TEMA Musik og Integration AF MARTIN BLOM HANSEN
PÅ HØJE-TAASTRUP MUSIKSKOLE har orkesterprojektet HOPE fået 80 børn og unge fra Ghetto-området Taastrupgaard til at spille sammen i et orkester. (Foto: Per Bækgaard)
NÅR MUSIKSKOLEN SKRUER OP
FOR INTEGRATIONEN Musikundervisning og orkesterprojekter har potentiale som redskab til bedre integration. Flere musikskoler har erfaringer med at skabe nye fortællinger om ghettoen. E n aktuel historie fra Høje-Taastrup illustrerer, hvad musik kan. Og den fortæller også, at jobbet som musikunderviser i dagens Danmark kan være ekstremt krævende og handle om alt muligt andet end musik. Og så handler historien om, at udholdenhed bliver belønnet – både for en uvorn knægt i 5. klasse og for en højkompetent dirigent og musikunderviser i en alsidig rolle. Det handler om håb. Projektet HOPE betyder ”House Of Performance”, men kunne fint oversættes direkte. Det er Høje-Taastrup Musikskole, der står for det, og orkestrets MUSIKEREN MARTS/APRIL 2017
medlemmer er elever i 2.-5. klasse på Selsmoseskolen i boligområdet Taastrupgård. For fire år siden var der ingen børn fra Selsmoseskolen, der gik i musikskolen. Nu har HOPE-projektet fat i 80 børn fra skolen. Det svarer til 35 procent af eleverne, fortæller Jan Hansen, leder af Høje-Taastrup Musikskole.
HÅRDE DRENGE BLØDER OP Det har været ualmindelig hårdt arbejde at skabe et orkester helt fra bunden og få en folkeskole til at gå fra 0 til 80 dedikerede og musikaktive elever, fortæller Andreas Vetö, dirigent og musikunderviser og leder af HOPE-orkestret.
Han har sammen med fem yderligere undervisere knoklet i fire år med projektet, og han medgiver, at han og de øvrige undervisere mange gange har været på nippet til at give op. Men resultaterne og børnenes engagement og glæde gjorde, at de blev ved. ”Da vi begyndte, vidste ingen af eleverne, hvad det vil sige at spille musik, og de kendte ikke til instrumenterne. Man går ind på en skole, hvor ingen kender en klarinet eller en trompet – eller ved, hvem Sigurd Barrett er. Dengang kunne eleverne være sammen cirka et kvarter, så havde vi dem liggende i en slåskamp, de råbte og skreg ad hinanden eller smækkede med døren. Det var dér, vi
