Corona Things

Corona Things Af Ninna Grethe Schrøder, Litteraturhistorie

På en klippe langt væk sidder der en pige. Hun er nu blevet vakt til live.

Hun har valgt at tage ud på eventyr. Først en flyvetur til Tallinn og derefter en lang bustur igennem nøgne skove med den nedadgående sol i baggrunden. Da hun ankommer til den lille by Tartu, bliver hun mødt af en intens kulde og der er en lang gåtur til kollegiet. Den store trekrygsæk sidder som et skildpaddeskjold, og da hun skal være der i over fem måneder, er den pakket til randen og benene er lige ved at give efter. At tage ud på egen hånd er en stor udfordring, men det har vakt mig til live. Pigen er nemlig mig, og nu var der ingen kæreste eller ven som jeg skulle gå i hælene på, fordi vedkommende havde styr på gps’en. Det at have ansvar for mit eget liv vakte mig til live. Det samme gjorde alle de smukke oplevelser som fulgte på mit Erasmus ophold. En lille måned inde i eventyret tog jeg til Lapland med Erasmus netværket, de planlagde at vi kunne se nordlys og køre med hundeslæde. Igen, jeg gjorde det helt selv og fantastiske ting foregik uden tryllestøv. Det var ikke en fe eller en gud som fulgte mig rundt, men det var mig selv som blev enormt stærk på den her tur. Den dag jeg kom hjem fra turen og var inde i en ”jeg kan alt, som jeg sætter mig for” boble, blev jeg ramt af nyheden om, at vi ikke skulle møde op på universitetet de næste par uger. Mange af de mennesker jeg lige havde mødt på turen, tog direkte hjem.

Pigen på klippen har det som om det store åbne hav både vil angribe hende og er ligeglad med hende. Der er ikke en sjæl at se, og der er fuldstændig stille. Hun har valgt at tage ud på eventyr og bliver vakt til live samtidig med, at verden lukker ned. Indeni følte jeg, at det hele kunne være en test for at se, hvor ensom jeg egentlig kunne være. Det åbne hav stiller ingen krav, men giver heller ingen fingerpeg om, om jeg skal gå eller blive.

Havet er for mig det kollegieværelse med gule grimme møbler og fire grå betonvægge, som jeg tilbragte knap tre uger i. Starten på de tre uger var d. 15 april, og på det tidspunkt har der været en pandemi i min verden siden

d. 12. marts 2020. Jeg blev ramt af Corona. Sådan fysisk ramt. Med tab af smags- og lugtesans. Men egentlig mest med tab af frihed. Jeg havde drømt om at se noget andet, men alt jeg så var de fire grå vægge. På de tre uger blev nogle af de her ord til: Nu er vi alle sammen under lockdown, og det føles som at være i et fængsel. Der er ikke noget, som har mindet mig så meget om et fængsel som det her. Det smalle vindue på værelset kan knapt åbnes 5 centimeter, og årstiden skrider fremad udenfor, uden jeg kan følge med i luftens forandringer. Jeg går i dvale. I dag fik vi fængselsmad i hvide flamingo bakker, og det smagte forfærdeligt. Boghvede med cocktailpølser. Boghveden smagte som let fordærvet mel, og jeg kunne heller ikke lade være med at sammenligne den med snot. Den boghvede bliver De ankommer uden for døren, hvor kondens og madrester siver ud og gør bakkerne blødere og blødere afhængigt af, hvor længe de står derude. Nogle gange bliver der også lagt sedler uden for døren med nye restriktioner om, hvordan vi skal opføre os. Nogen af de indelukkede på kollegiet havde forsøgt at hejse mad op igennem vinduet, og det var blevet opdaget af myndighederne. Politiet patruljerer nu ude på gangen. Det er et fængsel. Jeg kan kun finde ud af at overleve, hvis jeg ikke tænker for meget over situationen, men bare tænker fra det ene Skype møde til

starten på et had til de hvide bakker. det næste. Lige nu sidder jeg og tænker på, hvor meget jeg trænger til lidt balsam for sjælen. Et venligt og velkendt ansigt. En person, der sagde til mig; Ninna, nu er det hele i orden igen og du kommer bare med mig ud. Alle er søde imod mig og jeg får vigtigst af alt; nogle krammere til at stille hudsulten. Jeg får krammere af alle dem jeg elsker, og vi er et sted, hvor der ikke kan ske os noget, og hvor ingen lægger os for had, fordi vi er blevet smittet. Vi kan alle sammen sagtens gå ud og være frie, og der er ingen pandemi. I min balsamering af sjælen har jeg faktisk planer igen og ved, at jeg skal nyde øjeblikket, for om lidt skal jeg noget andet. I modsætning til nu, hvor jeg ikke aner, hvornår jeg skal lave noget uden for mit værelse igen. Hvornår jeg med god samvittighed kan være sammen med nogle venner, og vi kan larme, danse, kramme, spise og snakke sammen. Hvornår kan vi feste igen? Hvornår må jeg få lov til at gå i skole igen og

være sammen med folk, der ikke kigger mistænksomt på mig. Jeg ved godt det kommer til at tage lang tid før vi igen kan være helt normale over for hinanden, men jeg har af en eller anden grund en tanke og et håb om, at jeg får det bedre, når jeg ser min familie igen.

Med tiden indså jeg, at Estland og Corona havde lært mig ikke at følge efter, men at stikke ud. Aldrig i mit liv vil jeg igen have at andre tager beslutninger for mig, nu vil jeg tage ansvar for mine beslutninger og gennemføre dem. Ellers så lever jeg bare på andres bekostning, og selvom det virker nemt, så er det så hult. Det er så tomhjernet at følge efter som et får. Så der en balance imellem at være alene og være afhængig af de andre. Det var nogle af de tanker som tiden gik med. Endelig fik vi at vide, at vi kunne komme ud af karantænen! Så det endte med 2 uger og 5 dage i karantæne. Det var vidunderligt – totalt paradis og en drøm jeg havde tænkt på så længe! Bare det at kunne gå en tur, alle lyde og indtryk var nye og så smukke! Så gik vi ud og drak et glas rødvin. Efterfølgende var jeg godt nok træt, fordi bare det at komme ud og få nogle nye indtryk efter at have været indelukket de sidste par uger, var helt vildt drænende. Den første dag blev alle flamingo bakker smidt ad helvede til, og jeg bestilte den største pizza, penge kunne købe. Tænk at spise en pizza efter at have været udenfor i den friske luft – og det var blevet forår.

Det hav, der før var omkring pigen på klippen, har fået flere formationer. Klipper dukker op overalt med nye muligheder, og det gør ikke noget, at havet ikke har alle svar, for gemt inde i pigen var der ikke flere spørgsmål.

Nu kan det kun gå fremad og klichéen ”man kommer stærkere ud på den

anden side” hører sig vist til her.