden. Nisserne. Fordi arbejderbevægelsen i 1800-tallet primært bestod af mennesker, der af natur er højere end Nisser, gik Nisser som race under radaren ved forhandlingerne om arbejdsvilkår. Der var ingen, der kunne se Nisserne til optøjerne eller strejkerne, da de høje mennesker skjulte dem. Hvis man endelig fik øje på Nisserne, så troede man, de var børn. Nisserne vendte derfor slukøret tilbage til Nord- og Sydpolen, til Julemandens hemmelige værksted (eller skurkehule). Udover konstant at blive chikaneret af deres arbejdsgiver, Julemanden, og racistisk repræsenteret i medierne, så har Nisserne lige siden 1800-tallet ligget under for kummerlige arbejdsforhold- og tider. De arbejder døgnet rundt i december, uden pauser eller andet end risengrød og juleøl som føde. Bedst eksemplificeret af Drillenissen i Bamses Julerejse (1996), hvor han i et følelsesladet øjeblik i sangen Slut med klipperi synger: ”Hurra, nu er jeg sluppet fri / fra julemandens tyranni … Jeg er træt i min klippehånd / af julepapir og gavebånd”. Her ses tydeligt overarbejdet og nedslidningen af Nisserne. Nissernes overarbejde kan få fatale konsekvenser for dem, som eks. i Nissebanden På Grønland (1989). Som en velmenende gerning forsøger Fiffig-Jørgensen at hjælpe Nisserne med at producere julegaverne, men samlebåndets dehumanisering overmander ham hurtigt og overdynger ham symbolsk med gaverne:

Fig. 1. Fiffig-Jørgensen er slået ud af de hårde arbejdsvilkår foran samlebåndet.

Fig. 2. Fiffig-Jørgensen begraves i samlebåndets varer.

TEMA

Akad emisk s at ire

De resterende 11 måneder af året er Nisserne udstationeret i kolde kældre eller loftsrum, hvor, hvis de er heldige, den eneste føde, de får, er lidt risengrød fra menneskene, men selv denne gestus er for børnenes underholdning skyld og ikke Nissernes forgodtbefindende. Hvorfor er de udstationeret, må I spørge? Af den simple grund at de overvåger befolkningens mindste adfærd, for at kunne udforme den årlige Artig og Uartig-liste, der afgør, om man får en gave af Julemanden eller ej. Julemanden har altså fra starten masseovervåget verdens befolkning - længe før Mark Zuckerberg og Facebook. Mark Zuckerberg og Facebook er faktisk Julemandens værk! For Zuckerberg er en Nisse-agent i forklædning. Zuckerberg-Nissen er et eksempel på den tredje slags uhumske og gemene arbejde, Nisserne bliver udsat for, nemlig at udføre al Julemandens dirty work, der skal opretholde hans magtregime. Julemanden har flere militaristiske task-forces der indhenter magtfulde ressourcer. De to mest kendte er Nissebanden, der i ‘89 (cirka samtidigt med murens fald – en tilfældighed? I think not!) var på en hemmelig mission for at finde ønskestenen, der ville opfylde alle ens ønsker. En slags ‘one ring to rule them all’. En anden hemmelig task force er de tre sønderjyske Nisser: Fritz, Günther og Hansi, der skal finde nøglen til Nissernes livgivende kilde: The Playdåse. Selv hvis Nisserne forsøger at gøre oprør, har Julemanden en intern task force, der slår hårdt ned på forræderi. Dette lider Drillenissen i Bamses Julerejse under, hvor han udsættes for konstant, ydmygende falden på halen-tortur af en dominerende Bamse, en queer-Kylling og en alt for ung Ælling. Julemandens hærgen begrænser sig desværre ikke kun til Nisserne, men også klimaet, mødre og børn i Vesten lider under Juleregimet. Julemanden: det sexistiske klimasvin Nissernes pinsler peger frem mod Juleaftensnat, som er et vanvidsdøgn af klimasvinende småkage-frådseri samt verdensomspændende milf-voldtægter og pædofiliringe. Alt sammen udført af den nederdrægtige og skurkagtige Julemand, der får olieindustrien, Jeffrey Epstein og Harvey Weinstein til at ligne kattekillinger i en Katy Perry-musikvideo. Kigger man på de fire mest Co2 belastende handlinger (der udgør 75% af alt Co2-udslip) er det: 1) produktion af energi, 2) industri, 3) landbrug og 4) trans-

Akad e mi s k s a ti r e

TE MA

port. Som storkapitalist bruger Julemanden uanede mængder af energi til sine fabrikker på polerne, der producerer gaver (hvilket er den egentlige årsag til at polerne smelter!). Dernæst går størstedelen af al landbrug til Julemanden, der kan fortære op til 7 milliarder småkager og glas mælk. Og det er bare på én aften! Desuden udskiller de genmanipulerede Rensdyr uanede mængde af metangas (ja, Rensdyr er faktisk den mest klimabelastende transportform). Men også os menneskers julegaveræs forårsager en skyhøj stigning i forbrug og transport. Mens vi venter på posten med pakkerne, gnider vi gnæggende vores grådige hænder og glemmer belejligt Julens jubelidiotiske klimabelastning. I løbet af dette klimabelastende vanvidsdøgn begår Julemanden desuden også en lang række seksuelle overgreb! Det starter lettere krænkende, som beskrevet i sangen: Jeg Så Julemanden Kysse Mor, hvilket jeg selv har overværet som 6-årige en gold og kold decembernat, hvor jeg ikke kunne sove. Hvad jeg derefter var vidne til, men som ikke er en del af sangen, er voldtægten. Kære læser, jeg må desværre informere om, at mit vidnesbyrd ikke er unikt, dette udsættes samtlige mødre i hele verden for. De globale milf-voldtægter kommer nok bag på jer, men det er ikke så underligt, for i flere årtier er vi blevet indoktrineret til at acceptere og ignorere det. Det første tegn kom helt tilbage i 1949 med sangen Baby, Its Cold Outside i filmen Neptunes Daughter. Sangen er enten en slags selvhjælpssang til mænd om, hvordan de skal drugge kvinder for at voldtage dem eller et nødråb fra kvinderne selv. Sangen er en dialog mellem en mand og en kvinde om, hvorvidt kvinden skal blive natten over. Hun starter med at sige “I really can’t stay,” hvortil manden bruger kulden som modargument: “Baby it’s cold outside”. Herefter sker der to ting. For det første forsøger han at drugge hende med en drink, og da hun spørger, hvad der er i den, undviger han spørgsmålet: “Say what’s in this drink? (No cabs to be had out there)”. Herefter bliver manden meget nærgående, og der gives udtrykkeligt det modsatte af samtykke: ”Ah, you’re very pushy, you know? (I like to think of it as opportunistic) / The answer is no (But baby it’s cold outside) // I ought to say no, no, no, sir (Mind if I move in closer?)” Til sidst erkender hun, at der er ingen vej uden om at blive voldtaget: “Okay

TEMA

Akad emisk s at ire

fine, just another drink then (That took a lot of convincing!) / At least I’m gonna say that I tried (What’s the sense of hurtin’ my pride?)”. Hvis dette har været et skjult nødråb fra kvindernes side, er det blevet totalt undermineret, når den næste sang, der spilles i jule-menageriet, er Santa Baby – en indoktrinerende sang om sugardating og prostitution. Her synger den ene sprøde superstjerne efter den anden om, hvordan Julemanden skal “fill my stocking with a duplex and checks” eller sågar give hende en “yacht” eller “platinum mine” (hvis ikke I får superskurke-chills nu, så ved jeg ikke, hvad der er galt med jer!). Hun beder ham om at “come and trim my Christmas tree,” og hvert omkvæd ender med en opfordring til “Santa baby, so hurry down the chimney tonight.” Vi ved alle sammen godt, hvad det betyder - det behøver man ikke være den store psykoanalytiker for at vide… Den her sang hjernevasker unge piger til en dag, når de er blevet mødre, uden kamp at lade Julemanden voldtage dem. Jeg har set det med mine egne øjne! Og så skal han stå der juleaften, med sine store manspreadende vom og dybe ho ho ho-latter, der enten giver én mindreværdskomplekser eller opdrager én til toxic maskulinitet. Hvad værre er, kan jeg på baggrund af perso… jeg mener fortrolige kilders erfaringer! - kan jeg bekræfte, at Julemanden også står bag en verdensomspændende pædofiliring, som Epstein-ringen blot er en søsterring til. Prøv at overveje det. Julemanden har det bedste dække for disse udskejelser. Læg mærke til, at de få gange Julemanden optræder offentligt, er det i storcentre (kapitalismens højborg, i øvrigt) hvor børnene kan komme og ‘sidde på hans skød’ og fortælle, hvad de ønsker sig til Jul. Alle børn elsker Julemanden, fordi

Fig. 3. Her ses tydeligt et offer for Julemandens rædselsregime. De røde kinder og ansigtsudtrykket er tydelige tegn på dybt traumatiserende hændelser.

Akad e mi s k s a ti r e

TE MA

han deler gaver ud og pga. alle de indoktrinerende Julekalendere, hvor det ofte er børnene der ‘skal komme til Julemanden og hjælpe ham redde Julen’. Som f.eks. i Bamses Julerejse, hvor det, Bamse ønsker sig mest, er “en tur i Julemandens kane”. Det er den mest velsmurte organiserede børnelokningsmaskine på et internationalt plan i hele verdenshistorien, jeg nogensinde har været offer fo… eller jeg mener, som jeg har set. Hånen mod os alle Man skulle tro, at efter alle disse afsløringer ville Julemanden holde nogle af sine skurke-planer bedre skjult. Tilfældet er det modsatte! Han håner os lige op i vores åbne ansigter. Tag for eksempel den mest klassiske og kanoniserede julefilm af dem alle: Home Alone (1990). Filmen handler om en overklassedreng, Kevin, der efterlades alene hjemme i Julen. I første omgang til stor glæde for Kevin, der i flere barndommelige scener på humoristisk vis mænger sig med den materielle overflod, den velhavende familie har. Alt imens to banditter, The Wet Bandits – der er opvokset i fattigdom, uden hjem og uddannelse og derfor er tvunget ud i en kriminel løbebane for at overleve – planlægger at begå indbrud. Herefter følger en række falden på halen-sketches, hvor banditterne går i Kevins fælder der, som en hån, er konstrueret med overklassens goder og julegaver. Alene Hjemme er en elitær film, der på det groveste håner underklassen og de fattige. Ja, filmen ikke bare håner underklassen, den slår dem oven i hovedet med den overflod af rigdom og velstand, underklassen så desperat har brug for, alt imens Kevin og alle jer juleelskende juleekstremister griner af underklassens lidelser inde fra jeres varme, hyggelige stuer. I skulle skamme jer! Eller hvad med den folkekære sang ‘Rudolf med den røde tud’? På overfladen en kær sang om at anerkende forskellighed, men som i virkeligheden handler om at hylde afhængighed som efterspørgselsmotoren for kapitalismens akkumuleringslogik. Sangen starter med at udskamme Rudolf som sladder: “Kender I den om Rudolf?” Herefter mobbes han med at være et “gammelt rensdyr / som så højst mærkværdig ud,” og ”alle de andre rensdyr / lo, så Rudolf blev flov / over sin røde næse.” Herved etableres der hos læserne sympati for Rudolf, som forløses i sangens lykkelige slutning, hvor Rudolf anerkendes for sin mærkværdighed i form af den røde næse, der nu har reddet Julen. Men vi

TEMA

Akad emisk s at ire

misforstår, hvad sangen handler om, for den handler ikke om at anerkende forskellighed eller om at redde Julen. Rudolfs røde næse, flovheden over den og at han nægtes at trække kanen, peger tydeligt i én retning: Rudolf er klassisk alkoholiker. Dette bekræftes næsten eksplicit: “Skål for de røde næser!” og bagefter hyldes alkoholismen: ”Dejligt Juleeventyr!” Afhængighed har længe været kapitalismens akkumuleringsmotor. Det Britiske Imperium gjorde bevidst store dele af Indien opiums-afhængige, så de kunne få afkast på salget af opium. Afhængighedsstrategien er der mange eksempler på: Modeindustrien beror på afhængighed af social status ved at købe nyt tøj hvert år, der er vanedannende stoffer i alt fra cigaretter til læbepomader, alle elektroniske produkter har en skjult indbygget chip, der sørger for, de går i stykker præcis seks måneder efter, reklamationsretten udløber. Julen er i sig selv én stor vanedannende højtid for kapitalisme. Rudolf kan altså ikke bare læses som en alkoholiker, men sågar også som en jule-shopaholic! Når vi så synger glædeligt med på ‘Rudolf med den røde tud’, reproducerer og hylder vi i virkeligheden Juleregimets akkumuleringslogik. Og dette med en sang, der så åbenlyst portrætterer dette regime! Hvilken hån! Læg i øvrigt mærke til, at samtlige Julesange har den der vederstyggelige bjældeklang, som er til at blive sindssyg af. Bjældeklangen er en militaristisk manipulativ musikalsk taktik inspireret af det forsøg, man kaldte Pavlos Bjælder. Ved bjældeklangen lulles vi ind i en forbrugerrus, hvilket er årsagen til, at AL JULEMUSIK HAR FUCKING BJÆLDER, og at samtlige storcentre og butikker i december spiller musik med bjældeklang. I kan næsten høre den lullende indoktrinering for jer: Bjæl-de-klang, bjæl-de-klang, kø-be-trang. Værst af alt, og her må jeg rose Julemanden for hans skurkagtige genialitet, er det, at Julemanden har indlejret et perfekt modargument, den perfekte gendrivelse, for kapitalismens største kritikere. Fordi den af alle børn elskede Julemand ligner foruroligende meget Karl Marx!

Akad e mi s k s a ti r e

Fig. 4. Karl Marx.

TE MA

Fig. 5. Julemanden.

Et tilfælde? Nej! Ved at ligne Marx så meget indoktrinerer Julemanden børn fra en tidlig alder til at associere Julemanden med ideologikritikken. Så når børnene er blevet voksne og måske har udviklet sig til ideologikritikere (eller anden form for kritisk tænkende menneske), vil de det sekund, de ser Julemanden, falde tilbage i en forblændet nostalgi fra barndommen. Kapitalismen har via Julemandens pastiche over Karl Marx forklædt sig selv som socialisme. Det er genialt, og samtidigt det mest vederstyggelige og skurkagtige, jeg nogensinde har set. Julemanden er kapitalismens ultimative hån! Scrooge, Benny, The Grinch – De rigtige Avengers! Men hvem er de gode i det her? Hvis Julemanden er verdens superskurk, hvem er så James Bond, der skal komme og redde verden? Hvis alle julefortællingerne er indoktrinerende, propagandistisk falsk bevidsthed fra Julemandens side, så skal vi måske prøve at kigge på, hvem juleideologien selv påstår er skurkene. I samtlige julekalendere er der altid en fraværende og karrierefokuseret kapitalistiske forælder. Moderen i Jul i Valhal (2005) vil hellere til Kina og arbejde for sin kinesiske chef end holde Jul med sine børn, og i Absalons Hemmelighed

TEMA

Akad emisk s at ire

(2006) er forældrene travlt optaget af at administrere storcentret. Det ender dog altid med, at disse kapitalistiske forældre i Julens ånd indser, at de skal bruge tid med deres børn og dyrke kærligheden frem for karrieren. Her ligger der, ville nogen sige, en kritik og didaktik, hvor kapitalismen forkastes. Men da det er individer, og ikke selve juleideologien – som, vi jo har set, er indbegrebet af kapitalismen – der forkastes, er forældrenes bedårende karakterudvikling blot et sukkersødt røgslør, juleideologien bruger til at bilde os ind, at Julen handler om kærlighed og ikke kapital. Dette geniale PR-stunt blev opfundet af Julemandens spindoktor: Charles Dickens. Toposet med den grådige, autoritære forældreskikkelse blev opfundet af Dickens i A Christmas Carol (1843) med karakteren Scrooge. Men hvis vi med vores nyerhvervede viden om Julen piller lidt ved disse skurkeroller, måske dekonstruerer dem en smule, finder man hurtigt ud af, at det i virkeligheden er dem, der er heltene! Det er folk som Scrooge, der er det revolutionære oprør mod Julemandens rædselsregime. I de første episoder af Bamses Julerejse ser vi den revolutionære Drillenisse gøre oprør mod Julemanden ved at smide produktionsmidlerne (gavepapir, tilog fra-kort og saksen) ud af Julemandens kane. Ligeledes forsøger Benny fra The Julekalender (1991) at gøre oprør, selvom han portrætteres som en ondsindet Nåsår-vampyr, der bare vil bedrive “skatte-terror med 100% skattetryk.” Opskriften til denne skatte-terror forefindes i Julemandens bog, som de tre agent-nisser Günther, Fritz og Hansi er i besiddelse af.

Fig. 6. Indholdsfortegnelse over skatte-terror-kapitlet i Julemandens bog.

Fig. 7. Guide til “ultimativ skatte-terror.”

Akad e mi s k s a ti r e

TE MA

Men hidtil er der ingen, der har hæftet sig ved, HVORFOR JULEMANDEN I FORVEJEN HAR ET KAPITEL OM SKATTE-TERROR I SIN BOG???!!! Det er jo tydeligt for enhver, at dét, Benny forsøger at gøre, er at forhindre Julemandens kapitalistiske regime ved at stjæle bogen og bruge dens hemmelige skatte-terror mod Julemanden selv. Men vi, ligesom de tre inkompetente nisser, er for dumme til at indse det! Scrooge, Benny, Drillenissen og deslige manifesterer netop det, Julen er: Grådig, nederdrægtig, skurkagtigt, afskyelig og vederstyggelig kapitalisme. Men i og med Julen er et trojansk Rensdyr, indoktrinerende og propagandistisk falsk bevidsthed, så skal vi læse alle julefortællingerne med omvendt fortegn. Skal vi finde avantgarden, de oprørske og revolutionære fronttropper, skal man paradoksalt nok kigge på, hvem juleideologien forkaster. For det er hos juleskurkene, man finder den eneste flig af oprør og kapitalismekritik i en verden pakket ind i mørkt gavepapir af kapitalisme med dertilhørende bjældeklang og vederstyggelig ho ho ho-latter hængende over os. Virkelighedens Avengers er en sammenslutning af helte som Scrooge, Benny, Drillenissen, The Grinch, Gremlins, Pumpkin Jack og mange flere, der ihærdigt forsøger at bekæmpe Thanos-wannabe Julemanden. Hvis vi skal bekæmpe den vederstyggelige Julemand og hans skurkagtige rædselsregime, er det eneste, vi kan gøre at tilslutte os denne modstandsbevægelse. Mit manifest til jer er: gå på barrikaderne, riv julepynten ned, vælt juletræerne, sæt ild til storcentrene, brug jeres nytårskrudt til at pløkke alt det, der bare ligner en Kane, ned! Begynd at leve jeres liv som Scrooge, Gremlins, Benny osv. Og til dem af jer, der vælger at forblive i jeres lille snekugle, I er netop det, I selv tror, I forkaster ved at købe kapitalismens løgn om Julen. I er netop de sande Scrooges, der bare reproducerer og abonnerer på Julens kapitalistiske ideologi ved at fråde løs i patetiske julesange og julepynt ALLEREDE I OKTOBER. VÅGN OP FRA BJÆLDEKLANGEN, FOR HELVEDE! BAH! HUMBUG!…

TEMA

Manifest

Ny Jyske lov

Af Den Jyske Separatistbevægelse Viderebragt til den kasernianske offentlighed af Anders Weile Larsen, Cognitive Science & Jakob Kjær Bødker, Musikvidenskab ”Jylland, du er hovedlandet, højland med skov-ensomhed! Vildt i vest med klittag sandet løfter sig i bjerges sted. Østersø og Nordhavs vand favnes over Skagens over Skagens sand.” Dav. Vi har et godt tilbud til dig. Vi kræver Jylland løsrevet fra resten af det danske rige. Fremtiden tilhører Den Demokratiske Folkerepublik Jylland. I alt for mange år har københavnerne undertrykt Jyden og udpint de Jyske ressourcer. Det er på tide, at Jyderne tager landet tilbage. #TidenErInde Jyden, homo jutlandicus, er kendetegnet ved: Ånd Stoisk ro Eftertænksomhed Arbejdsomhed En solid grundfæstning i den Jyske muld At holde fast ved sit eget væsen At være helt og holdent sig selv Tanke før handling Københavneren, homo hafnicus, er kendetegnet ved: Åndløshed Evig rastløshed Tankeløshed Dovenskab Rodløshed

Manife s t

TE MA

Identitetsløshed Et uudslukkeligt anerkendelsesbehov Handling før tanke Det må stå klart for enhver, at en fremtid med fredelig sameksistens mellem Jyden og Københavneren ikke er mulig, hvorfor den eneste løsning, der kan redde folket fra en blodig og altødelæggende borgerkrig, er en løsrivelse af Jylland fra resten af Danmark. Vi, Den Jyske Separatistbevægelse, proklamerer hermed at: 1) Vi kræver, at Jylland løsrives fra resten af Danmark og opnår fuldkommen selvstændighed, både geografisk, juridisk, kulturelt, sprogligt, økonomisk og åndeligt. 2) Vi kræver, at Jelling genindføres som regeringsby for at samle Jyderne om vor fælles stolte fortid. 3) Vi kræver mere nærdemokrati og decentralisering. København er Danmarks blindtarm, Tarm er Danmarks navle! 4) Vi kræver Jydens frihed tilbage. 5) Enhver form for skat og afgift er et indgreb i Jydens personlige frihed. Jylland skal være foregangsland for den patriotiske kamp for skattefrihed. Alt for længe har ordet skattely båret præg af tabu, men vi er stolte af at proklamere, at Jylland bliver det nye Mekka for multinationale virksomheder, der ønsker at omgås skattelovgivningen. 6) Moms er et københavnsk imperialistisk projekt, hvis formål er at udsuge den Jyske økonomi. 7) Kvitteringer - det bruger vi ikke. Det kan ligesom ikke rigtig svare sig. 8) Vi kræver fartbegrænsninger afskaffet, da vi tror på Jydens evne til at køre efter forholdene. Og de er altid gode. 9) Det er Jydens ukrænkelige ret at bære våben for at kunne forsvare sig selv, sin ejendom og sit land. 10) Vi kræver Fregatten Jylland genudrustet. 11) Vi kræver, at der opføres et stødhegn ved de Jyske grænser for at bremse fremmede kræfter, der ønsker at destabilisere landet. 12) Vi kræver, at alle broer og færgeforbindelser mellem Jylland og det tilbage-

