Sansernes afgrundsdybe rus

Sansernes afgrundsdybe rus Laura Priyanka H. Andersen, Litteraturhistorie

Teater Republiques opstilling, Faust, er en overrumpling af sanserne, en eksplosiv kreativ udnyttelse af enkle sceniske virkemidler og sceneopsætning, der om noget andet understreger den tidsløshed, som Faust-skikkelsen har. En tragedie udspillet i et tidsløst og i sidste ende stedløst rum. På denne mørklagte, minimalistiske scene, hvor lys og mørke kæmper en sanselige kamp, skaber monumenter af marmorsten en antydning af døden som allestedsnærværende, ligesom uret har tikket skæbnesvangert mod midnat i Marlowes Dr. Faustus. Monumenterne skaber et lukket rum, et djævlens pentagram, hvori sansernes vildskab, Fausts sanserus og Gretchens tragedie udspiller sig.

I Johann Wolfgang Goethes Faust (1808), som denne opstilling er skrevet over, møder man en Faust, som med kvalme har vendt sig væk fra kundskaben og mod lidenskabens livsrus. Dette tematiseres ved en ouverture, der giver Faust og publikum en forsmag på den lidenskabens overflod, som Mefisto kan give adgang til. Nemlig da monumenterne af marmor danner en statisk baggrund for to sanselige skikkelser. En mand og en kvinde, der påkalder sig opmærksomhed gennem deres kropslighed og forsøger at vække sansernes begær. Beskuerens øjne tvinges til at bevæge sig med en tilfældig ukontrollerbarhed fra den ene til den anden i et forsøg på at indfange alle indtryk på samme tid. Men forgæves og vildledt må erkende, at det er umuligt. De vekslende replikker, som de to skikkelser udveksler, indfanger formen i Goethes Faust, nemlig de dialogisk-rimende vers, der skabte en formmæssig forening mellem Faust og Mefisto. Mefisto greb Fausts replikker, og synliggjorde gennem denne handling slægtskabet mellem dem både sprogligt og formmæssigt. Men samtidig også alliancen

mellem dem, som på Republiques scene styrkes i kraft af de to protagonisters depraverede dyrkning af lidenskabernes rus. Denne sættes på spidsen, i et parallelt og natligt rendezvouz, hvor Faust tilnærmer sig Gretchen, mens Mefisto forfører nabokonen Marthe. To sideløbende stævnemøder som overskrider selv de hedeste forskrifter for Middelalderens frivole litteratur.

Den enhed rim-strukturen skabte mellem Faust og Mefisto i Goethes Faust måtte optegnes på en anden måde. Og denne måde blev den af nær kropslig kontakt. I scenen hvor Mefisto dukker op forklædt som en puddel, illuminerer projektørerne rent visuelt, at Mefisto er en skyggeside af Faust. Og at det er denne skyggeside med dens lidenskaber og id’ets impulser, der forenes i en omfavnelse med Fausts jeg. Men samtidig er det også et lidenskabeligt favntag med døden, som viser lidenskabernes forbundethed med livets afgrund. Dette slægtskab mellem lidenskab og død kender man fra den sentimentale litteraturs Sturm und Drang: skæbner, hvor lidenskaberne styrter det begærende og fortvivlede subjekt i grus. Pagten og den kropslige omfavnelse markerer det øjeblik, hvor Faust overgiver sig til lidenskaberne, og lader dem trone som det højeste princip for sin livsførelse. På Republiques scene tegnes Wertherskikkelsen tydeligt op igennem Faust. En skikkelse for hvem, lidenskaberne skal drage ham ud i yderfløjene af livets følelsesregister; “Jeg nævnte ikke glæde, må du vide! / Jeg vælger mig den bitreste lyksalighed, / forelsket had, den styrkende fortræd. / Min trang til viden har jeg ladet falde, / mit bryst står åbent for al verdens smerte” (Goethe, s. 66-67)

I en romantikkens desillusionering møder vi en Faust, der er forladt af Gud og for hvem, naturen har lukket sig overfor. Men som samtidig også lukker sig om sine lidenskaber i en verdensfjern forelskelse, som giver Mefisto en særlig fremtrædende position. Mefisto iscenesættes som en selvtilfreds karismatisk karakter, perfekt spillet af Søren Sætter Larsen, der med spotsk underdanighed lader sig trække rundt i manegen af en kortsigtet Faust. Men samtidig også henvender sig til publikum med en selvtilfredshed, vokser af dets opmærksomhed og overtager scenen med sin karismatiske kraft, sejrrige spot og frivole vitalitet. Selv i Fausts største stjernestund,

er Mefisto en værdig protagonist; da Faust i nyfortolkningen af Auerbachs kælder, danser vildt til et mash-up af samtlige hits gennem musikhistorien. Alt imens Mefisto slænger sig mageligt i den venstre side af scenen og iagttager publikum og Faust med en overlegen distance til denne trivielle sanserus, der udspiller sig på scenens dansegulv.

Snarere end Fausts tragedie tegnes Gretchens ulykkelige skæbne op, i hvad der bliver en langstrakt, handlingstung og tekstnær opsætning af Goethes Faust. Dette handlingsforløb står i skærende kontrast til den eksplosive sanselighed og kreative eksperimenteren projektørlys, skygge, røgskyer og rummets ekspanderende rumlighed. Eksempelvis da der med et brag sendes røgskyer ned fra loftet, der på fremragende vis markerer Fausts og Mefistos rejse ned i heksekøkkenet. Her indfanges det rituelle vanvid, hvormed heksen og mandlig skikkelse omkranser Faust i en vild cirkulær dans, imens de skriger deres replikker ud i rummet og akkompagnerer dem med febrilske bevægelser. En sammensmeltning af komisk vildskab og insisterende alvor, som går igen gennem resten af forestillingen. Opstillingen fremmaner en selvironi i hver af sine karakterer. En Gretchen der er portrætteret som en anden lille Alice-in-wonderland med lys page, en blå kjole og en fnisen, som negligerer den modenhed, der ellers ligger i hendes kyske jomfruelighed. Ligeledes vågner Faust op med en erektion som en teenagedreng, der har brandhede drømme. Denne kropslighed blander høj- og lavkomik og indfanger netop den karnevalistiske dyrkning af sanser, som Faust hengiver sig til. Den overgjorthed, som giver karaktererne selvironi, gør sig også gældende på lydsiden, når Mefistos hundehyl interfererer med operamusik med en ynkelig vedholdenhed og dissonant vellykkethed. Og særligt når Gretchens domsafgørelse foregribes med et ørebragende højt heavy-metal skrig, der efterlader salen helt mørklagt og på ærgerlig vis overrumpler tilskuerens ellers umiddelbare og rene førsteindtryk af forestillingen.

Forestilling: FAUST Sted: Teater Republique, Østerbro Teater, København Tid: 17. oktober 2020, kl. 15.00