TEMA

Manifest

værende danske rige afbrydes og destrueres. 13) Vi kræver en øjeblikkelig udmeldelse af alle internationale samarbejder, det være sig EU, NATO, FN, OECD, Nordisk Råd, Kalmarunionen, Rigsfællesskabet, FIFA, UEFA, IOC, DR, Den katolske kirke, Røde Kors, Eurovision mv. Vi vil i stedet oprette lokale råd og forsamlinger og bringe magten tilbage til folket. 14) Vi kræver alle diplomatiske forbindelser til fremmede magter afskåret, på nær Catalonien, hvis patriotiske frihedskamp vi støtter, og som vi foreslår som officielt venskabsland. 15) Vi kræver totalstop for al indvandring fra Sjælland. Det Jyske folk er bedst tjent med en homogen monokultur. 16) At være Jyde er ikke noget, man vælger. Det er noget, man er. 17) Vi kræver falske Jyder og andre politiske dissidenter, urostiftere og terrorister deporteret til Lolland. 18) Vi kræver en Jysk kulturrevolution. 19) Københavnskproduceret medieindhold har en fordummende indflydelse på befolkningen, og vi kræver derfor en selvstændig Jysk public-service-station, der kan producere patriotiske og folkeoplysende programmer såsom Kender du Jyden, Vild med Folkedans, Johnny Madsen og Monopolet, Nak og Æd – en københavner. 20) Vi kræver rigsdansk afskaffet og de Jyske dialekter revitaliseret. Gennem en målrettet indsats i uddannelsessystemet ønsker vi at værne om og videreudvikle de stolte Jyske sprogtraditioner. 21) Rundkørslen er en grundlæggende kulturinstitution, der i sin natur er til for folket og ikke eliten. 22) Rigtig kaffe er kulsort. 23) Vi kræver vækst og effektivisering afskaffet. Jyden er ikke skabt til acceleration og konkurrence. Det er en mørk og stormfuld aften, men fat mod; morgenen gryr! Fremtiden ligger foran os, og fremtiden er Jysk og lys. Under parolen “Vi må da håbe, det bliver bedre i morgen”, vil vi tænde lys i mørket og kæmpe for frihed, lighed og Jysk broderskab. Jyder i alle lande, foren jer! #LøsrivJylland #TidenErInde

Manife s t

TE MA

”Jyden han æ stærk å sej, modde båd i nøj å næj. Goer ed op, å goer ed nier, åller do fåtawt ham sier, goer ed op, å goer ed nier, åller do fåtawt ham sier. Føst næ dær æ nøe pofahr, komme Jyden ud å dar. Men han goer ett ind igjen, fa’ de uhn han ha gjent hen, men han goer ett ind igjen, fa’ de uhn han ha gjent hen. Læ wos ålti blyw ve de! Fåer sin båen ka kjennes ve! Søen et sind da hær i Noer hall sæ ve, te alt fågoer, søen et sind da hær i Noer hall sæ ve, te alt fågoer!” – Den Jyske Separatistbevægelse 2018 Den Jyske Separatistbevægelse er stiftet i 2015 og arbejder målrettet for at fremme Jysk kultur og selvstændighed. Find facebooksiden Løsriv Jylland. Ønsker De at melde Dem ind i Den Jyske Separatistbevægelse bedes De henvende Dem på mail loesrivjylland@gmail.com. Økonomiske bidrag modtages med glæde på mobilepay 23669708. Spred budskabet med hashtaggene #LøsrivJylland og #TidenErInde

TEMA

Society rules

A manifesto for real fucking men Af Line NĂ¸rby Jensen, Retorik

Manifest

Manife s t

TE MA

TEMA

Manifest

Manife s t

TE MA

ARK I VG U LD

VISIR #3

Arkivguld: Manifest for Litteraturhistorie X Af Hanne Roer (fra Visir nr. 3, 1993) Mit der Einsicht in der Ursprung nimmt die Bedeutungslosigkeit des Ursprungs zu… Nietzsche, Morgenröte I, 44

Jeg underviser i et fag, der er blevet navngivet Litteraturhistorie A - hvornår, måske engang i tidernes morgen? A er begyndelsens Bogstav, forsåvidt et løfterigt bogstav, men hvorfor er det så, at “Litteraturhistorie A” er et upoetisk navn? Får “Litteraturhistorie A” os ikke til at tænke på Alkaios, Aristofanes, Aischylos, Aristoteles, Anaximander, Anaxagoras, Alkymene, Anchises, Akilleus, Antigone, Apollon for ikke at tale om Aristarch, Agamemnon, Aquinas, Abelard, Augustin, Averoes, Avicenna, Afrodite og Alcyone? Jo, A’et rummer mange løfter, men dets alliance med Litteraturhistorien afleder begæret fra disse fjerne figurer, og begæret efter de næste begyndelser jager os fra “Litteraturhistorie A” hen mod “Litteraturhistorie B”. Bruddet, Besværgelsen, Beruselsen, Byron, Borges, Baudelaire, Bataille, Baudrillard, Burroughs, Bastionernes fald, Barernes ensomhed, Boulevarderne i Paris. B’et bygger en ruin af begyndelsens rester, afrevne, abrupte A’er der slynger sig sammen til en afvigelsens katedral. A’et og B’et støder aggressivt sammen, vil kun den forening, hvor den ene afgår ved døden. A’et bliver vores afdøde, ubekendte slægtning - en ubekendt der i Slægtskabets og Traditionens navn gør krav på vores opmærksomhed, men som taler et fremmed sprog. “Litteraturhistorie A” vil således altid være underlagt Alfabetets og Kronologiens tvang: altså må vi i stedet indføre Litteraturhistorie X, bekende os til det ubekendte, som Traditionen er blevet for os, indlade os med det X hvor tradition og interpretation krydses. Litteraturhistorie X er den disciplin, hvor vi Xtraherer fortidens erkendelser og gør dem til vores egne, dér hvor vi Xaminerer det, der er blevet forskelsløst i det moderne, og dér hvor Historien Xpederes ud på et sidespor.

76 76

Hanne Roer er i dag ph.d. i Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet og Lektor i Retorik på Københavns Universitet

Manife s t

TE MA

Musicalens Manifest

En hyldest, en reaktualisering, et forsvar, et manifest til musicalteaterets magi og samfundsrolle Af Anna Loft, Dramaturgi Punkt 1: Kærligheden Personligt elsker jeg musicals. Og nej, ikke som en Silas Holst forestilling med stepsko og flødeskum på toppen af flødebollen. Musicals som Kander og Ebbs Chicago (1975) om den frie presses magt, eller Stephen Sondheims Into the Woods (1986) om de folkeeventyr (eller Disney-prinsesser), vi fylder vores unger med og deres helt urealistiske verdensbilleder og menneskesyn. Og jeg kan ikke få nok af dem. Jeg har dyrket, analyseret og studeret dem i næsten et årti. Men samtidig med en faglig forkærlighed for genren oplever jeg en stigende foragt for dem, der mener, at musicalen er irrelevant, let lørdagsunderholdning (*host* Grease *host*). Det mener jeg bestemt ikke, den er. Men denne tankegang er truende for genrens eksistensberettigelse. I dette manifest vil jeg forsvare musicalen som genre ved at tage fat i tre historiske nedslag: South Pacific fra 1949, Sweeney Todd fra 1979 og Hamilton fra 2015. Med disse eksempler vil jeg demonstrere, hvordan musicalværkerne er blevet ved med at være relevante både i deres samtid og i en nutidig reaktualiseret kontekst og dermed understrege dens fortsatte samfundsrelevante eksistensberettigelse. Punkt 2: Definitionen Stephen Sondheim (f. 1930) grundlagde definitionen af den moderne musical, og adskilte den således fra f.eks. jukebox-forestillinger og musikforestillinger på følgende måde: To work in a [musical] show, (…) if the song is what you would call successful in a show, it’s because it moves the character from point A to point B, or it moves the plot from point A to point B, but the point is, the song has to be necessary to telling the story. If you can take the song out and it doesn’t leave a hole, then the song is not necessary. And then it is not a musi-

TEMA

Manifest

cal. Her påpeger han sangens nødvendighed, at den skal betyde noget i sig selv for historien. Det vil sige, at værker som Grease eller Mamma Mia! ikke kvalificerer sig som musicals, fordi sangene heri er underholdning og ikke afgørende for karakterernes eller historiens udvikling. Definitionen var revolutionerende, idet den adskilte film og forestillinger med musik fra musicals. Punkt 3: Historien Skal man kort gennemgå musicalens historie, opstod den i 1920’erne i USA med gennembruddet Show Boat i 1927. Oscar Hammerstein II’s værk var banebrydende i mere end én forstand: for det første lagde han fundamentet for den samfundskritiske musical med racekonflikten som omdrejningspunkt for historien. For det andet var det første gang, sorte og hvide optrådte på scenen samtidig. Således blev den reflekterende, provokerende, politiske og kritiske musical til for over 100 år siden. Siden genren fik sit afsæt i starten af det 20. århundrede, er den vokset til en massiv pengemaskine, men den er også blevet anerkendt som en stor del af teaterkulturen. Musicals er som alt andet teater en spejling af sin samtid. Mange af dem er samfundskritiske og pakker deres politiske agenda ind i sange. Som melodien hænger ved, gør ordene ligeså, og dermed er musicalsangene et redskab for at få politiske og menneskelige budskaber over scenekanten. Især i årene efter 1968 blev det velanset at understrege politiske budskaber fra teaterscenen. Skiftet skete, efter English State Company tabte en retssag i 1965 om censurering af bl.a. homoseksualitet og naturlig nøgenhed på scenen, idet der opstod en så voldsom vrede blandt publikum over retssagens udfald, at parlamentet ophævede censurloven i 1968. Herefter blev det muligt at adressere langt flere emner, også de tungere og mørkere sider af mennesket, og tendensen blev udbredt blandt musicalteatrene i de år, som set f.eks. i Hair (1968) og The Rocky Horror Show (1973). Punkt 4: Romancen Oscar Hammerstein II (1895-1960), manden bag Show Boat og andre hits som Oklahoma! (1943), The King and I (1951) og The Sound of Music (1959), var især

Manife s t

TE MA

kendt for sit samarbejde med Richard Rodgers, hvorfra der blomstrede adskillige samfundskritiske publikumssucceser. Deres South Pacific fra 1949 var meget omdiskuteret, da den først fik premiere. Lidt for kort tid efter krigen ville den diskutere racisme som kulturelt problem med nogle karakterer, som var lidt for familiære for publikum. Historien foregår på en amerikansk base i Stillehavet under Anden Verdenskrig, hvor to amerikanere forelsker sig i hver deres øboer. Punkt 5: Racismen Her er et gennemgående tema den indre kamp mellem en videregivet racistisk tradition i opdragelse og ens egne oplevelser og følelsesmæssige forhold til virkeligheden. Musicalen skaber et skel mellem den racisme, man er blevet givet udefra, og den racisme, man vælger at påtage sig. Den påstår, at man kan vælge racismen fra, når man bliver voksen nok til at skabe sine egne holdninger om verden. Racismen ligger ifølge Rodgers og Hammerstein i kulturen og tages med, hvorhen man går. CABLE

You’ve got to be taught before it’s too late

Before you are six or seven or eight

To hate all the people your relatives hate

You’ve got to be carefully taught

Det interessante er, at Rodgers og Hammerstein giver to muligheder: Enten erkender du, at den er i dig, og derved accepterer du, at dine følelser og din virkelighedsopfattelse ikke stemmer overens. Eller også indser du ikke, at der er en anden mulighed, og derfor bekæmper du dine egne følelser samtidig med, at de bekæmper racismen for til sidst at være så presset, at den ene side vinder. I begge tilfælde lader Rodgers og Hammerstein de selvstændige følelser sejre og racismen lide nederlag. De viser ikke på noget tidspunkt, at racismen har mulighed for at vinde til sidst. Racismen kommer også til udtryk på en anden måde. Karakteren Bloody Mary er en lokal kone, der sælger græsskørter, konkylier og andre genstande til soldaterne. I hendes sprog, kostume og handlinger bliver hun karikeret meget tydeligt som amerikanerens stereotyp på en lavtstående indfødt kvinde.

TEMA

Manifest

Hun fremstår beskidt, ucharmerende, egoistisk, grov i munden, hun snyder sømændene, har dårlig grammatik og udtale, og opfylder i det hele taget alle karakteristika ved stereotypen. Det kan undre, at Hammerstein har skrevet en karakter så gennemgående baseret på fordomme i en musical, der netop vil modarbejde racisme. Denne måde at arbejde med temaet på er lidt anderledes, da arbejdet er lagt over på publikums banehalvdel. De skal selv forholde sig til karakteren, og hvordan de tænker om en person, der bliver fremstillet sådan. For når Bloody Mary er så karikeret, er hun samtidig den mest virkelighedstro. Hun er den karakter, vi ser på gaderne hver dag, når vi går forbi alle vores fordomme personificeret i en hjemløs gadetigger eller en usoigneret alkoholiker på perronen. Derfor lægger dette temaarbejde op til, at publikum for alvor tager temaet til sig og selv arbejder med det. Hovedbudskabet i musicalen er, at dit menneskesyn er et valg. Samtidig gør den opmærksom på, at dit menneskesyn gives til dig i den kultur og de rammer, du vokser op i. Musicalen vil også gøre publikum opmærksom på, at racismen er arvelig. Punkt 6: Musikken Med South Pacific, som blot et eksempel i hel perlerække af politiske værker, var Rodgers og Hammerstein toneangivende i det, der i dag kaldes musicalens guldalder. Guldalderen dækker over perioden fra ca. 1940’erne til starten af 1960’erne, og her blev den idealistiske historie og samfundssyn dyrket. I midten af 1960’erne vandt rockmusikken frem på den amerikanske musikscene og skrev sig også ind i musicalpartiturerne. Med dette generationsskifte kom mange prisvindende komponister på banen, f.eks. Andrew Lloyd Webber, Galt MacDermot, Richard O’Brien og overtog spotlightet fra de gamle garvede som Cole Porter og Leonard Bernstein. Blandt denne nye generation var også Stephen Sondheim, en jødisk-amerikansk ung komponist, som var blevet oplært hos Oscar Hammerstein II. Et af Sondheims største hits er til stadighed Sweeney Todd, The Demon Barber of Fleet Street (1979), med sit næsten uophørlige partitur med underlægningsmusik og sangtekster som taget fra en horrorfilm kombineret med en dialog og spillestil, der mest af alt ligner farcens melodrama.

Manife s t

TE MA

Punkt 7: Graven Sondheims musical fortæller historien om en barber og en tærtebager, der slår sig sammen om at ”Save a lot of graves, / Do a lot of relatives favours”. Som del af en hævnplan skærer Sweeney Todd halsen over på kunder, mens hans nabo, mrs. Lovett, bruger dem som kød-fyld i sine tærter. Men hævnen over Dommer Turpin går galt og ender med, at Todd selv dræber sin kone – hvis (formodede) død han ville hævne fra begyndelsen. En grufuld historie om ugengældt kærlighed, grådighed, blindhed og håbløshed. De menneskelige aspekter og følelser fører publikum helt ind i ondskaben, mens vi får sympati for en af Londons mest berygtede seriemordermyter. Forestillingen søger at appellere til publikum gennem sensibilitet og følelsesmæssig involvering. Dette gøres bl.a. ved brugen af musik, hvor Sondheim selv har udtalt, at musikken skal påvirke publikums oplevelse fænomenologisk, således at vi drages ind i karakterernes følelsesliv og opbygger sympati for dem. Figurernes følelser og motivationer blottes og giver indsigt i, hvor ondskaben har rod. Dette ses f.eks. i figurernes distance fra handlingerne. De tilgår dem enten med humor (f.eks. puns i sangen Little Priest) eller stor sentimentalitet. Forestillingen bruger patos til at skabe sympati med Todd og hans tragiske skæbne samtidig med, at vi forstår hans hævnlyst. I musikkens komposition er disse virkemidler indskrevet, f.eks. gennem repetition af melodier (associationer), specielle trancelignende rytmer, og indpakningen af en mordscene i en dragende, længselsfuld ballade. Punkt 8: Retfærden Der forekommer i Sweeney Todd en maskering og udviskning af værdier, en dobbelthed og mistillid til vores samfund i historien. Herved peger den på sin egen morale: Det er ikke handlingerne, der ikke er onde, det er vores opdeling af godt/ondt, som burde funderes anderledes. Når Turpin fremstilles som en skurk på trods af, at han repræsenterer det fair retssystem, krænker det publikums retfærdighedsfølelse. Vores samfunds fundament kritiseres ved, at forestillingen viser dommerens magt til at afgøre, hvad der er lovligt/rigtigt, og hvad der er ulovligt/forkert. Vi ønsker, at Todds hævn skal lykkes, da det ville være at straffe dommerens ulovlighed (voldtægt samt at sende en uskyldig i fangelejr) – men dette er samtidig en krænkelse af

TEMA

Manifest

retten. Forestillingen vil have sine iagttagere til at tage stilling til deres personlige værdier overfor de værdier, der er indkodede i vores samfund. Den vil ikke kun starte en diskussion af, hvad der er godt, og hvad der ondt men også, hvem der bestemmer, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Hvem afgør de koder, vi bygger vores samfund på, og hvilken etos har de til at udføre dette valg? Punkt 9: Værdien Vores samfunds forhold til menneskelige værdier, det gode og det onde, retfærdighed, og pressens magt er gennemgående temaer i de budskaber, som musicalerne ønsker at lære os. De handler i bund og grund langt hen ad vejen om mennesker. Om menneskelige handlinger, menneskelige relationer og menneskelige verdenssyn. Og dette er gældende både i musicalens guldalder såvel som i de nyeste Broadwayhits. Lin-Manuel Miranda tog verden med storm, da han præsenterede musicalhittet Hamilton (2015) på Broadway. Den blev en kæmpe publikumssucces og vores tids bud på en ny musical-klassiker. Men det var ikke bare rap-battles og hiphop-dansende præsidenter. Miranda skrev sig ind i Sondheims tradition og principper for en faglig funderet og samfundsrelevant musical. Punkt 10: Karakteren Miranda er tydeligt inspireret af Sondheims konventioner. Det ses bl.a. i den fænomenologiske brug af ikke-afbrudt baggrundsmusik. Vi føres hele vejen igennem værket med musikken som guideline, vi føres ind i vores egne følelser. Her bruger Miranda repetition af forskellige melodier og temaer, som vi tidligt i værket lærer at associere med bestemte karakterer eller tematikker/ gerninger (som Sondheim gør det i Sweeney Todd). Samtidig giver repetitionerne anledning til små ændringer, som viser karakterernes og handlingens udvikling – her tænker jeg især på Burrs narrative gentagelse af ”How does a bastard, orphan, son of a whore (…)”, som skaber en ramme om fortællingens forskellige episoder. En anden ting, der tydeligt går igen fra Sondheims lære, er den kondenserede og psykologiske lyrik. Der er ikke ét ord for meget i en linje, alt er sagt så enkelt og rammende som muligt. Samtidig er lyrikken med til at fortælle historien og ikke mindst til at opbygge figurerne som helstøbte psyki-

Manife s t

TE MA

ske karakterer – en forfatter, der skriver som en skuespiller i karakterarbejde ved at sætte sig ind i karakterens sind og emotioner. Den opbyggende og meningsdannende brug af musikken som virkemiddel understøttes også af bevægelserne på scenen. Danserne og koreografien er strømlinet således, at de ikke modarbejder, men faktisk underbygger musicalen. Det ser vi f.eks. i koreografien af Burr overfor Hamilton, hvor den ene er instrueret i kun at gå i lige linjer (Burr), den anden i buer og spiraler (Hamilton). Alting er små dele af en større helhed, som underbygger det samlede budskab til publikum. Danserne og deres kostumer er en signifikant del af fortællingen. De er scenografien, de er sceneskiftene, de er den flydende overgang mellem de historiske begivenheder og karakterernes årelange udvikling. Ensemblet bliver således en del af både figurerne og scenografien og skaber altså fundamentet for hele universet, Miranda ønsker at trække publikum ind i. ”Der findes ikke en historisk sandhed, der findes højst en historisk sandsynlighed”. Således lyder historiker Torben Svendrups mantra, når det kommer til rekonstruktion af historiske konventioner og begivenheder. Og det er i dette lys, vi skal se Mirandas fremstilling af de historiske begivenheder i Hamiltons skildringer af Alexander Hamiltons liv. Et af Mirandas kernegreb til at understrege at der er tale om ”historiske sandsynlighed”, mere end en historisk sandhed, er hans fremstilling af karaktererne. Han bruger bevidst karakterernes sprog til at understrege de forskellige synsvinkler, og påpeger dermed det subjektive i én persons udlægning. Dette følger vi f.eks. i Aaron Burrs figurbue. Burrs figurbue fra protagonist til antagonist er ikke det samme som den moderne ”antihelt”, hvor vi forelsker os i den gennemgående (næsten statiske) skurk – som vi gør det i Sweeney Todd. Dette skift er derimod et dramaturgisk greb, især brugt af f.eks. Henrik Ibsen, som skaber en dybere psykologisk-karakteriseret figurbue. Og netop dette dynamiske skift i vores opfattelse af hovedfortællerens synsvinkel og agenda, giver Burr en funktion som selve fortællingens storbue. Han er således rammen om denne historiske fortælling samtidig med, at han er personificeringen af budskabet om subjektivitet i historiske fremstillinger – kan vi stole på vores historiebøger, hvis de bare er et produkt af de individer, som skrev dem?

TEMA

Manifest

Punkt 11: Teknikken Et andet felt, hvor Hamilton stiller sig på et fagligt fastsat fundament, er dens brug af medialiteter. Her bruger den helt traditionelt medialiteter til at understrege sine samfundskritiske pointer – f.eks. brugen af lys til at styre vores perspektiv, vores fokus, og til at indikere de lyssky sider af historien. Her er især manglen på lys et interessant greb, som vi f.eks. ser i Say No to This, hvor Hamilton har en affære med en gift kvinde. Lyssætningen i denne scene er dæmpet, mørkeblå, og sparsomt oplyser den kun få vinkler – altså en indikation af en ”shady” handling, som helst foregår i skyggerne. Dermed er sangens tema blevet håndgribeliggjort på scenen ved hjælp af teknikken. Et andet tema, der gøres fysisk og håndgribeligt, er flashbacksene, hvor skuespillerne decideret bevæger sig baglæns, mens drejescenen skruer tiden tilbage. Vi er ikke i tvivl om, at der etableres et flashback. Og dette er blot ét eksempel på iscenesættelsens fokus på fysisk-gørelse af de rum, der er i fortællingen både i forhold til fiktionslag, niveauer i scenografien, og lyset, der opdeler scenen i forskellige fysiske rum, nærmest som en streg tegnet i sandet. Selve det fysiske rum, forestillingen udspiller sig i, er domineret af drejescenen. Udover dens tydelige funktion som tidsangiver, rumetablering og teknisk fordel, skriver den sig også ind i en mere ”glemt” teatertradition. Den er nemlig en direkte spejling af den runde scene i det elizabethanske teater (ca. 1500/1600-tallet). Hovedideen med den runde scene, som vi kender den fra f.eks. The Globe i London, er, at spillerne kan ses simultant fra forskellige perspektiver. Der er altså ikke en forside og en bagside, men en konstant bevidsthed om scenerummets tredimensionelle fremstilling, og der er en pointe i at kunne beskues fra alle perspektiver hele tiden. Denne pointe spejler Mirandas budskab i selve fortællingen om Hamilton, og derfor kan forestillingens teknik og medialiteter være med til at understrege det samfundsmæssige budskab i musicalen. Punkt 12: Politikken Der er ingen tvivl om, at Lin-Manuel Mirandas musical er dybt politisk. Den handler om en af de største politiske begivenheder i amerikansk historie. Men er der mere politisk i den end en idé om at ”undervise” publikum i the founding fathers’ interne stridigheder om slavehandel? Han pakker gamle idéer ind i nye

Manife s t

TE MA

kontekster, f.eks. konstitutionsuenigheder i form af rapbattles. Det gør han for at gøre et gammelt værk nyaktuelt, og dermed abonnerer han på musicalgenrens grundprincip om nutidig relevans. Men det er ikke kun i formen, han giver den historiske begivenhed en ny aktualitet. Det gør han også i de aspekter, han fremhæver i lyrikken, f.eks. sangen The Room Where it Happens. Her stilles der spørgsmålstegn ved vores tillid til magthaverne og beslutningstagerne, når de regerer for lukkede døre. Samtidig er det en kommentar på mediernes konstante reportage og overvågning og samfundets forventning til dette. Bliver der taget en beslutning som en samfundsgruppe er uenig i, kræver de straks fuld dokumentation for beslutningsprocessen. Der er sjældent lovgivning bag lukkede døre i vores tid, netop fordi der stilles denne mistillid, som Miranda belyser i sangen. Det er således et gennemgående greb i Hamilton at bruge teaterets medialiteter til at understrege samfundsmæssige pointer bl.a. ved at skabe ny popkultur ud fra ”gammelt materiale” og ikke bare give den historiske periode en remediation men også musicalgenren. Men dette gøres ikke uden omtanke for traditionen, for Miranda skriver sig ind i flere teaterhistoriske konventioner (f.eks. dobbeltgørelse af fænomener både fysisk og konceptuelt, elizabethanske perspektiver etc.) og fastholder en respekt for genrens traditioner. Hamilton er således en manifestation af Mirandas faglighed inden for musicalteateret samtidig med, at han præsenterer os for et universelt budskab, der stadig er aktuelt den dag i dag: ”You have no control / Who lives, who dies, who tells your story?” Punkt 13: At lytte, at forstå Musicalens Manifest: MUSICALS VIL OS NOGET. En musical er en teaterforestilling med indskrevet musik og lyrik, som er med til at løfte og videreføre historien og dens karakterer. En musical sætter samtidige problemstillinger i perspektiv og reflekterer dem tilbage til sit publikum med musik og underholdning som sit ”våben” (A spoon full of sugar helps the medicin go down). Vi så Rodgers og Hammerstein, der har et budskab i South Pacific om, at mennesket både som individ og samfund skal være på vagt overfor, hvad vi giver videre til andre især i opdragelsen. Vi så Sondheim, der med Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street ønsker, at skrive sig ind i en samfundsdiskussion

TEMA

Manifest

om retfærdighed, autoriteter i retssystemet og de værdier, vi bygger retfærdige valg på. Og vi så Miranda, der med Hamilton kritiserer vores konstante behov for kontrol over narrativet og vores magtesløshed overfor historien, når den genfortælles. Musicals er altid samfundsrelevante, samfundskritiske, og er aldrig blot let underholdning. De vil lære os noget, de vil have os til at reflektere over vores egen rolle i samfundet, samtidig med, at den manifesterer sin egen.

Manife s t

TE MA

Pirogmanifestet Af Mischa Hansen, Dramaturgi En psykolog fortalte mig engang, at jeg skulle skrive mine drømme ned. Med drømme mente hun ikke, at jeg skulle skrive, at jeg drømte, at Mike Hadreas (bedre kendt som Perfume Genius) havde inviteret mig og nogle af mine venner hjem til sig til et orgie, hvor vi egentlig diskuterede stræbener i Sims 2. Jeg skulle skrive ting ned, som jeg rigtig gerne ville. Jeg skulle skrive, at jeg gerne ville eje et hus en dag. At jeg ville læse på universitetet. At jeg gerne ville skrive noget, der kunne blive udgivet. At jeg fik børn, at jeg fik en mand, at jeg fik otte-ni-ti katte, hver af dem navngivet efter tragiske, glemte figurer fra verdenslitteraturen (eksempler nævnes her). Det var fordi, jeg gerne ville dø. Det var faktisk det første, jeg skrev i den. Det var psykologen nok ikke glad for. Jeg tilføjer ordet ”nok”, da hun aldrig fik bogen at se. Jeg gik hjem, skrev det ned, og så skulle jeg læse bogen, hvis jeg gerne ville dø igen. Det var meget vigtigt, sagde hun, at jeg så disse ønsker og drømme for mig. At jeg visualiserede dem, så mig selv gøre dem. Følte mig. Hørte, duftede, smagte, så, var. Jeg skulle være de ønsker, de skulle være mig, og vi skulle opnås, og derefter, derefter var jeg ok. Dødsønsket er passivt. Det vil sige, at det ligger som en tam kat i min hjerne, stille og roligt i solstrålerne og deres støvpartiklers hvirvlen. Den rumsterer

TEMA

Manifest

nogle gange og kun, når det bliver mørkt. Så er den vågen og leger. Mørket kommer i forskellige afskygninger. Alt fra den sorte, tomme nat, den stormfulde efterårsdag, solformørkelsen, det pludselige uvejr en sommerdag, mørket, der er afbrudt af torden og lynild, og et cetera og så videre og alt det der. Den værste er dog stilheden. Den mørke stilhed. Der har katten frit råderum. Da jeg startede på universitetet (check, sagde den mentale optælling af drømme og ønsker), ville jeg fortsat foretrække at dø. Da jeg fik en romantisk partner (check igen), ville jeg stadig gerne dø. Opfyldelsen, tanken om, at det skete, udstrakte sine dopamingivende arme og omfavnede hele mit hoved, og så var det ovre, og jeg var der stadig. Så jeg må finde på noget nyt, noget andet. Som for eksempel en madplan. Jeg må lave pirogger. 1. En pirog må følge en opskrift. En pirog må have retningslinjer, der kan følges. Det er der flere grunde til: hvis du ikke har en defineret ide om, hvad en pirog er, hvad er den så? Objektet må følge en form for ide og retningslinje, som afgrænser den som et koncept. Herved må piroggen have en opskrift, der kalder den pirog, så vi forstår den sådan. Min opskrift er følgende, frit efter en jeg fandt på nettet (da jeg er laktoseintolerant): 25 g gær 2 dl havremælk 1 dl øl 1 spsk honning eller ahornsirup 40 g smørbar, smeltet 1 tsk salt 500 g hvedemel (ca.) Alternativt en lille håndfuld frø

Manife s t

TE MA

Lun mælken og opløs gæren i det. Hæld øl i. Hæld honning/sirup i. Held smeltet smørbar i. Smid salt i. Smid mel i. Ælt (se punkt 2). Hæv (se punkt 3). Form en lille kugle, og rul den ud med en kagerulle, så de bliver til små cirkler. Fyld med fyld (se punkt 5), men ikke for meget. Fold dejen hen over fyldet. Luk med en gaffel. Pensel med æg og bag (se punkt 6). 2. En pirog skal æltes med kærlighed, du kan føle i armene. En pirog er kun en pirog, hvis du vil have den til at blive det. Den skal æltes, til den er smidig og blød, og du kan stikke fingeren ned i den, uden at den klistrer sig fast. På den måde må du bruge dine arme til at opnå den ideelle, sublime dej. Det kan mærkes, hvis du som forfatteren til manifestet er lidt af en spurveunge i fysik, at du har æltet. Ikke på en ubehagelig måde, men på en måde, hvor du mærker din krop som brugt værktøj. Tankerne kan lettere forsvinde, hvis kroppen er brugt, for kroppen skal afreagere for tankerne. Tankerne er som små transmittere, der sender stød i nerverne. Det er sådan, det fungerer: det er bare en kat, der sidder og trykker på knapper, der giver stød i et mørke. 3. En pirog tager den tid, som den vil tage, og den tager den. En pirog bestemmer selv, hvor lang tid den tager. Piroggen tager tid. Den tager tid ud af dit skema, den tager en lille eftermiddag ud af livet, den tager, og derved kræver det, at du giver. En pirog kræver mentalt, hvis ikke overskud så handling. Mental handling. Du skal ville det, og du skal give dig den gave at ville det. Hvis du gerne vil dø, det er mørkt derinde i hovedet, katten går lidt for meget amok, så giv din krop og hjerne den gave, det er at have tid til pirog. Hvis du har travlt, hvis du er stresset, så bliver mørket ikke bedre. Fokuser på piroggen. Den skal hæve i 45-60 minutter, og imens kan du lave fyld, eller du kan observere dejen, der hæver. Så længe du giver den tid, så giver den dig mad, så giver den dig et produkt af dit eget håndværk, der er håndgribeligt, primært fordi pirogger er den perfekte form til at spise dem i hånden (se punkt 4). 4. En pirog er en form, den selv bestemmer, men den er tit en form for halvcirkel. En pirog skal formes, så den kan indeholde fyld og blive lukket med en gaffel.

TEMA

Manifest

Det vigtigste er, at den får mønstret af gaflen, og at den kan indeholde fyld. Formen er ligegyldig. Giv dig selv lov til at lytte til dejen i stedet for katten i hovedet, der er en underlig metafor for passive selvmordstanker. Find ud af, hvilken form dejen vil være. Måske en halvcirkel. Måske en klump. Måske lidt trekantet. Den mere traditionelle form er halvcirklen, da den er nemmest, og den mest utraditionelle/post-strukturelle form er den, hvor du serverer lun havremælk med noget mel ovenpå og fyld ved siden af. Nu bliver jeg personlig i form af smag: jeg er stor modstander af den poststrukturelle pirog. Det fjerner en vigtig essens ved piroggen: dens egenskab som håndmad. En pirog er nem at spise overalt, og hvis jeg skal drikke lun mælk med gær og mel ved siden af det, så tager jeg hellere frivilligt på nudistvandretur til Alaska under Fimbulvinteren. 5. En pirog er fyldt. Med hvad? Med fyld. Der skal være noget i en pirog. Dette er igen et sted, hvor piroggen bliver koncept frem for objekt: den skal have fyld, da den ellers bare er en slags bolle. Fyldet kan være, hvad man har lyst til. Piroggen er historisk set en form for kantinemad fra Soviet, hvori man kunne fylde alt muligt ind i dejen og derved få noget fint ud af ens rester. Jeg laver tit en med bønner og tomat, eller med champignon, løg og porrer, eller med kartofler og ost. Alt i alt skal man kunne bide ned i piroggen og forvente, at den indeholder noget. Hvis man ikke har rester, så kan man lave fyldet, imens dejen hæver. Det er godt tidsfordriv, da stilleståen fremmer mørke og derved kattestreger i hjernen. Husk for Judith Butlers skyld at vente, til fyldet er nogenlunde koldt, inden du propper det i bolden. Lunt er ok, men du skal helst ikke brænde hænderne, da det kan stoppe dit pirogarbejde før tid. 6. En pirog skal bages ved 175 grader varmluft i ca. 12-15 minutter. Giver lidt sig selv. 7. En pirog skal nydes, imens man tænker ”mums”. En pirog, en god pirog, en forbilledlig, efterfølgelsesværdig, ophøjet og hellig pirog skal smage godt. Smag er en smagssag. Her kan man diskutere forskellige distinktioner af smag (læs gerne noget om Bourdieu og smag), men hvis

Manife s t

TE MA

du ikke selv kan stå inde for, at smagen smager godt, så må du omsmage og derefter afgive din smagsdom. Hvis du ikke tænker ”mums”, så kan du tænke ”kan du huske (her henvist til en selv), da du engang kom til at åbne din tante Christinas julegave til jul engang, og det var et par strømpebukser, og at du følte en form for kønseufori i ideen om dig i strømpebukser, men alle grinte, fordi det var sjovt, at drengen (som du jo var blevet bestemt at være dengang) åbnede kvindeundertøjet, og at du, når du i dag ser på strømpebukser og forestiller dig selv i dem, føler en ur-skam i dine knogler, og at det giver dig lyst til, at nogen slår dig ned bagfra”. Derfor skal der tænkes frem mod den tanke, at der skal være et ”mums”. 8. En pirog kan fryses ned, så den kan nydes, hvis man ikke kan lave pirog. Det er vigtigt, at du spiser en nybagt pirog, men det er også vigtigt at huske, at du nogle dage ikke kan lave pirog, hvis du har lyst til at dø, da der kan være andre faktorer. Dem glemmer man tit, når man skal teoretisere, altså livet. Man glemmer, at livet ikke er en teori. At livet ikke er et manifest. At livet er det underligste koncept, vi kender, hvis man som jeg forbinder det med døden som et samlet livskoncept. Altså må man lave madplan og huske, at den ikke er en livsplan, selvom den er tæt på. Piroggen kan fryses ned, og de kan varmes op igen i ovnen ved varmluft. Man kan spise dem med lidt mangochutney som dyppelse ved siden af. Man kan lægge dem ned i fryseren til sig selv, så man selv husker, når man selv bider lidt i en optøet pirog, at man har givet sig selv den gave. En pirog er et kram fra dig til dig. 9. En pirog er til dem uden, og til dem med, venner. En pirog slår kegler, hvis dine venner er sultne. En pirog slår kegler, hvis du er sulten. Det kan godt være, at venner ikke altid forstår, hvorfor du skal billedliggøre dit mentale helbred som en kat, men de forstår, hvad en pirog er (hvis du altså fortæller dem om det), og derved forstår de, hvis de er menneskelige, den basale egenskab, der er spisningen. Det at spise er at overleve. Det er altid bedst at overleve sammen. 10. En pirog er et løfte om, at den bliver spist.

TEMA

Manifest

Den smager simpelthen for godt til, at du ikke gør det. Medmindre du altså har gjort noget galt, så starter du bare forfra igen. Eller bestiller take-out. Igen, livet er svært at planlægge, men det er godt, at livet derved også kan være umådeligt omstillingsparat. Det slår mig, at mit manifest næsten kun har ting. som piroggen er. Vi må have flere ting, den ikke er. 11. En pirog er ikke en samosa. Det kan være, jeg skal skrive et samosamanifest også??? KAN JEG BLIVE RIG??? Det tror jeg måske. Der er mange penge i samosa. Måske fordi indisk er lidt mere streetfood og derved mere mainstream og derved mere lukrativt et marked. 12. En pirog er ikke en mirakelkur. Det kan godt være, du stadig har lyst til at dø, men du har i det mindste en pirog ved hånden. Det kan godt være, at katten igen har fundet et garnnøgle, der har etiketten ”ting, jeg gjorde, da jeg var fuld”, eller det større garnnøgle ”folk, jeg ikke skulle have haft sex med” og leger næsten postkort-pænt med garnnøglet, og det er uudholdeligt, og hvorfor svarer dine venner ikke tilbage på dine beskeder? Det, at der ikke bliver svaret på en besked, bliver til, at nogen sparker katten, og så er kløerne ude. 13. En pirog er herved symbolsk for en handling, der stopper en anden handling. Konceptet, der er et objekt, bliver til handlingen bag, altså fremstillingen. En pirog er en fremstilling, og du skal give dig selv den glæde at have udført noget. Når det er mørkt i hovedet, er det bedst at vente på, at solen står op igen. Det kan være ubehageligt at vente. Det kan være destruktivt at vente. Handling må, no shit, være det modsatte. Og ved en modsætning har vi ikke en løsning, men en distrahering. Det at distrahere leder til abstrahering. Jeg abstraherer fra at tænke over, at min ven ikke svarer på min sjove joke, hvis jeg ælter en dej. Jeg abstraherer fra at have lyst til at gå ud og gå hvileløst rundt, imens jeg ryster og griner manisk, hvis jeg skal tænke over at lave lækkert fyld, muligvis

Manife s t

TE MA

med ost, der smelter og smager godt på tungen. En pirog er ikke, at jeg har det bedre. En pirog er ikke, at jeg stadigvæk nogle gange har lyst til at dø. Det er mad, jeg kan spise, og det er mad til flere dage frem. Det er en gave. Det er ikke medicin mod angst. Det er ikke samtaleterapi. Og nu siger jeg ordet ”men” uden at have sat komma først. Men. Det er noget, jeg kan overskue. Det er noget, jeg kan lave. 14. En pirog er derfor et løfte om ikke at dø. Det er et løfte for mig selv om, at jeg ikke skal dø. Jeg har mad lang tid frem. Da min psykolog i tidernes morgen sagde, at jeg skulle skrive ting ned, så tænkte hun, at det at skabe en plan, noget at ville, noget at se frem til, ville fjerne denne utilstrækkelige eksistentielle ensomhed, jeg lod mig selv lide under, og som jeg har valgt at billedliggøre som en kat i denne tekst. Hun havde gode tanker. Jeg kan ikke overskue de store ting. Jeg kan ikke overskue at arbejde mig frem mod dem. Jeg kan godt lave aftensmad. Jeg kan godt lave en madplan. Så det er det, jeg gør. Mums.

TEMA

Manifest

Manifest for synets frigørelse Af Sigurd Vemmelund Jørgensen, Musikvidenskab I vores verden er og bliver synet den hegemoniske sans. Og hvad mener jeg med det? Jo, ordet ’sans’ rummer en distinktion mellem vore kroppes 5 sanser (syn, hørelse, smag, lugt og følen), mens ’hegemoni’ implicerer synets herskende status. Men over og for hvad? Over de andre fire sanser og for menneskelig viden, erkendelse og kommunikation. Jeg drømmer om en fremtid med en udtalt samfundsmoral, hvor vi ikke taler om alverdens muligheder og fordærvsprovokerende succeskriterier, men tillidsfuldt og empatisk, eksplicit konfronterer den angst, vi alle har for at slippe afhængigheden af vores syn. Jeg drømmer om synets frigørelse af skærmen. Skærmen, som er den konstante sejrherre for al mulig tilfredsstillelse. Dopaminens hertug. Vi er en generation, hvis livserkendelse ingen italesætter. En markant generationskløft har i de senere år langsomt tilkendegivet sig. Vi er en generation, som er opvokset med computerskærmen helt fra de tidlige grundskoletrin. Vi har smartphones i lommerne. Alle vores fritidsaktiviteter er bundet til skærmens rammer. Aktuelt sukker folket fra ældre generationer efter pauser fra skærmen efter lange videoopkaldssessioner. Jeg misunder deres minde om et liv før skærmen. De kender til alternativer. Alternativer, som står uden for vores generations rækkevidde. Alt vores arbejde og fritidsliv er kropsligt determineret af synets spytslikkensig op og ned ad den flade lyskilde. Vi har ingen mulighed for at beundre de løvfaldne blade. Skarnbassen, der krydser vejen. De smukke solskær, som kniber sig ind igennem skyerne, er blot en irritation for det forhastede jeg. Skærmen er en opmærksomhedskrig, der har dræbt al erfaring om tålmodighed for en hel generation. Det er slet ikke et ord, vi kender. Hvis det er, så er det et ord, som har vidt forskellige følelsesmæssige betydninger generationerne imellem. Det er ikke bare et spørgsmål om at lægge skærmen væk for at nyde skoven. Det er slet ikke en erkendelsesmæssig mulighed. Vi ved ikke, hvad det vil sige. Vi har aldrig oplevet friheden, som er et præskærminficeret samfund. Vi ved ikke, hvad det vil sige at læse skønlitteratur i analog bogform. Vi kender det kun som en god handling i livets karmaregnskab; et moralsk pålagt alternativ til vores uforskyldte underkastelse til skærmens konstante løfter om øjeblikkelig tilfredsstillelse. Livet går så hurtigt, at vi alligevel kunne dø med det

Manife s t

TE MA

samme. Vi kan ikke læse bøger, da ideen om tålmodighed er helt forsvundet. Vi kører på 1000 dopaminudløsninger i sekundet - og det skal helst gå hurtigere. Den allestedsværende selvkritik fortæller, at der alligevel ikke er andet at gøre: det er jo allerede for sent at gøre om. Vi kan ikke læse en bog eller se på de nøgne trækroner, da det ville kræve en anerkendelse af, at vi åbenbart befinder os i et kvasi-virkeligt, aktuelt nu i tid og rum. Vi er i en konstant flugt fra denne virkelighedens spontanitet. Utålmodigheden, som står udtrykt i de øjeblikkelige tilfredsstillelser i supermarkedernes frysediske, er atter blot ét af adskillige tegn på, at tilfældigheder og modgang er taget ud af livets ligning. Vi er blevet lineære sammenhænge, der eksponentielt søger mod undergangen. Jeg drømmer om en samfundsmoral, der dyrker det langsomme. Det langsomme, som kan findes i løvfaldets dalen og skarnbassens målestoksforhold til os selv. Det langsomme, som er øjets bevægelse langs stukken mellem væg og loft i det rum, du befinder dig i lige nu. Visuelle detaljer og en kropslig fornemmelse, du konstant tager for givet. Eller slettere ret slet ikke var klar over, var en af livets uendelige muligheder. Jeg drømmer om at genfinde den forsvundne tålmodighed ved at lukke øjet til fordel for musik og lyd som helbredende midler. En gunstig eftergivenhed for musikkens temporale ontologi og levende væsen. Høresansen skal frem som ideelt værktøj til at splintre skærmens ramme og befordrende overforbrug. Kreativiteten vil frigøres ved at krop og mental virksomhed atter finder hinanden i synergi. Øjne kan danse hen over nøgne trækroner, stukkatur og andre analoge linjer til lyden af podcasts, pip og Prokofiev. Med lytning vil velvilligheden blive fri af afhængighedens kropsdeterminerende skærmforbrug. Nuvel er dette ikke ’blot’ et udtryk for de til tider hårde tider, som er livets vilkår. Nej, dette er en appel for en fremtid, hvor synet – eller måske rettere sagt alle sanser – er frigjort af forbrugerismens fordærv af øjeblikkelig tilfredsstillelse; dette er nemlig mere alvorligt end, hvad suffikset ’-isme’ kan præstere. For tiden er livet overstået i ét snuptag, og dette manifest er et ængsteligt opråb fra en generation tynget i livsangtens ulme korridorer og fastrammede kropslighed.

LØ S E E N DE R

Novelle

Det er stadig kun november

Findes der Kaffebarer på Andre Planeter, Afsnit 4 Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie Nogle folk elsker at gå til frisøren, andre hader det, men det er kun de allerfærreste, der er nødt til at risikere liv og lemmer for at få håret klippet. Sund fornuft burde fortælle en, at håret godt kan vente, hvis man er særligt sårbar, og der er en epidemi lige på trapperne, men i sidste ende, hvad er så mest vigtigt: sund fornuft eller en vedligeholdt stil. Det var i hvert fald ikke sund fornuft, der hviskede Carl-Elias i øret, da han en sen november morgen kiggede sig selv i spejlet og udbrød: ”kæft, du ligner jo en kegle, mand. Det er enten nu eller først næste år, og så vil jeg hellere dø end vente.” Carl-Elias tog solbriller på, proppede tasken med mundbind og smøger og sprang ud ad døren. Han nåede gaden og den mistænksomt tomme parkeringsplads, før han indså, at noget var ravruskende galt. Han havde jo lånt vognen ud til Michael, der ville køre ud til lufthavnen og hente afdelingens nye medlem. ”Så for helvede”. Den eneste måde, han kunne komme ind til byen på nu, var med offentlig transport. Men der gik vel ikke nogen busser fra Sønder Borte så langt? Ikke medmindre han ønskede først at komme til Aarhus om aftenen, og så var han nødt til at overnatte i den gudsforladte by – og endda på denne tid af året. ”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?” mumlede Carl-Elias for sig selv, imens han stak en smøg i kæften. Han spejdede overvejende op og ned ad den tavse landsbygade og dens mutte huse. Han havde kun boet der i to dage og kendte endnu ingen af sine naboer godt nok til at forsøge på at nasse et lift. Indtil videre havde de ikke givet noget indtryk af at have varme følelser for hverken ham eller Michael, så det kunne nok godt tage noget tid. Carl-Elias var nået til sin tredje smøg og var begyndt i desperation at overveje den offentlige trafik, da en lille rød vogn trillede ned ad gaden mod ham. Han genkendte straks føreren, og et smil spredte sig på hans læber. Heldigvis for Carl-Elias skulle Svendsen faktisk også til Aarhus. Uheldigvis for Svendsen kunne han ikke finde på nogen god undskyldning for ikke at ville have ham med. Det var stadig svært for ham at acceptere, at den mærkelige

Novell e

LØS E E NDE R

københavner var flyttet til byen. Han havde gjort sit bedste for at lægge hele affæren med Viggo, det levende øje og Natasja fra sig. Den slags burde man ikke dvæle ved af åbenlyse årsager. Det var også gået storartet indtil videre. Viggo var tilbage til kun at blive plaget af sin strikse kone, og de havde ikke snakket om andet end vejr, jagt og fodbold de sidste par uger. Sådan foretrak Svendsen sagerne. Selv skulle han til Aarhus for at købe adventsgaver til sin kone, da han endnu ikke var meget for at stole på internethandlen. Hvilke gaver ville du måske spørge om, men i så fald ville du blive bedt om at passe dig selv. ”Ja, okay, okay, fair nok,” nikkede Carl-Elias. ”Hvad en mand giver sin skat vedrører ikke andre.” ”Hmmm…” svarede Svendsen. Carl-Elias fortsatte med at nikke og kiggede ud ad vinduet på træerne, der gled forbi. ”Men det var da lidt af et tilfælde, ikke, at du skulle afsted lige i dag?” ”Hmmm…” svarede Svendsen. ”Vil hellere undgå mylderet. Det begynder jo nok snart.” ”Ja. Jeg fik den samme tanke. Man skal jo helst ikke blive syg.” Carl-Elias var ubevidst begyndte at rulle en smøg, men et strengt blik fra chaufføren fik ham til at pakke den væk igen. I stedet trommede han lidt med sine fingre, vendte og drejede sig, idet han undersøgte bilens indre nærmere. Under sædet fandt han blandt andet en halv pakke spiste snøfler, som han lod ligge. Til sidst begyndte han at pille ved radioen. Hvis Svendsen insisterede på ikke at føre samtale, så kunne den måske holde ham ved selskab i stedet. Han hoppede lidt rundt mellem nogle forskellige kanaler, før han fandt en vært, han godt kunne lide. Smilende lænede han sig tilbage i sædet med armene i nakken. ”… er ikke svært at være i godt humør, når man hører hans melankolske toner. Selv opdagede jeg hans livlige guitar og hans rustne stemme, dengang jeg var en naiv 18-årig, og lad mig fortælle jer, at han forandrede mit liv. Det ene øjeblik var jeg en bumset, kejtet knægt, og det næste var jeg en mand. Sådan er det med den rette musik på det rette øjeblik. Det kan gøre underværker. Og med de ord tænker jeg, det er på tide, at vi bevæger os videre til det næste nummer. Denne gang er det Agnethe, der har ønsket, og hun skriver, at selvom

LØ S E E N DE R

Novelle

det måske er lidt kikset, og det måske er for tidligt på året, så kan hun bare ikke vente længere. Og det, tænker jeg, er helt fair, for hvem har ikke brug for lidt opmuntring i disse tider. Så uden introduktion – Agnethe, her kommer Last Christmas.” En krampetrækning gik gennem Carl-Elias, og han slukkede radioen med en knytnæve. Han kunne rent biologisk set ikke svede, men det så ellers ud som om, at han gjorde sit allerbedste for at forsøge på det. Svendsen rynkede på næsen og kiggede op et kort sekund. ”Den er sgu også lidt for poppet.” Svendsen satte ham af i udkanten af midtbyen og kørte så afsted igen. De havde aftalt at mødes om to timer. Det burde være rigeligt med tid for Carl-Elias til at få klippet håret og for Svendsen til at få købt gaverne. Måske kunne han også nå en kop kaffe. Sidst han var i byen, havde der ligget en fremragende lille cafe ved siden af Radoslavs. Forhåbentligt var den der stadig. Radoslav var navnet på Carl-Elias´ frisør. De havde et trofast forhold, der gik mange år tilbage efterhånden, og Carl-Elias nægtede at lade nogen anden håndtere sit hår. Den eneste hage var, at han måtte tage til Århus hver gang, han skulle klippes. Men nu var han trods alt flyttet tættere på. Det var nok den eneste fordel ved forflytningen. Carl-Elias begyndte at rulle en smøg, men indså, at hans tobak var væk. Han måtte have glemt den i Svendsens bil, og han havde ikke andet på sig. ”Pokkers.” Foran ham lå en Rema 1000. Han havde jo tid nok, så Radoslav kunne godt vente i ti minutter, men han tøvede alligevel. Det var ikke betryggende for ham at træde ind i et supermarked i disse tider. Faktisk kunne det ende med at gå rigtigt galt. En ting var at tage til frisøren. Dette var noget helt andet. Carl-Elias bed sig i fingeren og forsøgte at udregne risikoen. Det skulle jo kun gå galt én gang, og der skulle jo i grunden jo ikke meget til. På den anden side havde han siddet over en time i Svendsens bil, og han trængte virkelig. ”Kraft helvede, du gør det ikke,” sagde han for sig selv. ”Du er klogere end det.”

Novell e

LØS E E NDE R

To sekunder senere tog han et mundbind på og trådte ind i forretningen. Som forventet var der proppet med mennesker, og Carl-Elias kunne bevæge sig langsomt gennem butikken. Folk ramlede ind i hinanden, svedte og talte højlydt sammen. Nu han alligevel var derinde, besluttede han sig også for at få en flaske vand, men den beslutning kom han til at fortryde. Idet han forsøgte at lukke kølereolen igen, greb en stor svedig hånd fat om lågen og havde nær kvast hans hånd. Den tilhørte en stor, bleg mand i en grim julesweater, som hostede en enkelt gang, undskyldte og rakte ud efter colaerne på tredje række. Carl-Elias tog et stort skridt bagud, imens han rystede over hele kroppen. Han havde svært ved at få luft gennem mundbindet og forsøgte at komme så langt væk fra manden som muligt. Men idet han vaklede bagud, kom han nær til at ramle ind i en børnefamilie, der stod i kø op til kassen. Begge unger havde snot dryppende ned over hele ansigtet, imens forældrene lignede nogle, der ikke havde sovet i en uge. ”Far, far,” plagede den ældste dreng. ”Du lovede, du lovede altså. Du sagde, at vi måtte få en kalender.” Han løftede en oversavlet æske chokolade op mod sin udmattede far, der forsøgte at vinde overblikket over situationen. ”Atju!” lød det fra moderen. Carl-Elias smed vandflasken på stedet og flygtede ud af butikken uden at se sig tilbage. Ude på gaden igen så snart han havde fri luft omkring sig, kylede han masken i en skraldespand. ”Gud, jeg hader mundbind.” Smøgen måtte vente. Men hvis han kendte Radoslav ret, så ville han nok have en pakke eller to. Så længe som han havde været en trofast kunde, så kunne han nok godt tillade sig at nasse lidt. Carl-Elias tog den hurtigste rute han kendte og gjorde sit bedste for at holde afstand til alle andre på gaden. Det havde allerede været ved at gå galt tre gange nu, og han kunne mærke, hvordan det kriblede flere steder i kroppen. Han ville uden tvivl være sløj i morgen. Desværre viste det sig, at den rute han troede, at han kunne huske, ikke var

LØ S E E N DE R

Novelle

så let at finde alligevel, og inden længe var Carl-Elias faret vild. ”Gud, jeg hader Århus,” mumlede han, imens han fandt telefonen frem og forsøgte at få angivet en rutevejledning. ”Sådan en selvglad, lille ubetydelig lorteby med al dens hygge og meningsløshed. Europas kulturhovedstad min bare røv. Jeg kender tankstationer ved motorvejen med mere kultur end… hov, hvad pokker?” Telefonen forsøgte at fortælle ham, at frisøren ikke fandtes. Men det kunne sgu da ikke være sandt. Det lykkedes ham at finde hjemmesiden i stedet, hvor han fandt adressen – og sådan, så var han på vej. Hvad var klokken egentligt ved at være efterhånden? Han havde brugt snart en halv time på at trave rundt. Heldigvis burde det være lige rundt om hjørnet. Så langt var han ikke gået forkert. Han slog ind på en sidegade i et forsøg på at tage en genvej, men opdagede til sin rædsel en mindre hob af mennesker samlet omkring en lille bod med brændte mandler og æbleskiver. De stod samlet omkring den med sultne, grådige miner som en flok sygdomsbefængte rotter. ”Kraft helvede,” gentog Carl-Elias. Den turde han ikke vove. Han havde allerede løbet for mange risici i dag. Han forsøgte med en anden gade men opdagede, at der her var mindst lige så mange mennesker. Havde de ikke andre steder at få noget af spise? De kunne vel lige så godt lave den slags derhjemme selv. Hvad var pointen i at komme udenfor og samles i disse groteske sværmer? Forsøgte de simpelthen på at slå ham ihjel. Da han for tredje gang var blokeret fra en gade, begyndte han at mistænke, at det drejede sig om et komplot imod ham. Det var for meget alt sammen, og så havde han endda ikke nogen smøger. Han fik øje på en lille flok, der stod og røg på et gadehjørne og besluttede sig for, at hans stolthed måtte komme i anden række. De lignede typerne, der godt kunne finde på at dele, og da han kom nærmere, følte han sig kun mere sikker. De var tydeligvis universitetsstuderende på en eller anden humanistisk, upraktisk linje, med tid til overs til at stå og ryge på gadehjørnet kl. 13 på en torsdag. Derudover var de i fuld gang med at diskutere politik og ideologi-filosofi, men ikke den slags, der havde det mindste med hverdagen at gøre. Nej, det var den slags der var fjernet helt fra den og dermed fuldstændigt konsekvensfrit at ytre

100

Novell e

LØS E E NDE R

sig om. Ja, de var lige de rette typer til at nasse en smøg af. Carl-Elias trådte op til cirklen og skulle til at introducere sig, da en af de studerende begyndte at grine højlydt. ”Ja, I husker jo nok, hvordan det gik med Benni sidste år. Altså jeg skal jo nødigt snakke selv, men da han først begyndte at rejse sig op og synge. På loftet sidder nissen med sin jule-snaps, sin jule-snaps, det var sgu nok et tegn på, at han havde fået for meget indenbords, og jeg siger bare, at… adr…” I et voldsomt host afbrød han anekdoten. En af hans venner skyndte sig at finde et lommetørklæde frem, men Carl-Elias var allerede flygtet. Det her var bare ikke hans dag. Ti minutter efter lykkedes det ham endelig at finde et smuthul ind til den rigtige gade. Radoslavs gade. Han kunne straks genkende den. Nu kunne han snart komme væk fra kulden og de sygdomsbefængte horder og ind i varmen. Det var længe siden, han sidst havde set sin frisør. Han kunne mærke, at han helt savnede ham. Især hvis han gav en smøg. Forventningsfuldt struttede Carl-Elias ned ad gaden, men håbet begyndte langsomt at blive afløst af en forudanelse af gru. Da han til sidst stod foran den rigtige adresse, stivnede han, bleg på stedet. Hvor Radoslavs burde ligge, var der nu i stedet en kostumeforretning. En kostumeforretning. Det her var jo et kulturelt attentat. Hvordan kunne det være sket? Og hvordan i al verden kunne det være, at han ikke havde hørt om det? Det var jo en skændsel. Det kriblede i hele Carl-Elias krop, og han var lige ved at koge over. En ting var hans allergi, som han havde gjort sit bedste for at holde under kontrol i dag. En anden ting var, at han nærmest var villig til at slå ihjel for at få en smøg. Men – foruden at hele turen nu var meningsløs – dette var trods alt det værste af det hele. Røvsinen i pølseenden på en elendig dag. ”Lorte by. Lorte dag. Lorte årstid. Lorte højt…” Døren til kostumeforretningen gik op, og Carl-Elias flygtede ned ad en smal baggyde. ”Nej, nej, nej, det er for meget. Det er alt for tidligt. Det er trods alt stadig no-

101

LØ S E E N DE R

Novelle

vember. Det kan I ikke gøre imod mig.” Men han kunne mærke, at han var blevet ramt. Hele verden sejlede for hans blik, og han satte sig kvalmt op mod gydens ene væg. Han kom til at have det dårligt i flere uger nu, det kunne han mærke. Han turde ikke se efter, om julemanden var forsvundet. Noget fortalte ham, at denne gennem-kommercialiserede, rådne myte-popstjerne endnu stod og stirrede gustent ned ad gyden, bare i det tilfælde, at Carl-Elias skulle kigge op. ”Gud, jeg hader julen,” mumlede rumvæsnet. Ingen menneskelige sygdomme havde noget tag på ham, men hans art havde en uheldig tendens til at udvikle grimme allergier mod samfundsmæssige farcer og smagløs kultur. Ofte kunne det hjælpe en med at undgå livets slatne sider, men i hans tilfælde betød det, at der hvert år var en hel måned, hvor han kun nøjsomt turde vove sig ud ad sin dør. Eller i princippet burde det kun være en måned. ”Kraft helvede,” sagde Carl-Elias en sidste gang. ”Det er stadig kun november.”

102

Novell e

LØS E E NDE R

Et festmåltid Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie I aften kan man næsten smage fedtet i luften. De mørke gardiner er fedtede, den røde velourdug er fedtet, og den tilrøgede luft i spisestuen er fedtet og får håret til at klistre sammen. Alle sidder med en stor tallerken foran sig fyldt med blege, melede kartofler, brune karamelliserede kartofler, stegt and, stegt svin, rødkål, og en sø af brun, klistret, tyk sovs lavet på restfedt fra dyrene. ”Det her er årets bedste middag!” siger Flemming begejstret, mens han smøger ærmerne op og fylder munden med svin. ”Vi er bare glade for, at I alle er samlet her i aften” siger Else, og smiler rundt til alle gæsterne. De sluger deres første portion mad i løbet af få minutter og skyller det hele ned med papvin. Derefter tager de en portion til. Flemming, Henning og Morten stønner, mens de spiser og tørrer sveden af deres røde pander. De har tydeligvis svært ved at finde plads til mere kød, men de nægter at give op. Flemming tager sit andelår og suger resten af kødet af for derefter at placere sine klistrede, sovsede fingre på sit glas, mens han skåler til resten af bordet. Der er en trykkende varme i spisestuen. Vinduerne dugger, og Else og Henning beskuer alle deres gæster gennem luftens tågede filter. Stearinen fra lysene dypper langsomt ned på velourdugen. Sovsen har trukket skind. “Hvornår må vi få vores gaver?” spørger Andreas utålmodigt. De andre børn kigger ned i bordet, så snart han åbner munden, de ved godt, at man ikke skal spørge om den slags hos Henning og Else. ”Der er ingen, der åbner deres gaver, før I har spist op. Der er stadig flæskesteg på din tallerken, Andreas, og vi smider ikke mad ud her hos os. Der er børn, der sulter i Afrika, og så sidder der en utålmodig møgunge og vil åbne gaver! Spis din mad!” Henning skuler til ham med sine smalle katteøjne, og Andreas begynder at snøfte. ”Men jeg er mæt!” råber han og dækker sine øjne med sine klistrede fingre. ”Nå, men så må du blive siddende, til du er sulten igen”. Henning kigger rundt på de andre gæster. ”Mens vi venter på Andreas, kan vi jo lige så godt tage en portion til. Kom så!”. ”Ja”, siger Else, ”der er ingen, der skal gå sultne i seng i mit hus!”. Uden at tøve begynder gæsterne at gribe ud efter fadene, af en eller anden grund er de alle i stand til at spise endnu en skive halvkold gris med lunken sovs. Flem-

103

LØ S E E N DE R

Novelle

ming får et par sure opstød, mens han sluger det sidste flæskesvær, men det lykkes ham til sidst, og han ranker ryggen, da det går op for ham, at han uden sammenligning har spist mest i aften. Andreas tvinger også det sidste stykke svin ned i halsen, og viser Henning den rene tallerken, mens det tørre kød vokser i munden på ham. ”Godt, lad os gå ind i stuen – jeg ved, at der er et smukt juletræ derinde, som venter på os”. Mens gæsterne langsomt og stønnende nærmer sig stuen, hører de pludselig en gennemtrængende lyd derindefra. ”HO HO HO” skriger en mand manisk, ”ER DER NOGLE SØDE BØRN HER I HUSET?”. Børnene indser, at det er julemanden, der råber, og de løber hen mod døren, hvor de skubber til hinanden for at få lov til at komme ind først. Inde i stuen står julemanden ved siden af det perfekte, symmetriske juletræ. Hans hænder er smurt ind i blod. Han har smadret vinduet for at komme ind, så der er glasskår og mudrede fodspor over hele gulvtæppet. Børnene løber lykkelige hen mod ham, mens de skærer deres fødder på glasskårene og efterlader et spor af blod på gulvet. Ved døren står Else og Henning og smiler hjerteligt ved synet af deres uskyldige børnebørn, der stadig tror på julemanden. ”Jeg har en gave til Andreas!” Julemanden trækker en stor gave ud af sin sæk, og Andreas flår papiret af. Det er en øde ø lavet af plastic. De andre børn river også papiret af deres gaver og jubler over den ene plasticgenstand efter den anden, mens julemanden fortsat trækker pakker ud af sækken. Julemanden smiler. Hele hans ansigt er rødt, han har tydeligvis også mæsket sig i svin i aften. Han lader børnene sidde på sit skød, han knuger dem ind til sig, og hans mave hopper, mens han griner. Endelig afbryder Else julehyggen, det er tid til at danse om det træ, de har fældet i dagens anledning. Alle tager hinanden i hænderne, Julemanden knuger Andreas spinkle hånd med sine fede fingre, der stadig er indsmurt i blod og små glassplinter. Mens de synger salmerne, knuger han ham hårdere og hårdere, indtil han har brækket hver eneste en lille knogle i Andreas hånd. Andreas formår dog at være stille denne gang, mens tårerne triller ned ad hans kinder. En time er gået, og familien synger stadig. Det lyder ikke godt længere, deres halse er tørre og ømme, og deres stemmer monotone. Det er iskoldt i stuen, luften blæser ind ad det ødelagte vindue, men det er uhøfligt at bryde cirklen, så alle synger, synger, danser, synger. Endelig er der en skinger lyd, der afbryder

104

Novell e

LØS E E NDE R

den mekaniske gentagelse af Glade Jul – fem gigantiske, vilde katte kommer spankulerende gennem vinduet ind i stuen. Lederen, en grå, haleløs kat, går på to ben som et menneske og bærer en fedora. De andre fem katte ser almindelige ud. ”Mjav”, siger lederen, og løfter på hatten. Han griber fat om en flaske vin med sine poter, og hælder et stort glas op til sig selv. Han nikker til Henning og tager derefter Elses hånd og slikker den. Else er bleg, det er som om, hendes tunge gror i munden på hende. ”Ved du godt, at det er meget uhøfligt at dukke op juleaften, uden invitation og uden gaver? Skam jer!”, siger hun endelig, og trækker hånden til sig. Kattene forlader stuen øjeblikkeligt, men kommer tilbage et par minutter efter – denne gang har de taget deres venner med, og alle de gaver som hjertet kan begære. Omkring halvtreds katte marcherer ind i stuen. De har alle en død fugl, rotte, fisk eller mus i munden. De går videre ind i spisestuen, hvor de hopper op på bordet og arrangerer dyrene fint. ”Tak”, siger Else, ”det var alt, jeg bad om. Kom ind i spisestuen alle sammen, det er tid til anden omgang!”. Alle skynder sig ind til bordet, hvor de finder deres pladser og begynder at fortære de døde dyr. Der bliver ikke levnet en eneste fjer eller en eneste knogle. ”Else, jeg er ked af det, men det her smager endnu bedre end det første måltid”, siger Flemming, mens han tygger sig gennem et mågehoved. ”Helt enig”, siger Morten, og sluger en hel rotte. De griber ud efter håndfuld efter håndfuld af fjer, ben og fordærvet kød, mens de begynder at svede igen. ”Så fik vi varmen”, siger Morten og griner. Flemming opdager ikke, at hans skjorte revner, så man kan se hele hans fede ryg; han fortsætter bare med at æde. Imens er kattene begyndt at kradse i møblerne. De hvæsser kløer og river sofaen, læderstolene og det grimme maleri af lystbådehavnen i stykker. Lederen går et par skridt tilbage, slikker sin pote og hopper direkte ind i krybbespillet i vindueskarmen, så Jomfru Maria går i tusind stykker. Kattene har bestemt sig. De forlader ikke huset, før hvert eneste arvestykke er ødelagt. Pludselig har Flemming fået nok. Midt i en daggammel torsk gisper han pludselig, tager sig til hjertet og falder ned af stolen. Hans bukser er også revnet, hele hans krop ligger svedig og lyserød på gulvet, som en gris der er klar til slagtning. Han når ikke at ligge livløs længe, før de sultne katte får øje på det fristende kød. Lederen tager den første bid, strubehovedet, og sluger det med velbehag. Bagefter tager de andre katte for sig, men der går ikke mange minutter, før resten af familien også kræver deres part. Morten smager på et lårben, mens Else og

105

LØ S E E N DE R

Novelle

Henning får lov til at få indmaden. Ja, det er rigtignok årets bedste festmåltid, og ligesom Else lovede, er der ingen gæster, der går sultne i seng.

106

Ar tike l

KU LTU R & KRITIK

Mikroforlag Af Kultur & Kritikredaktionen På VISIR elsker vi litteratur, og vi vil gerne hylde bøger og fortællinger, som inviterer os til ukendte verdener og nye steder - også dem, der ofte går under radaren. Derfor har vi valgt at lave en artikelserie med fokus på mikroforlag. Med serien forsøger vi at

Hvad fik jer til at starte et (mikro)

give ordet til de ildsjæle, som er blevet

forlag?

drevet til at starte forlagene i første

Muligheden for at udgive de bøger vi

omgang - her får man f.eks. visioner-

synes er vigtige - dét var (og er) den

ne bag, et indblik i, hvorfor man væl-

største drivkraft! Helt konkret var det

ger at starte et mikroforlag og hvilke

Frederick Exleys EN FANS NOTER,

forhindringer, der følger med. I løbet

der gav os fikse ideer om at starte

af artikelserien vil vi give et overblik

forlag. Den her vildt hudløse og rå

over nogle af de mikroforlag, der er at

roman (eller ‘fiktive erindringer’, som

finde i Danmark, og gøre os selv og

han selv kalder den) slog fuldstændigt

andre litteraturinteresserede klogere

benene væk under os - den måtte vi

på hvilken fantastisk litteratur, der er

bare udgive! Forinden havde vi lige-

at finde andre steder end hos de store,

som alle andre konstateret, at der var

etablerede forlag. Vi opfordrer læserne

opstået et tomrum på bogmarkedet, i

til at søge videre og blive klogere på

takt med at de store forlag var blevet

dette hjørne af kulturen, som er fyldt

endnu større og i endnu højere grad

med interessant litteratur, der bare

fokuserede på bundlinjen: De udgi-

venter på at blive opdaget! Læs med

ver jo efterhånden kun bestsellere,

og opdag noveller, franske fænome-

genrelitteratur og klassikere. Det har

ner og en kærlighed til det snævre og

åbnet muligheder for, at mikroforlag

interessante.

som Sort Kat, der udgiver ikke nødvendigvis smalle titler, men i hvert fald kvalitetslitteratur, som ikke kommer i så store oplag.

107

K ULTU R & KRI T I K

Ar t ikel små forlag (som ikke har et reklame-

Hvad er jeres vision?

budget i ryggen) - og hvis de endelig

Så længe økonomien holder, vil vi bli-

gør det, ender vi som regel med at

ve ved med at udgive oversat kvalitets-

få de fleste retur, sandsynligvis fordi

litteratur - ikke kun oversete perler,

de ikke gør så meget for at formidle

men også nyere titler inden for både

bøgerne. Desuden er det nærmest

børne-og voksenlitteratur. Økonomien

umuligt at få vores bøger anmeldt:

tvinger os til at overveje hver enkelt

både landsdækkende og lokale avi-

titel virkelig grundigt, så de bøger, vi

ser anmelder hovedsageligt bøger fra

ender med at udgive, er nogle, vi me-

etablerede forlag, og de fleste af de

ner har en indlysende berettigelse på

bogbloggere, der skriver om voksenlit-

dansk.

teraur, lader mest til at interessere sig

Hvorfor har I valgt det fokus I har? Oversat litteratur er en af de vigtigste veje til større mellemmenneskelig forståelse. Det har den alle dage været, og det er den måske i endnu højere grad i en global verden, der kan virke skræmmende på mange af os. Det er en af grundene til, at vi udgiver oversat litteratur. En anden er, at der ligger så helt vildt mange vidunderlige historier derude, som aldrig er blevet oversat til dansk, fordi de måske ikke kan bære et førsteoplag på 4000-5000

for genrebøger.

eksemplarer.

Hvad fik jer til at starte et (mikro) forlag?

Hvilke udfordringer har I mødt?

Vi syntes der manglede et godt format

En af de største udfordringer ved at

til novellen. Der manglede en udgi-

starte et lille, uafhængigt forlag er at

velsesform, som fremhæver fordelene

få bøgerne set, især er det rigtig svært

ved det korte format. Vi vil skabe en

at nå ud til boghandlerne. De tør ikke

mulighed for at tilgå litteraturen på en

altid tage chancen med bøger fra helt

anden måde, gøre den mere lettilgæn-

108

Ar tike l

KU LTU R & KRITIK

gelig, attraktiv og overkommelig. Der

samtidig med at det er smalt. Vores

er mange, som gerne vil læse mere,

litteratur henvender sig til et bredt

end de føler de har tid til. Med vores

publikum med et ønske om at bringe

udgivelser får man et hurtigt læsefix,

store læseoplevelser i et lille format ud

samtidig med at man nemt kan lære

i verden. Novellen som genre kan vir-

nye forfatterskaber at kende.

ke meget smal og eksluderende,men vores vision er netop at være inklude-

Hvad er jeres vision?

rende.

At give novellen credit for det selvstændige medie den er. Den er ikke

Hvilken udvikling kunne I tænke jer

dårligere end romanen, men et andet

at se inden for forlagsbranchen?

medie som kan noget helt særligt. Der

At man tør mere end man gør nu, at

findes mange negative forestillinger

der bliver satset og arbejdet for for-

om novellen og det vil vi ændre på. En

skellige typer af værker, og at man

stor oplevelse behøver ikke være en

stoler på, at mennesker er nysgerrige

lang oplevelse. På sigt er vores vision

og modtagelige. Jeg tror også, at de

selvfølgelig også at hjælpe mennesker

fleste forlag har meget at vinde ved at

med at få mere læsning ind i hverda-

arbejde sammen for litteraturen og

gen - at der skal være en Novellix-no-

dermed gøre læsning mere interes-

velle i hver lomme.

sant, spændende og sjovt. Vi vil jo alle det samme - at mennesker skal læse

Hvilke udfordringer har I mødt?

vores bøger! Og hvis vi i det hele taget

Der er mange udfordringer med at

kan få sat mere fokus på læsning og

starte et forlag, men for os kan man

litteraturens magiske verden vil det

sige, at vores største fordel også er

fremme os alle. Heri ligger også et øn-

vores største udfordring. Fordi det

ske om, at der skal være mange aktø-

er noget nyt, et nyt format, og en ny

rer og en mangfoldighed på markedet

måde at samle og udgive noveller på,

- at der er mange uafhængige udgivere

kræves der meget i form af at skabe

og ikke et stort monopol.

bevidsthed om konceptet, at nå, go at blive forstået. Vi har ikke en selvfølgelig plads på hylderne, og vi bliver heller ikke anmeldt i aviserne. Det er helt klart en udfordring at gøre noget bredt

109

K ULTU R & KRI T I K

Ar t ikel Det ville jeg gerne gøre noget for at ændre. Hvorfor har I valgt det fokus I har? Etcetera er altså udelukkende dedikeret til den franske samtidslitteratur. Dels fordi der sker rigtig meget på den

Hvad fik jer til at starte et (mikro)

franske litteraturscene, som det ville

forlag?

være alt for ærgerligt at gå glip af, hvis

Jeg startede Forlaget Etcetera i 2013.

man ikke kan fransk; dels fordi det for

På det tidspunkt havde jeg i lang tid

mig personligt er en del af litteraturen,

haft lyst til at arbejde med bøger, og

jeg brænder særligt meget for - og ger-

jeg var meget inspireret af hele den

ne vil dele min passion for med andre.

underskov af mikroforlag, som var begyndt at skyde op; forlag, der kæmper

Hvilke udfordringer har I mødt?

for kvalitet og de ‘smallere’ udgivelser,

Det eksklusive fokus på den franske

som de store danske forlag ikke har

litteratur er et radikalt valg, fordi det

det samme mod til at satse på. Det

virkelig er en niche at bevæge sig ind

gav mig skubbet til selv at starte et

i. Det er jeg helt bevidst om, og det

forlag.

har aldrig været ambitionen at sprøjte bestsellere ud på markedet. Jeg udgi-

Hvad er jeres vision?

ver kun bøger, som jeg selv elsker, og

Idéen med forlaget var at få udgivet

som bliver hængende i bevidstheden,

nogle af de mange superspændende

længe efter man har læst dem. Det

franske forfattere på dansk, så der

kræver ret meget passion at være et

kan komme et større kendskab til dem

lille forlag i Danmark. Markedet er

herhjemme, end der er i dag. Fransk

lille, alene af den grund at vi er et lille

litteratur føles for mange mennesker

sprogområde, og så er markedet blevet

lidt utilgængeligt og støvet, tror jeg, og

meget liberaliseret de sidste 15-20 år.

det bliver ikke nemmere af, at det kun

Overordnet må man nok erkende, at

er ret få franske forfattere, der kan

det danske marked er for lille til at

læses i oversættelse, så helt lavprak-

‘smalle’ titler fra de små forlag kan

tisk ER det også svært at komme til at

klare sig på frie markedsvilkår. Som

læse sig ind på den franske litteratur.

lille forlag har man heller ikke budget

110

Ar tike l

KU LTU R & KRITIK

til at køre store kampagner, som de større forlag gør, og det er svært at trænge igennem både hos boghandlerne og i pressen. Så det skal ikke være ønsket om penge, der får én til at starte et forlag. Hvilken udvikling kunne I tænke jer at se inden for forlagsbranchen? Der sker rigtig meget i underskoven af forlag i disse år, og det er fantastisk! Den udvikling må meget gerne fortsætte.

Hvis du vil vide mere, anbefaler vi hjemmesiden Mikrofest, der er en onlineboghandel, hvor du kan finde, læse om, og ikke mindst købe, bøger fra 32 uafhængige kvalitetsforlag. https://mikrofest.dk/

111

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Rigmor bygger insisterende nærvær, og du må godt råbe med Af Filippa Francke, Æstetik & Kultur Efterhånden har efteråret et godt tag

salen fælles ben at stå på. Træ peger

i os, men jeg glemmer ikke den kø-

på, at noget er nært, måske noget fa-

lige aften i september, hvor somme-

retruende alligevel udført med en tryg

ren akkurat var

langsommelighed.

begyndt at pibe

Varme i ballerne.

et stille farvel. Vi

Vuggen. Glemsel

skulle høre Rigmor

af omstændighe-

på Atlas. Det var

der. Rebel giver et

mørkt, da vi afven-

tiltrængt afløb for

tende sad ved åen

dagtimernes klam-

og fik kolde baller

me krav, ungdom-

af jorden. Indenfor

men uundgåeligt

blev vi mødt af en

er omsvøbt i. På

sal af stole, og vi

kærlig vis bliver du

huskede på om-

på én og samme tid

stændighederne.

råbt ad og inviteret

Mindre aktuel er

til at råbe med. Du

oplevelsen ikke nu,

bliver set. Salens

selvom der er gået

fælles fodfæste blev

godt to måneder si-

opgraderet med en

den, vi rent faktisk

fælles torso og et

lyttede og så med

sæt lunger, og jeg

egne ører og øjne. Den aften var star-

mærkede en trang til at råbe. Selvføl-

ten på en oplevelse, der skulle vise sig

gelig. Med Sarah Wichmans spæde og

at sætte et langvarigt aftryk i mig.

klare vokal, som helt specifikt adresserer ”dig”, slører Rigmor de fysiske

Vi blev først præsenteret for Træ, som

rammer, der gør, at der er en scene, et

også er det første nummer på EP’en

dem, og en sal, et os. Rigmor har sat

Rebel fra marts i år. Et åbningsnum-

sig for at nedbryde tabuer om at være

mer, der med sin kropslige guitar gav

alene og falde og bygger i stedet et

112

Anme lde ls e

KU LTU R & KRITIK

rum af insisterende nærvær nummer efter nummer. I dette rum bestående af ni numre, opdagede vi, at man godt kan danse siddende. Sidde dansende. Denne performance udspillede sig ikke blot i det tidsrum, vi sad der på Atlas; den vandrede med mig ud af rummet. Rigmor afstod dén aften et langstrakt ekko, som gennem september, oktober og november har fulgt mig ind i dyb-orange og henfaldne omgivelser, rykket i rødderne i mit hår og

Koncertanmeldelse af Rigmor på

taget mig kærligt i hånden ind i efter-

Atlas d. 10/9 2020

årets eftertænksomme luftlag. Rigmor

Pris: 125 kr.

er blevet fast inventar i min krop som

Fotograf: Hasan Jensen, Atlas &

forelskelsen i en ny ven, der bosætter

Voxhall

sig i ens tanker – og som gerne må blive.

113

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Når polerne bytter plads, tager kvinderne over Af Cristina Bojesen, Litteraturhistorie Nogle er trætte af at høre om klima-

til sin familie. Inden længe overhører

forandringer, andre er trætte af de

hun, at de vil sende hende på pleje-

folk, der er trætte af at høre om det.

hjem, da hun, som barnebarnet så

Lige meget hvad er det immervæk et

sødt beskriver hende, er “en savlende

af dette års største samtaleemner, og

sæk kød i forrådnelse” og bare er i ve-

forhåbentligvis, når vi kigger tilbage,

jen. Marian bliver dermed sendt på et

en af de ting vi valgte at stå sammen

plejehjem for kvinder, og her begynder

om. Selvom denne roman efterhånden

historien rigtigt, for dette plejehjem er

har nogle år på bagen (Hørerøret blev

ikke som andre plejehjem. Bestyreren

første gang udgivet på fransk i 1974),

Gambit og hans kone styrer stedet

er den absurd relevant lige nu, og

med hård hånd og tvangsarbejde. De

netop udkommet i en meget fin, dansk

aldrende beboere udgør i det mindste

oversættelse på forlaget Sort Kat. I en

en farvefuld pose godt og blandet, og

verden hvor ungdom bliver uendeligt

boligerne er da heller ikke noget at

meget mere påskønnet end alderdom

kimse ad; der er blandt andet huse

(og dertilhørende visdom), kan vi nogle

formet som en fluesvamp, en kage og

gange glemme, at ikke alle helte er at

en støvle. Inden længe forvandler for-

finde i den yngste generation.

tællingen sig til et vaskeægte eventyr, og Marian befinder sig på jagt efter en

Marian Leatherby er i den grad helt-

mystisk blinkende nonne og selveste

inden i denne skønne og forfriskende

den hellige gral i en ny istid - det går

fortælling, og hun er vel at mærke 92

ikke stille for sig! Handlingen eskale-

år! Den nærmest halvdøve Marian bor

rer på et tidspunkt meget hurtigt, po-

hos sin voksne søn og hans familie,

lerne bytter plads, og det er nu op til

som behandler hende mere som et

de gamle damer at skabe orden i kaos.

anstrengende påhæng end et aldrende og påskønnet familiemedlem. De få

Forfatteren til denne skønne og forfri-

glæder, Marian har i livet, er hendes

skende roman er Leonora Carrington

to katte og hendes veninde Carmela.

(1917-2011). Carrington blev født i

Sidstnævnte forærer Marian et høre-

England ind i en aristokratisk familie,

rør, så hun kan begynde at smuglytte

men gjorde allerede fra barnsben op-

114

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

rør mod den form for opdragelse, hen-

fart, efter hun får hørerøret og kan

des familie prøvede at pålægge hende.

høre, hvad folk siger, og dermed selv

Hun blev som meget ung en del af den

får en stemme, og kan tage aktivt del

surrealistiske kunstverden og havde

i sit eget liv. Humoren i bogen er til at

et forhold til kunstneren Max Ernst.

tage og føle på, og det er dejligt befri-

Selv som surrealist gør hun dog oprør,

ende, når Marian beskriver sit korte,

og har berømt proklameret: “I didn’t

grå fuldskæg som ”kækt”. Hun kan

have time to be anyone’s muse, I was

lide sig selv, som hun er, og man kan

too busy rebelling”. Efter Ernst blev

sige, at der må være en vis befrielse i

fængslet af nazisterne under 2. Ver-

at være en gammel dame og ikke være

denskrig, fik Carrington et sammen-

noget ‘værd’ længere i forhold til at

brud, og blev indlagt på et psykiatrisk

blive objektificeret af patriarkatet - og

hospital i Spanien, hvor hun oplevede

dermed sat fri. Romanen har nærmest

forfærdelige ting. Dette skriver hun

udelukkende kvindelige karakterer, og

blandt andet om i beretningen Down

den rummer en feministisk kraft, som

Below, hvis man skulle have lyst til

kan virke som en saltvandsindsprøjt-

at stifte yderligere bekendtskab med

ning. Der er så mange absurde karak-

hendes forfatterskab. Hun flygtede

terer og hændelser i denne roman, at

fra hospitalet (måske, måske ikke

man ikke kan andet end at elske den.

ved hjælp af sin engelske nanny i en

Marian og hendes aldrende veninder,

ubåd) og slog sig ned i Mexico, hvor

som viser sig at være både handle-

hun levede resten af sit lange liv.

kraftige, modige og opfindsomme - på trods af deres høje alder - er et ham-

Hørerøret er en fortælling, der nær-

rende godt bekendtskab. Selv i vores

mest tager pusten fra en med det ene

moderne klimakatastrofe-tid, der kan

surrealistiske moment efter det andet.

føles undergangsdømt på sin egen

Første del af romanen er en verden af

måde, er der trøst og frihed at finde i

stereotyper om gamle kvinder, hvor

denne fantasifulde og elskværdige ro-

hørelsen spiller en stor rolle, og en

man, der desuden har fine illustratio-

fortælling om, hvordan gamle men-

ner af forfatteren. Det er dejligt, at der

nesker nærmest bliver skrevet ud af

bliver oversat og udgivet perler som

vores samfund - i 1974 som i dag.

denne og dermed gjort en indsats for

Det er et privilegium at kunne se og

at udbrede kendskabet til en forfatter,

høre, og Marians historie tager rigtig

som alle måske ikke er bekendte med,

115

K ULTU R & KRI T I K men absolut burde være det.

Leonora Carrington Hørerøret Oversat af Cecilie og Mette Egerod Forlaget Sort Kat 240 sider Vejl.pris: 249,95 Kr.

116

Anmeldelse

Kultur Fokus

KU KULTU LTURR&&KRITIK KRITIK

KulturFokus Goethe, romantik og dannelse

117

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Sansernes afgrundsdybe rus Laura Priyanka H. Andersen, Litteraturhistorie (1808), som denne opstilling er skrevet over, møder man en Faust, som med kvalme har vendt sig væk fra kundskaben og mod lidenskabens livsrus. Dette tematiseres ved en ouverture, der giver Faust og publikum en forsmag på den lidenskabens overflod, som Mefisto kan give adgang til. Nemlig da Teater Republiques opstilling, Faust,

monumenterne af marmor danner

er en overrumpling af sanserne,

en statisk baggrund for to sanselige

en eksplosiv kreativ udnyttelse

skikkelser. En mand og en kvinde, der

af enkle sceniske virkemidler og

påkalder sig opmærksomhed gennem

sceneopsætning, der om noget andet

deres kropslighed og forsøger at

understreger den tidsløshed, som

vække sansernes begær. Beskuerens

Faust-skikkelsen har. En tragedie

øjne tvinges til at bevæge sig med

udspillet i et tidsløst og i sidste ende

en tilfældig ukontrollerbarhed fra

stedløst rum. På denne mørklagte,

den ene til den anden i et forsøg på

minimalistiske scene, hvor lys

at indfange alle indtryk på samme

og mørke kæmper en sanselige

tid. Men forgæves og vildledt må

kamp, skaber monumenter af

erkende, at det er umuligt. De

marmorsten en antydning af døden

vekslende replikker, som de to

som allestedsnærværende, ligesom

skikkelser udveksler, indfanger

uret har tikket skæbnesvangert

formen i Goethes Faust, nemlig de

mod midnat i Marlowes Dr. Faustus.

dialogisk-rimende vers, der skabte

Monumenterne skaber et lukket

en formmæssig forening mellem

rum, et djævlens pentagram, hvori

Faust og Mefisto. Mefisto greb Fausts

sansernes vildskab, Fausts sanserus

replikker, og gennem denne handling

og Gretchens tragedie udspiller sig.

synliggjorde slægtskabet mellem dem både sprogligt og formmæssigt.

I Johann Wolfgang Goethes Faust

118

Men samtidig også alliancen

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

mellem dem, som på Republiques

Faust overgiver sig til lidenskaberne,

scene styrkes i kraft af de to

og lader dem trone som det højeste

protagonisters depraverede dyrkning

princip for sin livsførelse. På

af lidenskabernes rus. Denne sættes

Republiques scene tegnes Werther-

på spidsen, i et parallelt og natligt

skikkelsen tydeligt op igennem Faust.

rendezvouz, hvor Faust tilnærmer

En skikkelse for hvem, lidenskaberne

sig Gretchen, mens Mefisto forfører

skal drage ham ud i yderfløjene af

nabokonen Marthe. To sideløbende

livets følelsesregister; “Jeg nævnte

stævnemøder som overskrider selv de

ikke glæde, må du vide! / Jeg vælger

hedeste foreskrifter for Middelalderens

mig den bitreste lyksalighed, /

frivole litteratur.

forelsket had, den styrkende fortræd. / Min trang til viden har jeg ladet

Den enhed rim-strukturen skabte

falde, / mit bryst står åbent for al

mellem Faustus’ og Mefistos i Goethes

verdens smerte” (Goethe, s. 66-67)

Faust måtte optegnes på en anden måde. Og denne måde blev den af

I en romantikkens desillusionering

nær kropslig kontakt. I scenen hvor

møder vi en Faust, der er forladt af

Mefisto dukker op forklædt som en

Gud og for hvem, naturen har lukket

puddel, illuminerer projektørerne rent

sig overfor. Men som samtidig også

visuelt, at Mefisto er en skyggeside

lukker sig om sine lidenskaber med

af Faust. At det er denne skyggeside

en verdensfjern forelskelse, som

med dens lidenskaber og id’ets

giver Mefisto en særlig fremtrædende

impulser, forenes i en omfavnelse

position. Mefisto iscenesættes som

med Fausts jeg. Men samtidig er det

en selvtilfreds karismatisk karakter,

også et lidenskabeligt favntag med

perfekt spillet af Søren Sætter Larsen,

døden, som viser lidenskabernes

der med spotsk underdanighed

forbundethed med livets afgrund.

lader sig trække rundt i manegen af

Dette slægtskab mellem lidenskab og

en kortsigtet Faust. Men samtidig

død kender man fra den sentimentale

også henvender sig til publikum

litteraturs Sturm und Drang:

med en selvtilfredshed, vokser af

skæbner, hvor lidenskaberne styrter

dets opmærksomhed og med sin

det begærende og fortivlede subjekt

karismatiske kraft, sejrrige spot og

i grus. Pagten og den kropslige

frivole vitalitet overtager han scenen.

omfavnelse markerer det øjeblik, hvor

Selv i Fausts største stjernestund,

119

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

er Mefisto en værdig protagonist; da

sine karakterer. En Gretchen der er

Faust i nyfortolkningen af Auerbachs

portrætteret som en eller anden lille

kælder, danser vildt til et mash-up af

Alice-in-wonderland med lys page, en

samtlige hits gennem musikhistorien.

blå kjole og en fnisen, som neglige-

Alt imens Mefisto slænger sig mageligt

rer den modenhed, der ellers ligger i

i den venstre side af scenen og

hendes kyske jomfruelighed. Ligeledes

iagttager publikum og Faust med en

vågner Faust op med en erektion som

overlegen distance til denne trivielle

en teenagedreng, der har brandhede

sanserus, der udspiller sig på scenens

drømme. Denne kropslighed blander

dansegulv.

høj- og lavkomik og indfanger netop den karnevalistiske dyrkning af san-

Snarere end Fausts tragedie tegnes

ser, som Faust hengiver sig til. Den

Gretchens ulykkelige skæbne op, i

overgjorthed, som giver karakterer-

hvad der bliver en langstrakt, hand-

ne selvironi, gør sig også gældende

lingstung og tekstnær opsætning af

på lydsiden, når Mefistos hundehyl

Goethes Faust. Dette handlingsfor-

interfererer med operamusik med en

løb står i skærende kontrast til den

ynkelig vedholdenhed og dissonant

eksplosive sanselighed og kreative

vellykkethed. Og særligt når Gret-

eksperimenteren projektørlys, skygge,

chens domsafgørelse foregribes med

røgskyer og rummets ekspanderende

et ørebragende højt heavy-metal skrig,

rumlighed. Eksempelvis da der med

der efterlader salen helt mørklagt og

et brag sendes røgskyer ned fra lof-

på ærgerlig vis overrumpler tilskue-

tet, der på fremragende vis markerer

rens ellers umiddelbare og rene før-

Fausts og Mefistos rejse ned i hek-

steindtryk af forestillingen.

sekøkkenet. Her indfanges det rituelle vanvid, hvormed heksen og […]

Forestilling: FAUST

omkranser Faust i en vild cirkulær

Sted: Teater Republique, Østerbro

dans, imens de skriger deres replikker ud i rummet og akkompagnerer dem med febrilske bevægelser. En sammensmeltning af komisk vildskab og insisterende alvor, som går igen gennem resten af forestillingen. Opstillingen fremmaner en selvironi i hver af

120

Teater, København Tid: 17. oktober 2020, kl. 15.00

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

“Et herligt skue! Men ak, kun et skue!” Af Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie “Dette liv, mine herrer, er alt for kort

Hos Goethe får middelaldermyten

for vores sjæl”. Ordene er Goethes,

form i skikkelse af videnskabsman-

naturligvis, og faldt i anledning af en

den Heinrich Faust, der der med

Shakespeare-fejring i 1771. Den på

“langvarig flid” grundigt har studeret

daværende tidspunkt purunge digter

“juristeri, filosofi, / ja medicin, uhel-

(han var 22!) opstiller her en modsæt-

digvis også teologi.” I sit gotiske stu-

ning mellem sjælens evige stræben

derekammer opvartes han af den tørre

og livets timelighed, hvilket virker som

pedant, Wagner, der tror at sandhe-

en god indledning til en anmeldelse,

den kan studeres gennem fortiden.

lige dele højstemt og citérbart. Gylden-

Faust replicerer affejende, at “al fortid

dal har her i efteråret udsendt en ny-

er en lukket bog. / Med hele syv segl

oversættelse af Goethes Faust (1808)

er den loddet til. / På vores fortid

og ved samme lejlighed genudgivet Per

bliver ingen klog. / For hvad I kalder

Øhrgaards imponerende monografi,

tiden ånd, det er / kun Jeres egen

Goethe - Et Essay, der oprindeligt ud-

set i fortidsspejlets skær.” Således

kom i 1999, og som (stadigvæk) udgør

udfolder stykkets indledende optrin

en god følgesvend for både studerende

sig som en tilnærmelsesvis epistemo-

og lystlæsere, der vil kaste sig over

logisk undersøgelse af videnskabens

den tyske gigants værker. Jon Høyers

begrænsninger. De mange studier

Faust-oversættelse synes i den forbin-

har givet Faust stor viden, men også

delse at være et godt udgangspunkt.

en nagende erkendelse af, at al hans

Historien om den lærde doktor, der i

lærdom ikke kan bringe ham indsigt

sin stræben efter indsigt laver en pagt

i “hvad det er, der kan binde / verden

med djævlen, er velkendt i kraft af

sammen helt inderst inde.” I Goethes

sine mange og skiftende litterære ma-

samtid forfægtede filosoffen Immanuel

nifestationer, som Christopher Mar-

Kant en grundlæggende skelnen mel-

lowes The Tragedy of Doctor Faustus,

lem “Das Ding für uns” og “Das Ding

Bulgakovs Mesteren & Margarita, Tho-

an sich.” Vi anskuer verden som den

mas Manns Doktor Faustus osv.

fremkommer for os, men ikke verden i sig selv. Nok kan vi tænkte at tingene har et indre væsen, men vi har ikke de

121

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

fornødne redskaber til at se ind i de-

er tilgængelig for moderne læsere.

res væsen. Som Øhrgaard skriver, er

Bogen er udstyret med korte noter og

Faust en mand, der ikke vil anerkende

forklaringer til sidst, men en mere de-

denne fundamentale skelnen, og han

taljeret redegørelse for oversætterens

udfordrer derfor grænserne for den

valg ville have klædt udgivelsen. Høyer

menneskelige erkendelse i sin stræben

skriver ganske vist, at han har ønsket

mod ‘det højeste’. Og i denne stræben

at gøre Faust “lige så god og læserven-

afviser Faust alle sin tids eksisterende

lig på vores sprog, som bogen er på

videnskabelige, religiøse og moral-

Goethes.” Den er ganske rigtig læser-

ske dogmer. Han kaster sig først over

venlig, men man fornemmer det be-

magien, og indgår senere en diabolsk

tydningstab, der unægteligt følger med

pagt med djævlen Mefisto. Gud har

oversættelser. Jeg er på ingen måde

sagt i prologen, at mennesket fejler så

specielt tyskkyndig, men jeg studsede

længe det stræber, men at Faust nok

alligevel over passagen, hvor Faust

skal finde sin vej til Gud. Mefisto tror

betragter tegnet for Makrokosmos og

omvendt at han kan føre Faust lige

udbryder “Et herligt skue! Men ak,

lukt i helvede, og derfor indgår de to

kun et skue!” Den tyske original lyder

et væddemål om doktorens sjæl. Mefi-

“Welch Schauspiel! Aber ach! Ein

sto vil hjælpe Faust med den klausul

Schauspiel nur!”, hvor ordet ‘Schau-

at hvis han nogensinde bliver tilfreds,

spiel’ tilfører en interessant merbetyd-

skal han dø og tjene i helvedet. Faust

ning idet det forbinder passagen med

er således dømt til en kontinuerlig og

det klassiske topos ‘Theatrum Mun-

rastløs stræben, hvis forløsning vil

di’ - dvs. verden og livet forstået som

blive hans endeligt. Og det er netop en

ét stort teater - kendt fra bl.a. Cal-

pointe, at det er Fausts stræben, dvs.

deróns mysteriespil El Gran Teatro del

hans eget aktive valg, der vil fordøm-

Mundo og Shakespeares Jacques i As

me ham. Mod stykkets slutning kan

You Like It og Antonio i The Merchant

djævlen således spørge Faust, “Træng-

of Venice. Nuvel, Høyers ‘skue’ er gan-

te vi os ind på dig, eller trængte du

ske vist mere mundret, men passagen

dig ind på os?”. Du valgte selv, siger

mister unægteligt noget af sin barokke

Mefisto slet og ret.

klang. På trods af dette er Høyers fordanskning en god indføring til Fausts

Høyers oversættelse er letlæselig og

dragende og til tider hermetiske ver-

videreformidler stoffet i en form, der

den. Per Øhrgaards essay er her en

122

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

passende ledsager, på trods af en del ærgerlige skønhedsfejl (sidetallene i indholdsfortegnelsen passer eksempelvis ikke, og betegnelsen ‘revideret udgave’ lader noget tilbage at ønske). Øhrgaard, der vel nok er Danmarks førende Goethe-specialist, understreger løbende forbindelsen mellem Goethes liv og digtning, uden at forfalde til decideret biografiske læsninger. Forventer man en ‘klassisk’ akademisk monografi med løbende henvisninger og god citatskik, får man ikke sine ønsker opfyldt. Stilen bærer præg af essayistikkens frie associationer

Per Øhrgaard

og beskrives følgeligt af forlaget som

Goethe - Et Essay

“en lærd og let lystvandring”, hvorfor

Gyldendal

man også kan læse de mange analyser

392 sider

i den rækkefølge og i det tempo man

Vejl. pris: 349,95,-

behager. Det kan selvfølgelig både være en fordel og en ulempe afhængig af læserens temperament, men som introduktion fungerer det nu ganske fortræffeligt.

J.W. Goethe Faust Oversat af Jon Høyer Gyldendal 252 sider Vejl. pris: 299,95,-

123

K ULTU R & KRI T I K

Akad emisk ar t ikel

Tysklands grønne romantik og økologiske Werther Af Clara Louise Carlsen, Litteraturhistorie ”Den tyske bevægelse kalder nogen perioden 1770-1830, da en national enhedsbevægelse for tysk sprog og kultur – vendt mod fransk dominans – skabte en enestående rig epoke.” Den romantiske periode i Tyskland er oftest, som her i Hans Hertels syv bind om verdenslitteraturhistorien, karakteriseret som en national bevægelse for det tyske sprog og den tyske kultur grundet stor fransk indflydelse i perioden. Perioden var da også i høj grad fransk med Napoleon i spidsen, og de franske kulturstrømninger satte dagsordenen i et Europa, som var under både teknologisk og filosofisk forandring. Men jeg mener, at der, hvis man blot kigger på den romantiske periode i Tyskland som et brud med det franske, tegner sig et ensidigt billede af et land og et folk, der primært søgte en nationalromantik. Ved en sådan udlægning mangler der dog en forståelse for andre vigtige filosofiske perspektiver i den tyske romantiks spæde start; såsom de store tanker om menneskets forhold til naturen, der blev gjort i netop denne periode. Jeg anser ikke blot denne søgen efter naturen og det naturlige som en søgen efter det oprindelige Tyskland, men også som en søgen efter ’det oprindelige’ generelt. Denne artikel er derfor en litteratur- og idéhistorisk undersøgelse af et særligt natursyn, der sprang frem omkring år 1800 og som satte sit præg på de følgende årtiers vestlige kulturhistorie. Natursynet har ikke kun historisk interesse, men er også relevant set i lyset af nutidens klimaproblematikker. Om end man kan trække på smilebåndet ved tanken om en ‘humanistisk klimaforskning’ kommer man ikke uden om, at en beskæftigelse med menneskets grundlæggende syn på naturen, som det blandt andet udtrykkes i litteraturen, kan være et relevant perspektiv i klimadebatten. Der Verfall der Natur Starten til Tysklands grønne romantik findes i perioden omkring år 1700, hvor mineindustrien var blevet levebrød for tusinder i Sachsen. Vanskeligheden var ikke her, at minerne blev tømt for malm, men at minearbejdet krævede en del træ, og der derfor opstod en akut mangel på dette. Mineindustrien havde fældet store dele af Tysklands skove, og i nærheden af mineaktiviteter var gamle

124

Akad e mi s k ar ti kel

KU LTU R & KRITIK

skove blevet helt udryddet. Træerne var simpelthen blevet fældet i uholdbare mængder i årtier uden nogen bestræbelser på at genskabe skovene. En midlertidig løsning på dette blev små flodsystemer i Erzgebirge således, at stammer kunne transporteres til Sachsen fra fjerntliggende områder. Men denne foranstaltning udskød kun krisen, og priserne for træ steg gradvist opad, hvilket medførte konkurs og lukning af store dele af mineindustrien. Den tyske skatterevisor og administrator i minedrift Hans Carl von Carlowitz fik herefter stor betydning for genoprettelsen af de tyske skove. Med sin bog Sylvicultura oeconomica oder haußwirthliche Nachricht und Naturmäßige Anweisung zur wilden Baum-Zucht (1713) var han den første til at skrive en omfattende afhandling om skovbrug. Bogen er en samling af viden om skovforvaltning, hvori Carlowitz formulerede sine idéer til et genplantningsprojekt for de tyske skove, hvor der kun måtte fældes så mange træer, som der naturligt kunne nå at gro. Carlowitz siges med denne afhandling at være ophavsmanden til et ’bæredygtigt’ skovbrug, og han lagde derved også grundstenen til moderne europæisk skovbrug. Den tyske økonomi led ligeledes stadig efter trediveårskrigen, der hærgede fra 1618-48. Hele vejen op gennem 1700-tallet mødte Tyskland dog endnu flere både indre og ydre krige. De største væbnede sammenstød mellem de to tyske hovedmagter var Den Østrigske Arvefølgekrig fra 1740-48 og Syvårskrigen fra 1756-63. Professor i bioscience Jens-Christian Svenning siger i dag, at andre dyrearter i krigssituationer ikke har intuitionen til at flygte og derfor ender som krigsofre, og at der oftest i krigshærgede områder opstår knaphed på mad, fordi livsgrundlaget for mennesket ændres, og det derfor må tære ekstra meget på naturens ressourcer. Over et århundrede med krig må derfor også have sat sine dramatiske spor på den tyske natur og biodiversitet. Grøn filosofi Det moderne menneske i oplysningstiden havde fået en forståelse af sig selv som adskilt og ophøjet fra naturen, hvilket stammer fra de filosofiske og videnskabelige kontraster mellem fornuft og følelse i samtiden. Naturen har derfor også en central plads i Immanuel Kants oplysningsfilosofi om menneskets frie vilje. Hos Kant forstås mennesket som et frit, rationelt og tænkende subjekt, hvilket dog kan lede til en forståelse af suverænitet og færre moralske skrubler overfor den passive natur. I den post-kantianske filosofi indtræder der derfor

125

K ULTU R & KRI T I K

Akad emisk ar t ikel

en tanke om en alienation i menneskets relation med naturen. Den tidligste formulering af dette findes hos den idealistiske teolog og filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der påstår, at mennesket kun kan overkomme dets alienation fra naturen ved at humanisere hele den naturlige verden og derved forvandle naturen således, at den udelukkende reflekterer mennesket selv. Samme tanke ses også hos idealisten J.G. Fichte, hvis ideal for mennesket er fuld autonomi og beherskelse over naturen. På samme tid udvikledes der dog en anden forståelse af naturen, som primært formuleres af romantikerne Friedrich Schlegel og Friedrich von Hardenberg. Central for deres udlægning af menneskets alienation er ideen om, at mennesket er afhængig af verden som et forenet hele. Schlegel påstår, at det moderne menneske er blevet fremmedgjort fra naturen og for at overkomme denne alienation må det acceptere, at menneskeheden afhænger af og selv er en del af naturen. I denne accept af naturen ligger også en accept af, at mennesket da må forstå, at naturen er større end det selv, og at mennesket derfor ikke kan kapere naturen som et hele. For de tidlige romantikere er den ideelle harmoni med naturen derfor en forståelse af naturen med udgangspunkt i en form for alienation således, at mennesket kan lære at sætte pris på naturen på dens egne præmisser og derved forstå den som noget storslået andet end sig selv. Romantikerne var ligeledes ikke positivt stemte overfor oplysningstidens adskillelse af sind og krop, natur og menneske og individ og kollektiv, da de mente, at denne oppositionsskabelse var problematisk – ikke blot på et teoretisk grundlag, men også på et praktisk grundlag for det enkelte menneske, da det da ville opleve verden som adskilt i disse begreber. Netop dette opgør med oplysningstidens oppositionstanker kommer også til udtryk gennem den tidlige romantiske litteratur i Tyskland, der i høj grad beskæftiger sig med menneskets relation til naturen. Friedrich Schiller dyrker i sine unge år spændingen mellem hjemmets pietistiske samvittighedsmoral og indsigten i menneskets dyriske natur, og hans afhandling om sammenhængen mellem menneskets dyriske og åndelige natur blev grundlæggende for hans forfatterskab. Hos Hardenberg, der gik under digter-pseudonymet Novalis, forstås poesien som et middel til at fortrylle verden til en slags eventyragtig tilstand, og digteren kunne på denne måde med sin fantasi kaste et romantisk blik på naturen og derved give den en stemme at udtrykke sig igennem. Lignende lægger Johann Wolfgang von Goethe vægt på vigtigheden af ironi, når poesien

126

Akad e mi s k ar ti kel

KU LTU R & KRITIK

og mennesket skal beskæftige sig med naturen. Goethes ironi skal forstås som både en form for selvbevidsthed og et forsøg på at se hinsides menneskets ideologiske, æstetiske og subjektive rammer og derved skabe en åbenhed overfor anderledes synspunkter. Økologiske Werther Goethes klassiker Den unge Werthers lidelser fra 1774 er en brevroman, der handler om den unge borgersøn, Werther, som flygter væk fra byen og ud på landet for her at nyde naturen og realisere sig selv. På landet møder Werther den kønne Lotte, som han lynhurtigt bliver så forelsket i, at han er ved at tæres op indvendigt af lidenskab og længsel. Det er dog umuligt for ham at blive forenet med Lotte, da hun er forlovet med den fornuftige Albert. Fortællingen fremstår derigennem som det rene trekantsdrama i både kampen mellem Werther og Albert, men herunder også i kampen mellem det fornuftige og det følsomme. Mens Albert er bortrejst udvikler Lotte og Werther dog et meget nært platonisk forhold, men da Albert igen vender hjem, ændres situationen markant. Lotte må, presset af Albert, forklare Werther, at de to ikke kan ses længere. Werther kan ikke komme sig over den tabte kærlighed og ender derfor med at tage sit eget liv. Den unge Werthers lidelser blev et af de centrale værker i Sturm und Drang-bevægelsen, der var en udadvendt og aggressiv variant af samtidens følsomhedskultur; et slags litterært ungdomsoprør mod fornuften. Karakteren Werther læses tit som en foregangsmand for netop følsomhedens sprog og fik i samtiden nærmest kultstatus som den moderne helt for ungdommen. Værkets ensidige brevkommunikation lader læseren rejse med ind i hovedet på Werther og forstås derved ofte som et stilistisk billede på sindsforvirring og følsomhed. Romanen er interessant af alle disse grunde – og af mange flere – men jeg har valgt at dykke ned i netop Den unge Werthers lidelser, fordi jeg mener, at man her finder et billede på den grønne romantik i samtidens Tyskland og derigennem også nogle meget moderne (og relevante) perspektiver til en forståelse af naturen. Til grund for læsningen ligger i høj grad professor Timothy Mortons økologiske tanker, og herunder særligt hans essay ”Thinking Ecology: The Mesh, The Strange Stranger, and the Beautiful Soul” (2010), der kan anbefales som videre læsning, idet jeg ikke vil uddybe de teoretiske termer nærmere i indestående artikel.

127

K ULTU R & KRI T I K

Akad emisk ar t ikel

Flugten (tilbage) til naturen ”Hvor er jeg dog glad for, at jeg kom væk! Kære ven, hvor underligt menneskets hjerte dog er indrettet! At forlade dig, som jeg holder så meget af – vi var jo ganske simpelt uadskillelige – og så alligevel være glad!” Således starter Den unge Werthers lidelser med, at Werther er lykkelig over at have forladt byen til fordel for landet. Byen står for Werther som et billede på rationelle regler og konventioner, der skal overholdes. Jeg fortalte hende om min moders uro over den tilbageholdte arvelod; hun kom frem med sine grunde og de betingelser, hun stillede for at udlevere alt, ja mere end vi forlangte – men jeg har ikke lyst til at skrive mere om det lige nu, sig blot til min moder, at det alt sammen nok skal gå i orden. Werther har efter sin ankomst altså slet ikke lyst til at beskæftige sig mere med byens kedsommelige teknikaliteter og vil langt hellere bare nyde den flygtige natur omkring ham: ”Selve byen er ikke særligt tiltalende, men omegnen er ubeskrivelig skøn.” Naturen omkring ham fremstår derved som byens modsætning uden nogle regler eller påbud. Den begyndende industrialisering sætter sine moderne spor på både byen og landet, og den følsomme Werther forsøger derved at flygte tilbage til naturen – eller tilbage til tanken om en slags oprindelig natur. Naturen skal for kunstneren Werther være en inspirationskilde, men bliver i stedet en udvej for hans store følelsesmæssige udsving, der senere skal vise sig at blive en udfordring for selve hans eksistens. Werthers møde med naturen kan tolkes som et møde med ‘the strange stranger’, idet han har en forudindtaget forståelse af, hvad naturen skal give ham som individ i stedet for at møde naturen på dens præmisser. I naturen er han ”[...] så lykkelig, så fuldstændig hensunket i følelsen af rolig væren[...].” Werther tror altså, at han i naturen endelig har fundet et sted, hvor han kan bedrive sin kunst, men det skal hurtigt vise sig, at han ikke er i stand til at omforme naturoplevelsen til kunst: Ak, kunne du blot udtrykke dette, kunne du blot indblæse papiret alt det, som lever så fuldt, så varmt inde i dig, så det blev din sjæls spejl sådan som din

128

Akad e mi s k ar ti kel

KU LTU R & KRITIK

sjæl er den uendelige Guds spejl! Min ven – men jeg går til grunde af det, jeg segner under disse syners vældige herlighed. Werther indser her, at han ikke kan omfatte naturen til kunst, idet han ikke kan begribe den som et hele. Og derfor kan Werther også grundet sin umiddelbarhed mod naturen læses som et individ med et åbent sind som derfor forstår, at naturen skal ses som et større hele end mennesket; som ‘the mesh’. Man kunne ligefrem ønske, man var en oldenborre Professor Heather Sullivan påpeger i sin artikel ”Nature in a Box: Ecocriticism, Goethe’s Ironic Werther, and Unbalanced Nature” (2011), at netop Werthers ironiske åbenhed overfor nye indtryk er med til at forme naturen i Den unge Werthers lidelser. ”For Werther, boundaries are the problem. He loves nature completely and without irony; he savors it, sees it as a vast interconnected weave, and as an all-encompassing flow in which he longs to dissolve.” Og netop at være i ét med naturen ønsker Werther sig allerede i starten ved at sige: ”[...] man kunne ligefrem ønske, man var en oldenborre og fløj omkring i dette ocean af vellugt og ikke behøvede anden næring.” Werther ønsker sig i så høj grad at være en del af the mesh, at han ligefrem gerne vil være et insekt. Efter Werther møder Lotte bliver hans breve endnu mere følelsesbetonede end de var i forvejen, og naturen bliver gennem disse til en stor del af hans følelsesliv: ”Da tror jeg, jeg skal styrte om, som ramt af lynet.” Werther bruger både naturen som et tilflugtssted, men han bruger den også som en projektionsskive for sit følelsesliv: ”[...] eller jeg sætter mig i den ensomme skov på et skævt vokset træ for at skaffe mine sårede fødder bare nogen lindring [...].” Enten kan man her sige, at naturen reflekterer Werthers følelser, eller også reflekterer Werthers følelser naturens tilstand. Jeg mener, at den sidste påstand må siges at være rigtig. Selvfølgelig kan Werther med sine breve sagtens formulere sig således, at det fremstår som om naturen følger hans følelser, men dette er en utopisk tanke, idet mennesket så at sige ikke kan styre den naturlige verden. Men Werthers meget letpåvirkelige følelser kan sagtens være styret af udefrakommende faktorer såsom naturen. Werther er en sentimental og følsom person og derfor kan et stormvejr sagtens påvirke ham til at føle sig trist til mode. Denne forbundethed mellem Werthers følelser og naturen læser jeg som en forståelse af menne-

129

K ULTU R & KRI T I K

Akad emisk ar t ikel

sket som forbundet med naturen igennem the mesh. Werthers følelser kommer altså til at stå som et billede på menneskets plads i det biologiske netværk. Sullivan mener dog ikke, at Werthers ironiske umiddelbarhed vidner om en særlig moderne naturforståelse: ”That Werther, as the middle-class man at the entrance to modernity, rejects cultural restraints, economic divisions, and all other boundaries, yet derives his greatest satisfaction from a bug-eye’s view is telling.” Hun mener yderligere, at Werther, grundet manglende følelsesmæssige grænser, fejler både socialt og i sin søgen efter harmoni med naturen, fordi han i begge tilfælde forventer at opdage en dyb forbundethed uden at være klar over de materielle og kulturelle omstændigheder omkring ham. Jeg er til dels enig i Sullivans læsning af Werthers manglende forståelse af sine store følelser, men jeg er ikke enig i, at han ikke formår at finde en form for harmoni med naturen. Jeg mener, at der gennem Werthers mange malende beskrivelser af naturen vises et billede på naturen og mennesket som værende forbundet i the mesh. ”Når jeg føler det vrimlende mikrokosmos i græsset nærmere mit hjerte, de små ormes, de små mygs talløse, uransagelige gestalter [...].” Gennem de mange små detaljerede observationer vises altså en forståelse for naturen som et uendeligt netværk af utallige forbindelser. Jeg kan dog sagtens se ironien i, at Werther af alle naturlige ting ønsker sig at se verden gennem et insekts øjne. Men jeg læser i stedet dette ønske som en forståelse af, at der ikke findes noget hierarki i naturen og at et insekts øjne derved ikke er mindre værd end menneskets. Werther ønsker sig blot inderligt at blive en del af the mesh, og for ham er det derfor ligegyldigt i hvilken form dette måtte være. Jeg mener, at denne opfattelse bunder i netop det umiddelbare i Werthers karakter, da han derfor formår at møde naturen uden sociale konventioner for, hvad naturen bør være. Melankolsk økologi Naturbeskrivelserne udvikler sig dog i samme tragiske retning som Werthers forelskelse i Lotte gør: Mit hjertes fulde, varme følelse for den levende natur, som strømmede ind over mig med så megen henrykkelse, som skabte verden om til et paradis for mig, er nu en uudholdelig bøddel, en plageånd, som forfølger mig alle steder.

130

Akad e mi s k ar ti kel

KU LTU R & KRITIK

Som Werther bliver mere og mere ulykkelig, vender den positive, umiddelbare opfattelse af naturen til en langt mere negativ opfattelse: Først har du mellem kastanjerne den vide udsigt ak nu husker jeg, eller kan i hvert fald tænke mig, at jeg allerede har skrevet en mængde om det: Hvordan høje bøgevægge til sidst indeslutter én, og alleen, som fører gennem en tilstødende lund, stadig bliver mørkere og mørkere, indtil man endelig står på en lille, lukket plads, som omsvæves af gysende ensomhed. Naturen er nu ikke længere inspirationskilde for Werther, men i stedet et altomsluttende rum, han ikke kan slippe ud af. Werther har i sine følelsers vold overgivet sig til naturen i håbet om en slags lindring, men i stedet er han blevet fanget i netværket. Men er dette en blot negativ opfattelse af naturen som ødelæggende for Werthers følelsesliv – eller er det i virkeligheden en opfattelse af naturen som en helhed, der både indeholder godt og ondt? Jeg mener, at netop denne melankolske naturopfattelse egentlig bør forstås som en meget moderne opfattelse af naturen. Werther formår her at se udover den idylliske overflade, som naturen giver udtryk for, og herigennem får han en bedre forståelse af the mesh. Werther forstår nu, at tanken om den lidende kunstner i harmoni med naturen hidtil har været utopisk, men den kan nu realiseres, da han forstår naturen som et hele. Jeg ser derfor to forskellige økologiske forståelser af naturen i Den unge Werthers lidelser, som jeg fremadrettet vil kalde for lykkelig-økologi og melankolsk-økologi. At den melankolske Werther herefter ender med at blive så ulykkelig, at han tager sit eget liv, læser Sullivan som en slags fuldstændig modtagelighed for naturen: ”Not only does Werther shoot open his skull so that his brain emerges, freely, into the world, but his, Werther’s, subjectivity is precariously open to influences from others, nature, and texts.” Denne læsning vil jeg erklære mig enig i ud fra tanken om døden som et symbol på, at mennesket nu igen bliver ét med naturen. Werther har et brændende ønske om at blive ét med naturen, men han ved ikke, hvordan han skal blive dette, og jeg ser derfor Werthers selvmord som en slags endegyldig selvstændig handling, der langt om længe

131

K ULTU R & KRI T I K

Akad emisk ar t ikel

skal forbinde ham med naturen – og the mesh. Romantisk økokritik Men hvordan kommer netop den melankolske Werther og den grønne romantik så til udtryk i den nye beskæftigelse med økologien inden for den litterære økokritik? En umiddelbar fællesnævner for dem begge er selvfølgelig interessen i naturen. I starten på den romantiske periode sker der med den begyndende industrialisering store skift i det naturlige landskab, og mennesket bliver derfor konfronteret med dets egen forbrugerisme og kapitalisme. Det helt samme problem som mennesket står overfor med klimakrisen anno 2020. Naturen bærer nu endnu flere synlige præg af en menneskelig invadering med alt, hvad det indebærer, og derfor ses der store økologiske strømninger i blandt andet litteraturen netop nu. Professor Onno Oerlemans undersøger i sin bog Romanticism and the Materiality of Nature (2002), hvordan romantiske forfattere udforsker og repræsenterer den fysiske tilstedeværelse af den naturlige verden, og han fremlægger derved allerede i starten af 00’erne inspirationskilden til den tidlige økokritik: ”Literary criticism of the past decade has begun to define clearly what many students of the romantic period have long assumed: that romanticism is an important origin for environmentalist thought.” Oerlemans fremlægger begrebet ‘the material sublime’ som et fundament i udviklingen af en økologisk tænkning i den romantiske periode: The material sublime is an effect not of representation or of an act of the mind itself, but of the presence of somatic. [...] The material sublime occurs when consciousness recognizes that it cannot fully represent the material order (which is truly ‘other’) but that it is the ground for being. Oerlemans ser altså en anerkendelse af naturen som the material sublime i den romantiske litteratur og mener, at dette bliver en af grundstenene for den økologiske tanke i romantikken. Hos Morton ser man de samme tanker om netop anerkendelsen af naturen som noget andet, men som noget andet, som mennesket er uundgåeligt forbundet med igennem the mesh. Derudover trækker the material sublime også tråde op til Mortons kritik af ‘the beautiful soul’, hvor romantikkens begyndende maskinisering og industrialisering er med til

132

Akad e mi s k ar ti kel

KU LTU R & KRITIK

at lægge grundstenene til materialistisk forbrugerisme, der ser naturen som en ressource. Det kan altså umiddelbart være den mere og mere civiliserede verden og dens fremmedgørelse fra naturen, der ligger til grund for den sentimentalitet, som oftest forbindes med romantikken. Romantikerne forsøger her at (gen)finde en forbindelse til og med naturen gennem en slags affortryllelse, der skal hjælpe med at anskueliggøre den udvikling, der sker i forholdet mellem menneske og natur. Ifølge Schiller længes de moderne digtere tilbage til et sundt naturforhold – en længsel, der i kraft af at forblive uforløst netop kommer til at karakterisere det sentimentale i romantikken. Forfatterne søger så at sige naturen, fordi de ikke føler sig hjemme i den, hvorfor de ved hjælp af deres litteratur prøver at finde hjem igen. Dette ses netop ved den unge Werthers forgæves forsøg på at finde sin plads i the mesh, og det ses igen udfoldet hos den yngre danske generation af økologiske forfattere såsom Jonas Eika og Thies Ørntoft. Den melankolske-økologi fra Den unge Werthers lidelser kommer ligeledes til udtryk hos Morton, der i hans termologi hedder ‘dark ecology’: ”Dark ecology realizes that we are hopelessly entangled in the mesh. Dark ecology finds itself fully responsible for all lifeforms: like a detective in a noir movie, it discovers it’s complicit in the crime.” Dark ecology er en anerkendelse af det mørke og kaotiske, som naturen indeholder og herigennem en forskydning af den naivitet, der findes i den lykkelige-økologi. Goethes brug af ironi i beskæftigelsen med menneskets selvbevidsthed ses også hos Morton, der mener, at en fuld forståelse af naturen kræver en anerkendelse af, at mennesket er fanget i the mesh sammen med alle de andre livsformer. Den økologiske tankegang fremstår for Morton derved også som ironisk, da det er igennem ironi, mennesket kan opdage, at det måske er forkert på den, og at menneskets eget blik måske i virkeligheden er det onde, som det ser i naturen. I anerkendelsen af det mørke i naturen vil der ske en forskydning i the beautiful soul syndrome, idet mennesket her kan se naturen på dens egne præmisser og derfor forhåbentlig kan se den som noget andet end en ressource for materialismen. Og hvad så? Det romantiske natursyn, der brød frem i Tyskland i slutningen af 1700-tallet,

133

K ULTU R & KRI T I K

Akad emisk ar t ikel

som kom til at præge den efterfølgende vestlige kulturhistorie, kan derfor ses som et udtryk for et nyt perspektiv i den vestlige kulturs forhold til naturen. Romantikerne reagerede mod mekaniseringens og industrialiseringens store indvirkning på naturen, hvilket grundlæggende kommer til udtryk som en æstetisk tilgang til naturen, hvor den ikke ses som blot en ressource, men som et mål i sig selv. Denne reaktion mener jeg kan tolkes som en slags økologisk bevidsthed. Jeg mener, at der kan ses tydelige lighedstræk mellem de romantiske tanker og den nuværende økokritik, der arbejder med spørgsmålet om en ændring i menneskets relation til og med naturen. Som i romantikken ses der ligeledes i vores tid en natur, der lider under den menneskelige påvirkning, hvilket afspejler sig både i filosofiske tanker og i litteraturen. Man kan måske ligefrem sige, at jo mere naturen dør i den virkelige verden, jo mere lever den videre gennem litteraturen. Selvom beskæftigelsen med natursynet i litteraturen og i litteraturkritikken er på sit højeste lige nu grundet den nuværende klimakrise, mener jeg dog, at der kan ses en mangel i meget af filosofien bag de økologiske tanker, der primært fokuserer på en lykkelig-økologi. Jeg mener, at både økokritikken og det generelle natursyn i samfundet skal kigge på den udforskning af en melankolsk-økologi, man finder i Den unge Werthers lidelser. Ved en ændring i opfattelsen af naturen kan der ske ændringer i adfærden mod (og i relationen med) naturen, men dette kan ikke ske hvis mennesket ikke anerkender det mørke og kaos, som naturen også rummer. Jeg er derfor enig i Mortons tanker om, at der skal ske en forskydning i the beautiful soul syndrome således, at mennesket vil komme til at anerkende naturen som andet end ressource for dets materialisme. Morton argumenterer også i sin bog The Ecological Thought (2010) og på sin YouTube-kanal for samme tanke om, at ved blot at være klar over klimakrisen er menneskeheden fuldt ansvarlig for den, og derfor skal mennesket stå til ansvar for at genoprette naturen. Det nuværende natursyn har desværre stadig rod i en forståelse af naturen som noget, der er til for mennesket – at ville redde jorden for éns børnebørns skyld er et citat, der bliver brugt i flæng blandt både politikere og befolkning. Men kan man redde naturen, hvis ikke man anerkender den som et hele, der er større end menneskeheden selv? At klimadebatten i sidste ende handler om menneskets grundlæggende natursyn er en banal, men ikke desto mindre vigtig iagttagelse, som oftest glemmes, når de storpolitiske diskussioner tager over. Derfor mener jeg,

134

Akad e mi s k ar ti kel

KU LTU R & KRITIK

at der skal ske en ændring i relationen mellem natur og menneske – for hvorfor passe på noget, som man ikke har et tilhørsforhold til, som man ikke er følelsesmæssigt involveret i, og som ikke er en del af ens referenceramme? Litteraturliste Alison Stone: “Alienation from nature and early German romanticism” i Springer, Springer Science+Business Media, Dordrecht, 2013 Birgit Stöber, Knud J.V. Jespersen: ”Tyskland – historie – 1700-tallet” i Den Store Danske, Gyldendal, 2009 (25.05.19) Hans Hertel: Verdens Litteraturhistorie bind 4 – 1720-1830, Gyldendal, 2. udgave, København, 1994, s. 161 Heather I. Sullivan: ”Nature in a Box: Ecocriticism, Goethe’s Ironic Werther, and Unbalanced Nature”, Ecozon, pp. 228-224, vol. 2, nr. 2, 2011 Johann Wolfgang von Goethe: Den unge Werthers lidelser, (oversættelse fra tysk ved Frank Jæger), Gyldendal, 3. udgave, 1. oplag, 1774/2015 Onno Orelemans, Katharine Neilson Rankin: Romanticism and the Materiality of Nature, University of Toronto Press, 2002 Timothy Morton: ”Thinking Ecology: The Mesh, The Strange Stranger, and the Beautiful Soul” i Collapse, pp. 265-293, nr. 6, 2010 http://www.environmentandsociety.org/tools/keywords/hans-carl-von-carlowitz-and- sustainability https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-sker-der-med-naturen-og-dyrelivet-nar- der-er-krig (25.05.2019) https://www-litencyc- com.ez.statsbiblioteket.dk:12048/php/stopics.php?rec=true&UID=1353 (25.05.2019) https://worldoceanreview.com/en/wor-4/concepts-for-a-better-world/whatis- sustainability/ (25.05.2019) http://arcticmarch.com/arcticmarch/the-sustainability-concept-of-hans-carl-carlowitz- 1645-1714/ (25.05.2019)

135

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Romersk elegi Af Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie Tyske Simon Strauss (f. 1988) har

blandes sammen - et tema, der anslås

markeret sig tydeligt på sit hjemlands

på de første sider:

litteraturscene, både med debutroma-

Intet virker for os moderne mennesker

nen Sieben Nächte fra 2017 (da. Syv

mere moderne end samtidigheden af

nætter, 2019) og Romerske dage, der

det usamtidige. Samspillet mellem

i år er udkommet på Turbine i Maj

gammelt og nyt. Og dog plages jeg af

Westerfelds oversættelse. Strauss, der

spørgsmålet: Hvilken tid tilhører jeg?

er søn af filosoffen Botho Strauss, er

Hvilke tider bor i mig?

blevet beskrevet som en stemme for den generation, der voksede op efter

Forholdet mellem nutiden og historien

Murens Fald, og er samtidig ekspo-

fungerer således som et fikspunkt for

nent for en såkaldt ‘nyromantisk’

fortællerens mange digressioner. Det

bølge, hvilket blandt andet kommer til

er her på sin plads at nævne Strauss’

udtryk gennem forfatterens tydelige

meget associative stil, der ifølge det

inspiration fra (og høje veneration for)

vedlagte pressemateriale er blevet

åndsaristokrater som Goethe, Mann

omtalt som “Essayererzählung”. Og

og Rilke. I Romerske dage følger man

det med rette, for roman er udpræget

en ung fortæller, der er er taget til

essayistisk, hvor observationer fra

Rom for at gå i Goethes fodspor i Den

Roms gader fører til lange tankestrøm-

Evige Stad, og, som han selv beskri-

me om kunst, litteratur og klassisk

ver det, “for at ryste nutiden af mig.”

musik. I Roms gader søger han en

Fra sit værelse, “skråt over for Casa

dybere sandhed, men han finder i ste-

di Goethe”, reflekterer fortælleren over

det turisthorder, forarmede migranter,

det senmoderne menneskes tilstand

gadesælgere, der tyrannisk kontrol-

i en affortryllet verden, hvor Goethe,

leres af mafiaen, og jævne italienere,

Keats, og begreber som skønhed og

som i smug dyrker Mussolinis fascisti-

dannelse tilsyneladende har mistet

ske styre. Alle disse indtryk tegner et

fordums værdi, og tilværelsen frem-

elegisk billede af en by fanget mellem

står retningsløs. Ligesom i forfatterens

fortid og nutid, hvor historien stadig-

debut, er der tale om sansemættet for-

væk spøger rundt om gadehjørnerne.

tælling, hvor fortid og nutid konstant

Ved Fontana del Moro på Piazza Navo-

136

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

na møder fortælleren en smuk, enig-

udtrykte i Syv nætter, hvor hovedper-

matisk kvinde, der fungerer som et le-

sonen svælger i de syv dødssynder

demotiv, en genstand for hans begær,

som et overgangsritual, da hans egen

gennem resten af romanen. På sin vis

generation, ifølge fortælleren, aldrig

bliver hun en egnet metafor for byen

har mødt modstand: “Jeg kom til ver-

selv, der ligeledes forfører fortælleren,

den som svækling, og mine privilegier

uden på noget tidspunkt at lade ham

har kun gjort mig svagere. Jeg har

‘trænge ind’, for nu at blive i begærets

aldrig mærket faren på min egen krop.

billedsprog. På trods af fortællerens

Aldrig været bevidst om, at nogle veje

store forestillingsevne, efterlades han

også kan føre nedad, mod afgrun-

nemlig konstant med den tomme

den.” Den følelse af utilstrækkelighed

følelse, som mange rejsende vil kunne

og længsel efter fortidens kampe og

genkende:

vitalitet, man finder i Syv nætter, er på

Så mange har allerede været her, har

sin vis også til stede i Romerske dage,

i grunden følt det hele, der er intet til-

men nuanceres betydeligt, hvilket kan

bage til mig, alt har allerede bevæget

læses i kontekst af den polemik, der

andre hjerter: blikkene over piazzaen,

omgav debutromanen, hvor forfatte-

berøringerne af løvehovederne, be-

rens dyrkelse af fortiden blev beskyldt

undringen for foden af trappen. Men

for nærmest at grænse til det fascisti-

fontænerne bliver ved med at sprudle.

ske. Men hvilken funktion spiller forti-

Solen skinner stadig ind gennem kir-

den så i Romerske dage? Dette spørgs-

kevinduerne. Det er lige til at fortvivle

mål kan forsøgsvis besvares ved hjælp

over, at man ikke kan være den første

af den russisk-amerikanske litterat

til at se det. Og alligevel ser man alt

Svetlana Boym. I bogen The Future of

det, der allerede er blevet set, for før-

Nostalgia skelner Boym mellem to for-

ste gang. Og har stadig det hemmelige

mer for nostalgi: den restorative slags,

håb: Her har kun jeg og ingen andre

der vil genskabe fordums tilstande,

været.

som anses for at være samtiden overlegen, og den ‘refleksive nostalgi’, der

De mange vandreture og besøgene ved

dvæler ved den menneskelige læng-

Keats og Shelleys grav giver ikke noget

sels ambivalens, men aldrig fører til

svar og på den måde fungerer Ro-

egentlig politisk handling. I romanen

merske dage som et korrektiv til den

møder man flere eksempler restorativ

romantiske længsel, som forfatteren

nostalgi i form af romere, der drøm-

137

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

mer sig tilbage til Mussolini, til en tid

Strauss endnu og ser med forventning

før EU, flygtningekriser og deslige.

frem til nyt fra hans hånd. Alligevel

Fortællerens egen position forbliver

kan jeg ikke slippe fornemmelsen

derimod refleksiv, man fristes næsten

af at have været tvangsindlagt til en

til at sige passiv.

rødvinstung monolog efter midnat om kulturens forfald. Den slags er vi vel

Hvor Syv nætters kapitler helt ekspli-

alle skyldige i fra tid til anden, men

cit er inddelt efter de syv dødssynder,

det bliver nu alligevel en kende ener-

er der omvendt ikke klart, hvilket

verende i længden.

princip, der strukturerer de ni forskellige afsnit i Romerske dage. Et (måske dristigt) bud kunne være de ni sfærer, man finder i Dantes Divina Commedia. I så fald, er det påfaldende, at fortælleren i den niende del ikke finder sit Paradisum, men derimod en flygtningelejr. Over porten står der ikke “Lasciate ogne speranza, voi ch’intrate” (Forlad alt håb, I, der kommer ind her), men derimod “Vi er ikke problemet, vi er jeres spejl”. Strauss’ kritik antager her en mere interessant form, men de mange kulturpessimistiske digressioner gør det samlede indtryk svært at fordøje. Den unge kunstners drøm om skibskatastrofer og pludselig død virker også temmeligt bedaget, og jeg blev personligt hurtigt mæt af den

Simon Strauss

karamelklæbrige patos, der gennem-

Romerske dage

løber Strauss’ skrift. Romanen fletter

Oversat af Maj Westerfeld

fortid og nutid sammen i en kalej-

TURBINE

doskopisk skildring af Rom, og står i

164 sider

min optik betydeligt skarpere end Syv nætter. Jeg har derfor ikke afskrevet

138

Vejl. pris: 229,95,-

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Forever Young: Werther er blevet ung igen

“Du gode sjæl, som har mødt præcis den samme modgang som ham – lad denne lille bog være din ven” Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie I september genudgav Gyldendal fire

at tale sammen, selvom de ikke ind-

’ikoniske’ værker, der alle behandler

holdsmæssigt har meget til fælles,

den kaotiske ungdom. Det drejer sig

på nær ungdommens voldsomme

om Tove Ditlevsens Ungdom (1967),

følelser. Den Unge Werthers Lidelser

André Acimans Call Me By Your Name

er gået fra at være sin samtids mest

(2007), Sonja Haubergs Syv år for Lea

affektbetonede roman, der angiveligt

(1944), og endelig J.W von Goethes

startede en national selvmordsbølge

Den unge Werthers lidelser (1774). De

blandt ungdommen i Tyskland, til at

fire værker er blevet prydet med et

blive et gennembanket kanonværk, du

layout i neon med en font, der både

møder hvis du vælger tysk på gymna-

giver referencer til 80’erne og til Word

siet. Men i kontekst med de tre andre

Art. Den unge Werther er pludselig

værker, blandt andet Tove Ditlevsen

blevet ung igen; skulle man nogensin-

der er blevet rebrandet godt og grun-

de tage en roman med på floor, kunne

digt de seneste år, og Call Me By Your

den være et godt bud. Hvem havde set

Name hvis filmatisering fra 2017

den komme? Ydermere har værkerne

allerede har opnået kultstatus, får den

fået endnu et ungdommeligt løft, idet

pludselig nyt liv, og generobrer nogle

de fire forord er skrevet af henholds-

af de affektive, sindsoprivende kva-

vis sangerinden Kwamie Liv, Politi-

liteter det har mistet gennem tiden.

kens brevkasseredaktør Felix Thorsen

Som Holmegaard skriver i sit forord,

Katzenelson, Journalist Signe Amtoft,

så inviterer Goethe læseren til at an-

og endelig har den aktuelle forfatter-

skue værket som en ven i sit forord.

inde Ida Holmegaard skrevet forordet

En ven, der kan hjælpe dig gennem

til Den Unge Werthers Lidelser. Det

fortvivlende, stormende forelskelser

er en genistreg fra Gyldendals side at

og andre lidelser – En kærkommen

rebrande de fire mere eller mindre ka-

håndsrækning for de fleste unge men-

noniserede værker i en kontekst, der

nesker, og det er fantastisk godt set af

pludselig tilfører dem en ny relevans,

Gyldendal, at den unge Werther ikke

og som også får værkerne til internt

blot er en romantisk dannelsesroman,

139

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

men et værk man stadig kan spejle sig i, selvom det virkelig svælger i det højeste følelsesregister. Jeg krydser fingre for, at denne udgivelse betyder, at mange studenter vil få Goethe og

Forever Young Gyldendal

Ditlevsen med sig i studentergave,

4 bind

og at der med tiden vil komme flere

Vejl. pris pr. stk.: 149,95,-

ungdomsudgivelser, der på kryds og tværs af genrer og litterære epoker alle dyrker ungdommens universalitet.

140

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

Tour de Chambre sidder lige i kollegieskabet af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Som erfaren kollegianer på 3. år har

bre-festen og Astas færdiggørelse af

jeg efterhånden været igennem en del

hendes anden roman.

Tour de Chambre-fester. Når der så

Da jeg fik bogen i hånden og bladrede

kommer en roman med denne titel,

igennem den, som er enhver anmel-

der siges at omhandle kollegie- og

ders første indskydelse, gik der et

ungdomslivet, er jeg naturligvis inte-

træt suk gennem mig. Romanen er

resseret. Jeg forventer, som minimum,

skrevet i et slags knækprosa form-

at finde et par sjove relaterbare sean-

eksperiment (ligesom Høegs forrige

cer fra kollegielivet, som den erfarne

roman har jeg ladet mig fortælle), og

køkkenchef (undertegnede) kan bruge

sådanne eksperimenter har det sjæl-

til at banke de ny-udslåede grøn-

dent med at lykkes og er som ofte ud

ne kollegianere i hovedet med! Tine

af det rent prætentiøse, hvor sproget

Høegs Tour de Chambre formår at

og formen ingen funktion eller effekt

bidrage med mere end reprimandeci-

har ift. indholdet. Mine bange anelser

tater til kollegiets facebookgruppe.

var dog unødvendige. Teksten er sat

Asta på 33-år skriver på sin anden

op som knækprosa, idet der ikke er

bog, da der popper en invitation til en

punktummer, som indikerer, hvornår

mindehøjtidelighed op for det 10 år

en sætning slutter og starter, og der

gamle dødsfald på hendes veninde,

er meget sjældent stort begyndelses-

Mais, kæreste August. Alle tre boe-

bogstav. Kun linjeskiftene (knækkene)

de på samme kollegiegang. Romanen

markerer skift, og disse er ikke altid

kører i to handlingsspor og tider. Et er

placeret intuitivt. Ydermere virker

centreret om tiden, hvor Asta flytter

det til, at sætningerne, der står på

ind på kollegiet, op til Augusts døds-

linjerne, er fragmenter af hele prosa-

fald grundet en hjertefejl til en tour de

sætninger, hvor kun det mest centrale

chambre, og det andet handlingsspor

står tilbage. Det betyder, at udsigel-

foregår 10 år senere i tiden op til min-

sessituationen ift., hvem der taler til

dehøjtideligheden. De to spor fletter

hvem, og hvornår der bliver talt, ikke

sig ind i hinanden med genkomne

står klart frem. Jeg kan bedst beskri-

karakterer, begivenheder og remedier,

ve den effekt, knækprosaen har, som

som kulminerer i hhv. tour de cham-

en samtale mellem en gruppe venner

141

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

i mørket, hvor du kun har stemmerne

tekstvognen.

at navigere efter. Det lyder umiddel-

bart foruroligende forvirrende, men på

karakterer er realistiske og nede på

trods af den minimalistiske mængde

jorden, hvor små spændinger som

tekst formår Høeg at balancere udsi-

single- og datinglivet, seksuelt- og

gelserne fremragende med en hånd-

kreativt begær, ungdomslivet, for-

fast subtil præcision. Man er på intet

ventninger til voksenlivets familie-

tidspunkt i tvivl om, hvor og hvornår

konstruktion og (forbudt) forelskelse

man som læser befinder sig, eller

væves elegant sammen. Romanen

hvem der taler. Det er altså tekstlig

minder på sin vis om den strømning

minimalisme på højt plan som udøves,

af ungdomswebserier, vi har set de

og det er heldigvis ikke er båret med

sidste par år. Eksempelvis SKAM, 29,

over i handlingen og karaktererne. I

Doggystyle, der har givet os en række

modsætning til Helle Helle, som Høeg

gode små fortællinger fra og om ung-

er inspireret af, sker der rent faktisk

dommens hverdag. På samme måde

noget af betydning, som er spændende

som disse webserier, der ofte har en

i fortællingen holdt på et relaterbart

episodelængde på 5-20 minutter, læg-

hverdagsniveau.

ger Tour de Chambre ikke op til større

filosofiske tankeeksperimenter eller

Det minimalistiske og kortfat-

Selve fortællingen og dens

tede sprog skaber plads til mange fine

budskaber, men det skal den korte

gentagelsesfigurer og rim som f.eks:

og præcise form heller ikke. Alt over-

”[fodbold]spillerne står i en rundkreds

dådigt, til tider forstoppende kød om

et stykke fra os // lægge og lår //

benet er skåret fra, og tilbage står den

sved og snavsede shorts.” Samtidigt

appetitlige marv som en forfriskende

er der mulighed for nemt at forbinde

sommersnack.

forskellige steder i teksten og tiderne

gennem enkle ord, der i en normal

seres, er, at indpakningen snyder en

300-siders roman ville være druknet

smule. Bogen kaldes en roman, og

i mængden. F. eks. forbindes de to

med dens sideantal på 300 sider og

fortælletider, når Asta i begge klapper

tilsvarende vægt fremstår den taktilt

et cykelsæde som flirtende adfærd.

som en roman. Men sammenfatter

Netop det minimalistiske sprog og

man antallet af ord i bogen, er den vel

tekstbrug samt den indsigtsfulde brug

knap 50 sider i alt. Jeg havde derfor

af det gør, at læseren ikke tabes bag

forventet længere karakterudviklinger

142

Det eneste, der kunne kriti-

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

og handlingsbuer, hvis kvalitet skulle aktiveres over længere læsetid. Tekstens minimalistiske knækprosamodus kom derfor noget bag på mig og krævede min tilvænning. Dette, sammen med genrebestemmelsen roman, etablerer en fejlagtig forventningshorisont, der kan være uhensigtsmæssig til at starte med.

Mine tre års erfaring med tour

de chambre-fester kan i morgendagens lys bedst beskrives som en fremragende fragmenteret fest med et væld af mange forskellige temaer, lege, drinks og konversationer. Det er netop, hvad Høeg har formået at omsætte til litterær form. Hun leverer et elegant og forfriskende take på et hjørne af ungdommen, og for en gangs skyld giver formeksperimentet (og minimalismen) mening. Med andre ord: Tour

Tine Høeg

de Chambre sidder lige i kollegieska-

Tour de Chambre

bet.

Gutkind 324 sider Vejl. pris: 249,95,-

143

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

At samle problemerne, når alting rives fra hinanden Af Rasmus Boelsmand, Æstetik og Kultur Digtsamlingen Flowmatic af Shadi

I digtsamlingens intersektionelle

Angelina Bazeghi udgivet af Gyldendal

perspektiv ligger der en forening af,

virker på mange måder uangribelig.

hvad der før har været tænkt som

Digtsamlingen arbejder i affekten,

forskellige kampe mod forskellige

vreden, indignationen. Deri opstår

undertrykkelser. Pointen er, at de ikke

et fjendtligt sprog, men det står på

kan tænkes adskilt. Det peger også på

ingen måde for sig selv i digtene. Det

nødvendigheden af de forskellige sprog

er derimod suppleret af det højlyriske,

og sprogdomæner, der findes i digtene.

det computeragtige, det hverdagsagti-

Men det er også en kompliceret affæ-

ge - men også svensk, engelsk og farsi

re. Digtene bemærker allerede i andet

(læste jeg i en anden anmeldelse).

digt, hvordan lemmer er spredt ud ”et

Digtene arbejder med det personlige,

ben

det sociale og samfundet. De arbejder

lede næsebor” i en verden, der bliver

med krig, politik, kærlighed og det

smadret af krig. Også selve opsætnin-

astronomiske. Kort sagt: Digtene ar-

gen af digtene peger på splittelse og

bejder med enormt mange forskellige

fragmentation af virkeligheden. Det

elementer på samme tid, og i affekten

samme gælder computersproget: Di-

og vreden forsøger den ikke at gøre

gitalitet er pr. definition opdelte enhe-

elementerne og situationerne nærvæ-

der, fragmenter, flimrende.

rende. Det er derimod netop vreden,

Computerne finder vej til teksten gen-

der bliver nærværende; at der findes

nem COBOL-systemet - et datasystem

så mange problemer på så mange

udløbet af det datasystem, digtsam-

forskellige områder. Og det er nødven-

lingen er opkaldt efter: Flowmatic.

digt at tænke dem sammen. På den

COBOL blev ifølge en af flapperne på

måde bliver digtene et crash course

bogen brugt til at identificere uidenti-

udi intersektionalitet, fx i sætningen:

ficerbare kroppe under Iran-Irak-kri-

”Du sagde hvilken kvinde / er så be-

gen, så de i det mindste kunne få et

taget af sin egen undertrykkelse / at

identifikationsnummer. Det er imidler-

hun ikke kan se sit hælaftryk / på en

tid ikke særligt tydeligt i digtene, hvad

anden kvindes ansigt?”

COBOL og Flowmatic har af betyd-

144

en torso

en hånd

udspi-

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

ning, hvordan det hænger sammen med det, der ellers bliver skrevet - det ligger bagved og ved siden af selve digtene. Og måske er det netop der, man skal kigge hen. Flowmatic virker ikke til at være tilfreds med at være en digtsamling - den vil vende sig mod verden. Det er ikke kun digte, men det er små kataloger, der indeholder citater fra en lang række andre værker, der går i dialog med racistiske samfund. Det indeholder forskellige sprog og søger at danne bro over dem - det er i bund og grund nogle digte, der er lige så sammenfiltrede, som verden er det. Alligevel har jeg en følelse af, at der mangler et sted, det siges fra. Der siges så meget fra vreden, fra teorien og fra andre værker, at det kan blive

Shadi Angelina Bazeghi

svært at vide, hvorfra noget som helst

Flowmatic

bliver sagt. Situationerne er svære at

Gyldendal

få øje på, desværre, for det, tror jeg, ville gøre det lettere at finde rundt i alt

92 sider Vejl. Pris: 199,95,-

det, den vil. Og Flowmatic vil enormt meget og enormt mange vigtige ting.

145

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

“Når en mor har født sit barn, sker der noget radikalt med hende” Af Amanda Jespersgaard Guldberg, Litteraturhistorie “Jeg skriver fra et hjernedødt sted.

– og betror os bl.a., at hun ingenting

Uden mål. Uden forbindelse. Uden

mærkede, da hun for første gang fik

anerkendelse. Der er galskab her og

overrakt sit barn.

blottet kød. Det er derfor, ingen har villet læse mødres bøger. Ingen øn-

En tilbagevendende følelse hos Anna

sker at kende hende.” Sådan skriver

er skammen over, at hun ikke føler sig

Olga Ravn et sted i sin nyeste bog Mit

lykkelig i rollen som mor, og hun mod

arbejde, der skildrer en ung, kvindelig

forventning ikke oplever moderska-

forfatter, som efter fødslen af sit første

bet som noget instinktivt. Som Anna

barn rammes af en voldsom fødselsde-

udtrykker det: “at elske det spæde

pression.

barn / det bringer mig ingen glæde.” Hele hendes liv har ellers virket som

I romanen følger vi Anna, Ravns alter

én lang forberedelse til moderskabet,

ego, i en årrække, der spænder, fra

f.eks. al den tid, hun som barn har

hun blev gravid med sit første barn, til

brugt på at skifte tøj på sine dukker.

hun skal til at føde sit andet, og histo-

Og måske er det også derfor, at Anna

rien ender på sin vis derfor lykkeligt.

føler sig mest forbundet med sin søn,

Som Anna fortæller: “Jo tættere jeg

når hun skifter ham. Som det lyder i

kommer på fødslen desto mere glem-

romanen: “Hun klædte barnet af og

mer jeg alt det, jeg har brugt de sidste

på og med en sikkerhed, der gjorde

mange år på at forstå, alt det, jeg har

dem begge trygge. Hun troede ikke,

lært om at føde et barn.” Dét, som

det var medfødt, men indoktrineret

Anna i romanens forløb har forsøgt at

siden barndommen.” Forestillingen

forstå, er imidlertid den fremmedgø-

om, at en mors kærlighed til sit barn

relse og altoverskyggende angst for at

er betingelsesløs, har ligeledes været

være en dårlig mor, der for hende var

indoktrineret siden barndommen.

et biprodukt af fødslen. Anna beskri-

Men Anna kan ikke ubesværet elske

ver det som om, at hun mistede sig

sin søn, for “barnet har intet sprog /

selv på barselsstuen – “dette værelse

har ikke engang / kropssprog endnu.”

/ som jeg fra nu af / bærer med mig”

I stedet knytter hun og sønnen sig til

146

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

hinanden “som to dyr / uden hensigt

børn.” Anna selv er i tvivl om, hun bør

/ uden personlighed.” Værket vender

destruere sine tekster og “slette alle

således vrangen ud på den rosenrøde

tegn på denne rædsel, der boede dybt

fortælling om moderskab og udstil-

i hjertet på det at blive mor,” som hun

ler det paradoksale i, at kvinder fra

udtrykker det. For der er ikke plads

barnsben nærmest oplæres i at skulle

til rædslen i samfundet, siger hun.

blive mødre, mens der tilsyneladende

Imidlertid har Anna et behov for at

ikke er nogen, der taler højt om, hvad

blotlægge den emotionelle vold, som

det egentlig indebærer at være mor.

vi som samfund udøver mod kvinder,

Før nu, altså.

når vi til stadighed fortæller historien om den lykkelige mor. Som det hjerte-

Mit arbejde er et miskmask af tekster:

skærende lyder i romanen:

der er knækprosadigte og fortællende passager, der er dagbogsskriblerier

Jeg troede på histori-

og uddrag af hospitalsjournaler, der

en. Jeg trådte derind.

er dramatisk dialog og encyklopæ-

Jeg havde forvent-

diske opremsninger. Værket bryder

ningen om at møde

også med den traditionelle realistiske

den lykke. Men hele

roman, idet det ikke er baseret på et

rummet var af smerte,

princip om lineær tid. I stedet er bo-

skabt af det. Det flød

gen inddelt i 13 såkaldte begyndelser,

med blod fra bryst-

28 fortsættelser og 8 slutninger. Fra

vorterne, det flød med

første side får vi fortalt, at teksterne

blod fra mine øjne,

er kurateret af et kvindeligt fortæller-

det flød med blod fra

jeg, en slags metafiktiv abstraktion

sårene i min skede og

over Ravns egen rolle som forfatter,

i mine tarme, det flød

og løbende reflekterer både hun og

med blod fra de indre

Anna over værkets indhold – om det

sår i livmoderen, det

overhovedet egner sig til at blive læst

flød med blod fra bar-

af andre. Fortælleren betror os bl.a.,

net, ud af munden på

at hun i sit arbejde med at organisere

ham, ud af endetar-

teksten var “drevet af den ene tanke,

men, og alt var blod,

at Annas papirer kun burde læses af

og intet var lykke.

gravide personer og kvinder med små

147

K ULTU R & KRI T I K

Anmeldelse

Det rum, som Anna i citatet træder

erfaringer – ganske som Mit arbejde

ind i, er selvfølgelig barselsstuen – det

kredser om clashet mellem forestillin-

rum, hvor hun som nævnt mistede sig

gen om at være mor og moderskabet

selv – og det er i den mentale bar-

som realitet. Begge værker er tanke-

selsstue, at Annas arbejde foreligger.

vækkende læsning, som sidder i krop-

Arbejdet er at elske sit barn, at kæm-

pen længe efter, man har vendt den

pe sig ud af depressionen, arbejdet

sidste side, lidt ligesom barselsstuen

er skriften, arbejdet er at generobre

stadig sidder i Anna, og Mit arbejde er

sig selv efter fødslen. Og derfor er det

Ravn, når hun er bedst. For værket

også barselsstuen, som Anna ved ro-

står tilbage som et feministisk for-

manens udgang så småt bevæger sig

svarsskrift – som en insisteren på, at

tilbage ind i:

moderskab har en plads i litteraturen – og på den måde er den også et slags

Der er tre uger til

frihedsbrev. For Anna og for alle andre

terminen. Jeg er på

vordende mødre.

vej ind i værelset igen, jeg er allerede i korridoren. Snart tager det fart på ny, separationen, den lange, langsomme løsrivelse, når vandet går, veerne tager til og mit arbejde begynder. Mit arbejde ligger på mange måder i naturlig forlængelse af Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng fra 2012. Her fik menstruationen og aborten et

Olga Ravn

formsprog, ligesom fødslen får det i

Mit arbejde

Mit arbejde. Ravns første bog kredser

Gyldendal

om clashet mellem kulturens fore-

429 sider

skrevne regler om, hvordan man er

Vejl. Pris: 249,95,-

kvinde, og den levede kvindekrops

148

Anm e l de l s e

KU LTU R & KRITIK

I Avantgardemanifester møder man gæster til prætentiøse fester Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie Forlaget Klims Antologi Avantgarde

internationale. At avantgarden be-

Manifester er passende redigeret af

nytter sig af manifestformen, er ikke

Professor i Kunsthistorie (KU) Mikkel

tilfældigt. Med sin militaristiske re-

Bolt, der har arbejdet med avantgar-

torik og konnotationer er manifestet

den i mange former og afskygninger

både en trussel mod det etablerede og

gennem tiden. Bolt leverer derfor gode

et løfte om at rive det ned. Manifestet

og fyldestgørende introduktionerne

har en intens samtidig og kollektiv

til avantgardebevægelserne og deres

atmosfære, som gør, at manifesterne

manifester i det 20. århundrede. Især

emmer af ungdommelig, indigneret og

avantgarden i de første tre årtier af det

polemisk energi, der har været i ung-

20. århundrede er interessante, og det

dommen og befolkningen i starten af

er da også her, man finder de største

det 20. århundrede. Samtidig beskri-

og mest markante samfundsomvælt-

ver Bolt også avantgardemanifesterne

ninger – teknologisk udvikling, politisk

som ”en cocktail af fart, larm, mega-

og ideologisk klassekamp, verdens-

lomani og bluff.” Og jeg må vedkende

krige og økonomiske kriser – der i høj

mig denne beskrivelse efter at havde

grad er årsag for de unge menneskers

læst dem. Læst med nutidens øjne

behov for at finde en mening med

står manifesterne frem som selvophø-

tilværelsen igen, som mange af avant-

jende prætentiøse til tider latterlige og

gardebevægelsernes manifester bærer

meningsløse. Ingen af de kunstneriske

præg af. Det er netop foreningen af

ideer, de står frem med, virker til at

politik, kunst og almen livsførelse i ét,

være andet end performative akter,

oftest ved at rive etablissementet (især

der bare proklameres for proklama-

det borgerlige) ned, som er gennem-

tionens skyld. At man som dadaist

gående i de manifester, der forefindes

mener, man skaber stor kunst, når

i antologiens første del: italiensk og

man automatiserer kunsten ved at

russisk futurisme, vorticisme, dada-

klippe ord ud af en avisartikel, for

isme og surrealisme, og i anden del:

så at smide dem tilfældigt sammen,

letterisme, COBRA og situationistisk

peger i højere grad på selve akten og

149

K ULT U R & KRI T I K ikke selve det litterære resultat. Men

Anmeldelse polemiske gæster (manifesterne).

det er måske netop meningen med både avantgarden og selve manifestet som genre. Det betyder for mig som almen læser, at det spændende og interessante ved avantgarden og deres manifester ikke nødvendigvis er selve indholdet og det, avantgarden siger, men i højere grad måden, de siger det på – altså den performative handling som manifestet er. Den fortælling, jeg som læser finder givende om emnet, er avantgardens skudsalvediskurs af polemik, konflikt og kritik, der hagler ned over alt og alle – også avantgardebevægelserne imellem – og samfundsforholdene herom. Selvom Avantgarde Manifester er en antologi af manifester, og det er manifesterne, der er i forreste række, savner jeg måske lidt flere anekdoter og baggrundsviden om selve avantgardebevægelserne, og deres performative handlinger i samfundet og offentligheden. Især fordi, det virker som om, at netop dét var en vigtig del af avantgarden. På den anden side er bogen som sagt en antologi af manifester, der i sig selv er performative, og det ville derfor være for meget at forlange. Avantgarde Manifester kan beskrives som en række af prætentiøse fester (avantgardebevægelserne), hvor man møder et væld af meget

15 0

Mikkel Bolt (red.) Avantgardemanifester Klim 480 sider Vejl. Pris: 349,95,-

TE MA FOR NÆ STE NU MME R

90’erne Godt nok er VISIR mere end 25 år gammelt, men måden, man måler alder på for tidsskrifter og studenterblade, er i antal udgivelser – og her rammer VISIR et meget stort og rundt tal! Næste nummer af VISIR er nemlig #90 – derfor er næste tema: 90’erne. Tallet 90 har mange betydninger – en gammel ost, det er en imponerende alder, og naturligvis 90’erne som genkommende årti i hvert århundrede. Tænk på 1990’erne med ”the end of history”, globalisering og bands som Spice Girls og Backstreet Boys! Eller hvad med 1890’erne med fin de siècle, eller efterspillet til den franske revolution i 1790’erne. Nytårsaften ser vi 90-års fødselsdagen, og ved banko råber vi navnet på osten: Gamle Ole! Tøv ikke mere end 90 sekunder før du sender dit bidrag ind. Har du en akademisk artikel, der handler om noget i et eller andet århundredes 90’ere, en novelle om bankospil, et digt om oste eller et essay om boybands i 90’erne, så send det ind! Mulighederne er mange, og du kan også bare skrive et bidrag på 90 ord og sende det ind på kasernebladetvisir@gmail.com. Deadline er søndag d. 14/02 2021

151

VISIR #89

Articles inside

Sansernes afgrundsdybe rus

Pirogmanifestet

Musicalens Manifest

ARKIVGULD: Manifest for Litteratur

Ny Jyske lov

Debatindlæg

Indtil vi ses igen

J’accuse Julemanden

De studerende synes

Kaserneperspektiv

love Forfærdelig lykkelig

Corona Things

Underviserportræt

Siden sidst

Redaktionen anbefaler ikke

Alletiders (budgetvenlige) julegaver til

Redaktionen anbefaler

Foreningsportræt: KaserneRevyen

Leder